søndag den 19. april 2020

Poesien som gift og modgift

Det usynlige sår – La Herida Invisible
Elizabeth Torres
Det Poetiske Bureaus Forlag 2019

Af Carina Wøhlk. 
Latinamerikansk litteratur har meget at byde på. Ikke mindst i den poetiske genre. I slutningen af 2019 udgav Det Poetiske Bureaus Forlag en antologi med udvalgte digte, skrevet af den spændende colombianske poet Elizabeth Torres. Det usynlige sår – La Herida Invisible, som antologien hedder, består af udvalgte digte fra 5 forskellige digtsamlinger, der er udkommet i perioden 2010-2018. Udgivelsen er udsmykket med Torres´ egne illustrationer.

Den nu herboende digter blev født i 1987 i Bogota i Colombia. Tusindkunstneren Torres, der både er digter, illustrator, galleriejer, redaktør og oversætter, debuterede allerede som 11-årig og har siden skrevet flere end 20 digtsamlinger. Det er en imponerende præstation og produktion, og det er da også, som om hendes digtning er drevet af en poetisk urkraft.

Gift og modgift
Antologien indledes med Torres´ flammende forord – en slags poetisk manifest, der lader læseren forstå, at digtning ikke bare er et spørgsmål om liv og død, men om liv ELLER død. Poesien har en voldsom styrke, der får hende til at kalde den for både gift og modgift (se side 7).

I digtet Ønske (se s. 63) efterlyser Torres netop vildskaben og galskaben i poesien. Hun vil have ”  et dødsmærket digt….som ikke skaber/ som ikke frelser/ som ikke beroliger/ gift i stride strømme – det er det jeg vil have”. Det er noget insisterende i denne viljesytring, som overskrider betydningen af et fromt ønske. Torres vil noget med sin kunst og har en klar følelse af poesiens egen vilje; en vilje, der – som kærlighedens - kan drives til både at såre og hele, apropos antologiens titel.

Synoptisk læsning
Som netop titlen antyder, er udgivelsen dobbeltsproget. Digtene kan læses synoptisk – hvis læseren vel at mærke behersker det spanske sprog. Oversætteren er Malene Boeck Thorborg, der også stod bag den fremragende oversættelse af Gabriela Mistrals digte fra samme forlag tilbage i 2018. Selv den læser, der ikke er spanskkyndig, får en fornemmelse af Boeck Thorborgs sans for det poetiske udtryk og for digteren bag ordene – og i øvrigt en ubændig lyst til at lære spansk.
Kiler af klarhed

Torres skriver sanseligt og indimellem svulstigt – vel ganske kendetegnende for latinamerikansk digtning. Midt i alt det floromvundne optræder kiler af klarhed – som på s. 13:”Det eneste jeg ejer er dette øjeblik”.  Denne og andre lignende eksistentielle indsigter står stærkt i antologien.

Torres er begejstret for gentagelser – af både ord og sætninger. Gentagelserne har et formål. De tjener til at understrege en poetisk pointe. I den forstand kommer formen til at forstærke indholdet. 

For eksempel står der tre gange på s. 27: ”Oplysning: områderne, som vi ikke tog bolig i, venter os endnu”. På s. 39 bliver ordlyden en anelse anderledes: ”Jeg gentager: Områderne vi ikke tog bolig i, venter os stadig/ Områderne vi ikke tog bolig i, venter os stadig,/ venter os stadig,/ venter os stadig”. Det er som en indtrængende påmindelse om ubrugte muligheder, om håb, slet og ret.

En jordskredszone
Samlet set giver Det usynlige sår læseren en følelse af at være i en ”jordskredszone” (se f.eks. s. 25) – for nu at bruge et af Torres´ yndlingsudtryk. Elizabeth Torres formår at lade poesiens uforudsigelige styrke skubbe læseren omkuld – og rækker samtidigt i sine digte den h(ånd), der kan genrejse.   



 

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar