En overraskelse, der kan minde om en åbenbaring

Jens Carl Sanderhoff
Faksimile
Det poetiske Bureaus forlag 2023
150 kroner

Af Arne Herløv Petersen
Jens Carl Sanderhoff er 58 år og har udgivet femten bøger. Jeg kendte ham som fortræffelig romanforfatter, men havde ikke læst digte, han har skrevet. Han udgav ellers digtsamlingen ”Underflugt” i 2008, men den havde jeg tilsyneladende overset.

Derfor var det en overraskelse at se hans nye digtsamling ”Faksimile”, og da jeg nu læste bogen, blev overraskelsen til noget, der kan minde om en åbenbaring.

For det er slet og ret gode digte. Jeg kom med det samme til at tænke på Søren Ulrik Thomsen, og det er ikke så mærkeligt, for han fortæller selv i et efterskrift, at bogen er opbygget som en slags formundersøgelse og spejling af Søren Ulrik Thomsens ”Rystet spejl”.

Men bogen fik mig også til at tænke på andre danske digtere som Henrik Nordbrandt og Peter Poulsen og bag dem Thorkild Bjørnvig og Ole Sarvig.

Det er ikke det værste for en digter at fremkalde den slags associationer. Det viser, at Sanderhoff er digter – rigtig digter – og viser det på en sådan måde, at i hvert fald jeg kommer til at føle den kriblen i hovedbunden, der i reglen fortæller mig, hvornår noget er godt – hvornår det er uden for alt det sædvanlige, noget der fremkalder en genklang i den læsendes sind, denne ubeskrivelige fornemmelse af, at bogen er velkendt, som havde den været der længe før, og samtidig ny, så den folder noget ud, man aldrig har set helt på samme måde.

Jeg kan bedst forklare, hvorfor jeg synes digtene er gode, ved at citere dem. Så her er to af de titelløse digte fra ”Faksimile”:

Vi står ved siden af nattoget til Frankfurt
mens vi aflægger rejsen et løfte i spejlingen
vi ser i kupéens døde rude
og her befinder vi os allerede i en anden zone.
Den zone hvor man går ind og ud af sine drømme
uden helt at kunne skelne mellem liv og død
for vi ved vi snart vågner et sted
i Europas vilde arkiv som forlagte verdener
ja netop som en mappe fuld af løfter.
Den zone der altid slører detaljerne
som tågen af ansigter på familiefotografier
vi glemte vi var en del af
i disse uendelige albums.
Den zone der risler
som vand forbi ord
ingen kan holde i hånden.

***

Der findes ubrydelige bånd.
Lyden af din stemme er ikke af den slags
man lægger fra sig som en trist bog
eller ungdommens ikoner
der driver hjælpeløst omkring
i samfundets floder
på vej mod et iskoldt hav.
Det så jeg da jeg så at huden om min hånd
lignede et atlas over alt der havde betydet noget
at jeg ikke længere kunne genkende geografien
jeg selv havde skabt
for overalt på håndryggens sne
sad der sorte fugle
som kun ventede på
at jeg skulle dø
med en gestus som denne.