Sommerfuglene var sløjfer

Smukke og eksistentielt vedkommende digte af den glemte 1900-talsdigter Maria Wine

Den daglige kærlighed

Digte af Maria Wine

Forlaget TØK 2018

Af Carina Wøhlk 

Dagligt brød. Daglig kærlighed. Vi har til stadighed behov for næring i vores liv. Og der er da også næringsstoffer at hente i digtsamlingen ”Den daglige kærlighed”. Digteren bag samlingen er danskfødte Maria Wine, der levede det meste af sit liv i Sverige og derfor også skrev på svensk.

”Den daglige kærlighed” indeholder et udpluk af Maria Wines bedste kærlighedsdigte, som nu for første gang udkommer på dansk – i forfatteren Benedicte Riis´ ikke altid så elegante oversættelse.

Bryllupsdigteren

Maria Wine blev født i København i 1912. Hun kom til at bære det prosaiske navn Karla Maria Petersen, der siden måtte vige for kunstnernavnet. Hun fik en hård barndom – først på børnehjem og siden i en plejefamilie.

I sine unge år prøvede hun forgæves at slå igennem i Danmark. Men det digteriske gennembrud udeblev. Da hun i 1936 indgik i et åbent ægteskab med den svenske forfatter Artur Lundkvist, blev hun en del af det svenske kunstnermiljø.

I løbet af sin kunstneriske karriere fik Maria Wine udgivet over 30 digtsamlinger. Hun blev kendt og elsket som ”bryllupsdigteren” – ikke mindst takket være det digt, som har lagt navn til nærværende udgivelse.

Wine og Ditlevsen

Maria Wines digte er præget af vemod og heftig længsel. De kredser om kærlighedens og kvindelighedens pris. Som læser mærker man de skygger, som Wines traumatiske barndom kaster over hendes voksenliv. Tonen i digtene giver uvilkårligt associationer til Tove Ditlevsen – også selv om de to digtere har hver deres poetiske stil.

Der er ikke langt fra Wines hjertesuk -  ”den jeg elsker/ elsker ikke mig/ og den som elsker mig/ elsker ikke jeg” (se s. 15) til Ditlevsens digt om de evige tre - ”Der er to mænd i verden/der bestandigt krydser min vej/Den ene er ham jeg elsker/Den anden elsker mig”.

Som Ditlevsen kæmper Wine med den svære kærlighed og udspændtheden imellem ønsket om nærhed og den afgrundsdybe følelse af ensomhed. Som Ditlevsen drages Wine mod ”den evige søvns hvide tablet” (se s. 39). Heldigvis modstår hun trangen og dør mæt af dage i 2003.

Anbefaling

Ved første øjekast kan det være fristende at affærdige Wines digte som altmodisch. Men se nærmere til! For Wines digte løfter sig op over hjerte-smerte-banaliteter. Hendes evne til billeddannelse er eminent: ”Og oppe blandt trætoppene gynger en pige/hvis røde kjole blæser op som en valmue” (se s. 37).

I et stærkt digt om hendes barndom står overraskende metaforer i kø: ”Sommerfuglene var sløjfer/som var fløjet bort fra mine fletninger/Trappen var en udspændt harmonika/som havde tabt halvdelen af sine tangenter” (se s. 10).

Wines digte afspejler en karsk (selv)indsigt, som andre kan have glæde af. Her i det næsten ordsprogsagtige digt Råd til mig selv: ”Kald på håbets elevator/hvis du føler du/synker i vemodets dal”…”Hav altid en pose salt ved hånden/at strø over din sentimentalitet” (se. s. 45).

Maria Wines digte er smukke og eksistentielt vedkommende. De fortjener udbredelse og anerkendelse i det hjemland, som ikke forstod at sætte pris på hende, mens hun endnu levede.