Den franske filosof Gilles Deleuzes bog om Nietzsche foreligger nu i dansk udgave. ’Nietzsche og filosofien’ er en omfangsrig og banebrydende bog, som kræver engagement af sin læser, men belønner samtidigt den tålmodige med fornyet styrke.
Gilles Deleuze
Nietzsche og filosofien
Oversat af Robert Morsing Thyssen
Multivers
Af Jakob Kvist
Den franske filosof Gilles Deleuze (1925-1995) var en af de toneangivende filosoffer i det 20. århundrede. Med sin hæse stemme og stoiske ro gik han imod den intellektuelle vind. Altid skarp i sin kritik men alligevel med en aura af gavmildhed omkring sig. Men herhjemme synes kendskabet til den store tænker at være begrænset. Mit eget kendskab til Deleuze startede, da jeg begyndte at studere på CBS og til min store overraskelse erfarede jeg på et filosofisk valgfag på KU, at Deleuze her var et ukendt navn. Deleuzes navn støder man oftest på i kunst- og litteraturverdenen herhjemme.
 |
| Deleuze |
Deleuzes filosofi tager afsæt i forskelle og tilblivelse for bedst muligt at kunne begribe virkelighedens omskiftelige natur. For at kunne kapere forandringens evige strøm, skaber bevidstheden forestillingen om stilstand.
’Nietzsche og filosofien’ reder trådene ud
Deleuzes ’Nietzsche og filosofien’ rummer både en original læsning af Nietzsche og en fremstilling af Deleuzes egen filosofi. I modsætning til at trække sin egen tænkning ned over Nietzsche, som det fx er tilfældet i Martin Heideggers læsning af Nietzsche, så er Deleuze mere elegant i sin måde at tænke med Nietzsche på. Deleuze installerer sin tænkning i hjertet af Nietzsches filosofi og tænker på den måde inde fra Nietzsches verden og ud. Det åbner op for en særlig fortrolig føling med, hvad der er på spil. Derfor er Deleuze i stand at føre sin læser trygt gennem Nietzsches tankelandskab med en imponerende pædagogisk kraft. Man klædes på til de mange udfordringer, som er forbundet med at læse Nietzsche grundet hans særlige stil. Nietzsches skrift følger ikke det forventelige men udfolder sine tanker i kortere tekststykker med overraskende budskaber. Ved at skrive aforismer var Nietzsche i stand til at opfinde nye veje for tanken, som Deleuze mesterligt demonstrerer.
Samtidigt skaber Deleuze et bolværk mod de mange grufulde misforståelser, som er hæftet til Nietzsches navn. Med et imponerende overskud viser Deleuze de store sammenhænge i Nietzsches tænkning, som bryder med traditionen. Det er en sand fornøjelse at følge, hvordan Deleuze sætning for sætning, viser det smukke tilhørsforhold mellem tænkning og liv. I en mærkværdig samhørighed med Nietzsche bliver vi vidner til, hvordan livet gør tænkningen aktiv og hvordan tænkningen gør livet bekræftende.
Kraft og magt
Nietzsches filosofi handler om at skabe nye måder at leve på, hvilket vi sige nye måder at føle, sanse og tænke på. Det handler om at sætte tænkningen fri fra de svage kræfter, som dominerer den. En af Deleuzes store bedrifter er at vise, hvordan hele Nietzsches filosofi er baseret på en særlig måde at tænke og forstå kræfter på. Det er aldrig muligt at isolere en kraft for at gøre den til genstand for måling. En kraft findes aldrig som noget enestående, fordi kræfter altid står i forhold til hinanden. Kræftforhold er altid udgjort af en aktiv og en reaktiv kraft: ”Enhver kraft står enten adlydende eller befalende i forhold til andre kræfter.”. Aktiv og reaktiv er de kvaliteter, som udtrykker forholdet mellem kræfter. En krafts styrke er dens kvantitet men det forholder sig sådan, at kvantiteten kun udfolder sig i forhold til en anden kraft for hvem den er kvantitativt forskellige fra. Kvantiteten kan derfor kun aflæses i forskellen mellem kræfter. Det betyder, at kvantitet må vurderes kvalitativt. Og som det hedder i oversætterens indledning: ”Kvantitet er forskel i kvantitet, men denne forskel er kvalitativ.”.
