Alle har en drøm at befri

Henrik Bodholdt
Tropetanker
Forlaget Brændpunkt

Af Søren Kristoffersen

Tropetanker er en digtsamling, men også en rejse. En eksotisk rejse, det må siges, men på trods af det farverige bagtæppe også meget genkendelig. 

Henrik Bodholdt er digter, forfatter og foredragsholder, men han er også noget så eksotisk som kakaobonde i Costa Rica. Hér har han en farm, og hér har han boet med sin familie i godt 23 år. Det smukke mellemamerikanske land er da også vigtigt for bogen, idet man som læser fornemmer det som en varm vind hen over siderne.

Ét af de vigtigste digte i bogen er at finde på side syv (digtene har ikke titler). Selv ser jeg det som et slags titeldigt for bogen, men også mere end det, det virker samtidig som en beskrivelse af den livsrejse, Bodholdt har været på. Lad mig citere fra digtet:

”min elskede
hvad siger du til
at vi gør det

er vi ikke selv herrer
nu og her

vi er blevet skubbet af vognen
skrabet af bladet
kastet ud
sendt til en ussel udkant

denne ørken er ikke vores
sumpen er bundløs
uden næring
for andre end krybdyr og igler”

I disse første strofer kan man tydeligt mærke digteren, kan man mærke Bodholdts fine fornemmelse for sprog og nyde den måde, han strukturerer sine sætninger på. Digtene virker alt i alt lette, korte sætninger med forholdsvis korte ord, men man skal ikke lade sig snyde – efter endt læsning står du tilbage med en oplevelse af noget, der ikke lige sådan lader sig forklare. Ikke fordi, de er abstrakte eller mystifistiske på nogen måde, men som med alle gode digte er læsningen lagdelt.

Det omtalte digts sidste strofe er i særdeleshed grunden til, jeg læser det som beskrivelse af en ’livsrejse’:

”gennem storm og sol
regn og rusk
til vi omsider strander
på glohedt sand
en jord vi ikke kender
hvor vi ikke ender

vi begynder forfra”

Digtene er ofte korte, en til to sider, det nævnte er dog noget længere, det strækker sig over tre. Den subtile brug af indskudte rim i dette digt samt mange andre virker overraskende befriende, normalt ville det irritere mig. Det er ikke særlig stilrent, da vi taler om frivers, men Bodholdts intuitive tilgang får det til at fungere. Bogen er også uden tegnsætning, hvilket virker helt logisk, i kraft af at den i overvældende grad handler om befrielse eller forandring, om flugt og forsagelse. Den handler dog også om at finde hjem, enten gennem kærligheden eller dét at tage chancer her i livet.

Der er samtidig en underfundig civilisationskritik i værket:

”håb om hvad
hovedstole og halshug
krummer fra kreditter
belånte paladser og skurvogne” (s. 8)

Den fletter sig løbende sammen med bogens andre tematikker: først og fremmest kærlighed og begær, den tropiske livsstil, men især livets eksistentielle prøvelser har en fremtrædende plads. Man fornemmer en vis desperation i mange af digtene. Den er ikke altid tydelig, men den er der som en understrøm, kredser om mørke, om misbrug og selvmord:

”mens du drømmer om mio min mio
kæmper jeg mod malstrøm og misbrug

……………

jeg klynger mig til den kolde skulder
kynisme og kanyler
red mig
min søn
red mig” (s. 65) 

Håb og desperation kunne være en undertitel på bogen, de to tilstande har det med at komplementere hinanden. Dog er håbet det stærkeste i sidste ende, - livet, ungdommen, begæret, kærligheden, alle er de med til at holde desperationen på afstand. Bodholdt maler med en farverig palet, og værket, der står tilbage, skinner som en sol en skyfri morgen.   

De fleste digte er henvendt til en navnløs elsker, en kvinde, der synes at flyde ud og blive en arketype, Kvinden med stort k. Der er kærlighed og begær, et overflødighedshorn, men det går ikke altid så nemt selv i de sensuelle troper: 

”hun sagde
dine øjne er fulde af løgn
de lover for meget

hun sagde
dine fingre er tykke
af al den lykke
du har lokket ud af livet

……………………

så hvorfor stod hun så tæt
hvorfor klemte hun mig om livet
hvorfor kyssede hun min hals
trykkede sig hårdt mod min hofte

hvorfor er hun her endnu”

På en måde er bogen lidt ligesom kakao – i sin rå form bitter, men omformet til chokolade er den sød og forførende. Jeg vil anbefale værket til elskere af lyrik – alle aldre, alle tilbøjeligheder -  for alle kan i sidste ende få noget ud af det. Om ikke andet så en eksotisk indre rejse til troperne.  

Maleri og keramik i naturligt samspil

Galleri SAM: Kirsten Holm og Svend Aage Madsen, www.galleri-sam.dk, 15. april – 14. maj 2023.

Af Egil Hvid-Olsen

Opstilling af Svend Aage Madsens
og Kirsten Holms værker

I år kunne kunstmaler Svend Aage Madsen være fyldt 95 år. Dette fejres i Galleri SAM, der har til huse i Madsens gamle atelier ved Billund. Det er dog ikke kun Svend Aage Madsens malerier, akvareller, tryk og grafik, der vises, men også en rækker keramiske værker af Kirsten Holm.

