En mageløst fin indspilning af Mozarts Hornkoncerter

Mozarts Hornkoncerter
Manchester Camerata, Gábor Takács-Nagy
Michaek Owen (horn)
Chandos

Af Jakob Brønnum
Manchester Camerata, dirigeret af Gábor Takács-Nagy og med Michael Owen, BBC Symphony Orchestras solohornist har indspillet samtlige Mozarts fire hornkoncerter i en indspilning på Chandos, der fylder mig med begejstring, en uforklarlig fryd, der synes at blive hængende. Det er sådan noget musik gør indimellem, selvom det ikke sker særlig ofte.

Faktisk skete det, mens jeg kørte på cykel, hvor jeg hørte en omtale af den nye udgivelse i BBC radio 3’s must-hear, sene eftermiddagsprogram In Tune. Alle ordbilleder, man kan sætte på det, vil formindske oplevelsen.

Når jeg lytter til den under kontrollerede omstændigheder, må jeg konstatere, at den vil afløse Karl Böhm og Wiener Philharmonikernes indspilning med Gert Seifert (DG 1978), som den primære indspilning i mit personlige musikbibliotek. Det er en mageløst fin indspilning, hvor Mozarts får lov at træde frem, helt fri for historiens til tider lidt vel omklamrende æstetiske excesser og præsenteres for et andet publikum i en ny tid.

Nu kan det måske være nødvendigt med en parentetisk indskydelse, men der er nogle værker, som på grund af deres uforklarlige kunstneriske og menneskelige dybder og musikalske kraft, har en særlig plads i ens musikliv. Det er f.eks. Mozarts Strygekvintetter, Beethovens Symfonier, klaversonater og strygekvartetter, Mozarts sidste seks symfonier, Händels Messias, Brahms, Tjajkovskijs, Mahlers og Shostakovich symfonier, Bachs passioner og vitterlig en en stor mængde andre kompositioner, som bliver en slags følgesvende for en. Til disse hører også Mozarts Hornkoncerter, og når man ellers en sjælden gang kan nå ind til sig selv og mærke efter, forstår man at det er en gave, at man kender disse værker og kan udforske dem i årtier, for de har altid mere at give.

Så må man undersøge, hvad det er, der gør sådan et indtryk ved Manchester Cameratas nye indspilning. Den første iagttagelse, man gør, er letheden og gennemsigtigheden i ensemblespillet, der på en særlig måde gør plads til solisten, og hele tiden, gennem dynamiske variationer med næsten umærkelig gestik, bygger op til ham.

Strygerpassagerne på vej ind i udviklingsdelen af 1. sats i den første koncert er nedtonede med den mest imponerende indføling og med en frasering så præcis, at de får tildelt og indtager en selvstændig plads i værkets kunstneriske udsigelse, der på en måde overgår den plads, de var tiltænkt i klassikkens formsprog. Men som kan være nødvendigt for en moderne lytter, der har mistet indsigten i dette formsprogs funktion og opfatter det som lidt stift og konventionelt.

Ind i alt dette lægger sig så Michael Owens lige så skarpe og tilbageholdt undersøgende fraseringer, der resulterer i satser, fulde af overraskende momenter, ikke mindst en piblende humor.

Andanten i den 2. hornkoncert er åndeløst spændende udført. Tempoet sænkes mod slutningen at satsen, hvad der sjældent er vellykket fordi det romantiserer unødigt, men her åbner det for en verden af ren musik og tonernes frie vandring rundt i et moderne musikalske kosmos, og satsen rinder ud på en måde, der virker som om det ikke er en komposition, der holder op, fordi planen er udført, men fordi der kunstnerisk set ikke er mere at sige. Det er et eksempel på, hvordan musikerne når ind til Mozarts perfektion uden omsvøb.

Finalen er en af de mest genkendelige satser i de fire hornkoncerter, og her bliver den opført uden den bravour-fornemmelse, der næsten altid var med de store historiske indspilninger som Böhm og Karajan/Dennis Brian eller Tuckwell/English Chamber Orchestra. Jeg har aldrig hørt noget lignende. Ingen af de store indspilninger når Mozarts fundamentale kvaliteter som denne gør, skønt vi i mellemtiden har fået Harnoncourt/Hermann Bauman, der gør et bevidst og godt forsøg.

Hvad kan forskellen være på de klassiske indspilninger og denne nye med Manchester Camerata, Gábor Takács-Nagy og Michael Owen? En slags lydhørhed. En ny tidsalder, hvor Mozart ikke er kronjuvelen i den musikalske kultur, men den uopdagede diamant langt nede i kulminen. Hør her, siger fortolkningen med stort musikalsk autoritet: ”Nu skal I få en musikoplevelse, I aldrig glemmer. I vidste ikke at den centrale wienerklassik kunne være så naturligt charmerende, vel? Uden forstillelse, uden pral, uden forfængelighed.”

Og så indrømmer jeg, at fordi Mozart er ufatteligt geni, hvis musik er perfekt, ikke ”simpelthen fuldstændig perfekt” eller ”totalt perfekt,” bare perfekt, og fordi fortolkningen er så tilbageholdt indfølende, er jeg kun kommet dertil, hvor man har skrabet lidt i overfladen. Men det bliver bedre efterhånden, for den afløser som sagt min hidtidige foretrukne indspilning.

Dette er ikke en bog – der er mere på spil

"Jeg sammenligner dig med et ungt slankt skud" kan læses som en poetisk undersøgelse af kærlighed, identitet og menneskelig erfaring. Gennem et samspil mellem tekst og tegning skaber Maya Peitersen et værk, hvor grænserne mellem virkelighed og fantasi, krop og tanke, jeg og den anden konstant forskydes. Og værket er ikke en fortælling med én bestemt mening, men den er en flot invitation til at undersøge, hvordan vi ser os selv og hinanden gennem kærlighedens og fantasiens blik

Maya Peitersen:
Jeg sammenligner dig med et ungt slankt skud
96 sider, med tegninger og originalgrafik, 230 kr.
Forlaget Asterisk

Af Troels Laursen
"Jeg sammenligner dig med et ungt slankt skud" er ikke en bog, der lægger sig op ad den traditionelle roman. Der er ikke et tydeligt handlingsforløb, en hovedperson eller en klassisk konflikt. I stedet møder læseren et poetisk og kunstnerisk univers, hvor tekst og tegning arbejder sammen om at undersøge menneskelige erfaringer.

Bogen kan læses som en refleksion over kærlighed, begær, identitet og den måde, vi skaber billeder af os selv og hinanden på.

Allerede titlen peger i retning af en kærlighedserklæring. At sammenligne et menneske med "et ungt slankt skud" fremkalder forestillinger om vækst, skønhed, skrøbelighed og livskraft. Her knyttes mennesket og dets krop til naturen og antyder, at kærlighedens blik ikke blot beskriver den elskede, men også forvandler vedkommende til et poetisk billede.

Titlen kan samtidig ses som en henvisning til den antikke digter Sappho, (630–570 f.Kr. boede på den græske ø Lesbos). hvis kærlighedsdigte ofte bruger naturmetaforer til at beskrive begær og forelskelse, og det særlige ved Sappho er, at hendes digte ofte er skrevet i første person og beskriver intense følelser meget direkte.

Hvor mange andre antikke værker handler om helte, krige og guder, handler Sapphos poesi om menneskelige relationer og følelsesliv. Et af hendes mest berømte digte beskriver, hvordan forelskelse påvirker kroppen:

Han forekommer mig at være guderne lig,

den mand, der sidder overfor dig

og lytter til din blide stemme

og dit fortryllende grin.

 

Det får mit hjerte til at slå vildt i brystet.

For når jeg et øjeblik ser på dig,

kan jeg ikke længere sige et ord,

men min tunge brydes sammen.

 

En fin ild løber straks under huden,

med mine øjne ser jeg intet,

mine ører summer,

 

sveden bryder frem over mig,

jeg bæver,

jeg bliver grønnere end græs,

og jeg synes næsten, jeg er ved at dø.

(fra Fragment 31)

Her beskrives kærlighed ikke som en tanke, men som en fysisk erfaring, der mærkes i hele kroppen. Netop denne forbindelse mellem begær, sansning og kropslig erfaring har inspireret mange moderne kunstnere og forfattere.

Sapphos digte er også kendt for deres naturbilleder. Hun sammenligner ofte mennesker med blomster, frugter eller unge planter. Ligesom i Maya Peitersens titel Jeg sammenligner dig med et ungt slankt skud og således at beskrive den elskede gennem billeder fra naturen.

Begge kunstnere arbejder med poetiske billeder, kropslig erfaring, begær og kærlighed som noget, der både er smukt, foranderligt og svært at fastholde i almindeligt sprog.

”Jeg giver mig god tid nyder din utålmodige

Bedende venten jeg holder dig nede med

Min vilje alene i hvad du klagende

Betegner for mig som evigheder”.

Et centralt træk ved bogen er, at grænsen mellem virkelighed og fantasi hele tiden opløses. Teksterne bevæger sig mellem konkrete situationer, drømmeagtige billeder og indre forestillinger. Som læser bliver man derfor usikker på, hvad der faktisk sker, og hvad der foregår i bevidstheden hos det talende jeg. Denne usikkerhed er et billede på den menneskelige erfaring. Når vi elsker, drømmer eller længes, oplever vi verden gennem vores følelser. Virkeligheden bliver farvet af fantasier, håb og minder. Bogen viser dermed, hvordan mennesket aldrig møder verden helt objektivt, men altid gennem et subjektivt filter.

Kroppen spiller en vigtig rolle i værket. Følelser, tanker og begær beskrives ofte gennem kropslige billeder. Kroppen bliver ikke blot et fysisk objekt, men et sted hvor erfaringer opstår og lagres.

"Vild færd gennem rygsøjlen

Hjernen opløses og strømmer amorf

Dyb violet bag min pande jeg brydes i

 farveorgiet og svøbes i lag af blødtmørke”

 

Her kan kroppen forstås som en vej til erkendelse. Hvor traditionelle fortællinger ofte fokuserer på tanker og handlinger, viser Peitersen, hvordan kroppen også "tænker". Sanser, stemninger og fysiske reaktioner bliver måder at forstå verden på. Dermed udfordrer bogen forestillingen om, at rationalitet alene kan forklare menneskelivet. Et andet vigtigt tema er identitet. I bogen fremstår identiteten ikke som fast og stabil. Stemmer, perspektiver og roller glider ind i hinanden, og læseren får indtryk af, at mennesket hele tiden er under forandring.

Dette kan ses som en kritik af moderne samfunds forventning om, at mennesker skal definere sig selv klart og entydigt. Peitersen viser i stedet identiteten som noget åbent og bevægeligt. Mennesket består af mange lag, modsætninger og muligheder, som ikke nødvendigvis kan samles til én enkel fortælling.

Kunstværker i bogen

Bogens tegninger er ikke blot illustrationer af teksten. De fungerer som selvstændige kunstneriske udsagn. Hvor sproget nogle gange bliver abstrakt eller drømmeagtigt, tilbyder billederne nye måder at forstå værket på.

Samarbejdet mellem tekst og billede understreger, at ikke alle erfaringer kan udtrykkes med ord alene. Nogle følelser og stemninger må sanses eller opleves visuelt.

Derfor bliver læsningen af bogen også en fin sanselig og æstetisk oplevelse, hvor betydningen opstår i mødet mellem forskellige kunstformer.

Og bogen undersøger på den led, hvordan vi gennem kærligheden forsøger at forstå andre mennesker, samtidig med at vi uundgåeligt projicerer vores egne ønsker og fantasier over på dem. Bogens vigtigste budskab er, at mennesket ikke kan forstås gennem faste kategorier eller enkle forklaringer.

Vi lever i et felt af følelser, billeder, drømme og relationer, hvor betydningen hele tiden er under forandring. Netop derfor bliver værket ikke en fortælling med én bestemt mening, men en invitation til at undersøge, hvordan vi ser os selv og hinanden gennem kærlighedens og fantasiens blik.

 

Faktaboks:

Maya Peitersen er en kunstner og arkitekt bosiddende i København.

Hun arbejder i mange medier, og hendes kunstværker bevæger sig i en surrealistisk sfære.

Hun er uddannet fra Det Kongelige Danske Akademi i 2004.

 

En af hendes performancer kan ses her:

https://www.youtube.com/watch?v=BdbaS4kz2io

Vanviddets vægt

Min hud er tung af krop
Anne Rye Andersson

88 sider
Alias Forlag 2026

Af Carina Wøhlk. 

Min hud er tung af krop. Det er titlen på Anne Rye Anderssons nyudgivne digtsamling. Og tyngden rammer læseren som en lægtehammer allerede i første digt: ”Jeg læner mig ind i min træthed/ og vågner med røde rande under øjnene” (se s. 6). Så er hovedtemaet slået an. Digterjegets længsel efter restitution er slående – og læseren mærker den helt ind i knoglerne.  

Digtsamlingen præsenteres af forlaget som en hybrid mellem prosa og lyrik. Prosastykkerne har en vis musikalitet, så læseren støder sig ikke på overgangen mellem poesi og prosa. 

I de hvidkitledes vold

Som titlen angiver, er der megen krop i teksterne. Og kroppen er stærkt udfordret. Intet censureres bort. Prut, hikke, dårlig ånde. Alle de kropslige uddunstninger og lyde er dybt forbundet med sindet. Det digteriske jeg kæmper med psykisk sygdom og lider, ”nu hvor vanviddet har mig” (se s. 76).

Bogen tegner et forstemmende billede af sygdommen og de medicinske bivirkninger. Digteren formår at vise, hvad det vil sige at være i de hvidkitledes vold: ”Lægerne siger/ du fejler ikke noget alvorligt/ lægerne siger/ du er et spændende tilfælde/ lægerne siger/ du må acceptere din træthed/ lægerne siger/ det har vi aldrig set før…” (se s. 34),  Det repetitive ”lægerne siger” betoner de mange tomme ord, som sundhedsvæsenet kan være leveringsdygtigt i – i mødet med patienter, som ønsker handling, lindring, bedring af livskvalitet.     

Træghed og træthed

Digteren skriver med en træghed, der tjener til at illustrere en lammende træthed. Det digteriske greb er at beskrive dagligdags gøremål ned til mindste detalje.  Alt går pinefuldt langsomt – i en sådan grad, at digterjeget ”trækker sneglespor efter mig” (se s. 12). Selv små ting virker nærmest uoverstigelige: ”En dag er et marathon opdelt i/ lur/ tøjvask/ opvask/ lur/ gåtur/ støvsugning/lur…” (se s. 22).

Mor og kæreste som psykisk syg

Midt i medicindøsen får digteren øje på sin søn, der med ét er blevet ”en tænksom ung mand med en størrelse 46 i sko" ( se s. 26). Hvordan skete det lige? Et blink med øjnene, og så er et barn ved at blive en voksen. Den erkendelse kan ramme alle forældre. Men hvordan er man mor som psykisk syg? Hvordan kan man løfte ansvar og pligter, når man dårligt kan løfte en lillefinger? 

Og hvordan er man kæreste? Den sygdomsrelaterede inerti må uvægerligt påvirke intimsfæren og seksualiteten: ”Min liderlighed hvor er den…/ jeg føler mig som et halvt menneske…/er det sådan her det føles at være aseksuel” (se s. 41).  

Lys i mørket

Den psykisk syges virkelighed fremstår tung og sort. Og så trænger der alligevel en kile af lys ind i mørket. Pludselig er noget ”tændt i mig/ et slags håb…” (se s. 55). Hvorfor? Jo, fordi ”pillerne er begyndt at virke…/M kigger på mig fra et andet sted/ Velkommen tilbage/ vi tager turen igen om et par år” (se s. 85). For en stund lettes det digteriske jeg for vanviddets vægt.   

Anne Rye Andersson, som også er billedkunstner, har selv illustreret sin dybt personlige bog. Billederne er dystre og afspejler den tyngde, som læseoplevelsen er ved at segne under.   

Al den skønhed er en straf

Ersi Sotiroupolos
Tiltrækning andetstedsfra
156 sider
Oversat Anders Olesen
Jensen & Dalgaard

Af Jes Nysten
Denne lille umiddelbart beskedne udgivelse består af 15 kortprosatekster af den græske forfatter Ersi Sotiropoulos. Det er den første udgivelse af hende på dansk, og jeg havde aldrig hørt om hende, før jeg fik denne bog i hånden. 

