Udendørs kunst i provinsen

Lene Bilgrav-Nielsen, Bente Jensen og Kurt H. Jørgensen: ”Kunsten på gavlen”, Gavlmaleriforeningen MUREN og Forlaget Himmerland 2018, 192 sider, 299 kr.

Skulpturpark Billund: ”Skulptur rimer på natur”, Skulpturpark Billund og Forlaget Jelling 2018, 90 sider, 150 kr.

Af Egil Hvid-Olsen.

Når man står med den store, flot opsatte coffeetablebook ”Kunsten på gavlen”, tror man, det er løgn. Hvordan kan man udgive en så fyldig og grafisk gennemarbejdet bog om den mindre midtjyske by Brandes særlige tradition for gavlmaleri? Endnu mere forundret bliver man, efterhånden som læsningen skrider frem. Man kunne have haft visse forbehold overfor det forventede indhold af frygt for, at teksten enten ville være gabende kedsommelig eller udgøre en ensidig lovprisning af lokale kræfter, der havde kæmpet for virkeliggørelsen af en besværlig idé. Men selvom ”Kunsten på gavlen” bestemt også redegør for diverse forhandlinger i forløbet op til virkeliggørelsen af nogle af de beskrevne kunstprojekter, forherliges kun ganske få personer. Bogen er præget af en interesse i at beskrive de for nogles vedkommende 50 år gamle hændelser så nøgternt som muligt, så både fortalere og kritikere af gavlkunsten i Brande kommer til orde. Man kan naturligvis indvende, at det er sejrherrerne eller deres efterfølgere, der skriver historien, men i dette tilfælde gøres det på en sober og tilmed interessant måde.

Ud over kapitlerne om pionerprojektet i 1968, der førte til en række gavlmalerier i Brande, indeholder bogen en række kapitler om den kunst, der siden hen er kommet til byen.

Murens mænd

Det var ikke hvem som helst, man inviterede til Brande for at male et udvalg af byens gavle.

K. Bjørn Knudsen: "Akrobatfantasi", 1968.
Foto: Egil Hvid-Olsen.

Det var ganske vist alle unge kunstnere, men de var også anerkendte, hvilket gavlprojektet kun var med til at cementere. Det drejede sig om Poul Agger, Claes Birch, Henrik Flagstad, Kai Führer, Leif Jepsen, Anders Kirkegaard, Knud Bjørn Knudsen, Hans Christian Rylander, der alle udsmykkede gavle. Hertil kom Jens-Flemming Sørensen, der lavede en bronzeskulptur. Sammen gik de under betegnelsen ”Murens mænd”.

I dag eksisterer størstedelen af gavludsmykningerne ikke længere, men dem, der er tilbage, bliver løbende suppleret af nogle nye, som ikke kun udføres af danske kunstnere. I kapitlet ”Efterskælv” præsenteres læseren for eksempel for et værk af malerne Vera Bugatti og Carlos Alberto Carcia Hernandez, der er fra henholdsvis Italien og Mexico. De har samarbejdet om det store gavlmaleri ”Alice i Eventyrland” fra 2016, som man får en gevaldig lyst til at se i virkeligheden, når man først har kastet blikket på fotografierne af det i bogen. Man fornemmer en klar inspiration fra Street Art-genren, som i en række år har haft sin egen festival i Brande. Maleriet er måske lidt kitchet, men flot udført og ganske morsomt. Noget lignende gælder hollænderne Marije Spelbos’ og Leon Keers ”Vindkraft” fra 2017.

Vera Bugatti og Carlos Alberto Garcia Hernandez:
"Alice i Eventyrland", 2016. Foto: Egil Hvid-Olsen.

50 år gamle gavludsmykninger blander sig med nyere, og selvom stil og motivvalg ændrer sig, er der indtil videre ikke nogen af dem, der virker forældede.

Interviews med kunstnerne

Ligesom fortid og nutid forenes i Brande, sker det også i bogens nok bedste kapitel ”Et blik 50 år tilbage”, hvor nogle af de kunstnere, der malede gavle i 1968 bliver interviewet om, hvilken betydning opgaven havde for dem. De taler rosende om projektet, som faktisk fik stor betydning for dem. Hans Christian Rylander traf oven i købet sin kommende kone, mens han arbejdede på den udsmykning i Brande, som siden er gået tabt.

Anders Kirkegaard redegør kort for, hvordan ideen blev fostret, og om sin glæde ved selv at være en del af virkeliggørelsen. Han fortæller:

”En vigtig del af projektet var, at vi selv arbejdede med værkerne i byen og også gjorde facaderne klar. Borgerne skulle se, at vi ikke var ophøjede væsner i et elfenbenstårn, men også kunne arbejde med hænderne. Og så havde vi vel en forestilling om, at der netop i en lille provinsby måtte være en del rindalister, og dem måtte vi i kontakt med. Ville det rykke noget, når de lærte os at kende?” (s. 102).

Selv mødte Kirkegaard rindalismens ophavsmand, Peter Rindal, mange år senere, da de begge sad i Statens Kunstfond.

”Vi fik faktisk et udmærket forhold. Hans stemme var et vigtigt indslag i debatten, og helt ærligt, det var da også vigtigt, at nogen turde udtale ordet ’nepotisme’. Jeg følte en vis varme for manden og endte da også med at lokke ham med til en udstilling eller to.” (s. 102). 

Blikket løftes fra det lokale til det nationale

”Kunsten på gavlen” kommer ikke uden om at være en bog om de kunstværker, der har smykket eller stadig smykker provinsbyen Brandes. Men forfatterne formår at løfte emnet op over det provinsielle og udfolde det i en større ramme, så bogen bliver et bidrag til belysning af dansk kunstliv gennem de seneste 50 år. Det er godt gjort!

Detalje af samme.
Foto: Egil Hvid-Olsen

Skal der kritiseres noget ved udgivelsen, kunne det have været ønskeligt med nogle større fotografier af de værker, som ikke længere findes. Dog skyldes de små gengivelser sikkert, at der ikke eksisterer større fotos, og hvis det er tilfældet, kan redaktørerne jo ikke klandres for det.

Når nu nogle af de historiske billeder er for små, kan man til gengæld glæde sig over Lars Bays smukke optagelser af de kunstværker, man kan se i Brande i dag.

Ikke færre end 27 sponsorer har betalt til udgivelsen, hvilket viser, at den har været nøjagtig lige så dyr at producere, som den ser ud. Det er godt, ikke blot for folk i Brande, men også for alle andre interesserede, at der findes tilstrækkeligt mange sponsorer til at virkeliggøre et projekt som dette.

På naturtur i byen

Mere beskeden - både hvad angår størrelse og tekstmængde - er ”Skulptur rimer på natur”, der ikke desto mindre er en indbydende bog.

Vi har bevæget os cirka 25 km. stik syd fra Brande til Lego-byen Billund, som har oplevet en kolossal vækst i kraft af Lego, Billund Lufthavn, Legoland, Lalandia og senest Lego House. Her har man siden 1987 løbende indkøbt værker til skulpturparken, der løber gennem et grønt område i den østlige del af byen.

I det indledende kapitel giver museumsleder ved Vejen Kunstmuseum Teresa Nielsen et kulturhistorisk overblik over fænomenet skulpturparker. Dernæst følger et grundigt kapitel om skulpturparkens historie, skrevet af journalist Anette Jorsal. Her får man indsigt i finansiering, sommerudstillinger, indkøb med mere. Redegørelsen suppleres af fortællinger, for eksempel om dengang dronningen skulle på besøg, og Jens Galschiøtz’ værk ”Den lille prins” få dagen inden pludselig forsvandt.

Jens Galschiøt: "Den lille prins" (detalje).
Foto: Egil Hvid-Olsen.

Herefter følger bogens centrale kapitel, der bringer smukke og flotte fotografier af skulpturparkens værker. Teksten er meget begrænset, hvilken man kan glæde eller ærgre sig over alt efter temperament. Selv ville jeg have foretrukket lidt flere oplysninger.

Når det angår kunst, er der altid nogle værker, der siger den enkelt mere end andre. Selv er jeg begejstret for mange af værkerne i parken, men Jeppe Heins ”3-Dimensional Circle” af højglanspoleret stål er den mest fascinerende. Stående over for den ser man både naturen bag værket og spejlinger bagved eller ved siden af sig selv. Værket driver gæk med ens fornemmelse af virkeligheden, og er samtidig et eksempel på smukt forarbejdet materiale i æstetisk samspil med omgivelserne.

Kapitlet om ”Naturen i Skulpturpark Billund”, som er skrevet at Mads Navntoft Olsen, der er biolog ved Billund Kommune, giver én lyst til straks at suse afsted og gå en tur i det beskrevne område. Her er der ikke så få sommerfugle, hvilket jo ellers er ved at være en sjældenhed.

Jeppe Hein: "3-Dimensional Circle".
Foto: Egil Hvid-Olsen.

Perspektivet udvides

Det næstsidste kapitel handler ikke så meget om skulpturparken, som om Billund i sin egenskab af ”Børnenes Hovedstad”. Dette fænomen er opstået som et samarbejde mellem Billund Kommune og Lego Fonden. Hensigten med ”Børnenes Hovedstad” er at skabe gode rammer for børnefamilier og understøtte børns leg og kreativitet.

Sidst i bogen introduceres en anden Billund-sti end den, der går gennem naturparken, nemlig Company Town Stien, der undervejs præsenterer den gående for informationstavler om byens udvikling fra landsogn til industriby. Således udvides bogens perspektiv fra at være en introduktion til Skulpturparken til også at præsentere Billund by.

Qian Sihua: "Give Me A Kiss".
Foto: Egil Hvid-Olsen.

Man kan diskutere, hvor relevant det sidste er i en udgivelse med titlen ”Skulptur rimer på natur”, men for byens besøgende, kan det jo anses for at være oplysende ”bonusmateriale”. Der er da heller ingen tvivl om, at bogen ikke kun er tiltænkt kunstinteresserede, men også danske og udenlandske turister, erhvervsfolk og konferencedeltagere. De enkelte kapitler er nemlig oversat, enten i deres fulde længe eller i resume.

”Skulptur rimer på natur” er den type bog, man kan læse helt eller delvist alt efter interesse. Teksten er informativ, men bogens største styrke ligger i den fornøjelse, man kan have ved at tage den frem igen og igen for at kigge på de smukke billeder.