Skæbnefortællinger i hyrevognen

Zeev Sevik Perl: ”Taxafortællinger”, Psonne 2015, 80 sider, ISBN: 978-87-998592-0-

Af Egil Hvid-Olsen
En gang om året deltager jeg i en teaterfestival, hvor jeg går fra den ene forestilling til den anden. Niveauet er forbløffende højt. Det var det også, da jeg en eftermiddag gik ind i et lokale uden vinduer og sammen med det øvrige publikum blev budt velkommen af en israelskfødt mand, der ikke blot var forestillingens eneste skuespiller, men også dens manuskriptforfatter. Zeev Sevik Perl fortalte med sin charmerende accent to selvoplevede hændelser. Når han ikke spiller skuespil, kører han nemlig taxa, og på nogle af disse ture sker der noget, der er en fortælling værd. Han fortalte om dengang han kørte til Hundige Stationscenter og videre til Christiania med tre kriminelle andengenerationsindvandrere, der ændrede deres attitude og holdning til ham undervejs. Ligeledes fortalte han om, hvad der kan ske, når der pludselig sidder en gammel mand i ens taxa og beder om at blive kørt til en adresse, der viser sig at være beboet af nogle for ham vildt fremmede mennesker.
Ud over disse to fortællinger har Perl skrevet syv mere. Alle ni er udgivet i den lille bog ”Taxafortællinger”.

I Perls taxi
Fortællingerne er bygget op på nogenlunde samme måde, og dog adskiller de sig tydeligt fra hinanden. Ofte opstår der nogle dramatiske hændelser, som i dette tilfælde:
Stille og roligt lægger han sin telefon fra sig, vender sig mod mig, og med tårer i øjnene siger han til mig, at han i virkeligheden ikke har lyst til at leve længere. Derpå flår han døren op og forsvinder ud på den mørke snedækkede mark. (s. 62).
Perl selv er hovedpersonen i sine fortællinger, idet det er ham, der har oplevet det fortalte. Men han lader sine passagerer få god plads og giver deres skæbne ord. Selvom det følgende eksempel ikke er enestående, er det lige præcis den kvinde, der satte sig ind i Perls taxi og bad ham køre til Møn, samt hendes triste livsbane, man får indblik i.

Perl, som skuespiller i en Far til fire-film

Min første rigtige kæreste
”Han var min første rigtige kæreste. Vi blev gift i Stege Kirke på Møn, og vores samliv gik godt til at starte med. Indtil drukturene tog overhånd. Til sidst kunne vi kun holde hinanden ud, når vi var fulde begge to. Da han en dag blev taget med alt for høj promille i blodet, mens han kørte i sin lastbil, mistede han både sit kørekort og sit levebrød. Han besluttede sig for at stille flasken på hylden, og han har sgu ikke drukket en eneste dråbe siden. Det siger han i hvert fald”.
Her bryder hun ud i endnu en omgang dåselatter.
”Det endte med, at jeg måtte flytte fra ham. Siden boede jeg sammen med den ene alkoholiker efter den anden.
Det endte altid med, at jeg fik tæsk og flyttede ind hos det næste røvhul, som også tæskede mig. Men i alle de år forblev mig og Otto gode venner. Han har nemlig aldrig så meget som løftet en finger mod mig og har altid respekteret mig. Derfor er vi venner for livet”.
Med disse ord hiver hun Elefant nummer to op af posen og efter en slurk, som tømmer halvdelen af flasken, kigger hun alvorligt på mig og spørger, om jeg tæsker min kone.
Jeg griner, og forsikrer hende om, at jeg ikke kunne finde på det.
”Det er godt at høre. Skål!” råber hun ind i mit øre. (s. 44).

Socialrealisme som blind passager
”Taxafortællinger” er levet liv; en form for socialrealisme, der kun er bearbejdet af forfatterens hukommelse og skrivestil. Fortællingerne bevæger sig frit mellem det triste og morsomme, alt efter hvordan den enkelte tur udviklede sig i virkeligheden. At læse bogen er lidt som at være blind passager i Perls taxa. Sammen med ham møder man meget forskellige mennesketyper. Ind imellem ville man gerne have kørt lidt længere med passageren. Andre gange er man lettet over, at vedkommende endelig steg ud.
Perls fortællesamling skæmmes kun er en lidt for sjusket korrekturlæsning.