Kunstens historie i Aarhus

Lars Morell: ”200 års kunst i Aarhus”, Aarhus Universitetsforlag 2016, 320 sider, rigt illustreret, 399,95 kr.

Af Egil Hvid-Olsen
Selvom pragtværket ”200 års kunst i Aarhus” allerede udkom 1. november 2016, udgør den en del af fejringen for Aarhus, der i 2017 giver den på alle tangenter som europæisk kulturhovedstad.
Lad det være sagt med det samme: Bogen er ualmindelig stor og flot, selvom dens forsidebillede ikke gør noget væsen af sig. Med lysegrøn lærredsindbinding og et format, der overgår de fleste bøger, står man med en særpræget udgivelse i hånden, der vækker en hel del forventninger om indholdet. Næsten hver anden af de dejligt tykke sider bringer da også skarpe gengivelser af forskellig aarhusiansk kunst. Kun en del af de gamle fotografier af guldaldermalere og deres omgivelser er i sagens natur lidt slørede.

Forfatteren og idéhistorikeren Lars Morell har bygget bogen kronologisk op. Med udgangspunkt i Emmerik Høegh-Guldberg (1807-1881), hvis kunst forfatteren ikke er imponeret af, men som til gengæld roses for at have skabt gode rammer for mere talentfulde malere, udfoldes det kunstneriske liv, der næredes af den lokale natur i Aarhusbugten og Riis Skov. Morell fortæller om de forskellige maleres motivvalg, deres foretrukne teknik samt deres hensigt med at male. Ofte får man også indblik i forfatterens vurdering af de enkelte kunstneres kunnen eller mangel på samme.

Allerede i de første kapitler slås det fast, at Aarhus altid har hængt lidt fast i traditionerne. Byens kunstnere har taget ved lære af andre, men sjældent været med i fortroppen, når en ny retning brød frem. Dette er en meget ærlig fremstilling, men samtidig udgør den en trussel mod bogen selv, for hvem gider læse om kunstnere, som bare har fulgt i sporet på andre, større ånder? Denne konsekvens er det dog ikke nødvendigt at drage, for selvom de allerfærreste aarhusianske kunstnere har været trendsættende, har de kunnet udfolde deres talenter indenfor de givne rammer, der hørte deres tid til.
Disse større eller mindre talenter gennemgår Morell med beundringsværdig soliditet. Han har udført ikke så lidt grundforskning for at få mest mulig information om selv glemte kunstnere med. Bagsiden af denne medalje er, at bogen (særligt i enkelte kapitler) er på nippet til at drukne i navne, som blot nævnes en eller to gange. Af samme grund fylder navneregistret 10 sider bag i bogen, vel at mærke i to spalter som bogens øvrige opsætning. Det er ganske meget, når man tager i betragtning, at der kun er tekst på halvdelen af bogens godt 300 sider. Selvom læseren af denne grund let kan miste overblikket, samler teksten sig dog på en anden måde. Om end man ikke kan huske de mange navne, giver de små, leksikonartikellignende gennemgange af billedkunstnerne en samlet forståelse af, hvilke interesser og retninger, der var med til at danne de skiftende tiders udtryk for kunsten i Aarhus.

Høegh-Guldberg og Overtaci
Ud over disse korte omtaler af forskellige kunstnere fremdrager Morell også en række andre personer, der har haft særlig betydning for kulturhovedstadens kunstliv. Ud over Emmerik Høegh-Guldberg er det folk som Overtaci/Louis Marcussen (1894-1995), Kam Petersen (1918-1986) og Per Kramer (1942-2010). Af disse anser Morell Overtaci/Louis Marcussen for at være en af de største aarhuskunstnere. Marcussen rejste til Argentina i 1923, hvor han ernærede sig som malersvend. Efter nogle år fik han svært ved at få arbejde og endte blandt samfundets fattigste. Siden opsøgte han regnskovsindianerne i den nordlige del af landet. Enten udløste sult eller indtagelse af euforiserende svampe en psykose, som Marcussen aldrig blev helbredt for. I 1929 vendte han hjem til Danmark, hvor han ret hurtigt blev indlagt som psykiatrisk patient. Her insisterede han på at blive kaldt Overtaci. Hans særlige talent som kunstmaler blev opdaget, da han boede på Psykiatrisk Hospital i Risskov. Her findes der et museum (Museum Overtaci) med hans og andre psykisk udfordrede kunstneres værker.

Selvom bogen vrimler med navne i en sådan grad, at nogle er glemt, så snart de er nævnt, springer Morell ikke over de af de seneste årtiers store kunstnere, som også stammer fra eller har haft deres gang i Aarhus. Her kan nævnes navne som Asger Jorn, Sven Dalsgaard, Erik Heide og Ingvar Cronhammer.
Ud over den grundige gennemgang af byens mangfoldige billedkunstnere, fortæller ”200 års kunst i Aarhus” også historien om de forskellige kunstskoler såvel som udstillingssteder. Læseren sættes ind i de indbyrdes kampe og de forskellige lokale kunstneres forsøg på at lægge en linje for skolernes tilbud og udstillingernes indhold.
Der sker meget på 200 år, og set i det perspektiv har Lars Morell fået forbløffende meget med i sin store, flotte bog. Der kræves både koncentration og tålmodighed af læseren, men det er vel heller ikke for meget forlangt, når bogen skal redegøre for den indflydelse, billedkunsten har haft i Aarhus; en indflydelse, der også må have været medvirkende til, at byen blev udnævnt til Europæisk Kulturhovedstad.