Kraftforholdenes ontologiske kvalitet består i, at der ikke findes noget bagved dem. Alting har sit udspring fra relationen mellem henholdsvis en overlegen og underlegen kraft. Nye måder at leve på handler om at evnen til at kunne påvirke og lade sig blive påvirket af kræfter.
Bevidstheden som symptom
Deleuze påpeger, at bevidstheden udtrykker en reaktiv kraft: ”Det er uden tvivl vanskeligere at karakterisere disse aktive kræfter for af natur undslipper de bevidstheden…”. At bevidstheden er uvidende om sit eget udspring er en mulig forklaring på, hvorfor filosofihistorien ikke har været i stand til at forklare bevidstheden meningsfuldt. Bevidstheden bilder sig selv ind, at den findes som noget særskilt og at den repræsenterer det dybeste lag af virkeligheden. Deleuze udfordrer bevidsthedens høje tanker om sig selv ved at stille spørgsmålet: hvad er bevidstheden symptom på? Hvilke kræfter er bevidstheden egentligt udtryk for? Bevidsthedens reaktive natur består i, at den ikke er bevidst om hvilke kræfter, som muliggjorde dens eksistens. Hvis bevidstheden ikke udfordrer sine egne fordomme, vil den kun være i stand til at se sit eget spejlbillede i alting. Bevidstheden bilder sig fx ind, at den er i besiddelse af en fri vilje. Det får os til at leve i en begrænset udgave af virkeligheden, for vi har rigtigt nok en vilje, vi har bare ingen indflydelse på, hvad det er, vi vil.
Det kræver en ekstra indsats for os at blive opmærksomme på det udenfor vores bevidsthed, som yder indflydelse på os. Det handler om at: ”… opdage de aktive kræfter som selve reaktionerne ikke ville være kræfter foruden.”. Som organisme holder kroppen os i live ved at fordre os med virkelighedsoplevelser. Disse virkelighedsoplevelser behøver ikke at have noget med virkeligheden at gøre, men virker ved at skabe følelsen af at være i en helhed. Det gør hjernen blandt andet ved at udstyre os med forestillingen om en bevidsthed med en fri vilje. Når Deleuze hævder, at: ”Egentligt findes der kun videnskab, hvor der ikke er nogen bevidsthed, og hvor der ikke kan være bevidsthed.”, handler det om at vise, at bevidstheden har en praktisk nytteværdi for vores overlevelsesmuligheder, men at bevidstheden samtidigt intet har at gøre med, hvad der er virkeligt.
De fleste lever i den forestilling, at de med deres bevidsthed iagttager ting ude i verden. Et subjekt som iagttager et objekt. Fokus er herpå den iagttagende og det, som bliver iagttaget, hvilket efterlader os med forestillingen om, at der findes en adskilt iagttager fra verden(det iagttagede). Hvad der udebliver er selve iagttagelsen. Dvs. det som foregår mellem iagttageren og det iagttagede. For det er faktisk det eneste, som vi med sikkerhed kan sige eksisterer. Hjernen skaber en forestilling om, at vi lever i en fælles verden med adskilte bevidstheder, fordi det har en praktisk værdi for os. Det gør det nemmere at samarbejde. Når vi udfordrer det billede af virkeligheden, som hjernen præsenterer for os, går hjernen i alarmtilstand, fordi der kommer huller i vores virkelighedsoplevelse. Men når der slås hul på vores virkelighedsbillede, kan de kræfter, som muliggør vores oplevelser, trænge igennem.
