Fortielsens tyranni

Karin Shakoor: ”Russerunge”

Egolibris 2016, 318 sider, 299,95 kr.

Af Egil Hvid-Olsen

”’RUSSERUNGE’ er en litterær perle af den dybt bevægende slags […] Det er en bog, der minder én om alt dét, litteratur kan.” Sådan står der på bagsiden af Karin Shakoors debutroman.

En sådan bagsidetekst havde jeg svært ved at tage alvorligt – lige indtil jeg begyndte at læse romanen. Få sider inde i den var jeg solgt. ”Russerunge” ER en litterær perle!

Billedrigt sprog

Bogen er ikke svær, men skal dog læses med rolig puls, så man ikke går glip af de fantastiske sproglige billeder, der fletter sig ind i fortællingen og placerer læseren ved den lille Kajsas side, så man eksempelvis mærker det samme mørke, den samme fugt og den samme kulde, som omgiver hende: ”Fra toppen af den store granitknude med fyret begynder sirenen brat sin klagende tuden, og straks efter ruller tågen ud af mørket. Den kommer ind fra havet som en drivende mur og slukker måne og stjerner. Den ændrer lyden af vore skridt, udvisker alle konturer og gør os usynlige. Da vi igen kommer til syne, er det under lampen over butikstrappen. Vi blinker af væde i hår og bryn og tøj, og jeg er som en klam kludedukke, der kan falde om når som helst.” (s. 32). Det er en morsom perspektivforskydning, der er fra Kajsas fornemmelse af at blive pakket ind i tåge til at blive set udefra, da hun og moderen ”igen kommer til syne”.

Personkarakteristikken er også fantastisk. Her er et enkelt eksempel: ”Damefrisørens hår er sort som rågefjer, og hun har altid et ark papir hængende foran sit indre blik. På det har hun noteret, hvad hun ønsker sig af livet: mågestel, barskab i palisander, perler, pels og badeværelse med kar. Indtil nu har hun samlet mågestel til seks personer. Pels og badekar kræver ægteskab, og om hun vil gå så langt for at nå sine mål, er endnu ikke afklaret. Hun ved meget om byens intime kvindeliv og underholder gerne med sin rødt tegnede mund, men lige nu er hun kun opmærksom på de mange blikke, der hviler på hende. Hun lukker øjnene halvt og giver sig hen i dansen.” (s. 80).

Lillebysamfundet skildres med lige dele skarphed og omsorg, så man føler sig hensat til en roman af William Heinesen.

Den lille piges forståelseshorisont

Der er ikke den store fremdrift i romanen, for den følger blot den først syv- og siden 13-årige Kajsas dagligdag. Der er dog stor underholdningsværdi i de mange iagttagelser, hun gør sig. Særligt i den første halvdel, hvor det er den syvårige pige, der fortæller, er iagttagelserne uformidlede, fordi Kajsa ikke selv forstår, hvad der foregår. Derfor kan det også være svært for læseren at gennemskue det. Forståelseshorisonten er indsnævret, så læseren bliver ét med den lille pige. Noget lignende er sket tidligere i litteraturen, men jeg er aldrig stødt på det i så gennemført grad. Det eneste, der skaber lidt afstand mellem romankarakteren og læseren, er, at Kajsa har et alt for veludviklet sprog i forhold til sin alder. Men det er som nævnt det levende, billedrige sprog, der gør romanen så dejlig at læse. Selvom sproget er modent, formulerer det sig hele tiden på barnets præmisser, som her, hvor Kajsa besøger et hjem, hvis beboere, hun frygter: ”Der er en underlig lugt, og henne i paraplystativet står et par brune stokke og hvisker om prygl.” (s. 165).

Kajsas fejl

Kajsa vokser op på Bornholm i 1950-erne og 60’erne. Hendes levende fantasi sørger for at fjerne alle fysiske forhindringer, så læseren følger hende med ned i det dybe vand, op i skyerne, ned i gravene og ud i skovene. Fantasien er et nødvendigt opretholdelsesværktøj for pigen, der ved, at hun har en fejl. Præcis hvad fejlen går ud på, er hun dog ikke klar over. Hun kan bare mærke det på sin mor, der aldrig er uforbeholden i sin kærlighed.

Kajsas forældre tilhører missionen. De har deres daglige gang i missionshuset, hvor faderen leder kirkekoret. Det ville være så let at sable disse mennesker ned, men det gør Karin Shakoor ikke. Med kærlig humor skildrer hun den del af byens indbyggere, der lever på en måde, som de anser for bedre og mere gudvelbehagelig, end den livsførelse, der præger andre. Der er massevis af beskrivelser af det lidt sekteriske, tilbageholdte liv, de missionske fører. Det er ikke kun kedeligt. Her er vi til julemiddag hjemme hos Kajsa, hvor højtiden tillader en vis form for livsnydelse: ”Faster har glemt sin talje og tante Bertha sin nervøse tarm. To ensomme søstre fra missionshuset holder på bestikket med tynde, blålige fingre og gumler stille i takt, de tager ganske små bidder og lukker øjnene hver gang, de synker. Det lader til, at de holder øje med maden, om den nu glider pænt ned i maverne, hvorfra der kommer rumlende lyde.” (s. 178).

Fra kirke og missionshus sættes der skel mellem de frelse og alle de andre. Og dog er de missionske ikke i tvivl om, at også de kan begå fejl. Dette bliver bekræftet, da det afsløres, at den fejl, Kajsa har taget på sig, ikke er hendes, men de voksne familiemedlemmers.

Fortielsens tyranni

Da Kajsa er 13, udvides hendes perspektiv. Året er 1965 og atomtruslen en realitet. Under en gudstjeneste Alle helgens dag, drager hendes tanker på langfart, da dommedag kommer på dagsordenen: ”Vi skal ikke frygte noget, men det gør vi alligevel. Russerne var her under krigen, det var lige noget for dem, og får de chancen, kommer de igen og jager os ind bag Jerntæppet. Jerntæppet er foldet og himmelhøjt, det er gråt og loddent som ståluld, men tusind gange stærkere. Ingen vind kan bevæge det, ingen regn, ingen is, intet jordskælv. Bag det bor gudsfornægterne.” (s. 262).

Selvom det stadig er en meget konkret forståelse af noget abstrakt, fornemmer man forskellen på den lille Kajsa, der fortalte tidligere, og den pige, der nu har påbegyndt sine teenageår. Og dog er der stadig rigtig mange ting, Kajsa ikke forstår og som sætter sit præg på hele hendes tilværelse. Hvad den fejl, hun tillægger sig selv, består i, har man som læser gennemskuet for længst, hvilket blot gør det endnu mere smerteligt at følge pigens manglende mulighed for at gennemskue, hvad det er, de voksne ikke fortæller. Hun lider under fortielsens tyranni.

Morskab og desperation, lune og forfærdelse 

Sprogligt er ”Russerunge” en af de mest gennemførte bøger, jeg længe har læst, og hvad angår handlingen rummer den både morskab og desperation, lune og forfærdelse samt meget af det, der ligger mellem disse modpoler. Kort sagt: Den bør læses af mange.