søndag den 30. august 2020

En tristesse, der vil dig noget

Linus Carlsen
Jeg er blevet et hylster
Digtsamling, 53 sider, Arkiv for detaljer, 2019

Af Anne Rye Andersson
Anmeldelsen har tidligere været bragt i BookHaul

”Jeg er blevet et hylster” er et ridt udi melankolien og de tunge følelser, der opstår, når man mister den, man elsker, og næsten mister sig selv. Men det er også noget med at kunne se det smukke i sin sorg og betragte den oppe fra og give den plads.

Linus Carlsen er en digter, der ikke er bange for at dykke ned i tristessen og give den form og retning. Som f.eks. her:

”allerede 

er det brudt

                                bristet og

               næsten ikke til

             at bære

                                                             ved din ankomst

                     træder det ind

               skraber og flænger


      som en ingen ting

       og fortrudt”  


Eller her:


”  jeg er ret sikker på at det kan

             ses på mig

hvordan ingenting rigtigt betyder noget længere

hvordan ingenting rigtigt hænger ved” 

Den eksistentielle tvivl er til at tage og føle på, selvom det er korte, stramt komponerede digte. Der er en dybde i digtene, der nærmest rummer en afgrund i sig, som at stå på kanten af en klippe og kigge ned i intetheden, men alligevel vide, at det man rammer er blødt som mos. Der ligger en følelse af afmægtighed, men den har stor patos og viljestyrke, og på den måde minder digtsamlingen mig om Strunge og punkpoesien, måske fordi Strunge lod sig inspirere af musik, og Carlsen ligeledes er musiker. En anden lighed til Strunge kan ses ved fremmedgørelsen af mennesket i byen. Jeg citerer:

”kan du forestille dig

    noget mere ensomt


  gaden lyder

    forblæst”


Og dette:


”                  dansende skrald i

     krydsvinden ved stationen

 fingre der flettes sammen og

                                        ud igen 

                  bygningernes aftryk

            mennesker uden grund”

Den indvirkning byen, måske særligt storbyen, kan have på os, kan efterlade os tomme og ude af sync med selvet. At vi alle sidder inde bag vinduer, afsondret, langt fra hinanden, ensomheden i storbyen og måske endda, når vi er ude blandt andre. At være ensom i selskab er som at få revet hjertet ud, og den følelse får man, når man læser digtsamlingen.

Der er ikke noget dødsønske i digtene, men en underliggende dødsangst, som ligger latent mellem linjerne, måske fordi viljen til liv er så stor. Det er magtpåliggende at få levet det liv, der virker så trist. 

Og mit absolutte yndlingsdigt:

”i udkanten

  venter vi

            let berørte

    af de mennesker

       vi var”

Det er virkelig smukt og rørende og virkelig trist. Som at se tilbage på et liv, der måske ikke blev som forventet, et liv der bød på skuffelser, men også det modsatte, ikke desto mindre, vi er forandrede, tiden og livet har gjort os til nogle andre, måske venter vi på, at livet skal begynde sådan rigtigt, måske venter vi på, at der skal ske noget stort og banebrydende, så vi endelig kan blive lykkelige. Denne fortsatte higen efter det gode liv og den ultimative kærlighed er også tilstede i digtene. 

Som titlen på digtsamlingen angiver; ”Jeg er blevet et hylster”, kan det at gå igennem livet også være en tomhedsfølelse, at føle, at man er en skal, en afart af sig selv, men måske også et hylster i den forstand, at man som mennesker rummer alle disse store følelser, eller det kan være et hylster for sorgen over en forlist kærlighed eller et forspildt liv. Vi er vel alle hylstre i en eller anden forstand, vi har forskellige ham til forskellige sfærer, og måske især i disse identitetspolitiske tider.  

Carlsen har med ”Jeg er et hylster” bidraget med en fin digtsamling, der på en og samme tid hensætter læseren til en følelse af melankoli og virkelyst, og det er egentlig ret beundringsværdigt. Hvis man kan lide Strunge, måske særligt ”Vi folder drømmens faner ud”, vil man kunne lide denne digtsamling. 


Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar