De kalder det livets gave

Arne Herløv Petersen
Cityringen
Det poetiske bureaus forlag

Af Flemming Chr. Nielsen
Dengang jeg var gulturjournalist på JP, anmeldte jeg vel en bog et par gange om ugen, så det må være blevet til 2-3000 bøger, men i dag har jeg kun en håndfuld af dem stående (noget Graham Greene, Isaac Bashevis Singer, Thorkild Hansens Knut Hamsun-biografi, Solsjenitsyns GULAG Øhavet og Samuel Pisars Blod og håb om bl. a. hans tid som barnefange i Auschwitz - det er efter min mening noget af det bedste, der er skrevet om Holocaust, og da Pisar er papfar til Anthony Blinken, og hvis Blinken har arvet sin papfars menneskelige indsigt, foreslår jeg, at gamle Biden viger pladsen som demokratisk præsidentkandidat og overlader den til Samuel Pisars papsøn).

Hvis jeg nu tog briller på og nærstuderede min sparsomme reol, er der nok endnu en halv snes anmelderbøger fra dengang, som ikke har lidt bøgers vante skæbne: et kort liv.

Men hvorfor nu al den snak som indledning til noget om Arne Herløv Petersens nyeste digtsamling "Cityringen". Fordi der er masser af digte i den bog, som i hvert fald vil holde mit liv ud og en sæson eller flere ekstra. Man læser sig både glad og sørgmodig, munter og trist. Mange af digtene kredser om livet og døden set fra dødens optiske og sanseskramlende nærhed, og en avis burde sætte sin alleryngste anmelder til at skrive om bogen. Han/hun og forfatteren ville have glæde af det.

Ikke mere om alle de fine og livs- og naturgnavende digte i Cityringen, men et citat fra mit yndlingsdigt "Livets gave" plus den formaning til dig, at du erhverver bogen, læser den og gemmer den på din reol.

De kalder det livets gave
men det er falsk varebetegnelse.
Man må ikke beholde det.

Det er ligesom en biblioteksbog
Det skal leveres tilbage igen
Men man kan godt tage den med ro
De kommer selv og henter det
når fristen er udløbet

Når de så kommer
så skal man opgive ånden
ligesom man opgiver sin indtægt
til skattevæsenet.

Den anmeldelse ville ingen avis i dag tolerere, men livet lærer også én, at man ikke skal holde sig inden for de rammer, nogen engang har sat. Derfor er det ikke en slagfejl, at "anmelderen" kalder sit fortidserhverv for gulturjournalistik.

Rigtig kulturjournalistik er altid at skrive præcis, som det passer én.