Hulda Lütken:
”Degnens Hus”, roman med efterord af Hans Otto Jørgensen
Udkom første gang i 1929, Gladiator 2018, 349 sider, 300 kr.
Af Solvej Paabøl Andersen
Forlaget Gladiator har en serie udgivelser ved navn ”Sandalserien”. Den består af ”klassikere på kanten af den etablerede kanon”. Forlaget genudgiver m.a.o. dansk litteratur med fokus på perioden fra det moderne gennembrud til ca. 1980. Formålet er at trække glemte og/eller oversete forfattere frem i lyset igen. Måske endda give dem en ny chance for at blive (aner)kendt. Kvindelige forfattere får også god plads her. Således også Hulda Lütken (1896-1946), hvis debutroman ”Degnens Hus” er den 27. i serien. Den har jeg læst. Jeg vil ikke sige med stor og udelt fornøjelse. Men forlagets intention er sympatisk, og romanen har også sine momenter, ligesom Hulda Lütken ubetvivleligt havde talent.
Forfatteren har været 33 år, da romanen udkom første gang i 1929. På det tidspunkt har hun et forlist ægteskab og en bortadopteret søn i bagagen. Hun arbejdede som husbestyrerinde i København og hang ud med Tom Kristensen og co. Der var nogle, der havde øje for hendes talent! En af grundene til, at hun ikke blev kendt i videre kredse, var nok hendes køn og hendes endnu mandsdominerede samtid. Måske havde det hjulpet, om hun var blevet ældre end sine 50 år.
Det kontrollerede overspændte
En anden eller tredje grund var, at hun af kritikerne blev anset for at være ”overspændt” og personerne ekstreme. Der sker ikke alverden med de personer fortællingen igennem. De er, som de er, man skal ikke vente nogle overraskelser. Det er sandt nok, det med det overspændte og ekstreme.
Men som Hans Otto Jørgensen påpeger, så er ”det overspændte kontrolleret”. Forfatteren ved godt, hvad hun gør, og hun vil noget med det, hun gør. I stedet for at lade modsætninger mødes og brydes i de enkelte personer, så rendyrker hun typer og sætter på den måde kultur og natur op imod hinanden, ligesom hun gør det med drøm og virkelighed, ånd og hånd, tro, overtro og vantro, og meget mere.
”Degnens Hus” er omdrejningspunktet for fortællingen.
Der bor Lina og Peter, og vi hører også om Linas gudfrygtige mor, Martha, og hendes far, Lars. Og om andre personer i det lille landbosamfund. Og om Linas og Peters børn, hvoraf den yngste datter, Maria Magdalene, er den eneste markør af fortælleforløbets udstrækning. Hun fødes i begyndelsen af fortællingen og er endnu en skolepige ved slutningen – og det er ikke noget, man er ret længe i det samfundslag, romanen beskæftiger sig med. Man ser for sig gang på gang billeder som van Goghs ”Kartoffelspisere” og Brendekildes ”Udslidt”. Det er barske vilkår, som kunsten er med til at henlede opmærksomheden på.
Mændene er nogle skvat
Mændene i romanen er nogle skvat. Peter, degnen, er en fremmed fugl. Det er en fattig egn, han er kommet til, hvor håndens arbejde er meget påkrævet, og åndens mindre agtet. Han er fritænker uden rigtig at have formatet til at være det. Som hans modpol står hans svigermor, Martha, som tilskriver alt Guds vilje og samtidig døjer noget med, at hun har svært ved at tilgive SIN mand, at han render til andre kvinder. Hankønnets skrøbelighed kommer også til udtryk ved, at Linas drengebørn dør fra hende. Og den ene søn, som lever, er født med et hareskår. Linas sorg og udmattelse skildres uden svælgen, det er en karsk realisme og ikke megen trøst at hente.
Skønt Peter synger i kirken hver søndag – det er en del af hans stilling som degn (og vel den, hvor han gør mindst skade. Nogen stor pædagog er han ikke) – så benægter han hårdnakket, at der overhovedet er en Gud. Lina, deler hverken moderens blinde tro, som også har elementer af overtro, eller ægtefællens totale afvisning. Hendes gudsforhold er måske genkendeligt for mange i dag: hun skænker det ikke mange tanker i det daglige, men uanset om han er til eller ej, så har netop det spørgsmål det med at trænge sig på, når livets storme også gør det. I sådanne situationer er det godt at vide, at andre tror.
”Ak, den stakkels Moder, hun var meget syg. Lina nænnede ikke at sige hende imod. Det var ogsaa paa en Maade saa godt at høre, at han var hos Vorherre; selv om hun ikke troede det, saa varmede det hendes Hjerte alligevel…” (s. 243) Hun er på mange måder sin mand overlegen: hun får noget fra hånden, men har også et åndsliv, i hvert fald læser hun gerne trods sine kun tre års skolegang, og hun er et både drømmende og reflekteret menneske, selv om hun må tage natten til hjælp for at få stunder til det.
Lyst til at irritere
Hun vender Peters argumentation imod ham på den allerspydigste vis, da hun, overmandet af foragt for ham, får ”Lyst til at irritere ham med et eller andet” (s. 182) og derfor siger, at han ikke er en far for sine børn. Han misforstår det i biologisk retning. Det fanger hun straks og siger: ”Du ved, en Fader kan ikke bevises!” Ligesom en Gud ikke kan bevises – det beror på tillid.
Mænd er noget pak, skrøbelige og/eller latterlige. Ægteskaber er ingenlunde noget, man har for sin fornøjelses skyld, men fordi at når man i sin dårskab har sagt A, så hænger man også på B.
Modsætninger mødes. Han, den evige jøde, var flakket omkring som huslærer. Lina og han mødtes på den lokale højskole, hvor han holdt foredrag. De blev betaget af hinandens skønhed, og hun fik ham til at søge stillingen som degn. ”Han havde været det fremmede for hende, det uforklarlige, Kulturmennesket, hun ikke kendte, men føle sig draget mod. Han havde lammet hende med sine skarpe Domme, sine Foredrag, sit Fritænkeri – der kaldte paa Hedningen i hende – og sit Had til det snævre og almindelige. Luft til alle sider havde der været i Førstningen. – Siden havde Dagliglivets irriterende Smaating trukket en graa Hinde over deres Samliv”. (s. 37)
Således er der nok noget, der er genkendeligt for læseren af i dag, fordi det er alment menneskelige sager, der beskrives i Hulda Lütkens roman, når hun taler om kærligheden og om sorgen. Modsætningerne udforskes i fortællingen på en måde, så man ikke er i tvivl om, hvor forfatterens sympati ligger. Det er interessant, men interessen forbliver mestendels på afstand. Rigtig grebet af fortællingen blev jeg ikke. Ikke så meget pga det overspændte, som pga at man forbliver tilskuer til nogle tableauer fra en svunden tid og svundne vilkår.
Der tilføjes ikke noget nyt til forståelsen og indsigten i den tid og de vilkår. Som teolog med interesse for litteratur er der noget at hente – men som læser kom denne roman ikke til at stå som det helle, som læsning gør det for Lina: ”En ny Verden rulledes op for hende. Linas Fantasi og Drømme næredes. Bøgerne blev hendes Fryd, hendes Luksus, Glæden i hendes ensformige Liv. Livet i bøgerne blev det Liv, hun skulde have levet.” (s. 39)
Dog: Hatten af for Lina - og for Gladiator, fordi forlaget påtager sig opgaven med at udfordre den mere etablerede kanon.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar