Et uafrysteligt møde i ørkenen

Jakob Brønnum: Fristelsen, 123 sider, 169.95,- kr.
Forlaget Læselyst

Af Annemette Aracama

Man fristes til at sige, Brønnum har gjort det igen! Jakob Brønnum har begået en kort, letfattelig og lettilgængelig bog om et alt andet end simpelt stykke vesterlandsk og skæbnetungt tankegods. Fristelsen er det første bind i Forlaget Læselysts serie Bibel & Kultur og kan, som det er ambitionen, tilgås uden faglige forudsætninger, det være sig både teologiske, litterære og kulturhistoriske. I tre akter gennemgår Brønnum de i alt 11 bibelvers og de tre fristelser, som de fleste af os genkender som “fristelsen i ørkenen”. 

Det er plottet, hvor Satan kort fortalt mesterligt forsøger at forføre Jesus til at opgive sit forehavende som menneskenes frelser i bytte for magt og ubegrænset materialisme. Undervejs i Fristelsen behandler Brønnum bibeltekstens kulturhistoriske, psykologiske og litterærer implikationer, og lige så tekst- og videnstungt det nu end måtte lyde, så gennemføres projektet i Fristelsen både nænsomt og yderst læsevenligt. 

Fristelsen indledes med Dantes billede af Satan:

“Forlang nu ikke, læser, at jeg skildrer den isnen og afmagt, som da greb mig, for alle sprogets ord kommer til kort her.” -  (ved synet af Satan).

Brønnums litterære metafor for den ultimative onde livsmagt er da også superskurkens, præcis som vi kender den fra alle tiders populære fremstillinger, for hvorom alt er, så er Satans forsøg på at friste tekstens helteskikkelse jo intet andet end det ondes forsøg på at knægte livets magt i bytte for verdensherredømmet. Vi kender alle miseren, det tilnærmelsesvis ultimative ondes kamp mod det uendeligt gode. Fremstillingerne af superskurken i kunsten og populærkulturen er noget ved uendelige - det gode synes historisk derimod noget vanskeligere at gengive troværdigt. Det lykkedes dog Brønnum at indfange livs- og kærlighedssejrens sublime og billedefattige substans i en knivskarp sentens ved bogens afslutning: 

“Glimtet er overstået, Djævelen er forsvundet. Der er kun lidt støv, som en varm og doven vind flytter rundt på … At Satan forsvinder skyldes, at Jesus helt har overvundet den modstand, han har stået overfor, og dermed bemægtiget sig den kraft, der som den eneste kan kommandere rundt med Satan, nemlig den eksistentielle sandheds kraft.” Brønnum fremstiller da også vedholdende Jesus i Fristelsen i tråd med Eric Fromm og Frankfurterskolens syn på den kulturhistoriske Kristus, som den universelle repræsentant for væren i en ikke materiel forstand, en eksistens der realiserer sine muligheder i uselviske kærlighedsytringer eller i et genuint kærlighedsfællesskab med medmennesket. Satan er modstykket, modstillingen, den universelle “ikke-væren”, den udnyttende, den evigt markedsorienterede figur, der udelukkende arbejder for egen interesse, egen velfærd. Den første er “den sande” eller “den gode”, den sidste er “den usunde” eller “den onde”. 

Forledelsen

Brønnum samler perspektivet på den bibelske scene i ørkenen under overskriften “Forledelsen” i Fristelsen:

“Vi har en tendens til at leve fra trædesten til trædesten i et liv, hvor vi sjældent beskæftiger os med det fundament, som bærer os ud over øjeblikket, dagen og vejen og den næste runde fødselsdag.”

Dog, et finalt - og litteraturhistorisk - stille hjertesuk. Fristelsen er en bog, der eksponerer et litterært og eksistentielt universelt problem om den ondes forførelse af den gode, men samtidig skaber den måske selv et rum for en, om ikke andet, litterær forførelse. Kun få digtere har skildret personen bag det ondes personificering og peget på den skikkelse som kommer til Jesus i ørkenen som en broder. Brønnum er belæst langt ud over sit fags grænser og bekendt med udlægningen, men afviser den tilsyneladende som “spekulativ”. Brønnum er teolog, først og fremmest, dernæst litterat. En af de få der har forsøgt at se personen inde i djævelen er John Milton, som i sit tidsafstødende renæssancedigt Paradise Lost fremskriver en hjertegribende oplevelse af Satan som en fortvivlet og sårbar eksistens, som “en væren” i afvisningen af kærligheden, en Jesu broder der befinder sig i et ubeskriveligt ordløst mørke. I en teologisk sammenhæng sejrer Jesus, i en litterærhistorisk kontekst, også hos Milton, kræves det af Jesus, at han ser ind bag forførelsens og dæmoniens maske og selv i et uigennemskueligt mørke genkender et andet barn af Gud. Her fejler Jesus og det er en forståelse og litterær erfaring værd at tage med sig ind i en læsning af et absolut læseværdigt bud på en forløsning af forførelsen, som den kommer til udtryk i Fristelsen. Det er vanskeligt at være uenig med Brønnum, dertil er Fristelsen alt for empatisk og velskrevet, men ingen forfatter er ansvarsfri og det skal hermed være op til den enkelte læser at  indskrive diskrepansen mellem litteraturens og teologiens erfaringer i Fristelsen. 

Fristelsen i ørkenen er blot én af Bibelens mange tableaustive scener og har da også inspireret både verdenslitteraturen og en hel stribe afbillendende kunstnere gennem tiderne. Fristelsen suppleres da også med en række suveræne nedslag i tekster af blandt andre Goethe, Kazantzakis, Shakespeare, Joplin og Dostojevski, og afsluttes med en særdeles righoldig litteraturliste, for den der måtte ønske at fordybe sig yderligere i “fristelsens” kunstneriske og kulturelle følgevirkninger, ligesom udgivelsens ydre og indre omslag er beriget med fine gengivelser af nogle af verdenskunstens fremstillinger af hændelsen i ørkenen. 

Fristelsen er en solid og velfunderet begyndelse på en forhåbentlig givende serie fra Forlaget Læselyst om Bibelen og kulturen.

Dæmonhvæs fra kanten af afgrunden

Anne Rye Andersson: ”Novas skæbne”, Forlaget Leitura 2023. 

Af Egil Hvid-Olsen

Anne Rye Andersson skriver, så dæmonerne hvæser. Hun modtog Karin Michaëlis Prisen i 2022 for sin debutroman ”Er du sindssyg, Mor?”, der også blev anmeldt her i Den smalle bog. Med ”Novas skæbne” er hun tilbage med en ny roman, hvis hovedtema minder om forgængerens, men som alligevel fremstår som et fuldkommen selvstændigt værk.

Kropslig beskrivelse af misbrug

Nova er en ung kvinde med hang til fester, og så er hun mor til Kamma. Selvom Nova er bevidst om sit ansvar som forælder, formår hun ikke at holde sig fra det hashmisbrug, hun har opbygget gennem sine ungdomsår og som har tricket hendes psyke, så hun nu må lægge et par diagnoser oven i misbrugets følger. Ønsket om at være en god mor for Kamma er stærkt, men ikke stærkt nok til at vende misbruget ryggen. Først da Kammas far nægter at give Nova lov til at være sammen med datteren, går hun i behandling.

Andersson formår at beskrive den helt håndgribelige magt, misbruget har over misbrugeren; en magt, det kan være svært at forstå for den, der ikke har været afhængig. Nova kan ikke ”bare tage sig sammen”. Hun skal kæmpe hver dag, hver time, hvert minut, ja, hvert sekund for ikke at falde for fristelsen og opnå den rus, der på samme tid er så fantastisk og så forbandet. Afhængigheden, fristelsen og den deraf følgende skam er smertefuld, og selvskade bliver et middel til for et øjeblik at lade en ny smerte tage fokus fra den eksisterende. På den måde bringer det ene misbrug det andet med sig, så smerten forøges.

Beskrivelsen af Novas tilstand er meget kropslig: ”Når jeg skærer små snit i låret, holder stemmerne op. Jeg lægger bladet helt tæt på huden, så den giver sig, og snitter, så blodet pibler. Smerten er min ven.” (s. 45).

Det lyder meget trist, og det er det for så vidt også, men Anne Rye Andersson benytter sin særlige sorte humor på en måde, der bløder alvoren tilstrækkelig meget op til at give den en ny vinkel. En af Novas psykiske lidelser medfører forhøjet sexlyst, og en beskrivelse som denne, da hun tiltrækkes af (endnu) en mand, er både kompromisløs og morsom: ”Mine ører bliver varme. Jeg får et sug i mellemgulvet. Hvis skamlæber kunne blafre, ville mine gøre det nu.” (s. 143). Læseren lades ikke i tvivl om, at Nova er i sine lysters vold. Sex og tjald er, hvad hun ville leve for, hvis hun ikke også havde en datter, som hun er lige så afhængig af.

Herman, den omsorgsfulde hallucination

Noget af det, der i allerhøjeste grad er med til at opbløde romanens tristesse, er Herman; en tilbagevendende hallucination i form af en monokelbærende krabbe, der minder om en karakter fra en disneyfilm. I modsætning til så mange andre litterære beskrivelser af vrangforestillinger er Herman ikke skræmmende. Tværtimod er han meget omsorgsfuld overfor Nova.

Sproget er sine steder billedrigt på en ganske original måde: ”Jeg er en lykkekage. Jeg indeholder visdom. Den er bare meget langt væk. Og tanker om tjald. Måske er jeg en hashkage.” (s. 153).

Anne Rye Andersson

Offer på tjaldens alter

Undervejs i fortællingen om Nova trækkes der tråde tilbage til hendes barndom, men selvom de voksne bestemt ikke har været de mest perfekte rollemodeller, stemples de ikke som entydigt skyldige i hendes nuværende problemer. Nova må selv tage ansvar. Det ved hun. Hun kan ikke give arven hele skylden for sin ulykke. Der er også et miljø, hun selv kan lægge afstand til … hvis hun vil. Det både vil og vil hun ikke. Selvom hun ikke trækker offerkortet, ofrer hun gang på gang sig selv på tjaldens alter. Hvordan det ender skal naturligvis ikke afsløres her. Afslutningsvist skal det blot konstateres, at Anne Rye Andersson hverken skåner sine karakterer eller sine læsere, og derfor nok heller ikke sig selv. Dæmonerne hvæser på afgrundens kant gennem hele bogen. Men netop den totale hudløshed er med til at gøre ”Novas skæbne” til en virkelig god moderne socialrealistisk roman.

Godt og ondt omkranset af naturrigdom

Kunstanmeldelse. Museet for Religiøs Kunst: ”Esben Hanefelt Kristensen – og der blev lys”, 19. juni – 4. december 2022, Strandvejen 13, 7620 Lemvig, www.mfrk.dk

Af Egil Hvid-Olsen

Der er fokus på Esben Hanefelt Kristensen som illustrator i Museet for Religiøs Kunsts fejring af kunstneren, der fylder 70 i år. Dermed snydes man dog ikke for et indblik i kunstnerens evner som maler, for Hanefelt Kristensen er også en kompromisløs kunstmaler, når han illustrerer. Han maler sine bogillustrationer, der derefter gengives i bøgerne.

Stilen er vrimlende og naivistisk, præcis og farverig, indholdsmættet på flere planer. Ét er de mange detaljer, der udfylder hver kvadratcentimeter på lærredet, noget andet de kommentarer til den illustrerede tekst, der finder deres udtryk i kunstnerens gengivelse. Her er mere end illustration, nemlig en medlæsning og tolkning af teksten.

Noas ark og Jerusalem

Hanefelt Kristensen har aldrig lagt skjul på, at han har en kristen tilgang til livet. Derfor har han også illustreret flere bøger, der tager udgangspunkt i Bibelen. Nogle enkeltværker har også bibelske motiver, for eksempel et stort maleri af Noahs ark (2022), der har givet Hanefelt Kristensen mulighed for at udfolde sin glæde ved dyr. Der er intet skræmmende ved oversvømmelsen, der ifølge den gammeltestamentlige myte udryddede størstedelen af klodens liv. Et tværsnit af arken giver indblik i den flydende zoologiske have, mens vandet omkring arken vrimler med havdyr og kulørte koralrev. Himlen er også alt andet end tom. Den fyldes af fugle og den regnbue, som fremover skulle minde Gud om, at udryddelsestaktikken ikke var den bedste.

Anderledes er den Noas Ark-illustration, som Hanefelt Kristensen lavede til ”Bibelen – udvalgte fortællinger” (1992). Her ses en oversvømmet by under fartøjet og minder beskueren om mytens voldsomhed.

Et andet stort maleri, der ikke er lavet som illustration til en bog, er fra 1996. Det har titlen ”En stille nat/Fredens engle over Jerusalem”. Her ses både en blomstereng i fuldt flor, en skov og repræsentanter for både pattedyr, krybdyr og fugle. I baggrunden på toppen af et bjerg ligger ”Den hellige stad”, Jerusalem. Problemet med byens betegnelse er, at både jøder, muslimer og kristne tillægger byen denne særlige betydning, hvilket i århundreder har ført ufred og lidelse med sig. Repræsentanter for alle de tre monoteistiske religioner gør krav på byen, og derfor kan der kun findes en løsning på problemet, hvis alle er parat til at indgå kompromiser. Det er de tre engle øverst i billedet. Deres hovedbeklædninger afslører, at den forreste repræsenterer jødedommen, den næste islam og den sidste kristendommen. Først når disse tre religioner giver hinanden plads i den samme by, kan freden opstå og byen for alvor betegnes som hellig.

