Sproget gør noget ved det kaos vi er i

Min messebog
Knud Steffen Nielsen
75 sider
200,00 kr.
Herman & Frudit

Af Troels Laursen
Det kribler og krabler. Det knager og brager, der brydes og der strides lige her uden for mit vindue i naturen i forårets fastetid. 

Det er en fortættet tid, - en tid, hvor blødt og hårdt, godt og ondt, guddommeligt og dæmonisk kæmper mod hinanden. Fastetiden, som vi netop har forladt, er en tid fyldt med modsætninger. På den ene side og på den anden side. Liv og død.

Sådan knager og brager det også på omslaget af Knud Steffen Nielsens nyeste bog: ”Min Messebog – samtaler med Lorenzo”, her kribler det krabler det også i det maleri (af Nielsen selv), som omslaget er prydet med. Der er revner og ridser, der er lys og mørke, sol og nat. Is, der er stivet, og blod der rinder.  

Denne samling af digte er tredje bind i Nielsens trilogi, som også tæller ”Min kontrabog” (2020) og ”Min tidebog” (2023). Og denne nyeste kredser om døden, som en meget levende samtalepartner og også her er der flerstemmer, der væver sig ind og ud mellem hinanden. Det myldrer med ord og tanker og kunne syntes helt uden mening og fuld af ”dada” der springer i både tid og rum og meningssammenhænge, men der er mere. Meget mere. For er der ikke en mening i alle tankernes hoppen og springen? Er det ikke blot liv, kan man næsten høre den ikke helt uskyldige messedreng Nielsen spørge med et glimt i øjnene, der har set ind i livet og dermed også ind i døden.

Vi fødes alene og vi dør alene, er den almindelige mening og forståelse, men her handler det om alt det der er imellem de to yderpunkter. Og de andre. Og lige her er måske en springende håb, så forårsgrøn og spinkel, som den slags er her i forårets fastetid, hvor kulden strenges og det alligevel myldrer frem med så skud allevegne. Det er der vi er spændt ud i Nielsens messebog, som jo oprindeligt er en liturgisk bog, der indeholder den romerskkatolske messes faste bønner og ceremonielle anvisninger. Den er vejledninger i hvad der skal bedes, eller sige, hvornår. Det kan være trygt, men for Nielsen er det her liv, som når som helst kan rammes af døden, en kamp, han selv må finde ordene til. Og ord kan han finde. Og han taler med både denne ukendte Lorenzo, og læseren, der kærligt kaldes for ”sidevender” (p.20).

”Er vi trukket i udklædningstøjet? Du kaldes Bajads. Og mig som Judas Ikariot” (p.40). Bajads, der i Kierkegaards forstand kom på scenen og råbte ”Ild!” og publikum (vi) så kun masken, og sådan vil verden gå under, mens vi ler. Og Judas, er både digteren selv, men også hans forræderiske krop, der svigter ham, ved ikke at arbejde med ham, men mod ham. For det hele handler om at kæmpe mon en stor invasion. En sygdom, i kødet, der trænger sig på i sådan en grad, at kroppen, der er en selv, pludselig er blevet ens egen værste ubarmhjertige fjende. Og regnormene står klar.

Sygdommen var også samtalepartneren i de to foregående af Nielsens værker. Begge de digtsamlinger handlede om at om at sprog giver mening og meningen lever af sproget. Og det er det, Nielsen giver et ord til, med en masse udflugter (som når man lige kommer på at chefens kone ligner en kanin (p.56), for hvem kan stirre ind i solen for længe ad gangen, og så kommer nogle meget direkte nyrehug ind i livet, som når: ”Ham (er det mon lægen?): Og vi kan spare meget kostbar tid, hvis du bedøver sig selv” (p.73. Så meget for den menneskelige solidaritet. 

Trods sådanne grumme ureglementerede nyrestød, så spirer der alligevel noget forsigtigt håb frem, som i: ”Mine undvigelser og fantasifulde kreationer er Skaberens ansvar”. (p.44)

Sprog gør noget ved det kaos vi er i under livstruende sygdomme (og livet er jo ret beset en livstruende sygdom til døden), og ord giver det formløse en eller anden form, om end den hurtig smutter ud af formen igen. Sprog giver håb. Også selvom det kræver at gå højere op i brillestyrken:

”Vi skal lære at spille et menneske.
Sommetider skal man spille død.
Nogle gange skal man sidde og kigge sagen igennem igen.
Andre gange skal man vælge en højere styrke som på brillen
SKIFT  ” (p.57)

Digtene er nok mere end en messe værd. Og var der en indlægsseddel med i bogen, så kunne der stå: De bør indtages langsomt – og til både indvortes og udvortes brug. Gerne gennem en længere periode. Der garanteres dog ikke for bivirkninger. Håbet kan snige sig ind imellem det absurde i tilværelsen.

Det kribler og krabler og det knager og brager.

Digtsamlingen er udgivet i 250 eksemplar, der alle er signerede.

