Dæmonhvæs fra kanten af afgrunden

Anne Rye Andersson: ”Novas skæbne”, Forlaget Leitura 2023. 

Af Egil Hvid-Olsen

Anne Rye Andersson skriver, så dæmonerne hvæser. Hun modtog Karin Michaëlis Prisen i 2022 for sin debutroman ”Er du sindssyg, Mor?”, der også blev anmeldt her i Den smalle bog. Med ”Novas skæbne” er hun tilbage med en ny roman, hvis hovedtema minder om forgængerens, men som alligevel fremstår som et fuldkommen selvstændigt værk.

Kropslig beskrivelse af misbrug

Nova er en ung kvinde med hang til fester, og så er hun mor til Kamma. Selvom Nova er bevidst om sit ansvar som forælder, formår hun ikke at holde sig fra det hashmisbrug, hun har opbygget gennem sine ungdomsår og som har tricket hendes psyke, så hun nu må lægge et par diagnoser oven i misbrugets følger. Ønsket om at være en god mor for Kamma er stærkt, men ikke stærkt nok til at vende misbruget ryggen. Først da Kammas far nægter at give Nova lov til at være sammen med datteren, går hun i behandling.

Andersson formår at beskrive den helt håndgribelige magt, misbruget har over misbrugeren; en magt, det kan være svært at forstå for den, der ikke har været afhængig. Nova kan ikke ”bare tage sig sammen”. Hun skal kæmpe hver dag, hver time, hvert minut, ja, hvert sekund for ikke at falde for fristelsen og opnå den rus, der på samme tid er så fantastisk og så forbandet. Afhængigheden, fristelsen og den deraf følgende skam er smertefuld, og selvskade bliver et middel til for et øjeblik at lade en ny smerte tage fokus fra den eksisterende. På den måde bringer det ene misbrug det andet med sig, så smerten forøges.

Beskrivelsen af Novas tilstand er meget kropslig: ”Når jeg skærer små snit i låret, holder stemmerne op. Jeg lægger bladet helt tæt på huden, så den giver sig, og snitter, så blodet pibler. Smerten er min ven.” (s. 45).

Det lyder meget trist, og det er det for så vidt også, men Anne Rye Andersson benytter sin særlige sorte humor på en måde, der bløder alvoren tilstrækkelig meget op til at give den en ny vinkel. En af Novas psykiske lidelser medfører forhøjet sexlyst, og en beskrivelse som denne, da hun tiltrækkes af (endnu) en mand, er både kompromisløs og morsom: ”Mine ører bliver varme. Jeg får et sug i mellemgulvet. Hvis skamlæber kunne blafre, ville mine gøre det nu.” (s. 143). Læseren lades ikke i tvivl om, at Nova er i sine lysters vold. Sex og tjald er, hvad hun ville leve for, hvis hun ikke også havde en datter, som hun er lige så afhængig af.

Herman, den omsorgsfulde hallucination

Noget af det, der i allerhøjeste grad er med til at opbløde romanens tristesse, er Herman; en tilbagevendende hallucination i form af en monokelbærende krabbe, der minder om en karakter fra en disneyfilm. I modsætning til så mange andre litterære beskrivelser af vrangforestillinger er Herman ikke skræmmende. Tværtimod er han meget omsorgsfuld overfor Nova.

Sproget er sine steder billedrigt på en ganske original måde: ”Jeg er en lykkekage. Jeg indeholder visdom. Den er bare meget langt væk. Og tanker om tjald. Måske er jeg en hashkage.” (s. 153).

Anne Rye Andersson

Offer på tjaldens alter

Undervejs i fortællingen om Nova trækkes der tråde tilbage til hendes barndom, men selvom de voksne bestemt ikke har været de mest perfekte rollemodeller, stemples de ikke som entydigt skyldige i hendes nuværende problemer. Nova må selv tage ansvar. Det ved hun. Hun kan ikke give arven hele skylden for sin ulykke. Der er også et miljø, hun selv kan lægge afstand til … hvis hun vil. Det både vil og vil hun ikke. Selvom hun ikke trækker offerkortet, ofrer hun gang på gang sig selv på tjaldens alter. Hvordan det ender skal naturligvis ikke afsløres her. Afslutningsvist skal det blot konstateres, at Anne Rye Andersson hverken skåner sine karakterer eller sine læsere, og derfor nok heller ikke sig selv. Dæmonerne hvæser på afgrundens kant gennem hele bogen. Men netop den totale hudløshed er med til at gøre ”Novas skæbne” til en virkelig god moderne socialrealistisk roman.