Stemningsmættede bogstaver

Da Esben Hanefelt Kristensen og hans kone mistede deres yngste søn, bearbejdede maleren sin sorg ved - i samarbejdet med Henning Toft Bro - at udarbejde bogen ”Kristusalfabetet” (2021). Alle de malede illustrationer er udstillet på Museet for Religiøs Kunst. Hvert maleri tager udgangspunkt i et bogstav, hvorudfra Hanefelt Kristensen og Toft Bro kortfattet genfortæller en historie fra Det Nye Testamente. Malerierne består af tre dele: 1) En eller flere illustrationer af det, fortællingen handler om, 2) Bogstavet, der indeholder motiver, som understøtter illustrationernes stemning, 3) En baggrund, der også slår stemningen an. For eksempel illustrerer Hanefelt Kristensen i maleriet ”B” Jesu dåb og fristelsen i ørkenen. Dermed er billedet todelt. Den øverste del – dåben – smitter af på stemningen i den øverste del af bogstavet, hvor der er den for kunstneren velkendte dyrevrimmel. Fristelsen i ørkenen medfører derimod illustrationer i den nederste del af B’et, der relaterer til død. Her er et par ådselædende fugle, en slange, to skorpioner og et kranie. Måske er det den konfliktfyldte ”hellige stad”, der ses i baggrunden. Stemningen spreder sig videre til baggrunden, hvor den nederste præges af en tornebusk, mens den øverste fyldes af dåbens vanddråber.

H.C. Andersen titter frem

Hanefelt Kristensen har ikke kun illustreret udgivelser, der beskæftiger sig med de bibelske fortællinger. Han har for eksempel også illustreret H.C. Andersens eventyr ”Nattergalen”.

Igen træder kunstnerens interesse for naturen frem. I flere af malerierne er selve illustrationen omkranset af en slags bort med motiver fra naturen. Blomster, blade og fugle omkranser kejseren, der sidder og lytter til nattergalen. Samtidig lader Hanefelt Kristensen flere steder den gamle digter titte frem. Over kejserens hoved hænger således et papirklip af H.C. Andersens profil og et andet af Klodshans. I andre af malerierne afslører digterens ansigtsudtryk de følelser, læsningen bringer med sig.

Forfatterne Tolkien og Hanefelt Kristensen

En særlig inspirationskilde for Hanefelt Kristensen finder han i J.R.R. Tolkiens bøger, hvoraf de mest kendte er trilogien ”Ringenes Herre”. Derfor har det været oplagt for kunstneren at illustrere Casper Clemmensens ”Tolkien og det mystiske Jylland” (2022). I bogen udforsker forfatteren Tolkiens inspiration fra gamle jyske sagn. Illustrationerne til udgivelsen er også udstillet i Lemvig.

Som det blev nævnt i forbindelse med ”Kristusalfabetet” skriver Esben Hanefelt Kristensen også selv tekster. Hans baggrund som lærer afslører sig i ”Da jorden fik feber” (2019), som omhandler klimakrisen. Det er klart, at kunstneren, der er så betaget af naturen, er berørt af den globale opvarmning og truslen med biodiversiteten. I denne bog findes nogle af hans mest uhyggelige illustrationer. Måske er det derfor, at de er placeret i udstillingsbygningens kælder, hvor man også præsenteres for en hurtig og givende videopræsentation af Esben Hanefelt Kristensen.

Liv og død i fascinerende detaljegrad

Det særlige ved Hanefelt Kristensens produktion er en kolossal glæde ved at fortælle historier for øjet og at pege hen på den rigdom, der opgiver os. Selvom hans naivistiske stil tager brodden af voldsomheden, lægger kunstneren ikke fingrene imellem, men skildrer død og vold, så ingen er i tvivl om, at her er ondskaben på spil. Samtidig lyser taknemmeligheden ud af de malerier, hvor naturen og livet får lov til at udfolde sig. Således favner Hanefelt Kristensen hele tilværelsen på godt og ondt i sine malerier, der alle som en er præget af en detaljegrad, der forbliver fascinerende.

Krisestemning tilsat munterhed

Hans Fallada: ”Lille mand – hvad nu?”, oversat fra tysk af Jacob Jonia, Forlaget Silkefyret 2021, 582 sider.

Af Egil Hvid-Olsen.

Jacob Jonias nyoversættelse af den komplette udgave af Hans Falladas klassiker ”Lille mand – hvad nu?” (1932) har allerede været på markedet i et års tid, og dér må den gerne forblive, for den er både vedkommende og velfortalt. Selvom romanen skildrer den økonomiske krise i begyndelsen af 1930’erne og følgerne heraf, indeholder bogen nogle ualmindelig muntre scener, der driver læsningen fremad, så de 582 sider ikke på noget tidspunkt føles lange. Falladas karaktertegninger er detaljerede uden at blive overgjorte. Ligesom Dostojevskij formår han at bygge sine personer op i kraft af deres replikker, så man hurtigt begynder at holde af dem, og så meget desto mere ønsker at følge deres færd gennem fattigdom og truende sult i en hverdag, der er præget af alles kamp mod alle.

Funktionæren Johannes Pinneberg er først i tyverne, da han møder og forelsker sig i arbejderdatteren Emma Mörschel, som snart bliver gravid. Det skræmmer dog ingen af dem. Tværtimod beslutter de sig for at blive gift hurtigst muligt. Faktisk har Pinneberg kun kendt til graviditeten i ganske kort tid, inden han for første gang befinder sig hjemme hos sin tilkommende og hendes familie. Fru Mörschel kalder nedladende Pinneberg for en flipproletar, fordi funktionærer, selvom de bærer flip, ikke bliver behandlet og lønnet meget bedre end arbejderne, og tilmed er langt dårligere organiseret end arbejderklassen. Ikke desto mindre sætter Pinnebergs kommende svigermor sig ikke imod giftermålet, for hun slipper for at brødføde sin datter, når hun flytter sammen med ham. Da fru Mörschel har spurgt Pinneberg, hvad han tjener, og han har oplyst beløbet 180 mark, fortsætter dialogen:

”Det er godt,” siger kvinden, ”det er ikke for meget. Min pige skal have et simpelt liv.” Og pludselig er hun igen rasende: ”De skal ikke tro, hun får noget med sig! Vi er fattigfolk. Kun den smule kluns, hun selv har købt. Måske kan jeg også give hende noget sengetøj, lad mig tale med min mand.”

”Det behøves ikke,” siger Pinneberg.

”De har jo heller ikke for meget selv. De ligner også én, der suger på labben – med det jakkesæt dér …” (s. 30).

Mødet med hr. Mörschel går ikke bedre. Han vil straks diskutere politik og afslører sin kommende svigersøn som en mand, der ikke har vilje og styrke til at kæmpe for sin og sin stands rettigheder. Men også Emmas far accepterer, at hun bliver gift med Pinneberg, fordi han også kan se fordelen i at have en mund mindre at mætte. Således slås det fast for både Pinneberg og læseren, hvad det er for en situation, han og Emma – som Pinneberg konsekvent kalder Lamseben – kan ende i, hvis han ikke skaffer penge nok til hende, det kommende barn og sig selv. Han har allerede mistet et job som tøjekspedient og arbejder nu som bogholder i et korn- og foderstoffirma, hvilket ikke er det bedst tænkelige springbræt op ad karrierestien. Folk har rundsave på albuerne i deres kamp for de få arbejdspladser, der er til rådighed. Nogle gange er heldet med Pinneberg, andre gange ikke.

Skræmmende og muntert tidsbillede

Selvom romanens grundlæggende historie handler om den lille Pinneberg-families kamp for overlevelse, har Fallada også komponeret et på samme tid skræmmende og muntert tidsbillede. I en af de sjoveste scener er Pinneberg blevet lokket med til et møde i den lokale nudistforening. Man fornemmer, at freikörperkulturen udgjorde et både fysisk og mentalt fristed fra de mange konventioner, som den enkelte forventedes at underlægge sig, når vedkommende var på arbejde. Dog har nogle af medlemmerne i Falladas udlægning også andre motiver, der – som så meget andet på den tid – bunder i frygt for fattigdom.

I en anden bemærkelsesværdig scene – som ifølge Martin Lyngbos forord end ikke var med i den tyske førsteudgave - beskrives Pinnebergs og Lamsebens bytur i selskab med den virkelighedsfjerne og uforudsigelig Jackmann, der i modsætning til det unge par er overordentlig rig og kaster om sig med penge – dog ikke altid på en måde, der gavner andre. Her stifter man bekendtskab med prostituerede cabaretdanserinder, uden at hverken Pinneberg eller Lamseben forarges over deres levevej. Parret har derimod den dybeste forståelse for, at man ikke prostituerer sig, hvis man har andre muligheder, og det har disse danserinder ikke. Det liv, ægteparret Pinneberg lever, giver dem en forståelse for andres ulykkelige situation. Det overskud har de, selvom Pinneberg hver dag må kæmpe mod sine kolleger for at gøre de bedste handler og dermed opnå det mål af salg, der skal til, hvis han ikke vil fyres. Den kamp er han ikke særlig god til, og en scene, hvor en kendt skuespiller giver Pinneberg håb om en kolossal handel for efter lang tids præsentation af butikkens varer blot at trække sig, er direkte smertefuld læsning.

Den uhensigtsmæssige kærlighedsgave

En styrke mere ved ”Lille mand – hvad nu?” er Falladas beskrivelse af det unge pars forudsætningsløse forsøg på et lære økonomisk ansvarlighed. Det er svært for ethvert ungt menneske at modstå fristelsen, når en genstand, der synes uundværlig, lokker til en uhensigtsmæssig investering. Pinneberg lader sig da også lokke til at købe et møbel, som de ikke har alvorligt brug for, og dog falder det hverken ham eller Lamseben ind at sælge eller pantsætte det senere hen, for det, der drev ham til købet, var hans kærlighed til hende. Set ud fra det perspektiv var indkøbet måske ikke så tosset endda.

Helt håbløs er Pinneberg da heller ikke. For eksempel er han ikke i tvivl om, at et medlemskab af nazistpartiet ikke er pengene værd, selvom det muligvis kunne føre visse behagelige privilegier med sig.

Advarsel mod letkøbte ideologier og virksom propaganda

”Lille mand – hvad nu?” er skrevet ud fra forfatterens indignation over den måde, nogle mennesker blev nødt til at klare sig i tredivernes Tyskland, mens andre levede i sus og dus. Et samfund, der tillader en stor ulighed, befinder sig på randen af oprør – eller i den risikozone, hvor politikere med en letkøbt ideologi og en virksom propaganda kan få overdraget alt for megen magt. Som Martin Lyngbo skriver i sit forord var det det sidste, der skete i Tyskland. Han forestiller sig, hvordan det ville være gået familien Pinneberg under 2. verdenskrig: ”De bor i Berlin. Purken er omkring tretten, når den røde hær ruller ind i byen i 1945. Han får et gevær stukket i hånden og bliver beordret til at kæmpe mod kampvogne og artilleri. Lamseben er stadig en attraktiv kvinde, som de russiske soldater muntrer sig med. Og Johannes Pinneberg er for længst forsvundet et sted østpå, må man formode. Han er ikke typen, der klarer sig gennem en verdenskrig.” (s. 9).

I en økonomisk krise som den, der præger store dele af verden lige for tiden, kan ”Lille mand – hvad nu?” udgøre en advarsel mod at stemme på magtmennesker med lette løsninger og krigerisk tale. Men bortset fra dette er Falladas roman værd at læse, fordi den ganske enkelt er fantastik godt fortalt; en klassiker, som forlaget Silkefyret nu har gjort en indsats for ikke går i glemmebogen.

En evigt aktuel klassiker

Pär Lagerkvist: ”Dværgen”, 1944, Dansklærerforeningen 2000. Klassikerlæsning.

Af Egil Hvid-Olsen.

Hovedpersonen i Pär Lagerkvists roman fra 1944 er selve den navnløse dværg, der har givet bogen dens titel. Der er ikke tale om en dværg i gængs forstand, men derimod om en repræsentant for en menneskelignende art, der dog har en langt mindre vækst og et mere dyrisk udseende. Man fornemmer, at dværgene er ondsindede, men netop denne dværg er så led, at han ikke alene nærer mistro til mennesker, men også skaffer sig af med sine artsfæller. På trods af sit usympatiske væsen fungerer han som fyrstens nærmeste tjener, der på ethvert vink fra sin herre udfører de handlinger, denne ønsker virkeliggjort. Til tider er det handlinger, der ikke tåler dagens lys, og dog har dværgen sin daglige gang ved hoffet, hvor han lever som et slags nødvendigt onde, som ingen tilsyneladende forholder sig til. Man fornemmer, at han måske slet ikke er en virkelig person, men en side af fyrstens personlighed – hans drifter, det ubevidste, id’et. 

Næres af død

Dværgen næres af død og ødelæggelse. Han raser over, at fyrsten ikke vil lade ham deltage på slagmarken, og har stor tiltro til sin egen krigskunst. Dog synes hans påvirkning af fyrsten at føre langt større blodsudgydelse med sig, end hvad han selv ville have kunnet levere med sit lille stiksværd. Når fjenden lider nederlag, jubler han, og når hans egne må trække sig, raser han.

Der findes ingen forståelse for andres lidelse hos dværgen, som hidser sig op over, at landbefolkningen flygter fra fjenden ind i regensstaden, hvor de sulter, tørster og i sidste ende dør på gaderne: ”De er magre og gør unægtelig et ganske udsultet indtryk. Jeg siger det ikke fordi jeg har nogen sympati for disse mennesker. Jeg deler bybefolkningens uvilje imod dem. De er sløve som alle bønder, og det meste af tiden sidder de bare og glor. De omgås ingen, men har delt sig i grupper efter de landsbyer, de kommer fra, og holder så godt som altid til i deres snavsede lejr, den lille stump af torvet hvor de har deres gamle pjalter liggende og som de synes at betragte som en slags hjem.” (s. 142f.).