Koblingen mellem fødsel og forandring?

Jonas Reppel
Spædgry
Antipyrine 2025

Af Carina Wøhlk
Spædgry er titlen på Jonas Reppels nye digtsamling. Læserens blik dvæler ved det sammensatte ord. Spædgry. Det er smukt og tungt. Som en gravid mave. Er det mon digterens ærinde at understrege koblingen imellem det nye liv og den nye dag, imellem fødslen og forandringens mulighed? 

Jonas Reppel er ikke et ubeskrevet blad. I 2022 debuterede han med digtsamlingen Farfedt, der handler om længslen efter en far. I sin anden udgivelse kredser Reppel om betydningen af selv at blive far. Hvordan bliver man det uden nogen ordentlig faderskikkelse at spejle sig i? Hvordan bliver man det, når man er ”umoden/ som et hvidt jordbær” og tynget i knæ af barndomstraumer og social arv? Og kan man overhovedet tillade sig at bringe et barn ind i en verden, der kæmper med krig, klimaforandringer og kapitalistisk skævvridning?   

Spædgry har flere direkte litterære referencer, men sender en indirekte hilsen til Maj My Humaidans Ærø manifestet. Ligesom Humaidan er Reppel drevet af en samfundskritisk motor, der brummer arrigt over den hverdag, vi har skruet sammen; en vanvittig hverdag, hvor vi parkerer børn, gamle og andre sårbare eksistenser på underbemandede institutioner for at få tid til at holde samfundshjulene i gang. Eller samfundsrotoren. Som Reppel skriver: ”Samfundet er en/ helikopter/ jeg galoperer/ på propellerne”. 

Der er en politisk tråd igennem hele digtsamlingen. Og tråden er umiskendeligt rød.  Reppel galper af social indignation og gylper af ministerlede. Til tider ligefrem rabler han af raseri – over alle de talende jakkesæt, over denne og hin ”ministerpølse”, der magtliderligt og pengebegærligt profiterer på de svage. 

Midt i digterjegets harme kommer et barn til verden. Datteren Isolde, som digtsamlingen er dedikeret til. Et værgeløst og sprogløst væsen lander i hans liv, i hans hænder og sender bølger af beskyttertrang igennem ham. Hendes fødsel bliver en kile af håb ind i det, der kan føles så massivt håbløst. 

Nogenlunde samtidigt mister den nybagte far sin mormor – det menneske, som har givet ham støtte og stabilitet, når alt andet vaklede. Med ét segner ”de hænder/ som engang/ løftede min krop”.  Og han spørger tankefuldt: ”Jeg går til begravelse/jeg løfter et barn/ en kiste af træ…./hvem løfter mig nu”? 

I det hele taget er dette at blive løftet og båret – og spørgsmålet om, hvem der egentlig bærer hvem – et gennemgående tema i digtsamlingen. Reppel skriver hudløst om dem, der falder, dem, systemet spænder ben for – og dem, der aldrig bliver hevet op fra samfundets bund. Han synes at drømme om en verden, hvor det skrøbelige får lov til at holde livet oppe. Som han rørende formulerer det: ”jeg går med dig/ i en slynge/ ingen kan se/ du bærer/ det hvide jordbær”.    

Og det lillebitte barn bærer ikke bare sin umodne far. Det er også hende, der ”holder spædgryet oppe”, som det hedder i titeldigtet. Ja, i et glimt er det, som om rollingen ”holder solen oppe/ med armene”.  Reppel sætter ord på en trosbekendelse, som i al sin renfærdighed lyser ind i læserens eget mørke: ”når du kommer/ bliver alt anderledes/ det tror jeg”.    

Spædgry er en digtsamling med meget på hjerte. Den forholder sig til en verden i brand, men er stærkest i det bløde lys, der opstår i mødet med et nyt liv.  

.     

Heraklits fragmenter på dansk

Samlingen & Værens veje
Forlaget Valville (36 sider)

Af Jakob Kvist

Kasper Nefer Olsen har foretaget et stort oversætningsarbejde og forsynet os med tekststykker fra to store tænkere i form af Heraklit og Parmenides. Desværre er det kun brudstykker, de berømte fragmenter, som har overlevet til vores tid. Men alligevel er det en utrolig tankemæssig rigdom, som vi her får adgang til. Samlingen & Værens veje er udgivet på Forlaget Valville.

