Rejsefører til virkeligheden

Jesper Lutzhøft:
40 dage i vandørkenen
Forlaget fnkultur.dk 2022,
85 sider, ill. i farve, kvadratisk format

Af Jakob Brønnum
Jeg anmeldte i 2019 på dette sted Jesper Lützhøfts bog Venter på mig selv til slut, og skrev bl.a. "Bogen har som undertitel ”virkelighedsudskridelser”, og det er en præcis beskrivelse af det, den foretager, nemlig at stille sig midt i et helt bestemt københavnsk storbymelankolsk skæbnefællesskab med soltræt asfalt under fødderne og lade virkeligheden skride ud."

Det er noget tilsvarende, der er på færde i hans bog fra 2022 ”40 dage i vandørkenen”. Hvis man skal nagle bogen til et konkret sted i verden, så er det nok en bog om Venedig. Men man ser ikke nogen af de kendte ting fra byen, og derfor tillader jeg mig at opfatte det nok så meget som en bog om hvad et sted i det hele taget er.

Et sted i bogen skriver han: ”Alting ligner noget andet. Alt, der skal forstås for første gang, sammenlignes med noget, der ikke har med sagen at gøre; men som får os til at forstå det ene, mens vi taler om det andet” (s. 29)

På den modsatte side af dette stykke prosadigtning står et meget smukt fotografi af en italiensk restaurants forside med nedslåede parasoller, der ligner dragter som man kunne se på et gotisk kloster eller for den sags skyld i en Star Warsfilm. Billedet ser upåfaldende ud når man lige ser det, men jo mere man kigger på det desto flere dimensioner får det.

Det gør det naturligvis ikke af sig selv, men fordi det spejles i en abstrakt og dog meget nærværende prosalyrisk tekst på den modstående side. Den meget smukke bogudgivelse består af farvefotos på den ene side og tekster af forskellige omfang og form på den anden.

Alvorligt, underfundigt, indsigtsfuldt

Det er en meget mættet tekstmasse som møder læseren i bogens omkring 40 stykker. Bogen bliver præsenteret med sin undertitel som en rejsevejledning  Teksterne er alvorlige, noget underfundige og på en elegant måde meget indsigtsfulde om den iboende og underforståede kultur, som ligger som et lag nedsunkne ruiner under vores egen kultur, nemlig antikkens, middelalderens og renaissancens Italien.

Men fordi teksterne i bogen er så dybt nedsunket i præcis denne kulturkreds, får man en kulturelt eksistentiel rejsevejledning, langt mere end en ”Turen går til…” Dette kan være hvorsomhelst og hvornårsomhelst.

På et opslag står en lille fortælling overfor af et billedet af et slidt beboelseshus ud mod kanalen - med de matte grønne skodder og de delvis blotlagte mursten i væggen. Udenpå det hele hænger fem blå nyvaskede skjorter til tørre på en tørresnor, der ikke lader tørresnorene i Disney's Lady og vagabonden noget efter.

Det er en fingeret historie, som Lützhøft er kommet til at tænke på ved at se billedet - for sådan må det være - en historie om en italiensk dreng, der kommer hjem til sin mor for at få vasket sine skjorter, og fordi han er så dygtig og har fået et arbejde, hvor han skal bruge en ren skjorte hver dag, vasker hun dem stolt. Det hjælper hende desuden med at drukne sorgen efter tabet af hans far. Her står hele livets både tre- og firedimensionelle drama i en håndfuld skjorter hængt til tørre. Og fotoet er godt: Skjorternes lyseblå, mande-italienske udseende, står meget stærkt på husets romantisk-slidte baggrund.

Det abstrakte

Et foto på et andet billed- og tekstopslag, som er karakteristisk for bogens billedside er en trappe ned til en af byens kanaler, som man først ikke kan se er en trappe. Man tror det er et abstrakt maleri med nogle afblegede farveflader. 

Teksten ved siden af handler om en oplevelse af dette møde mellem naturen og kulturen i vandspejlet som en slags interaktivt teater som mennesket altid indgår i, men som naturen styrer helt og holdent. Jesper Lützhøft forestiller sig at der er overensstemmelse mellem vandets teaterforestilling og en slags iboende retfærdighedssans i naturen over for mennesket og verden og virkeligheden, der gør at man kan sammenligne teatersalen med en retssal. Det er et meget tankevækkende stykke som man ikke kan gøre sig helt færdig med.

Bibliotekernes lektør siger det præcist: "Jesper Lützhøfts kombination af fotografiske detaljer sat op mod de undersøgende, fabulerende tekster ligger i feltet mellem indsigt, digt, myte og muligt kendskab til, hvad der gemmer sig bag de hemmelighedsfulde døre, skygger og skodder, der vender ud mod de livsvigtige vandveje. Det er en drillende og pirrende bog, der fortæller et andet Venedig frem

Der står da også på bagsiden: ”De utallige bøger med titlen turen går til hvor som helst udfylder et praktisk formål. Man kan gennemgå sin rejse på forhånd og sikre sig mod de fleste overraskelser. Der ydes garanti for at gå i andres fodspor og opleve det allerede oplevede. Denne bog er en guide til en anden måde at rejse på … at lade sig føre af ukendte veje til nye indsigter i det allerede kendte …"

Og det er det Jesper Lützhøft endnu engang får fat i, og det som er formålet med alt digtning, nemlig at kaste et sidelys, eller direkte et projektørlys, så læseren blændes, på eksistensen selv.

Dermed ikke forstået at forfatteren ikke ser sig selv (og os andre) som den også lavpraktiske verdensborger, der skal finde ud af det hele selv: ”Enkelte steder i denne by er der ligefrem idyllisk. En dansker vil straks tænke på Sydfyn når han ser dette billede mens en hollænder vil tænke på digebrud … idyllisk er alligevel stadig det første ord der falder en ind og derefter vold til os spørgsmål om hvorvidt man helst vil være uvidende og lykkelig eller vidende og ulykkelig. Det meste af tiden siden da er gået med at finde en tredje mulighed.”