Da jeg kommer ind ad døren i det midterste af de tre små rum, der tilsammen udgjorde Svend Aage Madsens atelier, er der masser af mennesker derinde. Der er inviteret til fernisering, og selvom jeg ankommer kun et kvarter efter at udstillingen er åbnet, er der allerede blevet solgt en del værker, der vil blive udskiftet af nogle andre, så nye gæster ikke går forgæves.

Det er dog ikke det hurtige salg, der slår mig, for når man ser værkerne, er det ganske forståeligt. Det, der slår mig, er i hvor høj grad Kirsten Holms keramik passer til Svend Aage Madsens malerier. Selvom farverne ikke er de samme, er der dog et slægtskab mellem dem, der gør, at opstillingerne næsten udgør kunstværker i sig selv.

Inspiration i naturen

Kirsten Holm: Østersspor.

Den forbundethed, der synes at være mellem keramik og maleri, skyldes ikke mindst, at begge kunstnere har fundet inspiration i naturen. Kirsten Holm mestrer en række teknikker indenfor raku- og muffelbrænding. Udgangspunktet for værkerne er oftest en genstand, som Holm har fundet ved havet. Den udgør et slags låg på den krukke, som keramikeren former. Østersskallen, muslingeskallen, det forstenede søpindsvin, eller hvad det nu er for en genstand, der er udgangspunktet, spejles i de strukturer, Holm ridser ind i krukken, så genstanden og krukken bliver til en helhed, et værk.

Der er en særlig nordatlantisk stemning over Holms værker, hvilket i høj grad også gør sig gældende for Svend Aage Madsens. Han er bl.a. kendt for sine færøske motiver, der også er repræsenteret på udstillingen. Et særlig smukt maleri gengiver en lille bygdekirke, der synes at trykke sig tæt ind mod fjeldsiden for ikke at glide ned mod afgrunden.

Svend Aage Madsen:
Bygdekirke i gyldent fjældlys

Et lille, forsigtigt klokketårn i den fjerneste gavl afslører bygningens formål. Som i mange andre af Madsens malerier er det centrale motiv omgivet af en let tåge, der delvis skjuler det bagvedliggende fjeld. Man kan næsten fornemme den fugtige kulde. Den fornemmelse savner jeg, da jeg går ud i det lune forårsvejr, som ellers har ladet vente på sig. Så stærk en sanseoplevelse kan det være at se et maleri af Svend Aage Madsen.

Artiklen har tidligere været bragt i Kunstavisen.

Den grimme (fort)ælling

Anders Vægter Nielsen har skrevet en samling fortællinger, hvor bevægelsen basker i fremmedgørelsens element

Anders Vægter Nielsen
Hvid dromedar – Fortællinger og bevægelser
158 sider, 248 kr.
Jensen & Dalgaard

Af Jens Carl Sanderhoff

Regn

Min onkel, der var værkfører, ejede en ældgammel Ford som han havde stående bag laden ved den nedlagte mødding. (s. 11)

I Anders Vægter Nielsens (AVN) seneste bog, Hvid dromedar, åbnes ballet med de ovenstående ord fra en kort skitse, et rids til noget, der langsomt over de følgende sider foldes ud. Det er ikke spor behageligt og samtidig nødvendigt, men hvorfor det er det, kommer jeg tilbage til.

Der findes vel en slags hierarki i de korte, prosaiske teksters land. Novellen, som den udfoldes moderne, har nok den gule trøje, men følges skarpt i sit hjul af kortprosaens lille, rebelske bjergged. Nede i hovedfeltet hænger de mere klassiske ’fortællingen’ sammen med ’historien’ og alle de andre kortformsvarianter og ser de moderne opkomlinge løbe med al opmærksomheden og priserne. AVN har i denne samling af forskellige årsager valgt at slå følge med især fortællingen, og det er der gode grunde til, for flere af disse korte tekster bærer præg af noget eventyrligt og mytologisk, og det er jo dét, vi i udtalt grad husker fra litteraturens klasseværelse; H.C. Andersens fortællinger især som i dansk sammenhæng fornemste og ofte af moraler og læringstunge pointer overlæssede, korte glimt af en sammenhæng, for det er jo dét, den korte form er og kan; vise noget frem som pars pro toto. Men samtidig med at bogen trækker på fortællingens lidt støvede perspektiver, eksperimenterer AVN med alle kortformer under dække af fortællingens formelle og historiske autoritet. Det er både og, det her.

Bogen er delt i to omtrent lige store dele. Første del består af 12 og anden del af 13 fortællinger og bevægelser. Fra begyndelsen slår AVN det mytologisk og infantilt hermetiske an (og i stykker) i sine raids ned i noget, der kunne være alment, men som snarere er mystiske anelser om eller af en specifik fortælling. Man fornemmer i begyndelsen af bogen en sammenhæng mellem de lettere kryptiske optegnelser, men den pindes ikke ud, forbliver et mysterium, som rugende slæbes med mod anden dels mere formative mytologier og afsluttende, i de eksplicit bagudskuende voksenfortællinger, vokser følelsen af en sammenhæng, som man ikke umiddelbart inviteres ind i eller gives en forklaring på.

Ved siden af disse forholdsvis logiske (dog ikke udfoldede) snit og sammenhænge er fortællingerne også svangre med en virkelighed helt forvreden af meta- og teorikomplekser, så man snart aner, at ikke kun de specifikke fortællingers del for helhed også gælder bogen som sådan. Måske er omslaget nøglen til dette; bogen er hvid, titlen jonglerer med ordet hvid og centralt er et turkis æg placeret. Vi skal ruge noget ud af det hvide, den (h)vide verden, det sted, som skriften ejer. Og det forholder sig da også sådan, at æggetemaet allerede i anden fortælling slås an og samles op i den afsluttende tekst, Å.

Et andet tema, der på lignende måde flettes ind i den skjulte sammenhæng, er fortællinger om hunde. Også her løber der en tråd gennem det hele, der måske/måske ikke samler noget, binder de tilsyneladende statiske, ubevægelige situationer under læsningen sammen i en helhed. Det er lagt over til læseren at få øje på, og derfor opfatter jeg denne fortælleteknik som det måske mest afslørende lag.

Hvid dromedar er slet ikke Fortællinger og bevægelser, nej, det er simpelthen en slags genopfundet romanform, der som en gådefabrik fremstiller delelementer, halvfabrikata, der kan sættes sammen til noget, der ligner skitsen til en enorm og omfangsrig roman, måske lidt a là Jorge Luis Borges’ idé; korte tekster i stedet for lange romaner. Der er vel ingen grund til at skrive en roman, hvis selve idéen kan udfoldes inden for en kortere form. Det er dét, der spøger i AVNs lille bog, hvis nogen spørger mig.

Når helhedsfragmenterne er bedst, er det en knitrende fornøjelse at læse dem, men der er også dele, hvor gåden er for hård, for utilnærmelig, og det har to effekter på denne læser: Jeg bliver ukoncentreret og i vildrede, nogle gange på den fede måde, hvor pilen peger på min uformåen, men nogle gange peger pilen på AVN, som indimellem er forelsket, især i noget der for mig bliver for privat eller slapt. 

Eksperimenterne med fortællingen som udtryk er dog mest en fornøjelse at læse, for AVN skriver skarpt, smukt og på sin helt egen måde om livet, både i det store og i detaljen.

Anders Vægter Nielsen

Det, jeg savner allermest ved bogen, nu vi har med prosa at gøre, er dog en form for stillads, en rød tråd, et argument for disse sprængte helheder, og jeg var under læsningen ikke helt tilfreds med selv at skulle asfaltere, mens jeg kørte afsted. Det er, som om bogen hellere vil være noget andet, og det forstår jeg godt, for AVN har en evne til at skrive billeder frem, der på en sær måde er omfavnende og frastødende i samme hug. Hvis det fx havde været kortprosa, tror jeg, bogen ville blomstre mere vildt, og hvis det havde været noveller, kunne man måske bedre forlade teksterne, når de var læst. I stedet ledte jeg med lys og lygte efter tegn, der kunne hjælpe mig i afkodningen – det kan såmænd være godt nok, men det kræver et særligt humør, og jeg kunne således mærke stor forskel fra gang til gang på min læsning. Det er selvfølgelig også en kvalitet.

Som jeg skrev indledningsvist, fornemmer man en dobbelthed bogen igennem. Fortællingerne (og bevægelserne (og måske burde genrebetegnelsen for andet led være besværgelserne i stedet) har det med at skildre (især i de første barndoms-bevægelser) noget ubehageligt og almindeligt, som var det det samme, og dette hyggelige ubehag lægger lag på lag til fortællestemmen, så man i de sidste fortællinger slet ikke er overrasket over, hvor mærkeligt livet kan foldes ud. Det er Hvid dromedars mest vellykkede greb. Disse stemningsmættede og drømmeagtigt upræcise manifestationer, som langsomt gennem bogen bliver et voksent menneskes stemme, er efter min opfattelse den mest vellykkede del af bogen, for her boltrer AVN sig sprogligt, og disse unøjagtige rids af noget står knivskarpt indfanget. En ydmyg opfordring herfra er; skriv en hel samling et-eller-andet-tekster, som ikke partout skal føres fremad. Bliv i mosen!

Min overskrift til denne anmeldelse (l)ægger op til en fortolkning af bogen – det er klart – og jeg lyder måske, som om jeg ikke bryder mig om bogen, men det passer ikke! Det er en original bog med sprogligt overskud, og den evner at skabe de vildeste skred fra side til side. På mange måder forvandler samlingen sig under læsningen til en svane (måske en sort af slagsen), men det ubehagelige (i  fortællingerne) kan også tage sig smukt ud. Jeg vil uden tøven opfordre alle til at læse den, for måske er det bare mig, der forlanger noget af et værk, det aldrig har haft en ambition om at indfri. Så læs! 

Afgør selv, om du føler det turkisblå æg klækkes!

Den ligefremme skønhed

Mendelssohn
Songs Without Words, Volume 2
Peter Donohue (Chandos)

Af Jakob Brønnum

Det er både udfordrende og interessant at anmelde Mendelssohn klavermusik. Det udfordrende består ikke mindst i, at musikken er enklere end næsten noget andet klavermusik fra romantikken, der almindeligvis høres, og det er interessante er, at man alligevel oplever det som kunstmusik på højeste niveau.

Det er jo sådan, at musikhistorien, som så mange andre kunstneriske felter, består af en lille kanonisk gruppe af de kunstnere, som stadig høres, og en meget stor gruppe af mere eller mindre ukendte komponister som kun specialister eller tilfældigt forbipasserende beskæftiger sig med.

Felix Mendelssohn-Bartholdy levede i midten af 1800 tallet, det vil sige lige mellem wienerklassikken, hvor Haydn, Mozart, Beethoven og Schubert grundlægger det, vi forstår som klassisk musik, og så slutningen af århundredet, hvor Tjajkovskij, Brahms, Cesar Franck, Dvorak og Mahler i større eller mindre udstrækning bærer musikken frem mod et mere indholdstungt følelses- og stemningsregister, i lyset af de demokratiske bevægelser og en ny tids individuelle selvforståelse.

Og midt i det hele står så en komponist som Mendelssohn. I slægten indgår en af de største jødiske filosoffer overhovedet, Moses Mendelssohn, men ligesom Mahler optræder Felix som protestant, og hvad end begrundelsen så er, er karrierevejene dog enklere i det tilfælde i det tysk-østrigske kulturliv.

Mendelssohn hører altså til den gruppe, der overlevede tidens udvælgelse. Han har skrevet et stykke musik, som alle mennesker i den vestlige verden kender, nemlig Bryllupsmarchen, der indgår i en komposition med brugsmusik til et skuespil af Shakespeare. På den anden side bliver han ikke opfattet som et gudsbenådet geni på samme måde som nogle af de komponister, der opererede i samtiden og som han er kollega med, for eksempel Robert Schumann. Men alle forstår, at han er mere talentfuld og succesfuld, end for eksempel hans gode bekendt og kollega Niels W. Gade, der efterfulgte ham som chefdirigent i Leipzig (men måtte tage hjem, da Tyskland og Danmark kom i krig).

Alle disse indledende bemærkninger har naturligvis til formål at gengive min ambivalens over for Mendelssohn. I mange år har jeg følt at hans musik i det store og hele var for tynd. Det skyldes muligvis en form for umodenhed, at jeg har lyttet til hans værker inden for de genrer hvor de største genier opererer, symfonierne, kompositionerne for soloinstrumenter og orkester og kammermusikken i de forskellige genrer som for eksempel strygekvartet. Og der sammenlignet.

Men hvorfor ikke sammenligne med de værker, hvor Mendelssohn er dybt original. Dels har han en gruppe korte symfonier, såkaldte strygersymfonier, hvor han arbejder på en helt anden måde end samtidens symfonikere. Dels har han nogle kompositioner som han kalder "Lieder ohne Worte", Sange uden ord. Og det er dem, denne anmeldelse skal forsøge at indkredse 

Den ligefremme skønhed

Peter Donohues fortolkninger i den helt nyudkomne indspilning, er friske og levende, spændstige og fulde af humor og undren, måske kan man endda spore egentlig livsglæde nogle steder. Og det er jo ikke så galt i vor tid. Det er en CD, man vender tilbage til mange gange. De små "sange uden ord" har det med at lukke sig op på nye måder ved genhør.

Jeg tror, Donohue har lige netop de pianistiske egenskaber, der yder Mendelssohn størst retfærdighed, temperament uden voldsomhed, følsomhed uden veghed.

Donohue

Kun enkelte steder bliver man kompositorisk mindet om, at der samtidig med Mendelssohns karriere, netop i århundredets midterste årtier var en bevægelse i retning af en tom virtuositet, som særlig pianister excellerede i, og som får klaverkomponister som Chopin og Liszt til at dele vandene den dag i dag.

På CD'en opfører Donohue ikke klaverstykkerne i den rækkefølge, komponisten har valgt dem, men sætter selv et sæt sammen. De omkranses af to større klaverstykker. 

Det første er ”17 Variations sérieuses, Op. 54” (1841), et af de længste klaverstykker Mendelssohn har skrevet, selv om det kun lige sniger sig over de 10 minutter. Her viser Mendelssohns sig som en dybt reflekterende komponist, subtilt og elegant skriver han sig ind den næsten filosofiske genre, hvor komponisterne varierer en melodi og derigennem udforsker en række menneskelige og musikalske problemstillinger.

Vil man videre herfra, må jeg anbefale den egentligt relativt sjældent hørte Mendelssohns Symfoni Nr. 5, som jeg anser for et af de allerbedste symfoniske værker overhovedet, og de seks strygekvartetter, særligt indspilningen med Cherubini Quartet. Og så naturligvis Mendelssohns mesterlige Strygeroktet. I mange år var et af de mest hørte Mendelssohnværker, ved siden af den 4. symfoni (det er den, hvis indledningen lyder som en gammeldags ambulance) Mendelssohns Violinkoncert i d-mol, som på pladeudgivelser blev parret sammen med Bruchs Violinkoncert nr. 1. Det er aldrig lykkedes mig at falde til ro i Mendelssohns violinkoncert, men derimod må jeg skarpt advare mod Bruchs, den er decideret vanedannende.

Fra stjernestøv til almindeligt støv

"Yutaka er ellers på toppen af sin karriere. Fans og autografjægere slår ring om ham fra morgen til aften. Han nyder kunstnerisk anerkendelse og materiel velstand." Carina Wøhlk har læst Mishima

Yukio Mishima
Star
Forlaget Korridor 2022
Oversat af David M. Larsson  

Af Carina Wøhlk
Japansk litteratur er mere end Kenzaburo Oe, Yasunari Kawabata og Haruki Murakami. Det har det lille forlag Korridor sat sig for at åbne danske læseres øjne for. Med udgivelsen af Yukio Mishimas kortroman Star, som oprindeligt udkom i 1960, bringer forlaget en af Japans største forfattere til ære og værdighed. 

I David M. Larssons flydende oversættelse og novella-seriens indbydende layout sætter Star spotlight på berømmelsens omkostninger. Læseren følger den unge mandlige skuespiller Mizuno Yutaka, der under indspilningerne til endnu en spillefilm, mister mere og mere føling med sig selv, sin virkelighed og sin lyst til at leve.  

En stjerne i opløsning

Yutaka er ellers på toppen af sin karriere. Fans og autografjægere slår ring om ham fra morgen til aften. Han nyder kunstnerisk anerkendelse og materiel velstand. Men det er, som om berømmelsen udhuler ham, som om hans empati og sans for det egentlige liv eroderer. Han er fuld af hånlige tanker om de ”fugleskræmsler” (se side 7), der tilbeder ham. Og han har hede fantasier om at ”binde alle disse kvinder sammen til en bedekrans og slynge dem ind i et krematorium” (se side 23).  

Som sin trofaste oppasser har Yutaka den – ifølge ham – grimme kvinde Kayo, der også er hans elskerinde og fortrolige. Deres indbyrdes forhold er på mange måder omdrejningspunktet for fortællingen. Beskrivelsen af hendes sølvtænder (sic!) og foragtende attitude overfor alt og alle er ætsende. Efterhånden som Yutakas verden går i opløsning, bliver spørgsmålet om, hvorvidt Kayo egentlig er til, en trussel imod hans forstand.   

Kampen imod hverdagskronologien

Undervejs fortaber Yutaka sig i filmens univers. Måske for at glemme sit eget tomme liv. Måske for at gøre oprør imod den kedelige form for kronologi, som vi kalder for hverdag. På et filmset suspenderes den ordinære tid, og de medvirkende kan spole frem og tilbage i handlingen efter forgodtbefindende.  Sådan er det bare ikke i et almindeligt menneskeliv. Vi kan ikke springe fra scene til scene, som vi lyster.

Yutaka rendyrker nuet og kropsligheden for at undfly den fremadskridende tids banalitet. Men tidens tand kan ingen flygte fra. Den bliver ved med at gnave. Det går i al sin gru op for Yutaka, da han på filmsettets barbersalon støder ind i den bedagede stumfilmstjerne og førsteelsker Aijiro Kokura, som er tydeligt ældet: ”Den eneste maske, han havde, som lige nøjagtig passede, var det smukke ansigt, han havde mistet” (se side 85). Forfald er uundgåeligt. Skønhed vil falme med tiden. Når instruktørens allersidste ”CUT!” lyder, har Yutaka kun Kayo og hendes tilbagevendende forsikring at læne sig op ad: ”Selv når du fylder tres, vil jeg stadig kalde dig min smukke, lille prins” (se side 86).  

Den fascinerende kortroman er givetvis inspireret af forfatterens egen skuespilkarriere. Skildringen af hovedpersonens momentant svigtende livsmod er interessant, især når man som læser ved, at Yukio Mishima selv begik ritualiseret selvmord efter japansk tradition i 1970 – på den mest dramatiske og selviscenesættende facon. 

Bogen afspejler forfatterens talent for at provokere. Mest tankevækkende er nok det psykologiske indblik i en usympatisk og afstumpet hovedperson, der, som handlingen skrider frem, forstår, at hans eksistens ikke hvirvler af stjernestøv, men af det støv, som vi alle er rundet af - og som vi alle vender tilbage til.        

  

Papirets og livets skrøbelighed

Peter Callesen: "På dybt vand", Ribe Kunstmuseum til og med d. 29. maj 2023. Derefter vises udstillingen på Sophienholm og Skive Museum.

Af Egil Hvid-Olsen.

Peter Callesen: Ark, 2023

En mere end mandshøj tømmerflåde fylder det meste af Ribe Kunstmuseums første rum i soloudstillingen ”På dybt vand”, der præsenterer mange nye og nogle få lidt ældre værker af Peter Callesen. Tømmerflåden er lavet af printede ark fra FN’s seneste klimarapport, så selvom den umiddelbart ser solid ud, er det bestemt ikke tilfældet. Flåden vil opløse sig og synke, hvis den kommer i vand. Som redningsfartøj er den aldeles uegnet. 