Parmenides

Inden vi dykker ned i tekststykkerne, er det på sin plads at sige noget om den tid, de er skrevet i. Begge tekster er blevet til ca. 500 år f.v.t. Teksterne kan derfor forekomme fremmede for os, fordi de er skrevet uden kristendommens indflydelse. Begge tænkere levede på en tid, hvor religionen spillede en helt anden rolle end den gør i dag. I dag forbinder vi religion med monoteisme og som antitesen til videnskab. På Heraklits og Parmenides’ tid var religion et mere levende fænomen. Religion var en verdens- og virkelighedsskabende praksis. Religion var bindeleddet mellem mennesket og naturen. Et moderne menneske vil sikkert finde disse tanker primitive, hvilket er ærgerligt. I virkeligheden er det os moderne mennesker med vores arrogante og fordomsfulde livsførelse, der er de primitive og infantile. Vi griner ad alle andre, som levede før os mens vi synker længere ned i uvidenhedens sjap. For os handler livet om at gemme sig bag andres forestillinger, for Heraklit og Parmenides er livet derimod uhyre konkret. At virkeligheden viser sig at være levende, vil nok skræmme livet af de fleste pæne mennesker. Lad os dog alligevel se, hvad vi kan få ud af deres tanker.

Heraklit

Heraklit er kendt for, at man ikke kan træde ned i den samme flod to gange og har haft stor indflydelse på tænkere som Nietzsche og Gilles Deleuze. Virkeligheden opfattes som værende dynamisk og Heraklit var kritisk overfor gruppeadfærd.

Som titlen antyder, står Samlingen centralt i Heraklits tankelandskab. For ikke at skride for hurtigt frem, så lad os dvæle ved ordet ’samlingen’. Vi skal forstå det som en aktiv proces og ikke som et resultat, et efterladenskab. Heraklit kritiserer nemlig mennesker for at være optaget af samlinger som noget statisk.

Vi har en tendens til at fokusere på samlingen efter, at den er blevet samlet og glemmer, hvad der ledte op til. Vi stirrer os blinde på slutproduktet i stedet for at se handlingen, som samler og er samlende. Bevidstheden, den frie vilje osv. er kognitive affaldsprodukter, hvis vi skal snakke med moderne tunge. Ser vi kun verden herfra, overser vi, hvordan de er blevet til og så er vi styrede af fordomme.

Mellem virkelighed og uvirkelighed

For Heraklit er det menneskets højeste dyd at opnå forstandighed ved at lære sig selv at kende. Visdom handler om at digte videre på verdens skabende dynamik. Derfor ytrer Heraklit, at: ”Sjælens samling er én som øger sig selv.”. Mennesket vokser åndeligt, når det tør beskæftige sig med, hvad der er bagved den fælles virkelighed.

For Heraklit er verdens grund en livlig instans, som handler om en glidning mellem at være til og ikke at være til, mellem virkelighed og uvirkelighed. Om den berømte flod siger Heraklit: ”I disse floder stiger vi ned og stiger vi ikke ned, er vi og er vi ikke.”. Det er et spil mellem muligheder og virkelighed. Den eksisterende virkelighed er udgjort af virkeliggjorte muligheder. Ikke-eksistens eller uvirkelighed er ikke virkeliggjorte muligheder. Muligheder findes, men de findes i andre dimensioner og derfor har vi svært ved at fatte dem. Det gør ikke sagen nemmere, at de fleste mennesker: ”lærer uden at tænke…” hvilket skabet et: ”fordrejet syn.”.

”Det er hårdt at strides med begæret – for det vil betales med sjæl…” hedder det andetsteds. Giver man efter for det kortsigtede begær, afskærer man sig fra at gøre de grundlæggende erfaringer i livet. Det er nemt at bestille junkfood, at se dårligt producerede tv-serier, at forbruge og synke ned i arbejdets gentagelser men prisen er høj, for vi betaler med vores sjæl. Her skal sjæl ikke forstås som noget indre. Det er hverken kristendommens indespærrede sjæl eller vort tids egoistiske bevidsthed. Sjælen på Heraklits tid var noget, som bevægede sig mellem den indre og ydre verden. Det var både den enkeltes indre liv men også en beskyttende skygge, som vogtede over ens eksistens. Sjælen var bindeleddet og grænseerfaringen mellem det enkelte menneske, verden og naturen.

Krigen er alle tings fader

Heraklit siger, ligeledes berømt, at: ”Krigen er alle tings fader…”. Som Nefer Olsen gør opmærksom på, så siger det noget om ens frihedsstatus på Heraklits tid. Men jeg vil også mene, at der en ontologisk pointe at spore. Det betyder ikke, at krig og vold mellem mennesker er verdens grund. Det betyder, at virkeligheden er et meningsdrama – en krig, hvor mening kæmper om at blive aktualiseret i virkeligheden. Virkelighedens skabende kræfter er mulighedernes kamp for at blive virkelige.

Verden bliver ikke skabt af guder eller mennesker, ifølge Heraklit, men verden vil altid være: ”…en evigt levende ild…” og: ”Alle ting skal skelnes og gribes af den frembrydende ild: alle ting i bytte for ild og ild i bytte for alle ting…”. Ilden udtrykker også tiden, fordi det er tiden, som gør ting virkelige. Ilden er det mest universelle livsprincip, fordi: ”…den hviler i forvandling.”.

Lad os prøve at se nærmere på, hvordan Parmenides forholder sig til virkeligheden.

