En svinsk affære

George Orwell: ”Kammerat Napoleon”, oversat af Ole Brandstrup, 119 sider.

Af Egil Hvid-Olsen

I 1949 udkom George Orwells skræmmende fremtidsvision, ”1984”, om et gennemført totalitært regime. Kun fire år tidligere havde han udgivet en lille roman om det samme emne, men i en helt anden genre. ”Kammerat Napoleon” er en satirisk fabel om dyrene på en gård, der gør oprør mod landmanden, hvorefter de driver landbruget ved egen hjælp. Alle er glade og ønsker at løfte i flok, fordi tilværelsen kun kan blive bedre, efter at den drikfældige landmand er blevet smidt på porten. Der besluttes syv bud, der skal forme fremtiden for gårdens dyr:

1. Hvadsomhelst, der går på to ben, er en fjende.

2. Hvadsomhelst, der går på fire ben, eller har vinger, er en ven.

3. Intet dyr må bære klæder.

4. Intet dyr må sove i en seng.

5. Intet dyr må drikke spiritus.

6. Intet dyr må dræbe noget andet dyr.

7. Alle dyr er lige.

De forskellige dyr inddeles i grupper alt efter størrelse og evner. Det viser sig snart, at svinene er de klogeste. Derfor finder de det også mest rimeligt, at de slipper for hårdt fysisk arbejde, så de kan bruge kræfterne på planlægning.

Således er scenen sat for en historie, man allerede fra begyndelsen ved vil gå galt. I fællesskab har gårdens dyr vedtaget en ideologi, som de klogeste lynhurtigt begynder at gradbøje.

Pædagogen Orwell

Pædagogik er nok ikke, hvad de fleste forbinder George Orwell med. Og dog er ”Kammerat Napoleon” blevet læst af utallige gymnasieelever; oftest på originalsproget (”Animal Farm”). Romanen har en overkommelig længde, og hvis man formår at lægge de logiske indvendinger overfor fabelgenren til side, er historien let at forholde sig til. Den er dybsindig på den overskuelige måde.

Orwell opridser de typiske metoder, der gøres brug af, når magtbegærlige mennesker anvender en ideologi som springbræt til en plads i toppen af hierarkiet. Han skildrer for eksempel magtkampe mellem de to ledersvin, Snowball og Napoleon. Topmoderne beskriver Orwell, hvordan der plantes ”Fake News” for at styre de andre dyr. Gårdens beboere synes ganske vist, at de husker hændelserne anderledes, end de bliver gengivet, men de har så stor tiltro til svinene, at de ender med at blive overbevist om, at det er dem selv, der tager fejl. Propagandaen er virksom.

Eneherskeren Napoleon fremtidssikrer sin position ved at tage et kuld hvalpe fra en af gårdens hunde. Det giver ham mulighed for at skabe sin egen livgarde. Hundene gør sig desuden klart forståelige med snerren og bid, hvis nogen betvivler rigtigheden af lederens beslutninger og påstande. Det viser sig da også, at Napoleon ikke er bange for at statuere et eksempel. Magten bruger han skånselsløst, indtil det ikke er til at se forskel på ham og gårdens tidligere ejer.

Orwells erfaringer

Når Orwell kredsede omkring faren ved ideologier og totalitære regimer, skyldtes det dels, at han havde oplevet 2. verdenskrig. Men inden da havde han deltaget som frivillig soldat i den spanske borgerkrig. Han kæmpede for den republikanske hær mod de af Hitler støttede nationalistiske styrker, der blev ledet af fascisten Francisco Franco. Under kampene blev Orwell alvorligt såret i halsen, men overlevede.

I både ”Kammerat Napoleon” og ”1984” bruger Orwell sine dyrekøbte erfaringer til at advare mod totalitarisme. Humor er der ikke meget af i ”1984”, men i fablen er Orwell bidende satirisk. Da Napoleons livgarde af glubske hunde lige har gjort det af med et markant antal af gårdens dyr, går nogle af de overlevende hen til ladegavlen for at genlæse de syv bud. De færreste af dem er gode læsere, men de mener at kunne huske, at der var et forbud mod at slå dyr ihjel. Da de får stavet sig igennem, viser det sig imidlertid, at der er et par ord til sidst i sætningen, som de må have overset. Der står nemlig: ”Intet dyr må dræbe noget andet dyr uden grund” (s. 78). Sådan erkender de gang på gang, at deres hukommelse spiller dem et puds og reglerne løbende ændres til fordel for deres eget behov. Svinene derimod har styr på, hvordan det hele er gået til. Derfor ligger gårdens ledelse stadig bedst i deres klove, også selvom de lidt efter lidt tillægger sig nogle vaner, der minder om menneskenes.

Arendt og Orwell

Den tysk-amerikanske filosof Hannah Arendt har skrevet om revolutioner, at det ene styre oftest erstattes af et andet, der er mindst lige så slemt, blandt andet fordi dem, der begår revolution, sjældent har kunnet opbygge viden og indsigt til at styre et land, inden revolutionen fandt sted. Når de pludselig står med magten, går det let ganske grueligt galt. Arendts bog ”Om revolution” udkom 13 år efter Orwells død i 1950, så den har han ikke læst. Men den revolution, dyrene gennemfører, bringer i hvert fald ikke bedre forhold på gården. Svinene er nogle lige så store svin som menneskene.