Et clean cut!

Bjørn Isak: ”Rav”, noveller, Brændpunkt 2018, 123 sider, 238 kr.

Af Solvej Paabøl Andersen

Det er en ung debutant, vi har med at gøre. Bjørn Isak er født i 1990. Hvad kan det ikke blive til? Jeg vil gerne læse mere! Sproget flyder let, det er ukrukket og ligefremt. Hvilket er fint i overensstemmelse med, at de fleste af novellerne handler om helt almindelige mennesker i situationer, som vi alle kan komme i, og som kræver en form for afgørelse. Kærlighedsforhold, der er ved at dø af iltmangel, er der nogle stykker af. Men også relationer mellem forældre og børn og venskaber. Vi kommer tæt på det nære, og det er også det, der fungerer bedst. I et par af novellerne forsøger Isak sig med noget mere grænsesøgende og ekstremt. Hvis målet er blot at fremkalde lidt kvalme, så lykkes det, for han skriver enormt visuelt. Men hvis det var tanken, at det skulle sætte tanker i gang, så virkede det ikke hos denne læser. Det kaldte mere på overbærenhed: ”Nå, det stak lidt af for ham. Fint, at han også eksperimenterer lidt”.

Den lille udgivelse rummer 14 noveller. Så der er råd til et par skuldertræk. De opvejes så rigeligt af nogle sande hverdagsrealistiske perler à la Helle Helle. I de fleste af novellerne optræder kun ganske få, oftest to personer. Hvilket også er nødvendigt, når der skal zoomes så meget ind på så lidt plads. Således også i titelnovellen ”Rav”. Han og hun er taget i sommerhuset. ”Det hjalp dem almindeligvis at komme ud til sommerhuset”. Parforholdet knager altså, men det står der ikke. Hun er noget så læsterligt træt af ham. Det står der heller ingen steder. Men det emmer ud af både hendes kropssprog og hendes verbale sprog. Og det klæder hende ikke. Man kan komme i tvivl, om han er blind og døv over for det, opslugt som han er af alle de barndomsminder, som omgivelserne kalder frem - eller om han netop bare forsøger at gøre sig umage for at lette stemningen. Det gør han ikke ved at løbe småpludrende og pleasende omkring hende som en hundehvalp. Der skal et tordenvejr til. Det må vi selv tænke os til. Novellen slutter lige i det øjeblik, hvor det er helt sikkert, at det ikke kommer til at drive over.

Det er et greb, Bjørn Isak gennemgående bruger: et clean cut, lige der hvor noget afgørende må ske. Læseren får noget at tænke over, digte videre på. Et eksempel er ”Syd for Sæby”. Den slutter med ordene: ”Tag en kop kaffe,” sagde hun. ”Så siger vi, at det var dét”. Og man kan så fundere over, om det er forholdet eller konflikten, der er slut. Set fra hendes øjne. Men der er også meget gods i den novelle undervejs. Hvorfor lyver to mennesker om deres fortid? Hvor ydmygende er det ikke at gemme sig for at straffe hende – og så gider hun ikke at lede efter ham? Hvad binder to mennesker sammen, hvis en samtale kan lyde sådan her: ”Pludselig vendte Lotte sig i sengen og spurgte, hvad jeg frygtede mest. Jeg svarede, at jeg ikke frygtede noget som sådan. Hun spurgte, hvilken person, der havde betydet mest for mig, og jeg svarede, at jeg ikke som sådan så op til nogen. Hun spurgte, hvad den mest betydningsfulde ting, en person havde gjort for mig var. Jeg svarede, at jeg ikke som sådan kunne huske en specifik ting. Så vendte hun sig om i sengen igen, og vi faldt i søvn med hinanden i hånden”.

”Januar” hedder den første af novellerne, og der kommer man til at fryse! Hvad der begynder som et lille ikke helt gennemtænkt kæresteeventyr, ender i et mareridt. Det er en ”jeg”-fortæller, så han må da i hvert fald overleve. Hvordan får vi ikke at vide. Forfatteren giver sig ikke af med forklaringer. Han beskriver forløbet, detaljeret. Ofte bare nogle få timer eller en dag. Ingen afstikkere til fortid og baggrund. Eller hvad der videre hændte. Man er der selv, i dette tilfælde i kulden og mørket og rædslen.

Novellerne har gennemgående ikke et særlig optimistisk menneskesyn. Der er meget ligegyldighed, livslede, løgn, spleen. Men her er der en hovedperson, der ofrer sig. Nu er det så også ham selv, der fortæller. Slap der virkelig ikke et eneste: ”jeg sagde jo….” over hans læber? Vi hører kun om uendelig omsorg og så adrenalinens skærpelse af hjernen, som sætter ham i stand til at handle hensigtsmæssigt. Men det kan ikke kun være kemi, der får et menneske til at trodse smerte og udmattelse til det helt ekstreme, før det giver op – kan det? Også i den sidste novelle ”Marie” er der omsorg og varme. Ikke alt ondt og mørkt i tilværelsen stammer fra vores egen forkælelse, magtliderlighed, egoisme. Så meget desto vigtigere er det, hvordan vi svarer på det, når tankeløshed (i ”Januar”) eller sygdom og død (i ”Marie”) slår liv i stykker. ”Marie” er den(!) af novellerne, som er smuk. Og som beviser, at det ikke kun er det grimme, der er værd at tænke over. Det er en meget fin skildring af sorg og savn, og et liv der alligevel går sin stille, rutinerede gang, og en nabo gennem 30 år, der lige kigger forbi, og som faktisk er lydhør. Imponerende, at en mand på 27-28 år kan skrive den novelle så indlevende.

Imellem de to, den første og den sidste, hvor man ikke forspiser sig på skildringer af bundfaldet i mennesker, læser vi bl.a. om, hvilken magt det giver, når man er blevet fuldstændig ligeglad med andre mennesker, og man måske også allerede har tabt alt for sig selv (”Kærester”). Eller den magt, der ligger i kærlighedserklæringen fra mor til søn: ”Du er alt, hvad jeg har” – når mor samtidig sørger for at være alt, hvad søn har. Hvilket er en dødssynd, for når det går rigtigt til, så bliver det på et tidspunkt sådan, at søn skal kunne klare sig uden mor (”Liv på landet”).  Og hvilken magtesløshed det giver, når man (måske netop ham?) er blevet til en robot, som kun lever for sit arbejde, og ens hjem blot er den docking station, man kører ind i, så man bliver klar til at tage på arbejde igen – og det arbejde så bliver taget fra én, fordi produktionen flytter udenlands. ”Hvad er det for en forbandet frihed, som jeg lige pludselig skal kastes ud i?” (”Fabrikken og lejligheden”).

Forfatteren er utrolig observant og ekvilibristisk, når det kommer til at gengive samtaler, relationer, stemninger, men også landskaber, vind og vejr – he doesn’t tell, he shows. Slutningen står ofte og dirrer, men det er sjældent meget håb, man efterlades med. Man bør ikke læse samlingen i ét hug. For det første er det med novellerne som med kiksekage: man skal ikke tro, at det bliver ved med at være en nydelse, hvis man bare klør på. Man bliver mæt af at læse om menneskers mørkeste sider. For det andet, så fortjener den enkelte novelle at blive sanset og tænkt med på.'

Som læser af Bjørn Isaks stramme, velkomponerede noveller bliver man selv digter. Og må så huske Henrik Ibsens ord om at leve og digte: ”At leve er krig med trolde i hjertets og hjernens hvælv; at digte – det er at holde dommedag over sig selv”. Det inspirerer denne unge debutant til – og derfor håber jeg, at han ikke har skrevet sig tom på alle disse observationer af, hvad der foregår mellem mennesker, men at vi får mere at se. Også gerne lidt mere optimisme på menneskehedens vegne. Lidt mindre resignation, lidt mere vilje til at tage livtag med de der trolde og se, hvad der så sker. Så ses nuancerne i mørket tydeligere. Et stort ”hep-hep!” herfra!