Vladimir Majakovskij: "Udvalgte værker", Det Poetiske Bureaus Forlag, 2023, 150 kr., oversat fra russisk af Bo Svoda.
Af Ulrik Gräs.
Tænk, kun et par år ældre end mig på 20 - og allerede med en tildelt udsigt over en bugtende kanal og ret til at fælde dom i litterære anliggender. Hans antologi med ung digtning, introduktion 1960, ”Det lyse rum”, var netop udkommet, refererede til en novelle af Anders Bodelsen; en anden ung mand under opstigning.
Vejle skulle spille i Parken, og min redaktør på byens lille konservative avis havde skaffet mig adgang til en skrivemaskine på Dagens Nyheder, så jeg kunne sende et referat hjem fra søsterredaktionen i København – Berlingske Tidende var storebror over dem alle i provinsredaktørens optik. En weekend ventede mig i hovedstaden, men skulle ende med tre overnatninger i Ballonparken på Islands Brygge, der lignede en knivstikkerlejr i et digt af Vladimir Majakovskij, som jeg hørte om for første gang dér. Hvad var det med denne Majakovskij, hans balstyriske liv og hans livtag med Stalin, som fandt det opportunt at tage ham til nåde efter hans død? Og hvorfor runger den dødbringende kugle fra hans egen finger på aftrækkeren den dag i dag?
VB tabte, referatet fra kampen kom afsted, og så var det, jeg traf Hans Hertel, der førte mig ind gennem en port og op på 1. sal hos Laurits Betjent, hvor der var ”Unge digteraftener”, ifølge et opslag med tre digtere på plakaten. Og det var her, Majakovskijs liv og død fyldte ved bordet.
Cecil Bødker, Benny Andersen og Bent Irve skulle optræde, de sidstnævnte med deres debutsamlinger, og ud på natten blev mine ben til gelé, det bemalede papmachetræ på dansegulvet revnede, barken sprang læk; de rillede streger antog form som ”gabende skrå kindbind”, husket med en lånt metafor fra bagsiden af Det Poetiske Bureaus ”Udvalgte værker” af Vladimir Majakovskij.
Hans Hertel skulle hjem efter Bent Irves oplæsning af ”Nætterne”, Bent var den sidste på scenen, og så voksede festen. Foruden Majakovskij, hvem Irve talte mest om, højt og uden omsvøb, inddrog han Wallace Stevens, Ezra Pound og Dylan Thomas som de mest betydningsfulde poeter. ”Højt og uden omsvøb” var efter sigende Majakovskijs yndlingsudtryk, og titlen på et af hans mest berømte digte.
Bent Irve havde selv oversat Stevens og haft en finger med i en svensk oversættelse af Majakovskij. Svensk digtning bevægede sig i langt højere luftlag end den danske - forklarede Bent - digterisk, æstetisk og oprørsk, hvad Benny Andersen kunne bifalde: ”Det er fra Sverige, vinden blæser med nyskabende, visionær poesi,” og pludselig henvendte han sig til selskabets yngste: ”Om jeg havde læst ’Ti svenske poeter’?”
”Udvalgt og oversat af mig,” svarede en ung mand i brun fløjlsjakke akkurat magen til min. Han besatte adræt en ledig stol og præsenterede sig som Nils Fisker, Hvedekornsdigter og repræsenteret i Torben Brostrøms antologi, ”Lytteposter”. Dertil havde han haft digte i Perspektiv, Hans Reitzels Danske Magasin, som var (næsten) lige så blåstemplende som Gyldendals Vindrosen.
”Södergran og Boye – hvorfor har du ikke kvinder med i dit udvalg?” spurgte Cecil Bødker.
”Vi har koncentreret os om de unge, de yngre svenske poeter,” svarede Fisker, og Cecils mand tog over, som om det generede ham, hvis hans kone skulle komme for godt i gang udover at læse sine egne digte. Hans absolutte favoritter var Walter Whitman og Arthur Rimbaud med deres udfordring af småborgerlig selvtilstrækkelighed og gængs moral; deres banebrydende digteriske indsats på hver sin side af Atlanten, deres genvordigheder, fortrædeligheder under uhellige omstændigheder. Således kom det bag på en usikker gut som mig at mine to digterhelte var selverklærede bøsser, Rimbaud ovenikøbet slavehandler i Afrika. Eller måske var det våbenhandler, Arne Bødker fik ham ansat som med stor respekt for digterens moralbrud og risikable metier.
Heller ikke Majakovskij havde holdt sig for god. Bag digterens troskyldige, indimellem puerile lyriske vendinger gemte sig en strid børste, propagandist og kurer for Stalin på internationale ”kulturrejser”, hvor han efterlod knuste kvindehjerter, befrugtede ægceller og stærke digte til amerikanske og europæiske tidsskrifter.
Irve reciterede Majakovskij, nogle linjer af et digt, dedikeret til digterens ”Kære selv”, og da var det, som om russeren slog sig ned ved bordet på Laurits Betjent, tog plads i mit hjerte i det mindste: ”Hvorfra skal jeg stævne ud? /Hvis jeg var som et lille hav/rejste jeg mig på bølgetå/ og kunne med kærtegn månen nå/ Hvor kan jeg finde en at elske/ som passer til mig i størrelse.” Og i benovelse og beruselse over, hvordan det lod sig gøre at sige dybsindigheder så let og ligetil, vovede jeg at spørge Cecil Bødker, der allerede var landskendt med fire udgivelser på Arena - jeg spurgte hende forsigtigt, om hun kunne hjælpe os med et digt eller to?
Vi var nemlig ved at lave et digtertidsskrift i provinsen. Og det ville hun da gerne!
”Selvfølgelig skal hun det!” indskød Arne Bødker bestemmende, som om en væsentlig beslutning tilhørte ham alene, og Benny Andersen morede sig over noget, jeg ikke helt fattede dengang.
 |
| Ulrik Gräs |
Det lysnede for en ny dags komme, Bent Irve og jeg steg ind i en taxa udenfor porten til Laurits Betjent med kurs mod hans bopæl; mindst to broer blev lagt bag os på syngende fælge og dæk, asfalten smuldrede og endte i grus. Storbyens bygninger sank, de modkørende biler forsvandt sporløst. Omkring os var ikke andet end barakker, den ene række efter den anden i Ballonparken på Islands Brygge. Omgivelserne mindede mig om min barndoms TYILY 1945 med de efterladte, hjemløse tyskere i en hyttelejr over for onkel Poul og moster Maries bopæl på den rigtige side af vejen til Horsens.
Irve låste os ind, han smed tøjet og gik splitternøgen til ro, mens jeg blufærdigt beholdt underbenklæderne på. Efter tre år i Stockholm var han retur i et skur i Ballonparken med et tykt lag støv og dun, apropos russeren: ”Af en dåsetuns skæl kan jeg læse hvad endnu stumme læber vil råbe,” som Majakovskij sukker i et digt. Og hvor Hans Hertel havde en krystalvase på sit skrivebord, stod her i Bent Irves digterhule et skjoldet fotografi af en efterladt svensk kvinde med et faderløst barn som han vedkendte sig, efter at han næste dag havde sendt mig afsted til den lokal skurvognskøbmand. Jeg skulle hente noget til frokost der kunne holde sig.
Tilbage hos Bent Irve med forsyninger sad en upåklædt digter ved skrivemaskinen, og skrev på et digt, vi kunne regne med i Vejle, når han en dag fandt det fuldendt; Bents arbejdsmetode var at skrive om og om igen, og så citerede han nogle verselinjer af Majakovskij, her gengivet frit efter hukommelsen: ”Svært er det at dø, endnu sværere at leve.”
Han rejste sig, tog en slåbrok på og slog bæltet rundt om livet, jeg kan huske, farven var blå. Og nu fik jeg set mig omkring. Hans digterværksted rummede et bredt leje, bygget på trækasser fra Carlsberg, stakkevis af bøger fra gulv til loft med mere eller mindre færdige malerier op ad vægen. Han var både digter og maler. Ligesom Majakovskij der skrev og tegnede: ”Jeg pjaskede noget maling ud af en dåse og smurte den grå hverdags landkort ind, jeg udpegede på en tallerkenfuld gelé oceanets gabende skrå kindben…”
Her godt seks årtier senere tror jeg, Bent Irve ville have sagt god for det udvalg af Majakovskijs digte, der nu er udkommet i en handy bog til baglommen i Bo Svodas kæphøje, fine oversættelse med svajeragtige udråb, trompettruttende lyrik, massive ideologiske digte ved siden af ideologikritiske, bizarre inversioner med futuristiske perler glimtende fra sprækker i de grammatiske misdannelser. Majakovskij er poesiens Emil Zátopek, der rykkede på de sidste få hundrede meter, og hvis skallede isse gik fra side til side som et løbs pendul fra opløbssvinget til målstregen. På samme vis løbes umiskendelig poesi hjem i spurten hos Majakovskij.
Jævnaldrende danske poeter må have haft Majakovskijs industrielt dunkende rytmer i øregangen. Emil Bønnelycke og Tom Kristensen delte fødselsår, 1893, med Majakovskij, der debuterede i 1912, knap 20 år. Bønnelyckes debutsamling, ”Ild og ungdom”, kom fem år senere, hans ”Asfaltens sange” i 1918, og han lyder som et ekko af Majakovskij i ”Dette helvede af en by”, 1913: hvor russeren skriver: ”De røde bildæmoner stejler og kører/ med drøn der eksploderer i dine ører… / i lyset fra sporvognens vilde pupiller”. Og man kan høre Majakovskij i Kristensens ”Fribytterdrømme”, hans debut i 1920. Og det samme gælder hos Harald Landt Momberg og Broby-Johansen, debutanter i 1922 med henholdsvis ”Parole” og ”Blod”, begge med Majakovskijs dekonstruktion af syntaksen, hans vrængede digtermund på dansk.
Majakovskij dør i 1930.
Han er ikke længere sovjetambassadør i lyrik, rejsende rundt i de europæiske hovedstæder, endda over Atlanten. Om aftenen optrådte han ved officielle middage som kommunistfuturist, om natten strejfende rundt som paranoid bolsjevik i samtale med Eiffeltårnet: ”Stille tårn/ svaj ikke sådan/ de opdager dig. /Vær ikke bange/ broerne er på vores side/ floden ikke lige til at overskride.”
Forfulgt til sidst af en smædekampagne i sovjetpressen der anklagede ham for klasseforræderi, tilhørende ”den småborgerlige revolutionære intelligentsia”, potentielt fatale anklager med reference til den eksilerede Trotskij. Sovjets kulturelite kunne ikke længere tolerere en kommunist og futurist i samme skikkelse; duks som han var og samtidig upålidelig. Dertil nedbrudt af sprut og kærlighed som eksperiment i en uhellig alliance med et ægtepar fra det bedre borgerskab. Han blev bandlyst af Stalin, hans digte fjernet fra alle institutioner, biblioteker og læreanstalter. Ikke desto mindre blev han fulgt af mere end 150.000 mennesker ved begravelsen. Hans selvmordsbrev, ”typografisk” brudt op på hans kendte linjetrin, trip, trap, trappetrin med luft: ”Min kærlighedsbåd/ grundstødt på livet/ det er slut med at leve/ jeg la`r minderne fare/ om gensidige pinsler/ problemer og nag.”
Selvmordsbrevet skrev han fem dage før, han gjorde alvor af sit forehavende, og slutningen var formet som et karakteristisk Majakovskij-digt! Hans svenske biograf, Majakovskij eksperten Bengt Jangfeldt, er ikke i tvivl om brevets ægthed. Han har kortlagt Majakovskijs færden op til selvmordet. Digteren var sammen med en elskerinde: Veronika Polonskaja, skuespiller. De har haft et voldsomt skænderi. Hun går ned ad trappen til hans lejlighed; hun hører et skud og styrter tilbage og finder ham død på gulvet.
Oversætteren til ”Udvalgte værker” af Majakovskij, Bo Svoda, kan ikke dy sig for at påpege flere mistænkelige forhold udover selvmordsbrevets digteriske udformning. Den dræbende kugle matchede ikke digterens pistol; politikommissæren, der efterforskede sagen, blev selv dræbt få dage senere, og naboer påstod, at de havde hørt to skud, så det skortede ikke på florerende rygter og konspirationsteorier. Få år senere sagde Stalin god for den mand, hans partiapparat havde bekæmpet. Majakovskij fik digterisk genoprejsning og blev et nationalt klenodie.
Efter min hjemkomst fra København modtog jeg det digt, der hang på Bent Irves skrivemaskine: ”I drømme” hed det, tilegnet den efterladte kvinde i Sverige: ”I nattens labyrint/er ømhedens kilde større/end dagens hunger. /Nu hviler min krop i din åndes skumring. / Kom da i drømme/ atter imod mig, vandrende/ ud af nattens kløfter/ med bjerge af evighed/ bagved din ryg.”
Digtet kom med i det lille tidsskrift, ”Unge digter”, vi udgav fra Vejle få måneder senere. Cecil Bødker holdt sit løfte. Og det viste sig at hun ovenikøbet boede i Kongsted, altså næsten nabo til os. Hun leverede digtet Pessimisme, hvor hun siger til ”ham Noa”: ”Find hullet i skottet/ menneskene er ikke gode/ bed ham lette bundventilen.”
Modsat Cecil Bødker var Benny Andersens tilskud optimistisk. Han sendte os et digt, der tog insekternes parti: ”Mosesnegle stiger op til overfladen. / Dybets gåder må op og trække vejret,” mens Nils Fiskers bidrag, Faldet, ramte tidsåndens sortseeriske side på linje med Cecil Bødkers frygt for en atomar krig. Fisker ”spræller i sengetøjet: den sammenkrøllede faldskærm,” og digtet slutter: ”Jeg har angst nok!” Derefter blev han tavs.
Hvis Vlademir Majakovskij var blevet opfordret, ville han bestemt have leveret til dansk provins eneste litterære tidsskrift, anno 1960. Hans digtning bevæger sig på kanten af et dæmningsbrud med fare for patetisk lyrisk oversvømmelse. Men så sker det: Hans indre Zátopek rykker i opløbssvinget, og målstregen er en navlestreng, som han klipper med en brystkasse fuld af umiskendelig poesi, ja: ”Hvad med dig, kunne du vel spille en nocturne/med et afløbsrør som fløjte?”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar