søndag den 7. juni 2020

Fra ét sted til noget andet - fastholdt glimtvis

Majbrit Hjelmsbo, 
U-vending
Forlaget Ravnerock, 2019

Af Thorvald Berthelsen
Jeg var som mange andre glad for Majbrit Hjelmsbos friske erotiske debutdigtsamling, Ovenfra og ned, med digte hvor erotikken og dens verden både behandles med antydninger og direkte sanset sprog i udtryk for længsel, begær, nærvær og stigende bevidsthed om sammenhængen med døden.

Som en kapgænger i modlys
mod
den lavt hængende
sols
forsvindings punkt
Som en levende
fakkel
/bærer
omkranset af en
corona
af blændende
lys
Mørket –
i hælene

(Sært så digte har det med at blive aktuelle igen og igen). Men jeg må indrømme at jeg har det en del sværere med at få åbnet hendes nye digte i U-vending rigtigt op.

"U-vending og andre retningsskift over tid" består af digte der alle starter med bogstavet "u" med undtagelse af det digt hvor u-vendingen, der har givet digtsamlingen navn, sker 2/3 henne i samlingen.

Men i en læsning blandt mange kan den ses som en klassisk samling nedslag i en udviklingshistorie med ny dvælen i de uafklarede og dobbelttydige fasers sanselige følelseskred som rummer selvbevidsthedens nyafsæt. Opvækst, pige i udvikling og dreng i stilstand, anelser og sanselighed omkring frihed og fuldbyrdelse, spirende sexualitet og selvbevidsthed, ungdom, pige bryder ud og møder dreng, forening, uventet drejning med perfekt slag/lige i øjet/SMAKKK, rullende øjenæblers søgen, sammenbruddet:

Uvist af hvilken grund
ender det her
- alt andet ufortalt

Efterfølgende (selv)medlidenhed og vished/om sin egen/utilstrækkelighed. Det afsluttende opbrud:

Han gik bort
og fandt
et andet øre
at bolle i
Derefter træthed, raseri, ligegyldighed og krig. ”Utålmodigt ventende på
kroppens genkomst, berøringens stoflighed og
tidens fylde”

Som sagt er det mest dynamiske ikke u-vendingen men de skiftende retninger som sproget bevæger sig og os i, når Majbrit Hjelmsbo skriver om de perioder, hvor uafklaretheden og dobbelttydigheden sætter sig i anelsers og sanseligheds skiftende retninger og fører til nyt afsæt for selvbevidstheden og livet. Netop de digte betragter nogen som ufærdige og uden sammenhængende substans i et sprog, der mangler spændstighed og poetisk spænding. Selvom det er i dem dynamikken og den poetiske udforskning af sprog og liv ligger. Som i det sidste af legedigtene, Uligevægtens uberegnelighed, om to piger
der sidder i hver sin ende af vippen
udfordrende og
udæskende
for bevægelsens muligheder
omkring vægtfordelingens
fælles
akse

Derefter fortsætter de to bedsteveninders vippetur i gensidig vekselvirkning der udvikler sig til en sadomasochistisk udfordring af balancen, fra frydefuld hvinen under
kjolens flagren op omkring ørerne
i suset nedad

til at blive hængt til tørre og ufrivilligt bumpet ”så rumpen letter foruroligende/…med fødderne dinglende / usikkert og / hjemløst under sig
uden at vide
hvornår
pinslen har tilfredsstillet
den andens grin”

og hun nådigt/læner sig frem og genoptager vekselvirkningen eller helt uberegneligt / i en lynsnar bevægelse/ springer af vippen og udløser tyngdekraften abrupt. Denne udforskning og udfordring af sanserne og balancen også i forholdet mellem dem ender umiddelbart efter svævet i den store ukendte uligevægt og vægtløshed med at jeget afviser den påtvungne vægtløshed til tørre og foretrækker trods ”uligevægtens uberegnelighed” selv at tage initiativet:

Der er en verden til forskel på
at hænge til tørre
og så det at ane
uligevægtens uberegnelighed og
selv
vove
at springe
fødderne først

Som det ses er det ikke det grotesk paradoksale der abrupt fører til opbrud, men de sansede, anede forskydninger i hende selv og forholdet til veninden der resulterer i frigørelsen og den nye selvstændighed, der ender bedstevenindernes æra. Umiddelbart derefter møder hun manden der er dreng og fascineret stirrer på den G-streng/- der uventet dumper ind/ gennem brevsprækken
nyanskaffet og
klar
til mere
musik

Digtet følger i sprogligt præcise registreringer (og ikke i metaforiske paradokser) disse forskydninger og anelser til deres metamorfose af selvbevidsthed og liv.
Det paradoksale billedsprog forbeholdes manden/drengen der fandt et andet øre at bolle i. Det billede demonstrerer magtens fordrejning af erotikken i et krav om passiv underkastelse, der udsletter den forudgående fælles enhed, hvor de var ”et kød, urørlige, i vores egen verden”

- ingen rullepølse
uden hjerte
slag
Efter bruddet, sammenbruddet, trætheden, raseriet og det obligatoriske uforsætlige samleje indfinder det tidspunkt og digt sig i samlingen, hvor u-vendingen sker, med digtet Gul og grå, hvis titel er den eneste der ikke starter med bogstavet u:
…det grå guld
er ikke længere gangbar mønt,
når slidfladen først er
ramponeret,
nedslidt,
udslidt

Kortfristede udsorteringer

af uddannelsesparate,
indsatsklare og
tilrådighedsstående
udskud

Som det ses forsøger digtet at illustrere, at det indre sammenbrud og kaos rendes over ende og uddybes til frit fald af omverdenen/virkeligheden. Derefter følger digtene om nedturen, arbejdsløshed, sygdom og udstødelsen fra fællesskabet. Undervejs i denne del af samlingen gøres der forsøg med forskellige stemmer som f.eks den bureaukratiske kancellistil i Uvis viden uden at disse stemmer rigtigt kommer til at fungere som digte. Digtene er udvendige abstrakte refleksioner over de forskellige stadier og kommer ikke ind under huden med de sanselige forskydninger eller tankespring i sproget, der kunne underbygge retningsskiftene som overbevisende flertydige nødvendigheder. Det bliver for meget skematiske postulater der understreges af det mere og mere skematiske skelet med u’er omkring en u-vending, der mere er en galge end en mur der spilles bold op af. Man skal lade være med at hænge sig i en galge man ikke har lyst til at hænge i lige så længe som det tager at dø og genopstå som vis runekyndig skjald med en ny verden. Som Odin gør det i Eddaen.
Til sidst rammer digterens nedtur bunden

Her kan du vælge
at hengive dig til
smerten og
være i den
Her bliver du menneske
på ny

Her opdager barnet
en verden i lys
lemmer spræller
livligt
vil lege
vil op
vil fremad
vil
Der er kun en vej
Herfra kommer der igen dobbelttydige tvivlende retningsskift uden mål og med og erkendelsen af at uanset i hvilken retning du vælger at gå, så kommer du ikke udenom
at gøre dig umage
med livet
som ikke gives magen til
igen
-Mageløst
Selvom digteren nu i digtet, der faktisk har titlen U-vending behandler digtsamlingens tema,metode og sprog i det der nok er ment som en slags klimaks, så virker det ikke helt sådan:
Jeg vil
bevægelsen
Nedslag,
retningsskift
og så igen
videre
opad
til et nyt højdepunkt
Jeg vil
bevægelsen
Følelsen
fra ét sted
til noget
andet
fastholdt
glimtvis
i sproget

Sproget er i den sidste dels digte snarere villet abstrakt end baseret på sansede associativt levende nyskred. Selv de abstrakte ordspils flertydighed bliver lidt stækket. Derfor er de sidste digtes udvikling gennem tvivl til tro heller ikke lige så overbevisende som den lange digteriske optakts anelsesfulde flertydige sansede retningsskift. I hvert fald ikke for denne læser. Selvom sekvensen i de sidste 4 digte fra Uvishedens tilstrækkelighed over Udsyn og Utilgiveligt til Ubetrådt stjernestøv er et spændende udviklingsanslag virker det ikke helt som andet end postulater:

Jeg tror nu nok
Gud vil tilgive
min tvivl
Jeg tror nok
jeg tror
nok
tror jeg

En udbrændt
døende
stjerne
tænder håb
lige der
hvor engle fødes

Alt i alt er U-vending et godt forsøg på den svære toer efter debutten. Selvom den kæver en indsats er det umagen værd at læse sig ind i den. Og den får mig til at glæde mig til at læse hendes næste digtsamling.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar