Skrivekløe, terapikuller, faderkomplekser og mødrebindinger

Himmelbjerge
Gorm Rasmussen
Det Poetiske Bureaus Forlag 2024

Af Carina Wøhlk
Himmelbjerge. Ikke den 147 meter høje bakke mellem Ry og Silkeborg. Men Himmelbjerge. I flertal. Sådan hedder bogen. Og titlen holder i en vis forstand, hvad den lover. Det er op ad bakke for læseren. Hele vejen igennem. Og vejen er ikke bare stejl. Den er også så snørklet, at det er til at blive køresyg af. 

I Gorm Rasmussens fabulerende bog kommer læseren ud i det blå med hovedpersonen Erkild Erkildsen af Erkildstrup i førersædet. En selvkredsende, pseudoalkoholiseret mand omkring de halvfjerds. Med skrivekløe, terapikuller, faderkomplekser og mødrebindinger. Ja, du læste rigtigt. Mødre. Også i flertal.

For den aldrende herre er blevet opdraget af sin velhavende mor og hendes tatoverede husfaktotum, Dydde - med y som i tyende. Hans fraværende far er et mysterium. Og Erkild forsøger at optrevle det mystiske og samle sit ”knuste jegs puslespil” (se side 211) ved at fare land, rige og Europa rundt. Bogens første sætning og gennemgående spørgsmål er: Hvor er E? Men grundspørgsmålet for Erkild synes at være: Hvem er E? 

Ja, hvem er Erkild? En privilegeret og patetisk hvid mand med ”¨Überklasse-skam” (se side 269) og svigtende libido? Et overklasseløg, gennemsyltet i egen lage?  En hidsigprop med et overaktivt ”rabiometer” (se f.eks. side 14) og en nærmest Tourette-agtig evne til at rive øgenavne og skældsord af sig – i hvert fald i tankerne? 

Jovist. Men ellers? Erkild har en forfatter i maven, men bliver det skrivende menneske nogensinde forløst? (I parentes bemærket – læseren må leve med utallige parenteser bogen igennem. Flere af dem rummer vendingen ”den må han huske” (se f.eks. side 305) - om ord eller udtryk, der vækker forfatterspirens selvbegejstring).      

Inden sin identitetsfærd har Erkild slået sig ned på Møn for at skrive en roman om kalkmalerierne i Fanefjord Kirke (den som det hele handler om – som det fremhæves i kursiv på side 313). Eller rettere – Erkild agter at skrive om den svagsynede og enfoldige malersvend Esbjørn, der får til opgave at kalke malerierne over i kølvandet på reformationen. Se, den roman ville have været interessant at læse. Men den bliver ikke til noget. Ikke rigtigt. Ikke helhjertet.

Det gør til gengæld færden ud i verden. Undervejs støder Erkild på sære eksistenser og oplevelser. Og virkeligheden rammer ham som en knytnæve i ansigtet, da hans fars triste skæbne går op for ham. Erkild vender tummelumsk tilbage til Møn med ny indsigt i sin familiehistorie og i håbet om at komme tættere på en yngre kvinde med et navn, der dufter af Fynsk Forår - Ilsebil, som allerede inden afrejsen har prikket til hans slumrende seksualitet. Deres romance tager en uventet drejning, og Erkild ender i armene på sin B&B-værtinde, Bitten, ukærligt omtalt som ”Langpatten” (se f.eks. side 40).    

Ukærligt, ja, og ikke just politisk korrekt. I det hele taget kan en woke læser slå sig gevaldigt på Gorm Rasmussens bog. Som når han lader en af Erkilds litterære skikkelser skrige op, ”som kun mænd kan, i en næsten transvestistisk skrækdiskant” (se side 81). 

”Himmelbjerge” er en syret roman, der hele tiden puffer til læseren og virkelighedsforståelsen. Bogen sprudler af sproglig opfindsomhed. Den er forvirrende, men aldrig kedelig. Efter endt læsning står spørgsmålet alligevel rungende tilbage: Hvor er E – hvor er den Elendige, Endegyldige, Evige mening? Med bogen, altså…      

      

At dagdrømme verden frem

Bachelard slår på lyd for ensomheden, fordi det er kun muligt at dagdrømme, når man alene. Vi har brug for tilbagetrækning for at kunne dagdrømme og opnå kontakt til et større kosmisk register.

Gaston Bachelard
Rummets poetik
Forlaget Mindspace

Af Jakob Kvist
I sin fine bog ”Rummets poetik” gør den franske filosof Gaston Bachelard os klogere på, hvilken rolle rummet spiller for vores liv. Bachelard henleder opmærksomheden på de erkendelsessituationer, som vi har svært ved at beskrive med de begreber, vi har til rådighed. I bogen tages vi i hånden og føres gennem de sider af livet, som følger en uvant og paradoksal logik. 

Til at gøre dette skriver Bachelard hele bogen igennem en særlig form for fænomenologi frem, som har til formål at beskrive ikke blot de fænomener, som træder frem for os, men også hvad der er bag disse fænomener. Som vi skal se, ender dette ud i en helt særlig form for erkendelsesteori, hvor verden ikke viser sig at være et 1:1 spejlbillede af noget derude. 

Videnskab og kunst er ikke hinandens modsætninger

Som tænker havde Bachelard den fordel, at han havde et stort indblik i videnskabens verden. Bachelard forstod, hvad videnskab er og forfaldt ikke til den folkelige opiumsudgave, hvor videnskaben handler om at beskrive en verden derude. Videnskab er ikke antitesen til hverken religion eller kunst. Bachelard forstod, at videnskab først og fremmest er en metode til at foretage målinger på baggrund af eksperimenter. Når eksperimentet kan gentages og give de samme resultater, kan det bruges til at foretage prognoser og muligvis gå hen og blive en videnskabelig teori. 

Videnskabens målinger afspejler ikke en ydre stabil verden, men videnskaben skaber bestemte modeller af verden med sine målinger. Det materiale verden består af er hverken stabilt eller kontrollerbart men følger akausale og (for os) paradoksale principper. 

Ud fra denne indsigt går Bachelard på opdagelse i verden. Bogens titel ”Rummets poetik” henviser til, at verden ikke er et statisk objekt men et skabende og forvandlende element, som vi hele tiden er involveret i. Kunsten kan bryde med vores dagligdagsvirkelighed, fordi kunstens opgave ikke er at afbillede en allerede eksisterende verden men netop at frembringe verden. Rummets poetik handler om ikke at tage rum for givet men at stoppe op og gøre sig modtagelig for rummets forvandlende egenskaber. 

Huset røber noget om menneskets væren 

Bachelards kongstanke er, at uden huset ville mennesket været et opløst og splittet væsen. Huset fastholder mennesket gennem de storme, som universet udsætter det for. Huset og mennesket repræsenter krop og sjæl. Huset er menneskets første verden. Før mennesket er kastet ind i verden, er mennesket lagt i husets vugge. Bachelard gør op med Heideggers påstand om, at mennesket er kastet ind i verden. Bachelard mener, at i stedet for at blive kastet ind i verden, så bliver vi kastet ud i verden. Den tryghed huset etablerer, åbner samtidigt op for, at mennesket kan blive slynget ud i verden. Huset repræsenterer ikke bare menneskelig opbevaring men inviterer med sine mange rum til at blive udforsket. Huset forbinder os til verden ved at udgøre en grænsetærskel og port, som kan give adgang til andre grader af eksistens. 

Huse betyder noget for os, fordi vi bruger og har brugt meget tid i dem. Jeg husker som barn, at der intet bedre var end at gå på opdagelse i min farfars og farmors hus. Møblerne, dørene, gulvene, trappen, kontoret, gæsteværelset mm. var alle fyldt med små hjørner, hvor man nemt kunne fortabe sig i dets detaljerigdomme. 

Bachelard minder os om, at huset og dets rum er mere end blot afgrænset geometri. Huset og dets rum bliver snarere ved med at skabe sig selv. Når vi bliver opmærksomme på dette, bliver rummet levende i os selv. Det kan være en knast i gulvet, vi ikke har bemærket før, som får os til at falde i staver. Som man bliver suget ind i et eksistentielt sort hul. Det er, fordi det store befinder sig i det små. Detaljerne udvider verden. Bachelard kalder det for miniaturen og man kan sige, at verden gemmer sig i miniaturen. Når vi er nærværende til stede i rummet, bliver det vores genvej til verden. Huset og dets rum gør os i stand til at registrere al den mening, vi er omsluttet af, fordi det afskærmer os fra sociale distraktioner.

Befriet fra dualismen

At se verden er ikke at betragte den på afstand. At se verden er at gribe ind i verden. Når vi kigger på noget, blander vi os med verden, fordi vi overfører energi på det, vi observerer. Tingene eksisterer ikke i sig selv, men bliver synlige for os gennem sproget. Hvis tingene ikke havde en plads i sproget, ville de ikke eksistere for os. Bachelard kritiserer psykoanalysen og psykologien for ikke at have blik herfor og dermed evner de ikke at se bag om de fænomener, vi møder i vores hverdag. 

Hvis vi evnede at gå bag om de ting og fænomener, vi møder til daglig, ville de blive afsløret som udklædte dynamikker. Tingene er for os, hvad vi er blevet enige om, de er. Vi kan aldrig gribe helheden af en ”tings” væren og derfor reducerer vi den til noget. At vi kan opfatte noget som noget er vores måde at kontrollere verdens dynamiske aspekt på. 

Psykoanalysen og psykologien når aldrig ind til sagens kerne, fordi de bygger på falske ontologiske præmisser. Psykologien forestiller sig mennesket være i besiddelse af en personlighed, som kigger ud af kroppen gennem to huller. Psykoanalysen privatiserer det ubevidste og afskærer dermed mennesket fra den lidenskab, som holder verden i gang. Deres problem er, at de er blinde for de kræfter, som muliggør den menneskelige eksistens og derfor kommer de ikke længere ind til det personlige. Hvad er verden, før vi bliver bevidste om den? 

Sprogets rolle

Bachelard udfordrer de grundkategorier, vi kigger på verden med. Han fokuserer på sprogets rolle, fordi sproget narrer os til at tro, at vi er en fri bevidsthed, som kigger på en ydre verden med eksistens i sig selv. Sproget fortæller os ikke, at alt hvad vi ser, gøres synligt af sproget selv. Med sproget lyser vi verden op og gør det muligt at kommunikere på tværs af individer. Når vi kan det, så kan vi arbejde sammen om et fælles mål, hvilket udstyrer os med en praktisk evolutionær fordel. 

Den kommunikative side af sproget er et praktisk redskab, som gør det muligt at forme virkeligheden. Virkelighed og sprog hænger uløseligt sammen og udgør til sammen det sociale rum, vi lever i. Som værktøj skaber det kommunikative sprog praktiske modeller af verden, vi kan navigere i. Men Bachelard minder os om, at sproget også har en poetisk og skabende side. Digterne gør brug af sproget på en måde, hvor verden træder frem på nye måder. Som om digterne åbner verden op ved at vende sproget på vrangen. 

Dagdrømmeriet og virkelighedsansvar

For Bachelard spiller dagdrømmeriet en vigtig rolle for vores væren i verden. De fleste forbinder dagdrømmeri med virkeligheds- og ansvarsflugt. Men Bachelard viser os, at det er ved at dagdrømme, at man påtager sig sit virkelighedsansvar. 

Når vi dagdrømmer falder vi ud af virkeligheden og lander i verden. Virkeligheden er det sociale rum, som vi skaber sammen. I virkeligheden befinder det kommunikative sprog sig og virkeligheden er styret af grammatik og kausalitet. Men virkeligheden er kun en brøkdel af verden; en delmængde af verden. 

Det er i virkeligheden, at vores menneskelige tilværelse udfolder sig. Men den er muliggjort af noget andet og langt større end sig selv. Virkeligheden er nemlig intet i sig selv, andet end det vi bliver enige om, at den er. Når vi dagdrømmer, mister vi forbindelsen til virkeligheden og bliver sat i forbindelse med vores eksistentielle ophav. 

Dagdrømmeriet og drømmeri følger helt andre logiske spilleregler end dem, vi er vant til. Derfor kan det føles så underligt at drømme. Man flyver rundt i sted og tid og der sker ting med éns eksistens, som overskrider vores normale meningsforståelse. 

Når vi dagdrømmer, transcenderer vi virkelighedens dimensioner. Vi befinder os på kanten af virkeligheden, som pludseligt ikke ligner sig selv længere. I (dag)drømmen løsnes éns ontologiske bindinger og man spredes ud i verden. Vi nærmer os et præeksistentielt plan, hvor der ikke findes noget, men til gengæld sker der så meget andet. At befinde sig i dette kosmiske maskinrum er at være en del af det, som sker før, man bliver bevidst om sin egen væren til. Det er at komme udover egoets umodne begrænsninger ved at blive en del af alle de muligheder, som potentielt kan blive aktualiseret i vores virkelighed. 

En neurologisk underverden

Skænker vi hjernen et blik, så er det interessant at se, hvor forudseende Bachelards tanker om dagdrømmeriet synes at være. Hjernen er en maskine, som leverer virkelighed til os. Virkeligheden oplever vi som en følelse af helhed. Det, vi ser, er ikke verden, men det som hjernen fortæller os, vi skal se. Og hjernens verdensbillede er yderst begrænset. Der er det paradoksale ved vores eksistens, at vi både er i og bagved verden på en og samme tid. Det kan hjernen ikke håndtere og derfor udspalter hjernen et subjekt og objekt. Det er hjernens verdensbillede. Men denne dualistiske verdensopfattelse udnytter ikke vores biologi til fulde. Det er fornuften(det præfrontale cortex), som udgør censuren af de sanseindtryk, vi oplever. Hjernen sorterer aktivt alle de sanseindtryk fra, som ikke passer ind i dens verdensbillede. Og det bliver til mange frasorterede sanseindtryk løbet af en dag. Når vi dagdrømmer og drømmer derimod, så omgås vi fornuften og får aktiveret de sanseindtryk, vi ellers ignorerer. Når vi dagdrømmer rejser vi til vores neurologiske underverden og aktiverer større dele af vores biologi. Vi bliver en del af den bevægelse, som holder verden i gang. 

Ensomheden

Bachelard slår på lyd for ensomheden, fordi det er kun muligt at dagdrømme, når man alene. Vi har brug for tilbagetrækning for at kunne dagdrømme og opnå kontakt til et større kosmisk register. Bachelards ”Rummets poetik” er en smuk bog, som minder os, at verden slet ikke er så fornuftig, som vi gerne vil gøre den til. Verden er vild, voldsom og skabende. Når vi tror, at virkeligheden er det mest sande, som findes, så lever vi i et fængsel, men vi kan bøje virkelighedens tremmer, når vi dagdrømmer og dermed nærme os verden. Vi lever i en tid, hvor virkeligheden er noget nødvendigt, som ikke kan undslippes. Vi gør grin med dem, som lykkes med at undslippe den herskende virkelighed. Det er en skam, fordi den som kun opholder sig i virkeligheden, fylder sin sjæl med tomhed. Vi må huske på, at virkeligheden er en huskeremse, hvor vi siger de rigtige ting for ikke at gøre magthaverne sure. Vor tids virkelighed er et økonomisk helvede af nødvendighed grundet økonomiske love, som sjovt nok kun tilgodeser de rige. Vi bliver nødt til at arbejde på udviklingen, så verden ikke falder fra hinanden. Men måske er det lige præcist det, vi har brug for i en yderst død samtid: at verden går i stykker, så vi kan sammen kan skabe en ny. Med Bachelard i hånden skal der herfra lyde en opfordring til at dagdrømme og gå på opdagelse i alverdens rum. Det er en måde at undgå samtidens fascistiske tendenser på. 

En understrøm af jødehad

Annette von Droste-Hülshoff: ”Jødebøgen”, oversat af Eva Botofte, 148 sider, Forlaget Ti Vilde Heste, 2024.

Af Egil Hvid-Olsen

På bagsiden og i sit efterord oplyser oversætter Eva Botofte, at ”Annette von Droste-Hülshoff (1797-1848) er den eneste kvindelige forfatter, der aldrig har været udeladt i en tysk litteraturhistorie.” Desuden oplyses det, at ”hun er en af de første, der peger på landets skjulte, men voksende antisemitisme – som her i Jødebøgen, der er et standardværk i tysk litteratur.” (bagsiden og s. 139).

Dog synes en afsløring af antisemitismen ikke at være bogens hovedærinde. Den ligger blot som en nøgternt konstateret understrøm i fortællingen – som noget, der findes, men ikke debatteres, fordi antisemitismen (eller jødehadet) falder majoriteten af bogens karakterer helt naturlig. Men netop derfor kan den også let aktiveres og bide fra sig.

Droste-Hülshoff tager udgangspunkt i en kriminalsag fra 1783, hvor en jødisk mand blev myrdet. Hun lader dog handlingen udspille sig nogle årtier tidligere. Læseren præsenteres for Friedrich, der fødes i fattige kår. Ingen på det tidspunkt havde de store chancer for at gøre karriere, og slet ikke, når skolegangen blev valgt fra, sådan som det er tilfældet for Friedrich, der bliver hyrde. At han tilmed lever på en egn i Westfalen, hvor lovløshed i højere grad er reglen end undtagelsen, udfordrer hans muligheder for at føre et solidt og roligt liv på den rette side af loven. Det drilske ved Droste-Hülshoffs hovedperson er, at han beskrives ret usympatisk fra begyndelsen af. Han er svær at synes om. Det forholder sig anderledes med hans mor, Margreth, men inden hans fødsel begår hun en fejl, der på længere sigt får hende til at miste sin stolthed. Hun synker ned i det moralske smuds, hvor så mange andre på egnen befinder sig, og må hutle sig gennem tilværelsen.

Den afstumpede voldsparathed

Der er altså lagt op til drama i Droste-Hülshoffs novelle, som er den genrebetegnelse, hun selv brugte om ”Jødebøgen”. Og drama bliver der! Alene den nærliggende skov er et usikkert sted, hvor lyssky handlinger udføres. Det lader også til, at overnaturlige væsner driver gæk med de mennesker, der forvilder sig derind. Således er der ikke så lidt uhygge og gys over fortællingen. Når man læser den, får man fornemmelsen af, at hele handlingen udfolder sig i skumringen eller om natten, selvom det selvsagt ikke er tilfældet.

Men som mere end antydet er der ikke blot underholdning på spil i ”Jødebøgen”. Den indeholder en kritik af et samfund, som lader sine svage falde dybere og dybere ned i armod og åndelig formørkelse, så de vælger lovløshedens vej og som udgangspunkt tror det værste om alle andre, først og fremmest jøder, der altid er blevet udpeget som syndebukke. Den hævn, der rammer drabsmanden, kommer fra højst uventet side, men ændrer ikke de beskrevne forhold. Så selvom retfærdigheden sker fyldest, er novellens slutning ikke egentlig opmuntrende. Tilbage står stadig fordømmelsen af det jødiske mindretal og en del af befolkningens afstumpede voldsparathed.

Annette von Droste-Hülshoff.
Wikimedia Commons

Aktuel afspejling

Med sin lettere tilbagetrukne tematisering af jødehadet, er ”Jødebøgen” en skræmmende aktuel bog, selvom den blev skrevet for godt 180 år siden. Også i dag har antisemitismen kronede dage. Den har bare fået nye rammer, idet den trives på de sociale medier, opildnet af krigen i Gaza. På SoMe, der tit befordrer den størst tænkelige afstumpethed, begås gang på gang den fejlslutning, at de israelske politikere er ét med verdens jødiske befolkning. Konsekvensen er, at det had, der rettes mod Israels krigsførelse, også rammer de jøder, der ikke nødvendigvis sympatiserer med den førte politik. En lille lokal magtelite bliver pludselig identitetsskabende for samtlige jøder i hele verden. Det er dog ikke jøderne selv, der identificerer sig med de israelske politikere, men andre, der presser identiteten ned over hovederne på dem. Dermed er fjenden udpeget!

Hvis man vover at tale mod antisemitisme, bliver man meget let skudt i skoene, at man støtter krigen i Gaza. Påstanden er ekstremt unuanceret og til tider direkte debil, men den lægger sig fint i slipstrømmen på den udbredte afstumpethed på de sociale medier; en afstumpethed som til tider føres ud i det liv, der leves udenfor skærmene.

Selvfølgelig støtter man ikke automatisk den frygtelige nedslagtning af civile i Gaza, fordi man taler imod antisemitisme. Ligeledes er man ikke automatisk propalæstinensisk, fordi man kritiserer den måde, hvorpå Israel fører krig i Gaza. Men sådan dømmes man lynhurtigt. Man dømmes som enten ven eller fjende, og dette enten/eller er afstumpethedens mest effektive værktøj, om man så repræsenterer den ene eller den anden side af konflikten.

Skræmmende relevant

Hvis man var en karakter i Droste-Hülshoffs novelle og hun lagde et forsvar for jøderne i munden på én, ville man hurtigt blive stemplet som fjende af de andre i landsbyen. For vel ligger jødehadet blot som en stille understrøm i ”Jødebøgen”, men det kan hurtigt aktiveres og bide fra sig. På den måde minder novellens samfundsskildring om tendenser i vore dage. Derfor må man konstatere, at ”Jødebøgen” udkommer på det rette tidspunkt som en påmindelse om, at det har konsekvenser at stemple medborgere som særligt farlige, og at det afslører en langt farligere afstumpethed, når det finder sted.

Forlaget Ti Vilde Heste har flere interessante oversatte udgivelser af oversete klassikere bag sig, men forlaget har vist ikke tidligere ramt en så aktuel udgivelse som ”Jødebøgen”. Bogen er skræmmende relevant.

Nogle af de skæveste, mest betagende, dybsindige, overstadige digte

SHUNTARO TANIKAWA “HVOR KOMMER ORDENE FRA”

Oversat af Susanne Jorn
67 sider
Det Poetiske Bureaus Forlag, 2024

Af Jes Nysten
“Hvor kommer ordene fra” er titlen på denne lille umiddelbart beskedne digtsamling. Og det er også lige mine ord! Digteren - står der på omslaget - er Shuntaro Tanikawa. Jeg må altså blankt erkende, at jeg aldrig før har hørt om denne digter.

Men så åbnede jeg bogen, og jeg blev bogstaveligt talt væltet omkuld af nogle af de skæveste, mest betagende, dybsindige, overstadige digte, jeg har læst i rigtig lang tid. Selv nu hvor jeg har gennemlæst dem igen og igen og skal skrive om dem, er det med et smil på læben og glæde over, at jeg på denne måde er blevet lukket ind i dette livfulde univers.

Tanikawa

Shuntaro Tanikawa er japaner, en af de mest betydningsfulde og respekterede digtere i sit hjemland og i en alder af 92 år stadig fuld aktiv. Den foreliggende samling, jeg har her, er øjensynlig fra 2021, hvor han var 89 år

Han har selvfølgelig en lang produktion bag sig. Fire digtsamlinger er tidligere oversat til dansk (som jeg bestemt må dykke ned i senere). Alle - som denne - oversat af Susanne Jorn.

Denne digtsamling består af ca 40 korte, underfundige digte. Noget af det mest påfaldende ved digtene er den enkle og ukrukkede tilgang han har til sproget. Den fortænkte og tilstræbt “dybsindige” sprog ornamentering, der nu og da tynger læsningen af digtsamlinger, er her udskiftet med en både legende og begavet enkelhed.

Dette stammer fra en fuldstændig sikker hånd. Med fuldkommen sikkerhed sætter han hver ord nøjagtig der, hvor det skal sættes. Al overflødigt er skåret væk, og det inciterende er, at netop denne enkelthed skaber digte, der hele tiden lader sig læse åbent og frit, uden man er låst inde i en fastlagt konstruktion. Samtidig er de så gennemførte, at de ved hver læsning kaster nye - uudsagte - overraskende og ægte dybsindige betydninger af sig.

Det legende virker til tider næsten helt ubekymret barnligt. Sansningen og opmærksomheden på verden omkring ham er uden filter.

En digter på dansk grund, som jeg kommer til at tænke på, når jeg læser disse digte, er Henrik Nordbrandt.