Får dværgen en chance for at kile mistro og had ind i fyrstens sind, gør han det, ligesom han glæder sig, når mistroen og hadet fører død med sig. Han holder sig ikke tilbage fra at skade børn og ækles ved kærlighed. Hele hans sind består af afsky, had, blodtørst og en naturlig tilbøjelighed til at smede rænker. Således er dværgen en af verdenslitteraturens mest gennemført usympatiske karakterer.

En machiavellisk figur i nazismens skygge

Det er værd at bemærke, at ”Dværgen” er skrevet i 1944. Skønt handlingen udspiller sig i Italien, i en tid, der snildt kunne være Machiavellis, var det under 2. verdenskrig, at Pär Lagerkvist arbejdede på romanen, og skønt der bestemt er noget machiavellisk over dværgen og hans fyrste, synes hele bogen at være en analogi til den på Lagerkvists tid frygteligt aktuelle nazistiske ideologi. Gamle filmklip viser Hitler som en lige så aggressiv figur som dværgen, i hvert fald når han holdt sine taler. Men at gøre Hitler til et umenneske ville være forkert, fordi man dermed ville fratage ham ansvaret for sine handlinger. Hitler var et menneske, der traf nogle beslutninger, der blev skæbnesvangre for forfærdelig mange andre. Han var ikke et uhyre. Men som alle andre mennesker kunne han lade sig friste af det onde, af sin indre dværg, drifterne, det ubevidste, id’et. Som hos dværgen var hadet en af de centrale drivkræfter hos Hitler, der ville hævne forsmædelsen fra Versaillesfreden. Undervejs mistede han enhver etisk fornemmelse, sådan som det også er tilfældet med dværgen.

Korte, men vægtige værker

Pär Lagerkvist skrev korte værker. Med sine 190 sider er ”Dværgen” en af hans længste. Men hans bøgers indhold var vægtigt. Derfor modtog Lagerkvist i 1951 Nobelprisen i litteratur. Når man læser ”Dværgen” er det tydeligt, at selvom der ikke raser en verdenskrig for tiden, er romanen alligevel skræmmende aktuel. Fristelsen til at lade sig styre af magtbegær og ondskab springer ingen generation over.

Stevensons opgør med Victorianismen

Klassikerlæsning

Robert Louis Stevenson: ”Dr. Jekyll og Mr. Hyde”

Fremad 1985, 107 sider, oversat af Arne Herløv Petersen.

Af Egil Hvid-Olsen

”I næste øjeblik trampede han med abelignende raseri sit offer under fode og lod en sand storm af stokkeslag regne over ham, så man kunne høre knoglerne knække og kroppen trampet ned på vejen.” (S. 33).

Sådan beskriver den skotske forfatter Robert Louis Stevenson (1850-1894) et mord begået af den mystiske Mr. Hyde, hvis klejne udseende får folk til at smile, men kun indtil han retter sit djævelske blik mod dem. Da farer de nervøst sammen, vender blikket bort og trækker sig forskrækket væk.

Fremstillingen af Mr. Hyde skaber den gotiske uhygge, der gør romanen værd at læse, selvom man allerede kender plottet. Ganske vist kan det svulstige sprog virke en smule komisk, men samtidig skildrer det de akademisk dannede og kulturbærende hovedpersoner ganske godt. De er så bevidste om deres stand og det ansvar, der følger deraf, at de aldrig ville drømme om at formulere sig mindre omstændeligt, end Stevenson lader dem gøre og også selv gør, når han optræder som den alvidende fortæller.

Opgør med victorianismen

Stevenson voksede op under victorianismen, hvor man forsøgte at lægge låg på blandt andet seksualiteten med en stram moral. Som søn af borgerskabet blev han offer for denne puritanisme. Imidlertid tvang tuberkulose ham til at forlade fædrelandet og søge mod varmere himmelstrøg, hvor han ernærede sig som forfatter, selvom han var uddannet jurist. Han fik succes med romanen ”Skatteøen” fra 1883, men skrev også noveller, essays, rejseskildringer og digte. Stik imod den hjemlige moral giftede han sig med en fraskilt dame. De endte med at bosætte sig på Samoa i Polynesien, hvor han døde som 44-årig af en hjerneblødning.

”Dr. Jekyll og Mr. Hyde” kan læses som en kritik af victorianismens fortrængninger. Den respektable Dr. Jekyll, der er træt af at være underlagt tidens konventioner, opfinder en mikstur, som kan adskille den moralsk uangribelige side af hans person fra hans drift- og lystdrevne side. Ved indtagelsen af miksturen ændrer doktoren udseende og personlighed, hvilket gør det muligt for ham at udføre lyssky handlinger, uden at de kan tilbageføres til ham, for selvom hans alter ego, Mr. Hyde, kan følges hen til Dr. Jekylls hjem, er han som sunket i jorden, hvis huset gennemsøges. Jekyll skal nemlig blot drikke en anden mikstur for at sætte en stopper for forvandlingen.

Imidlertid mister doktoren lidt efter lidt selvkontrollen. Jo flere gange han får mulighed for at slippe ud af den undertrykkende morals klør, des mere appetit får han på den hensynsløse frihed. Trin for trin giver han sin mørke side mere og mere magt, selvom han ved, at han derved udsætter både andre og sig selv for fare. Således kan romanen ses som en kritisk kommentar til victorianismen, der undertrykker drifterne i en sådan grad, at de truer med oprør. At seksuelle drifter ikke bare kunne gemmes af vejen blev afsløret i og med, at prostitution var et særdeles udbredt fænomen i denne periode. Men også dette undlod man at tale om. Det er denne altomfattende fortielse, Stevenson problematiserer i sin roman.

Mikstur som rusmiddel

Dog kan der også lægges andre tolkninger ind over romanen. Dr. Jekylls mikstur kan ses som en litterær henvisning til forskellige former for rusmidler. Hvad enten det drejer sig om alkohol eller narkotika, kan indtagelse heraf medføre personlighedsændringer. Nogle mennesker bliver ualmindeligt kærlige ved indtagelse af rusmidler, mens andre bliver aggressive. Hæmninger skubbes til side og skaber en følelse af frihed, hvilket kan medføre afhængighed. En sådan lider Dr. Jekyll under. Ved at blive Mr. Hyde, kan han kaste alle hæmninger af sig, og netop fordi hæmningerne er så mange og er bundet så stramt, er det en aggressiv, ond og hævngerrig oprører, der viser sig.

Arvesynd i fuldt flor

Enkelte steder i romanen – særligt i den del, der indeholder Dr. Jekylls optegnelser – taler for en tolkning, der ser den som inspireret af den kristne arvesyndslære.

Doktoren redegør for, hvordan han havde håbet, at hans opfindelse ville gavne ham: ”Synderen kunne i fred gå sin vej, adskilt fra sin mere retskafne tvillings ærgerrighed og anger, og den retskafne kunne roligt og sikkert fortsætte ad sin vej opad og kun gøre de gode gerninger, hvori han fandt sin glæde uden at udsætte sig selv for vanære og bod som følge af det onde udenfor ham. Det var menneskehedens forbandelse, at disse uforenelige knipper således skulle sammenbindes – at disse polære tvillinger i bevidsthedens pinte skød uafladeligt skulle kæmpe mod hinanden.” (S. 85).

Hermed sætter Stevenson fokus på syndefaldsmytens stærkeste pointe, nemlig at intet menneske er fejlfrit. Alle falder for fristelsen til at tænke på sig selv, uden at overveje konsekvenserne for andre. Alle har ikke blot en god, men også en ond side. Det er disse to sider, Jekyll vil adskille. Men i sidste ende lykkes det ham ikke. Hans onde side tager magten over ham, fordi den styrkes af sin frihed. Dette kan nok kun lade sig gøre, fordi forsøget er drevet af Jekylls ærgerrighed. Han vil dyrkes som den gode, dygtige doktor og må derfor skaffe sig af med sin onde side, men netop i kraft af ærgerrigheden, slipper Hyde aldrig sit tage i sin ophavsmand. Dr. Jekyll er Mr. Hyde.

På den måde bliver ”Dr. Jekyll og Mr. Hyde” en kristen fabel, der prøver at finde en gylden middelvej mellem victorianismens puritanske fortrængninger og den ubegrænsede frihed og driftstilfredsstillelse, der kaster ethvert ansvar fra sig.

Som læser behøver man ikke at vælge mellem de forskellige tolkninger. Man må blot glæde sig over, at en bog, hvis indhold nærmer sig en knaldroman, formår at italesætte så mange alvorlige dilemmaer.

Rablende, legende noveller med humor og mild satire

"Bogens indledende Den sidste mammut gjorde stort indtryk på mig. Af alle uddøde dyrearter må der jo være ét individ, der var det sidste."

Jakob Brønnum:
Dyreriget. 127 s., 150 kr.
Det Poetiske Bureaus Forlag, 2022

Af Bente Høegh

Dyreriget består af 10 noveller om dyr i en verden domineret af mennesker og med mennesker som medvirkende på forskellig vis.

Et par stykker skiller sig ud ved at have et menneske i centrum og være fortalt af en jeg-person: Fluekrigen, om mandens kamp med en irriterende flue, og Kattens forvandlingshistorie, som er samlingens længste og en slags forvekslingskomedie om en død kat og en uheldig mand. I samlingens otte andre udfolder Jakob Brønnum sig som den alvidende forfatter der ser og fortæller fra både den ene og den anden side og desuden bringer kommentarer for egen regning som det passer ham.

Og sådan går novellerne på opdagelse i grænseegne mellem dyr og mennesker og undersøger hvordan vi holder eller ikke holder balancen.  Da risfuglen fik sit røde næb – kunne lyde som en hyggelig dyrefabel a la Kipling, men er det ikke. Selvom risfugle vitterlig ved meget, anede ingen af dem, hvorfor de ikke længere blev kaldt javaspurve. Der var heller ingen der kunne huske, hvornår det var blevet almindeligt at spise riskornene fra markerne i stedet for de hirsefrø, de plejede at finde oppe i skoven.

Fuglene og risbønderne er blevet fjender, ligesom hvalerne og skibsfarten i Rapport om hvalers navne. Helt grotesk bliver det i Grisen. En biografisk kortroman hvor hovedpersonen/grisen som interneret på en svinefarm er totalt underlagt den almægtige hånd der styrer, fjerner og straffer: Så kom hånden. Den havde en stav, og den slog ham på rumpen. Det gav en gnist og en undergangssmerte, han havde troet, han aldrig skulle komme til at kende.

Vores relationer udstilles

Samtidig med at dyrenes vilkår udstilles, gør vores relationer til hinanden det også. I Rejsen til pingvinerne møder vi geologen, der i årevis har været optaget af sit arbejde, men nu skal det endelig være: Han havde været udstationeret så længe, at han ikke havde set sin søn mere end 10 gange, mens han gik i grundskolen og gymnasiet. Nu skulle de genvinde det tabte. Siden han var helt lille, havde Brendan lovet Jacob, at han en dag skulle vise ham pingvinerne på Sydpolen. Der er millioner, havde han fortalt. Men uanset hvor meget de flyver rundt over isen, finder de kun en lille flok sårede, blødende! dyr der har forvildet sig ind i en forladt base.

I den sidste Erotisk udflugt. En sci-fi-ballade med en edderkop-inspireret kvinde kommer vi så ud i de ekstreme relationer.

Bogens indledende Den sidste mammut gjorde stort indtryk på mig. Af alle uddøde dyrearter må der jo være ét individ, der var det sidste. Læseren føler med dyret, lad det dog være i fred. Men mennesker skal have mad, meget mad, og de har lige fundet ud af at bruge brændende fakler i jagten. Mennesker har ingen anelse om hvad det er, de gør.

Sådan bevæger fortællingerne sig fra forhistorisk tid til et stykke (ubehagelig) fremtid.

Dyreriget er en sjov bog med en egen, rablende humor, og forfatteren kan slet ikke lade være med at blande sig. Som her i Myren der ledte efter sin flok, den eneste novelle helt uden mennesker: Det er ikke alle spørgsmål i tilværelsen, der besvares, det er der mange der ikke ved. Eller her fra Fugletræet: Han var enebarn, og hans forældre havde fået ham sent, så han havde ikke mange krav til tilværelsen. Og: Mennesker har brug for længsler på samme måde som de har brug for proteiner. En del mennesker ved ikke, hvad de egentlig går og længes efter,…”.

 

En Efterskrift fortæller på fineste vis hvorfra inspirationerne stammer.

 

Jakob Brønnum, som jeg ikke har læst før nu, er cand.theol. og forfatter til ikke mindre end imponerende 42 titler, fremgår det af værklisten, som omfatter digte, romaner, essays og alt mellem himmel og jord. I 2022 udkom udover novellesamlingen også Fristelsen, om den bibelske fristelse i ørkenen, på Forlaget Læselyst. Den, og digtsamlingen Drømmetræet fra Det Poetiske Bureaus Forlag 2021, skal være mine næste Brønnum’er.

 

 

 

 

 

 

Det sårbare og billige papir viser sit potentiale

JANUS – Vestjyllands Kunstmuseum: ”Det Fantastiske Papir”, 11. februar – 28. maj 2023, Lærkevej 25, 6862 Tistrup, www.janusbygningen.dk

Af Egil Hvid-Olsen

Det er både oplagt og modigt, når Janus – Vestjyllands Kunstmuseum vælger at satse på en udstilling med papiret som primært materiale på samme tid, som Peter Callesen – dansk papirkunsts absolutte mester - udstiller på Ribe Kunstmuseum. Et besøg i museet i Tistrup viser sig dog at give vældig god mening, fordi papirets mulighed her afprøves på andre måder end de af Callesen oftest benyttede.

10 ”papirkunstnere” har bidraget til ”Det Fantastiske Papir”, og resultatet er vitterlig sine steder fantastisk.

Rie Takeuchi Rolighed: "Dagdrøm III", nr. 7, 4, 3, 14, 11.

