Et uafrysteligt møde i ørkenen

Jakob Brønnum: Fristelsen, 123 sider, 169.95,- kr.
Forlaget Læselyst

Af Annemette Aracama

Man fristes til at sige, Brønnum har gjort det igen! Jakob Brønnum har begået en kort, letfattelig og lettilgængelig bog om et alt andet end simpelt stykke vesterlandsk og skæbnetungt tankegods. Fristelsen er det første bind i Forlaget Læselysts serie Bibel & Kultur og kan, som det er ambitionen, tilgås uden faglige forudsætninger, det være sig både teologiske, litterære og kulturhistoriske. I tre akter gennemgår Brønnum de i alt 11 bibelvers og de tre fristelser, som de fleste af os genkender som “fristelsen i ørkenen”. 

Det er plottet, hvor Satan kort fortalt mesterligt forsøger at forføre Jesus til at opgive sit forehavende som menneskenes frelser i bytte for magt og ubegrænset materialisme. Undervejs i Fristelsen behandler Brønnum bibeltekstens kulturhistoriske, psykologiske og litterærer implikationer, og lige så tekst- og videnstungt det nu end måtte lyde, så gennemføres projektet i Fristelsen både nænsomt og yderst læsevenligt. 

Fristelsen indledes med Dantes billede af Satan:

“Forlang nu ikke, læser, at jeg skildrer den isnen og afmagt, som da greb mig, for alle sprogets ord kommer til kort her.” -  (ved synet af Satan).

Brønnums litterære metafor for den ultimative onde livsmagt er da også superskurkens, præcis som vi kender den fra alle tiders populære fremstillinger, for hvorom alt er, så er Satans forsøg på at friste tekstens helteskikkelse jo intet andet end det ondes forsøg på at knægte livets magt i bytte for verdensherredømmet. Vi kender alle miseren, det tilnærmelsesvis ultimative ondes kamp mod det uendeligt gode. Fremstillingerne af superskurken i kunsten og populærkulturen er noget ved uendelige - det gode synes historisk derimod noget vanskeligere at gengive troværdigt. Det lykkedes dog Brønnum at indfange livs- og kærlighedssejrens sublime og billedefattige substans i en knivskarp sentens ved bogens afslutning: 

“Glimtet er overstået, Djævelen er forsvundet. Der er kun lidt støv, som en varm og doven vind flytter rundt på … At Satan forsvinder skyldes, at Jesus helt har overvundet den modstand, han har stået overfor, og dermed bemægtiget sig den kraft, der som den eneste kan kommandere rundt med Satan, nemlig den eksistentielle sandheds kraft.” Brønnum fremstiller da også vedholdende Jesus i Fristelsen i tråd med Eric Fromm og Frankfurterskolens syn på den kulturhistoriske Kristus, som den universelle repræsentant for væren i en ikke materiel forstand, en eksistens der realiserer sine muligheder i uselviske kærlighedsytringer eller i et genuint kærlighedsfællesskab med medmennesket. Satan er modstykket, modstillingen, den universelle “ikke-væren”, den udnyttende, den evigt markedsorienterede figur, der udelukkende arbejder for egen interesse, egen velfærd. Den første er “den sande” eller “den gode”, den sidste er “den usunde” eller “den onde”. 

Forledelsen

Brønnum samler perspektivet på den bibelske scene i ørkenen under overskriften “Forledelsen” i Fristelsen:

“Vi har en tendens til at leve fra trædesten til trædesten i et liv, hvor vi sjældent beskæftiger os med det fundament, som bærer os ud over øjeblikket, dagen og vejen og den næste runde fødselsdag.”

Dog, et finalt - og litteraturhistorisk - stille hjertesuk. Fristelsen er en bog, der eksponerer et litterært og eksistentielt universelt problem om den ondes forførelse af den gode, men samtidig skaber den måske selv et rum for en, om ikke andet, litterær forførelse. Kun få digtere har skildret personen bag det ondes personificering og peget på den skikkelse som kommer til Jesus i ørkenen som en broder. Brønnum er belæst langt ud over sit fags grænser og bekendt med udlægningen, men afviser den tilsyneladende som “spekulativ”. Brønnum er teolog, først og fremmest, dernæst litterat. En af de få der har forsøgt at se personen inde i djævelen er John Milton, som i sit tidsafstødende renæssancedigt Paradise Lost fremskriver en hjertegribende oplevelse af Satan som en fortvivlet og sårbar eksistens, som “en væren” i afvisningen af kærligheden, en Jesu broder der befinder sig i et ubeskriveligt ordløst mørke. I en teologisk sammenhæng sejrer Jesus, i en litterærhistorisk kontekst, også hos Milton, kræves det af Jesus, at han ser ind bag forførelsens og dæmoniens maske og selv i et uigennemskueligt mørke genkender et andet barn af Gud. Her fejler Jesus og det er en forståelse og litterær erfaring værd at tage med sig ind i en læsning af et absolut læseværdigt bud på en forløsning af forførelsen, som den kommer til udtryk i Fristelsen. Det er vanskeligt at være uenig med Brønnum, dertil er Fristelsen alt for empatisk og velskrevet, men ingen forfatter er ansvarsfri og det skal hermed være op til den enkelte læser at  indskrive diskrepansen mellem litteraturens og teologiens erfaringer i Fristelsen. 

Fristelsen i ørkenen er blot én af Bibelens mange tableaustive scener og har da også inspireret både verdenslitteraturen og en hel stribe afbillendende kunstnere gennem tiderne. Fristelsen suppleres da også med en række suveræne nedslag i tekster af blandt andre Goethe, Kazantzakis, Shakespeare, Joplin og Dostojevski, og afsluttes med en særdeles righoldig litteraturliste, for den der måtte ønske at fordybe sig yderligere i “fristelsens” kunstneriske og kulturelle følgevirkninger, ligesom udgivelsens ydre og indre omslag er beriget med fine gengivelser af nogle af verdenskunstens fremstillinger af hændelsen i ørkenen. 

Fristelsen er en solid og velfunderet begyndelse på en forhåbentlig givende serie fra Forlaget Læselyst om Bibelen og kulturen.

Dæmonhvæs fra kanten af afgrunden

Anne Rye Andersson: ”Novas skæbne”, Forlaget Leitura 2023. 

Af Egil Hvid-Olsen

Anne Rye Andersson skriver, så dæmonerne hvæser. Hun modtog Karin Michaëlis Prisen i 2022 for sin debutroman ”Er du sindssyg, Mor?”, der også blev anmeldt her i Den smalle bog. Med ”Novas skæbne” er hun tilbage med en ny roman, hvis hovedtema minder om forgængerens, men som alligevel fremstår som et fuldkommen selvstændigt værk.

Kropslig beskrivelse af misbrug

Nova er en ung kvinde med hang til fester, og så er hun mor til Kamma. Selvom Nova er bevidst om sit ansvar som forælder, formår hun ikke at holde sig fra det hashmisbrug, hun har opbygget gennem sine ungdomsår og som har tricket hendes psyke, så hun nu må lægge et par diagnoser oven i misbrugets følger. Ønsket om at være en god mor for Kamma er stærkt, men ikke stærkt nok til at vende misbruget ryggen. Først da Kammas far nægter at give Nova lov til at være sammen med datteren, går hun i behandling.

Andersson formår at beskrive den helt håndgribelige magt, misbruget har over misbrugeren; en magt, det kan være svært at forstå for den, der ikke har været afhængig. Nova kan ikke ”bare tage sig sammen”. Hun skal kæmpe hver dag, hver time, hvert minut, ja, hvert sekund for ikke at falde for fristelsen og opnå den rus, der på samme tid er så fantastisk og så forbandet. Afhængigheden, fristelsen og den deraf følgende skam er smertefuld, og selvskade bliver et middel til for et øjeblik at lade en ny smerte tage fokus fra den eksisterende. På den måde bringer det ene misbrug det andet med sig, så smerten forøges.

Beskrivelsen af Novas tilstand er meget kropslig: ”Når jeg skærer små snit i låret, holder stemmerne op. Jeg lægger bladet helt tæt på huden, så den giver sig, og snitter, så blodet pibler. Smerten er min ven.” (s. 45).

Det lyder meget trist, og det er det for så vidt også, men Anne Rye Andersson benytter sin særlige sorte humor på en måde, der bløder alvoren tilstrækkelig meget op til at give den en ny vinkel. En af Novas psykiske lidelser medfører forhøjet sexlyst, og en beskrivelse som denne, da hun tiltrækkes af (endnu) en mand, er både kompromisløs og morsom: ”Mine ører bliver varme. Jeg får et sug i mellemgulvet. Hvis skamlæber kunne blafre, ville mine gøre det nu.” (s. 143). Læseren lades ikke i tvivl om, at Nova er i sine lysters vold. Sex og tjald er, hvad hun ville leve for, hvis hun ikke også havde en datter, som hun er lige så afhængig af.

Herman, den omsorgsfulde hallucination

Noget af det, der i allerhøjeste grad er med til at opbløde romanens tristesse, er Herman; en tilbagevendende hallucination i form af en monokelbærende krabbe, der minder om en karakter fra en disneyfilm. I modsætning til så mange andre litterære beskrivelser af vrangforestillinger er Herman ikke skræmmende. Tværtimod er han meget omsorgsfuld overfor Nova.

Sproget er sine steder billedrigt på en ganske original måde: ”Jeg er en lykkekage. Jeg indeholder visdom. Den er bare meget langt væk. Og tanker om tjald. Måske er jeg en hashkage.” (s. 153).

Anne Rye Andersson

Offer på tjaldens alter

Undervejs i fortællingen om Nova trækkes der tråde tilbage til hendes barndom, men selvom de voksne bestemt ikke har været de mest perfekte rollemodeller, stemples de ikke som entydigt skyldige i hendes nuværende problemer. Nova må selv tage ansvar. Det ved hun. Hun kan ikke give arven hele skylden for sin ulykke. Der er også et miljø, hun selv kan lægge afstand til … hvis hun vil. Det både vil og vil hun ikke. Selvom hun ikke trækker offerkortet, ofrer hun gang på gang sig selv på tjaldens alter. Hvordan det ender skal naturligvis ikke afsløres her. Afslutningsvist skal det blot konstateres, at Anne Rye Andersson hverken skåner sine karakterer eller sine læsere, og derfor nok heller ikke sig selv. Dæmonerne hvæser på afgrundens kant gennem hele bogen. Men netop den totale hudløshed er med til at gøre ”Novas skæbne” til en virkelig god moderne socialrealistisk roman.

Godt og ondt omkranset af naturrigdom

Kunstanmeldelse. Museet for Religiøs Kunst: ”Esben Hanefelt Kristensen – og der blev lys”, 19. juni – 4. december 2022, Strandvejen 13, 7620 Lemvig, www.mfrk.dk

Af Egil Hvid-Olsen

Der er fokus på Esben Hanefelt Kristensen som illustrator i Museet for Religiøs Kunsts fejring af kunstneren, der fylder 70 i år. Dermed snydes man dog ikke for et indblik i kunstnerens evner som maler, for Hanefelt Kristensen er også en kompromisløs kunstmaler, når han illustrerer. Han maler sine bogillustrationer, der derefter gengives i bøgerne.

Stilen er vrimlende og naivistisk, præcis og farverig, indholdsmættet på flere planer. Ét er de mange detaljer, der udfylder hver kvadratcentimeter på lærredet, noget andet de kommentarer til den illustrerede tekst, der finder deres udtryk i kunstnerens gengivelse. Her er mere end illustration, nemlig en medlæsning og tolkning af teksten.

Noas ark og Jerusalem

Hanefelt Kristensen har aldrig lagt skjul på, at han har en kristen tilgang til livet. Derfor har han også illustreret flere bøger, der tager udgangspunkt i Bibelen. Nogle enkeltværker har også bibelske motiver, for eksempel et stort maleri af Noahs ark (2022), der har givet Hanefelt Kristensen mulighed for at udfolde sin glæde ved dyr. Der er intet skræmmende ved oversvømmelsen, der ifølge den gammeltestamentlige myte udryddede størstedelen af klodens liv. Et tværsnit af arken giver indblik i den flydende zoologiske have, mens vandet omkring arken vrimler med havdyr og kulørte koralrev. Himlen er også alt andet end tom. Den fyldes af fugle og den regnbue, som fremover skulle minde Gud om, at udryddelsestaktikken ikke var den bedste.

Anderledes er den Noas Ark-illustration, som Hanefelt Kristensen lavede til ”Bibelen – udvalgte fortællinger” (1992). Her ses en oversvømmet by under fartøjet og minder beskueren om mytens voldsomhed.

Et andet stort maleri, der ikke er lavet som illustration til en bog, er fra 1996. Det har titlen ”En stille nat/Fredens engle over Jerusalem”. Her ses både en blomstereng i fuldt flor, en skov og repræsentanter for både pattedyr, krybdyr og fugle. I baggrunden på toppen af et bjerg ligger ”Den hellige stad”, Jerusalem. Problemet med byens betegnelse er, at både jøder, muslimer og kristne tillægger byen denne særlige betydning, hvilket i århundreder har ført ufred og lidelse med sig. Repræsentanter for alle de tre monoteistiske religioner gør krav på byen, og derfor kan der kun findes en løsning på problemet, hvis alle er parat til at indgå kompromiser. Det er de tre engle øverst i billedet. Deres hovedbeklædninger afslører, at den forreste repræsenterer jødedommen, den næste islam og den sidste kristendommen. Først når disse tre religioner giver hinanden plads i den samme by, kan freden opstå og byen for alvor betegnes som hellig.

Stemningsmættede bogstaver

Da Esben Hanefelt Kristensen og hans kone mistede deres yngste søn, bearbejdede maleren sin sorg ved - i samarbejdet med Henning Toft Bro - at udarbejde bogen ”Kristusalfabetet” (2021). Alle de malede illustrationer er udstillet på Museet for Religiøs Kunst. Hvert maleri tager udgangspunkt i et bogstav, hvorudfra Hanefelt Kristensen og Toft Bro kortfattet genfortæller en historie fra Det Nye Testamente. Malerierne består af tre dele: 1) En eller flere illustrationer af det, fortællingen handler om, 2) Bogstavet, der indeholder motiver, som understøtter illustrationernes stemning, 3) En baggrund, der også slår stemningen an. For eksempel illustrerer Hanefelt Kristensen i maleriet ”B” Jesu dåb og fristelsen i ørkenen. Dermed er billedet todelt. Den øverste del – dåben – smitter af på stemningen i den øverste del af bogstavet, hvor der er den for kunstneren velkendte dyrevrimmel. Fristelsen i ørkenen medfører derimod illustrationer i den nederste del af B’et, der relaterer til død. Her er et par ådselædende fugle, en slange, to skorpioner og et kranie. Måske er det den konfliktfyldte ”hellige stad”, der ses i baggrunden. Stemningen spreder sig videre til baggrunden, hvor den nederste præges af en tornebusk, mens den øverste fyldes af dåbens vanddråber.

H.C. Andersen titter frem

Hanefelt Kristensen har ikke kun illustreret udgivelser, der beskæftiger sig med de bibelske fortællinger. Han har for eksempel også illustreret H.C. Andersens eventyr ”Nattergalen”.

Igen træder kunstnerens interesse for naturen frem. I flere af malerierne er selve illustrationen omkranset af en slags bort med motiver fra naturen. Blomster, blade og fugle omkranser kejseren, der sidder og lytter til nattergalen. Samtidig lader Hanefelt Kristensen flere steder den gamle digter titte frem. Over kejserens hoved hænger således et papirklip af H.C. Andersens profil og et andet af Klodshans. I andre af malerierne afslører digterens ansigtsudtryk de følelser, læsningen bringer med sig.

Forfatterne Tolkien og Hanefelt Kristensen

En særlig inspirationskilde for Hanefelt Kristensen finder han i J.R.R. Tolkiens bøger, hvoraf de mest kendte er trilogien ”Ringenes Herre”. Derfor har det været oplagt for kunstneren at illustrere Casper Clemmensens ”Tolkien og det mystiske Jylland” (2022). I bogen udforsker forfatteren Tolkiens inspiration fra gamle jyske sagn. Illustrationerne til udgivelsen er også udstillet i Lemvig.

Som det blev nævnt i forbindelse med ”Kristusalfabetet” skriver Esben Hanefelt Kristensen også selv tekster. Hans baggrund som lærer afslører sig i ”Da jorden fik feber” (2019), som omhandler klimakrisen. Det er klart, at kunstneren, der er så betaget af naturen, er berørt af den globale opvarmning og truslen med biodiversiteten. I denne bog findes nogle af hans mest uhyggelige illustrationer. Måske er det derfor, at de er placeret i udstillingsbygningens kælder, hvor man også præsenteres for en hurtig og givende videopræsentation af Esben Hanefelt Kristensen.

Liv og død i fascinerende detaljegrad

Det særlige ved Hanefelt Kristensens produktion er en kolossal glæde ved at fortælle historier for øjet og at pege hen på den rigdom, der opgiver os. Selvom hans naivistiske stil tager brodden af voldsomheden, lægger kunstneren ikke fingrene imellem, men skildrer død og vold, så ingen er i tvivl om, at her er ondskaben på spil. Samtidig lyser taknemmeligheden ud af de malerier, hvor naturen og livet får lov til at udfolde sig. Således favner Hanefelt Kristensen hele tilværelsen på godt og ondt i sine malerier, der alle som en er præget af en detaljegrad, der forbliver fascinerende.

En evigt aktuel klassiker

Pär Lagerkvist: ”Dværgen”, 1944, Dansklærerforeningen 2000. Klassikerlæsning.

Af Egil Hvid-Olsen.

Hovedpersonen i Pär Lagerkvists roman fra 1944 er selve den navnløse dværg, der har givet bogen dens titel. Der er ikke tale om en dværg i gængs forstand, men derimod om en repræsentant for en menneskelignende art, der dog har en langt mindre vækst og et mere dyrisk udseende. Man fornemmer, at dværgene er ondsindede, men netop denne dværg er så led, at han ikke alene nærer mistro til mennesker, men også skaffer sig af med sine artsfæller. På trods af sit usympatiske væsen fungerer han som fyrstens nærmeste tjener, der på ethvert vink fra sin herre udfører de handlinger, denne ønsker virkeliggjort. Til tider er det handlinger, der ikke tåler dagens lys, og dog har dværgen sin daglige gang ved hoffet, hvor han lever som et slags nødvendigt onde, som ingen tilsyneladende forholder sig til. Man fornemmer, at han måske slet ikke er en virkelig person, men en side af fyrstens personlighed – hans drifter, det ubevidste, id’et. 

Næres af død

Dværgen næres af død og ødelæggelse. Han raser over, at fyrsten ikke vil lade ham deltage på slagmarken, og har stor tiltro til sin egen krigskunst. Dog synes hans påvirkning af fyrsten at føre langt større blodsudgydelse med sig, end hvad han selv ville have kunnet levere med sit lille stiksværd. Når fjenden lider nederlag, jubler han, og når hans egne må trække sig, raser han.

Der findes ingen forståelse for andres lidelse hos dværgen, som hidser sig op over, at landbefolkningen flygter fra fjenden ind i regensstaden, hvor de sulter, tørster og i sidste ende dør på gaderne: ”De er magre og gør unægtelig et ganske udsultet indtryk. Jeg siger det ikke fordi jeg har nogen sympati for disse mennesker. Jeg deler bybefolkningens uvilje imod dem. De er sløve som alle bønder, og det meste af tiden sidder de bare og glor. De omgås ingen, men har delt sig i grupper efter de landsbyer, de kommer fra, og holder så godt som altid til i deres snavsede lejr, den lille stump af torvet hvor de har deres gamle pjalter liggende og som de synes at betragte som en slags hjem.” (s. 142f.).

Får dværgen en chance for at kile mistro og had ind i fyrstens sind, gør han det, ligesom han glæder sig, når mistroen og hadet fører død med sig. Han holder sig ikke tilbage fra at skade børn og ækles ved kærlighed. Hele hans sind består af afsky, had, blodtørst og en naturlig tilbøjelighed til at smede rænker. Således er dværgen en af verdenslitteraturens mest gennemført usympatiske karakterer.

En machiavellisk figur i nazismens skygge

Det er værd at bemærke, at ”Dværgen” er skrevet i 1944. Skønt handlingen udspiller sig i Italien, i en tid, der snildt kunne være Machiavellis, var det under 2. verdenskrig, at Pär Lagerkvist arbejdede på romanen, og skønt der bestemt er noget machiavellisk over dværgen og hans fyrste, synes hele bogen at være en analogi til den på Lagerkvists tid frygteligt aktuelle nazistiske ideologi. Gamle filmklip viser Hitler som en lige så aggressiv figur som dværgen, i hvert fald når han holdt sine taler. Men at gøre Hitler til et umenneske ville være forkert, fordi man dermed ville fratage ham ansvaret for sine handlinger. Hitler var et menneske, der traf nogle beslutninger, der blev skæbnesvangre for forfærdelig mange andre. Han var ikke et uhyre. Men som alle andre mennesker kunne han lade sig friste af det onde, af sin indre dværg, drifterne, det ubevidste, id’et. Som hos dværgen var hadet en af de centrale drivkræfter hos Hitler, der ville hævne forsmædelsen fra Versaillesfreden. Undervejs mistede han enhver etisk fornemmelse, sådan som det også er tilfældet med dværgen.

