Samlingen &
Værens veje
Forlaget Valville (36 sider)
Af Jakob Kvist
Kasper Nefer Olsen
har foretaget et stort oversætningsarbejde og forsynet os med tekststykker fra
to store tænkere i form af Heraklit og Parmenides. Desværre er det kun
brudstykker, de berømte fragmenter, som har overlevet til vores tid. Men
alligevel er det en utrolig tankemæssig rigdom, som vi her får adgang til. Samlingen
& Værens veje er udgivet på Forlaget Valville.
.jpg) |
| Parmenides |
Inden vi dykker ned i
tekststykkerne, er det på sin plads at sige noget om den tid, de er skrevet i.
Begge tekster er blevet til ca. 500 år f.v.t. Teksterne kan derfor forekomme
fremmede for os, fordi de er skrevet uden kristendommens indflydelse. Begge
tænkere levede på en tid, hvor religionen spillede en helt anden rolle end den
gør i dag. I dag forbinder vi religion med monoteisme og som antitesen til
videnskab. På Heraklits og Parmenides’ tid var religion et mere levende
fænomen. Religion var en verdens- og virkelighedsskabende praksis. Religion var
bindeleddet mellem mennesket og naturen. Et moderne menneske vil sikkert finde
disse tanker primitive, hvilket er ærgerligt. I virkeligheden er det os moderne
mennesker med vores arrogante og fordomsfulde livsførelse, der er de primitive
og infantile. Vi griner ad alle andre, som levede før os mens vi synker længere
ned i uvidenhedens sjap. For os handler livet om at gemme sig bag andres
forestillinger, for Heraklit og Parmenides er livet derimod uhyre konkret. At
virkeligheden viser sig at være levende, vil nok skræmme livet af de fleste
pæne mennesker. Lad os dog alligevel se, hvad vi kan få ud af deres tanker.
Heraklit
Heraklit er kendt
for, at man ikke kan træde ned i den samme flod to gange og har haft stor
indflydelse på tænkere som Nietzsche og Gilles Deleuze. Virkeligheden opfattes
som værende dynamisk og Heraklit var kritisk overfor gruppeadfærd.
Som titlen antyder,
står Samlingen centralt i Heraklits tankelandskab. For ikke at skride
for hurtigt frem, så lad os dvæle ved ordet ’samlingen’. Vi skal forstå det som
en aktiv proces og ikke som et resultat, et efterladenskab. Heraklit kritiserer
nemlig mennesker for at være optaget af samlinger som noget statisk.
Vi har en tendens til
at fokusere på samlingen efter, at den er blevet samlet og glemmer, hvad der
ledte op til. Vi stirrer os blinde på slutproduktet i stedet for at se
handlingen, som samler og er samlende. Bevidstheden, den frie
vilje osv. er kognitive affaldsprodukter, hvis vi skal snakke med moderne tunge.
Ser vi kun verden herfra, overser vi, hvordan de er blevet til og så er vi
styrede af fordomme.
Mellem virkelighed
og uvirkelighed
For Heraklit er det
menneskets højeste dyd at opnå forstandighed ved at lære sig selv at kende.
Visdom handler om at digte videre på verdens skabende dynamik. Derfor ytrer
Heraklit, at: ”Sjælens samling er én som øger sig selv.”. Mennesket vokser
åndeligt, når det tør beskæftige sig med, hvad der er bagved den fælles
virkelighed.
For Heraklit er
verdens grund en livlig instans, som handler om en glidning mellem at være til
og ikke at være til, mellem virkelighed og uvirkelighed. Om den berømte flod
siger Heraklit: ”I disse floder stiger vi ned og stiger vi ikke ned, er vi og
er vi ikke.”. Det er et spil mellem muligheder og virkelighed. Den eksisterende
virkelighed er udgjort af virkeliggjorte muligheder. Ikke-eksistens eller
uvirkelighed er ikke virkeliggjorte muligheder. Muligheder findes, men de
findes i andre dimensioner og derfor har vi svært ved at fatte dem. Det gør
ikke sagen nemmere, at de fleste mennesker: ”lærer uden at tænke…” hvilket
skabet et: ”fordrejet syn.”.
”Det er hårdt at
strides med begæret – for det vil betales med sjæl…” hedder det andetsteds.
Giver man efter for det kortsigtede begær, afskærer man sig fra at gøre de
grundlæggende erfaringer i livet. Det er nemt at bestille junkfood, at se
dårligt producerede tv-serier, at forbruge og synke ned i arbejdets gentagelser
men prisen er høj, for vi betaler med vores sjæl. Her skal sjæl ikke forstås
som noget indre. Det er hverken kristendommens indespærrede sjæl eller vort
tids egoistiske bevidsthed. Sjælen på Heraklits tid var noget, som bevægede sig
mellem den indre og ydre verden. Det var både den enkeltes indre liv men også
en beskyttende skygge, som vogtede over ens eksistens. Sjælen var bindeleddet
og grænseerfaringen mellem det enkelte menneske, verden og naturen.
Krigen er alle
tings fader
Heraklit siger,
ligeledes berømt, at: ”Krigen er alle tings fader…”. Som Nefer Olsen gør
opmærksom på, så siger det noget om ens frihedsstatus på Heraklits tid. Men jeg
vil også mene, at der en ontologisk pointe at spore. Det betyder ikke, at krig
og vold mellem mennesker er verdens grund. Det betyder, at virkeligheden er et
meningsdrama – en krig, hvor mening kæmper om at blive aktualiseret i
virkeligheden. Virkelighedens skabende kræfter er mulighedernes kamp for at
blive virkelige.
Verden bliver ikke
skabt af guder eller mennesker, ifølge Heraklit, men verden vil altid være:
”…en evigt levende ild…” og: ”Alle ting skal skelnes og gribes af den
frembrydende ild: alle ting i bytte for ild og ild i bytte for alle ting…”.
Ilden udtrykker også tiden, fordi det er tiden, som gør ting virkelige. Ilden
er det mest universelle livsprincip, fordi: ”…den hviler i forvandling.”.
Lad os prøve at se
nærmere på, hvordan Parmenides forholder sig til virkeligheden.
Værens veje
Parmenides’
tankeverden centrerer sig omkring værensbegrebet og har udøvet stor indflydelse
på den tyske filosof Martin Heidegger.
Værens veje er skrevet som et digt i det antikke versemål hexameter. Det
gør, at teksten har en anden rytme og dermed bevægelse end hvad det fx er
tilfældet i Heraklits fragment.
Værens veje minder om en beskrivelse til en mysterieindvielse. Det er, som om ens
bevidsthed snurrer rundt og man lander et helt andet sted. Her tales om:
”portene for Nattens og Dagens veje…” og porte, som åbner sig som et gabende
rum, hvor vi møder retfærdighedsgudinden Dike.
To veje
Hun vil lade os
erfare: ”den velrunded’ Sandheds urystede hjerte…”. På disse breddegrader
fortælles vi, at der kun findes to veje. En vej for væren og en vej for
ikke-væren. For det, som er og for det som ikke er. I digtet
giver Parmenides forrang til det, som er: væren. Parmenides opfordrer til, at
man holder sig fra det ikke-værendes vej, da det vil lede én på vildspor.
Logikken er simpel: noget, der ikke eksisterer, kan ikke være til.
Det, som er(væren),
har en særlig ophøjet status, fordi væren er uskabt og ikke går til grunde. Parmenides
tager afstand fra den tanke, at det værende skulle være opstået ud af intet.
Virkelighedens allermest grundlæggende atom kan for Parmenides kun have væren,
have eksistens. Hvis det ikke havde væren, ville det være meningsløst at tale
om. Derfor afviser Parmenides, at tilblivelse kan være verdens grund. Noget,
der bliver til, er i gang med at forvandle sig fra en ting til noget andet, og
derfor er det ikke, ifølge Parmenides.
Det ubevægelige
Parmenides mener, at
der er noget ubevægeligt ved virkeligheden, som er: ”bundet af mægtige
grænser.”. Væren er aldrig begyndt, fordi det altid har været her, fordi det er
og kun kan være. Væren hviler i sig selv, er altid det samme og
omsluttes på alle sider af den stærke nødvendighed.
Men inden vi dømmer
Parmenides til at være fortaler for en statisk virkelighedsopfattelse, så tror
jeg, at vi gør klogt i at se på, hvad det er, Parmenides egentligt sigter
efter. Parmenides er på udkig efter noget, som altid vil være det samme. Her er
ikke tale om en fast ydre virkelighed men om et universelt princip.
Evigheden
Når jeg læser Værens
veje, kan jeg ikke lade være med at tænke på evigheden. Evigheden er netop
ikke en uendelig lang række af tidspunkter. Evigheden repræsenterer fraværet af
tid, det tidløse. Det harmonerer med Parmenides beskrivelse af, at væren er
konstant: ”For der kan ikke være mer’ eller mindre af værende…” Der findes ikke
grader af væren, fordi væren er ens overalt – ligesom evigheden. Evigheden er
ikke at stræbe efter et uendeligt langt liv men kunsten at stoppe tiden midt i
øjeblikket. Evigheden er erfaringen at være i verden og erfaringen af
det, som altid vil være i verden: væren.
Således kom vi
igennem nogle af Heraklits og Parmenides’ tanker. Jeg skal gøre opmærksom på,
at der selvfølgeligt er tale om min egen udlægning af sagerne.
Der er virkeligt
gjort et stykke stort og flot arbejde med at oversætte disse før-sokratiske
tekster. Det er imponerende, hvor meget mening både Heraklit og Parmenides
formår at give anledning til på så beskeden en plads. Deres tanker slår knuder
på vores hjerner, fordi deres indhold overskrider vores forventninger.
Det er
eksistensbefordrende at læse noget, som afviser middelmådighed ved at tænke
tingene igennem.
Om man er enig eller
uenig er sagen uvedkommende. Teksternes potentiale består i, at de kan udfordre
vores fordomme og udvide vores blik på verden.
Varm anbefaling og
god læselyst skal lyde herfra.
.jpg)