Inspirationskilden til ”Ark”, som tømmerflådeværket hedder, er maleriet ”Medusas flåde” (1818-19) af Théodore Géricault, der blev malet på baggrund af en grufuld hændelse: Fregatten Medusa forliste i 1816. 147 besætningsmedlemmer reddede sig op på en 20 meter lang tømmerflåde med en begrænset mængde proviant. 12 dage senere var kun 15 i live, og af dem døde yderligere fem ombord på skibet Argos, der kom de nødstedte til hjælp.

Peter Callesen: Bølge (detalje), 2023

De 147 besætningsmedlemmer må have været lettede, da de trak sig selv og hinanden op på
tømmerflåden, men da vidste de heller ikke, at kun 10 ville overleve. Med denne historie som bagtæppe trækker Callesen en barsk parallel til klimakrisen og dens mulige konsekvenser. Vi ved endnu ikke, hvor galt det går – om kun hvert 15. menneske vil overleve klodens forlis, sådan som det var tilfældet med tømmerflådens passagerer.

Global opvarmning i papir

Klimatemaet er gennemgående i udstillingen i både store og små værker. Endnu et af de store – Bølge fra 2023 - viser en kæmpebølge, der opstår af smeltende iskrystaller. Når man ser nærmere efter, opdager man, at skummet på bølgetoppen, der er stivnet, lige idet den knækker over, består af mennesker, der viljeløst skubbes frem af vandets kolossale kræfter. Man mindes tsunamien i 2004, der tog livet af mellem 230.000 og 280.000 mennesker. Dog indikerer de smeltende iskrystaller, at værket først og fremmest er en påmindelse om den globale opvarmning, der vil føre en øget vandstand med sig.

Peter Callesen: Alle i samme båd? 2023

Den globale opvarmning spiller også en rolle i udstillingens tredje store værk, der har titlen ”Alle i samme båd?” Hvis udledning af CO2 fortsætter som hidtil, vil havniveauet indenfor de kommende 80 år stige mellem 0,76 og 2 meter. Lavtliggende egne og øriger vil blive oversvømmet, hvorved en række mennesker vil blive hjemløse og tvinges på flugt. ”Alle i samme båd?” består af et kæmpe stykke papir. En række silhuetter af mennesker er skåret ud af papiret. Peter Callesen har benyttet alle de udskårne stykker til at bygge en papirbåd, der vugger på overfladen af det store papir. Enkelte silhuetter sidder stadig fast i papirhavet. De nåede måske ikke med, mens tid var? Er man lidt pessimistisk, kan man sige, at de var de heldige, for papirmenneskebåden er præcis lige så skrøbelig som tømmerflåden i ”Ark”, og snart vil båden være opløst i vandet. Og dog! Hvis man lader fantasien spille med, så båden faktisk udgør et sikkert fartøj, er der nogle, der overlever, mens andre går under. I den sammenhæng er det værd at bemærke spørgsmålstegnet i værkets titel. Er vi vitterlig i samme båd? Svaret er nej. Nogle bor mere sikre steder end andre. Uafhængigt af klimakrisen har man kunnet konstatere dette i kraft af de mange flygtninge, der krydser Middelhavet i synkefærdige både. Vi er ikke i samme båd som dem!

Den sorte humor

Peter Callesen: Alle mine ejendele, 2023

I ”På dybt vand” viser Callesen også en række værker med langt mere begrænsede mål. Tømmerflåden spiller igen en rolle i ”Alle mine ejendele” fra 2023. Her har Callesen skåret en række genstande ud af det papir, der danner værkets baggrund. Det er helt almindelige ting som en guitar, et par bukser og en paraply. Af det udskårne har Callesen formet en lille tømmerflåde. Med sin til tider meget sorte humor markerer Callesen, at materiel rigdom mister sin værdi, når selve livet er på spil.

Den sorte humor dukker også op i en af udstillingens flotte akvareller: ”Flydende flyttekasse” fra 2020. Værket viser præcis det, titlen beskriver. Sagen er da også, at det er på høje tid at flytte, når ens hus står under vand. Problemet er bare, at det er meget begrænset, hvor lang tid en papflyttekasse kan flyde på vandet, i særdeleshed hvis den er fuld af flyttegods.

Peter Callesen: Flydende flyttekasse, 2020

I en lang række værker kombinerer Peter Callesen bekymringen over klimakrisen med det barske grin, der nogle gange skal til for at se nøgternt på udfordringerne og derfra træffe de nødvendige beslutninger. Så selvom mange af værkerne i ”På dybt vand” er tankevækkende på en skræmmende måde, er de også opbyggelige, fordi de gør det klart for beskueren, at der skal handles - hellere i går end i dag. Samtidig er det en stor æstetisk oplevelse af se de skulpturelle papirscenarier, der i deres uskyldsrene hvidhed fortæller om de mørkeste afgrunde.

En særlig lokal påmindelse findes i et lille scenarie, hvor en båd er fortøjet til toppen af et af Ribe Domkirkes tårne. Det er naturligvis en overdrivelse, for så højt vil vandet aldrig nå, selvom Ribe ligger tæt på Vadehavet. Og dog viser de allerede eksisterende diger få kilometer fra Danmarks ældste by, at havet hurtigt kan komme til at udgøre en alvorlig trussel.

Anmeldelsen har tidligere været bragt i Kunstavisen.

Af ord er du kommet

Knud Steffen Nielsen har længe indfanget tankens natur i sine digte. Det seneste skud på stammen er suverænt.

Knud Steffen Nielsen
Min tidebog
68 sider, 200 kr. (nummereret og signeret førsteoplag)
Forlaget Herman & Frudit

Af Jens Carl Sanderhoff

Jeg kom til at sparke til kassen med glaskugler,

        både de røde og de blå sprøjtede ud over gulvet.

I et hug dannede der sig

              et billede af en Browning (7.65).

Eller måske var det alligevel

        En sommerfugl, den takvingede. Nej, det var

en sprængt milt, en baldret

rød ballon.

Ja, det var det vist.

Skæbnen er totalt

uberegnelig

og ubrugelig.

(Henne ved trappen ligger

en sammenkrøllet kludedukke,

umotiveret bare smidt.)

(p. 5)

Sådan møder vi Knud Steffen Nielsens stemme i det seneste viltre og vildt suveræne skud på stammen, eller skulle jeg skrive skred i rammen eller vrid på vrangen, for billedet vil ikke hænge lige, og mennesket bag ordene vil ikke være slave af sin egen fylde. Der rives i tømmeret, og banaliteter tømmes for deres pladrende selvtilfredshed, så eksistensens sande natur kan træde frem og generobre det upræcise sted, det udspringer af, og som det mest af alt er, når vi læser det, der er skrevet med småt nederst på kontrakten.

Vi har i disse nye digte med en af de sejeste og mest enestående stemmer i dansk lyrik at gøre, for når man betænker ruten gennem de efterhånden talrige digtsamlinger (tretten, vist nok med den nærværende nye, og dertil en mindst lige så poetisk skæv og skrævende brev og notesamling), så træder en finurligt flosset og over al måde konsistent og fænomenal søgen efter mening i og udenfor sproget frem, men samtidig og helt ubesværet tillige en kålhøgen og lattermild kaglende super humorist, der ikke er ræd for hverken at underminere eller overbyde virkeligheden med sin spraglede diskrepans.

Og denne digteriske dobbeltposition bliver stærkere i den nye samling, fordi der underneden løber en strøm af kærlighed til det kaos, livet er, og især når det rammes af sygdom (alvorlig sygdom), for selvom det især var et tema i den forrige digtsamling (og tvilling) Min kontrabog, og også i denne indlysende spiller en slags førsteviolin, så er der sket noget med tonen i de nye digte, der på en forunderlig måde gør flere passager nærmest vægtløse i deres tunge alvor. Jeg er vild med disse lakoniske og under¬spillede snit, som Knud Steffen Nielsen på ganske lidt plads kan vende i luften og lande på benene uden besvær – se blot her:

*

Mine undvigelser og fantasifulde kreationer er Skaberens.

Og derfor anklager jeg

en virkelighed,

der ikke kan realiseres.

Selvom jeg står med sekunder til alle

sider og langt ned ad ryggen.

Nu tænker jeg kun på at gøre kroppen smuk.

Glemmer, at tiden ikke er der.

Af savnet formes labyrinter

af ler i halv størrelse.

Hold dog op. Det

kan ikke gå galt, tilføjede jeg.

Jeg får tildelt en stor labyrint hver dag.

Men labyrinten genkender mig aldrig.

Leret gør mig blind, endnu mere blind.

Krøller sig sammen.

(p. 10)

Vi møder stort set alle slags patos i dette digt: Skaberen, tvivlen, den menneskelige stræben, tiden, døden, skønheden og hvad har vi, men samtidig føler man sig hensat til en scene; et lettere mislykket guddommeligt aftenskolekursus i keramik (bogstavrimer på kemo), hvor jeget leger med mennesket i sin vorden. Leg med Ler, kunne kurset hedde. Vi skal alle passes ned i hver vores labyrint, som vi selv konstruerer. Vi ved derfor, der findes et centrum, og vi ved, at dette er singulært – ikke to labyrinter er ens. Det kan ikke gå galt, skriver Knud Steffen Nielsen. Han vrænger, og jeg ler. En omfavnende latter, for det er fra en hård position, denne glasklare pointe peges ud. Men hold nu kæft, hvor er det godt!

Min tidebog træder ind i sin egen familie med den allerfineste tyngde, for Knud Steffen Nielsen har temaer, der har fulgt ham fra debuten for snart en menneskealder siden. Vi arbejder alle med virkelighedsstrategier (mere eller mindre bevidste om det, er vi), men uanset hvilken strategi, man vælger, så indhentes alle af meningsløshedens overvældende og grusomme skønhed – det ved jeg, om nogen – og det er derfor, Knud Steffen Nielsen i sine nye digte taler så direkte til mig, og, vil jeg påstå, til alle, hvis de et øjeblik vil hæve sig op over forskelle og uenigheder. Min tidebog træder derfor også ind i menneskehedens familie, for uanset om vi vælger at tage ansvaret for tilværelsens fortumlede meningsløshed på os, eller kaster det over på en guddommelig orden, så har vi alle brug for sproget til at bygge vores labyrinter, og om vi har mange eller få gange (og blindgyder) i disse planløsninger, så kan vi være sikre på, at vi alle skal ind og ud af labyrinten på samme måde. Fødsel og Død, står der over indgangen og udgangen henholdsvis.

Nu kan det lyde, som om digtene virkelig basker med alvor (og det gør de!), men det er mangestemmig-heden og humoren især, der gør dem til så elegante rum at være i. Fra strofe til strofe, ja, indimellem fra vers til vers skifter Knud Steffen Nielsen fra død og mørke til lys og latter, fra krig og nyhedsstrømmens vilkårlige fokus til udstoppede dyr og beklædningsgenstande en bloc. Her fra side 28 i Min tidebog leger Knud Steffen Nielsen igen med bibelreferencer - og lidt med den nye miljø- og klimabevidsthed i moderne digtning. Naturen bliver med ét noget, vi kan trække i, som var det et par overalls eller en kedeldragt fra Kansas:

*

Æbletræerne er udviskede

uden for os.

Jeg er trukket i fjord og sand.

Ingen distance mellem

os…

(p. 28)

Det er jo morsomt, men dybt alvorligt på samme tid, og vidner om en horisontfuld digterstemme med indsigt, og sådan har det været siden de første ord for mere end fyrre år siden. Knud Steffen Nielsen har læst sig ind på mangt og meget, men har formået at bevare sin egenstemme, og han er også svær at sammenligne med andre gode digtere, men tilhører en særlig slægt, som også Ørnsbo og Højholt gjorde, og det er lidt (meget) uretfærdigt, at Knud Steffen Nielsen ikke altid nævnes som en af de store, for det er han!

Især også for den omsorg og nænsomhed, han udviser overfor andre skrivende folk, bør han anerkendes. Jeg har selv været heldig at blive skubbet kærligt af ham, og jeg ved, at mange har lange givende samtaler med ham om ordenes og tankernes, tingenes orden. På side 51 i Min tidebog skriver han en gravskrift til én af dem, han var i særlig tæt kontakt med, og som vi urimeligt mistede i 2021.

*

Gravskrift til lars bo:

Det var ikke Lasse, der tog livet af sig, men det Andet,

der tog ham.

Døden, som kørte på.

Døden  tilsiger det, hvis den vil. Den vil.

Hælder sand og grus på ham.

Det

er dødens ejendom,

for den krævede et legeme.

Blyroserne står i vaserne.

Jeg har ikke

mit mod, denne nats søvn,

Kun når jeg skriver i fejlsikret tilstand, er der plads til

illusioner, åh, alle disse

taskenspillertricks, ingenting der, ingenting her

Fri vilje. Intet af den slags. Måske

en hvid tøj-

bjørn, der deler kager rundt.

Men kun 3

af hver.

Alting fandtes. Påfuglefjer i forklædning

Ord. Der

pegede på fortvivlelsen.

Det ku være en granitsten, som så hellere

ville være snurretop, en politibil. Jeg sagde igen,

du findes ikke.

Du er en pote, et næb, en enkelt

fjer. En model af et bur.

Et indlæg i bogen her.

Og ikke andet.

Og så er vi tilbage,

hvor netop intet findes. Måske

dansen om hjørner. Dér

Åh, som det da klistrer.

Mine øjne

Flydende

som æter, fløde, navnet er et andet...

Blandt myceliet er jeg ikke talt med.

Står her med to arme, plus to

sammenpakkede biceps og en blodprøve i lommen

tænker igen på landingen

asfalt mod klo

(dette indtil-videre hængende

i parenteser.)

(p. 51)

Sådan konkretiseret på den ulykkeligste baggrund tænkelig peger digtet på ordenes styrke og svaghed, ordenes skaberkraft og deres kropsløshed, og digtet til Lars Bo lægger sig ind mod et af de tunge emner, som Min tidebog behandler (som eksistensen i en scanner). Det er til tider barske digte, men fordi Knud Steffen Nielsens stemme altid dirrende veksler mellem det ene og det Andet (som altid tager os), og også giver plads til både smilet og latteren, tankens rastløshed (som ofte mimes eminent i digtene) og kroppens uundgåelige svigt, så er det nogle fine rum at træde ind i, og som rummer mildt og objektivt det kaos, livet pludselig kan forvandle sig til. Hvad danner et menneske? Hvordan bliver vi til dem, vi er? Kan man orientere sig i en virkelighed, hvor tilfældet råder? Associationerne løber undertiden amok i digtene, men på den fineste måde kredser disse skred noget ind, der for en sand digter er eksistensens motor: Af ord er du kommet. Vi giver ikke stjerner her på Den smalle bog, men efter endt læsning af Min tidebog er min nattehimmel bugnende fuld!