Stravinskys poesi

Stravinsky: Violinkoncert i D
James Ehnes (Violin), BBC Philharmonic Sir Andrew Davis
Chandos

Af Jakob Brønnum
De bedste af Stravinskys værker i de bedste af opførelserne virker som om alting er placeret på den rigtige måde i forhold til et eller andet ideal, man ikke kender, men alligevel genkender, når man hører det. Det kan lyde mystisk og sågar forvrøvlet, når man læser det kommunikationssammenhæng. Men det er præcis den poesi, man kan møde, når man lytter til Stravinskys Violinkoncert, der netop er udkommet i en ny indspilning på Chandos.

Violinisten James Ehnes står foran BBC Philharmonic, dirigeret af Andrew Davis i en opførelse af stor skønhed og klarhed. Den firesatsede koncert på omkring 20 minutter forløses med en beundringsværdig, næsten anskuelig forståelse af dens stramme, indre logik.

De to første satser fremstår som sådanne rene klangverdener, tonale byggeklodser, man må beundre for deres velformede udformning. Det er som om musikken har en indlagt lysvirkning og farvesætning, som kun træder frem, når det lykkedes på den måde, det gør her.

Den dybt elegiske fortolkning af den langsomme tredje sats forbliver længere i erindringen end forventet. Jeg kan vist ikke mindes Stravinsky så propfuld af følelsesmæssige replikker, som Ehnes viser os ham her.

Barokken som forbillede

Finalesatsen står frem med en uventet munterhed og favner de elementer af folkemusik, der ligesom lidt skævt kommer ind i lydbilledet.

James Ehnes fortolker med stor personlighed, næsten med et senromantisk svung sine steder, og gør på en måde op med den tilbageholdenhed og kølighed, man ofte man møder i opførelser af Stravinsky, der forsøger at matche den forestillede kølighed i det knappe neoklassiske udtryk, som Stravinsky og mange komponister anvendte i det 20. århundredes første del, som et opgør med svulstigheden i den klassiske musik fra årtierne inden, folk som Tjajkovskij, Dvorak og Elgar, sågar Brahms.

Til trods for at Stravinsky begyndte som radikal avantgardist med den provokerende balletmusik til den såkaldt primitive, og i en vis forstand seksualiserede, religiøsitet i balletten Sacre du Printempes, er han mange steder inspireret af den ældre barokmusik, som neoklassikerne opfattede som renere end den romantiske og senromantiske musik, de stod i opposition til. Violinkoncerten kan således med fordel høres i forlængelse af Bachs små mesterværker i genren. Så kan man endnu tydeligere se det moderne, vidtfavnende spektrum af impulser og inspirationskilder, Stravinsky får lagt ind i dette på mange måder upåfaldende, men mesterlige kunstværk. Og man kan se, hvordan værket er nøjagtig ligeså fyldigt som de mere end dobbelt så lange "store" violinkoncerter, som den dag i dag stadig står mere centralt i koncertrepertoiret end Stravinskys.

Foruden violinkoncerten rummer albummet fire andre værker, den lille orkestersats Scherzo à la russe, to orkestersuiter og balletmusikken Apollon musagète.