Mosaik om meningen på kanten af livet

Trædesten. På kanten af livet
Tekst- og billedantologi
Forlaget Læselyst og Støtteforeningen for Hospice Sydvestjylland 2025

Af Carina Wøhlk
Trædesten. På kanten af livet. Sådan hedder bogen. Forsiden understøtter titlen. Allerede inden det første blad er vendt, står læseren på bredden og ser ud på stenene i vandet. De blanke trædesten peger ud imod en rødgylden horisont, ud imod en solnedgang.  

Sådan er det. Solen står op, og solen går ned. Vi drejer så og så mange gange rundt om solen, indtil livslyset slukkes. Og undervejs kan vi gøre os tanker om det liv, vi lever og den død, vi alle sammen skal igennem.

Nogle af disse tanker udfoldes smukt i Trædesten, som er blevet til i et samarbejde imellem Forlaget Læselyst og Støtteforeningen Hospice Sydvestjylland. Formålet med bogen er at skabe meningsfulde samtaler om liv og død. 

Inden forordet, som er skrevet med  ”kærlig hilsen” af formanden for Støtteforeningen for Hospice Sydvestjylland, lyser en næsten tom side læseren i møde. ”Til en personlig hilsen…eller egne tanker” står der bare. Hvor er det godt tænkt. Siden ansporer til at få de ord på skrift, som kan være svære at sige højt. Om det selv at skulle dø. Om det at være pårørende til en døende.    

Trædesten er delt op i otte afsnit, der alle veksler imellem tekster og billeder. Både det skrevne og det billedmæssige skal tjene som trædesten ind i den svære samtale om uhelbredelig sygdom og død. Bogen indeholder bidrag fra både kendte og ukendte forfattere og kunstnere, som gratis har stillet deres værker til rådighed i den gode sags tjeneste.   

Børn og unges tanker om tab og død

Med refleksionen ”Der er så meget, jeg ikke ved” tager bogen sit afsæt i alt det, man som pårørende ikke når at spørge om, inden det er for sent, alle de spørgsmål, der pludselig må stå og blafre uden et svar. De tankevækkende ord understreger det uigenkaldelige ved døden. 

Og så følger tekster og billeder ellers i en lind strøm. Forskellige tanker og tonelejer. Forskellige former og farver. Forskellige streger og stemninger. Det særlige ved Trædesten er, at bogen også giver børn og unge en stemme. Hvilke overvejelser gør små størrelser sig om døden? Og hvad tænker helt unge mennesker om det at miste? 

Det er hjerteskærende at læse om 15-årige Mathias, der i mødet med sin døde far på sygehuset ”tog fat i hans hænder, der allerede var blevet utroligt kolde og lidt stive og…flettede…fingrene sammen, så hænderne var foldede”. Sådan plejede faren at ligge. Sådan kunne sønnen genkende ham – og sådan skulle det selvfølgelig også være i døden.  

Styrken i de poetiske bidrag

Af bidragene i øvrigt må de poetiske fremhæves – måske fordi poesi i særlig grad kan tale ind i det usigeligt svære: Jakob Brønnums blå og blændende digt om tid og evighed og ”korridorer af endeløs forladthed/ du ikke ville gå igennem igen/ men måtte gøre det, for der var ingen anden vej” rammer som et stik i hjertet af det grundmenneskelige. 

Niels Johansens fine vers om ”sorgens farvekort,/som har flere farver i sig, /sort er ikke bare sort” sætter ord på sorgen som et vilkår for alle på en rørende og renfærdig måde. 

Og Iben Krogsdals digt om ”en himmel fuld af fødsler/ en evighed af stjerner/ at kigge op i verdensrummets endeløse hvælv….som hvisker det fra dybet: Ingen findes for sig selv” er svimlende smuk og minder os om en forbundethed – i livet og i døden.

En undren og en ærgrelse

Alle bidragsydere står angivet i indholdsfortegnelsen. Et fyldigt efterskrift oplyser om både forfattere og billedkunstnere. Alligevel kan det undre, hvorfor ophavsmændene og -kvinderne ikke står med navns nævnelse direkte over eller under teksterne og billederne? 

Er det for at understrege det forhold, at alle ord, alle penselstrøg udtrykker noget grundlæggende eksistentielt, noget, vi alle kan spejle os i, noget, der er fælles for os alle – uanset hvad vi hedder?     

Trædesten giver ikke bare spændende visuelle oplevelser i kraft af de billeder, der  spiller op til teksterne. Bogen er også i selv en fryd for øjet. Den er æstetisk udført - i stort format og i fin papirkvalitet. Desværre er skrifttypen lille og bogen tung. Det besværliggør læsningen. Det er synd, for bogen har meget på hjerte – og svækkede læsere skulle også gerne kunne løfte den og se med.          

En bog om dødens virkelighed kunne måske få mange til at tænke på gravsten i stedet for trædesten. Men hvor gravsten lægger op til noget dvælende, inviterer trædesten til bevægelse; bevægelse ad stier, som vi ofte er bange for at betræde, men som kan åbne for dybe indsigter og nærværende samtaler – ved dødslejet, på sengekanten, i sorggrupper og mellem generationer. 

Trædesten er en meningsfuld mosaik af ord og billeder for alle, der vil tale med andre om livet og dets afslutning. 

  

Skolen som kampplads – en dobbeltanmeldelse

Naja Roos: Mellemtime, roman, 2 Feet Entertainment 2025, 430 sider

&

Simon Petersen: Skolen for livet, grafisk roman, Eudor 2025, 190 sider.

Af Egil Hvid-Olsen

To vidt forskellige bøger i hver sin litterære genre ser med kritiske øjne på det danske undervisningssystem. Det er både nedslående, dramatisk og underholdende på en skæv måde.

Det står skidt til med det danske skolesystem. Hver dag kan man i pressen høre eller læse om mistrivsel blandt elever, om skolevægring og nedslidte lærere, om upopulære skoleledere. Jævnligt - men ikke så ofte i pressen - hører man også om forældre, der giver lærerne skylden, hvis barnet enten mistrives eller ikke får topkarakterer.

Den knagende folkeskole

Naturligvis findes der velfungerende folkeskoler eller – hvis det er for stor en mundfuld - velfungerende klasser, men generelt mere end knirker det i det danske skolesystem. I sin roman Mellemtime forsøger Naja Roos, der selv har mange års erfaring som lærer i folkeskolen, at italesætte en del af de steder, hvor det knirker og knager i den institution, der helst skulle danne og dueliggøre samfundets yngste til fornuftige og ansvarsbevidste borgere med styr på nogle helt grundlæggende kundskaber.

Mellemtime strækker sig over et helt skoleår på Ydermarken Skole. Vi følger primært den erfarne, engagerede, men også meget nøgterne Karen, der nærmer sig pensionen, men helst vil blive ved med at undervise. Hun nærer ingen illusioner, men ved, hvad man med rette kan kræve af eleverne, og det gør hun så. Og så bekymrer hun sig om dem. Når de ikke trives, forsøger hun at finde ud af, hvad der er galt. Det gør den anden hovedperson, Astrid, også. Hun er næsten nyuddannet, og skal for første gang undervise på overbygningen. Forventningerne er store hos Astrid, der gang på gang må se sin planlægning gå i vasken, fordi der kommer skænderier mellem eleverne, tidskrævende beskeder på Aula fra forældre, eller manglende tilstedeværelse fra de andre lærere ind over.

Som i enhver dansk folkeskoleklasse er der meget forskellige elever i 8. årgang, der er fordelt på to klasser. Bedre bliver det ikke, da der opstår problemer med køb og salg af forskellige rusmidler. Forældrene inddrages i løsningen, hvilket kun truer med at gøre problemet endnu større, for de synes ikke at være spor mere modne end deres børn.

Oven i dette skal Karen og Astrid slås med kollegaen Mads, der konstant taler sig væk fra sit ansvar og ofte bare udebliver fra undervisningen, og den anden kollega Jens, der langt mindre diskret, end han selv tror, arbejder på at blive skoleleder i stedet for ham, der sidder på posten. Han er nu heller ikke imponerende i sin måde at tackle konflikter på, men spørgsmålet er, om Jens er bedre egnet. Mads er en charmør, der er vant til at få sin vilje, og også gerne benytter sin charme til at tale trusserne af de unge kvindelige lærere, mens Jens er så fokuseret på sin egen drøm, at hans kolleger blot bliver trædesten på vej op ad karrierestigen.

Dertil kommer eleverne, hvoraf en del beskrives som uopdragne og selvhævdende, mens andre ikke tør sige noget af frygt for at blive til grin, og atter andre er pressede af for eksempel forældrenes truende skilsmisse.

Kampskrift

Naja Roos skriver engageret og lige ud ad landevejen med fokus på fortællingen og uden det store litterære vingefang. Man suser igennem Mellemtime, fordi sproget er så let. Alligevel er der nogle lidt træge steder i handlingen, nok mest i de mange møder, de stakkels lærere konstant skal deltage i. Her lader det til, at nogle kun møder op for at vide, hvilke aftaler der er truffet, så de siden kan bryde dem – og så er der gang i dramatikken igen.

Der er en lidt sukkende tendens i romanen, særligt i kapitlerne om Karen. Men man forstår hende godt. I hendes arbejdsliv er skolen kun blevet ringere. Alligevel kan det godt blive lige lovlig tungt. Men så er det godt, at Naja Roos også har karakteren Pedel-Ole med. Han er så irriterende, at han bliver morsom – også selvom typer som ham sikkert findes i virkeligheden.

Efter endt læsning fremstår Mellemtime som et kampskrift for en bedre folkeskole. Her er ingen hellige køer. Både politikere, skolebestyrelse, ledelse, lærere, forældre og elever får råt for usødet. Det er ikke særlig konstruktivt, men på den anden side er det vigtigt at gøre opmærksom på, hvilke massive problemer folkeskolen slås med i dagens Danmark – også selvom de måske er særligt koncentrerede på Ydermarken Skole.

Stærkt begrænsede kundskaber

Også Simon Petersens grafiske roman Skolen for livet er et kampskrift. Den stakkels Simon, som er nyuddannet lærer, får sin ilddåb, da han skal være vikar for en samling folkeskoleelever i billedkunst. Han kan ganske enkelt ikke skabe ro i klassen, hvis elever synes at være enige om, at de absolut intet ønsker at lære. Siden får Simon stilling på Forberedende Grunduddannelse i København. Eleverne er op til 25 år, men har nogle mildest talt begrænsede kundskaber fra deres tid i folkeskolen. Alle som én døjer med massive sociale problemer, og Simon må erkende, at heller ikke de har interesse i at blive undervist. Overskud har til det har de heller ikke.

På lærerfronten befinder Simon sig mellem to kvindelige lærere. Dels Grethe, der vredt klamrer sig til de læringsmål og undervisningsplaner, som eleverne er komplet ligeglade med, dels Knirke, en gammel 68’er, der skjuler sin afmagt bag en bedstemoderlige attitude. Knirke er bogens sjoveste karakter, og dem er der ellers mange af; for eksempel er FGU befolket af lærere, der for længst er gået i stå, og som stadig viser Zappa for eleverne.

Selvom både Grethe og Knirke er blevet afstumpede af de mange nederlag, de har haft gennem årene, knytter Simon sig til Knirke, for hvor hun er, er der i det mindste gang i den. Det er der også i klassen, men på en meget nedslående måde, for eleverne skal virkelig kæmpe, både med sig selv og hinanden, for at opnå nogle bare nogenlunde brugbare resultater. Her har Knirke ret: ”Det er alle deres sociale problemer, Simon … De er jo egentlig … De går rundt med en kæmpe pukkel. En pukkel fyldt af bekymringer. Husleje. Job … Opholdstilladelse. Forestil dig, at din familie er nede i Iran. Du har ikke hørt fra dem i fire måneder, og din lærer står og snakker om biord … stedord … linjeafstand.” Eleverne har nærmest ingen ressourcer – og det har skolen faktisk heller ikke. De ressourcer, Simon måtte have, suges ud af ham. Derfor fornemmer man, at han benytter den først givne chance til at få et job på en anden skole med lidt større overskud.

Sagen sat på spidsen

Både Mellemtime og Skolen for livet sætter sagen på spidsen, og dog ved de fleste danskere, at landets skolevæsen kæmper med en lang række problemer. Derfor har begge bøger deres berettigelse, og de bør læses flittigt – ikke for at skabe endnu større frustrationer, men for at italesætte behovet for løsninger på både politisk, ledelsesmæssigt, fagligt og familiemæssigt plan.

Monstergendigtning

1000 år gammelt episk langdigt, hvor helten overvinder underjordiske uhyrer såvel som en drage, i ny dansk gendigtning 

Beowulf
gendigtet af Sophus Helle
Lindhardt og Ringhof 2025
244 sider, 288 kr.

Af Søren Holst
Det årtusindgamle langdigt om Beowulf (eller Bjovulf, som nogle danske oversættere, inkl. Grundtvig, har foretrukket at kalde ham) er en hjørnesten i den ældste engelske litteratur, omtrent som Edda-digtene i den oldnordiske. Man kan knap finde en dækkende sammenligning i den egentligt danske ordkunst.

Derfor er det også lidt påfaldende, at der – som en af kvadets tidligere oversættere, Andreas Haarder sagde – ikke optræder én ærlig englænder i digtet. Handlingen falder i to afsnit; den første og mest kendte foregår i Danmark, vistnok på Roskilde-kanten, og den anden tilsyneladende i Sverige, som helten vender sejrrig hjem til efter sine bedrifter i første del.

Digtet er imidlertid affattet på oldengelsk, og når den første som i moderne tid udgav håndskriftets indhold, mente at det oprindelig var skrevet på dansk og siden oversat – så er det, med Sophus Helles ord, ”en ret skør læsning”. Digtet er et stykke (old)engelsk litteratur. Men dets indhold er altså en fortælling, som med stor sikkerhed må være en importvare: Vikingerne tog rigdomme med sig hjem, når de da ikke bosatte sig i det fremmede, som det akkurat var tilfældet i England, men de bragte åbenlyst fortællinger med sig ud.

Fortidens og samtidens ideer

Digtets skandinaviske, og først og fremmest danske, setting er for Sophus Helle udtrykkeligt en begrundelse for at beskæftige sig med det og insistere på at det bør kendes af danske læsere. Som en anden begrundelse kunne man anføre – hvad Helle også indirekte gør – at digtet afspejler en tid og en verden, hvor nyt og gammelt brydes og kulturer står over for hinanden, også på slagmarken, men først og fremmest inde i menneskers hoveder.

Begge de to tidligere betydende Beowulf-tolkere i nyere tid i Danmark, førnævnte Andreas Haarder samt Keld Zeruneith, har understreget samme tematik: Der er en spænding i kvadet mellem en kristendom, som ikke blot er forfatterens, men også forudsættes at være heltenes, og som bestemt ikke fordrer pacifisme, men i hvert fald rummer et ideal om ydmyghed – og så en ældre tids kriger-etos, hvor det ikke blot handler om at vinde i kamp, men om at være ”den ivrigste efter ry”. En ære-og-skam-kultur, for nu at misbruge en udbredt etikette.

Den gode historie

En tredje grund bør dog sådan set være den vigtigste: Digtet er en forrygende læseoplevelse. J.R.R. Tolkien skrev i 1936 en vittig artikel med titlen ”The Monsters And The Critics”, hvor han gik i rette med den tidligere forsknings tilbøjelighed til at se gammel digtning som et stenbrud, man kan grave historiske oplysninger frem af. Digtet er ikke en materialesamling, det er en bygning i sig selv. (Hvis man har fulgt med i de sidste 50 års bibelforskning vil man genkende ræsonnementet).

Ud over at være med til at sætte en vigtig retning for den akademiske læsning af digtet (og forfatte en oversættelse til moderne engelsk, der dog først udkom posthumt), byggede Tolkien også på digtet i en anden sammenhæng: Hobbitten, som kom året efter den nævnte artikel. Og det er tydeligt for enhver læser, hvor meget inspiration uhyret Grendel i digtets første halvdel og den navnløse, hævngerrige drage i slutafsnittet har givet til Bilbos møde med Gollum og Smaug i samme rækkefølge.

Oversættelsen

At Beowulf er en klassiker fra den allerøverste hylde, kræver det jo imidlertid ikke en snoldet dansk anmelder at fastslå. Det står klart, inden man begiver sig ind til boghandleren efter den nye version. Det spændende spørgsmål er, hvordan akkurat denne versionering er lykkedes.

Jeg benytter med vilje det lidt krukkede udtryk versionering, idet den nye udgivelses ophavsmand Sophus Helle på den ene side understreger, at han ikke er kyndig i oldengelsk, og at bogen er en gendigtning og ikke en oversættelse – men forlæggets forløb og form dog ikke desto mindre på den anden side følges med respekt og omhu, hvad der jo ikke behøver være første prioritet i enhver form for gendigtning.

Et indtryk af gendigtningshåndværket gives bedst med et eksempel. Og for læsere, der som Sophus Helle, ikke har lært oldengelsk, er den nærliggende sammenligning jo de eksisterende oversættelser, mest oplagt de to nævnte fra Andreas Haarders og Keld Zeruneiths hånd. Tag for eksempel den skildring af en episode i heltens tidligere liv, som den trælse biperson med det sigende navn Ufred lægger stemme til i digtets 8. sang. Det drejer sig om en dyst i svømning mellem Beowulf og en anden kraftkarl, Breka.

I en gengivelse som tilstræber helt at bibeholde originalens rimskema (hvor verslinjens anden halvdel skal indeholde bogstavrim med den første trykstærke stavelse i første halvdel), lyder det:

dér holdt I i armene havstrømmens bølger,
planerede søvejen, tog næverne i brug,
strøg over havet; strømmen krummede sig,
vinterens brænding. I vandriget stred I
syv nætter, han besejrede dig i svømmekamp,
magtede mere. Morgenen efter
bar strømmen ham ind til stridsraumers rige;
Derfra drog han til sit dejlige hjemsted, …

(Andreas Haarder, Sangen om Bjovulf, 1984)

Den modsatte yderlighed hvad angår digtets litterære form, er Zeruneiths prosagengivelse, omtrent som Otto Gelsteds gengivelser af Homer:

…da I svømmede ud i havstrømmene. Derude tog I favntag med bølgetoppene, målte søvejene og bevægede jer frem med hænderne og strøg igennem havvandet, mens brændingen slog op med vinterfråde.

I syv nætter sloges I med havets vældige kræfter; han var stærkest og besejrede dig. Ved morgengry kastede havet ham op på de stridslystne raumers kyst, hvorfra han, sit folks yndling, søgte til sit kære hjemland …

(Keld Zeruneith, Beowulf, 2018)

At der går noget tabt i oplevelsen af digtets form, er selvindlysende. At der også er en hel del vundet med hensyn til at opleve dramaet på nært hold, kan nok heller ikke benægtes.

Helle vælger en tredje vej, hvor den rytmiske gengivelse og opstillingen som vers bibeholdes, men der gives delvis køb på at overholde øvrige formelle krav, som næsten ikke ville kunne undgå at påtvinge gendigteren akavede ordstillinger eller et valg af gloser, som ikke er motiveret af selve indholdet:   

så I svømmede ud af sundet og favnede
stærke strømme med jeres arme, I målte
havets veje med hænders væven og smøg
jer frem gennem vandet. Men vinterens
regnskyl fik havet til at syde, og i syv nætter
måtte I slide mod bølgerne. Han slog dig
i svømning. Breka var stærke end dig,
og en morgen blev han kastet op på kysten
i raumarernes rige. Derfra drog han hjem
til sin egn … 

(Sohus Helle, Beowulf, 2025)

Jeg er personligt glad for Haarders udgave, som jeg har læst med mellemrum de sidste 40 år. Den hypnotiske stemning, som rytmen og allitterationerne fremkalder, er en del af digtets effekt. På den anden side kan man godt spørge, om den oplevelse som forfatterens samtidige – der havde digtets oldengelske som modersmål – fik ud af at høre kvadet fremført, mon ikke har ligget tættere på, hvad man som dansker i 21. århundrede ville få ud af at høre Sophus Helles nutidige, men på ingen måde domesticerede, udgave læst højt? Den fortjenere i hvert fald at blive hørt og læst.

Hvis nogen skulle få den tanke at det er noget underligt moderne noget at eksperimentere med formen ved oversættelse af oldtidslitteratur, så råder Danmark jo over et særligt slående bidrag til at sætte akkurat den problemstilling i relief. Den først oversættelse til noget moderne sprog var Grundtvigs danske gengivelse på rimede vers i 1820. Her er et stykke af svømmedysten endnu engang: 

I vilde, med jer Svømmen,
Paa Vandet giøre Blæst,
Men drev dog kun med Strømmen,
Alt som I kunde bedst,
For aldrig Det ei keise
Jeg vilde slig en Klik,
Som for den Vende-Reise
I paa jert Rygte fik!
Paa Landet var I friske,
Men Vand kan slukke Ild,
I svømmed, som to Fiske,
Ja snart som døde Sild;
Da sagtnedes Stoheien,
Der Storm og Bølge strid
Jer viiste Vinter-Veien,
Alt i en Uges-Tid!

(N.F.S. Grundtvig, Bjowulfs Drape, 1820)

Forskellene på Haarders og Helles mere tekstnære tilgang er i sammenligning så bagatelagtige, at de kun kan ses under mikroskop, og selv Zeruneith må siges at have behandlet sit forlæg med yderste nænsomhed, når man jævnfører hans arbejde med den store digterpræsts. – Og jeg nævner det virkelig ikke for at forklejne hverken Grundtvigs litterære fingerspidsfornemmelse eller hans forskningsiver. Men det er godt, at vi har både ham og det 20. og 21. århundredes fortolkere.