"Scenen sættes med støv, støn, svedige kroppe og muezzinens kalden til bøn. Læseren mærker tydeligt, at Abdellah Taïa også er filminstruktør."
Abdellah Taïa
Arabisk vemod
Forlaget Arvids 2016
Af Carina Wøhlk
Jeres hengivne anmelder afsluttede anmeldelsen af Abdellah Taïas første bog ”Englene fra Frelsens Hær” med de grådige ord: Mere vil have mere! Med ”Arabisk vemod” har mere fået mere – spørgsmålet er, om det så rækker?!
”Arabisk vemod” fortsætter i det selvbiografiske og sensuelle spor, som ”Englene fra Frelsens Hær” satte. I fire dele tegnes flimrende billeder af den marokkanske forfatters kamp for kærligheden. Det er en detalje, at han i sin kærlighedssøgen drages mod andre mænd.
I bogens begyndelse hvirvles læseren ud i en hæslig hændelse, som kunne være endt helt galt. Den helt unge Abdellah passes op af en drengebande, hvis leder feminiserer og intimiderer ham. En gruppevoldtægt er under opsejling – og midt i truslen om overgreb skildres provokerende ærligt det potentielle offers pendulering imellem frygt og lyst.
Scenen sættes med støv, støn, svedige kroppe og muezzinens kalden til bøn. Læseren mærker tydeligt, at Abdellah Taïa også er filminstruktør. Hans sprog er så billeddannende, at handlingen på det nærmeste spændes ud som på et filmlærred.
Flytter i tid og rum
I anden del flyttes læseren både i tid og rum. Den ældre Abdellah befinder sig nu i Marrakech som praktikant på en filmoptagelse. Han falder hovedkulds for fotografen Javier, der desværre kun ser en sexpartner i ham. Igen er Abdellah reduceret til et objekt. Han kastes ud i krise.
Bogens tredje afsnit henlægges til Kairo, hvor Abdellah arbejder på endnu et filmset. Optagelserne handler om en (anden) ung mands søgen efter identitet. Også Abdellah er forvirret og forvildet. Han kæmper for at tabe sig – for at tabe kærestesorgens byrde, ”for at løsrive mig fra Javier” (s. 77).
På et tidspunkt går Abdellah helt i sort – og så lyser en sortklædt kvindeskikkelse op. Hun er fremmed. Hun er jøde. Og hun møder – virkelig møder - ham i hans arabiske vemod. Hun rører ham, beder for ham, stikker ham syngende lussinger, vasker hans ansigt med sit spyt, kysser ham og lukker hans næsebor til med sine hænder. Da hun slipper og ånder på ham, vender han gispende tilbage til livet – i en ”frelsende eksplosion” (s. 93).
Netop denne passage er bogens stærkeste. Scenariet er bevægende – både eksistentielt og politisk. Abdellah bliver fundet i sin søgen efter kærlighed – og nok på en helt anden måde, end han havde forestillet sig.
Det endegyldige afskedsbrev
Den fjerde og sidste del drejer sig om Abdellahs pinefulde forhold til algeriske Slimane, som han har levet sammen med i Paris. Deres kærlighedshistorie fortælles dels igennem deres fælles dagbog, dels igennem Abdellahs endegyldige afskedsbrev til Slimane. Især sidstnævnte står meget skarpt i sin formidling af både begær og bitterhed,
Nogle vil måske mene, at bogen kalder på en redaktionel opstramning. Indrømmet, bogen er løst struktureret, men den fragmentariske form bidrager kun til den poetiske dybde. Taïas måde at skrive på er kendetegnet ved korte sætninger, der virker som små prosadigte. Hans staccatostil forstærker historiens flimrende karakter.
Med ”Arabisk vemod” har Abdellah Taïa begået endnu en litterær perle om liv og længsel. Som svar på ovenstående spørgsmål om tilstrækkelighed: Anmelderen her kan ikke få nok.…
Abdellah Taïa
Arabisk vemod
Forlaget Arvids 2016
Af Carina Wøhlk
Jeres hengivne anmelder afsluttede anmeldelsen af Abdellah Taïas første bog ”Englene fra Frelsens Hær” med de grådige ord: Mere vil have mere! Med ”Arabisk vemod” har mere fået mere – spørgsmålet er, om det så rækker?!
 |
| Taïa |
”Arabisk vemod” fortsætter i det selvbiografiske og sensuelle spor, som ”Englene fra Frelsens Hær” satte. I fire dele tegnes flimrende billeder af den marokkanske forfatters kamp for kærligheden. Det er en detalje, at han i sin kærlighedssøgen drages mod andre mænd.
I bogens begyndelse hvirvles læseren ud i en hæslig hændelse, som kunne være endt helt galt. Den helt unge Abdellah passes op af en drengebande, hvis leder feminiserer og intimiderer ham. En gruppevoldtægt er under opsejling – og midt i truslen om overgreb skildres provokerende ærligt det potentielle offers pendulering imellem frygt og lyst.
Scenen sættes med støv, støn, svedige kroppe og muezzinens kalden til bøn. Læseren mærker tydeligt, at Abdellah Taïa også er filminstruktør. Hans sprog er så billeddannende, at handlingen på det nærmeste spændes ud som på et filmlærred.
Flytter i tid og rum
I anden del flyttes læseren både i tid og rum. Den ældre Abdellah befinder sig nu i Marrakech som praktikant på en filmoptagelse. Han falder hovedkulds for fotografen Javier, der desværre kun ser en sexpartner i ham. Igen er Abdellah reduceret til et objekt. Han kastes ud i krise.
Bogens tredje afsnit henlægges til Kairo, hvor Abdellah arbejder på endnu et filmset. Optagelserne handler om en (anden) ung mands søgen efter identitet. Også Abdellah er forvirret og forvildet. Han kæmper for at tabe sig – for at tabe kærestesorgens byrde, ”for at løsrive mig fra Javier” (s. 77).
På et tidspunkt går Abdellah helt i sort – og så lyser en sortklædt kvindeskikkelse op. Hun er fremmed. Hun er jøde. Og hun møder – virkelig møder - ham i hans arabiske vemod. Hun rører ham, beder for ham, stikker ham syngende lussinger, vasker hans ansigt med sit spyt, kysser ham og lukker hans næsebor til med sine hænder. Da hun slipper og ånder på ham, vender han gispende tilbage til livet – i en ”frelsende eksplosion” (s. 93).
Netop denne passage er bogens stærkeste. Scenariet er bevægende – både eksistentielt og politisk. Abdellah bliver fundet i sin søgen efter kærlighed – og nok på en helt anden måde, end han havde forestillet sig.
Det endegyldige afskedsbrev
Den fjerde og sidste del drejer sig om Abdellahs pinefulde forhold til algeriske Slimane, som han har levet sammen med i Paris. Deres kærlighedshistorie fortælles dels igennem deres fælles dagbog, dels igennem Abdellahs endegyldige afskedsbrev til Slimane. Især sidstnævnte står meget skarpt i sin formidling af både begær og bitterhed,
Nogle vil måske mene, at bogen kalder på en redaktionel opstramning. Indrømmet, bogen er løst struktureret, men den fragmentariske form bidrager kun til den poetiske dybde. Taïas måde at skrive på er kendetegnet ved korte sætninger, der virker som små prosadigte. Hans staccatostil forstærker historiens flimrende karakter.
Med ”Arabisk vemod” har Abdellah Taïa begået endnu en litterær perle om liv og længsel. Som svar på ovenstående spørgsmål om tilstrækkelighed: Anmelderen her kan ikke få nok.…
Ingen kommentarer:
Send en kommentar