Stevensons opgør med Victorianismen

Klassikerlæsning

Robert Louis Stevenson: ”Dr. Jekyll og Mr. Hyde”

Fremad 1985, 107 sider, oversat af Arne Herløv Petersen.

Af Egil Hvid-Olsen

”I næste øjeblik trampede han med abelignende raseri sit offer under fode og lod en sand storm af stokkeslag regne over ham, så man kunne høre knoglerne knække og kroppen trampet ned på vejen.” (S. 33).

Sådan beskriver den skotske forfatter Robert Louis Stevenson (1850-1894) et mord begået af den mystiske Mr. Hyde, hvis klejne udseende får folk til at smile, men kun indtil han retter sit djævelske blik mod dem. Da farer de nervøst sammen, vender blikket bort og trækker sig forskrækket væk.

Fremstillingen af Mr. Hyde skaber den gotiske uhygge, der gør romanen værd at læse, selvom man allerede kender plottet. Ganske vist kan det svulstige sprog virke en smule komisk, men samtidig skildrer det de akademisk dannede og kulturbærende hovedpersoner ganske godt. De er så bevidste om deres stand og det ansvar, der følger deraf, at de aldrig ville drømme om at formulere sig mindre omstændeligt, end Stevenson lader dem gøre og også selv gør, når han optræder som den alvidende fortæller.

Opgør med victorianismen

Stevenson voksede op under victorianismen, hvor man forsøgte at lægge låg på blandt andet seksualiteten med en stram moral. Som søn af borgerskabet blev han offer for denne puritanisme. Imidlertid tvang tuberkulose ham til at forlade fædrelandet og søge mod varmere himmelstrøg, hvor han ernærede sig som forfatter, selvom han var uddannet jurist. Han fik succes med romanen ”Skatteøen” fra 1883, men skrev også noveller, essays, rejseskildringer og digte. Stik imod den hjemlige moral giftede han sig med en fraskilt dame. De endte med at bosætte sig på Samoa i Polynesien, hvor han døde som 44-årig af en hjerneblødning.

”Dr. Jekyll og Mr. Hyde” kan læses som en kritik af victorianismens fortrængninger. Den respektable Dr. Jekyll, der er træt af at være underlagt tidens konventioner, opfinder en mikstur, som kan adskille den moralsk uangribelige side af hans person fra hans drift- og lystdrevne side. Ved indtagelsen af miksturen ændrer doktoren udseende og personlighed, hvilket gør det muligt for ham at udføre lyssky handlinger, uden at de kan tilbageføres til ham, for selvom hans alter ego, Mr. Hyde, kan følges hen til Dr. Jekylls hjem, er han som sunket i jorden, hvis huset gennemsøges. Jekyll skal nemlig blot drikke en anden mikstur for at sætte en stopper for forvandlingen.

Imidlertid mister doktoren lidt efter lidt selvkontrollen. Jo flere gange han får mulighed for at slippe ud af den undertrykkende morals klør, des mere appetit får han på den hensynsløse frihed. Trin for trin giver han sin mørke side mere og mere magt, selvom han ved, at han derved udsætter både andre og sig selv for fare. Således kan romanen ses som en kritisk kommentar til victorianismen, der undertrykker drifterne i en sådan grad, at de truer med oprør. At seksuelle drifter ikke bare kunne gemmes af vejen blev afsløret i og med, at prostitution var et særdeles udbredt fænomen i denne periode. Men også dette undlod man at tale om. Det er denne altomfattende fortielse, Stevenson problematiserer i sin roman.

Mikstur som rusmiddel

Dog kan der også lægges andre tolkninger ind over romanen. Dr. Jekylls mikstur kan ses som en litterær henvisning til forskellige former for rusmidler. Hvad enten det drejer sig om alkohol eller narkotika, kan indtagelse heraf medføre personlighedsændringer. Nogle mennesker bliver ualmindeligt kærlige ved indtagelse af rusmidler, mens andre bliver aggressive. Hæmninger skubbes til side og skaber en følelse af frihed, hvilket kan medføre afhængighed. En sådan lider Dr. Jekyll under. Ved at blive Mr. Hyde, kan han kaste alle hæmninger af sig, og netop fordi hæmningerne er så mange og er bundet så stramt, er det en aggressiv, ond og hævngerrig oprører, der viser sig.

Arvesynd i fuldt flor

Enkelte steder i romanen – særligt i den del, der indeholder Dr. Jekylls optegnelser – taler for en tolkning, der ser den som inspireret af den kristne arvesyndslære.

Doktoren redegør for, hvordan han havde håbet, at hans opfindelse ville gavne ham: ”Synderen kunne i fred gå sin vej, adskilt fra sin mere retskafne tvillings ærgerrighed og anger, og den retskafne kunne roligt og sikkert fortsætte ad sin vej opad og kun gøre de gode gerninger, hvori han fandt sin glæde uden at udsætte sig selv for vanære og bod som følge af det onde udenfor ham. Det var menneskehedens forbandelse, at disse uforenelige knipper således skulle sammenbindes – at disse polære tvillinger i bevidsthedens pinte skød uafladeligt skulle kæmpe mod hinanden.” (S. 85).

Hermed sætter Stevenson fokus på syndefaldsmytens stærkeste pointe, nemlig at intet menneske er fejlfrit. Alle falder for fristelsen til at tænke på sig selv, uden at overveje konsekvenserne for andre. Alle har ikke blot en god, men også en ond side. Det er disse to sider, Jekyll vil adskille. Men i sidste ende lykkes det ham ikke. Hans onde side tager magten over ham, fordi den styrkes af sin frihed. Dette kan nok kun lade sig gøre, fordi forsøget er drevet af Jekylls ærgerrighed. Han vil dyrkes som den gode, dygtige doktor og må derfor skaffe sig af med sin onde side, men netop i kraft af ærgerrigheden, slipper Hyde aldrig sit tage i sin ophavsmand. Dr. Jekyll er Mr. Hyde.

På den måde bliver ”Dr. Jekyll og Mr. Hyde” en kristen fabel, der prøver at finde en gylden middelvej mellem victorianismens puritanske fortrængninger og den ubegrænsede frihed og driftstilfredsstillelse, der kaster ethvert ansvar fra sig.

Som læser behøver man ikke at vælge mellem de forskellige tolkninger. Man må blot glæde sig over, at en bog, hvis indhold nærmer sig en knaldroman, formår at italesætte så mange alvorlige dilemmaer.