Korte, men vægtige værker

Pär Lagerkvist skrev korte værker. Med sine 190 sider er ”Dværgen” en af hans længste. Men hans bøgers indhold var vægtigt. Derfor modtog Lagerkvist i 1951 Nobelprisen i litteratur. Når man læser ”Dværgen” er det tydeligt, at selvom der ikke raser en verdenskrig for tiden, er romanen alligevel skræmmende aktuel. Fristelsen til at lade sig styre af magtbegær og ondskab springer ingen generation over.

Rablende, legende noveller med humor og mild satire

"Bogens indledende Den sidste mammut gjorde stort indtryk på mig. Af alle uddøde dyrearter må der jo være ét individ, der var det sidste."

Jakob Brønnum:
Dyreriget. 127 s., 150 kr.
Det Poetiske Bureaus Forlag, 2022

Af Bente Høegh

Dyreriget består af 10 noveller om dyr i en verden domineret af mennesker og med mennesker som medvirkende på forskellig vis.

Et par stykker skiller sig ud ved at have et menneske i centrum og være fortalt af en jeg-person: Fluekrigen, om mandens kamp med en irriterende flue, og Kattens forvandlingshistorie, som er samlingens længste og en slags forvekslingskomedie om en død kat og en uheldig mand. I samlingens otte andre udfolder Jakob Brønnum sig som den alvidende forfatter der ser og fortæller fra både den ene og den anden side og desuden bringer kommentarer for egen regning som det passer ham.

Og sådan går novellerne på opdagelse i grænseegne mellem dyr og mennesker og undersøger hvordan vi holder eller ikke holder balancen.  Da risfuglen fik sit røde næb – kunne lyde som en hyggelig dyrefabel a la Kipling, men er det ikke. Selvom risfugle vitterlig ved meget, anede ingen af dem, hvorfor de ikke længere blev kaldt javaspurve. Der var heller ingen der kunne huske, hvornår det var blevet almindeligt at spise riskornene fra markerne i stedet for de hirsefrø, de plejede at finde oppe i skoven.

Fuglene og risbønderne er blevet fjender, ligesom hvalerne og skibsfarten i Rapport om hvalers navne. Helt grotesk bliver det i Grisen. En biografisk kortroman hvor hovedpersonen/grisen som interneret på en svinefarm er totalt underlagt den almægtige hånd der styrer, fjerner og straffer: Så kom hånden. Den havde en stav, og den slog ham på rumpen. Det gav en gnist og en undergangssmerte, han havde troet, han aldrig skulle komme til at kende.

Vores relationer udstilles

Samtidig med at dyrenes vilkår udstilles, gør vores relationer til hinanden det også. I Rejsen til pingvinerne møder vi geologen, der i årevis har været optaget af sit arbejde, men nu skal det endelig være: Han havde været udstationeret så længe, at han ikke havde set sin søn mere end 10 gange, mens han gik i grundskolen og gymnasiet. Nu skulle de genvinde det tabte. Siden han var helt lille, havde Brendan lovet Jacob, at han en dag skulle vise ham pingvinerne på Sydpolen. Der er millioner, havde han fortalt. Men uanset hvor meget de flyver rundt over isen, finder de kun en lille flok sårede, blødende! dyr der har forvildet sig ind i en forladt base.

I den sidste Erotisk udflugt. En sci-fi-ballade med en edderkop-inspireret kvinde kommer vi så ud i de ekstreme relationer.

Bogens indledende Den sidste mammut gjorde stort indtryk på mig. Af alle uddøde dyrearter må der jo være ét individ, der var det sidste. Læseren føler med dyret, lad det dog være i fred. Men mennesker skal have mad, meget mad, og de har lige fundet ud af at bruge brændende fakler i jagten. Mennesker har ingen anelse om hvad det er, de gør.

Sådan bevæger fortællingerne sig fra forhistorisk tid til et stykke (ubehagelig) fremtid.

Dyreriget er en sjov bog med en egen, rablende humor, og forfatteren kan slet ikke lade være med at blande sig. Som her i Myren der ledte efter sin flok, den eneste novelle helt uden mennesker: Det er ikke alle spørgsmål i tilværelsen, der besvares, det er der mange der ikke ved. Eller her fra Fugletræet: Han var enebarn, og hans forældre havde fået ham sent, så han havde ikke mange krav til tilværelsen. Og: Mennesker har brug for længsler på samme måde som de har brug for proteiner. En del mennesker ved ikke, hvad de egentlig går og længes efter,…”.

 

En Efterskrift fortæller på fineste vis hvorfra inspirationerne stammer.

 

Jakob Brønnum, som jeg ikke har læst før nu, er cand.theol. og forfatter til ikke mindre end imponerende 42 titler, fremgår det af værklisten, som omfatter digte, romaner, essays og alt mellem himmel og jord. I 2022 udkom udover novellesamlingen også Fristelsen, om den bibelske fristelse i ørkenen, på Forlaget Læselyst. Den, og digtsamlingen Drømmetræet fra Det Poetiske Bureaus Forlag 2021, skal være mine næste Brønnum’er.

 

 

 

 

 

 

Det sårbare og billige papir viser sit potentiale

JANUS – Vestjyllands Kunstmuseum: ”Det Fantastiske Papir”, 11. februar – 28. maj 2023, Lærkevej 25, 6862 Tistrup, www.janusbygningen.dk

Af Egil Hvid-Olsen

Det er både oplagt og modigt, når Janus – Vestjyllands Kunstmuseum vælger at satse på en udstilling med papiret som primært materiale på samme tid, som Peter Callesen – dansk papirkunsts absolutte mester - udstiller på Ribe Kunstmuseum. Et besøg i museet i Tistrup viser sig dog at give vældig god mening, fordi papirets mulighed her afprøves på andre måder end de af Callesen oftest benyttede.

10 ”papirkunstnere” har bidraget til ”Det Fantastiske Papir”, og resultatet er vitterlig sine steder fantastisk.

Rie Takeuchi Rolighed: "Dagdrøm III", nr. 7, 4, 3, 14, 11.

Poesi og berørings-trang

I Rie Takeuchi Roligheds små montrer fordobles poesien, idet de små vækster i montrerne er formet af papirer fra sangbøger. Teksterne får på den måde fornyet liv i de skulpturelle gengivelser af en velkendt natur, der dog visse steder i Roligheds udformning får en alternativ anvendelse. Således vikles der fra et bladformet sangblad et garnnøgle af plantefibre i ”Dagdrøm III nr. 6”.

Takeuchi Roligheds små værker ser undselige ud i deres matte sort/hvide farver, og deres naturgengivelser ser mindst lige så skrøbelige ud som deres forlæg. Men netop det undselige og skrøbelige skaber et særligt poetisk udtryk, der igen understøttes af digtene på papirmaterialet.

Hans Jürgen Simon: "62-DZ-3-2021"
og "61-DZ-4-2021

Mens Rolighed arbejder figurativt, er Hans Jürgen Simons værker abstrakte. Ligesom Rie Takeuchi Roligheds papirvækster i montrer er nogle af Simons værker grålige. Dette gælder ”62-DZ-3-2021” og ”61-DZ-4-2021”, der begge består af hårdt sammenpressede og formede aviser, der i varierende længde er fastgjort til en plade, så der opstår et slags lodretstående landskab. Det dagligdags materiale og den kedelige farve til trods er værkerne både smukke og drillende. Man får lyst til at lade en finger følge de mange riller i overfladen.

Anderledes forholder det sig med Simons ”78-UH-8-2022”, som består af et utal særdeles kulørte strimler fra blade, som er klæbet sammen til en luftig masse. Her vækkes ikke den samme lyst til berøring, for de skrappe farver og det laklignende lag, der får det hele til at skinne, giver værket et hårdt udtryk. Men flot og fascinerende er det.

Fristelsen til at røre dukker dog op igen, når man står foran Else Duedahls ”Papirværk” nr. 1-6, der ligner fint fremstillede stofprøver, ikke ulig plisségardiner. Så blødt og luftigt ser det ud, hvilket nok skyldes, at materialet er håndgjort papir. 

Påtrængende stueplante og svævende skulptur

Lotte Agger: "Forstad"

Lotte Aggers værker er beslægtet med nogle af Hans Jürgen Simons. I hvert fald gør hun også brug af klare, påtrængende farver. I ”Forstad” er der fastgjort en slags papirblomst på et sindrigt konstrueret stativ. Blomsten er af den slags, der her til lands kun kan overleve indendørs – altså en stueplante. Måske er det baggrunden for værkets titel. Forstaden antydes også i nogle arkitektonisk ensformigt udformede detaljer, der bryder gengivelsen af planten, og dog er det denne stuevækst, der stjæler opmærksomheden, fordi den presser sig tredimensionelt ud i rummet, ud mod beskueren. At træstativet faktisk fylder mindst lige så meget konstateres først senere, fordi det ikke er så farverigt som planten.

I modsætning til ”Forstad” gør Jane Balsgaards ”Svævende papirskulptur med kragefødder” ikke noget væsen af sig. Skulpturen er så let og luftig, at man knap bemærker den snor, den hænger i. Sine steder er det lille luftskib beklædt med koreansk barkpapir, andre steder kan man se lige igennem det. Man kunne have forventet, at værket var forsynet med et par vinger, men Balsgaard har drillende benyttet en anden kropsdel fra en fugl. I begge ender er luftskibet nemlig forsynet med en

Jane Balsgaard:
"Svævende papirskulptur med kragefødder"

kragefod. Måske skal vi – når vi gribes af for vidtløftige drømme - mindes om, at ”ved jorden at blive det tjener os bedst”. Men drømmen om at svæve i et luftskib, der holdes oppe af sin egen lethed, er nu ikke så skidt.

Fra helhed til detalje og tilbage igen

Iben Toft Nørgård: "Birds in Bloom",
detalje

Iben Toft Nørgård sammenblander flora og fauna i sine collager, så der opstår helt nye arter i en verden, hvor biodiversiteten ellers er i frit fald. Som det er tilfældet i naturen, gælder det om at være opmærksom, når man eksempelvis ser på Nørtofts ”Birds in Bloom”, for her viser det sig pludselig, at papirblomstens kronblade består af ugler. Det er ikke alene overraskende, sjovt og tankevækkende. Det er er også resultatet af et imponerende præcisionsarbejde.

Mens Nørgård lader sin beskuer bevæge sig fra helhedsindtrykket ind til de små detaljer, vægter Jens Christian Jensen primært værket som helhed. Ganske vist består hans værker af en række mindre, så godt som ens dele. Men sat sammen på en bestemt måde, danner delene værker, hvis udseende ikke kan andet end fascinere. Tag for eksempel ”Papirassemblage”, hvor hundredvis af kort med en ikke særlig udbredt afbildning af Den Lille Havfrue danner et vægtæppe i brune og grønne nuancer. Selvom der er tale om de samme små kort, er der et spil i værket, der næsten gør det levende.

Jens Christian Jensen: "Papirassemblage"

Mens Nørgård og Jensen arbejder med mindre dele, der føjes sammen til et hele, går Sonia Brandes den modsatte vej, idet hun indleder med et enkelt stykke papir, som hun klipper og skærer i. Men netop ved at fjerne noget, opstår der motiver; præcis som det kendes fra gækkebrevet.

Netop Brandes’ barndoms gækkebreve kom til at bestemme retningen for hendes kunstneriske virke. I over 50 år har Sonia Brandes arbejdet med papirklip, hvoraf nogle netop har taget navn efter det gamle gækkebrevsdigt, der begynder med ordene ”En vintergæk, en sommernar”.

Papir er fantastisk!

Sonia Brandes: "En vintergæk, en sommernar"

Udstilling ”Det Fantastiske Papir” viser vitterlig, hvad dette materiale formår i de rette hænder.

Er man mere til lærred og maling, går man dog heller ikke forgæves, for med inspiration fra titlen ”Tilværelsen. Menneskelivet skildret i kunsten” har JANUS – Vestjyllands Kunstmuseum været i arkiverne og lavet en fin, lille udstilling med værker af blandt andet Bjarke Regn Svendsen, Erik Hansen og Anders Kirkegaard.

Forskellen på vil, kan og skal

Egil Hvid-Olsen har læst en Steinbeck og skriver om den første af en række tekster om den amerikanske nobelpristager i Den smalle bogs serie Klassikerlæsning

John Steinbeck

”Øst for Paradis”, 1952 (dansk 1982, oversat af Elsa Gress og Mogens Knudsen, Gyldendal), 584 sider

”Dagbog om en roman: Øst for Paradis” 1969 (dansk 1971 oversat af Ebba Hentze, Gyldendal), 229 sider.

Af Egil Hvid-Olsen

Cirka midtvejs i ”Øst for Paradis” (s. 307 i den danske udgave) dukker der en bibelsk-eksegetisk redegørelse op. Der henvises til 1. Mosebog 4,7, hvor der står: ”Hvis du gør det gode, kan du se frit op, men hvis du ikke gør det gode, lurer synden ved døren. Den vil begære dig, men du skal herske over den”. Herefter konstateres det, at det fjerdesidste ord – altså ”skal” - lige så godt kan oversættes med ”vil”, eller ”kan”.

Øst for Paradis i en smuk

udgave fra Penguin Classics

Replikken stammer fra myten om Kain og Abel og udtales af Gud, der advarer Kain imod at lade vrede styre handlinger. Vrede, misundelse, had og andre beslægtede følelser fostrer synd, men man skal undgå at lade dem få overtaget. Den kloge kineser, Lee, der er tjener i tvillingedrengene Cal og Arons hjem, forklarer drengenes far, Adam Trask, og deres fælles ven, Samuel, at det er af største vigtighed, hvordan Guds replik oversættes:

”Lees hånd skælvede, da han skænkede op i kopperne. ’Forstår I det ikke?’ udbrød han. ’Den amerikanske oversættelse er en befaling til mennesket, at det skal herske over synden, og man kan jo kalde uvidenheden for synd. Den engelske oversættelse giver en forjættelse: ’Du vil herske’. Det hebraiske ord timshel – du kan – giver et frit valg. Det er måske det vigtigste ord i verden. Det siger, at vejen står åben. Det lægger ansvaret på mennesket. For hvis der eksisterer et du kan, eksisterer der også et du kan ikke. […] Der er millioner af mennesker i sekter og kirker, der følger befalingen ’du skal’ og sætter alt ind på lydighed. Men der er andre millioner, der føler det forudbestemte i ’du vil’. De kan ikke gøre noget som helst, der kan gribe ind i det, der skal ske. Men ’du kan’ – det gør et menneske stort, det gør det guderne lig. For selv i sin svaghed og skyld og efter at have myrdet sin broder, har han stadig det store valg. Han kan vælge sin egen bane og kæmpe og vinde.” (.s. 307).

Lee – og dermed Steinbeck – stiller en blind efterlevelse af Guds vilje (du skal) op overfor en fatalisme, hvor man lægger sagen i Guds hænder (du vil). Men imellem disse to kiler han en fortolkning ind, der giver ethvert menneske ansvaret for at leve i bevidsthed om synden, så vedkommende kan gribe aktivt ind i sit liv for at undgå at lade sig lede af kortsigtede fristelser.

Det er i langt højere grad en kristen etik, Steinbeck er på sporet af, end en skønlitterær forkyndelse af det kristne budskab. Han er milevidt fra at advare mod Guds straf og evig fortabelse som konsekvens af et syndigt levned, men peger derimod hen mod den måde, et liv leves bedst, for én selv og alle andre – hvor svært det end kan være. Således tematiserer ”Øst for Paradis” det bibelske næstekærlighedsbud: ”Du skal elske din næste som dig selv” (3. Mos. 19,18, Matt. 22,39 m.fl.).

Skønt Steinbeck synes begejstret for den mulighed, at mennesket selv kan beherske synden, er det også et barskt krav, for både den gammeltestamentlige myte om Kain og Abel og den forudgående syndefaldsmyte stempler mennesket som ufuldkomment og syndigt. Selvom man er sig bevidst, at man let kan lade sig friste til at skade andre for at gavne sig selv, er det ikke altid, at man kan stå for fristelsen. Det ved Cal, der – helt bevidst fra Steinbecks side - har samme forbogstav som det engelske ”Cain”. Men Cal er ikke tilfreds med, at han er, som han er, hvilket viser sig, da han senere spørger: ”Hvorfor er jeg sådan? Det er ikke, fordi jeg vil være det.” (s. 551). Denne replik leder tankerne hen på Paulus’ erkendelse: ”For det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg.” (Rom. 7,19). Både Kain, Paulus og Cal har brug for tilgivelse, og alene den kendsgerning, at Cal spørger, som han gør, viser, at han har rykket sig i forhold til det tidspunkt, hvor han bliver spurgt om, hvor hans broder er. Ligesom Kain gjorde sin broder ondt (ved at slå ham ihjel), har Cal såret sin bror, Aron, der bærer samme forbogstav som Abel. Kain og hans skønlitterære spejling svarer det samme, da de bliver bedt om at gøre rede for, hvor deres brødre er: ”Skal jeg være hans vogter?” (s. 546/1. Mos. 4,9).

Der er flere ligheder mellem den gammeltestamentlige myte og Steinbecks fortælling om tvillingerne. Da Gud har taget imod Abels offergave, men ikke Kains, spørger han sidstnævnte: ”Hvorfor er du vred, og hvorfor går du med sænket hoved?” Det er, som om Gud sætter Kain på prøve ved ikke at tage imod hans offer. Da Adam Trask har afvist det offer, Cal bringer, udbryder han: ”Vær nu ikke vred, min søn!” (s. 524), hvorefter sønnen gør præcis, hvad Gud advarer Kain imod. Han sætter sig med sænket hoved: ”Hans hånd greb efter en blyant, og han begyndte at tegne små spiraler på klatpapiret. Da Lee kom ind en time senere, var der hundrede spiraler, og de blev mindre og mindre. Han så ikke op.” (s. 524). Papiret er blevet mørkt af de mange spiraler, akkurat som den tegnendes sind, der har overgivet sig til hævntørsten.

Erkendelsen af at være uperfekt og elsket

”Øst for Paradis” er en fantastisk roman. Det lyder som en kliché, men den er ikke desto mindre en født klassiker. Noget af det, der gør den så god, er, at Steinbeck ikke giver sin Kain-karakter hele skylden. Adam Trasks afvisning af Cals gave er forståelig, men urimelig, og hans forsvar for afvisningen er endnu værre: ”Jeg ville have været så lykkelig, hvis du kunne have givet mig – nå, ja, det, din bror har givet mig – stolthed over det, han gør, glæde over hans fremgang.” (s. 523). Det er ikke, fordi Adam elsker sin ene søn og hader den anden. Han elsker dem begge, men de er så forskellige, at han ikke kan vise sin kærlighed på samme måde overfor dem begge. Til alt held er der andre, der har lettere ved at rumme Cal end Aron.

Selvom ”Øst for Paradis” har flest henvisninger til gammeltestamentlige tekster, udfolder Steinbeck nogle nytestamentlige konklusioner. Netop fordi mennesket i bund og grund ligger under for synden, er det for meget forlangt at kræve fuldkommenhed. Et sådant krav kan knække de fleste. Man kan ikke altid beherske synden. Lee viser sig at være for kompromisløs i sin eksegese. At man ikke skal kræve konsekvent ufejlbarlighed af sig selv, erkender han da også senere, da han overfor Cal omtaler forholdet mellem menneske og Gud: ”Måske vil du komme til at gøre den erfaring, at hvert eneste menneske i hver eneste generation bliver lutret. Lige meget hvor gammel en kunstner bliver, så mister han aldrig sin higen efter at skabe noget, der er fuldkomment […] Hvem der end har skabt os – kan du forestille dig, at han ville standse op i sine bestræbelser for at gøre os fuldkomne?” (s. 582). Således giver Lee noget at ansvaret tilbage til Gud, så Cal ikke skal bære det alene. Hvis man tror, at man skal være perfekt, risikerer man at ødelægge sit liv, fordi man i sidste ende ikke formår at leve op til sine krav. At skabe det perfekte må man overlade til Gud, og så ellers leve så ansvarligt som overhovedet muligt, så man ikke i for høj grad lader synden herske over sit og andres liv.

Eva, slangen og profeten

”Øst for Paradis” er – som mere end antydet - fuld af bibelske referencer, men lader sig ikke styre af dem. Myten om Kain og Abel forbliver den centrale, men Adam har inden tvillingernes fødsel planer om at skabe en Edens Have i den frugtbare Salinasdal. Han har dog ikke taget sin Eva i ed. Hun, der fra starten af beskrives som et sjæleligt forkrøblet menneske, har kun to fordringer til livet: Rigdom og magt. Adam er blændet af kærlighed og ser ikke, hvad der kommer. Han har taget fejl af sin livspartner og giftet sig med slangen. Hun hedder da heller ikke Eva, men Cathy, og har – ligesom Adams bror Charles (og senere Cal) – forbogstav til fælles med Cain. Selvom Adam og Charles har et had/kærlighedsforhold til hinanden, er det dog kun Cathy, der er ubetinget ond; og det øjeblik, hvor hun erkender, hvad hendes ondskab har ført med sig, formår hun ikke at leve længere. Først da viser der sig et kim af godhed i hende.

Endnu en vigtig figur i romanen er Samuel Hamilton, der selv afslører sin forbindelse til Det Gamle Testamente, da Lee nævner hans navn, og Samuel svarer: ”Se, her er jeg!”. Det er den samme replik, den unge profetaspirant af samme navn udtaler, da Gud kalder på ham i 1. Samuelsbog 3,4. Sam Hamilton antager da også en profetisk rolle, fordi han er fremsynet. Han forener opfinderen og filosoffen, og selvom hans opfindelser let skulle kunne skaffe ham og familien brød på bordet, bliver han i sidste ende altid snydt for patenter og penge; nok mest fordi rigdom ikke interesserer ham. Således forbliver han fattig, hvilket er endnu et lighedstegn mellem ham og de gammeltestamentlige profeter – og nogle af de gamle græske filosoffer for den sags skyld.

Samuels lighed med sin gammeltestamentlige profet-navnebror skal dog ikke tages mere bogstaveligt, end at han er en livsklog mand, der har forståelse for sine medmennesker. Da hans søn, Joe, sætter spørgsmålstegn ved sandheden i den kristne tro, svarer Samuel ham med stor munterhed og forståelse for den unge mands naturlige skepsis: ”Jeg ville være skuffet, hvis du ikke var blevet ateist, og jeg ser med fornøjelse, at du efter din alder og visdom har tillagt dig agnostiske synspunkter, ligesom man tager en ekstra kage, når man er mæt” (s. 257). Samuel selv er kristen, men har svært ved at forlige sig med sin kones forståelse af Bibelens skrifter som åbenbaret direkte af Gud. Der er dog ingen tvivl om, at han er omtrent lige så velbevandret i Bibelen, som hun er, hvilket viser sig i et spørgsmål, der netop afslører hans lighed med sin gammeltestamentlige navnebror. Da Samuel Hamilton efter flere år besøger Adam Trask og hans to små sønner, der på dette tidspunkt blot er store drenge, udfolder denne samtale sig:

”’Jeg har femogtredive belgiske kaniner,’ sagde Aron. ’Vil De gerne se dem? Jeg har dem nede ved kilden. Jeg har otte nyfødte – de blev født i går.’

’Ja, jeg vil gerne se dem, Aron.’ Der kom en lille trækning om hans mund. ’Cal, du er vel ikke gartner?’

Lee vendte brat hovedet og så på Samuel: ’Nej, lad være med det’, sagde han nervøst.

Cal sagde: ’Næste år giver far mig en hel acre jord.’” (s. 303).

Lee reagerer, fordi Abel var fårehyrde og Kain var agerdyrker. Efter at være blevet oplyst om, at Aron har kaniner, sætter Samuel lighedstegn mellem ham og Aron, og undersøger, om Cal er agerdyrker ligesom Kain. Dette anser Lee ikke blot for at være et morsomt sammentræf. Han frygter, at det kan være et ulykkeligt varsel, som netop profeter har indsigt til at give. Dette varsel viser sig da også at blive til virkelighed sidenhen. Og dog er ”Øst for Paradis” ikke en moderniseret udgave af den gammeltestamentlige myte, hvilket afsløres af selve romanens titel. Stedbetegnelsen ”Øst for Paradis”/”East of Eden” henviser til det sted, Kain bosatte sig, da Gud havde lovet at beskytte ham på trods af hans forbrydelse: ”Så forlod Kain Herren og slog sig ned i landet Nod øst for Eden.” (1. Mos. 4,16). Det ligger mellem linjerne i den gamle myte, at det er i Nod, mennesket lige siden har levet på godt og ondt som efterkommere ikke blot af Adam og Eva, men også af brodermorderen Kain. Med sit særlige fortællesprog advarer myten om, hvad mennesker bærer på, og at alle i slægten vil, skal eller kan herske over synden. Steinbeck tegner dog et langt mere nuanceret portræt af sin Kain og sin Abel. I virkelighedens verden er de to nemlig forenet i ethvert menneske, så Kain aldrig kun er Kain, og Abel aldrig kun Abel.

En bog om mennesker

Efter disse eksempler på en teologisk læsning af ”Øst for Paradis” skal det tilføjes, at bogen sagtens kan læses og forstås uden synderlig indsigt i Bibelen. Bogens tema og budskab forbliver det samme, selvom man mister nogle nuancer. Som teolog, præst og forfatter til en fyldig genfortælling af Bibelens historier (tilgiv dette tilfælde af Product Placement) har jeg bare svært ved ikke at finde henvisningerne fascinerende.

”Øst for Paradis” adskiller sig ikke fra Steinbecks øvrige forfatterskab, for også i denne hans længste roman handler det om mennesker og deres indbyrdes forhold. Steinbeck er en knivskarp stilist. Skønt han holder af at udfolde sproget, kan han på relativt få linjer fremmane karakterer, så man føler, at man har kendt dem i længere tid og er fortrolig med deres særpræg. Men ligesom man mener sig sikker på, hvordan den ene eller den anden vil reagere, lader Steinbeck vedkommende sige eller foretage sig noget uventet. På den måde opbygger han et uforudsigeligt handlingsforløb, der er krydret med et væld af varme, morsomme, skræmmende eller hjerteskærende sidehistorier. Han præsenterer læseren for dialoger, der i intensitet når op på linje med de samtaler, der udfolder sig hos Dostojevskij. Og så suppleres det hele af erfarede og smukke naturbeskrivelser, der dog med ét kan skifte karakter, som i dette tilfælde:

”Det var meget varmt for årstiden den marts måned, og vinden blæste fra syd og vendte løvets sølvgrå underflader opad.

En lille grå kanin sad ganske stille og lod solen tørre sin brystpels, der var våd af duggen på græsset i den tidlige morgen. Dens farver faldt fuldkommen sammen med baggrunden af indfiltrede vildvin- og brombærrænker. Den sad og mimrede, og dens ører drejede af og til langsomt rundt for at lytte efter, om nogen af alle de små lyde kunne betyde fare for en kanin. Jorden havde vibreret rytmisk en overgang, så den kunne mærke det gennem poterne, men det var holdt op. Så havde der været noget, der bevægede sig mellem piletræerne et stykke borte, hvor vinden bar fra, så kaninen ikke blev skræmt af nogen lugt.

I de sidste minutter havde der været forskellige interessante, men ikke farlige lyde. Kaninen strakte det ene bagben ud i den varme sol. Så lød er et smeld og en piben i luften, og den mærkede et stød i pelsen. Kaninen sad ganske stille, og dens øjne blev meget store. En bambuspil var gået gennem brystet på den, og jernspidsen sad dybt begravet i jorden på den anden side. Kaninen sank om på siden, og dens poter gjorde nogle løbebevægelser i luften, før den lå stille.” (s. 338).

Noget særligt ved ”Øst for Paradis” er, at Steinbeck tager udgangspunkt i sin egen families historie og figurerer som både biperson og fortæller, hvilket giver ham lejlighed til at forstærke fortællingen med nogle betragtninger om den tid, han selv var barn og ung; tiden op til og under 1. verdenskrig.

Kvaliteten af danske Steinbeck-oversættelser er lidt svingende, og nogle kunne såmænd godt trænge til at blive oversat på ny. Men ”Øst for Paradis” er en fornøjelse at læse på dansk. Forfatteren Elsa Gress og litteraturhistorikeren Mogens Knudsen har formået at opretholde dialogernes skarphed og udfolde et vidtfavnende men præcist ordvalg, der gør læsningen til en lige så stor fornøjelse, som når man læser Steinbeck på originalsproget.

Dagbog om romanen

Når man har læst ”Øst for Paradis”, kan det anbefales at fortsætte med de breve/dagbogsnotater/opvarmningsøvelser, Steinbeck skrev til sin ven og forlægger, Pascal Covici, i løbet af det lille års tid, han brugte på at skrive romanen. Der er ganske vist mange gentagne frustrationer, overvejelser og tanker, men man får også en fornemmelse af, hvor meget det har krævet af ham at forme sin bog. Samtidig er det tydeligt, at hans talent og øvelse har været en kolossal hjælp for ham. Hvem andre ville kunne skrive så fabelagtigt et værk på under et år?

”Dagbog om en roman: Øst for Paradis” giver også en smule indsigt i Steinbecks familieliv, hans politiske holdninger samt hvad kultureliten beskæftigede sig med i 1951. Vigtigst er dog hans overvejelser som forfatter. Om hensigten med notaterne skriver han den 26. marts: ”Efter et par fridage tror jeg, at jeg skriver her på denne side omtrent som en baseballkaster, der varmer op – jeg får min mentale arm i form, så spillet kan blive godt. Og kasteren er slet ikke noget dårligt symbol, eftersom han må være i besiddelse af det hele, lethed, koordination og rytme.” (s. 55). Sproget er helt anderledes og meget mere tørt, end i de værker, der var tiltænkt offentliggørelse. Men det er også meget ærligt og upoleret.

Bibelske referencer og stil

Steinbeck skriver i sin dagbog indforstået om nogle af de bibelske referencer, jeg har nævnt ovenfor, plus lidt flere. Om læseren griber dem eller ej, betyder ikke det store, men han nyder at lægge spor ud. Samtidig må man formode, at det bibelske forlæg vælges, fordi det har betydning for forfatteren.

Netop fordi der er tale om spor, er det tydeligt, at han ikke vil afsløre for meget for Covici, inden denne har læst manuskriptet. Steinbeck er dog ret direkte, da han dels nævner Adam Trasks uddrivelse af Paradiset, dels introducerer Kainsmærket i form af et ar i panden på et tidligere tidspunkt, end det optræder i 1. Mosebog.

I dagbogen beskriver Steinbeck også sine stilistiske overvejelser. Han vægter, at fortællingen har et langsomt tempo: ”Jeg vil ikke påstå, dette har været en god uge, men jeg gør det, så godt jeg kan. Og bogen skrider gradvis frem. Den går aldrig tilbage, det er altid noget. Den mangler spænding, og det er lige det, jeg ønsker og har i sinde at sørge for, at den skal mangle. Men det kan måske volde dig som forlægger besvær, fordi mennesker er blevet sådan, at de venter sig spænding og uafbrudt handling.” (s. 44). Steinbeck har ret i, at bogen er langsomt fortalt, men spænding mangler den bestemt ikke. Det betyder dog næppe, at forfatteren forfejlede sit mål, for der skal jo være noget, der driver en fortælling frem, og selvom ”Øst for Paradis” er spændende, er der ikke tale om den slags spænding, man får i krimier eller thrillers. Spændingen ligger på et helt andet plan; i højere grad i forholdet mellem romanens karakterer og de handlinger, de begår. Steinbeck har da også forståelse for den fængende fortælling og for, hvordan den skal formidles: ”Man åbner morgenavisen og finder masser af historier om mennesker, der har begået ting, der ikke er sande, fordi de ligger uden for ens erfaring. I går dræbte en voksen dreng sin far og mor, fordi de ikke ville låne ham vognen. Man accepterer det, men sæt det ind i en handling, og du bliver nødt til at bruge al din kunnen for at gøre historien acceptabel.” (s. 67). Det er netop, hvad Steinbeck gør. Han øser af sin erfaring – og ikke så få familiefortællinger – og fletter dem ind i romanens handling.

Et helvedes hestearbejde øst for Paradis

Til tider er Steinbeck frustreret. Han har svært ved at finde ligevægten mellem arbejdet med bogen og hensynet til familien: ”Når jeg arbejder på en bog som denne, og med denne koncentration, så betyder det, at jeg lever et andet liv. Efterhånden som bogen udvikler sig, giver jeg lidt efter lidt dette andet liv mere, end jeg giver det første. Jeg må altså være vanskelig at leve sammen med i det virkelige liv, ikke fordi jeg er ond, men fordi jeg er svag.” (s. 94). Romanen gør simpelthen krav på sin forfatter. Den er besidderisk, så den kærlighed, han nærer til den, til tider kan forvandle sig til had: ”Selvfølgelig er du klar over, at jeg mange gange før jeg har afsluttet denne bog vil nære et dødeligt had til den. Jeg vil afsky den dag, jeg begyndte at skrive den. Den vil forekomme mig at være det værste møg, der nogen sinde er skrevet. Denne følelse vil kulminere omkring side 500. Når jeg først er over den, vil jeg fortsætte arbejdet i en choktilstand. Og når det er overstået, vil der gå lang tid, hvor jeg hverken kan finde ud af det ene eller det andet.” (s. 80). Om det nøjagtigt gik, som han forudsagde i dette notat fra den 16. april, lader det ikke til. Men frustrationer slap han bestemt ikke for, og hen mod slutningen var de særligt krævende.

Bogen drev sin forfatter ud i dårlig samvittighed, men han traf ikke desto mindre sine valg bevidst, hvilket beskrives i dette notat fra 3. august: ”Det er en rigtig slem tid i bogen lige nu. Jeg behøver tid, masser af tid. Og jeg skal også skaffe mig den, selv om det vil skade mennesker. Det kræver åbenbart en vis ondskab. Og den er jeg i besiddelse af.” (s. 178).

To måneder inden færdiggørelsen af manuskriptet reflekterer Steinbeck over sin metier: ”Det at skrive er i bedste fald en meget latterlig bestilling. Der er noget vist tåbeligt i at nedskrive et billede af livet. Og for at spøgen skal blive ekstra god – ja, så er man nødt til at trække sig tilbage fra livet for at nedskrive det billede. Og for det tredje må man forvrænge sin egen livsform for i nogen grad at være i stand til at fremhykle det normale i andre liv. Når man så har været igennem alt dette sludder, kan resultatet udmærket godt vise sig at være den allerblegeste afspejling. Åh, det er et helvedes hestearbejde. Bjerget slider og stønner og anspænder sig, resultatet er – det barsler med en mus.” (s. 197).

Men nej, bjerget barslede ikke med en mus. ”Øst for Paradis” blev den fødte klassiker, som Steinbeck havde håbet på, og selvom detaljer og personskildringer til hans forbløffelse nærmest tog form af sig selv, når han sad ved sit skrivebord med sine nyligt spidsede blyanter, så havde han dog hele tiden haft grundhistorien klar. Den 26. juni skriver han: ”Min bogs mønster står nu helt tydeligt for mig – lige til afslutningen. Og jeg er glad for, at jeg er i stand til at følge den form, jeg fastlagde for så længe siden.” (s. 146).