Menneskedyret, tvetydigt

Ida Monrad Graunbøl

“Menneskedyret”

Digtroman

Forlaget Ekbátana

172 sider - 199 kr

Af Jes Nysten

Udtrykket “Menneskedyret” bruges vel normalt negativt: om menneskets “dyriske” side, forstået som det brutale, destruktive i mennesket. Det der en gang imellem ikke kan holdes i ave. I den forstand bliver “det dyriske” det, der afmonterer det mennneskelige og udstiller det barbariske.

Sådan tolkes det ihvertfald hos Emile Zola i hans roman”Menneskedyret”, der er en mørk og brutal studie af de destruktive kræfter bag den civiliserede facade.

I denne “digtroman” af Ida Monrad Graunbøl forståes “Menneskedyret” noget mere tvetydigt. Hovedpersonen Anna, bogens  “menneskedyr” præsenterer sig selv sådan i Prologen : “Egernet gemmer til vinteren,/Dovendyret skeler/til de andre dovendyr./Tigeren vil jage/ og beskytte flokken./Hunden underkaster sig/og vender blikket bort./Fårene ser tillidsfuldt/på hinanden./Det er dyrene i mig./Jeg kalder dem hjem om natten/så de ikke farer vild” (s 7).

Et kompliceret indre "dyreliv"

Man kan roligt sige, at vi her har at gøre med et kompliceret indre “dyreliv”, der rækker fra dovendyret til tigeren! Men hele denne dyre-metaforik rækker i bogen langt ud over en beskrivelse af en indre konfliktfyldt sindstilstand hos hovedpersonen Anna. Den rækker ud til en ihvertfald forsøgsvis tilstand af harmoni mellem mennesket og dyrene.

“Menneskedyret” bliver således i bogen Annas forsøg på at finde denne harmoni - både i sit indre og i mere omfattende forstand.

Ja, hun forsøger, men det er ikke så ligetil. Derfor må hun også ty til klædeskabet (som så mange andre før hende), når det bliver for meget og eksotiske og temmelig skræmmende dyr indtager hendes lejlighed.

Bogen veksler mellem 1 person og 3 person, hvad der lægger endnu et lag til den noget konfuse grundstemning, der ligger gennem hele bogen.

Anna er en yngre pige, der øjensynlig er blevet forladt af sin kæreste, og som prøver at komme til rette med denne forladthed. Hun lader tankerne vandre tilbage og rundt i et forsøg på at forstå. Vi få glimt at de steder, der har været afgørende faser i hendes liv: Spanien, Stockholm og København.

Men vi fornemmer også, at hun ud over at være i en følelsesmæssig krise fra barnsben af har været en enspænder.

Bogen præsenteres som en “digtroman”, og denne vekslen mellem den fortællende prosa og de stemningsmættede poetiske mellemspil fungerer fint som forskellige veje ind i denne piges komplicerede situation.

Sproget, særligt i de poetiske mellemspil, er sine steder noget forceret og fortænkt, men ved anden gennemlæsning af bogen fandt jeg en sproglig energi - en ægte søgen efter det rigtige udtryk - som jeg rigtig godt kan lide.

Bittesmå beviser

Dette forsøg Anna gør på at forene menneske og dyr, får som nævnt et videre økopolitisk ekstra lag:

“ Vi er myrer./Vi slæber af sted med bittesmå beviser/på andres glade vanvid./En splintret verden af sukker,/vi slås om kornene/og pisser bittert på de andres fødder,/stikker i neuroser/og ømhed/til vi taber alt sukker på gulvet.” (s 96).

Så vreden over denne tingenes tilstand er med til at give en mulig vej ud af den låste tilstand, hun befinder sig i.

Ihvertfald kan bogen slutte med en vej ud af den låste situation :

“Det var torsdag. En helt almindelig torsdag morgen. En morgen blev senere en del af et år, der blev til et billede af en dag for længe siden, hvor Anna, menneskedyret Anna, trådte ud på Södre Skolgatan i den strålende sol.” (s 174).

Jeg har ikke læst hendes debut “B til piraten”, men dette andet værk af Ida Monrad Graunbøl har været en inciterende læsning. Begavet, tænksomt og med en spøjs humor.