Fiaskoens fænomenologi

Janus Kodal
Fiasko
Alhambra, 80 sider

Af Jakob Brønnum
Janus Kodals nye bog med prosadigte om hvordan man kan få det meget dårligt, når man oplever at man ikke fungerer som far, er meget vellykket. Det er en bog der ligger mellem kortromanen og prosadigtene, nærmere på det sidste.

En bog hvori man kan læse følgende er en bog man ikke glemmer igen: ”Hvorfor skal jeg undskylde den måde vinden jonglerer med fuglene? Eller bølgernes rå maskineri når de humper mod stranden og knækker i præget hvide grin. Hvad er der tilbage at undskylde? En stank af mønter, deres brune kobber smeltet sammen med huden i min hånd. Solen er en projektor der kalder barndommen tilbage…”

Fiasko begynder og slutter på McDonalds, og jeg tror at et af jeg-personens problemer er, at han er så fremmedgjort i sin rolle som far i det moderne ansigtsløse samfund, at han smelter sammen med Ronald McDonald, klovnefiguren der skal skjule at McDonalds er et stort kapitalistisk møgforetagende, hvis eneste mission her i livet er at skabe afhængighed af tilsætningsstoffer hos kunderne og udnytte Henry Fords samlebåndsteknik til at drive sine medarbejdere til vanvid.

Blandt de omkring 30-40 tekster er der stykker af stor skønhed, dyb surrealistisk eksistenstolkning og melankolsk nærvær i et spejlbillede i skumringen. Det er rigtig flot. Det er som om teksterne hver går ind og destillerer et lag af den fremmedgørelse, man kan møde som far, hvor alle ens roller er defineret i forvejen, og hvor man ikke har et øjeblik som menneske. Og hvor ingen forventer noget af en i den retning heller.

Det er ikke kun de psykosociale lag, Janus Kodal får fat i, det er også kulturelle farbilleder, Fra den mest kiksede mandighed til teologiske brudstykker.

Bogen er som én stor iagttagelse i ét stort øjeblik der ikke vil holde op. Den er fuld af smerte og følelsen af utilstrækkelighed. Det er et dybt poetisk iagttagelsesfelt som noteres ned med stor rutine og menneskelig modenhed.

Bogen rejser også spørgsmål. Den poetik Janus Kodal betjener sig af, har ikke begreb for at gestalte sammenhængen mellem McDonalds som kapitalistisk fænomen og at det er umuligt at lykkes som far. 

Et andet spørgsmål er at fækalier nævnes eksplicit, som man jævnligt oplever i en bestemt form for realistisk kunstprosa. Jeg kan ikke forstå, hvordan der er plads til dem i den poetik, jeg netop nævnte, fordi den er semiotisk-symbolsk og fækalierne optræder som et realistisk element udenfor symboluniverset.

Jeg vil have Janus Kodals bog hos mig længe og jeg vil tage den frem og lære af den,  for også jeg har været på McDonalds med mine børn og gennemlevet jegpersonen i bogen. Hvis jeg skal foreslå Janus Kodal en bog, han kunne bære med sig, var det Heinrich Bölls Gruppebillede med dame, hvor han løser problemet at tale om den såre menneskeligt naturlige afføring uden at gøre det frastødende

Skønheden i den oversete flygtighed

"Bjarke Regn Svendsen – detaljens poesi”, kunstudstilling i Janus – Museum for Samtidskunst, Lærkevej 25 6862 Tistrup. Frem til 6. april 2026.

Af Egil Hvid-Olsen

Bjarke Regn Svendsen: Selvportræt u.å.

Hverdagen kan så let blive opfattet i farver, der minder om et badeværelse fra 1970’erne - lysebrunt eller gråblåt. Alt er velkendt, kedeligt, uinspirerende, ens og først og fremmest grimt. Dette hverdagsblik på en verden, der synes at have vendt vrangen ud, fører let til fortørnethed. Man ser på tilværelsen, som en teenager til tider ser på sine forældre: Farveløs, fantasiløs og håbløs. Her er der intet godt at hente. Man er fængslet i en grå tilværelse og kan blot håbe på, at man går bedre tider i møde.

Men hverdagen og det, der hører den til, er faktisk smuk og værd at holde af. Det er ikke kun Dan Turéll, der syntes det. Også kunstmaler Bjarke Regn Svendsen (f. 1949) kan se det smukke og værdifulde i det banale, selvfølgelige og velkendte. Det slår den store soloudstilling ”Bjarke Regn Svendsen – detaljens poesi” fast med en styrke, der sender beskueren ud i den grå vintereftermiddag med skærpede sanser på jagt efter det smukke i det grimme.

Inspirationskilder og visuelle drillerier

Alfred Madsen: Billede fra et mørtelværk, 1975

I et rum præsenteres værker af nogle af de billedkunstnere, der i sin tid inspirerede den unge Bjarke Regn Svendsen til selv at forsøge sig som kunstner. Lige inden man går derind, præsenteres man for et selvportræt uden år, men det er tydeligt, at Regn Svendsen her er en ung mand, nok i den alder, hvor han begyndte at udvikle sin kunstneriske bevidsthed. ”Billede fra et mørtelværk”, som Alfred Madsen malede i 1975 har ligheder med de af Regn Svendsens værker, der går ned i detaljen og gengiver den med nærmest fotografisk præcision. Andre af inspirationskilderne ligger stilistisk milevidt fra Regn Svendsen, men har ikke desto mindre tændt en lidenskab i den ellers så stilfærdige kunstner.

Bjarke Regn Svendsen: Splintret verden, 1984

Et andet rum indeholder større værker, bl.a. forskelligt formede malerier, der med Regn Svendsens velkendte pointillisme gengiver små dele af et oliekraftværk. Hver del fungerer som en slags puslespilsbrikker, og selvom puslespillet er ufuldendt, kan man sagtens danne sig et helhedsindtryk af det samlede motiv – også selvom det lader til, at de brikker, hvis former synes at passe sammen, har motiver, der er forskudt eller drejet i forhold til hinanden. De færreste vil finde et oliekraftværk smukt, men fordi Regn Svendsen slår ned på detaljen og beskærer motivet på overraskende måder, får man blik for et særligt farvespil og de tilfældige formers leg med hinanden. Således trækker ”Splintret verden” fra 1984 ikke blot det seværdige ud af den grimme helhed, men driller også beskuerens sanser og virkelighedsforståelse.

Tidens gang

Bjarke Regn Svendsen: Rød Volvo, 1973

Det pragtfulde lille maleri ”Rød Volvo” fra 1973 viser, hvad titlen afslører. Dog er det ikke hele bilen, der er med. Også her er motivet beskåret på en måde, man ikke umiddelbart havde forventet. Volvoen er parkeret i et tykt lag grus foran en rødstensvilla, der næppe er mange år gammel, byggestilen taget i betragtning. En flisegang fører beskueren ind mod hoveddøren. Da værket blev malet, var motivet topmoderne, men det lille maleri er indsat i en gammeldags, forgyldt ramme, der dels fylder lige så meget som selve værket, dels udgør et drilsk stilbrud. Dog viser rammen tilbage til tidligere tiders naturalisme; en retning som Regn Svendsen har revitaliseret i sit lille billede.

Bjarke Regn Svendsen: Træerne (Berlin), 2010-2011

Helt anderledes og dog stadig med mere end en snert naturalisme er ”Træerne (Berlin)” fra 2010-2011. Her har Bjarke Regn Svendsen taget et fotografi, sandsynligvis fra en kørende bil. Billedet er i hvert fald rystet. Løvet i forgrunden er mere uskarpt end trætoppene, sådan som det genkendeligt, når man passerer noget i fart. Ved at male motivet fra fotografiet fastholder kunstneren en fastfrysning af øjeblikket. Han gør os opmærksom på det, vi ved, men ikke altid spekulerer over: at livet består af en lang række øjeblikke, der er omme, næsten inden de er begyndt. Når øjeblikkene rinder ud, er livet slut. Således er er noget memento mori over de mange af Regn Svendsens malerier, der gengiver et uskarpt blik på verden, fordi vi altid er i bevægelse, også når vi står stille.

Bjarke Regn Svendsen: Benmøllen (ca. 1915),
2024-2025

I de seneste år har Bjarke Regn Svendsen kastet sig over en ny type malerier. Han har fundet gamle fotografier frem og farvelagt dem. Nogle fotografier er sort-hvide, men får nyt liv med farvelægningen på lærredet. Dog fastholder Regn Svendsen personerne på billedet i sort-hvid. På ”Benmøllen (ca. 1915)” fra 2024-2025 har kunstmaleren malet en gammel mølle med stillestående vinger. Ude på rundgangen, med den lukkede dør bag sig, står en mand, der meget vel kan være mølleren. Han ser ud til at smile til fotografen, men virker også lidt uvant ved situationen. Han skulle bare vide, at han 110 år senere ville blive malet ind i et billede, der tematiserer tidens gang.

Udstillingen ”Bjarke Regn Svendsen – detaljens poesi” peger på den verden, der – hvis man har blik for det – bærer på noget smukt, hvor end man lader øjet hvile. Med sine nye malerier, der tager udgangspunkt i gamle fotografier, viser Regn Svendsen, at det altid har været sådan.