torsdag den 25. august 2016

Digte der vil være erindring

Marilyn Nelson
Hurtigere end lyset
Oversat af Inge og Anne-Marie Pedersen
Bureauets Lommebibliotek
112 sider

Af Jakob Brønnum
Marilyn Nelsons digte i den smukke udgave i Det poetiske bureaus lommebibliotek har været længe undervejs, på vej mod den plads i mit bibliotek, altså det, der består at de bøger, jeg har læst og som har åbnet noget eller bare taget plads. 
  I begyndelsen af deres vej talte de uhyre lavmælt, næsten så lavmælt så jeg ikke kunne høre, hvad de sagde, men de er begyndt at tale højere og højere eller også har jeg fået det omkringliggende larm stilnet, for nu hører jeg dem klart og tydeligt.  
Marilyn Nelson
Bogen består af udvalgte digte fra 7 digtsamlinger, med de tidligste digte fra 1970’erne og de seneste fra 2014, fra samlingen ”How I discovered poetry”, som også er klart den fyldigst repræsenterede i bogen. Den er illustrerede med lavmælte og meget, meget stærke fotografier, kollagelignende, sort/hvid, af Anne-Marie Petersen.
  Det er ikke lyrik i den forstand, at digtenes ærinde først og fremmest er æstetisk. Der er billeder af en klarhed og en nuancerigdom, man undrer sig over kan opstå for læseren på baggrund af en så enkel sprogdragt: 

Sammen med tre kompagnoner startede 
han et firma som hed 
The Hickman Joint Stock Company 
De kørte rundt i gaderne 
med en vogn og solgte købmandsvarer 
til halvdelen af byen. 
Hans underskrift er fast, beslutsom, 
dristig. 
Han skabte sig en levevej (s. 37) 

Digtene ligger mellem den store amerikanske roman og den amerikanske lyrik, hvor man nogle gange finder en talesprogslignende tone, en fortællende tone, der registrerer og fastholder et bestemt sansningsniveau, der har et dagligdags perspektiv. 
  Det hører til mine største lyrikoplevelser, den form for pludseligt hverdagsnærvær, som ikke er forsøg på flad hverdagsrealisme, men et indslag af en sansning, der udvider poesiens virkefelt. 
  En bedrift i det udvalg af Marilyn Nelson som vi har, er også dets opgør med tabuer. Enhver kan gøre op med et tabu ved at sige nogle ord, der dækker over et begreb, man mener er tabuiseret. Men digteren gør her stor kunst af det: 

En bølge brydes i labyrinten af membraner 
og noget strømmer ud af ingenting til nu. 
I et ubevogtet øjeblik undslipper tanken sin betydning 
som skeptikerens tågestribe af ærefrygt: 
Kig op, alle spor er væk … (s. 65) 

Digtet handler om alzheimers. Andre digte foregår i historien, og nogle har navngivne hovedpersoner. Nogle foregår i barndommen. alle disse rum bliver på en særlig måde til steder i Marilyn Nelsons digte. Steder fortæller historie. 
  Digtene vil ikke noget bestemt med deres fortælling. De vil ikke skabe indignation eller medfølelse. De vil, tror jeg, have adgang til min erindring, og så vil de have lov at være der og udfolde sig i forhold til deres væsen, for de er selv erindring: 

”Jeg er dig igen 
da du går ned ad gangen. 
Loftet er højt som himlen 
og genlyder af dine fødder 
mod det bonede gulv. 
Ingen glor på dig endnu, 
et lille sort barn for klodset 
til at spille bold.” (s. 17) 

Når jeg læser udtalelser fra den amerikanske valgkamp og hører at 1% af afroamerikanerne vil stemme for Trump, så bevæger de sig som det, de er erindring. 

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar