Romanen om en kvinde med et kamera

Helena Janeczek
Pigen med Leica’et
Roman 335 sider
Oversat af Marie Andersen
Forlaget Palomar

Af Jes Nysten
Jeg har fornyligt anmeldt Arne Herløv Petersen’s bog “Vild” her på siden. En bog der forsøger at indfange Gustaf Munch-Petersen korte og på mange måder rastløse liv. Frem til han tager til Spanien i slutningen af 1937, for at deltage i den spanske borgerkrig - som frivillig i De Internationale Brigader. 

Ligesom så mange andre unge mennesker fra hele Europa. Og som så mange af dem, bliver han dræbt - kun 26 år gammel. Ja, der var så mange, der måtte lade livet i denne treårige borgerkrig. Fx også digteren Lorca, der var i 30’erne, da han blev myrdet af fascisterne i 1936. 

Tusindvis af talentfulde unge liv blev brat tilintetgjort. Vi har naturligvis mange af disse unge menneskers eftermæle, men man kan alligevel ikke lade være med at tænke på, hvad ville være kommet fra dem, hvis de havde levet et fuldt liv. 

Lorca fik med det samme status som kæmpende martyr, men det overraskende er, at den kvinde der straks fik en lignende martyrstatus var Gerta Pohorylle - hun var hverken digter eller soldat, men krigsfotograf. Hun døde sommeren 1937. Også under den spanske borgerkrig. Hun var ikke direkte involveret i kampene, men hun blev kørt ned af en tank kort før sin 27 årige fødselsdag.

Det er selvfølgelig tilfældigt men interessant, at jeg umiddelbart efter “Vild” har læst denne bog “Pigen med Leica’et”, der forsøger at indfange denne kvindes korte liv og eftermæle. 

Fotografpartneren

Tysk jøde fra et solidt middelklassehjem og i klar opposition til det politiske klima i sit hjemland. Da Hitler kom til magten 1933 flygtede hun til Paris - som så mange andre jødiske flygtninge. Her mødte hun den charmerende Endre Friedman, som var fotograf. Han var også jøde - flygtet fra Ungarn. De to fandt sammen. Både på det personlige og på det professionelle plan. For det er vigtigt at understrege, at Gerta fra begyndelsen af deres forhold fuldstændig selvfølgeligt var Endres ligeværdige “fotograf-partner”. Det var også hende, der fandt på at for bedre at kunne sælge deres værker, skulle de bruge et amerikansk klingende navn: Robert Capa! Men ikke lang tid efter begyndte hun også at sælge sine værker under navnet Gerda Taro. Så selvom de arbejdede tæt sammen, så havde de nu deres separate kunstnernavne.

(Det er aldrig siden blev helt klargjort, hvilke billeder der under navnet “Robert Capa” egentlig er Gerda Taro’s værker! Capa døde i 1954, hvor han var i Vietnam, for at dække krigen)

De blev sendt til Spanien for at dokumentere borgerkrigen. Hurtigt blev de berømte for deres arbejde, og billederne blev trykt i flere og flere betydningsfulde blade både i Europa og i Amerika. 

Forfatteren Helena Janeczek er blevet inspireret af Gerda’s på mange måder utrolige liv til at skive denne bog. Ikke mindst har hun været optaget af historien om “Den mexicanske kuffert”, der skulle indeholde en stor mængde ukendt materiale af bl.a. hende og Capa fra borgerkrigen. Hun slutter også epilogen med en selvbiografisk note: hun stammer selv fra en jødiske familie. Og hun ser et øjeblik sine forældre i denne sammenhæng:

“Min mor der havde stædigt coquettrie til fælles med Gerda, kunne have været en af hendes yngre kusiner. Min far, en stor historiefortæller som Capa, en lillebror” (s 332)

På forsiden ser vi Gerda siddende på café med vin på bordet og den obligatoriske cigaret i hånden. Hun blinker kækt til os. En selvbevidst ung kvinde. 

Romanen er en kompleks halvdokumentarisk fortælling, hvor forfatteren naturligvis har haft mulighed for selv at fylde diverse huller ud i historien. Godt nok er Gerda i fokus, men vi lærer hende først og fremmest at kende gennem det miljø og de mennesker, der omgav hende, og som i tilbageblik fortæller om hende. Virkelig en kvinde, der har sat sine spor, kan vi forstå. Ung jødisk fritænker, åbenlys antifascistisk, livsromantiker.

Tre tilbageblikke 

Hendes historie bliver først og fremmest genfortalt af tre af hendes gode tyske venner i tilbageblik. Fortællingen springer frem og tilbage mellem en skitse af deres liv fremme i 60’erne og deres tilbageblik på tiden sammen med Gerda de få år tilbage i 30’erne. På den måde får vi et nuanceret men også noget flimrende billede af hende. Men det tegner måske meget godt hendes karakter; hele tiden aktiv tilstede, hele tiden i bevægelse. Igen og igen fremhæves hendes mod, hendes stærke udstråling. Og alle udtrykker den store tomhed, der er opstået efter hendes død. 

Der er en hel del samtidshistorie og henvisninger til mange kendte personer på denne tid i bogen, så det kræver en hel del viden om tiden for kunne se de rette sammenhænge. 

Romanen kredser naturligvis hele tiden om fotos, om deres muligheder og deres faldgruber. Og forfatteren leger selv med dette. I en “prolog” filosoferer hun over to foto, vi ser, af samme unge par - det ene taget af Gerda, det anden af Robert Capa. En lidt forskellig vinkel giver et helt andet indtryk.

Sådan leger forfatteren gennem hele bogen med interessante vinkler - ikke mindst på denne meget fascinerede hovedperson. Men det er også tydeligt, at forfatteren vedkender sig, at det er en illusion at tro, at et foto eller et stykke litteratur kan give os et dækkende billede af virkeligheden. 

Men derfor kan den godt være spændende - selv i glimt!