På kanten af havet

Kai Karnøe: ”Tidevand”, Poul Kristensens Forlag 1989. 

Klassikerlæsning.

Af Egil Hvid-Olsen

En tale, der blev holdt hen mod slutningen af 1700-tallet ved en stabelafløbning i Stavanger, samt en lille egnsbeskrivelse om Mandø fra 1806 er, hvad sognepræst Henrik Bruun efterlod eftertiden. Det er ikke meget, men nok til, at Kai Karnøe kunne skrive romanen ”Tidevand”, der udkom i 1989. Begge Bruuns skrifter indgår i romanen, men Karnøe har enten lagt sig så tæt op ad Bruuns sprog, at man ikke fornemmer, hvornår der citeres fra egnsbeskrivelsen, eller også har Karnøe gjort Bruuns formuleringer mere poetiske, end de oprindeligt var. Under alle omstændigheder er ”Tidevand” både en gribende beskrivelse af præstens udfordringer og en smuk beskrivelse af de barske vilkår på Mandø.

Henrik Bruun, der stammede fra Kolding, indledte sit præsteliv i Stavanger, hvor han indtog en position blandt de toneangivende i lokalsamfundet. Han blev gift, men efter nogle år valgte fruen ham fra og begærede skilsmisse. Dette medførte en deroute for Bruun, der først blev kapellan i et fattigt embede i Vendsyssel og siden fik sognepræsteembedet på Mandø, som han bestred i 6-7 år. Det var, mens han boede på øen, at han skrev ”Om forholdene på Ejlandet Mandø”.

Det lyder virkelig kedeligt, at Bruun beskriver mange af sine gåture på den lille ø. Hvordan kan det blive interessant? Ja bevares, de vekslende årstider skildres, og på den måde skabes der lidt afveksling, men det er immervæk det samme afgrænsede landskab, der beskrives… Ikke desto mindre er naturbeskrivelserne en af bogens helt store kvaliteter. 

Krigens trussel – og vejrets

Med sin egen stilfærdigt lyriske stil formår Karnøe at give et indtryk af naturens direkte indvirkning på det liv, der levedes på Mandø i begyndelsen af 1800-tallet. Flere gange reflekterer Bruun over Napoleons og englændernes trussel mod de danske riger, og det er bestemt alvorligt nok, men den daglige udfordring kommer fra vind, vejr og hav, og den kan bestemt være alvorlig nok. Til tider er det et spørgsmål om liv og død. Ikke kun når det gælder forbindelsen mellem fastlandet og Mandø, som ved et hurtigt vejrskift kan blive livsfarlig at bevæge sig ad, men også tæt tåge eller stormvejr over øen. Bevidstheden om havets styrke er konstant, som det kommer til orde i denne vinterskildring:

”Tågen hviler koldt og klamt over sneen – den ligesom trykker den, så den ikke hvirvler op som i går. Enkelte steder kan den endda knase under støvlen, men den er ikke glat. Her har vinden fejet hen over sneen, så der ligefrem ligger små snebølger. Snehavet, tågehavet – men det virkelige hav kan jeg ikke høre. Isen på vaderne kvæler bølgernes rullen. Oppe fra klitten prøver jeg et udsyn over vor stærke nabo, men jeg kan ikke se gennem tågen. Jeg kan ikke se havet, end ikke sandene. Kun den solide klitfod, der skal modstå angrebene fra det voldsomme hav.” (s. 85f.).

Stadig ærefrygtindgydende, men dog lysere er beskrivelsen af havet ved forårets frembrud: ”Og pludselig blander en mægtig røst sig i det brogede kor. Havet lader atter sin stemme høre. Sydvestenvinden spiller vårligt op og orgler med havets bølger. Lænkede var de, stivnede i vinterens isnende favntag. Nu frigøres kræfterne, og bølgerne toppes.” (s. 117).

Forårets og sommerens legende mildhed må der senere tages afsked med, men det foregår i ryk. Først er der tale om en leg: ”Høstvinden legede med grøftekanternes guldknap og stolt Henrik, der lyste som små sole, og fuglene begyndte at samle sig til afrejse.” (s. 182f.), men så invaderer blæst og regn den lille ø: ”Efterhånden blev naturens eget orkester mindre, og efteråret kvalte stemmer og fløjt i tåge og regndryp fra strå og udhæng. Regndråber silede ned ad ruderne, afløst af styrtregnens trommen mod vinduerne, og udenfor rystede gråbynken sine frøkapsler i den beredte jords skød.” (s. 183).

Hjælpsomhed med små midler

Det er disse forhold, øens beboere lever under. Deres midler er begrænsede, men hjælpsomheden er stor: ”Vemodigt ser jeg gamle Stines hus. Det ryger ikke mere fra skorstenen, for jeg begravede Gamle Stien før jul. Hun sov så stille ind, som hun har færdedes her i livet. Nu har vi kun mindet om den gamle arbejdsomme kone, som hjalp os alle, når man kaldte på hende. Kendt var hun i hvert hjem, og ofte hjalp hun Kirsten Jørgendatter, vor myndige jordemoder.

Endnu er ingen flyttet ind i huset, men lang tid vil der vel ikke gå, før det atter skal give ly for mennesker. Husene her på øen overlever menneskene.” (s. 66).

Selvom hjælpsomheden er stor, har Bruun svært ved at falde til. Gamle Stine var hans husholderske, og han var godt tilfreds med hendes hjælp. Da hun dør, træder den unge Trine til, og hun holder sig ikke tilbage med at give præsten gode råd om, hvad han skal gøre. Han skal gå over på kroen og tale med mændene. Han skal danse, når der er fest. Han skal med andre ord ud af sit studerekammer, og eftersom han alligevel ikke har penge til nye bøger, kan han lige så godt gøre forsøget. Eksperimentet bærer frugt. Øboerne tager præsten til sig, men han er alligevel ensom. Der mangler en kvinde i huset. En kvinde, der ikke tager hjem, når hun har udført sine opgaver.

Trodsig optimisme

”Tidevand” er en stilfærdigt fortalt historie fra en forblæst ø i den tid, hvor pengestrømmene fra de oversøiske kolonier aftog med napoleonskrigene og Københavns bombardement i 1807. Selvom Mandø ikke lå i nærheden af krigszonerne, var mange unge mænd ombord på de skibe, som englænderen opbragte. Søfolkene endte i fangenskab og derfor nåede heller ikke deres løn hjem til øen. At dette fik betydning for lokalbefolkningen antydes kun i ”Tidevand”, for den slutter kort efter bombardementet af København. Alligevel ender bogen med en optimistisk trodsighed: ”De frådende bølgers rasen, udgået fra et stormpisket hav vil kunne udslette os, sådan som det før er sket. Men det er stadig lykkedes os at tage kampen op, og vort samfunds tredje kirke lyser hvid ude i tusmørket med sine svungne barokgavle, der ligesom strækker sig op mod himlen.” (s. 196).

Måske var det også udtryk for optimistisk trodsighed, da Poul Kristensens Forlag i sin tid lod Kai Karnøes roman trykke, for hvem gider læse om en for længst afdød præst med en alt andet end imponerende karriere, der i en årrække havde embede på en flad vadehavsø? Måske flere end forventet, måske ganske få, men værd at læse er den i hvert fald. Man skal bare tage sig tid til at nyde dens stille puls, der mest af alt minder om bølgernes roligt gentagne bevægelser hen over den langstrakte vadehavsbund på en vindstille dag.