Den kritiske, den mørke og den virkelig smukke

Thorvald Berthelsen
Mørkeleg
Forlaget Ravnerock, 2016
93 sider

Af Anne Rye Andersson
Med meget på hjerte har Thorvald Berthelsen skrevet den kritiske, mørke og virkelig smukke digtsamling m.m. Mørkeleg. Han skriver med en sjælden præcision og fremragende blik for essens, som ses helt tydeligt i haikudigtene. Evnen til at skære ind til benet og samtidig berøre og være vedkommende er eminent.

Du løber i mørket. Du falder, famler. Du slår dig på mørket, men oplyses også af det. Du befinder dig i Berthelsens digtsamling Mørkeleg. Imellem de forskellige nuancer af mørke opstår lysglimt, sideløbende med kritikken af et samfund i åndeligt forfald. Det er følelsen af at være i et mikrokosmos fyldt med sorte huller, som forfatteren også beskriver i bogen. Disse sorte huller er fyldt med åndelig illumination eller slet og ret intethed.

Det er en bevidsthedsudvidende oplevelse at læse disse stramt komponerede digte. Og stramt skal forstås meget positivt, som præcist, værket skærer ind til benet og viser altings begyndelse. Som fx her:

Savage Rose (…)
Vildrosen er død
Den storternede stormvindes
ru overtoner.

Eller her:

Dragesæd
Så dragetænder
i dampende engfurer
Høst dværgfyrs stenbid.

Eller her:

Hverdagssvigt:
Skibbrudne kys
kan ikke synke for
vildfarne vinger.

Læsningen af Mørkeleg er ligeledes en følsom sag. Der er noget rørende over den næsten-nærhed, der beskrives mellem linjerne. Noget sindsoprivende. Bare de hænder dog når hinanden, tog undertegnede sig selv i at tænke. Den forliste kærlighed set gennem nye briller kan være en voldsom øjenåbner, og det er den tydeligt i denne samling. Sideløbende med haikudigtene ses smukke og surrealistiske illustrationer i form af collager, også fra Berthelsens hånd. De understreger meget fint stemningerne i digtene, som er dragende i deres drømmende udformning. Herudover indeholder samlingen erindringsbilleder og nyfortolkninger af H.C. Andersens digte i haikuform, hvilket er udmærket gjort. Et eksempel ses her:

Den grimme ælling:
Kroppen i vandet
bevæges lettere end
drømmenes svanesang.

Referencerne i digtsamlingen er mange. Lige fra Dan Turéll til den slovenske digter Lucija Stupica. Det klæder værket og vidner om en belæst forfatter, hvilket giver værket en ekstra tyngde. Værket er en smuk helhed, hvor de undersøgende ord hænger sammen med de fine collager. Ikke mindst fordi værket afsøger det skrøbelige i vores eksistens og det skrøbelige i kærligheden. Det viser læseren en usikker verden fyldt med divergens, hvor det grimme stikker sit afstumpede ansigt frem midt i det smukke. Ledsaget af et ufravigeligt håb og troen som underlægningsmusik bliver disse digte ikke mørke i dårlig forstand, tværtimod. De bliver derimod livgivende og inspirerende. Livsbekræftende.

Jeg vil anbefale alle nysgerrige sjæle med appetit på livet at læse denne digtsamling, men også dem for hvem håbet lider. Der er håb, og det viser Berthelsen på fineste vis. Smukt indspark.

(Anmeldelsen har tidligere været bragt på modspor.dk. Den bringes i Den smalle bog med tak for tilladelsen. Red)