Poesi og berørings-trang

I Rie Takeuchi Roligheds små montrer fordobles poesien, idet de små vækster i montrerne er formet af papirer fra sangbøger. Teksterne får på den måde fornyet liv i de skulpturelle gengivelser af en velkendt natur, der dog visse steder i Roligheds udformning får en alternativ anvendelse. Således vikles der fra et bladformet sangblad et garnnøgle af plantefibre i ”Dagdrøm III nr. 6”.

Takeuchi Roligheds små værker ser undselige ud i deres matte sort/hvide farver, og deres naturgengivelser ser mindst lige så skrøbelige ud som deres forlæg. Men netop det undselige og skrøbelige skaber et særligt poetisk udtryk, der igen understøttes af digtene på papirmaterialet.

Hans Jürgen Simon: "62-DZ-3-2021"
og "61-DZ-4-2021

Mens Rolighed arbejder figurativt, er Hans Jürgen Simons værker abstrakte. Ligesom Rie Takeuchi Roligheds papirvækster i montrer er nogle af Simons værker grålige. Dette gælder ”62-DZ-3-2021” og ”61-DZ-4-2021”, der begge består af hårdt sammenpressede og formede aviser, der i varierende længde er fastgjort til en plade, så der opstår et slags lodretstående landskab. Det dagligdags materiale og den kedelige farve til trods er værkerne både smukke og drillende. Man får lyst til at lade en finger følge de mange riller i overfladen.

Anderledes forholder det sig med Simons ”78-UH-8-2022”, som består af et utal særdeles kulørte strimler fra blade, som er klæbet sammen til en luftig masse. Her vækkes ikke den samme lyst til berøring, for de skrappe farver og det laklignende lag, der får det hele til at skinne, giver værket et hårdt udtryk. Men flot og fascinerende er det.

Fristelsen til at røre dukker dog op igen, når man står foran Else Duedahls ”Papirværk” nr. 1-6, der ligner fint fremstillede stofprøver, ikke ulig plisségardiner. Så blødt og luftigt ser det ud, hvilket nok skyldes, at materialet er håndgjort papir. 

Påtrængende stueplante og svævende skulptur

Lotte Agger: "Forstad"

Lotte Aggers værker er beslægtet med nogle af Hans Jürgen Simons. I hvert fald gør hun også brug af klare, påtrængende farver. I ”Forstad” er der fastgjort en slags papirblomst på et sindrigt konstrueret stativ. Blomsten er af den slags, der her til lands kun kan overleve indendørs – altså en stueplante. Måske er det baggrunden for værkets titel. Forstaden antydes også i nogle arkitektonisk ensformigt udformede detaljer, der bryder gengivelsen af planten, og dog er det denne stuevækst, der stjæler opmærksomheden, fordi den presser sig tredimensionelt ud i rummet, ud mod beskueren. At træstativet faktisk fylder mindst lige så meget konstateres først senere, fordi det ikke er så farverigt som planten.

I modsætning til ”Forstad” gør Jane Balsgaards ”Svævende papirskulptur med kragefødder” ikke noget væsen af sig. Skulpturen er så let og luftig, at man knap bemærker den snor, den hænger i. Sine steder er det lille luftskib beklædt med koreansk barkpapir, andre steder kan man se lige igennem det. Man kunne have forventet, at værket var forsynet med et par vinger, men Balsgaard har drillende benyttet en anden kropsdel fra en fugl. I begge ender er luftskibet nemlig forsynet med en

Jane Balsgaard:
"Svævende papirskulptur med kragefødder"

kragefod. Måske skal vi – når vi gribes af for vidtløftige drømme - mindes om, at ”ved jorden at blive det tjener os bedst”. Men drømmen om at svæve i et luftskib, der holdes oppe af sin egen lethed, er nu ikke så skidt.

Fra helhed til detalje og tilbage igen

Iben Toft Nørgård: "Birds in Bloom",
detalje

Iben Toft Nørgård sammenblander flora og fauna i sine collager, så der opstår helt nye arter i en verden, hvor biodiversiteten ellers er i frit fald. Som det er tilfældet i naturen, gælder det om at være opmærksom, når man eksempelvis ser på Nørtofts ”Birds in Bloom”, for her viser det sig pludselig, at papirblomstens kronblade består af ugler. Det er ikke alene overraskende, sjovt og tankevækkende. Det er er også resultatet af et imponerende præcisionsarbejde.

Mens Nørgård lader sin beskuer bevæge sig fra helhedsindtrykket ind til de små detaljer, vægter Jens Christian Jensen primært værket som helhed. Ganske vist består hans værker af en række mindre, så godt som ens dele. Men sat sammen på en bestemt måde, danner delene værker, hvis udseende ikke kan andet end fascinere. Tag for eksempel ”Papirassemblage”, hvor hundredvis af kort med en ikke særlig udbredt afbildning af Den Lille Havfrue danner et vægtæppe i brune og grønne nuancer. Selvom der er tale om de samme små kort, er der et spil i værket, der næsten gør det levende.

Jens Christian Jensen: "Papirassemblage"

Mens Nørgård og Jensen arbejder med mindre dele, der føjes sammen til et hele, går Sonia Brandes den modsatte vej, idet hun indleder med et enkelt stykke papir, som hun klipper og skærer i. Men netop ved at fjerne noget, opstår der motiver; præcis som det kendes fra gækkebrevet.

Netop Brandes’ barndoms gækkebreve kom til at bestemme retningen for hendes kunstneriske virke. I over 50 år har Sonia Brandes arbejdet med papirklip, hvoraf nogle netop har taget navn efter det gamle gækkebrevsdigt, der begynder med ordene ”En vintergæk, en sommernar”.

Papir er fantastisk!

Sonia Brandes: "En vintergæk, en sommernar"

Udstilling ”Det Fantastiske Papir” viser vitterlig, hvad dette materiale formår i de rette hænder.

Er man mere til lærred og maling, går man dog heller ikke forgæves, for med inspiration fra titlen ”Tilværelsen. Menneskelivet skildret i kunsten” har JANUS – Vestjyllands Kunstmuseum været i arkiverne og lavet en fin, lille udstilling med værker af blandt andet Bjarke Regn Svendsen, Erik Hansen og Anders Kirkegaard.

Kærlighedens gerninger

"På en særdeles velfortalt og underholdende måde bliver vi præsenteret for kollektivet Sall, Majgården, socialpædagogiske eksperimenter, den anti-psykiatriske bevægelse og befriende gadeteater, bl.a. i form af Den Rullende Pip-celle, der var en tro kopi af en fængselscelle, sådan som den så ud i Horsens statsfængsel"

P. C Asmussen:
”Venskab på livstid – en røverhistorie.”
Forlaget Olga, 2019.

Af Egon Clausen
Bogen om venskab på livstid er fremragende, og den kan læses på flere måder. Man kan læse den som en samling velfortalte skrøner fra den antiautoritære venstrefløj med dens langhårede livsstil, kollektiver, øl, sex og sociale projekter. Man kan også læse den som fortællingen om et livslangt venskab mellem en junkie og en socialpædagog, og for det tredje kan man læse den som en beretning om tilblivelsen af et menneske i verden, for bogen er også et selvportræt af PC, som forfatteren kaldes blandt venner, og således læst fortæller den om et menneskes livslange forsøg på at komme overens med sig selv.

PC er antiautoritær, men den autoritet han bekæmper er undertrykkende magtsystemer, hvor de end viser sig, og i bogen er der også en anden autoritet på færde. Den kan kaldes kærlighed til livet og til medmennesket, og den anfægtes ikke. Tværtimod. Den ligger som en bærebølge under hele fortællingen og melder sig sommetider på måder, der er komplet uforståeligt for de involverede.

Venskabet med narkomanen Kjeld er egentlig uforståeligt for PC, men det holder livet ud, og PC har heller ikke styr på sin egen bagage. Det er der mange eksempler på. Tidligt i bogen fortæller PC hvordan han som ung i 1970erne var en ustyrlig hippie der droppede ud af gymnasiet og levede et liv i sus og dus. Huhej, hvor det gik med frihed på alle livets tangenter. En aften havde han scoret en kvinde på et værtshus, og næste formiddag lå han i hendes seng og hyggede sig med at fortælle skrøner fra sit muntre liv på Nørrebro, men pludselig begyndte han at græde, og han anede ikke hvorfor. Han var ung og fuld af ustyrlig vitalitet. Tilværelsen drønede bare af sted med fest, druk og dejlige damer, og så blev han pludselig ramt af noget der mindede om sorg. Han fattede det ikke.

Nu er det godt nok mange år siden, men PC  husker endnu episoden og fortæller om den i sin bog. Det er rigtig gjort, for episoden er betydningsfuld. Det ved han også selv.  Han skriver: ”Indtil det øjeblik havde jeg levet forlæns. Don't look back, stod der i panden på mig.” Det gjaldt i øvrigt også det proletariske miljø han færdedes i og som var præget af et ekstremt brug af øgenavne.  Det er jo også er en måde sætte en streg over den fortid som ens navneattest så nådesløst fortæller om. Her kigger man sig ikke tilbage. Her er du Viggo Natmad, Karen Skrald eller Peter Bøjesøm, og her dulmes selvindsigten med sprut, sex og stoffernes ”dæmoniske uovervindelige sus.”

PC kom selv fra det pænere borgerskab, og hvad skulle han i det miljø? Han ville reformere samfundet, sagde han til sig selv. Det var der mange andre der også ville. Han skriver: ”Dengang troede vi, at vi var revolutionens fortrop. Vi havde oplevet, hvordan det havde bredt sig med langt hår, fra ingenting til tidens helt store modedille … På samme måde regnede vi med, at hvis vi flyttede i kollektiv eller begyndte at spise biodynamiske gulerødder, ville alle andre følge efter ... ”
Det viste sig at være en illusion, men før det gik op for deltagerne udviklede de en magtkritisk socialpædagogik der bør tjene som inspiration for al fremtidig indsats på dette område. Altid på de magtesløse side og altid båret af kreativ empati.

På en særdeles velfortalt og underholdende måde bliver vi præsenteret for kollektivet Sall, Majgården, socialpædagogiske eksperimenter, den anti-psykiatriske bevægelse og befriende gadeteater, bl.a. i form af Den Rullende Pip-celle, der var en tro kopi af en fængselscelle, sådan som den så ud i Horsens statsfængsel. Den Rullende Pipcelle var bygget PCs ven, Kjeld, der havde tilbragt mange år bag tremmer. Til premieren optrådte en gruppe ved navn De Pinlige Plattenslagere med et teaterstykke, hvor Dommer Dyd jagtede en narkoluder med en kødhammer, og hvor en kittelklædt psykiater med en skraldespand på hovedet delte piller ud til alle og enhver, og ikke mindst til sig selv.

Det var stort, men i længden var det åbenbart ikke holdbart. Da der var gået en del år, måtte PC modstræbende konkludere, at resultaterne fra de kollektiver der skulle give narkomanerne et nyt liv ikke var for gode. ”De fleste af rødderne havnede før eller siden inde på stenbroen - med koldt stål i armen … de boede de mest slammede steder på Christiania eller stod på hjørnet af Nørrebrogade og Blågårdsgade og skulede, når vi kom forbi … Det var langsomt, men sikkert ved at falde fra hinanden … de var simpelthen ved at have levet sig selv ud.”
Nu konstaterer PC, at han ikke blot er blevet en gammel knark, men han har også skiftet ham. Det skete for en del år siden. Da han havde en diskussion med sit overjeg og måtte indrømme, at han vist havde levet i verdenshistoriens længste pubertet, men nu stoppede det. Han skriver: ”Jeg kunne ikke blive ved med at krybe udenom. I årevis var jeg flygtet, når tilværelsen blev for krævende Jeg var flygtet fra familien, jeg var flygtet fra skolen, jeg var flygtet fra byer, jeg var flygtet fra kvinder … jeg var gået fra fest til fest.”

I dag er PC en voksen mand. Han er familiefar, bor i parcelhus og har været direktør for Gøglerskolen i Aarhus i mere end tredve år, og så har han skrevet denne bog. Han påstår at den er en roman. Det står også på titelbladet, og det er en smule ærgerligt. Det virker som en kliche, når han fortæller, at sommetider ville historierne ”noget andet, end det jeg havde tænkt mig, og der opstod ud af mit mærkelige hoved hændelser og personer, som jeg ikke ved hvor kommer fra.” Den slags efterplapren er han ganske enkelt for god til, så det skulle han have holdt sig fra.

Den skønlitterære stil giver godt nok muligheder for at fortælle en sandhed, som det ellers kan være svært at få sagt, men umuligt er det ikke. Den litterære stil der kaldes non-fiction rummer en del glimrende eksempler herpå, og den stil mestrer han selv til fulde. Det beviser han i flere passager, hvor han folder sproget ud med en stor poetisk kraft som for eksempel når han diskuterer med sit overjeg, eller når han fortæller om en tur til Norge, eller da han bliver overvældet af regnvejr i skovene ved Silkeborg og allerflottest i den henførte beskrivelse af en forelskelse, der i bogstaveligste forstand har en stormende begyndelse. Det er stort og godt og behøver ikke et lag af skønlitterært syltetøj for at blive anerkendt. Det havde givet bogen mere autencitet, hvis han havde holdt sig fra fristelsen til at fortælle røverhistorier og ladet sit enorme sproglige talent være trofast overfor den umiddelbare sandhed.

Når dette er sagt skal det tilføjes, at bogen er forrygende god. Titlen siger, at dens hovedanliggende er en beskrivelse af et venskab, og det er den da også, men først og fremmest handler den om ham selv og hans dannelse frem til et voksent menneske. Læst således kunne den med god grund hedde Kærlighedens Gerninger, for bogens bærebølge er kærlighed, og om den ved vi, at den er tålmodig og mild. Den søger ikke sit eget og bærer ikke nag. Den tåler alt, tror alt, håber alt og udholder alt. Det er bogen et godt eksempel på.


Anmeldelsen har tidligere været bragt i tidsskriftet Social Kritik