Værens veje

Parmenides’ tankeverden centrerer sig omkring værensbegrebet og har udøvet stor indflydelse på den tyske filosof Martin Heidegger.

Værens veje er skrevet som et digt i det antikke versemål hexameter. Det gør, at teksten har en anden rytme og dermed bevægelse end hvad det fx er tilfældet i Heraklits fragment.

Værens veje minder om en beskrivelse til en mysterieindvielse. Det er, som om ens bevidsthed snurrer rundt og man lander et helt andet sted. Her tales om: ”portene for Nattens og Dagens veje…” og porte, som åbner sig som et gabende rum, hvor vi møder retfærdighedsgudinden Dike.

To veje

Hun vil lade os erfare: ”den velrunded’ Sandheds urystede hjerte…”. På disse breddegrader fortælles vi, at der kun findes to veje. En vej for væren og en vej for ikke-væren. For det, som er og for det som ikke er. I digtet giver Parmenides forrang til det, som er: væren. Parmenides opfordrer til, at man holder sig fra det ikke-værendes vej, da det vil lede én på vildspor. Logikken er simpel: noget, der ikke eksisterer, kan ikke være til.

Det, som er(væren), har en særlig ophøjet status, fordi væren er uskabt og ikke går til grunde. Parmenides tager afstand fra den tanke, at det værende skulle være opstået ud af intet. Virkelighedens allermest grundlæggende atom kan for Parmenides kun have væren, have eksistens. Hvis det ikke havde væren, ville det være meningsløst at tale om. Derfor afviser Parmenides, at tilblivelse kan være verdens grund. Noget, der bliver til, er i gang med at forvandle sig fra en ting til noget andet, og derfor er det ikke, ifølge Parmenides.

Det ubevægelige

Parmenides mener, at der er noget ubevægeligt ved virkeligheden, som er: ”bundet af mægtige grænser.”. Væren er aldrig begyndt, fordi det altid har været her, fordi det er og kun kan være. Væren hviler i sig selv, er altid det samme og omsluttes på alle sider af den stærke nødvendighed.

Men inden vi dømmer Parmenides til at være fortaler for en statisk virkelighedsopfattelse, så tror jeg, at vi gør klogt i at se på, hvad det er, Parmenides egentligt sigter efter. Parmenides er på udkig efter noget, som altid vil være det samme. Her er ikke tale om en fast ydre virkelighed men om et universelt princip.

Evigheden

Når jeg læser Værens veje, kan jeg ikke lade være med at tænke på evigheden. Evigheden er netop ikke en uendelig lang række af tidspunkter. Evigheden repræsenterer fraværet af tid, det tidløse. Det harmonerer med Parmenides beskrivelse af, at væren er konstant: ”For der kan ikke være mer’ eller mindre af værende…” Der findes ikke grader af væren, fordi væren er ens overalt – ligesom evigheden. Evigheden er ikke at stræbe efter et uendeligt langt liv men kunsten at stoppe tiden midt i øjeblikket. Evigheden er erfaringen at være i verden og erfaringen af det, som altid vil være i verden: væren.

Således kom vi igennem nogle af Heraklits og Parmenides’ tanker. Jeg skal gøre opmærksom på, at der selvfølgeligt er tale om min egen udlægning af sagerne.

Der er virkeligt gjort et stykke stort og flot arbejde med at oversætte disse før-sokratiske tekster. Det er imponerende, hvor meget mening både Heraklit og Parmenides formår at give anledning til på så beskeden en plads. Deres tanker slår knuder på vores hjerner, fordi deres indhold overskrider vores forventninger.

Det er eksistensbefordrende at læse noget, som afviser middelmådighed ved at tænke tingene igennem.

Om man er enig eller uenig er sagen uvedkommende. Teksternes potentiale består i, at de kan udfordre vores fordomme og udvide vores blik på verden.

Varm anbefaling og god læselyst skal lyde herfra.

Suveræn oversættelse af Jean Ferrys sprudlende absurde tekster

Lokomotivføreren og andre fortællinger af Jean Ferry
(Gallimard 1953, Éditions Finitudes 2010)
Oversat fra fransk af Rasmus Stenfalk
Udgivet af Forlaget Sidste Århundrede (2024)
140 sider, 25 tekster

Af Ann-Christina Hansen

Når film og litteratur går op i en højere enhed

Man mærker med det samme filmmanden. Startscenen står skarp og visuel. Der zoomes ind på en kommode. På bunden af én af skufferne (sikkert belagt med skuffepapir) ligger der et manuskript. Et øjeblik betragter vi stakken af papir, fornemmer et sted, at der er noget vildt under optræk. Så hører vi en voice-over annoncere:

”Det er muligt at denne tekst en dag vil blive trykt og læst. Men det er ikke udelukket at manuskriptet vil tilbringe adskillige lange og tavse år på bunden af en skuffe.”

Med denne mise en abyme – en sofistikeret lingvistisk saltomortale hvormed værket referer til sig selv – fløjter Jean Ferry sit sprudlende og fabulerende lokomotiv i gang. Og det virker! Som dumdristige børn, der har forvildet sig op på en vakkelvorn rutsjebane, slynges vi henrykt hvinende ud på en hæsblæsende rejse fra en storby i Europa til hjertet af Afrika, over Mongoliet, Vancouver og Himalaya. Med ustoppelige tog og vildfarne skibe opdager vi lande, man aldrig kan forlade – og som man i øvrigt ikke kan være helt sikker på, man er ankommet til, for ”jorden bliver ved med at bevæge sig under fødderne på os” – hemmelige selskaber, der er så hemmelige, at man aldrig kan vide, om man er medlem eller ej; små væsener, der lever af negative følelser og træthed, og uendelige søvnløse ”nætter gjort af sort blæk”. 

Den ene absurde scene afløser den næste i en rablende talestrøm, hvor det ene ord river det næste med. Som fanget i en strøm af fossende vand, der på én gang leder tankerne hen på H. C. Andersens Tinsoldaten og Samuel Becketts Mens vi venter på Godot, fanges vi ind, ledes på afveje og overgiver os til sproget, drømmene og den frie association.

Poetisk, filosofisk og til tider hylende morsomt

Det er som at sidde i en strålende og farverig flaskepost. Forsvarsløse kastes vi rundt på et oprørt hav, skylles op på en ukendt strand, samles op af en tilfældig forbipasserende, gives videre til en anden. Intet går som planlagt, tilfældige hændelser udløser handlinger, der får alt til at gå i en hel anden retning. Ting forsvinder, dukker op igen, og plotløse fortællinger ender midt i en sætning. 

Det er 1001 nats eventyr, det er livets tilfældigheder og grinagtige meningsløshed. Det er en hæsblæsende flugt fremad mod en uvis og kaotisk fremtid, og døden, vores uafvendelige fælles skæbne, til vi til sidst, udmattede og afmægtige, giver slip, lader os falde… og braser ned gennem taget på en tibetansk minearbejders hjem:

- Mor, der hænger en bjergbestiger på væggen.

Den gamle kastede et distræt blik på mig og vendte sig om mod den unge kvinde.

- Har han hængt der længe?

- Jeg ved det ikke, jeg har først lige fået øje på ham i spejlet.

Eller måske er vi bare faldet i søvn? Måske drømmer vi? 

Det hele virker fuldstændig absurd. Det er det også. Og dog. Et eller andet sted giver det sjovt nok mening, måske fordi vi alle sammen er sovere og ved, hvad det vil sige at falde i søvn og drømme. 

Måske er det bare fordi, at når man virkelig tænker over tilværelsen og vores lille planets plads i universet, så fornemmer man også, at Jean Ferrys tekster på en eller anden måde måske er tættere på sandheden end den virkelighed, vi hver dag går og bilder os ind, vi lever i. 

Deja-vu?

Lokomotivføreren og andre fortællinger blev oprindeligt udgivet i 1953, i en tid hvor man for alvor vågnede op til de uhyrligheder, der var blevet begået i de tyske koncentrationslejre under Anden Verdenskrig ikke bare med mange europæiske regeringers viden men i nogle tilfælde også aktive medvirken, hvilket ikke mindst var tilfældet i Frankrig under Vichy regimet. Gud var død, mennesket et monster, så hvad var meningen med det hele? 

På mange måder kan den tid, vi lever i nu, virke lige så kaotisk og absurd, og det er måske derfor værket ikke virker ældet, men tværtimod forfriskende aktuelt. Vi ved, vores tid på jorden er afmålt, men i stedet for at overgive os til livet, bruger vi al for mange kræfter og fantasi på at bekæmpe døden, som den kinesiske astrolog, der tilbragte hele sit liv på at regne ud, hvornår han ville gå bort og endte med at dø ”af ensomhed, af træthed, måske af fortrydelse”.

Overordnet anmeldelse

Det er absurdisme, når det er allerbedst. Fortællingerne og sproget understøtter hinanden hele vejen igennem. På trods af at vi konstant bliver ledt på afveje, så er der med hensyn til formen ingen slinger undervejs. Det er sprog for sprogets skyld, la fonction ludique de la langue – sprogets legende funktion – eller som Jean Ferry skrev i En fornem litterær karriere:

”Jeg (kunne) godt tænke mig at skrive en 30 romaner med det meget præcise formål et logisk sted i teksten at indføje nogle bestemte sætninger som jeg vældig godt kan lide.”

Det gjorde han så i stedet for i 25 tekster.

Glimt fra fjorden

Bjørn Hernes og Egon Clausen: Fjordens kant – Midlertidigheden, Frydenlund 2025, 114 sider.

Af Egil Hvid-Olsen

En bredskuldret mand iført en tyk strikket sweater og smækbukser ses fra ryggen. Han står på den tømrede mole og besigtiger de små kuttere og den lille motorbåd med fiskeudstyr i bunden. Vandet er roligt og rifles kun let af vindens blide berøring. Himlens blå spejler sig deri, så vandet spiller op til nuanceleg med den lyseblå farve på den nærmeste kutters skrog. På styrehuset bryder den for fiskerierhvervet så typiske affarvede orange æstetikken, for vel er farven praktisk i sin påtrængende synlighed, men køn er den ikke. Længere bagude ligger der en stor, kridhvid motoriseret lystbåd, der får kutterne til at ligne joller, og dog er det dem, der i årevis har forsynet landet omkring fjorden med fangst.

Det – og mere til - er, hvad et af Bjørn Hernes’ mange fotografier i bogen viser. Han har en særlig stil, hvor det sjældent er det store udblik, han er på jagt efter, men de små detaljer: Pletter af restsne i rørskoven, det gennem flere årtier brugte fiske- og jagtgrej, et efterladt reb på en bund af vækster, der snor sig som rebet og næsten gør det usynligt, et rør, der glider ud i fjordens vand uden at afsløre hensigten hermed, en samling siv, der er blevet efterladt af en bølge på en gruppe store sten.

Flere steder er der mennesker med, men som regel er de set bagfra, eller også gengives kun dele af deres kroppe. Det er ikke menneskene i sig selv, der er interessante, men mennesket som en del af den natur, der udgør fjorden og dens omegn. Et enkelt sted er mennesket ikke til stede. Kun dets sandaler, der pænt er stillet på bådebroen, så de ikke bringer snavs med ned i båden.

Fjordens samspil samt fotografens og forfatterens

Der er en særlig poesi over Hernes’ kompromisløse insisteren på at udpege det smukke eller interessante i de detaljer, der findes i det samspil, som præger fjorden året rundt. Som sådan udgør fotografierne i ”Fjordens kant – Midlertidigheden” et værk i sig selv. Derfor er det også en styrke, at Egon Clausen ikke har følt sig forpligtet på at skulle skrive tekster, der relaterede sig én til én til de enkelte fotografier. De kan nemlig sagtens stå for sig selv, og det samme gælder teksterne. Men netop fordi de bringes sammen, opstår der en uforudsigelig og til tider drilsk dialog mellem tekst og billede.

Bedrevidenhed vs. dumstædighed

Clausen er opvokset i Hemmet, der ligger ved den nordlige ende af Ringkøbing Fjord. Det meste af sit voksenliv har han dog levet i København og omegn. Det har givet ham en forståelse af de forskellige tankegange, der præger selv et lille land som Danmark, når man modstiller hovedstad og provins. I nogle af sine tekster i ”Fjordens kant – Midlertidigheden” trækker han de værste karaktertræk frem, henholdsvis københavnernes bedrevidenhed og vestjydernes dumstædighed. Begge dele lever stadig i bedste velgående i dag, men heldigvis er der også udbredt forståelse for, at det kræver samarbejde at løse store problemer. Derfor bliver Clausens karakteristikker ikke udelukkende karikaturer af argumentationsresistente vestjyder, men en nøgtern erkendelse af, at de mennesker, der har levet med og i naturen omkring fjorden, har et kendskab hertil, som også skal tages alvorligt. F.eks. fortæller Clausen om fredningen af Tipperne. Naturfredningsfolkene ville rive de små jagthytter ned, fordi de skæmmede naturen, men ejerne satte sig imod, og efter mange års retssager fik hytterne lov til at stå. Det gør de stadig, men nu som kulturhistoriske mindesmærker. (s. 88).

”Forvent ingen friske skud”

I det hele taget er det nok Clausens allerstørste force, at han – selvom han ofte gør brug af satire – altid er opmærksom på også at se sagen fra den modsatte side. Dertil kommer hans lyriske naturbeskrivelser, der viser, at han virkelig holder af den egn, han beskriver, og at det netop er derfor, at han har en holdning til den måde, den behandles på. Klimakrisen står således som noget af det mest skræmmende, for den vil ændre mangt og meget i årene, der kommer. I forbindelse med et billede, hvor et lille areal rørskov ses skråt oppefra, har Clausen tilføjet denne tekst, der har titlen ”Fremtidsøvelser”: ”Forvent ingen friske skud, ingen blomster, ingen grønne blade, ingen frugter og ingen ny vækst fra os. Vi øver os på fremtiden og står med rødderne i vand.” (s. 56). Det er nok bogens korteste tekst, men indholdet er tungt.

Det gør dog ikke ”Fjordens kant – Midlertidigheden” til en tung bog at læse. Den har blot en bund af alvor, der skærper værdien i naturen, som den f.eks. beskrives i denne tekst, der har titlen ”Fjordens paukeslag”: ”Her bor rørdrummen. Den har forklædt sig som et bundt solbeskinnet siv, så den er svær at få øje på, men den giver lyd fra sig og høres som en dyb, klangfuld bas. Man siger, at den pauker. Rørdrummen er kort sagt et instrument i naturens store orkester. I de store symfonier bruges pauken til at markere overgange mellem forskellige satser. Når rørdrummen pauker, melder den om et liv på overgangen mellem land og vand. På stille aftener og i lyse sommernætter kan dens paukeslag høres flere kilometer væk.” (s. 28).

Et billed- og tekstpoetisk værk

”Fjordens Kant – Midlertidigheden” er ikke alene en bog for natur- og kulturelskere, men et tilbud til alle, der vil glæde sig over det store i det små, og som har lyst til at dykke ned i et billed- og tekstpoetisk værk om et lille stykke landomkranset vand i den vestlige del af kongeriget.

Den stakkels mand

Ugo Bienvenu: Sukkwan Island, grafisk roman, oversat af Lisa Villeneuve Kristensen, Fahrenheit 2024, 225 sider.

Af Egil Hvid-Olsen

Sukkwan Island bygger på David Vanns roman af samme navn. I Fabrice Colins forord til romanens tegnede udgave sammenlignes Vann med Cormac McCarthy, fordi begge er kompromisløse i deres beskrivelse af håbløshed og vold. Ugo Bienvenus grafic novel-udgave af romanen er da heller ikke for børn.

Far og søn i ødemarken

Bogen handler om den fraskilte far, Jim, som tager sin søn, Roy, med til en øde ø i Alaska, hvor de skal samle forråd og brænde i den hensigt at overvintre derude i et hus, Jim har købt.

Med en baggrund som tandlæge er Jims forudsætninger for succes med planen ikke helt oplagte, og det viser sig også, at Roy, der er i sine første teenageår, må udføre en stor del af det nødvendige arbejde. Bedre bliver deres indbyrdes forhold ikke af, at Jim betror Roy nogle ganske intime detaljer, der har relation til skilsmissen mellem ham og Roys mor. Og så kan man roligt sige, at det bare går ned ad bakke derfra. Hvordan handlingen former sig, er der ingen grund til at afsløre, men den er så dramatisk, at historien driver læseren frem, så man ikke længere dvæler ved Bienvenus smukke tegninger af den storslåede natur.

Offerrollen

Det centrale – og dels frustrende, dels smertefulde – ved Sukkwan Island er portrættet af Jim, der konstant er i stand til at påtage sig en offerrolle. Det er altid ham, det er synd for, også når andre mennesker lægger afstand til ham, fordi han ganske enkelt er for utålelig at være sammen med.

Han er for så vidt ikke en ekstremt forkælet mand, men han opfører sig sådan. Selv i selskab med sin unge og uerfarne søn sætter han sig selv i centrum, og når han får dårlig samvittighed, reagerer han med en udadvendt vrede, for han magter ikke for alvor at erkende sit eget ansvar og de svigt, der følger heraf.

Som alle andre børn forsøger Roy at vinde sin fars respekt, og selvom han ikke er tryg ved at tilbringe en hel vinter på en øde ø med sin far som eneste selskab, vælger han alligevel af blive, fordi Jim antyder, at Roy ikke er mand nok til at klare det.

Voksne mænd med mindreværdskomplekser

Sukkwan Island er en både flot tegnet og velfortalt historie, der afslører, hvor galt det kan gå, hvis voksne mænd ikke tæmmer deres eventyrlyst og behov for at slå sig på brystet. Når det kommer til stykket, er Jim nok fuld af mindreværdskomplekser. Han vil vise, at han kan klare en udfordring, som de færreste ville have lyst til at kaste sig ud i. Men han vil ikke gøre det alene. Der skal være et vidne til hans mandfolkedåd, og dette uheldige vidne bliver så hans søn. Det er råt og ubehageligt, men desværre næppe helt urealistisk.

Rejsefører til virkeligheden

Jesper Lutzhøft:
40 dage i vandørkenen
Forlaget fnkultur.dk 2022,
85 sider, ill. i farve, kvadratisk format

Af Jakob Brønnum
Jeg anmeldte i 2019 på dette sted Jesper Lützhøfts bog Venter på mig selv til slut, og skrev bl.a. "Bogen har som undertitel ”virkelighedsudskridelser”, og det er en præcis beskrivelse af det, den foretager, nemlig at stille sig midt i et helt bestemt københavnsk storbymelankolsk skæbnefællesskab med soltræt asfalt under fødderne og lade virkeligheden skride ud."

Det er noget tilsvarende, der er på færde i hans bog fra 2022 ”40 dage i vandørkenen”. Hvis man skal nagle bogen til et konkret sted i verden, så er det nok en bog om Venedig. Men man ser ikke nogen af de kendte ting fra byen, og derfor tillader jeg mig at opfatte det nok så meget som en bog om hvad et sted i det hele taget er.

Et sted i bogen skriver han: ”Alting ligner noget andet. Alt, der skal forstås for første gang, sammenlignes med noget, der ikke har med sagen at gøre; men som får os til at forstå det ene, mens vi taler om det andet” (s. 29)

På den modsatte side af dette stykke prosadigtning står et meget smukt fotografi af en italiensk restaurants forside med nedslåede parasoller, der ligner dragter som man kunne se på et gotisk kloster eller for den sags skyld i en Star Warsfilm. Billedet ser upåfaldende ud når man lige ser det, men jo mere man kigger på det desto flere dimensioner får det.

Det gør det naturligvis ikke af sig selv, men fordi det spejles i en abstrakt og dog meget nærværende prosalyrisk tekst på den modstående side. Den meget smukke bogudgivelse består af farvefotos på den ene side og tekster af forskellige omfang og form på den anden.

Alvorligt, underfundigt, indsigtsfuldt

Det er en meget mættet tekstmasse som møder læseren i bogens omkring 40 stykker. Bogen bliver præsenteret med sin undertitel som en rejsevejledning  Teksterne er alvorlige, noget underfundige og på en elegant måde meget indsigtsfulde om den iboende og underforståede kultur, som ligger som et lag nedsunkne ruiner under vores egen kultur, nemlig antikkens, middelalderens og renaissancens Italien.

Men fordi teksterne i bogen er så dybt nedsunket i præcis denne kulturkreds, får man en kulturelt eksistentiel rejsevejledning, langt mere end en ”Turen går til…” Dette kan være hvorsomhelst og hvornårsomhelst.

På et opslag står en lille fortælling overfor af et billedet af et slidt beboelseshus ud mod kanalen - med de matte grønne skodder og de delvis blotlagte mursten i væggen. Udenpå det hele hænger fem blå nyvaskede skjorter til tørre på en tørresnor, der ikke lader tørresnorene i Disney's Lady og vagabonden noget efter.

Det er en fingeret historie, som Lützhøft er kommet til at tænke på ved at se billedet - for sådan må det være - en historie om en italiensk dreng, der kommer hjem til sin mor for at få vasket sine skjorter, og fordi han er så dygtig og har fået et arbejde, hvor han skal bruge en ren skjorte hver dag, vasker hun dem stolt. Det hjælper hende desuden med at drukne sorgen efter tabet af hans far. Her står hele livets både tre- og firedimensionelle drama i en håndfuld skjorter hængt til tørre. Og fotoet er godt: Skjorternes lyseblå, mande-italienske udseende, står meget stærkt på husets romantisk-slidte baggrund.

Det abstrakte

Et foto på et andet billed- og tekstopslag, som er karakteristisk for bogens billedside er en trappe ned til en af byens kanaler, som man først ikke kan se er en trappe. Man tror det er et abstrakt maleri med nogle afblegede farveflader. 

Teksten ved siden af handler om en oplevelse af dette møde mellem naturen og kulturen i vandspejlet som en slags interaktivt teater som mennesket altid indgår i, men som naturen styrer helt og holdent. Jesper Lützhøft forestiller sig at der er overensstemmelse mellem vandets teaterforestilling og en slags iboende retfærdighedssans i naturen over for mennesket og verden og virkeligheden, der gør at man kan sammenligne teatersalen med en retssal. Det er et meget tankevækkende stykke som man ikke kan gøre sig helt færdig med.

Bibliotekernes lektør siger det præcist: "Jesper Lützhøfts kombination af fotografiske detaljer sat op mod de undersøgende, fabulerende tekster ligger i feltet mellem indsigt, digt, myte og muligt kendskab til, hvad der gemmer sig bag de hemmelighedsfulde døre, skygger og skodder, der vender ud mod de livsvigtige vandveje. Det er en drillende og pirrende bog, der fortæller et andet Venedig frem

Der står da også på bagsiden: ”De utallige bøger med titlen turen går til hvor som helst udfylder et praktisk formål. Man kan gennemgå sin rejse på forhånd og sikre sig mod de fleste overraskelser. Der ydes garanti for at gå i andres fodspor og opleve det allerede oplevede. Denne bog er en guide til en anden måde at rejse på … at lade sig føre af ukendte veje til nye indsigter i det allerede kendte …"

Og det er det Jesper Lützhøft endnu engang får fat i, og det som er formålet med alt digtning, nemlig at kaste et sidelys, eller direkte et projektørlys, så læseren blændes, på eksistensen selv.

Dermed ikke forstået at forfatteren ikke ser sig selv (og os andre) som den også lavpraktiske verdensborger, der skal finde ud af det hele selv: ”Enkelte steder i denne by er der ligefrem idyllisk. En dansker vil straks tænke på Sydfyn når han ser dette billede mens en hollænder vil tænke på digebrud … idyllisk er alligevel stadig det første ord der falder en ind og derefter vold til os spørgsmål om hvorvidt man helst vil være uvidende og lykkelig eller vidende og ulykkelig. Det meste af tiden siden da er gået med at finde en tredje mulighed.”