Først Herløv, så Brostrøm

Arne Herløv Petersen
Vild
Roman 190 sider
Det Poetiske Bureaus Forlag, 2024

Af Jes Nysten
“Vild” er den tredje roman, hvor Arne Herløv Petersen levende og sproglig veloplagt fører os ind i diverse danske kunstnermiljøer fra forskellige årtier. I 2019 udkom “Hvede”, hvor fokus var på tiden under krigen med Morten Nielsen som hovedperson. I 2020 udkom “Klinte”, hvor vi var rykket tilbage i 20’erne. Og i “Vild” er vi så passende kommet til 30’erne med Gustaf Munch-Petersen som omdrejningspunkt. Siden er “Korn” om 50’erne udkommet.

Der er givetvis lige så mange forskellige meninger om denne exofiktion genre, som Arne Herløv benytter sig af i disse romaner, som der er om autofiktion. Det at lægge navngivne “rigtige” personer ind i en fiktiv fortælleramme er efterhånden blevet en populær genre. 

To af de i mine øjne mest vellykkede inden for de seneste år er: Jesper Wung-Sung “Kvinden set fra ryggen” og Rakel Haslund-Gjerrild “Adam i Paradis”. 

Arne Herløv bruger denne genre på sin helt egen ubekymrede måde. Man kan kun beundre det sikkert store research arbejde, der ligger bag, men det tynger ikke romanen. Fortællingen er sprudlende og fængende.  Godt nok er Gustaf Munch-Petersen omdrejningspunkt, men netop omdrejningspunkt. Romanen er et tidsbillede fyldt med uforløste drømme, krukkede kunstner egoer, men også ægte engagement. Skrevet frem med let hånd.

Der var uro og udlængsel

Gustav kom fra en veletableret familie. Men der var uro og udlængsel i ham. Men det gik hurtigt fra det ene til det andet.  Sømand, minearbejder i Grønland, studerende. Intet blivende. For han ville være Kunstner med stort K. Digter? Maler? Hvorfor ikke begge dele? Ja, begge steder ville han udfolde sig. Og han tog fat og fik virkelig noget fra hånden. Han var ganske produktiv, både som digter og som maler.

Men fokus var og blev hans digtning, hvor han for alvor fik den surrealistiske digtning aktiveret på dansk grund. Med tilhørende politisk engagement. Og med tilhørende larmende kritik. Det er morsomt her i bogen at få repeteret de spydige, patroniserende og overgearede kommentarer fra diverse prominente forfattere og kritikere. 

Men Gustaf arbejdede ufortrødent videre. I perioder var han i Sverige, hvor der var lidt mere lydhørhed. Vi får bidder af nogle af hans digte, og jeg ved ikke om det virker som appetitvækkere. For - hvor står han egentlig i dag som kunstner?

Som menneske har han ikke været nem at omgås. Han tager forældrenes konstante økonomiske støtte som en selvfølge. På Bornholm har forældrene et sommerhus, hvor han for en tid bosætter sig, møder keramikeren Lisbet, får et barn med hende, og da hun er gravid med nummer to, tager han til Spanien. Han dør i kamp i 1938. 26 år gammel. 

Ja, hvordan med hans eftermæle? De fleste har vel på et tidspunkt i deres skoleliv stødt på digtet “til mine forældre”. Men ellers? Ja, det blev jo selveste Torben Brostrøm, der i 1959 udgav og kommenterede hans “Samlede Værker”. Her fik Gustaf for alvor det blå stempel. Jeg har selv haft fornøjelsen at høre Brostrøm herom. Det glemmer man ikke så let. 

Så min anbefaling er: læs dette underholdende tidsbillede. Som genfremkalder en interessant litterær skikkelse, og gå så ombord i Brostrøms samling. 

Ål i forfattersokkerne

Sargassum
Gorm Rasmussen
Forlag Folke 2025

Af Carina Wøhlk.

Sargassum. Det er titlen på Gorm Rasmussens nye bog – med ypperligt omslag af Martin Bigum. Tyg lidt på den. Titlen, altså. Hvad henleder den tanken på? Sargassohavet, ikke sandt? Gydestedet for den ål, vi kender herhjemme. Men sargassum er også det latinske navn for tang, der består af brunalger. Og rådne brunalger er stort set det samme som  fedtemøg – et håndgribeligt udtryk for klimaforandringer.  

En tour de force

Ål og tang. En truet dyreart og en truende algeart. Er bogen et biologisk studie? Næppe. Et klimamanifest? Måske. Først og fremmest er den en tour de force igennem forfatterens kreativt kaotiske sind. Læseren gisper for at følge med. Især når det  fabulerende flyder over i noget forvirrende. 

Ligesom i sin roman Himmelbjerge (2023) er Gorm Rasmussen optaget af forholdet imellem en ældre mand og en yngre kvinde. Denne gang den garvede journalist Gunnar og det klokkeblomstlignende væsen Soløje, som er opkaldt efter en smuk plante. Og ligesom i Himmelbjerge tager hovedpersonen på et roadtrip. 

Rablende rejse

Eller gør han? Efterhånden går det op for læseren, at der vist er tale om en ”åndelig rejse” med hovedpersonens ”lille botaniske lysvæsen” (se si. 98). Sammen drager Gunnar og Soløje igennem Jylland for at dykke ned i ålens mysterium og tage ved lære af et gammelt religiøst folk fra Mellemøsten; et folk, der tilbyder fred som lindring til vores sønderbombede og klimatrængte verden.  

Undervejs er læseren hårdt prøvet. Meget står og flimrer. Som forfatteren lader Gunnar sige indtil flere gange: ”Det rabler” (se f.eks. s.104). Javist, det rabler for Gunnar – og han rabler en masse af sig. Måske fordi hans kærlighedsforhold er brudt sammen, og alt i livet pludselig synes at hvirvle rundt i brudstykker. 

Til kamp imod mørket

Og midt i rableriet står Soløje som en lysende åbenbaring. Et lille gyldent og alfeagtigt væsen, der skal inspirere og incitere den aldrende journalist til at tage livet på sig igen. Med sit lys blæser hun til kamp imod mørket. For hvis mørket var fordrevet, ”ville ålen ikke have  noget problem, eller manden eller kvinden, eller dyrene, eller naturen, eller det lille fine pacifistiske folk, eller planeten eller selve verdensrummet…” (se s. 134). 

Forståelsesnøglen?

I det allerførste kapitel skriver Gorm Rasmussen en iøjnefaldende sætning, som byder sig til som forståelsesnøgle: ”Gud er sit skaberværk” (se s. 7). Og Soløje er manifestationen af Guds skabelsesbefaling: Der skal være lys. Og det bliver der med Soløje. Det er hende, der på vegne af verdens flora og fauna giver stemme til bogens mest meningsfulde ord – et blændende digt: ”Hvad har vi gjort jer?/ hvad har vi gjort jer?/ Planter og dyr, fugle/ og fisk, alt liv på jord…..Hvad er det, I gør os/ imod os, imod hinanden, slås, slås/ Det er den samme verden, det er også vores/ Kloge er I, men fra forstanden…” (se s. 113).

Gorm Rasmussen kan lide at lege med sproget. Han har originale tanker, men de glider fra ham og snor sig som ål i mudder. Og dermed mudres budskabet også til. Det er synd. Sargassum har noget vigtigt på hjerte, men meningen synker lidt til jorden – som ål i forfattersokkerne.