Der findes et plan før, vi bliver bevidst om vores tilstedeværelse i verden. Dette plan er hele tiden ”foran” os, fordi bevidstheden altid kommer efter dette plan. På dette plan findes der ingen orden eller genstande som sådan. Derimod hersker en konstant omskiftelig aktivitet, hvor alt er i bevægelse. Alt det som sker i sekunderne inden, vi beslutter os for noget. Celledelingen i min venstre fod. Kroppens konstante bestræbelse på at opretholde en indre ligevægt. Den forudgående kraft er svær at forestille sig, fordi den følger en logik, som er ikke logisk i traditionel forstand. Normalt forestiller vi os, at vi kommer gående med vores bevidsthed og bliver ramt af sanseindtryk, som bevidstheden oversætter for os. Men det forholder sig faktisk omvendt. Overalt er der evigt bevægelige sanseindtryk og ud fra dem udspalter sig forestillingen om et adskilt subjekt og objekt i form af en person, som iagttager verden. Når vi render rundt og forestiller os, at vi alle render rundt i den samme faste verden med hver vores bevidsthed, så lever vi i en fælles illusion. Det er en praktisk illusion, som gør, at vi kan samarbejde. Men tildeler vi denne illusion for høj en sandhedsværdi, bliver vi blinde for den forudgående kraft, som muliggør, at vi kan føle, at vi oplever at være i den samme verden. Vi står ikke overfor verden. Vi er snarere kanaler for forudgående kræfter, som virker gennem os.
Viljen til magt
Viljen til magt handler for Nietzsche ikke om trangen til at besidde magt. Vi må mindes de tidligere omtalte kraftforhold. Deleuze beskriver Viljen til magt som det element, hvor kræfternes indbyrdes forhold udspringer. Samtidigt er viljen til magt styret af et plastisk princip, hvori den blander sig og omdanner sig med det, som muliggør dens eksistens. Med Deleueze ord: ”… i hvert tilfælde bestemmes med det som det bestemmer”. Deleuzes opdeling siger, at: ”Kraft er det der kan, vilje til magt er det der vil.” Lidt populært kan man sige, at kraften er den rene mulighed mens viljen til magt er udnyttelsen af muligheden. Det vil sige, at det er igennem viljen til magt, at en kraft bemægtiger sig andre kræfter.
Vil man forstå Nietzsche, må man forstå, hvad man kan kalde for Nietzsches metode. Frem for for at tage udgangspunkt i psykologiske kategorier som erkendelsen, bevidstheden eller den frie vilje, så går Nietzsche mere altomfavnende til værks med sin topologiske metode. Ærindet er befri tænkningen fra det, som begrænser den - ved at tænke ud fra sagen selv. Når vi forestiller os verden gennem fornuften, bliver vi blinde for det, som gør fornuften mulig og vi ser dermed kun en begrænset side af virkeligheden. Frem for at starte oppe i det snusfornuftige hoved, så tager Nietzsches metode udgangspunkt på stedet. Det gøres ved at lade stillede spørgsmål udvikle sig af sig selv eller stille dem i det miljø, som vil afgive et livsbekræftende svar. Det handler om at omvurdere det, vi allerede har at gøre godt med ved at overvinde fornuftens spændetrøje. Sigtet er at omvende det element, hvorfra værdier får deres betydning. Det sker ikke ved at sætte noget i stedet for det, som vi allerede har, men derimod sker det ved at ændre selve det sted, hvor man står. Vi står ikke over for noget, når vi beskriver det – vi indskriver os i det og omdanner os med fænomenet. Vi bliver uadskillelig fra stedet og på den måde ændres selve ”stedet”. I bund og grund handler viljen til magt om evnen til at kunne blive påvirket af noget andet end en selv. Evner vi kun at bruge fornuften, når vi tænker, er vi ikke i stand til at blive påvirkede, fordi vi lukkes inde af svage kræfter. Livet handler om at åbne sin væren op for verden, for jo mere man er i stand til at lade sig påvirke, jo mere kraft har man.
