At dagdrømme verden frem

Bachelard slår på lyd for ensomheden, fordi det er kun muligt at dagdrømme, når man alene. Vi har brug for tilbagetrækning for at kunne dagdrømme og opnå kontakt til et større kosmisk register.

Gaston Bachelard
Rummets poetik
Forlaget Mindspace

Af Jakob Kvist
I sin fine bog ”Rummets poetik” gør den franske filosof Gaston Bachelard os klogere på, hvilken rolle rummet spiller for vores liv. Bachelard henleder opmærksomheden på de erkendelsessituationer, som vi har svært ved at beskrive med de begreber, vi har til rådighed. I bogen tages vi i hånden og føres gennem de sider af livet, som følger en uvant og paradoksal logik. 

Til at gøre dette skriver Bachelard hele bogen igennem en særlig form for fænomenologi frem, som har til formål at beskrive ikke blot de fænomener, som træder frem for os, men også hvad der er bag disse fænomener. Som vi skal se, ender dette ud i en helt særlig form for erkendelsesteori, hvor verden ikke viser sig at være et 1:1 spejlbillede af noget derude. 

Videnskab og kunst er ikke hinandens modsætninger

Som tænker havde Bachelard den fordel, at han havde et stort indblik i videnskabens verden. Bachelard forstod, hvad videnskab er og forfaldt ikke til den folkelige opiumsudgave, hvor videnskaben handler om at beskrive en verden derude. Videnskab er ikke antitesen til hverken religion eller kunst. Bachelard forstod, at videnskab først og fremmest er en metode til at foretage målinger på baggrund af eksperimenter. Når eksperimentet kan gentages og give de samme resultater, kan det bruges til at foretage prognoser og muligvis gå hen og blive en videnskabelig teori. 

Videnskabens målinger afspejler ikke en ydre stabil verden, men videnskaben skaber bestemte modeller af verden med sine målinger. Det materiale verden består af er hverken stabilt eller kontrollerbart men følger akausale og (for os) paradoksale principper. 

Ud fra denne indsigt går Bachelard på opdagelse i verden. Bogens titel ”Rummets poetik” henviser til, at verden ikke er et statisk objekt men et skabende og forvandlende element, som vi hele tiden er involveret i. Kunsten kan bryde med vores dagligdagsvirkelighed, fordi kunstens opgave ikke er at afbillede en allerede eksisterende verden men netop at frembringe verden. Rummets poetik handler om ikke at tage rum for givet men at stoppe op og gøre sig modtagelig for rummets forvandlende egenskaber. 

Huset røber noget om menneskets væren 

Bachelards kongstanke er, at uden huset ville mennesket været et opløst og splittet væsen. Huset fastholder mennesket gennem de storme, som universet udsætter det for. Huset og mennesket repræsenter krop og sjæl. Huset er menneskets første verden. Før mennesket er kastet ind i verden, er mennesket lagt i husets vugge. Bachelard gør op med Heideggers påstand om, at mennesket er kastet ind i verden. Bachelard mener, at i stedet for at blive kastet ind i verden, så bliver vi kastet ud i verden. Den tryghed huset etablerer, åbner samtidigt op for, at mennesket kan blive slynget ud i verden. Huset repræsenterer ikke bare menneskelig opbevaring men inviterer med sine mange rum til at blive udforsket. Huset forbinder os til verden ved at udgøre en grænsetærskel og port, som kan give adgang til andre grader af eksistens. 

Huse betyder noget for os, fordi vi bruger og har brugt meget tid i dem. Jeg husker som barn, at der intet bedre var end at gå på opdagelse i min farfars og farmors hus. Møblerne, dørene, gulvene, trappen, kontoret, gæsteværelset mm. var alle fyldt med små hjørner, hvor man nemt kunne fortabe sig i dets detaljerigdomme. 

Bachelard minder os om, at huset og dets rum er mere end blot afgrænset geometri. Huset og dets rum bliver snarere ved med at skabe sig selv. Når vi bliver opmærksomme på dette, bliver rummet levende i os selv. Det kan være en knast i gulvet, vi ikke har bemærket før, som får os til at falde i staver. Som man bliver suget ind i et eksistentielt sort hul. Det er, fordi det store befinder sig i det små. Detaljerne udvider verden. Bachelard kalder det for miniaturen og man kan sige, at verden gemmer sig i miniaturen. Når vi er nærværende til stede i rummet, bliver det vores genvej til verden. Huset og dets rum gør os i stand til at registrere al den mening, vi er omsluttet af, fordi det afskærmer os fra sociale distraktioner.

Befriet fra dualismen

At se verden er ikke at betragte den på afstand. At se verden er at gribe ind i verden. Når vi kigger på noget, blander vi os med verden, fordi vi overfører energi på det, vi observerer. Tingene eksisterer ikke i sig selv, men bliver synlige for os gennem sproget. Hvis tingene ikke havde en plads i sproget, ville de ikke eksistere for os. Bachelard kritiserer psykoanalysen og psykologien for ikke at have blik herfor og dermed evner de ikke at se bag om de fænomener, vi møder i vores hverdag. 

Hvis vi evnede at gå bag om de ting og fænomener, vi møder til daglig, ville de blive afsløret som udklædte dynamikker. Tingene er for os, hvad vi er blevet enige om, de er. Vi kan aldrig gribe helheden af en ”tings” væren og derfor reducerer vi den til noget. At vi kan opfatte noget som noget er vores måde at kontrollere verdens dynamiske aspekt på. 

Psykoanalysen og psykologien når aldrig ind til sagens kerne, fordi de bygger på falske ontologiske præmisser. Psykologien forestiller sig mennesket være i besiddelse af en personlighed, som kigger ud af kroppen gennem to huller. Psykoanalysen privatiserer det ubevidste og afskærer dermed mennesket fra den lidenskab, som holder verden i gang. Deres problem er, at de er blinde for de kræfter, som muliggør den menneskelige eksistens og derfor kommer de ikke længere ind til det personlige. Hvad er verden, før vi bliver bevidste om den? 

Sprogets rolle

Bachelard udfordrer de grundkategorier, vi kigger på verden med. Han fokuserer på sprogets rolle, fordi sproget narrer os til at tro, at vi er en fri bevidsthed, som kigger på en ydre verden med eksistens i sig selv. Sproget fortæller os ikke, at alt hvad vi ser, gøres synligt af sproget selv. Med sproget lyser vi verden op og gør det muligt at kommunikere på tværs af individer. Når vi kan det, så kan vi arbejde sammen om et fælles mål, hvilket udstyrer os med en praktisk evolutionær fordel. 

Den kommunikative side af sproget er et praktisk redskab, som gør det muligt at forme virkeligheden. Virkelighed og sprog hænger uløseligt sammen og udgør til sammen det sociale rum, vi lever i. Som værktøj skaber det kommunikative sprog praktiske modeller af verden, vi kan navigere i. Men Bachelard minder os om, at sproget også har en poetisk og skabende side. Digterne gør brug af sproget på en måde, hvor verden træder frem på nye måder. Som om digterne åbner verden op ved at vende sproget på vrangen. 

Dagdrømmeriet og virkelighedsansvar

For Bachelard spiller dagdrømmeriet en vigtig rolle for vores væren i verden. De fleste forbinder dagdrømmeri med virkeligheds- og ansvarsflugt. Men Bachelard viser os, at det er ved at dagdrømme, at man påtager sig sit virkelighedsansvar. 

Når vi dagdrømmer falder vi ud af virkeligheden og lander i verden. Virkeligheden er det sociale rum, som vi skaber sammen. I virkeligheden befinder det kommunikative sprog sig og virkeligheden er styret af grammatik og kausalitet. Men virkeligheden er kun en brøkdel af verden; en delmængde af verden. 

Det er i virkeligheden, at vores menneskelige tilværelse udfolder sig. Men den er muliggjort af noget andet og langt større end sig selv. Virkeligheden er nemlig intet i sig selv, andet end det vi bliver enige om, at den er. Når vi dagdrømmer, mister vi forbindelsen til virkeligheden og bliver sat i forbindelse med vores eksistentielle ophav. 

Dagdrømmeriet og drømmeri følger helt andre logiske spilleregler end dem, vi er vant til. Derfor kan det føles så underligt at drømme. Man flyver rundt i sted og tid og der sker ting med éns eksistens, som overskrider vores normale meningsforståelse. 

Når vi dagdrømmer, transcenderer vi virkelighedens dimensioner. Vi befinder os på kanten af virkeligheden, som pludseligt ikke ligner sig selv længere. I (dag)drømmen løsnes éns ontologiske bindinger og man spredes ud i verden. Vi nærmer os et præeksistentielt plan, hvor der ikke findes noget, men til gengæld sker der så meget andet. At befinde sig i dette kosmiske maskinrum er at være en del af det, som sker før, man bliver bevidst om sin egen væren til. Det er at komme udover egoets umodne begrænsninger ved at blive en del af alle de muligheder, som potentielt kan blive aktualiseret i vores virkelighed. 

En neurologisk underverden

Skænker vi hjernen et blik, så er det interessant at se, hvor forudseende Bachelards tanker om dagdrømmeriet synes at være. Hjernen er en maskine, som leverer virkelighed til os. Virkeligheden oplever vi som en følelse af helhed. Det, vi ser, er ikke verden, men det som hjernen fortæller os, vi skal se. Og hjernens verdensbillede er yderst begrænset. Der er det paradoksale ved vores eksistens, at vi både er i og bagved verden på en og samme tid. Det kan hjernen ikke håndtere og derfor udspalter hjernen et subjekt og objekt. Det er hjernens verdensbillede. Men denne dualistiske verdensopfattelse udnytter ikke vores biologi til fulde. Det er fornuften(det præfrontale cortex), som udgør censuren af de sanseindtryk, vi oplever. Hjernen sorterer aktivt alle de sanseindtryk fra, som ikke passer ind i dens verdensbillede. Og det bliver til mange frasorterede sanseindtryk løbet af en dag. Når vi dagdrømmer og drømmer derimod, så omgås vi fornuften og får aktiveret de sanseindtryk, vi ellers ignorerer. Når vi dagdrømmer rejser vi til vores neurologiske underverden og aktiverer større dele af vores biologi. Vi bliver en del af den bevægelse, som holder verden i gang. 

Ensomheden

Bachelard slår på lyd for ensomheden, fordi det er kun muligt at dagdrømme, når man alene. Vi har brug for tilbagetrækning for at kunne dagdrømme og opnå kontakt til et større kosmisk register. Bachelards ”Rummets poetik” er en smuk bog, som minder os, at verden slet ikke er så fornuftig, som vi gerne vil gøre den til. Verden er vild, voldsom og skabende. Når vi tror, at virkeligheden er det mest sande, som findes, så lever vi i et fængsel, men vi kan bøje virkelighedens tremmer, når vi dagdrømmer og dermed nærme os verden. Vi lever i en tid, hvor virkeligheden er noget nødvendigt, som ikke kan undslippes. Vi gør grin med dem, som lykkes med at undslippe den herskende virkelighed. Det er en skam, fordi den som kun opholder sig i virkeligheden, fylder sin sjæl med tomhed. Vi må huske på, at virkeligheden er en huskeremse, hvor vi siger de rigtige ting for ikke at gøre magthaverne sure. Vor tids virkelighed er et økonomisk helvede af nødvendighed grundet økonomiske love, som sjovt nok kun tilgodeser de rige. Vi bliver nødt til at arbejde på udviklingen, så verden ikke falder fra hinanden. Men måske er det lige præcist det, vi har brug for i en yderst død samtid: at verden går i stykker, så vi kan sammen kan skabe en ny. Med Bachelard i hånden skal der herfra lyde en opfordring til at dagdrømme og gå på opdagelse i alverdens rum. Det er en måde at undgå samtidens fascistiske tendenser på. 

En understrøm af jødehad

Annette von Droste-Hülshoff: ”Jødebøgen”, oversat af Eva Botofte, 148 sider, Forlaget Ti Vilde Heste, 2024.

Af Egil Hvid-Olsen

På bagsiden og i sit efterord oplyser oversætter Eva Botofte, at ”Annette von Droste-Hülshoff (1797-1848) er den eneste kvindelige forfatter, der aldrig har været udeladt i en tysk litteraturhistorie.” Desuden oplyses det, at ”hun er en af de første, der peger på landets skjulte, men voksende antisemitisme – som her i Jødebøgen, der er et standardværk i tysk litteratur.” (bagsiden og s. 139).

Dog synes en afsløring af antisemitismen ikke at være bogens hovedærinde. Den ligger blot som en nøgternt konstateret understrøm i fortællingen – som noget, der findes, men ikke debatteres, fordi antisemitismen (eller jødehadet) falder majoriteten af bogens karakterer helt naturlig. Men netop derfor kan den også let aktiveres og bide fra sig.

Droste-Hülshoff tager udgangspunkt i en kriminalsag fra 1783, hvor en jødisk mand blev myrdet. Hun lader dog handlingen udspille sig nogle årtier tidligere. Læseren præsenteres for Friedrich, der fødes i fattige kår. Ingen på det tidspunkt havde de store chancer for at gøre karriere, og slet ikke, når skolegangen blev valgt fra, sådan som det er tilfældet for Friedrich, der bliver hyrde. At han tilmed lever på en egn i Westfalen, hvor lovløshed i højere grad er reglen end undtagelsen, udfordrer hans muligheder for at føre et solidt og roligt liv på den rette side af loven. Det drilske ved Droste-Hülshoffs hovedperson er, at han beskrives ret usympatisk fra begyndelsen af. Han er svær at synes om. Det forholder sig anderledes med hans mor, Margreth, men inden hans fødsel begår hun en fejl, der på længere sigt får hende til at miste sin stolthed. Hun synker ned i det moralske smuds, hvor så mange andre på egnen befinder sig, og må hutle sig gennem tilværelsen.

Den afstumpede voldsparathed

Der er altså lagt op til drama i Droste-Hülshoffs novelle, som er den genrebetegnelse, hun selv brugte om ”Jødebøgen”. Og drama bliver der! Alene den nærliggende skov er et usikkert sted, hvor lyssky handlinger udføres. Det lader også til, at overnaturlige væsner driver gæk med de mennesker, der forvilder sig derind. Således er der ikke så lidt uhygge og gys over fortællingen. Når man læser den, får man fornemmelsen af, at hele handlingen udfolder sig i skumringen eller om natten, selvom det selvsagt ikke er tilfældet.

Men som mere end antydet er der ikke blot underholdning på spil i ”Jødebøgen”. Den indeholder en kritik af et samfund, som lader sine svage falde dybere og dybere ned i armod og åndelig formørkelse, så de vælger lovløshedens vej og som udgangspunkt tror det værste om alle andre, først og fremmest jøder, der altid er blevet udpeget som syndebukke. Den hævn, der rammer drabsmanden, kommer fra højst uventet side, men ændrer ikke de beskrevne forhold. Så selvom retfærdigheden sker fyldest, er novellens slutning ikke egentlig opmuntrende. Tilbage står stadig fordømmelsen af det jødiske mindretal og en del af befolkningens afstumpede voldsparathed.

Annette von Droste-Hülshoff.
Wikimedia Commons

Aktuel afspejling

Med sin lettere tilbagetrukne tematisering af jødehadet, er ”Jødebøgen” en skræmmende aktuel bog, selvom den blev skrevet for godt 180 år siden. Også i dag har antisemitismen kronede dage. Den har bare fået nye rammer, idet den trives på de sociale medier, opildnet af krigen i Gaza. På SoMe, der tit befordrer den størst tænkelige afstumpethed, begås gang på gang den fejlslutning, at de israelske politikere er ét med verdens jødiske befolkning. Konsekvensen er, at det had, der rettes mod Israels krigsførelse, også rammer de jøder, der ikke nødvendigvis sympatiserer med den førte politik. En lille lokal magtelite bliver pludselig identitetsskabende for samtlige jøder i hele verden. Det er dog ikke jøderne selv, der identificerer sig med de israelske politikere, men andre, der presser identiteten ned over hovederne på dem. Dermed er fjenden udpeget!

Hvis man vover at tale mod antisemitisme, bliver man meget let skudt i skoene, at man støtter krigen i Gaza. Påstanden er ekstremt unuanceret og til tider direkte debil, men den lægger sig fint i slipstrømmen på den udbredte afstumpethed på de sociale medier; en afstumpethed som til tider føres ud i det liv, der leves udenfor skærmene.

Selvfølgelig støtter man ikke automatisk den frygtelige nedslagtning af civile i Gaza, fordi man taler imod antisemitisme. Ligeledes er man ikke automatisk propalæstinensisk, fordi man kritiserer den måde, hvorpå Israel fører krig i Gaza. Men sådan dømmes man lynhurtigt. Man dømmes som enten ven eller fjende, og dette enten/eller er afstumpethedens mest effektive værktøj, om man så repræsenterer den ene eller den anden side af konflikten.

Skræmmende relevant

Hvis man var en karakter i Droste-Hülshoffs novelle og hun lagde et forsvar for jøderne i munden på én, ville man hurtigt blive stemplet som fjende af de andre i landsbyen. For vel ligger jødehadet blot som en stille understrøm i ”Jødebøgen”, men det kan hurtigt aktiveres og bide fra sig. På den måde minder novellens samfundsskildring om tendenser i vore dage. Derfor må man konstatere, at ”Jødebøgen” udkommer på det rette tidspunkt som en påmindelse om, at det har konsekvenser at stemple medborgere som særligt farlige, og at det afslører en langt farligere afstumpethed, når det finder sted.

Forlaget Ti Vilde Heste har flere interessante oversatte udgivelser af oversete klassikere bag sig, men forlaget har vist ikke tidligere ramt en så aktuel udgivelse som ”Jødebøgen”. Bogen er skræmmende relevant.

Nogle af de skæveste, mest betagende, dybsindige, overstadige digte

SHUNTARO TANIKAWA “HVOR KOMMER ORDENE FRA”

Oversat af Susanne Jorn
67 sider
Det Poetiske Bureaus Forlag, 2024

Af Jes Nysten
“Hvor kommer ordene fra” er titlen på denne lille umiddelbart beskedne digtsamling. Og det er også lige mine ord! Digteren - står der på omslaget - er Shuntaro Tanikawa. Jeg må altså blankt erkende, at jeg aldrig før har hørt om denne digter.

Men så åbnede jeg bogen, og jeg blev bogstaveligt talt væltet omkuld af nogle af de skæveste, mest betagende, dybsindige, overstadige digte, jeg har læst i rigtig lang tid. Selv nu hvor jeg har gennemlæst dem igen og igen og skal skrive om dem, er det med et smil på læben og glæde over, at jeg på denne måde er blevet lukket ind i dette livfulde univers.

Tanikawa

Shuntaro Tanikawa er japaner, en af de mest betydningsfulde og respekterede digtere i sit hjemland og i en alder af 92 år stadig fuld aktiv. Den foreliggende samling, jeg har her, er øjensynlig fra 2021, hvor han var 89 år

Han har selvfølgelig en lang produktion bag sig. Fire digtsamlinger er tidligere oversat til dansk (som jeg bestemt må dykke ned i senere). Alle - som denne - oversat af Susanne Jorn.

Denne digtsamling består af ca 40 korte, underfundige digte. Noget af det mest påfaldende ved digtene er den enkle og ukrukkede tilgang han har til sproget. Den fortænkte og tilstræbt “dybsindige” sprog ornamentering, der nu og da tynger læsningen af digtsamlinger, er her udskiftet med en både legende og begavet enkelhed.

Dette stammer fra en fuldstændig sikker hånd. Med fuldkommen sikkerhed sætter han hver ord nøjagtig der, hvor det skal sættes. Al overflødigt er skåret væk, og det inciterende er, at netop denne enkelthed skaber digte, der hele tiden lader sig læse åbent og frit, uden man er låst inde i en fastlagt konstruktion. Samtidig er de så gennemførte, at de ved hver læsning kaster nye - uudsagte - overraskende og ægte dybsindige betydninger af sig.

Det legende virker til tider næsten helt ubekymret barnligt. Sansningen og opmærksomheden på verden omkring ham er uden filter.

En digter på dansk grund, som jeg kommer til at tænke på, når jeg læser disse digte, er Henrik Nordbrandt.

Digtet “Lille blomst”

Du    Lille Blomst i vejkantens græs
blomstrer virkelig alene
Poesi skrevet med ord af os mennesker
interesserer dig sikkert ikke
Og jeg    når jeg ikke kender din art eller dit navn
får du et digt i gave

Jeg vil ikke pynte dig
med en overflod af menneskeord
Et enkelt smukt ord er nok om dit ydre
Nej     Slet ikke nok
At se på dig i stilhed er bedst
så handler det om min digterværdighed

Du og jeg deler Jorden
Dit og mit kommer fra én kilde
men vi har forskellig form og forskellig farve

Jeg rører forsigtigt ved dine kronblade med fingrene
Forlader dig i blomst     Og går væk
mens kronblade af skyer fødes i den blå himmel

Hans virke har gennem hele livet været omfattende. Han har malet, illustreret bøger, skrevet sange - bl.a. temaet til Hayao Miyazaki’s  tegnefilm “Det levende Slot”, lavet børnebøger og oversat “Radiserne” til japansk.

Det siger noget om hans opfattelse af det at være digter. Måske er det også dette der gør, at han uden for Japan ikke opfattes som digter med stort D. Rygtet går at han flere gange er blevet nævnt i forbindelse med Nobelprisen, men klart er blevet valgt fra.

Har man hørt dette før??

Naturen fylder meget i digtene. Både naturen som det vi er forbundet med, men også naturen som det vi alt for let overser. Alderens bitre erfaringer melder sig, men uden vrede eller opgivelse.

Og børnene er de livfulde men også de sårbare i digtene - i en kultur uden retning eller dybde.

Digtet “Hr Ord”

Hader pludselig at skrive høfligt
hr. Ord sidder bare på en bænk i parken
Og vil ikke gå nogen steder
Tror ideerne mangler
Tror at digte
næsten altid er skabt tæt på “Bedst før” datoen
Går tur i blinde
Samler ting op på vejen
I barndommen fandtes “kludekræmmere”
som lagde brandbart affald og ikke-brandbart affald
I en kurv på ryggen
Men smidt væk hvorhen
Har indsamlet sorteret og kombineret opsamlede ord
og været sammen med hr. Ord i over 60 år
Kan ligne affald flere steder
Kan blive til mystiske juveler i digtlinjer
Er ikke træt af sansningen
Flydende strømme af falske ord
drypper ind i det
sekulære samfund
En mantra bevæger sig også op og ned med plastikaffald
og driver afsted på bølgerne

hr. Ord hr. Ord
hvor er “Virkelighedens ting”?

Hermed anbefalet på det varmeste.

Det moralske tomrum Eva Botofte skriver sin imponerende digtsamling i

Eva Botofte:
Redelighed (digte)
Det poetiske bureau 2023, upagineret

Af Jakob Brønnum
Titlen på Eva Botoftes digtsamling Redelighed har en dobbelt betydning. Det siger sig selv. Men jeg skal alligevel nævne det: En værre redelighed er som bekendt en masse rod. Spørgsmålet er om udtrykket i sig selv implicerer rod i almindelighed, eller om der også er en form for moral indlagt i det som en betydningsmæssig understrøm.

Den anden betydning er en moralsk betydning. Redelighed er nemlig et princip bag en form for handlemåde, som desværre er gået alvorligt af mode, i og med den kapitalistiske markedsøkonomi de senere årtier har ladet en mere overfladisk handlemåde dominere i det offentlige rum, hvor de aktioner man foretager sig i forhold til sine muligheder som kunde, klient og borger, ikke længere implicerer en moralsk stillingtagen, men udelukkende en opfyldelse af hvad systemet tilbyder.

Lad mig give et eksempel på, hvordan redeligheden er forsvundet, selvom et kort blik på amerikansk politik let kunne illustrere det. Da Poul Schlüters justitsminster Erik Ninn Hansen havde brudt nogle bestemmelser i udlændingeloven, gik han af som statsminister, fordi han som leder forstod at det eneste redelige var at tage ansvar for sin underordnede ministers handlinger (og for at undgå at Folketinget væltede ham af samme grund). Da Lars Løkke Rasmussens lidt mere underordnede minister Inger Støjberg gentagne gange havde brudt præcis den samme lov og nu skulle stilles for en Rigsret, gik Løkke ikke af. Han forlod senere partiet, så han ikke under rigsretten hele tiden implicit skulle blive udpeget som den der som leder burde have standset ulovlighederne. Redeligheden som princip er fuldstændig væk, Løkke behøver blot opfylde de muligheder, systemet giver ham.

Det moralske tomrum

Jeg tror det er det moralske tomrum, Eva Botofte skriver sin imponerende digtsamling i. Med sproget og bevidstheden som et underforstået omdrejningspunkt, tager hun alle det offentlige rums ansigtsløse platforme op til fornyet fortolkning. Digtet Walk of Fame er bare et af mange eksempler på, hvordan Botofte elegant væver vore forestillinger om fællesskab og menneskelighed og vore fælles idéer om eksistensen sammen med den udtyndede tilværelsestolkning, det moderne menneske er blevet viklet ind i, gennem de ovennævnte kræfter:

I bagtrapperomanens æstetik
af afgrænsede plastiske scener
er den mobile valkyrie
gengivet i slowmotion

Senere i digtet møder vi døden, filmen, beskrivelsen af verden som et tivoli i døgndrift. Store eksistentielle blokke af moderne livstof. De fire linjer, der sætter scenen for digtet og placerer læseren i sit eksistentielle symbolrum, rummer alle de kræfter, vi måtte ønske at mobilisere: Det usete (bagtrapperomanen), det kraftfulde (Valkyrien), det beundrede (det plastiske, dvs. det frit bevægelige, det sceniske), det langsomme, det velovervejede og suveræne (slowmotion). Samtidig fungerer billederne, nøjagtig ligesom titlens dobbeltbetydning, som beskrivelse af alt det, der er konsekvensen af vores tilstand: Det undertrykte liv, fjernt fra offentlighedens søgelys, der, hvor tingene sker (bagtrapperomanen), det uberegnelige sindelag, drevet frem af en verden der ikke er til at stole på, fordi den er uden moralsk fundament (Valkyrien), den genfremstillede virkelighed i kunstigt lys og gestalt (slowmotion) og det aldrig bestandige, men hele tiden foranderlige, som man bliver vanvittig og ensom af at skulle agere i (det plastiske).

Botofte

Botofte fremmaner et monstrøst livsvæsen, vi alle er del af, stræber efter at blive eller flygter fra. Og det er præcist det fangenskab, den markedsideologiske hegemoni vil sætte os i, for det eneste vi dermed kan gøre, er at forbruge. Vi kan ikke flygte, ikke forandre, ikke forvandle.

Med andre digte om kattedamer, himmelfart, 24/7, ørenlyd, ligusterrystelser og meget andet placerer Botofte suverænt digtet og forfatterren og læseren i det lufttomme vacuum mellem redelighedens to betydninger, hvori vi er henvist til at leve vores liv.

To andre værker

Bogen får mig til at tænke på to andre værker. Den er nemlig layoutet på den mest sublime Monty Pythonagtige måde, hvor hvert eneste digt er sat op i en collageform og får sit eget billedlige udtryk. En udgave af Marshall McLuhans tanker, der oprindelig i slutningen af tresserne blev udgivet i bogen The Medium is the Massage, er layoutet på samme måde. Man kunne se flere bøger af denne art i slutningen af tresserne og begyndelsen af halvfjerdserne, hvor der var højt til loftet i den vestlige verden. Den sylespidse svenske samfundskritiker og essayist Sven Lindqvist har også brugt formen med stort udbytte. Men det er ikke altid, den giver så god mening som den her gør, fordi den nogle gange kan forfalde mere til form end indhold, mere til gestus end gestalt. Den grafisk udformning lykkedes, når billedet forløser teksten og ikke står i vejen for den.

Den anden bog, jeg kommer til at tænke på, har overhovedet ikke nogen billeder, men består af genskrivninger af offentlige og private brugsanvisninger og forklaringer og enkle juridiske tekster. Det er den mageløst dygtige skånske lyriker Ida Börjels digtsamling Konsumentköplagen (2008).

En kort omtale som denne yder ikke bogen nogen som helst retfærdighed, særlig ikke, da det meste af teksten er brugt på at skitsere den sammenhæng bogen indgår i. Men lad mig sige at jeg er enig med bibliotekernes lektør i, at man vedvarende vil kunne gå til bogen og finde noget nyt, hvilket som bekendt er et af de bedste bøgers adelsmærker. Lad mig også sige at Eva Botoftes Redelighed er en af de tre bedste, nye bøger jeg nogensinde har anmeldt. De to andre er Hein Heinsens Trinitetsmaskinen og Egon Clausens almanak om billedkunstneren Erik Hagens store billedværk Esbjergevangeliet, begge udkommet på Gyldendal for år tilbage, da vi stadig havde håb.

(Let opdateret 13. nov./jb)

Tid i varierende længder

Torben Juul Hansen: Scenografiske digte, Forlaget Adi og Lama 2024, 81 sider.

Af Egil Hvid-Olsen

Det begynder langt tilbage i tiden:

Under den sidste istid

stod havniveauet så lavt at en

asiatisk indvandring var mulig.

De nødvendige trædesten lå i 

Aleuternes vulkanske øbue

mellem Sibirien og Alaska.

Folkevandringer krydser kloden, så en befolkning fra det kolde nord kan slå sig ned i det nuværende Sydamerika.

Men nu foretages der et tidsmæssigt spring til…

…huleforsker P.W. Lund

der

fandt dem begravet mellem knogler fra

sabeltigeren Smilodon og Megatherium et

kæmpedovendyr

senere udstillet som monsterskelet

på Zoologisk Museum

Nu er vi nået op i nutiden, hvor tidsspringene ikke tælles i årtusinder; allerhøjst i årtier:

Før Zoologisk Museum flyttede fra adressen i

Krystalgade

København. (s. 7-8).

Erindring og alderdom

Tiden – både de lange spænd og de korte årrækker – spiller en gennemgående rolle i Torben Juul Hansens seneste digtsamling. Forfatteren er godt oppe i årene, og finder stof i erindringer. Samtidig står han ved sin alder. Erindring og alderdom flettes sammen i dette digt:

Jeg søger ind i den tid

hvor det ikke var formålsløst

at følge skovens vandløb til en hemmelig rævegrav.

Jeg søger de faste traditioner

mit halve liv gik med bekæmpe. (s.68).

Det fængslede håb

Juul Hansen lader sig dog ikke gribe af sentimentale tanker om de gode gamle dage. Ligeledes er han ikke sentimental, når det gælder nutiden. Med en kort beskrivelse af de konflikter, der præger verden, finder han det nødvendig at favne…

[…]det naive vers hos Jeppe Aakjær

hvor han skriver

at et hjerte kan:

”skælve af glæde

blot duggen dynker et strå.”

At glæden over det ubetydelige er naiv, understreges i slutningen af digtet:

Som det eneste lå håbet tilbage i 

Pandoras æske

og det ville være en stor hjælp

om jeg vidste hvem der fandt låget frem. (s. 52).

Som i det gamle sagn er låget smækket på æsken igen, så håbet ikke kan komme ud og forfølge de mange ulykker, der blev sluppet fri.

Heldigvis modsiger digteren sig selv, for hvorfor udgive en digtsamling, hvis der intet håb er?

Dog modsiges magt og kold beregning også i Juul Hansens samling:

Længe efter tildragelsen

kunne min beskedne far

underholde med

hvordan en lille uforfærdet rødhals

satte sig på gravearbejdets håndgreb.

Høfligt lagde selskabet en dæmper på de 

børsnoterede samtaler. (s. 49).

Så er der da alligevel håb!

En svanesang?

”Scenografiske digte” er en samling med tilbage- og udblik, om historie på makro- og mikroplan, om barndom og alderdom og derfor også om liv og død. 

En svanesang?

Selvom digteren frygter for klodens fremtid, ved han dog, at hans liv ikke er det sidste, der skal udfolde sig. Det er ikke ham, der lukker og slukker:

Jeg var af den formodning

at jeg skrev dagen et afsluttende digt

hvad det skulle vise sig

at jeg ikke gjorde

Tilfældigt overhørte samtaler

afslørede

at hyacinterne også duftede 

når jeg var et andet sted. (s. 42).

Ibikos får en blodtud

Hanne Meyer:
Oldemor Franziskas kat.
Illustreret af Bent Steffensen. 152 s.
Forlaget Læselyst, 2024. 

Af Bente Høegh
Oldemor Franziskas kat, Ibikos, er lige så speciel som sit navn. Eller: faktisk er katten nok som alle mulige andre katte, men Oldemors menneskelige overskud og grænseløse kærlighed til Ibikos gør den til noget særligt, og sådan får forfatteren med uforlignelig humor, godt hjulpet på vej af illustratoren, beskrevet en relation der ligner den mellem en forælder og et barn. Fint og vellykket. 

Gennem 19 kapitler med titler som Ibikos i kirsebærtræet, Ibikos får en blodtud, Ibikos vælter juletræet - det sker en onsdag hvor Oldemor går til petanque -, udfoldes persongalleriet og livet i provinsbyen, og læseren kommer til at holde af hende og vennerne, af damefrisørens Tigermis, Calles papegøje Smukke Vera og tyveknægtene Kurt og Hugo der stjæler æbler og gravpynt, indtil Oldemor får sat dem i arbejde som gartner og bager.

Ibikos laver ulykker så Oldemor bliver vred – men snart fortryder hun sin vrede og bliver god igen, og så får Ibikos sine livretter, rejer og flødeskum. Ligesom vennerne der er inviteret til frokost, skal have deres livretter. Ved supermarkedets kasse bliver der kø bag Franziska. 

En mand truer af Oldemor og siger: ”Sig mig, hvad Fanden (ja, han bander) foregår der her? Vi gider ikke høre om Deres venner og lørdagsfrokost og om al den mad, De vil servere!” 

Hvorefter Oldemor inviterer ham med til frokosten. 

” … Jeg skal bare lige vide, hvad din livret er – ja, og dit navn.” Manden er helt forvirret. ”Jeg hedder Calle og elsker fiskefilet med remoulade!”

Oldemor Franziskas kat er både en overdådigt illustreret højtlæsningsbog og en billedbog med megen tekst.

Sjov og skør, sagde mit 7-årige barnebarn meget præcist. For bogens univers er ikke (hver)dagens. Forfatteren introducerer den med ordene: Denne bog er skrevet med min børn, børnebørn og oldebørn i tankerne. Bogen er fyldt med humor, eventyr, magi og kærlighed. 

Det har hun gjort godt.

Ord der skriger af smerte

Frida Elisabeth Vitved Jeppesen:
otte fjorten tyve. 69 s.
Forlaget Ovbidst 2024

Af Egon Clausen
Hvorledes skriver man om sorg og afmagt, når ens nærmeste er ramt af sygdom og ikke til at nå? Når sproget ikke slår til, og ordene ikke kan dulme den fysiske og psykiske smerte? Når afmagt er den pårørendes tunge lod? 

Denne umulige opgave forsøger Frida Elisabeth Vitved Jeppesen at løse i bogen ”Otte. Fjorten. Tyve.” Efter et selvmordsforsøg er hendes lillebror indlagt på det psykiatriske hospital i Skejby. For at besøge ham, skal man gennem en sluse, og digtsamlingen kan også læses som sådan en sluse, hvorigennem man bliver lukket ind i den syges og de pårørendes verden. Titlen henviser til de tidspunkter, hvor broderen, der nu er en ung mand, skal indtage sine piller. I bogen er der antydninger af et forløb fra ankomst til afsked. Teksterne består af dialoger mellem lillebroren og hans søster Clara, suppleret med refleksioner, erindringer og klip fra tekster der har betydet noget i deres fælles barndom.

Traumerne melder sig 

Familiens traumer melder sig. Når lillebror får sine piller, begynder han at ryste på hænderne på samme måde som de gjorde på deres farmor, når hun øste aspargessuppe op. Det husker hun. Som otteårig måtte han gå alene hjem fra skole og lukke sig ind i en tom lejlighed, hvor han gemte sin forladthed bag headset og computerspil. Som ung mand på hospitalet siger han, at internettet er blevet hans hjem. Hun husker også, hvordan han som en lille hvidhåret dreng kravlede så højt op i et træ, at han ikke kunne komme ned ved egen hjælp. Det kunne han heller ikke, da sygdommen tog ham. Han troede vist, at han havde vinger og kunne flyve, så han sprang ud fra en altan og endte i det psykiatriske system. Frida ønsker, at det alt sammen ikke var sket. Hun skriver: ”Jeg sender dig tilbage på altanen og piller dine vinger af.” Han siger: ”Se, hvor indlagt jeg er!” 

Vitved Jeppesen

Digtsamlingen melder klart, at dette er alvor. Dette er afmagt. Sorg. Smerte. Et sted citerer hun frit fra en film af Werner Herzog og skriver, at fuglene, de synger ikke, de skriger af smerte. Det samme gør teksterne i denne bog. 

Man kan læse den som enhver anden bog, men den egner sig også godt til fremførelse på en scene med to eller tre stemmer. Som sådan kan jeg høre den for mig. 

Bogen udkom på det lille Århus-forlag Ovbidst den 1. marts 2024, og Frida er skuffet over, at den ikke er blevet anmeldt nogen steder. Skuffelsen er forståelig, men de udeblevne anmeldelser var at forvente, for sådan er vilkårene i den litterære verden i dag. Masser af gode bøger bliver overset af de litterære redaktioner. Det gælder også Frida Elisabeth Vitved Jeppesens fine lille bog.  

 

Et lysvæld af den anden verden

Sjostakovitj: Symphonies 4, 5 & 6 Oslo Philharmonic Orchestra, Klaus Mäkelä (Decca)

Piper of Dreams – Ruth Gipps: Chamber Music for Oboe (Chandos)

Af Jakob Brønnum
Jeg spørger mig selv: Hvorfor er det, at Mäkeläs Sjostakovitj-indspilninger rammer (mig) stærkere end f.eks. Storgårds BBC-indspilninger, der udkommer enkeltvis i disse år? Hvorfor kommer jeg efter al sandsynlighed til at høre dem mere end Andris Nelsons store cyklus med Boston Symphony Orchestre, der kom for få år siden?

Jeg hørte Mäkelä første gang før pandemien, så han må nærmest have været teenager endnu. Det var i en koncertsal i Stockholm. Jeg husker jeg tænkte: ”Kan han virkelig rejse de arkitektoniske buer i Beethovens monumentale 3. Symfoni op, så de står af sig selv?" Det kunne han. Der var absolut intet i opførelsen, der røbede hans unge alder og dermed beskedne rutine.

Siden har Mäkelä indspillet Sibelius samlede symfonier i Oslo – og udtalt, at han finder, at Sibelius symfonier nr. 6 og 7 er det bedste, der er skrevet i det 20. århundrede, hvilket jeg personligt kan være enig med ham i (selvom det ikke er rigtigt). Cyklussen fik meget blandede anmeldelser, som Mäkelä generelt får. Gramophone synes den er fantastisk og The Guardian at den overhovedet ikke dur.

Nu kommer så disse tre centrale værker af Sjostakovitj, symfonierne 4-6, i høj grad også centrale værker i det 20. århundrede som Sibelius

Fortolkningerne har en sær nødvendig, der gør, at jeg føler mig mere tiltrukket af dem, end af de to øvrige, jeg nævnte. Mäkelä vil sige det her, og han vil gerne have, vi hører efter, Storgårds vil gerne vise os Sjostakovitj, og det gør han rigtig pænt og godt, og Nelsons ser tilbage på en svunden tid, han som lette, født 10 år før Sovjetunionen slap taget i Baltikum, har oplevet på sin egen krop, som noget grundlæggende i tilværelsen.

Med Mäkelä sidder man som på nåle, for ikke at gå glip af noget. Han løfter Sjostakovitj ud af historiens tåger og gør ham splintrende moderne igen. Jeg kan ikke huske jeg har oplevet noget så sindsoprivende spændende som Mäkelas fremstilling af det langsomme, for det mest lavmælte, lange afsnit, der følger ovenpå 5. symfonis dramatiske åbning. Opførelsen mister pusten en anelse midt i værket, gennem scherzoen og frem mod værkets langstrakte kulmination, der begynder midt i largoen (3. sats), som til gengæld har den sindsoprivende åndeløshed, vi mødte i begyndelsen. Den alvorlige Symfoni nr. 4 står mere tilgængelig end nogensinde, mere vidtfavnende i Mäkeläs fortolkning. Den kortere 6. symfoni står stærk og mangefacetteret.

Jeg havde mistet Sjostakovitj på min personlige lystavle, alt for mange af de store udsagn om lidelse, afsavn og svigt, lejlighedsvis med enkelte glimt af håb, som hans symfonier består af, kom efter hinanden og ikke ovenpå hinanden, han var blevet todimensionel for mig, men nu har jeg fået ham tilbage. 

Jeg synes det er svært at anmelde højt profilerede indspilninger af de store orkestre i disse år, for de er alle meget, meget gode. Ligesom med fodboldklubber, der kun i begrænset omfang bruger lokale spillere, samler orkestrene via deres med krævende ansættelsesprøver dygtige musikere fra hele verden. 

Oslo Filharmonikerne oplever jeg derfor også som et topklasseorkester i Symfoni nr. 4 på en CD-indspilning, hvor der er andre parametre til stede end liveopførelsen. En fyldig rigt nuanceret klang, en fornemmelse af at orkestret har virkelig gode solister i de enkelte instrumentgrupper. Lidt svagere står orkestret sine steder i 5'eren. Man har hørt bedre opførelser af de krævende, hurtige passager i Sjostakovitjs 5. end det her, og klangen i strygergruppen får lidt sprækker i scherzoen. De dybe strygere spiller tordnende godt i 6'erens finale, der er en overbevisende tour de force med virkelig flot samspil, når slagtøjet sætter ind midt i satsen og trækker sig tilbage igen og giver plads til både sprøde træblæser soli og en finurlig soloviolin, sådan Sjostakovitjsk, hvor man ikke rigtig ved, om han er ironisk eller morsom, om han ler eller græder.  

De kvindelige komponisters indtog

En anden af de store musikalske oplevelser de senere år har lidt bredere perspektiver. Den klassiske musikverden har for alvor forladt sin én-kønnede identitet. Alle orkestre opfører kvindelige komponister som aldrig før, de har kvindelige dirigenter som aldrig før og der er skabt en balance i hvem, man bestiller nyskrevne værker af.

Før i tiden sagde man: "Det står i avisen så må det være rigtigt." I dag hedder det snarere: "Hollywood har lavet en film om det, så må det være rigtigt." Men Hollywood har lavet to (eller flere), Tár og The Conductor.

Følger man BBC Proms i radioen sommeren igennem, ser man det nye vilkår meget tydeligt, der er få koncerter uden, at en kvindelig komponist er repræsenteret. Blandt komponisterne er Farrenc, hvis kammermusik i stigende grad opføres ved siden af Saint-Saëns, den tyske senromantiker Emilie Meyer, Ethel Smyth, som har skrevet flere overvældende gode, stort anlagte værker, som har kunnet høres fra The Proms, den italienske symfoniker Brusa, overbevisende indspillet på Naxos, amerikanske Amy Beach. Man tager sig til hovedet over, at man har kunnet henslæbe et langt liv med klassisk musik i ørene uden at møde dem, før for nylig

Chandos har udsendt to cd’er i en serie med orkesterværker af Ruth Gibbs (1921-99). På den anden af disse ligger foruden Symfoni nr. 3, en obokoncert, og for kort tiden siden udkom en cd med kammermusik af Gipps, hvor oboen har en fremtrædende, for ikke at sige altdominerende rolle.

Den korte Sea Shore Suite for obo og klaver med de tre satstitler Måger, Søanemoner og Blæsende strand, er lige nøjagtig så charmerende, let, men ikke ualvorlig, og intens i sin melodistemme, som andre værker, jeg har hørt af hende. Og tilmed morsom.

På udgivelsen står også to obosonater og flere mindre værker for obo og klaver. Hovedværket må nok siges at være den spændende Trio for obo, klarinet og klaver (1940). De to træblæsere giver klaveret et modspil, der er helt ud over det sædvanlige. Gipps hav-inspiration sætter sig igennem som et lysvæld af den anden verden med det glitrende samspil mellem obo og klarinet.

Cd’en har navn efter en komposition for soloobo, ligeledes fra 1940: The Piper of Dreams. Begrebet Piper (fløjtespiller) har en bred mytologisk implikation på engelsk, ofte med en lokkende eller kaldende kraft. Det har Gipps komposition for soloobo også. Der er mere melodi end filigran. Man går på opdagelse i sin egen drømmeverden.

Juliana Koch, der til daglig er solooboist i London Symphony Orchestra, bevarer et nærvær i sit spil, som gør, at man spidser øren. Hun former fraserne med en imponerende objektivitet, samtidig som hun bevarer en tilbageholdenhed i udtrykket, der gør, at man ved, at der vil være mere, meget mere, at komme efter ved senere genlytninger.

Ny radikal oplysning - om oplyste analfabeter som os

Marina Gercés
Ny radikal oplysning
Forlaget Mindspace, 88 sider

Af Jakob Kvist
I følge filosoffen Marina Garcés lever vi i en anti-oplysningstid. I bogen Ny radikal oplysning undersøger hun, hvorfor vi reagerer tankeløst på samtidens mange katastrofefortællinger. Hendes budskab er, at der midt i alle katastroferne findes eksistentielle mulighedsrum, men det kræver at blive radikalt oplyst, hvis man ikke ukritisk vil underlægge sig andres holdninger.

Garcés påstår, at vi er oplyste analfabeter, fordi vi ved alt, men ingenting kan. Vi drukner i en overproduktion af viden, som vi ikke kan overskue at forholde os til. I det offentlige rum hersker en anti-oplyst krig i kølvandet på de mange katastrofer, vi gennemlever. I stedet for at tænke vor tids udfordringer igennem forfalder vi til en frivillig godtroenhed. Vi prøver at forbruge os ud af klimakrisen mens flere autoritære politiske tendenser dukker op som en reaktion på den stigende ulighed. Vi forventer ikke, at fremtiden bliver bedre, men at vi i større eller mindre grad opnår privilegier.

Vi er ikke stand til at forstå, at viden(skaben) kan berige tilværelsen på andre måder end ved at levere løsninger til at gøre tilværelsen så problemfri som mulig. Denne begrænsede måde at gøre brug af viden(skab) på udgør en ideologi, som Garcés kalder for solutionisme. Når vi udelukkende anmoder videnskaben om løsninger, ser vi ikke hvilke horisonter den ellers åbner op for.

Vi bryster os af at være veluddannede med hvad er vores uddannelser værd, når de udelukkende bruges som løsninger på et skævvredet arbejdsmarked? Vi forholder os ikke til den viden, vi burde tilegne os, fordi vi har for travlt med at reducere det, vi ved, til kommunikation, så vi kan gøre os til overfor arbejdsmarkedet. Det handler om at få en fix idé, at være innovativ, så man supplere samfundet med endnu flere forbrugsløsninger. Vacciner, gadgets, kunstig intelligens, coaching, convenience food osv. Livet skal være så problemfrit, at vi ikke kan mærke det.

I et samfund som vores er der ikke plads til at gøre sig de fælles menneskelige erfaringer, som findes hinsides arbejdsmarkedet og solutionismen. Når vi blindt accepterer, at meningen med livet findes på et meningsløst arbejdsmarked, så giver vi op og putter vores skæbne i andres hænder. Vi holder virkeligheden på afstand ved kynisk at tro på det, som er mest belejligt for os i situationen.

Historiske vilkår

For Garcés kan vi lære af oplysningstænkerne, hvordan vi skal tage kampen op mod den herskende godtroenhed. Sigtet er at erfare: ”værdigheden i den menneskelige erfaring og dens evne til at lære af sig selv.”. Vi har dog andre problemer at slås med end oplysningstiden og derfor må vi udtænke vores egen radikale oplysning. Oplysningstidens og modernismens projekter har vist sig ikke at være helt problemfrie.

Den tyske filosof Hegel gjorde historien til en fremadgående udviklingsproces. Fremskridtet gør fremtiden til en destination, som venter på os. Morgendagen er altid bedre end øjeblikket. For Hegel er det individets opgave at bruge sin fornuft til at indse, at det gavner udviklingen, når man ofrer sin individuelle frihed for at blive en del af staten og kulturen. Freud fulgte efter og viste det enorme ubehag ved denne selvunderkastelse og Marx viste, hvordan overklassens interesser handler heri. Franktfurterskolen afslørede den kulturelle industris vold og Foucault mindede os om, at frigørelse medfører nye magtformer.

Efter modernismen fik vi postmodernismen, som vendte om på vores tidsforståelse. Nu var tiden ikke lineær men mere anarkistisk i sin måde at være på. Samtidigt udskiftede neoliberalismen og globaliseringen fremtiden med: ”en evig nutid af overforbrug, ubegrænset produktion og politisk ensretning i verden.”. Vi havde ikke længere brug for fremtiden, fordi den på en eller anden måde var i gang med at blive virkeliggjort.

Posthumt vilkår

Efter den neoliberale hjernedøde forbrugsfest er vi nu vågnet op med tømmermænd. Fremtiden har ændret sig. Vi bevæger os ikke mod den og vi kan heller ikke længere bruge løs af den. Hver gang tiden går, bliver der mindre tilbage af fremtiden. Vi bruger ca. 1,7 jordkloder om året for at dække vores aktuelle efterspørgsel på resurser. Hver dag bliver flere og flere ramt af psykiske sygdomme. Vi lever i en tid: ”hvor alting kommer til en ende, selv tiden.”. Foran os ser vi ikke en mulig destination eller et evigt nu - vi ser en trussel, hvilket får Garcés til at konstatere, at det spørgsmål, vi stiller os selv i dag, ikke lyder hvorhen men hvor længe? Hvor længe har jeg mit job, min partner, min pension, mine venner, mit hus, min opsparing, ja selv den jord, jeg står på?

Garcés maner til forsigtighed med at tage sorgerne på forskud. Vi bliver nødt til at undersøge den herskende katastrofe-ideologi, inden vi kaster håndklædet i ringen. For den herskende pessimisme spreder kynisme gennem hele samfundskroppen. Hvis jorden alligevel går under, hvorfor skulle jeg så prøve at gøre noget andet? Måske fordi der gemmer sig usete muligheder midt i alle vores katastrofer. Vores tankeløse måder at være i live på har skubbet os mod en helt særlig grænse, som Garcés kalder for grænsen for det levelige. Vi har levet med hoved under armen, fordi vi ikke har kontrol over vores livsbetingelser. Vil vi vinde kontrollen med vores livsbetingelser tilbage, må vi genrejse de helt store eksistentielle og kosmiske spørgsmål. Vi burde spørge os selv og hinanden: er det her at leve?

Dogmer

Vi hylder os selv som et af de rigeste lande i verden men alligevel skal der skæres ned i det offentlige grundet besparelser. Det kunne være et eksempel på, hvad Garcés ville kalde for et dogme. Vi har råd til Iphones, Teslaer, gadgets og mærketøj mm., men alligevel kniber det gevaldigt med at tildele midler til de udsatte i samfundet. Verden har ikke brug for overproduktion men at vi lærer at leve med færre midler. Det ville samtidigt frigive midler til dem, som intet i forvejen har. Vi holder stædigt fast i et forbrugsprincip, selvom virkeligheden skriger på noget andet. Man kan jo spørge: ”Hvorfor skulle man holde fast i et princip, der modsiger de faktiske erfaringer, vi gør os i dag, hvad angår vores livsbetingelser?” for: ”Et princip, der bekræfter sig selv mod al evidens, bliver til et dogme.”.

Gercés

Det er da heller ikke tilfældigt, at vi skal blive med at forbruge og skære ned i det offentlige. Neoliberalismen er godt i gang med at privatisere samfundet. Den rigdom, som skabes, får vi ikke alle del i. Uligheden galoperer derud, mens den liberale overklasse fylder sine lommer. Her er med andre om tale om en politik, hvor vi ikke har medbestemmelse over vores livsbetingelser. Når en lille overklasse har kontrollen over vores livsbetingelser, kan de indrette virkeligheden til deres egen fordel. Det umenneskelige består i at gøre nedskæringer og forbrug til et spørgsmål om nødvendige handlinger, når det så åbenlyst gavner de velbjergede på bekostning af fællesskabet.

Kontrollen over livsbetingelser

Følelsen af afmagt og fortvivlelse opstår, fordi der ikke er sammenhæng mellem det, vi fortælles og det vi oplever. Politikere lover, at de vil kæmpe ”vores” sag for måneden efter at skifte til en toppost i erhvervslivet. Vi får at vide, at løsningen på vores problemer er at arbejde mere, selvom flere bliver syge af at gå på arbejde. Det er som, at vi kun kan finde meningen med livet gennem forbrug og arbejde. Men livet handler i lige så høj grad om det unyttige, alt det som hverken tjener kapitalen eller overklassen. Glemmer vi det, overtages vores sind af ideologiske vira, som får os til at sælge vores sjæl til højestbydende.

Vi kompenserer for vores manglende livskontrol ved at rage til os, mens vi ser fornærmede ud. Lydigt følger vi pænt de borgerlige anvisninger, mens tilværelsen synker hen i et anti-oplyst mørke.

Under postmodernismen bildte magten os ind, at vi kunne fyre den af uden konsekvenser. Det ligefrem gavnede hele verden, at alle begyndte at overforbruge, fordi så kunne vi blive forenede i en stor forbrugsfest. Erkendelsen af, at det var for godt til at være sandt, har tvunget magten til at skifte form. Vi er gået fra den evige nutid til en slags ikke-tid. Vores tid er den tid, som trækker fra. Hver dag er én dag mindre. Hvordan bliver vi ved med at opretholde elitens privilegier, hvis tiden er i minus?

Blandt andet ved at nødsituationen normaliseres. Hele tiden suspenderes loven og vores rettigheder under påskud af at beskytte os. Terrorlove mm. Det giver døden en central placering i forvaltningen af liv. Vi ser redningsbåde med omkomne flygtninge, dræbte i Gaza osv. Magthaverne handler og griber ind i sociale situationer ”for” borgerne i stedet for at gøre vor tids udfordringer til et projekt at være fælles om. Sikkerhedspolitikken og oprustningen kører på fuld damp. Flygtningepolitikken strammes. Oprustning og strammere lovgivning er frygt men fremstilles som fornuft. Ifølge Garcés kan vi bruge den radikale oplysning til at erklære os uvillige til at underkaste os de herskende sociale fordomme.

Den radikale oplysning

Den radikale oplysning handler om tankens kamp mod de etablerede former for viden og deres autoriteter. Man frigør sig ikke fra samtidens ideologier ved at hyre en coach eller starte i mandecirkel. Den radikale oplysning gør krav på et helt andet tempo. Verden træder frem for os i et langsomt tempo. Langsommeligheden muliggør, at virkeligheden bliver nærværende. At synke ned i langsomhedens tidslighed er samtidigt en måde at skrælle de lag af, som er kommet mellem os og verden. Det gør én bedre til at vurdere rigtigheden af de ting, man får trukket ned over hovedet hver eneste dag. Den oplyste radikalisme handler om måden, som man ved på. Viden handler ikke om urokkelige sandheder, men om hvordan man forholder sig til verden.

En af største og mest udfordrende bedrifter for os som mennesker er at aflære os det, vi allerede ved. Når vi ikke kan se bag om det, vi ved, så bliver vi fordomsfulde. At være klar over sine egne fordomme gør én i stand til at omgås dem på en hensigtsmæssig måde. Det er klart, at vores travle hverdag ikke giver meget plads til langsommeligheden. Magten fungerer som en opmærksomhedsøkonomi, der tæppebomber os med kortvarige sanseindtryk, som er designet til at opløse sig selv efter få sekunder, kun for at gøre plads til det næste quickfix. Den radikalt oplyste afviser falske sanseindtryk for at kunne dvæle langsomt i sin egen væren.

Det er svært at forholde sig til, al den viden, som produceres, for hvor skal man starte henne? Vi har adgang til viden, men vi underlægger den sjældent en kritisk undersøgelse. Derfor kan vi heller ikke vurdere, hvornår og hvordan viden gavner os. Kritik er vigtig, fordi: ”Uden udøvelsen af kritik har viden en tilbøjelighed til at blive ubrugelig, for selvom vi har adgang til dens indhold, ved vi hverken, hvordan eller hvorfor vi skal forholde os til den.”. Kritik gør viden meningsfuld, fordi den sætter os i stand til at gøre brug af viden i den rette kontekst.

Neutralisering af kritikken

Garcés har godt blik for, hvordan kritikken mister sin værdi. Det foregår blandt andet gennem den føromtalte opmærksomhedsøkonomi, hvor vi piskes frem af travlhedens tyranni. Men det sker også gennem den falske aktivitet, også kaldet interpassivitet. Vi har dåselatteren til at grine for os, så vi ikke selv behøver at gøre det. På arbejdspladsen deltager vi i et hav af møder, hvor intet rigtigt sker. Alligevel insisterer vi på, at møderne er vigtige, fordi det giver os følelsen af, at vi laver noget. Mens vores opmærksomhed belejres og vi har travlt med at foretage pseudohandlinger, bliver det sværere for os at navigere i samtiden. Som udbrændte eksistenser tilslutter vi os ukritisk andres holdninger og ideologier.

Hvis vi aldrig forholder os kritisk til omgivelserne, stopper vi med at tænke. Tænkning er det, som gør os menneskelige og derfor skal vi være påpasselige med den kunstige intelligens. At leve er at ville og at ville er at give virkeligheden form igennem den modstand, livet møder os med. Vi har brug for problemer til at skabe og til at blive skabt igennem. Et liv uden modstand er en respiratortilværelse. 

Den kunstige intelligens skaber en problemfri verden, hvor mennesker ikke behøver at forholde sig til noget. Men en problemfri verden betyder også en tankeløs verden. Et sted, hvor mennesker ikke kan være menneskelige.

Det er techgiganternes våde drøm: dumme mennesker i en intelligent verden. Når vi ikke tænker, så forbinder vi os ikke med verden, og så bliver vi heller ikke i stand at påvirke den. Vi kan ikke noget, når vi lever i en problemfri verden, fordi algoritmerne ordner alt for os. Med henblik på, hvor meget den kunstige intelligens fylder i vores tilværelse, er det måske ikke så dum en idé:”… at sætte menneskets status og dets plads i verden og dets relation til ikke-menneskelige eksistenser i centrum for enhver debat.”. 

I bogens sidste tredjedel opstiller Garcés fem hypoteser til at nærme sig virkeligheden med. Det handler om en bevidstgørelse af, at kapitalismen styrer vores liv, fordi den har overtaget den måde, vi tænker og erkender på. Det får den herskende økonomiske verden til at fremstå naturlig og derfor har vi brug for at undersøge, hvordan frigørelse og viden hænger sammen. Vores arrogante måde at ville trække vores værdier ned over andre kulturer blokerer for, at vi kan gøre os erfaringer med mennesker, som ikke ligner os selv. Vil vi videre fra vores katastrofetid, skal vi stoppe med at spilde tiden. Vi må øve os på at gøre os en anden erfaring af tiden og en erfaring af en anden tid. Begyndte vi kritisk at distancere os til umenneskelige ideologier, ville vi kunne synke ned i den langsommelighed, hvori noget nyt ser dagens lys. Det er en måde at genvinde kontrol over sine livsbetingelser og at forbinde sig til: ”den menneskelige erfarings fælles grund.”.