Digtet “Lille blomst”

Du    Lille Blomst i vejkantens græs
blomstrer virkelig alene
Poesi skrevet med ord af os mennesker
interesserer dig sikkert ikke
Og jeg    når jeg ikke kender din art eller dit navn
får du et digt i gave

Jeg vil ikke pynte dig
med en overflod af menneskeord
Et enkelt smukt ord er nok om dit ydre
Nej     Slet ikke nok
At se på dig i stilhed er bedst
så handler det om min digterværdighed

Du og jeg deler Jorden
Dit og mit kommer fra én kilde
men vi har forskellig form og forskellig farve

Jeg rører forsigtigt ved dine kronblade med fingrene
Forlader dig i blomst     Og går væk
mens kronblade af skyer fødes i den blå himmel

Hans virke har gennem hele livet været omfattende. Han har malet, illustreret bøger, skrevet sange - bl.a. temaet til Hayao Miyazaki’s  tegnefilm “Det levende Slot”, lavet børnebøger og oversat “Radiserne” til japansk.

Det siger noget om hans opfattelse af det at være digter. Måske er det også dette der gør, at han uden for Japan ikke opfattes som digter med stort D. Rygtet går at han flere gange er blevet nævnt i forbindelse med Nobelprisen, men klart er blevet valgt fra.

Har man hørt dette før??

Naturen fylder meget i digtene. Både naturen som det vi er forbundet med, men også naturen som det vi alt for let overser. Alderens bitre erfaringer melder sig, men uden vrede eller opgivelse.

Og børnene er de livfulde men også de sårbare i digtene - i en kultur uden retning eller dybde.

Digtet “Hr Ord”

Hader pludselig at skrive høfligt
hr. Ord sidder bare på en bænk i parken
Og vil ikke gå nogen steder
Tror ideerne mangler
Tror at digte
næsten altid er skabt tæt på “Bedst før” datoen
Går tur i blinde
Samler ting op på vejen
I barndommen fandtes “kludekræmmere”
som lagde brandbart affald og ikke-brandbart affald
I en kurv på ryggen
Men smidt væk hvorhen
Har indsamlet sorteret og kombineret opsamlede ord
og været sammen med hr. Ord i over 60 år
Kan ligne affald flere steder
Kan blive til mystiske juveler i digtlinjer
Er ikke træt af sansningen
Flydende strømme af falske ord
drypper ind i det
sekulære samfund
En mantra bevæger sig også op og ned med plastikaffald
og driver afsted på bølgerne

hr. Ord hr. Ord
hvor er “Virkelighedens ting”?

Hermed anbefalet på det varmeste.

Det moralske tomrum Eva Botofte skriver sin imponerende digtsamling i

Eva Botofte:
Redelighed (digte)
Det poetiske bureau 2023, upagineret

Af Jakob Brønnum
Titlen på Eva Botoftes digtsamling Redelighed har en dobbelt betydning. Det siger sig selv. Men jeg skal alligevel nævne det: En værre redelighed er som bekendt en masse rod. Spørgsmålet er om udtrykket i sig selv implicerer rod i almindelighed, eller om der også er en form for moral indlagt i det som en betydningsmæssig understrøm.

Den anden betydning er en moralsk betydning. Redelighed er nemlig et princip bag en form for handlemåde, som desværre er gået alvorligt af mode, i og med den kapitalistiske markedsøkonomi de senere årtier har ladet en mere overfladisk handlemåde dominere i det offentlige rum, hvor de aktioner man foretager sig i forhold til sine muligheder som kunde, klient og borger, ikke længere implicerer en moralsk stillingtagen, men udelukkende en opfyldelse af hvad systemet tilbyder.

Lad mig give et eksempel på, hvordan redeligheden er forsvundet, selvom et kort blik på amerikansk politik let kunne illustrere det. Da Poul Schlüters justitsminster Erik Ninn Hansen havde brudt nogle bestemmelser i udlændingeloven, gik han af som statsminister, fordi han som leder forstod at det eneste redelige var at tage ansvar for sin underordnede ministers handlinger (og for at undgå at Folketinget væltede ham af samme grund). Da Lars Løkke Rasmussens lidt mere underordnede minister Inger Støjberg gentagne gange havde brudt præcis den samme lov og nu skulle stilles for en Rigsret, gik Løkke ikke af. Han forlod senere partiet, så han ikke under rigsretten hele tiden implicit skulle blive udpeget som den der som leder burde have standset ulovlighederne. Redeligheden som princip er fuldstændig væk, Løkke behøver blot opfylde de muligheder, systemet giver ham.

Det moralske tomrum

Jeg tror det er det moralske tomrum, Eva Botofte skriver sin imponerende digtsamling i. Med sproget og bevidstheden som et underforstået omdrejningspunkt, tager hun alle det offentlige rums ansigtsløse platforme op til fornyet fortolkning. Digtet Walk of Fame er bare et af mange eksempler på, hvordan Botofte elegant væver vore forestillinger om fællesskab og menneskelighed og vore fælles idéer om eksistensen sammen med den udtyndede tilværelsestolkning, det moderne menneske er blevet viklet ind i, gennem de ovennævnte kræfter:

I bagtrapperomanens æstetik
af afgrænsede plastiske scener
er den mobile valkyrie
gengivet i slowmotion

Senere i digtet møder vi døden, filmen, beskrivelsen af verden som et tivoli i døgndrift. Store eksistentielle blokke af moderne livstof. De fire linjer, der sætter scenen for digtet og placerer læseren i sit eksistentielle symbolrum, rummer alle de kræfter, vi måtte ønske at mobilisere: Det usete (bagtrapperomanen), det kraftfulde (Valkyrien), det beundrede (det plastiske, dvs. det frit bevægelige, det sceniske), det langsomme, det velovervejede og suveræne (slowmotion). Samtidig fungerer billederne, nøjagtig ligesom titlens dobbeltbetydning, som beskrivelse af alt det, der er konsekvensen af vores tilstand: Det undertrykte liv, fjernt fra offentlighedens søgelys, der, hvor tingene sker (bagtrapperomanen), det uberegnelige sindelag, drevet frem af en verden der ikke er til at stole på, fordi den er uden moralsk fundament (Valkyrien), den genfremstillede virkelighed i kunstigt lys og gestalt (slowmotion) og det aldrig bestandige, men hele tiden foranderlige, som man bliver vanvittig og ensom af at skulle agere i (det plastiske).

Botofte

Botofte fremmaner et monstrøst livsvæsen, vi alle er del af, stræber efter at blive eller flygter fra. Og det er præcist det fangenskab, den markedsideologiske hegemoni vil sætte os i, for det eneste vi dermed kan gøre, er at forbruge. Vi kan ikke flygte, ikke forandre, ikke forvandle.

Med andre digte om kattedamer, himmelfart, 24/7, ørenlyd, ligusterrystelser og meget andet placerer Botofte suverænt digtet og forfatterren og læseren i det lufttomme vacuum mellem redelighedens to betydninger, hvori vi er henvist til at leve vores liv.

To andre værker

Bogen får mig til at tænke på to andre værker. Den er nemlig layoutet på den mest sublime Monty Pythonagtige måde, hvor hvert eneste digt er sat op i en collageform og får sit eget billedlige udtryk. En udgave af Marshall McLuhans tanker, der oprindelig i slutningen af tresserne blev udgivet i bogen The Medium is the Massage, er layoutet på samme måde. Man kunne se flere bøger af denne art i slutningen af tresserne og begyndelsen af halvfjerdserne, hvor der var højt til loftet i den vestlige verden. Den sylespidse svenske samfundskritiker og essayist Sven Lindqvist har også brugt formen med stort udbytte. Men det er ikke altid, den giver så god mening som den her gør, fordi den nogle gange kan forfalde mere til form end indhold, mere til gestus end gestalt. Den grafisk udformning lykkedes, når billedet forløser teksten og ikke står i vejen for den.

Den anden bog, jeg kommer til at tænke på, har overhovedet ikke nogen billeder, men består af genskrivninger af offentlige og private brugsanvisninger og forklaringer og enkle juridiske tekster. Det er den mageløst dygtige skånske lyriker Ida Börjels digtsamling Konsumentköplagen (2008).

En kort omtale som denne yder ikke bogen nogen som helst retfærdighed, særlig ikke, da det meste af teksten er brugt på at skitsere den sammenhæng bogen indgår i. Men lad mig sige at jeg er enig med bibliotekernes lektør i, at man vedvarende vil kunne gå til bogen og finde noget nyt, hvilket som bekendt er et af de bedste bøgers adelsmærker. Lad mig også sige at Eva Botoftes Redelighed er en af de tre bedste, nye bøger jeg nogensinde har anmeldt. De to andre er Hein Heinsens Trinitetsmaskinen og Egon Clausens almanak om billedkunstneren Erik Hagens store billedværk Esbjergevangeliet, begge udkommet på Gyldendal for år tilbage, da vi stadig havde håb.

(Let opdateret 13. nov./jb)

Tid i varierende længder

Torben Juul Hansen: Scenografiske digte, Forlaget Adi og Lama 2024, 81 sider.

Af Egil Hvid-Olsen

Det begynder langt tilbage i tiden:

Under den sidste istid

stod havniveauet så lavt at en

asiatisk indvandring var mulig.

De nødvendige trædesten lå i 

Aleuternes vulkanske øbue

mellem Sibirien og Alaska.

Folkevandringer krydser kloden, så en befolkning fra det kolde nord kan slå sig ned i det nuværende Sydamerika.

Men nu foretages der et tidsmæssigt spring til…

…huleforsker P.W. Lund

der

fandt dem begravet mellem knogler fra

sabeltigeren Smilodon og Megatherium et

kæmpedovendyr

senere udstillet som monsterskelet

på Zoologisk Museum

Nu er vi nået op i nutiden, hvor tidsspringene ikke tælles i årtusinder; allerhøjst i årtier:

Før Zoologisk Museum flyttede fra adressen i

Krystalgade

København. (s. 7-8).

Erindring og alderdom

Tiden – både de lange spænd og de korte årrækker – spiller en gennemgående rolle i Torben Juul Hansens seneste digtsamling. Forfatteren er godt oppe i årene, og finder stof i erindringer. Samtidig står han ved sin alder. Erindring og alderdom flettes sammen i dette digt:

Jeg søger ind i den tid

hvor det ikke var formålsløst

at følge skovens vandløb til en hemmelig rævegrav.

Jeg søger de faste traditioner

mit halve liv gik med bekæmpe. (s.68).

Det fængslede håb

Juul Hansen lader sig dog ikke gribe af sentimentale tanker om de gode gamle dage. Ligeledes er han ikke sentimental, når det gælder nutiden. Med en kort beskrivelse af de konflikter, der præger verden, finder han det nødvendig at favne…

[…]det naive vers hos Jeppe Aakjær

hvor han skriver

at et hjerte kan:

”skælve af glæde

blot duggen dynker et strå.”

At glæden over det ubetydelige er naiv, understreges i slutningen af digtet:

Som det eneste lå håbet tilbage i 

Pandoras æske

og det ville være en stor hjælp

om jeg vidste hvem der fandt låget frem. (s. 52).

Som i det gamle sagn er låget smækket på æsken igen, så håbet ikke kan komme ud og forfølge de mange ulykker, der blev sluppet fri.

Heldigvis modsiger digteren sig selv, for hvorfor udgive en digtsamling, hvis der intet håb er?

Dog modsiges magt og kold beregning også i Juul Hansens samling:

Længe efter tildragelsen

kunne min beskedne far

underholde med

hvordan en lille uforfærdet rødhals

satte sig på gravearbejdets håndgreb.

Høfligt lagde selskabet en dæmper på de 

børsnoterede samtaler. (s. 49).

Så er der da alligevel håb!

En svanesang?

”Scenografiske digte” er en samling med tilbage- og udblik, om historie på makro- og mikroplan, om barndom og alderdom og derfor også om liv og død. 

En svanesang?

Selvom digteren frygter for klodens fremtid, ved han dog, at hans liv ikke er det sidste, der skal udfolde sig. Det er ikke ham, der lukker og slukker:

Jeg var af den formodning

at jeg skrev dagen et afsluttende digt

hvad det skulle vise sig

at jeg ikke gjorde

Tilfældigt overhørte samtaler

afslørede

at hyacinterne også duftede 

når jeg var et andet sted. (s. 42).

Ibikos får en blodtud

Hanne Meyer:
Oldemor Franziskas kat.
Illustreret af Bent Steffensen. 152 s.
Forlaget Læselyst, 2024. 

Af Bente Høegh
Oldemor Franziskas kat, Ibikos, er lige så speciel som sit navn. Eller: faktisk er katten nok som alle mulige andre katte, men Oldemors menneskelige overskud og grænseløse kærlighed til Ibikos gør den til noget særligt, og sådan får forfatteren med uforlignelig humor, godt hjulpet på vej af illustratoren, beskrevet en relation der ligner den mellem en forælder og et barn. Fint og vellykket. 

Gennem 19 kapitler med titler som Ibikos i kirsebærtræet, Ibikos får en blodtud, Ibikos vælter juletræet - det sker en onsdag hvor Oldemor går til petanque -, udfoldes persongalleriet og livet i provinsbyen, og læseren kommer til at holde af hende og vennerne, af damefrisørens Tigermis, Calles papegøje Smukke Vera og tyveknægtene Kurt og Hugo der stjæler æbler og gravpynt, indtil Oldemor får sat dem i arbejde som gartner og bager.

Ibikos laver ulykker så Oldemor bliver vred – men snart fortryder hun sin vrede og bliver god igen, og så får Ibikos sine livretter, rejer og flødeskum. Ligesom vennerne der er inviteret til frokost, skal have deres livretter. Ved supermarkedets kasse bliver der kø bag Franziska. 

En mand truer af Oldemor og siger: ”Sig mig, hvad Fanden (ja, han bander) foregår der her? Vi gider ikke høre om Deres venner og lørdagsfrokost og om al den mad, De vil servere!” 

Hvorefter Oldemor inviterer ham med til frokosten. 

” … Jeg skal bare lige vide, hvad din livret er – ja, og dit navn.” Manden er helt forvirret. ”Jeg hedder Calle og elsker fiskefilet med remoulade!”

Oldemor Franziskas kat er både en overdådigt illustreret højtlæsningsbog og en billedbog med megen tekst.

Sjov og skør, sagde mit 7-årige barnebarn meget præcist. For bogens univers er ikke (hver)dagens. Forfatteren introducerer den med ordene: Denne bog er skrevet med min børn, børnebørn og oldebørn i tankerne. Bogen er fyldt med humor, eventyr, magi og kærlighed. 

Det har hun gjort godt.