Tilværelsens kedsommelige lethed

A.C. Hansen: ”På behørig afstand”, 2022, Forlaget Kraka, 229 sider.

Af Egil Hvid-Olsen

Året er 1997. Thomas er 29 år og bosat i en klublejlighed i Bruxelles, hvor han arbejder med at oversætte mødereferater, artikler m.m. i EU. Han lever et så kedeligt liv, at duerne på hans altan bogstaveligt talt dejser døde om. Det giver Thomas en udfordring mere, for han skal virkelig tage sig sammen til at bære de døde kræ ned i affaldscontaineren.

Det er noget af en satsning at skrive en roman om en gennemført kedelig person. ”På behørig afstand” er tilmed A.C. Hansens debutroman. Men selvom Thomas vitterlig ikke er et menneskeligt festfyrværkeri, er bogen ikke kedelig. Den har en satirisk tone, men kræver også at blive taget alvorligt. Begge dele skyldes nok, at der tilbage i 90’erne – og sikkert både før og siden – fandtes masser af Thomasser. Jeg, der havde nogenlunde samme alder som Thomas i ’97, kan komme i tanke om en del jævnaldrende mænd, der dengang gerne ville feste og skeje ud, men ikke turde gribe de store chancer i livet, når de bød sig. Man ville ikke forpligte sig, ville ikke gå glip af sin ungdom osv. På den måde fortsatte ungdommen for en del op i midten af trediverne – og det gør den stadig for mange, mænd såvel som kvinder. Men blev livet mindre kedeligt for dem? Næppe. For livet har det med at være mest meningsfuldt, når det ikke alene leves med, men også for andre. Det har Thomas ikke sans for. Han må lære det på den hårde måde.

Det betyder ikke, at ”På behørig afstand” handler om en mand, der endelig overgiver sig til villa, vovse og Volvo. Nej, Thomas finder noget andet, der kan bryde hverdagens monotoni og give ham en mening. Han holder sig ikke længere på behørig afstand, men kaster sig ud i livet, med livet som indsats.

Sørgmuntert mandeportræt

Først skal Thomas dog gruelig meget igennem.

Han skal jævnligt konfronteres med sin mor, som kalder ham ”skat” i så godt som hver eneste sætning, og som sørger for at arrangere en masse aktiviteter, når han er på weekendbesøg, så de ikke risikerer at skulle være tavse sammen.

Han skal tackle sin italienske veninde Giulia, som ”minder om Sandra Bullock, bare i en lidt mere kortbenet og rodet italiensk udgave” og som forelsker sig i ham.

Han skal finde sig i sin ven Alex’ afsløringer af Thomas’ følelsesliv; afsløringer, som Thomas ikke har selvindsigt nok til at erkende, inden de italesættes af Alex.

Og så skal han tackle en ualmindelig kedelig hverdag, hvor han dels skal møde på arbejde for at oversætte tekster, der ikke interesserer ham, dels skal kæmpe for at holde sig væk fra sovesofaen, der om aftenen lokker med genudsendelser af komedieserier.

Thomas vil meget hellere oversætte en lille belgisk klassiker end se ”Friends” for 117. gang, men alligevel lokker TV-serien, så oversættelsesarbejdet trækker ud … og duerne falder omkuld udenfor lejligheden.

Således er ”På behørig afstand” et sørgmuntert mandeportræt skrevet af en kvindelig debutant, der ikke holder sig på behørig afstand af sin karakter, men afslører hans besynderlige, men ikke enestående uvilje mod at kaste sig ud i livet. Det er ikke hylende morsomt, men velfungerende på den stilfærdige, lidt eftertænksomme måde.