Det er som nævnt en beskeden lille bog, man sidder med i hånden - ca 150 sider. Men allerede fra den første teksts åbningsætninger er man totalt fanget og kommer ikke ud af stedet, før man lettere fortumlet lukker bogen. Sunder sig og siger højt “hvad var lige dette her?”

Nu har jeg så sundet mig. Den første tekst “Sommer med Anna” åbner på denne måde “Al den skønhed er en straf, tænkte hun, mens hun gik videre. Fuglene sang. Skyerne sejlede af sted mod syd. Længere henne skinnede en majsmark gyldent, og bag den tegne bjergryggen sig dovent mod den blå himmel. Hun lagde mærke til en sky, der hvilede på skråningen, dens hvide kontur formede sig som en liggende kvindekrop på en divan. Den sky irriterer mig grænseløst, sagde hun til sig selv. Hun fik et hosteanfald og stoppede op” (s 11)

Hvor i alverden fører dette os hen? Det er Roi, vi møder, og hun fortæller om, hvordan hun skifter navn og personlighed om aftenen, når hun har sine intime telefonsamtaler med en anonym mand. I disse samtaler er hun Anna. Men samtalerne fører ingen steder hen. 

Hun tager alene på ferie, en dreng hjælper hende hen til en café for at få en forfriskning. Han forsvinder, og hun opdager, at han har taget hendes pung. Men det anfægter hende ikke. Og det slutter “hun tænkte på barnet, pungen og derefter så hun Anna og ham. Fjernt og udvisket, som på bunden af et svømmebassin. De talte i telefon, en tynd, blodrød tråd forbandt dem som en navlestreng. Deres ansigter bølgede under det klare vand, deres munde åbnede og lukkede sig. Hun forstod ikke, hvad de sagde, men det var et smukt syn at se dem tale sammen,  som om intet var hændt” (s 22)

Dette er blot den første af 15 prosatekster, der selv i en dansk udgave har en sproglig virtuositet som gør, at man simpelthen ikke kan lade være med at nyde at blive ført gennem disse tekster fyldt med overskud og vid af en usvigelig sikker forfatterhånd.

Umiddelbart hverdagsagtige små fortællinger om ensomhed, fremmedhed, sorg, usikkerhed med hensyn til fremtiden. Men gennem alle teksterne løber der en mild og varm forundring over den “menneskelige komedie”. 

Dette kommer netop til udtryk i skrivestilen, der er alt andet end regelret og overskuelig. 

Tiden under juntaen

Forfatteren fortæller om tiden under militærjuntaen - om bl.a. bog censuren. Hvor netop en af hendes “helte”, den polske forfatter Witold. Gombrowicz’ bøger kommer til at stå som et totalt opgør med al form for kontrol og censur. Netop i hans skrivestil: “hos G har kunsten en funktion, der må betegnes som antifunktionel - den virker ikke ude i samfundet, men i den menneskelige psyke. Der eksisterer ingen planlægning uden for værket selv … De (romanerne) sammenstykkes ikke på et narrativt lærred med organiseret og beregnet struktur, fortællingen synes somme tider at stoppe op og spørge sig selv “hvor skal jeg hen”. (S 30) 

Dette er et fint spejl, forfatteren holder op for sig. For det er netop dette, der også lyser gennem hendes tekster. Denne uforudsigelighed og ikke mindst den fuldstændige faste tro på kunstens potente kraft, som kan være et “våben” mod enhver form for styring eller forloren “orden”. 

Tyranium

Den sidste tekst i samlingen “Tyranium” begynder også fuldstændig syret og dragende “Den dag, da Eliser kom farende op ad trappen til fjerde sal og jeg blev rædselsslagen ved tanken om, at Brenda kunne fare ud og begynde at trække ham ind i sin hule, og hvor han, straks han kom ind i lejligheden, slog en høj latter op og sagde, hvad er nu det med asken, kom med et søm, kom med noget is, den dag opførte jeg mig naturligvis som en god elev, uden at protestere, den slags går ikke i New York, jeg prøvede virkelig at finde et søm og noget is. Sømmet viste sig at være rillet, isbakken var tom” (s 143). 

Man er uhjælpelig fanget og må bare følge med hele vejen! Jeg har læst mig til at Sotiroupolos har et langt forfatterskab bag sig, og at hun er fast med på listen over mulige Nobelpris modtagere. 

Forlaget Jensen & Dalgaard og oversætteren Anders Olesen kan ikke roses nok for at have sat fokus på dette virkelig interessante forfatterskab. Og heldigvis har de annonceret, at der næste år kommer en af hendes romaner på dansk. 

Mellem Beowulf og Black Sabbath

Nyudsprunget fantasyforfatter med vidtspændende interesser udvider genren

Peter Béliath
Ved dette spyd skal jeg herske
Det Poetiske Bureau 2025
270 sider, 200 kr.

Af Søren Holst
Den ikke så vældigt omfattende dansksprogede fantasylitteratur er blevet udvidet med et originalt bidrag: Peter Béliath har skrevet en kvindelig krigers og høvdings hæsblæsende livshistorie i et sagalignende univers, der udspringer fra de fortællinger, forfatteren i sin skoletid hørte om kimbrernes togter sydpå. 

Men kimbrerne er kun den første af de mangfoldige inspirationskilder. Stoffet er kogt sammen med nordiske, græske og bibelske myter og gennemtrængt af motiver fra en anden af forfatterens kærligheder: Heavy metal.

De store forbilleder

Det samlede indtryk kan man godt beskrive som ’tegneserieagtigt’, hvis man vel at mærke forstår dette positivt: Der er drama og smæk for skillingen i en storladen og talentfuld opsætning. Handling og effekter går forud for beskrivelser og psykologisk baggrund. Men personerne er ikke af den grund flade eller hurtigt udtømte. Deres personligheder og indre konflikter bliver skildret igennem deres handlinger. Ganske som det er tilfældet i den klassiske litteratur, Béliath er inspireret af.

Foruden oldtidens og middelalderens værker, nævner han som forbilleder selv sværd-og-trolddom-forfatteren Michael Moorcock (som jeg må tilstå, jeg ikke har læst) og den polske Andrzej Sapkowski, hvis ”Witcher”-bøger for længst er kommet på dansk, mens hans fantastiske 1800-sider lange ’hussitiske trilogi’ om de teologisk inspirerede böhmiske oprørskrige i 1400-tallet først for nylig er oversat til engelsk (man har længe kunnet få den på tysk).

Med spænding og symbolik

Historien om, hvordan kongedatteren Heldíz af Kimbersýsla som spæd må flygte fra sit hjemland i sin oldemors varetægt, men til sidst (naturligvis) kan sætte sig på tronen, er elementært spændende og medrivende, og samtidig går der en understrøm af mytologisk præget symbolik gennem bogens skildring af, hvordan Heldiz modnes af den kæde af prøvelser, hun gennemgår. Den kombination kommer ikke som en overraskelse.

Béliath debuterer som forfatter med denne bog (og, efter at romanen udkom, også som lyriker i tidsskriftet ”Det Poetiske Bureau” nr. 35). Men man er med stor sandsynlighed stødt på ham i anden sammenhæng over de seneste 30 år eller mere, hvis man er enten musikbegejstret eller interesseret i mytologiske og religionsfaglige emner: Han har haft en lang og indflydelsesrig karriere som rockkritiker med så godt som eksklusivt fokus på heavy metal-genren. Og hans navn er i tidens løb dukket op en række steder, hvor der blev tænkt over mytologi og religiøse symboler som noget, der kan have mere end blot akademisk interesse for et menneske.

Blodige detaljer en masse

En del læsere (denne anmelder inklusive) ville formodentlig fint have kunnet nøjes med væsentlig færre detaljerede skildringer af drab, voldtægt, tortur og afhuggede lemmer end der diskes op med på romanens 270 sider – men forfatteren vil nok svare, for det første at han er ret ligeglad med konventionel god smag, og for det andet at han blot benytter en i forvejen foreliggende æstetik, som er mytens. Og i hvert fald det sidste har han ubetvivleligt ret i. At vi genremæssigt og stilistisk befinder os et sted mellem Beowulf og Black Sabbath – altså mellem myte-, saga- og eposlitteraturen på den ene side og metalmusikkens sans for nymytologisering på den anden – er forfatterens egen formulering, og den er rammende: I fx Iliaden bliver der ikke sparet på udpenslede redegørelser for, hvor spydspidsen trænger ind, og hvor på fjendens krop den kommer ud igen, når en krigers fald beskrives. Og når Snorres Edda fortæller om dværgene afstraffelse af Loke, da han bogstaveligt har tabt sit hoved i væddemålet med dem, er det heller ikke for sarte sjæle. De udpræget voldelige detaljer er gloser i et sprog eller tegn i et symbolsystem for Béliath. Og det virker.

Verdensbygningens kunst

Trods bogens overkommelige omfang har Béliath lagt et ærefrygtindgydende arbejde i at skabe en historisk, sproglig og geografisk ramme omkring det dramatiske handlingsforløb. Det er et stykke ’verdensbygning’, der kan minde om (og som sikkert er inspireret af) Tolkien. Steder, personer, guddomme, dæmoner og monstre er omhyggeligt opført i et tillæg bag i bogen, og den oversigt er til stor hjælp for læseren, hvis man ikke får lov at sidde uforstyrret og læse bogen mere eller mindre i ét hug. Hvis der bliver brug for et genoptryk – eller hvis der ligefrem skulle vise sig at være tale om første bind i en serie – ville jeg være vældig glad for et kort over bogens verden, for også geografien er udpræget symboltung. Forarbejdet er allerede gjort i den fire sider lange liste over bogens lokaliteter. Det er bare at sætte en kvik tegner på opgaven.

Den guddommelige komedie fortolket, udvidet, dekoreret

Den guddommelige komedie
Fortalt af Ditlev Tamm
Illustreret af Alexander Tovborg
248 sider, rigt ill. 400,- kr.
Strandberg Publishing

Af Troels Laursen
Den Guddommelige Komedie er ikke det vi kalder en smal bogudgivelse, den er verdensberømt og en nu er den jo heller ikke, eftersom den blev skrevet for mere end 700 år siden. 

Det er en fortælling om en ugelang vandring gennem de tre dødsriger: helvede, skærsilden og paradiset.

Og her skal det ikke handle om teksten, men illustrationer, eller måske rettere knap hundrede farvesarte kobbertryk til den, som Alexander Tovborg har givet sig i kast med. Alexander Tovborg er en af sin generations mest særegne kunstnere og er bedst kendt for sine malerier, hvis motiver på én gang er romantiske og ultramoderne.

At noget er illustreret, er jo, at en tekst er suppleret med billeder, der enten forklarer, tydeliggør eller forskønner et emne. Og disse illustrationer kan have forskellige funktioner, som forklarende, som i en brugsanvisning, der viser, hvordan et produkt samles. Eller de kan være fortolkende, som i en illustration i en skønlitterær bog, der fortolker teksten visuelt.  Eller der er tale om en dekoration, der pynter eller forskønner et layout. 

I denne udgivelse med en genfortælling af Ditlev Tamm, er Alexander Tovborgs værker lidt af det hele. De fortolker, udvider og dekorerer og forskønne bogens i øvrigt meget fine layout.

Mange tidligere illustrationer

Her er tale om en klassiker, som mange kunstnere gennem tiden har spillet op imod og med.

Sandro Botticelli (ca. 1480–1495), der lavede omkring 100 tegninger til den med pen, blæk og sølvstift på pergament, bestilt af Lorenzo di Pierfrancesco de’ Medici. Disse værker er detaljerede, elegante og tro mod renæssancens åndelige symbolik. En del opbevares i dag i Vatikanet og Berlin.

Fra bogen

Noget senere er det franske Gustave Doré (1857–1867), der nok er den mest berømte illustrator af Komedien. Hans 136 træsnit blev trykt i utallige udgaver og præger stadig, hvordan mange forestiller sig Dantes rejse, hvor stilen er med meget dramatisk lys og skygge, og nærmest filmisk. Og er meget følelsesladet, så rædslen i Inferno og det ophøjede i Paradiso er mærkbare. Dorés illustrationer følger handlingen tæt og kan næsten læses som et visuelt manuskript. Og de har inspireret film, tegneserier, spil og fantasy-kunst — fra Metropolis til Hellboy og Diablo.

Og moderne kunstnere som Tovborg og Miquel Barceló forholder sig indirekte til Dorés ikoniske billedverden. Den engelske visionære digter og maler William Blake (1824–1827), skabte en serie akvareller og graveringer, men døde inden serien blev færdig. Hans tolkning er meget mere personlig og mystisk og fuld af symbolik og energi.

Den franske billedhugger Auguste Rodin (1840–1917) arbejdede også meget intenst med Den Guddommelige Komedie. Selvom han ikke illustrerede bogen som sådan, er hele hans mest berømte værk, Helvedes port (La Porte de l’Enfer), direkte inspireret af Dantes Inferno, er det er en stor port med over 200 figurer modelleret i voks og gips, senere støbt i bronze. Og skildrer menneskehedens fortvivlelse, begær, og håbløshed – præcis som Dantes Helvede.

Den italienske kunstner Amos Nattini (1919–1941), udgav en monumental udgave i tre bind med sine egne farverige art deco-inspirerede illustrationer.

Et arbejde, der tog over 20 år. Og kan betragtes som en meget dekorativ og heroisk fortolkning af Dante.

Salvador Dalí (1950–1960), fik en bestilling af den italienske regering til at fejre Dantes 700-årsdag. Og han skabte 100 akvareller, én for hver sang (canto). Værkerne blander surrealistiske elementer med religiøs og psykologisk symbolik.

Fra bogen

Den spanske maler Miquel Barceló (2000’erne), der kendt for sine ekspressive, materielle værker. lavede en illustreret udgave af Inferno (på fransk, 2003). Hans fortolkning er organisk og kropslig, ofte med jordtoner og tekstur.

Også herhjemme har kunstnere taget kampen op, som Ebbe Sadolin (1900–1982), der var tegner og illustrator, og især kendt for sine linjetegninger i Politiken og bogillustrationer. Han lavede illustrationerne til den danske udgave af Dantes Inferno i 1940’erne (dog ikke hele værket). Sadolins stil er grafisk og enkel og han brugte sort/hvid kontraster og symbolsk figurfremstilling.

En af Danmarks mest markante bogillustratorer i midten af 1900-tallet Povl Christensen (1909–1977) lavede illustrationer til klassikere som Faust og Paradise Lost, og der findes også en række litografier og tegninger inspireret af Dante, selv om de ikke blev udgivet som komplet værk. Hans stil var ekspressiv og dramatisk, beslægtet med Gustave Doré.

Den symbolistiske maler Harald Slott-Møller (1864–1937) lavede i begyndelsen af 1900-tallet lavede enkelte værker inspireret af Dante og Beatrice-motivet, men ikke en fuld illustration af Komedien. Han hentede sin inspiration fra Dante som åndelig figur, ligesom mange symbolister i Europa.

Julius Paulsen (1860–1940) lavede malerier inspireret af Dante og Vergil i Helvede (omkring 1890–1900). Disse var enkeltværker, ikke bogillustrationer, men de viser, at Dante havde gennemslag i dansk billedkunst allerede i 1800-tallet.

Maleren Jesper Christiansen (f. 1955) har ikke lavet traditionelle illustrationer til Den Guddommelige Komedie i form af bogillustrationer eller egentlige serieillustrationer til teksten, som man ser det i klassiske udgaver. Men hans værkerindeholder referencer til Dante og især Paradiso. 

Hans malerier trækker inspiration fra litteraturens store værker, herunder Dante Alighieris Den Guddommelige Komedie, og i hans såkaldte Paradismalerier omsætter han idéer og stemningen fra Paradiso-delen til sit eget billedsprog i landskabsmotiver, der er herhjemmefra.

Og nu Tovborg

Og nu den unge Alexander Tovborg, der i sine værker ser kærlighed som en hellig kraft, ikke blot en romantisk kraft, men kosmisk. Han trækker på mytologier, bibelske fortællinger og mystik, hvor kærligheden bliver en bro mellem menneske og guddom.

I serien The Sexuality of Christ (2013) undersøger han, hvordan kærlighed og krop hænger sammen i kristendommen. Han bruger figurer som Maria, Kristus, Venus, og Eva for at vise, at kærlighed er både kød og ånd.

I hans Den Guddommelige Komedie-illustrationer ses denne energi også — de tre riger (Helvede, Skærsilden, Paradis) kan læses som en rejse fra begær til kærlighedens fuldbyrdelse. Tovborg arbejder ofte med både maskuline og feminine principper i ét og samme billede. Han ser køn ikke som modsætninger, men som to sider af samme skabende energi.

Hans farvevalg er ofte lyserød, rød, blå og guld — farver, der balancerer mellem kønnede symboler. Han bruger rundinger, spiraler og former som symbol på frugtbarhed, liv og forvandling. Værkerne kredser om moderfiguren, men også om mandlig sårbarhed og følsomhed 

Han trækker motiver fra kristendom, hinduistisk og græsk mytologi, men genfortolker dem frit. Mange figurer repræsenterer indre tilstande snarere end personer — fx kan Maria være den skabende energi, Kristus det lidende jeg, Beatrice den guddommelige inspiration. Det gør hans kunst universel og mangetydig. Det handler om køn, tro, identitet eller kærlighed, alt efter beskueren.

“Jeg arbejder med kærlighed som en religiøs og menneskelig drivkraft – noget, der binder alt sammen. Kærlighed er det sted, hvor mytologi, tro og biologi mødes.” sagde Tovborg i et interview i Weekendavisen, (2021)

Og den energi møder man i bogen. Det er ikke illustrationer som Dore, men de er meget mere åbne og de lukker op for flere oplevelser og sanselige fornemmelser midt i alle ordene. 

Der er tale om sand kunst og meget mindre illustration, der kan være som brugsanvisninger, for her er noget dejlig legende og inviterende i værkerne, så man ser mere end man læser.

En bog der bør læses og ses.

Alexander Tovborg (f. 1983) er billedkunstner, uddannet ved Kunstakademiet i København og Staatliche Akademie der Bildenden Künste Karlsruhe. Religiøse og mytiske symboler, fremstillet i naivistiske, forenklede former og indlejret i komplekse og farvestærke kompositioner optræder i hans værker som motiver på tværs af maleri, installation, skulptur, tegning, grafik og performance.

Ditlev Tamm (f. 1946) er forfatter, cand.mag., dr.jur. og dr.phil. og tidligere professor i retshistorie ved Københavns Universitet. Medlem af Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab. Forfatter, kommentator og samfundskritiker. Har udgivet talrige værker om dansk og europæisk historie og retshistorie, biografier, bøger om litteratur og teater og om Dante.

 

 

 

Pärt som symfoniker

Arvo Pärt: Complete Symphonies
Eva Ollikainen, Iceland Symphony Orchestra
Chandos
(Udkommer 17. april)

Glazunov: Complete String Quartets, Vol. 1
String Quartets Nos. 1, 2 and 3 ‘Slavyanskiy’
Tippett Quartet
(Udkommer 24. april)

Bach: Johannes-Passion
Raphaël Pinchon, Ensemble Pygmalion
HMM

Af Jakob Brønnum
Arvo Pärt blev for nylig fejret i anledning af sin 90 årsdag som en de store komponister i vor tid. Denne måneds mest opsigtsvækkende CD-udgivelse må være den første samlede udgivelse af Pärts fire symfonier, den første fra 1976, den seneste fra 2008. Arvo Pärt er ikke primært symfoniker, men udgivelsen spejler hans udvikling som kunstner: Efter en tidlige stil i pagt med den herskende modernisme fra Penderecki til noget nær en glimtvis ligetisk minimalisme, fandt han en mere personlig spiritualistisk udtryksform, stadig i det minimalistiske spektrum.

De fire symfonier som betegnende nok kan være på en enkelt CD, viser Pärts udvikling som komponist og kunstner meget tydeligt. Jeg bekender at jeg har været en lille smule træt af en vis ensformighed i Pärts værk, men det ændrede sig fuldstændig i påsken, hvor jeg havde lejlighed til at høre flere hollandske radioindspilninger af hans forbløffende Johannespassion, kaldet Passio, et mere end en time langt korværk for kammerensemble og vokalsolister. Når man hører symfonierne samlet i det islandske symfoniorkesters fremragende indspilning, dirigeret af Eva Ollikainen, oplever man for alvor spændvidden i Pärts arbejde, en spændvidde som sammenfattes i de senere værker med stor kunstnerisk dybde og menneskelig og eksistentiel indsigt. CD’en er meget velproduceret og orkesteret har en overbevisende klanglig fylde.

De tre første symfonier er dybt originale i deres korte, men på hver sin vis meget fyldige symfoniske kroppe. Den fjerde symfoni fylder næsten lige så meget som de tre andre tilsammen og har den flydende æteriske klang, vi forbinder med Arvo Pärt. Jeg kan ikke anbefale indspilningerne stærkt nok.

En af de store, mere eller mindre ukendte

Glazunov har i mange, mange år været en af mine yndlingskomponister. Han er en af store klassiske komponister, men han er ikke tilstrækkelig anerkendt i vesten, og det går ikke den rigtige vej for tiden. Hans lige knap ni symfonier opføres yderst sjældent. Jeg kan kun komme i tanker om én symfoniopførelse af DR-symfoniorkestret og ingen af de øvrige danske orkestre

Symfonierne findes i en god håndfuld samlede udgaver, men den største vestlige dirigent der har indspillet dem, er Neeme Järvi, som netop er kendt for at have bragt flere miskendte komponister frem i lyset. 

