Vildtvoksende vestjysk sommerudstilling

Et lagdelt janushoved i Janus – Vestjyllands Kunstmuseum … og meget mere

Kunstanmeldelse af Egil Hvid-Olsen

Jacob Alrø: Janus, 2023.

Hvad er mere oplagt at lave til Kunstnernes Sommerudstilling i Janus - Vestjyllands Kunstmuseum end et janushoved? Nå ja, det er måske så oplagt, at det ikke er videre originalt, men det problem kommer Jacob Alrø omkring ved at udforme hovedet på en særdeles original måde. Busten er ikke alene forsynet med to ansigter, sådan som det må forventes, når den romerske guddom skal portrætteres. De to ansigter, der umiddelbart ser ud til at være kopieret fra en traditionel romersk buste, er desuden flettet sammen, idet busten synes at være blevet skåret ud i lag, hvoraf hver anden er blevet drejet 180 grader. Man fornemmer, at det ene ansigt har skæg, mens det andet er glatbarberet. Og dog er det ikke helt tydeligt, om der kun er to ansigter. Der synes at være skæg forkerte steder, hvis man kunne dreje lagene tilbage til deres oprindelige plads. Tilbage står man med en tvivl om, hvor mange hele eller delvise ansigter denne udgave af Janus har. Har det noget at gøre med, at man ikke altid viser sit sande ansigt, men at ens troværdighed krakelerer, hvis man bliver for uærlig?

Den udstrakte hånd

Mette Lykke: Håndsrækning, 2024.

Mens dobbeltheden i Alrøs buste synes flerdobbelt, er det kun en enkelt, men påtrængende dobbelthed i Mette Lykkes maleri ”Håndsrækning”. Når man giver en håndsrækning, plejer det at være udtryk for overskud. Man rækker en anden hånden for at hjælpe vedkommende ud af en knibe. Men her synes det at være den, der trænger til en håndsrækning, der rækker sin hånd ud mod beskueren. Er hun besvimet eller har hun bare lagt sig ned i opgivelse? Der er noget foruroligende over motivet, der modsiges af det lyse farvespil. Hvad ville der ske, hvis man tog hendes hånd og trak i den. Ville den være kold og livløs, eller ville hun løfte hovedet og le af, at man lod sig narre?

Bigballeæstetik og ulækre hverdagsrum

Maj Manczak: Silent Symphony, 2023.

En dobbelthed er der også i Maj Manczaks foto af et grimt motiv. ”Silent Symphony” antyder bløde former og linjer i grå nuancer. Blikket falder til ro, indtil man ser, at fotografiet gengiver stablede og i hvid plastic indpakkede bigballer. Det er den slags, der står ude på de danske marker og ikke just pynter i naturen. Men i Manczaks fotografi er bigballernes hvide sammenspil med himles lysegrå skyer en ren æstetisk nydelse.

M.R. Kristiansson: Aftermath. Scenario no. 6 & 9, 2024.

Også i Michael René Kristianssons ”Aftermath.
Scenario no. 6” og ”Aftermath. Scenario no. 9” bliver man som beskuer snydt, men her går det den modsatte vej, fra det afskyvækkende til det normale. I no. 6 ser man ind i et spisekammer, hvor maden hænger i rådne gardiner fra gryder og hylder, og i no. 9 ses en badekabine, som er så uhumsk, at ingen ved sine fulde fem ville træde derind. Det velkendte og normale er blevet næsten uigenkendeligt og unormalt, enten ved at rummene er blevet sat i scene eller ved at Kristiansson har manipuleret sine fotografier, men samtidig er der skruet så meget op for det ækle, at man godt kan se bagom det, ind til de rum man genkender fra hverdagen.

Massevis af ører

Sidsel Juul Carlsen: Halv, 2024.

Mens der har været tale om (fler-)dobbelthed i de ovenfor nævnte værker, fremviser Sidsel Juul Carlsen en halvering i det værk, der logisk nok hedder ”Halv”. Men hvad det er, der er halvt, er langt mere kompliceret. Værket består af hæklet og håndsyet tekstil, men hvad forestiller det? Det kunne ligne et omvendt øre, men i så fald er det ikke en naturtro gengivelse. Snarere er der tale om en halvering af en ting, der ingen funktion har; altså en halvering af ingenting. Men kan man det? Man kan sagtens halvere en ting. Men kan man halvere ingenting? Og kan man udstille ingenting? Ja, det kunne Jens Haaning med værket ”Take the Money and Run” på Kunsten i Aalborg. Men med Carlsens værk er der alligevel et eller andet, der har form som et øre. Det er altså ikke det rene ingenting.

Hanne Skjold Knudsen: Altets kalden, 2024.

Apropos øre er der rigtig mange af dem i Hanne Skjold Knudsens ”Altets kalden”, der består af en mængde porcelænsører, der til sammen udgør en cirkel. Det er et lyttende værk, der stræber efter at høre den kalden fra altet, der indgår i titlen. Men porcelænsører kan jo ikke høre noget, kan man indvende. De mange ører udgør ikke desto mindre en opfordring til at lytte efter det, vi ikke ellers giver os tid til at lytte efter. Og mens man bruger sin høresans, kan man benytte synssansen til at suge indtrykket af det skinnende porcelæn til sig. 

KS Prisen 2024

Der er et væld af smukke, sjove, provokerende, alvorlige, tankevækkende og forvirrende værker i KS 24. Ikke alle kan nævnes her, men Amanda Bak Højlunds tre store tegninger skal ikke forbigås. Værkerne er alle fra 2023 og har titlerne: ”Okay, fuck det”, ”Mandagsmenageri”, og ”På sengekanten”. Amanda Bak Højlund blev tildelt KS Prisen 2024 i forbindelse med udstillingens åbning. Censurkomitéens begrundelse er så velbegrundet, at en del af den skal citeres i denne sammenhæng (citeret fra udstillingskataloget): ”Årets prismodtager er ikke blot en eminent dygtig tegner med en virkelig god teknik, der er også en stærk tanke bag værkerne. Fx tegnes der tegneredskaber, og motiverne handler i sig selv om at tegne. Højlund benytter sig i sine antagne værker af rød blyant, der giver et nyt og friskt udtryk til den klassiske tegning. Hun beskærer sine motiver, så de fremstår fra interessante vinkler og bygger sine værker kompositorisk op på en spændende måde.”

A.B. Højlund: Okay, fuck det, Mandagsmenageri og På sengekanten, 2023

Ligesom det lå ligefor at lave en janusbuste til Janus Bygningen, synes det også lige for, at en tegner tegner tegneredskaber. Men det er det bare ikke, og slet ikke på den måde, Højlund gør det, hvor hun også afslører de frustrationer, der følger af at ville tegne så nøjagtigt, som hun har sat sig for og formår i helt ekstrem grad.

Udstillingen kan ses frem til d. 11. august 2024. Se mere her: JANUS - Vestjyllands Kunstmuseum

Anmeldelsen har tidligere været bragt i kunstavisen.dk