Det går aldrig hurtigere end naturen kan være med

Ruth Gibbs - Orchestral Works Vol. 3
Rumon Gamba, BBC Philharmonic
Chandos 

Af Jakob Brønnum
Lige præcis så den en dag som i dag hvor den europæiske plads i verdensordenen, som vi har kendt lige så længe vi har levet, sådan en dag, hvor solen trods alt skinner selvom det er koldt udenfor, sådan en dag er det en lise for sjælen og livsmodet at lytte til Ruth Gibbs (1921-99).

Hvem er nu Ruth Gibbs? Hun er en af de mange historiske, kvindelige komponister som kommer frem i disse år, hvor også den klassiske musik har forstået at inddrage grupper, der tidligere har været marginaliseret til fordel for den hvide mand.

Lige præcis udviklingen i verdenspolitikken, med den nyfascistiske magtovertagelse i USA, som en analytiker som Clintons tidligere arbejdsminister, professor Robert Reich, kalder et statskup, gør det særligt akut og presserende at fortsætte med at arbejde med på genoprette den mærkværdige, men fuldt forklarlige ubalance, der har været i det klassiske musiklivs repertoire siden det blev en sag for den nyopståede borgerlighed i slutningen af 1700-tallet på Mozarts tid. Kvinder opgav rutinemæssigt deres krav på metier for at kunne støtte mændenes, helt frem til de første årtier af 1900-tallet.

Jeg havde ellers besluttet mig for netop at normalisere den kvindelige komponist i musiklivet ved ikke at nævne at hun aldrig tidligere har haft den plads hun har fået nu. Men den amerikanske regerings aktive indgriben i og præsidentordre om ophør af verdens største kulturnations arbejde med at give de privilegieløse de samme privilegier som den hvide mand har taget sig under stor hensynsløshed og brutalitet, gør at jeg må fortsætte.

Og så er vi tilbage ved Ruth Gibbs. Hun er fantastisk god og det er en skændsel uden lige at hun ikke har en retmæssig placering i repertoiret ved siden af Sibelius, Vaughan-Williams og Prokofiev. Det engelske pladeselskab Chandos udgiver en forbilledlig serie med hendes orkesterværker. I den tredje udgivelse i serien er vi kommet til hendes første symfoni. Det er et værk i fire satser på godt 35 minutter.

Fra en tid, der var mørkere end vores

Symfonien er fra 1942, altså en tid der var endog mørkere end vores tid, langt mørkere. Alligevel indledes den pastoralt og forårssmukt med klange som dem man for eksempel kender igen fra Sibelius 2. Symfoni, om end vagtsomt, og man kan ikke lade være at forstå de lette, smukke og naturlige klange i en orkestrering, der hele tiden giver plads til de fine træblæsere, som et eksistentielt udsagn, der fortæller hvad det vigtigste er i en sådan tid. Det er at betragte og være i det liv som findes. Det liv som altid er der. Det liv som ingen selvoptaget magthaver kan slå ihjel.

Som det blev tydeligt ved anmeldelsen af Ruth Gibbs kammermusik for en tid siden spiller oboen en særlig rolle i hendes værk, og det gør den også i symfonien, om end hun ikke forfordeler solohornet eller soloviolinen. Den milde og varme adagiosats fortætter den pastorale udforskning, med nogle af de fineste, sanseligt smukke motiver, man har hørt i den righoldige engelske symfonilitteratur. Der er en tålmodig væven af en teksturen af strygere og træblæsere med småfuglenes uforudsigelighed, som jeg finder når dybere ind i det pastorale end selv Vaughan-Williams har formået. Satsen bringer mindelser om hans 3. og 4. symfoni. Den er vidunderlig.

Også i den sprælske, delvis lettere groteske scherzo-lignende 3. sats er de enkle melodier og træblæserne fremtrædende. Det er som om Gibbs har ønsket at følge den kendte satsfølge i udformningen af sin 1. Symfoni, men alligevel ikke kunnet finde den rette stemning i scherzoens tunge danseart, så der er blevet noget gennemsigtigt over de forskellige tematiske blokke, der kan minde om det surrealistiske maleri.

Fjerde sats, finalesatsen, har på nogle punkter det samme, lidt storladne anlæg som en klassisk symfonifinale, men også den er præget af de fine melodier, der har været slået an hele vekjen igennem den store symfoniske fortælling om mod og lys, nu forlenet med en sivende melankoli og et afventende åndedræt, inden den rinder ud i en uvishedens melange

Det er fristende at sammenligne med Prokofievs 5. Symfoni, der også er en krigssymfoni. Ved siden af hans 1. Symfoni er den jo den symfoni, der har været bedst modtaget. De fortæller på sin vis den samme historie, men Prokofiev fortæller den fra Østfronten, så at sige, og der er længere til lys og håb end på de britiske øer

Nu ser jeg meget frem mod næste udgivelse i serien, der rummer Gibbs sene Symfoni nr. 5.

CD’en indeholder flere mindre værker og en hornkoncert fra 1969, ligeledes opbygget efter den klassisk-romantiske kompositions tresatsede koncertskabelon. Fra en langt lysere tid, virker værket legende og undersøgende i samspillet mellem horn-solisten og ikke mindst fløjtestemmen i orkestret. Et overordnet indtryk af Ruth Gibbs er for mig at se, at det aldrig går rigtig hurtigt -  aldrig hurtigere end naturen kan være med, og det er et stort kvalitetsstempel, i hvert fald i min musikverden

Gerningsmandens fantasiverden

Nina Bunjevac: Bezimena, graphic novel, Fahrenheit 2018, genoptrykt i 2024, 226 sider.

Af Egil Hvid-Olsen

”Hvorfor sender de en erotisk tegneserie til mig?”. Sådan tænkte jeg, da jeg modtog en bogpakke fra forlaget Fahrenheit. Jeg havde tilbudt at anmelde en af de bøger, der lå i pakken, men der var altså vedlagt to mere. Den ene var ”Bezimena” på hvis forside, der er et portræt af en ung kvinde i seksuel ekstase. Nå, men eftersom jeg havde fået bogen, kunne jeg jo lige så godt læse den, og det var ingen fornøjelse! Det betyder dog ikke, at bogen er dårlig. Slet ikke! Den er bare frygtelig barsk og voldsom.

Skitseblokkens vildfarelser

Bogens tegner og forfatter Nina Bunjevac har ladet sig inspirere af den græske myte om Artemis og Siproites, der udgør historiens rammefortælling. Sidstnævnte så Artemis bade nøgen, da han var på jagt. Det gjorde gudinden så vred, at hun forvandlede ham til en kvinde. Senere i handlingen spilles der også på myten om Actaeon og Diana. Som Siproites ser Actaeon gudinden nøgen, men i dette tilfælde forvandles Actaeon til en hjort, som hans egne jagthunde flænser ihjel.

Mens Siproites og Actaeon tilsyneladende bare dumper ind det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, mens gudinden bader i en skovsø, forholder det sig helt anderledes med hovedpersonen i ”Bezimena”. Benny, som han hedder, er besat af sin klassekammerat ”Hvide Becky” i en sådan grad, at han ikke kan skjule sit seksuelle begær. Både børn og voksne tager afstand fra ham, så han isoleres. Årene går, men en dag ser Benny Becky igen. Som han er hun blevet voksen. Benny betragter hende i lang tid, og da hun forlader det sted, hun har stået, glemmer hun sin skitseblok, som Benny hurtigt løber hen og tager. I den finder han en vejledning til, hvordan han kan vinde ikke blot Becky, men også de piger, hun omgås, seksuelt, og Bunjevac lægger ikke fingre imellem i skildringen af, hvad der sker ved disse møder.

Alligevel er der ikke tale om en erotisk tegneserie, som man altså umiddelbart tror. Fortællingen tager en drejning, der gør bogen til en modbydelig kriminalhistorie. Selve plottet skal ikke afsløres her.

Den vanærede forbryder og det vanærede offer

Eksempel på illustration fra bogen

Bunjevac afslutter sin bog med et efterskrift, hvori hun fortæller om to voldtægtsforsøg, hun blev udsat for som ung pige. Selvom flere vidste, hvad der foregik, var der ingen, der greb ind. Med ”Bezimena” har hun skrevet og tegnet historien om en seksualforbryder. Selvom han er fiktiv, har hun givet ham både navn og ansigt. ”Bezimena” betyder ”vanære”. I sin grafiske roman har Bunjevac udpeget og navngivet en slags repræsentant for de mænd, der tingsliggør piger og kvinder for at få dækket deres egne seksuelle behov, hvorved de ikke alene har vanæret deres ofre, men også sig selv.

Samtidig kan ”vanære” også pege på de af ofrene, der ikke tages alvorligt eller ignoreres. Idet man afviser at anerkende eller undersøge en forbrydelse, tingsliggøres offeret, for da har man markeret, at vedkommende ikke har betydning nok til, at hendes sag skal tages alvorligt. Hun gøres så ubetydelig og anonym, at hun er vanæret. Med ”Bezimena” har Bunjevac vist, at hun godt kan bide fra sig, selvom hun er blevet frataget sin ære.

Enigmatisk kortroman med mange lag

Jacques Chessex: Vampyren fra Ropraz (Grasset, 2007), oversat fra fransk af Nils Schultz Ravneberg. Udgivet af Forlaget Sidste Århundrede (2021)

Af Ann-Christina Hansen

Resumé

Schweiz, februar 1903. I den afsidesliggende bjerglandsby Ropraz vågner indbyggerne op til et chokerende syn: En grav er blevet åbnet, og ved nærmere eftersyn viser det sig, at afdødes krop er blevet beskæmmet og lemlæstet på den mest modbydelige måde. Forbrydelsen rammer indbyggerne så meget desto hårdere, da det går op for dem, at afdøde er den fagre, tuberkuloseramte Rosa Gilliéron, datter af landsbyens fredsdommer og medlem af Det Store Råd, der blot få dage forinden blev stedt til hvile under en overdådig begravelsesceremoni.

Rygter og beskyldninger begynder straks at svirre, og da yderligere to grave i omegnen udsættes for samme bestialske behandling, går der ikke lang tid, før folk får overbevist sig selv om, at det må være en vampyr, der er på spil. Efterhånden som frygten spreder sig ud i de mest afsidesliggende afkroge af egnen, begynder den ellers strengt calvinistiske befolkning at ty til overtro og for længst glemte katolske ritualer. 

Indtil flere mænd anklages for at være vampyren, men alle bliver hurtigt løsladt, da beskyldningerne viser sig at være ubegrundede. Først da mistanken falder på Charles-Augustin Favez, karlen på en større gård i Ferlens, hvor den tredje gravskænding fandt sted, kommer der skub i sagen. Favez, der midt om natten er blevet taget på fersk gerning i færd med at voldtage en kvie, fremstår som den oplagte gerningsmand:

"Han er 21 år, ser dobbelt så gammel ud, en løjerlig fyr, hans blik er undvigende, han er fordrukken, depraveret, tavs. Og han fornøjer sig altså med vores dyr! Kunne han mon også finde på at luske omkring på kirkegårde? Hvad nu hvis Favez var den skyldige, hvad hvis det var Favez der var ved Rosas grav, og også ham i Carrouge, og Favez igen i Ferlens! Selvfølgelig er det Favez, sadisten Favez. Uhyret Favez. Det er ham, vampyren fra Ropraz. Når han mangler menneskeofre, penetrerer han køer og kvier mens han venter på at sætte tænderne i flere døde unge kvinder. Eller levende, hvorfor ikke? Små blide og varme væsener, uskyldigt sovende skolepiger, konfirmander, unge mødre som han kan lade sig selv og sin afskyelige mund glide hen over."

Hvad handler den egentlig om?

På trods af titlen er Vampyren fra Ropraz ikke en fantasyfortælling om vampyrer eller andre underjordiske væsener for den sags skyld. Den er heller ikke en historisk roman om et gammelt justitsmord, for på trods af at romanen tager udgangspunkt i virkelige hændelser, der fandt sted i Ropraz i starten af det 20. århundrede, så er det langt henne ad vejen ren fiktion (af frygt for at røbe romanens slutningen henvises læseren til selv at tjekke baggrunden for historien). 

Og på trods af at sproget og stilen, der på forunderlig vis blander lyrik og politirapporter og minder om noget, der kunne være skrevet i starten af det 20. århundrede, så udkom romanen faktisk først i 2007. Og det er måske her, man skal lede efter en mulig fortolkning af denne enigmatiske kortroman, for hvorfor kaste sig over en fait divers, der er mere end hundrede år gammel, hvis det i sidste ende ikke er for at råde bod på en uretfærdighed?

Kritik af calvinismen?

Jacques Chessex (1934-2009), der længe selv var bosat i den fransktalende kanton Vaud, hvor Vampyren fra Ropraz tager sit udgangspunkt, vandt aldrig stor popularitet i sit hjemland, men det er måske heller ikke så overraskende, for det er et lidet flatterende billede, han tegner af sine landsmænd (og kvinder) i de Schweiziske Alper nord for Lausanne: 

”Mange spredte bebyggelser i øde områder omkranset af dunkle træer, snævre landsbyer med lave huse. Her kommer ingen nye idéer i omløb, traditionerne vejer tungt, moderne hygiejne kender vi ikke til. Gerrighed, ubarmhjertighed, overtro; ikke langt herfra går grænsen til Freiburg, hvor hekseriet florerer. (…) Frygten sniger sig omkring. Om natten gør vi besværgelser mod onde ånder og djævle. Vi er strenge protestanter, men vi korser os når vi ser uhyrer tage form i tågen. Med sneen vender ulven tilbage.”

Til gengæld blev han meget vel modtaget i Frankrig, hvor han blandt andet modtog den prestigefulde Prix Concourt for romanen L’Orgre i 1973. Og det er måske ikke så mærkeligt, når man tager i betragtning, at Vampyren fra Ropraz kan tolkes som en kritik af calvinismen – eller i hvert tilfælde den fortolkning af calvinismen og måske protestantismen i det hele taget, som franskmændene ynder at opretholde – og den seksuelle undertrykkelse og sygelige perversitet, som religiøs puritanisme kan medføre. 

”På disse afsides egne er enhver ung pige en ledestjerne for galskaben. Blodskam, grublen i cølibatets mørke over det evindeligt begærede og forbudte kød. Den seksuelle frustration, som man senere har kaldt den, føjer sig til den snigende frygt og forestillingen om det onde. I vores ensomhed våger vi om natten hvor de få heldige og deres stønnende medsammensvorne muntrer sig med hinanden, djævlens berøring, synden stikker dybt efter fire århundreder med påtvungen calvinisme.”

Blodtørstig vampyr eller indre svinehund?

Men igen må man som læser spørge sig selv: Hvis Chessex blot havde til hensigt at kritisere den schweiziske udgave af calvinismen, hvorfor går han så mere end hundrede år tilbage i tiden? Hvorfor fokuserer han ikke blot på det nutidige Schweiz? 

Måske var vampyren fra Ropraz for Jacques Chessex blot et symptom; et eksempel på hvad der kan ske, når en kvælende (selv)censur lægger sig som et tæppe i en øjensynlig snehvid renhed, og en generel advarsel til os alle om at være på vagt over for vores egen indre svinehund, så den ikke får lov til at udvikle sig i stilhed og mørke. Det er i den forbindelse interessant at notere sig, at Jacques Chessex konsekvent anvender pronomenet vi, når han beskriver befolkningen.

Uden at røbe hvordan historien ender, lad mig blot afslutte med at nævne, at det aldrig i virkeligheden lykkedes at fange nogen vampyr. Og hvad angår Jacques Chessex, så hviler han så vidt vides stadig uforstyrret i Ropraz.