En lille kraftfuld bog

Man skal ikke lade sig narre af bogens beskedne størrelse. Radikal ny oplysning er en potent bog, som sætter gang i mange tanker. Den er velskrevet og emmer af overskud. Personligt kunne jeg godt ønske mig, at Garcés havde dykket mere ned i, hvad en ny form for oplysning kunne bestå i. Kunne der måske skabes forbindelser til de mere mystiske retninger som fx gnosticismen, hvor oplysning handler om at slå hul på sociale billeder for at komme tættere på verdens grund. Og jeg kunne også godt tænke mig, at Garcés havde adresseret magthaverne mere direkte, for af og til fremstår Garcés magtforståelse noget abstrakt og ukonkret.

Varm anbefaling herfra.

Kønsroller og kærlighed

Zoyâ Pirzâd: Daddelblommens beske smag, noveller, oversat af M.N. Firouzabadi og Sol K.W. Tadayoni, 200 side, Rebel With a Cause 2024.

Af Egil Hvid-Olsen

Det er på samme tid en stor og meget stilfærdig fornøjelse af læse Zoyâ Pirzâds anden novellesamling på dansk. Den første var ”Som alle andre eftermiddage” (2023), der også udkom på Rebel With a Cause. I modsætning til den første samling er novellerne i den nye ganske lange, så man når dybere ind i de behandlede problemstillinger. Pirzâd fortæller simpelthen bare godt, selvom stemningen i novellerne konsekvent er afdæmpet. Når der sker noget dramatisk, beskrives det ikke sådan, men i højere grad blot som noget, der nu engang bare finder sted, og som man ikke kan gøre noget ved. Alligevel træffes der markante beslutninger undervejs i bogen, f.eks. da Mahnâz beslutter at lade sig skille fra sin ulidelig pertentlige mand. Her laver Pirzâd den lille genistreg, at hun lader Mahnâz og hendes mand spejle i et andet par, der står i den samme problemstilling blot med omvendt fortegn. På den måde udvikler novellen ”Lejligheden” sig til en bittersød fortælling, der giver forståelse for menneskers forskelligartede forventninger til tilværelsen og hinanden. Der ligger nok også en kritik af arrangerede ægteskaber i denne og nogle af de andre noveller, selvom al Pirzâds samfundskritik og -satire afspiller sig mellem linjerne.

Kritik af mænd – og kvinder

I lidt over den første halvdel af bogen skildres mændene som nogle egoistiske og overfladiske snobber, der først og fremmest vil vartes op og have en køn kone at kunne vise frem. Selv i ”Pére-Lachaise”, hvor ægtemanden Morâd slet ikke har de forventninger til sin hustru Tarâneh, som hun selv har, er det ham, der fremstilles som ansvarsløs egoist, hvilket heller ikke er ramt helt ved siden af.

Siden – særligt i ”Mundharmonikaen” – skildres i særdeleshed én kvinde som den, der trælbinder sin mand, samtidig med at det antydes, at hun er ham utro. Man forstår mandens ven Hassan, når han ikke har synderlig travlt med at blive gift.

I bogens titelnovelle bliver hovedpersonen gift med en mand fra det højeste borgerskab, men man fornemmer ikke, at der er nogen særlig kærlighed mellem dem, for hun elsker i højere grad huset og haven. Og dog redegør Pirzâd for en udvikling, hvor hustruen finder lykken på anden hånd.

Fremmedartet og velkendt

Noget af det bedste ved ”Daddelblommens beske smag” er dens afdæmpede humor, der ofte nærmer sig den sorte af slagsen. Det, der gør humoren så vedkommende, er, at de karakterer, der udfolder sig i novellesamlingen, ganske vist bor i Iran og derfor befinder sig milevidt fra en gennemsnitsdansker, både hvad angår geografi, kultur, religion og politik, men ikke desto mindre slås med de samme problemstillinger, som de fleste danskere slås med. I Danmark har vi jo også ægtefæller, der føler sig overset, vi har venskaber, der trues af kæresters pludselige entré på scenen, vi har mennesker, der aldrig rigtig tør gribe livet, men finder tryghed i det helt nære og helst ikke går udenfor en dør. Dette og mere til handler novellerne i ”Daddelblommens beske smag” om. Det er en givende oplevelse at læse hver og en af dem.

Planternes liv som kosmologi

Emanuele Coccia
Planternes liv - Blandingens metafysik
Gyldendal, 150 sider 

Af Jakob Kvist

Med bogen ”Planternes liv – blandingens metafysik” præsenterer den italienske filosof Emanuele Coccia os for nye og anderledes måder at tænke verden på. Coccia slår til lyd for et aktivt verdensbegreb, som forsøger at løsrive sig fra dualismens spændetrøje. Det viser sig, at vi kan lære forbløffende meget om os selv og verden af planternes forunderlige liv.

Coccia har været assistent for den verdensberømte italienske filosof Giorgio Agamben men det var tiden på en landbrugsskole, som har sat dybe spor i hans tænkning. Fra han var 14 år og fire år frem fordybede Coccia sig i planternes forunderlige liv, hvilket åbnede et særligt vindue mod verden. Som om planterne lærte Coccia at tænke.

Det er med et særligt litterært overskud, at Coccia omsætter viden om planternes liv til en ny metafysisk tænkning. Han er veloplagt og ved, hvad han snakker om.

Metafysik

Undertitlen til bogen er ”Blandingens metafysik”. Metafysik handler om måder at forstå virkeligheden på. Det vedkommer os alle, fordi det er menneskeligt at have forestillinger om virkeligheden. Metafysik er vigtigt for os, fordi vores livsglæde afhænger af vores evne til at tænke. Det er de tanker, vi gør os om at være til. Metafysik er et konfliktfyldt begreb, fordi det har med sandheden at gøre. Der er altid nogen, som har interesse i, at andre tænker på bestemte måder, fordi det udstyrer dem med magt.

Dualismen

I vores del af verden er det de færreste, som tænker over, hvordan de tænker. Vi forholder os sjældent til den egentlige sandhedsværdi af de forestillinger, vi gør os eller den logik, som vi ligger til grund for det, som vi kalder for virkeligheden. Men ikke at tænke over, hvordan man tænker, er også en form for metafysik. Den metafysik, som er styrende for den vestlige tænkning, hedder dualismen.

Dualismen er forestillingen om, at der findes en ydre verden. For at denne verden kan være derude må vi være derinde. Med ’vi’ menes der personligheden, jeget, sjælen eller bevidstheden etc. Kært barn har mange navne. Den ydre verden er en fysisk verden modsat vores indre verden som er psykologisk. Den fysiske verden er noget materielt modsat vores personlighed, som er noget immaterielt. Vi forestiller os, at det er muligt for vores immaterielle personlighed at påvirke den fysiske ydre verden. Hvor i denne forbindelse befinder sig er ikke til at sige.

I og med vi ikke udfordrer den kunstige adskillelse mellem vores bevidsthed og verden, så tror vi på, at vi er en immateriel personlighed, som sidder inde i kroppen og kigger ud på verden gennem to huller.

Ambitionen med Coccias tænkning er at blive uadskillelig fra verden, fordi modsætningen mellem os og verden grundlæggende er falsk: ”Først ansigt til ansigt med naturen kan mennesket for alvor tænke. Denne identitet mellem verden og naturen er langt fra banal, for naturen var ikke en betegnelse for det, der gik forud for den menneskelige ånds aktivitet…”.

Væren-i-verden

At tænke dualistisk er en vanesag og vaner er svære at gøre op med. Men vil man opleve en dybereliggende virkelighed, må man gøre sig den anstrengelse af sprænge dualismens kunstige billeder i stumper. Coccia tager udgangspunkt i det berømte begreb om at være-i-verden, men insisterer på, at vi også må se virkeligheden med verdens briller på. Vi kan kalde det for en slags verden-i-væren.

Verden er ikke noget ”derude”, som vi affotografer med vores indre. Vi er altid i gang med at være i verden. Verden er ikke foran os, men omkring os og i os. Men ser man udelukkende på verden med jegets briller på, bliver man aldrig i stand til at gøre sig den erfaring, at verden sker gennem os. Coccia kalder dette for at være indlejret. Vi er altid omgivet af noget, vi ikke kan begribe helheden af. At eksistere er at hænge sammen med verden, ikke at være adskilt fra den. Det sker i en dobbeltbevægelse, hvor liv og miljø konstant blander sig med hinanden: ”Hvis alt levende er en væren-i-verden, er ethvert miljø en væren-i-det-levende.”.

Flyden-i-verden

Coccia tænker sig, at det at eksistere er som at være i vand, fordi livet opstod i vand. Livets behov for et flydende miljø, får Coccia til at sige at: ”livet er et fænomen, der kun optræder i flydende omgivelser.”.

Når vi befinder os i vand, blandes vi sammen med omgivelserne på en måde, hvor vi ikke kan bestemme, hvornår vandet ophører og vores egen væren begynder. Vand og eksistens gennemtrænger hinanden.

Coccia tænker videre og hævder, at livet på landjorden har samme grundlæggende struktur. På landjorden er tæthedsgraden mindre og derfor mindre mærkbar. Med bevægelsen fra vandet til landjorden skete en fortynding af det flydende miljø. Livet og dermed virkelighedens struktur blev ikke revolutioneret, da vi forlad vandet, men blev udsat for: ”…en ændring af tæthedsgraden og vægtfylden af det samme flydende miljø…”.

Coccias flydende virkelighedsforståelse handler ikke om, at vi befinder os i aflukket bassin, men udtrykker et princip, som gør sig gældende over alt. Bag ved livets flydende væremåde findes ingen solid idéverden, som kan legitimere noget som helst. Fluiditet, bevægelse, blanding, omskiftelighed, forvandling mm. er virkelighedens sidste instans.

Verden som skabelse

Verdens skabelse er ikke en overstået begivenhed, men noget som finder sted hvert øjeblik. Coccia tænker fluiditet som: ”…verdens måde at skabe sig selv på i og over for det levende.”. Verden er dynamisk, fordi den er: ”altid ustabil, altid midt i en selv-mangfoldiggørelse og selvdifferentiering.”.

Verdens dynamiske væremåde har den konsekvens, at stilstand bliver en illusion. Coccia bruger meget tid på at beskrive, hvordan virkelighedens ustabilitet finder sted, men forklarer desværre ikke, hvorfor vi som mennesker skaber illusioner. Men Coccia gør dog opmærksom på, at det er: ”…muligt for os at gribe verdens inderste struktur, som øjnene nu og da forhindrer os i at percipere.”

Coccia kigger nu nærmere på bladenes natur for at gribe verdens inderste struktur. Det handler om måden, hvorpå livets elementer blander sig med hinanden. Det sker i en gensidig forvandling, hvor det vi normalt opfatter som et individ eller subjekt både kan være individ/subjekt men også blive til et miljø for andre af livets aktører. Coccia kalder dette for en topologisk omskiftelig relation. Man skal vel blot kigge på vores egen krop for at få dette bekræftet. Måske føler vi os som herre og ejer af vores krop, men vores krop er hjemsted for utroligt meget liv, vi ikke registrerer. Cellernes deling, bakteriernes vrimlen, hudorme osv. Vi er et miljø, en verden for andre organismer.

Fra vores synspunkt synes virkeligheden at have en paradoksal struktur: ”Det flydende er den universelle cirkulations struktur, stedet, hvor alt kommer i forbindelse med alt andet og blander sig med det uden at miste sin form eller substans.”.  Liv handler i denne optik om at åbne sig mod verden og det er hvad blade gør ifølge Coccia. Bladet gennemtrænges af verden uden at blive tilintetgjort af den. Men udover at tage imod verden, så gør bladene også verden mulig ved at fylde verden med ilt.

Den frie luft

Den tørre del af jorden blev forvandlet til en gigantisk flydende krop, da landjorden blev koloniseret, hvilket muliggjort en frugtbar udveksling mellem et subjekt og dets omgivelser. Landjorden udgør altså en brøkdel af vores eksistens’ sfære og: ”Vi er ikke indbyggere på jorden – vi bebor atmosfæren.”. Luften rummer et stort livgivende potentiale og for at forstå dette, benytter Coccia sig af åndedrætsbegrebet. Når vi trækker vejret, får vi ilt til vores celler fra omgivelserne og vi afleverer kuldioxid tilbage, når vi ånder ud. Verden ånder i os og vi ånder i verden. Vi kan takke planterne for, at jorden blev til åndedrættets metafysiske rum, fordi de ifølge Coccia aldrig har forladt havet, men har: ”overført det til steder, hvor det ikke fandtes før. Vi lever i et stort kosmisk ocean.

Man kan ikke foretage sig noget i livets ocean uden, man ændrer på omgivelserne. Handlinger og bevægelser rækker ind i den næste handling og bevægelse osv. Det betyder, at vi ikke omgås en præfabrikeret verden, men at verden er noget, vi gør. Verden er grundlæggende en handling. Ifølge Coccia eksisterer planter som den mest grundlæggende handling af alle, fordi: ”Alene ved at eksistere omformer planterne hele verden uden at bevæge sig.”.

Planterne kan i dette lys ses om den dynamik, som holder verden i gang. Planterne gør det muligt for verden at overskride vores vante logik, fordi: ”…en verden både er en mulighedsbetingelse for og et produkt af det liv, den rummer.”. Verden er det, som overskrider sig selv.

Jeget blokerer for verden, fordi vi lukker os for verden, når vi tænker på os selv. Når vi er uselviske, åbner vi os mod verden og gør os modtagelige for at blive påvirkede af noget andet end os selv. At nærme sig verden er at kunne være jeg-løst til stede i verden.

At være plantet i luften

Coccia citerer den schweiziske naturforsker Charles Bonnet(1720-1793) for at planter nærmest er plantet i luften. At leve i dette perspektiv er at plante sig selv i luften, i atmosfæren. Verden: ”omgiver os og gennemtrænger os, men vi er knap nok bevidste om den.”, fordi vi tror, at den er et rum og dermed misser, at verden er en: ”umærkelig og gennemsigtig krop, der knap nok kan ses eller føles.” Vores forkærlighed for billeder og stabilitet forveksler vi med virkeligheden. Men når vi ikke gør os umage på at nærme os verden, som den flydende substans, den er, så møder vi ikke tingene i vores omgivelser. Det er ikke uden eksistentielle omkostninger, fordi verden: ”… er denne substans, som får os til at tænke, får os til at leve og elske.”. Vi har derfor meget at vinde ved at slå rødder i luften. Ikke forstået, som at vi skal stå stille, men forstået som en særlig måde at hænge sammen med omgivelserne på og her er planterne det eksemplariske forbillede, som åbner: ”sig for verden og smelter sammen med den med hele deres krop og væren.”.

Coccia gør et hæderligt forsøg på at grave et meningsfuldt fornuftsbegreb op fra historiens murbrokker. Fornuft handler ikke om en pæn borgerlig snusfornuft men om den drivkraft, som giver virkeligheden form. Den fornuft, som etablerer det, vi kan opleve, er ikke udstyret med et guddommeligt formål, fordi den sande fornuft er: ”den eneste bevægelse, der ikke har andet formål end sig selv.”. Logos er det, som etablerer, at vi kan opleve noget som noget. I sin grund form er logos vibrationer og atmosfæriske svingninger. Logos åbner verden og spreder kræfter og dén, som kan gøre selv til kanal for kræfter kan: ”for et kort øjeblik blive det sted, hvor verden oplever sig selv.”. Universet genfødes i den nysgerrige og lidenskabelige iagttagers bevidsthed.

Omgang med verden en sanselige affære, fordi man ifølge Coccio smager på verden, når man trækker vejret. Man kender verden, når man ånder den, hedder det et sted. Åndedraget afslører: ”Hvad der synes at være adskilt, samles til en dynamisk enhed.”. Opdelinger og adskillelser er menneskelige opfindelser, som medfører praktiske fordele. Men i bund og grund er disse kun værktøjer, som vi kan benytte af os. Der findes intet kerne-jeg eller en ydre verden. Der findes kun verden, hvorfra alting bliver til. Coccio forsøger netop at frigøre os fra vores vante dogmer ved: ”at genfinde en evidens, som ingen klassisk kosmologi ville kun afdække.”.

Blomstens væren som modstandsfigur

Jeg kan ikke lade være med at tænke Coccias beskrivelser af blomstens væren som en oplagt modstandsfigur mod vor tids totalitære tendenser. Mens vi render rundt og jagter hinandens anerkendelse glemmer vi at lytte til os selv og dermed verden. Når vi ikke lytter til os selv, bliver vi ængstelige og verdensfjerne. Der er kommet så mange lag mellem os og virkeligheden, at vi tåger rundt i en abstrakt drømmeverden og vi har mistet al kontakt med det virkelige. Derfor er vi så nemme at styre og manipulere.

I stedet for at undertrykke sig selv gennem travlhed, så kan vi lære af blomsterne: ”At slå sig ned et tilfældigt sted for derefter at blotte og åbne sig for alt, hvad der findes i den omgivende verden uanset dens for og natur.”. Blomsten er tvunget til at blive, hvor den er, fordi den ikke kan bevæge sig. Den lokker verden til sig, fordi den ikke kan gå verden i møde.

Vores travlhed udtrykker i virkeligheden en pseudoaktivitet. Det massive præstationsfokus er i virkeligheden en virkelighedsflugt. Blomstens bundethed til stedet giver anledning til en meditativ måde at være i verden på. Ved at stå stille og lokke verden til sig, møder blomsten sig selv. Men det møder ikke sig selv som en kerne. Derimod bliver blomsten i stand til at transformere sig selv, fordi blomsten absorberer verden i sin væren. Blomsten kan: ”…forlænge sin væren dér, hvor dens form ikke kan føre den hen”. Turde vi se realiteterne i øjne og indrømme, at vi underlagt en massiv undertrykkelse, ville vi blive i stand til at tage et skridt ud af travlheden og mærke os selv. Vi ville kunne absorbere verden i os gennem aktiv sansning. Som en blomst ville vi åbne os mod verden med hele vores krop og væren. 

En flot men abstrakt tænkning

Planternes liv er en flot og tankevækkende bog, som skubber én ud på et metafysisk overdrev.

Bogen lider dog af det problem, at den er for abstrakt. Verden gøres ikke levende gennem abstrakte teorier. Til tider er bogen for spekulativ og der mangler praktiske eksempler på måder at vække verden til live på. Hvordan bliver man i stand til at absorbere verden i sin væren? Findes der verdensfrembringer teknikker?

Det havde været oplagt at tage udgangspunkt i hvordan, sproget udøver indflydelse på vores måder at være i verden. Vores måde at tænke verden på sker gennem sproget og derfor har vi mulighed for at ændre vores oplevelser af verden ved at ændre den måde, vi bruger sproget på. At forstå verden er at frembringe verden.

Coccio kredser meget om den filosofisk tanke som: ”… en slags atmosfærisk tilstand, der pludseligt kan indfinde sig hvor helst og når som helst.”. Det er måske det tætteste, vi kommer verdens grund hos Coccio – skæringspunktet mellem mulighed og realitet. Men det er som om, at Coccios filosofiske tanke aldrig kommer i berøring med virkeligheden, fordi den bliver siddende på bagsædet af turistbussen og kigger på verden gennem ruden.

Planternes liv kan varmt anbefales og den beriger os med et anderledes sprog for verden og Coccia minder os om den uhyre vigtige indsigt, at: ”I verden er alting blandet med alt andet, intet er ontologisk set adskilt fra resten.”.