Glazunov har skrevet en violinkoncert, som tidligere lå i udkanten eller lige inde i det gode selskab af den temmelig faste kanon af de violinkoncerter, der opføres i de store koncerthuse, en kanon, hvor også Nielsens violinkoncert lejlighedsvis tælles med. Men det synes at være længe siden. Glazunov har derudover skrevet en dybt original og meget meget smuk saxofonkoncert. Blandt det omfattende værk er også meget høreværdig musik til skuespil.

Hans strygekvartetter er næsten endnu sjældnere opførte end symfonierne, men de blev indspillet for nogle få år siden af Utrechtkvartetten i en fortolkning, der ikke rigtig fangede mig, må jeg indrømme. Jeg tror det har noget at gøre med teksturen i musikken som jeg skal komme tilbage til. Sådan er det ikke med Tippetkvartettens indspilninger af de tre første strygekvartetter. Det er klart de bedste fortolkninger, jeg har hørt, eftersom de kendte russiske indspilninger af lidt ældre art forlener strygekvartetterne med en dunkelhed og en upassende djærvhed, som det kan være svært at forstå begrundelsen for, men som kan have noget at gøre med Glazunovs specielle position i det russiske og sovjetiske musikliv, så at sige mellem den gruppe fra slutningen af 1800 tallet der gik under navnet de 5 med bl.a. Balakirev og Rimsky-Korsakov  og de nye sovjetiske genier som Prokofiev, Mjaskovskij og Shostakovich - eller det kan være et led i en lokal opførelsespraksis.

Tippettkvartettens indspilninger har nogle af de kvaliteter, vi kender fra den komponist, kvartetten har taget sit navn fra og den samtidige Benjamin Britten, nemlig et aldrig forsvindende lyssvæld, selv i de dunkleste øjeblikke, en form for eksistentiel transparens, som er uforglemmelig. 

Det der efter min opfattelse gør Glazunov til en af de store klassiske komponister, er ikke kun at han elegant og fermt opfylder de romantiske formkrav og at han har et stort og samlet værk bag sig, men desuden at han lægger nogle dybt originale, dybt poetiske indre linjer ned i sine værker, nogle næsten labyrintiske spor, men lejlighedsvis opdager, og at han disker op med bestandigt uforudsigelige musikalske figurer, der lever deres eget liv, sammen med og næsten inde under de tematiske forløb og motiviske udviklinger. Det gælder alle hans værker. De mindre gode indspilninger er ligegyldige og virker af netop denne grund rodede, og de gode indspilninger er lysende udsigelser af stor og fantasifuld musik. Tipettkvarrtettens bud på Glazunovs strygekvartetter er helt ekstraordinært gode.

Skal man anbefale indspilninger af symfonierne, vil  springe anekdote over, at Glazunov var rektor for konservatoriet i Sankt Petersborg da Shostakovitj begyndte sin uddannelse og der går rygter (i den miskrediterede biografi af Solomon Volkov) om at Shostakovich aldrig nogensinde havde set et menneske stå på benene, som var så beruset som Glazunov ved en bestemt lejlighed var. 

Hvis det er rigtigt, og det er det nok, så mener jeg at et af de tematiske underspor i 8. symfonis 1. sats gengiver denne tilstand. Det træder klart frem i Järvis indspilning, hvor det virker som om musikken agerer på en måde hvor man føler det som om alting drejer rundt omkring en, uden at man kan finde fodfæste. 

Blandt de kendteste og mest hørte symfonier er den meget lyriske og romantiske 4. symfoni som har så smukke passager, de fleste skrevet på russiske folkemelodier, at man aldrig glemmer den igen, og den mere dramatiske hårdtpumpede 5. symfoni, som var mest populær blandt de store sovjettiske dirigenter. Min favorit er 7. symfoni, hvor Glazunov får nogle musikalske figurer til at hænge sammen på en måde så det pibler af glæde, forbløffelse og frihed, samtidig med at man føler sig som i et billede af den samtidige sovjetiske futurist Kazemir Malevitj. Jeg kan særligt anbefale indspilningen med Fedosejev, selvom Roshdestvenskij naturligvis også er suværen. Men han har ikke helt humor nok.

Letflydende Bach

Afslutningsvis skal opmærksomheden  kort henledes på en ung fortolker af de store kirkelige korværker, Raphaël Pichon og Ensemble Pygmalion. På Berlinerfilharmonikerne streamingstjeneste, Digital Concerthall, kunne man i efteråret høre en usædvanlig letflydende og æterisk svævende, men samtidig præcis og distinkt fortolkning af Bach H-moll Messe. Hvis man har hørt den nogle gange, vil man sikkert indrømme (hvis man bliver presset hårdt nok), at det er meget svært at høre hele værket på en gang. Det er de færreste opførelser, hvor man har haft en følelse af at tiden går på en anden måde, men lige præcis sådan var det i Pichons opførelse. På HMM har han og ensemblet allerede udgivet flere af de store værker herunder Mozarts Requiem, men for nylig kom Johannespassionen som har helt de samme kvaliteter som H-moll Messen (der også er indspillet): den distinkte, ukrukkede vokale fremførelse, samtidig med at den musikalske grundholdning vover at lade følelserne tale. Det er et kunstnerskab man glæder sig til at se udfolde sig