Overordnet anmeldelse

Det er ikke en bog for de sarte, men hvis man kan se ud over de ofte udpenslede beskrivelser af vampyrens og befolkningens perversiteter, så er det en enigmatisk, medrivende kortroman, der er læst på en aften eller to. Så vidt vides, er Vampyren fra Ropraz det eneste af Chessex’ værker, der indtil videre er blevet oversat til dansk. Det håber jeg, at Nils Schultz Ravneberg og Forlaget Sidste Århundrede snart vil råde bod på.

Mesterlige skildringer af armod og død

Birgitte Anderberg og Cecilie Høgsbro Østergaard (red.): Käthe Kollwitz – MENSCH, SMK – Statens Museum for Kunst 2024, 258 sider

&

Rikke Villadsen: En samtale med Käthe Kollwitz, grafisk roman, Fahrenheit 2024, 144 sider.

Af Egil Hvid-Olsen

Man kan stadig nå at se SMK – Staten Museum for Kunsts store særudstilling med værker af Käthe Kollwitz (1867-1945), for den lukker først d. 23. februar 2025. Hvad enten man når det eller ej, kan den bog, som museet har udgivet i forbindelse med udstillingen, varmt anbefales. Her kan man (gen-)opleve mange af de udstillede værker.

Lægefrue i fattigkvarteret

Kollwitz er en kunstner, hvis værker brænder sig ind i hukommelsen. Ud over at være en eminent håndværker, beskæftigede hun sig med motiver, der stadig trænger sig på. Som gift med en læge i det berlinske fattigkvarter Prenzlauer Berg konfronteredes kunstneren med en næsten ubegribelig armod. Sult, alkoholisme, vold, seksuelle overgreb, uønskede graviditeter, depression blev den virkelighed, Käthe Kollwitz skildrede i sine værker, der mest bevægede sig indenfor tegning, grafik og skulptur. I 1941 kastede hun et blik tilbage på sit liv og skrev: ”Først langt senere, da jeg, særligt gennem min mand, oplevede proletarens dybe og tragiske elendighed, da jeg mødte kvinder, som opsøgte min mand, og også mig, for at søge hjælp, blev jeg ramt af proletariatets skæbne og alt det, der fulgte med den. Uløste problemer såsom prostitution og arbejdsløshed plagede og foruroligede mig og var medvirkende årsag til denne min bundethed til at skildre de laverestående klasser. Denne gentagne skildring af dem blev min ventil til at udholde livet.” (s. 168).

Pacifisten Kollwitz

Selvom Kollwitz på en måde må have vænnet sig til tragedier, blev hun hårdt ramt, da hendes 18-årige søn Peter, faldt på slagmarken i begyndelsen af 1. verdenskrig. Fra da af kæmpede hun ikke alene for større social retfærdighed i sine værker, men havde også et pacifistisk mål med sin kunst. Det var med til at styrke hendes position i de første mellemkrigsår, men med nazisternes magtovertagelse blev hun en persona non grata i samfundets magtfulde kredse, selvom hendes værker undgik at blive stemplet som ”entartete Kunst”.

Forskellige vinkler på kunstneren

Käthe Kollwitz: Blad 5 "Udbrud" fra serien
"Bondekrigen" 1902/03. Wikimedia Commons

Kollwitz’ oeuvre rummer en lang række serier og enkeltværker, der møder beskueren med en enorm styrke. I Käthe Kollwitz – Mensch gennemgås en stor del af disse i de mange essays og artikler. Et fundament til en grundigere forståelse af Kollwitz’ værker lægges i Katharina Kosellecks overskuelige, men informative essay, der beskriver kunstnerens liv og arbejde. Koselleck har siden 2022 været direktør for Käthe Kollwitz Museum i Köln.

Billedkunstner Stense Andrea Lind-Valdan beskriver med særligt henblik på barnet og moderskabet Kollwitz som inspirator for sine værker, mens kobbertrykker Niels Borch Jensen redegør for Kollwitz’ nysgerrighed efter nye udtryksformer, hendes talent og hendes fornemmelse for de enkelte grafiske genrer.

Birgitte Anderberg, der er seniorforsker og museumsinspektør ved SMK, har to tekster med i bogen, blandt andet et interessant essay om Käthe Kollwitz i dansk kultur og kritik.

Karin Michaëlis’ kroniker

Noget af det allerbedste i bogen er dog to sammenhængende kronikker, som Karin Michaëlis skrev til Politiken i februar og april 2026; en om borgerskabets vilde fester og en om arbejderklassens massive udfordringer. I den sidste dokumenterer hun den kæmpemæssige forskel, der er på rig og fattig i Berlin, og så giver hun eksempler på de mange triste skæbner. En af de kortere lyder således: ”En 40-aarig Kontordame blev i Oktober afskediget. Faderen, der var Embedsmand, mistede ved Inflationen alt og begik Selvmord. Datteren ernærede sig og Moderen. Efter Afskedigelsen hutlede de sig igennem ved at sælge Klæder og Bohave i Stykkevis. Nu skyldte de for Husleje og var truet med Pantning. Saa vasker de sig omhyggeligt, ifører sig det sidste Stykke pæne Linned, drikker hver en Slurk af en Falske gammel Opium og lukker op for gashanen. De findes med hinanden i Haanden. Paa Dynen foran Moderen ligger Salmebogen opslaaet paa: O, du selige, o, du fröliche, gnadenbringende Weihnachtszeit!” (s. 177).

Rikke Villadsens samtale med Käthe Kollwitz

At Käthe Kollwitz stadig kan vække opmærksomhed og inspirere er Rikke Villadsens grafiske roman En samtale med Käthe Kollwitz et oplagt eksempel på.

Kollwitz skildrer døden på flere forskellige måder. Både som en fjende og som en ven. Der er en fortrolighed overfor døden i Kollwitz’ værker. Da Villadsens mor døde i 2023, kunne tegneren derfor søge en forståelse for døden hos Kollwitz. Noget af det første, Villadsen konstaterer er da også, at ”Det hele starter med DØDEN. Jeg holder døden i hånden, og jeg holder Käthe i hånden.” Og ganske rigtigt tegner hun sig selv, der holder den for længst afdøde Kollwitz i hånden. Netop derved kan de to få sig en samtale om døden, tabet og kunsten. 

Det klæbende selvportræt

Kollwitz tegnede mere en 100 selvportrætter. Undervejs i samtalen forklarer hun, at ”ved ethvert arbejde med sig selv, der nødvendigvis er forbundet med selvrefleksion, er det vanskeligt at undgå en tilstand af ’at se sig selv’. Det kan være en klæbende følelses…” Denne beskrivelse benytter Villadsen som springbræt til at føre selvportrætgenren op til nutidens selfies, som i høj grad er selvklæbende eller ”ölige”, olieindsmurte. Denne moderne selvkredsen taler Kollwitz imod og peger på, at mennesket er en del af fællesskabet: ”Føl som en del af en større idé.” Den tanke opponerer Villadsen dog imod. Hun vil ikke gå tabt som individ i det kollektive. Ligeledes antyder hun, at idealisme kan være farlig og føre en hel befolkning på afveje, hvilket Kollwitz jo også havde sandet.

Mere skal ikke refereres her. Blot skal det siges, at En samtale med Käthe Kollwitz viser ligheder og forskelle mellem nu og dengang. Men selvom vi tænker anderledes, end Kollwitz gjorde, er der visse ting, der ikke har ændret sig, for eksempel døden. Dette gennemgående tema gengives i Villadsens tegninger med en række henvisninger til tidligere tiders billedkunstnere. Bogen afsluttes med en helt særlig og i sammenhængen velplaceret Kollwitz-henvisning.

Skitsepræg

En egenart ved denne grafiske roman er dens skitsepræg. Visse steder kan man se, at en tekst i en taleboble er blevet visket ud og noget nyt skrevet ind. Umiddelbart virker det irriterende, men mange af Kollwitz’ udstillede værker er netop ”blot” skitser. Ligeledes rettede hun i nogle af sine grafiske arbejder, der altså gemte på skitser under de nye streger.

Den pingpong mellem Kollwitz og Villadsen, der præger både tekst og tegninger i En samtale med Käthe Kollwitz, er særdeles vellykket.