Man benægter livet, når man ikke er i stand til at lade sig påvirke. Vores livsførelser og tanker om livet bliver styret af ressentiment og dårlig samvittighed. Man bliver jaloux på dem, som besidder kraften til at lade sig påvirke. Nihilismen viser sit ansigt og reducerer vores vilje til magt til viljen til intet. Alt mister sin mening og værdi og vi formår ingenting at udrette i eget navn. Vi bliver en stående undskyldning for os selv og søger febrilsk at finde eksterne syndebukke.
Nietzsche beskriver en lang historie om ressentimentet og dårlig samvittighed, hvori han blandt andet gør kristendommen og præsterne til skyldige i at gøre mennesket til et tamt og livsbenægtende dyr. Og Deleuze viser, hvordan liberalismen og kapitalismen overtager stafetten ved at manipulere gennem overtro og frygt. Samtidens floromvundne taler om frihed og udvikling er et symptom på livsbenægtelse.
Nietzsches sprog er centreret omkring kropslige metaforer for at kunne bedømme, vurdere og diagnosticere ud fra helt nye målestokke. Filosoffen er lægen, som foretager de rette indgreb til at kunne tolke patientens symptomer. Diagnosen består i at fastlægge, hvilke kræfter som ligger til grund for symptomerne. Det er altså en måde at smide de gamle begreber godt og ondt over rælingen. Filosoflægens fornemmeste opgave er holde patienten stærk gennem et sundt helbred. Men derfor handler det ikke om at komme af med alle de svage kræfter, som patientens krop også består af. For filosoflægen ved, at kroppen består af både stærke og svage kræfter og at et sundt helbred består i et sundt forhold mellem kræfterne. Kroppen bliver stærkere ved at holde de svage kræfter i ave men bliver kritisk syg, hvis de svage kræfter formår at skille de stærke kræfter fra det, de kan.
Kroppen bruges som metafor til både at beskrive den enkeltes eksistensmæssige beskaffenhed men i lige så høj grad hele artens, når der snakkes om samfundslegemet og deslige.
Filosofiens rolle
Filosofiens rolle beskrives i den Nietzscheanske treenighed, som består af 1) fremtidens filosof som filosoflægen, der fortolker symptomer, 2) filosofkunstneren der fremstiller typer og 3) filosofdommeren som afgør hvilke kræfter der ligger til grund for noget og hvilken rang, de skal tildeles. Filosoffen stiller diagnosen ved at registrere sin samtids symptomer for efterfølgende at afgøre patientens sygdomstilstand: i hvor grad er patienten styret af henholdsvis stærke og svage kræfter? Herfra gør filosoffen sig i stand til at vurdere, hvilke værdier som må gå fremtiden i møde, så den fornemme og sunde krop kan sprede glæde i livet.
Viljen til magt handler om evnen til at bekræfte livet ved at kunne sige ja til livet. At ville er det samme som at skabe og det at ville er forbundet med glæde. Men det er ikke så lige til, som det kan lyde. For når viljen er blevet underlagt svage kræfter, står den tilbage som en svag vilje, en vilje til intet. Det får os til at sige nej til livet og leve i benægtelse. Vores eksistens fyldes med bitterhed og smerte mens den bekræftende vilje befrier os fra vores laster.
Magt er det, der vil i viljen og det der vil, vil altid være skabende. Det er forbundet med smerte ikke at være skabende i sit eget liv, ikke at være årsag til egen fremdrift. Formår man derimod at give slip på egoismens umodenhed, kan følelsen af lethed opstå, fordi man begynder at sanse og føle ting, man ikke tidligere var modtagelig for. Vi styrer ikke viljen selv, men vi gives mening af viljen ved at nå det gennembrud, hvor ny mening og nye værdier opstår igennem os. At sige ja til livet, handler om med hvilken styrke viljen virker gennem én på.
I vores travle liv har vi ikke tid til at tænke, hvilket er vores måde at sige nej til livet på. Ved hele tiden ikke at være nærværende dér, hvor vi er, benægter vi øjeblikkets fylde. Vi er ikke i stand til hverken at føle, sanse eller tænke på livsbekræftende måder, hvilket gør livet til en byrde, som vi dulmer med forbrug og ligegyldigt arbejde. Konstant aggressive og sure på naboen lever vi i et forrået miljø, som kapper alle forbindelser til livet.
Vores svage måde at tænke på skyldes, at vi ikke kender til forskellen mellem erkendelse og tænkning. Vi skal derfor blive bedre til at kritisere erkendelsen selv for at give plads til nye kræfter, som giver tænkningen en anden mening og status. Det handler ikke om en begrænsende og livsbenægtende fornuft, men om en tænkning som fører livet til det yderste af det, som livet kan. En sådan form for tænkning handler om at opdage og opfinde nye muligheder for livet. Med Deleuzes ord: ”Livet overskrider de grænser som erkendelsen sætter for det, men tanken overskrider de grænser som livet sætter for den.”. Når vi tænker, så sanser og føler vi på nye måder. Vi blander os med omgivelserne for at indoptage dem i vores erfaringer for at omdanne de værdier, vi er låst af. Måske vi kan opdage, hvordan livet gør tænkningen til noget aktivt og hvordan tænkningen bekræfter livet.
Med ”Nietzsche og filosofien” gives vi inspiration til nye måder at leve på, hvilket aldrig har været mere aktuelt. Bag al vores snak om frihed og fremskridt står en svag livsbenægtende vilje, som spreder sygdomme rundt i samfundslegemet. På hvert et gadehjørne står en coach klar og bruger den positive psykologi til at sige ja til livet. Men deres sigen ja til livet er som Nietzsches æsel, der siger ja, men i virkeligheden mener NEJ.
Med denne bog får vi et sprog til at artikulere vores ufrihed. Man bliver ikke fri af at knokle sig ihjel. Meningen med tilværelsen er ikke, at de mange skal arbejde for de få. Men når ressentimentet og den dårlig samvittighed har spredt sig i samfundslegemet, er vi adskilt fra det, vi kan. Som slaver af vores laster scroller vi løs på de sociale medier, sluger maden inden vi har slugt på den mens vi ser ligegyldige serier på Netflix. En hver ubehagelig følelse i kroppen overdøves med forbrug og mere arbejde for at kunne opretholde det ligegyldige forbrug. Når folk dejser om i massevis med stress og depression og der skal foretages offentlige besparelser på trods af, at vi aldrig har været rigere, så er det symptomer på en meget svag og syg samfundskrop. Vi evner heller ikke at foretage klimavenlige handlinger, fordi vi ikke har viljen til at ændre de strukturelle forhold, som betinger vores destruktive adfærd. Når vi mærker ubehag i kroppen, men lader os bestikke med en løncheck, så benægter vi livet.
Den stærke krop er den, som er modtagelig for nye idéer. Det stærke samfundslegeme er det, som forstår det eksistensbefordrende i at leve på en måde, hvor arbejde og forbrug fylder mindre. Vi begynder først at opleve mening, når vi kan omdanne den grufulde smerte, som vores samfundslegeme er udsat for. Det kræver, at vi kravler ned af det liberale kors, som vi er fastnaglet til. Man bliver årsag til egen fremdrift, når man forstår værdien i at indrette sig med få midler. Måske tiden er inde til, at vi indretter tilværelsen mere efter livet og mindre efter arbejde og forbrug.
Med denne bog bliver det muligt at se, hvordan kristendommens måde at gøre folk bange gennem overtro bliver overtaget af liberalismen. Som en kræftsvulst på samfundslegemet spreder den liberale overklasse sine meningsløse idéer ud i samfundet. Deleuzes giver os værktøjerne til at skabe en tilværelse, som står i livets tjeneste. Vi mindes om, at kritik handler om kunsten at kunne være tilintetgørende og skabende i en og samme handling.
Robert Morsing Thyssen har stået for en flot og vigtig oversættelse til det danske publikum. Jeg håber, der kommer flere.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar