Marina Gercés
Ny radikal oplysning
Forlaget Mindspace, 88 sider
Af Jakob Kvist
I følge filosoffen
Marina Garcés lever vi i en anti-oplysningstid. I bogen Ny radikal oplysning
undersøger hun, hvorfor vi reagerer tankeløst på samtidens mange
katastrofefortællinger. Hendes budskab er, at der midt i alle katastroferne
findes eksistentielle mulighedsrum, men det kræver at blive radikalt oplyst,
hvis man ikke ukritisk vil underlægge sig andres holdninger.
Garcés påstår, at vi
er oplyste analfabeter, fordi vi ved alt, men ingenting kan. Vi drukner i en
overproduktion af viden, som vi ikke kan overskue at forholde os til. I det
offentlige rum hersker en anti-oplyst krig i kølvandet på de mange katastrofer,
vi gennemlever. I stedet for at tænke vor tids udfordringer igennem forfalder
vi til en frivillig godtroenhed. Vi prøver at forbruge os ud af klimakrisen
mens flere autoritære politiske tendenser dukker op som en reaktion på den
stigende ulighed. Vi forventer ikke, at fremtiden bliver bedre, men at vi i
større eller mindre grad opnår privilegier.
Vi er ikke stand til
at forstå, at viden(skaben) kan berige tilværelsen på andre måder end ved at
levere løsninger til at gøre tilværelsen så problemfri som mulig. Denne begrænsede
måde at gøre brug af viden(skab) på udgør en ideologi, som Garcés kalder for solutionisme.
Når vi udelukkende anmoder videnskaben om løsninger, ser vi ikke hvilke
horisonter den ellers åbner op for.
Vi bryster os af at
være veluddannede med hvad er vores uddannelser værd, når de udelukkende bruges
som løsninger på et skævvredet arbejdsmarked? Vi forholder os ikke til den
viden, vi burde tilegne os, fordi vi har for travlt med at reducere det, vi ved,
til kommunikation, så vi kan gøre os til overfor arbejdsmarkedet. Det handler
om at få en fix idé, at være innovativ, så man supplere samfundet med endnu
flere forbrugsløsninger. Vacciner, gadgets, kunstig intelligens, coaching,
convenience food osv. Livet skal være så problemfrit, at vi ikke kan mærke det.
I et samfund som
vores er der ikke plads til at gøre sig de fælles menneskelige erfaringer, som
findes hinsides arbejdsmarkedet og solutionismen. Når vi blindt accepterer, at
meningen med livet findes på et meningsløst arbejdsmarked, så giver vi op og putter
vores skæbne i andres hænder. Vi holder virkeligheden på afstand ved kynisk at
tro på det, som er mest belejligt for os i situationen.
Historiske vilkår
For Garcés kan vi
lære af oplysningstænkerne, hvordan vi skal tage kampen op mod den herskende
godtroenhed. Sigtet er at erfare: ”værdigheden i den menneskelige erfaring og
dens evne til at lære af sig selv.”. Vi har dog andre problemer at slås med end
oplysningstiden og derfor må vi udtænke vores egen radikale oplysning. Oplysningstidens
og modernismens projekter har vist sig ikke at være helt problemfrie.
Den tyske filosof
Hegel gjorde historien til en fremadgående udviklingsproces. Fremskridtet gør
fremtiden til en destination, som venter på os. Morgendagen er altid bedre end
øjeblikket. For Hegel er det individets opgave at bruge sin fornuft til at indse,
at det gavner udviklingen, når man ofrer sin individuelle frihed for at blive
en del af staten og kulturen. Freud fulgte efter og viste det enorme ubehag ved
denne selvunderkastelse og Marx viste, hvordan overklassens interesser handler
heri. Franktfurterskolen afslørede den kulturelle industris vold og Foucault mindede
os om, at frigørelse medfører nye magtformer.
Efter modernismen fik
vi postmodernismen, som vendte om på vores tidsforståelse. Nu var tiden ikke
lineær men mere anarkistisk i sin måde at være på. Samtidigt udskiftede
neoliberalismen og globaliseringen fremtiden med: ”en evig nutid af
overforbrug, ubegrænset produktion og politisk ensretning i verden.”. Vi havde
ikke længere brug for fremtiden, fordi den på en eller anden måde var i gang
med at blive virkeliggjort.
Posthumt vilkår
Efter den neoliberale hjernedøde forbrugsfest er vi nu vågnet op med
tømmermænd. Fremtiden har ændret sig. Vi bevæger os ikke mod den og vi kan
heller ikke længere bruge løs af den. Hver gang tiden går, bliver der mindre
tilbage af fremtiden. Vi bruger ca. 1,7 jordkloder om året for at dække vores
aktuelle efterspørgsel på resurser. Hver dag bliver flere og flere ramt af
psykiske sygdomme. Vi lever i en tid: ”hvor alting kommer til en ende, selv
tiden.”. Foran os ser vi ikke en mulig destination eller et evigt nu - vi ser
en trussel, hvilket får Garcés til at konstatere, at det spørgsmål, vi stiller
os selv i dag, ikke lyder hvorhen men hvor længe? Hvor længe har
jeg mit job, min partner, min pension, mine venner, mit hus, min opsparing, ja
selv den jord, jeg står på?
Garcés maner til forsigtighed med at tage sorgerne på forskud. Vi bliver
nødt til at undersøge den herskende katastrofe-ideologi, inden vi kaster
håndklædet i ringen. For den herskende pessimisme spreder kynisme gennem hele
samfundskroppen. Hvis jorden alligevel går under, hvorfor skulle jeg så prøve
at gøre noget andet? Måske fordi der gemmer sig usete muligheder midt i alle
vores katastrofer. Vores tankeløse måder at være i live på har skubbet os mod
en helt særlig grænse, som Garcés kalder for grænsen for det levelige.
Vi har levet med hoved under armen, fordi vi ikke har kontrol over vores
livsbetingelser. Vil vi vinde kontrollen med vores livsbetingelser tilbage, må
vi genrejse de helt store eksistentielle og kosmiske spørgsmål. Vi burde spørge
os selv og hinanden: er det her at leve?
Dogmer
Vi hylder os selv som
et af de rigeste lande i verden men alligevel skal der skæres ned i det
offentlige grundet besparelser. Det kunne være et eksempel på, hvad Garcés
ville kalde for et dogme. Vi har råd til Iphones, Teslaer, gadgets og mærketøj
mm., men alligevel kniber det gevaldigt med at tildele midler til de udsatte i
samfundet. Verden har ikke brug for overproduktion men at vi lærer at leve med
færre midler. Det ville samtidigt frigive midler til dem, som intet i forvejen
har. Vi holder stædigt fast i et forbrugsprincip, selvom virkeligheden skriger
på noget andet. Man kan jo spørge: ”Hvorfor skulle man holde fast i et princip,
der modsiger de faktiske erfaringer, vi gør os i dag, hvad angår vores
livsbetingelser?” for: ”Et princip, der bekræfter sig selv mod al evidens,
bliver til et dogme.”.
|
Gercés
|
Det er da heller ikke
tilfældigt, at vi skal blive med at forbruge og skære ned i det offentlige.
Neoliberalismen er godt i gang med at privatisere samfundet. Den rigdom, som
skabes, får vi ikke alle del i. Uligheden galoperer derud, mens den liberale overklasse
fylder sine lommer. Her er med andre om tale om en politik, hvor vi ikke har
medbestemmelse over vores livsbetingelser. Når en lille overklasse har
kontrollen over vores livsbetingelser, kan de indrette virkeligheden til deres
egen fordel. Det umenneskelige består i at gøre nedskæringer og forbrug til et
spørgsmål om nødvendige handlinger, når det så åbenlyst gavner de velbjergede
på bekostning af fællesskabet.
Kontrollen over
livsbetingelser
Følelsen af afmagt og
fortvivlelse opstår, fordi der ikke er sammenhæng mellem det, vi fortælles og
det vi oplever. Politikere lover, at de vil kæmpe ”vores” sag for måneden efter
at skifte til en toppost i erhvervslivet. Vi får at vide, at løsningen på vores
problemer er at arbejde mere, selvom flere bliver syge af at gå på arbejde. Det
er som, at vi kun kan finde meningen med livet gennem forbrug og arbejde. Men
livet handler i lige så høj grad om det unyttige, alt det som hverken tjener
kapitalen eller overklassen. Glemmer vi det, overtages vores sind af
ideologiske vira, som får os til at sælge vores sjæl til højestbydende.
Vi kompenserer for
vores manglende livskontrol ved at rage til os, mens vi ser fornærmede ud.
Lydigt følger vi pænt de borgerlige anvisninger, mens tilværelsen synker hen i
et anti-oplyst mørke.
Under postmodernismen
bildte magten os ind, at vi kunne fyre den af uden konsekvenser. Det ligefrem
gavnede hele verden, at alle begyndte at overforbruge, fordi så kunne vi blive
forenede i en stor forbrugsfest. Erkendelsen af, at det var for godt til at
være sandt, har tvunget magten til at skifte form. Vi er gået fra den evige
nutid til en slags ikke-tid. Vores tid er den tid, som trækker fra. Hver dag er
én dag mindre. Hvordan bliver vi ved med at opretholde elitens privilegier,
hvis tiden er i minus?
Blandt andet ved at nødsituationen
normaliseres. Hele tiden suspenderes loven og vores rettigheder under påskud af
at beskytte os. Terrorlove mm. Det giver døden en central placering i
forvaltningen af liv. Vi ser redningsbåde med omkomne flygtninge, dræbte i Gaza
osv. Magthaverne handler og griber ind i sociale situationer ”for” borgerne i
stedet for at gøre vor tids udfordringer til et projekt at være fælles om. Sikkerhedspolitikken
og oprustningen kører på fuld damp. Flygtningepolitikken strammes. Oprustning
og strammere lovgivning er frygt men fremstilles som fornuft. Ifølge Garcés kan
vi bruge den radikale oplysning til at erklære os uvillige til at underkaste os
de herskende sociale fordomme.
Den radikale
oplysning
Den radikale
oplysning handler om tankens kamp mod de etablerede former for viden og deres
autoriteter. Man frigør sig ikke fra samtidens ideologier ved at hyre en coach
eller starte i mandecirkel. Den radikale oplysning gør krav på et helt andet
tempo. Verden træder frem for os i et langsomt tempo. Langsommeligheden
muliggør, at virkeligheden bliver nærværende. At synke ned i langsomhedens
tidslighed er samtidigt en måde at skrælle de lag af, som er kommet mellem os
og verden. Det gør én bedre til at vurdere rigtigheden af de ting, man får
trukket ned over hovedet hver eneste dag. Den oplyste radikalisme handler om
måden, som man ved på. Viden handler ikke om urokkelige sandheder, men om
hvordan man forholder sig til verden.
En af største og mest
udfordrende bedrifter for os som mennesker er at aflære os det, vi allerede
ved. Når vi ikke kan se bag om det, vi ved, så bliver vi fordomsfulde. At være
klar over sine egne fordomme gør én i stand til at omgås dem på en
hensigtsmæssig måde. Det er klart, at vores travle hverdag ikke giver meget
plads til langsommeligheden. Magten fungerer som en opmærksomhedsøkonomi, der
tæppebomber os med kortvarige sanseindtryk, som er designet til at opløse sig
selv efter få sekunder, kun for at gøre plads til det næste quickfix. Den
radikalt oplyste afviser falske sanseindtryk for at kunne dvæle langsomt i sin
egen væren.
Det er svært at
forholde sig til, al den viden, som produceres, for hvor skal man starte henne?
Vi har adgang til viden, men vi underlægger den sjældent en kritisk
undersøgelse. Derfor kan vi heller ikke vurdere, hvornår og hvordan viden
gavner os. Kritik er vigtig, fordi: ”Uden udøvelsen af kritik har viden en
tilbøjelighed til at blive ubrugelig, for selvom vi har adgang til dens
indhold, ved vi hverken, hvordan eller hvorfor vi skal forholde os til den.”.
Kritik gør viden meningsfuld, fordi den sætter os i stand til at gøre brug af
viden i den rette kontekst.
Neutralisering af
kritikken
Garcés har godt blik
for, hvordan kritikken mister sin værdi. Det foregår blandt andet gennem den
føromtalte opmærksomhedsøkonomi, hvor vi piskes frem af travlhedens tyranni.
Men det sker også gennem den falske aktivitet, også kaldet interpassivitet. Vi
har dåselatteren til at grine for os, så vi ikke selv behøver at gøre det. På
arbejdspladsen deltager vi i et hav af møder, hvor intet rigtigt sker.
Alligevel insisterer vi på, at møderne er vigtige, fordi det giver os følelsen
af, at vi laver noget. Mens vores opmærksomhed belejres og vi har travlt med at
foretage pseudohandlinger, bliver det sværere for os at navigere i samtiden.
Som udbrændte eksistenser tilslutter vi os ukritisk andres holdninger og
ideologier.
Hvis vi aldrig
forholder os kritisk til omgivelserne, stopper vi med at tænke. Tænkning er
det, som gør os menneskelige og derfor skal vi være påpasselige med den
kunstige intelligens. At leve er at ville og at ville er at give virkeligheden
form igennem den modstand, livet møder os med. Vi har brug for problemer til at
skabe og til at blive skabt igennem. Et liv uden modstand er en
respiratortilværelse.
Den kunstige
intelligens skaber en problemfri verden, hvor mennesker ikke behøver at
forholde sig til noget. Men en problemfri verden betyder også en tankeløs
verden. Et sted, hvor mennesker ikke kan være menneskelige.
Det er
techgiganternes våde drøm: dumme mennesker i en intelligent verden. Når vi ikke
tænker, så forbinder vi os ikke med verden, og så bliver vi heller ikke i stand
at påvirke den. Vi kan ikke noget, når vi lever i en problemfri verden,
fordi algoritmerne ordner alt for os. Med henblik på, hvor meget den kunstige
intelligens fylder i vores tilværelse, er det måske ikke så dum en idé:”… at
sætte menneskets status og dets plads i verden og dets relation til
ikke-menneskelige eksistenser i centrum for enhver debat.”.
I bogens sidste
tredjedel opstiller Garcés fem hypoteser til at nærme sig virkeligheden med. Det
handler om en bevidstgørelse af, at kapitalismen styrer vores liv, fordi den
har overtaget den måde, vi tænker og erkender på. Det får den herskende
økonomiske verden til at fremstå naturlig og derfor har vi brug for at
undersøge, hvordan frigørelse og viden hænger sammen. Vores arrogante måde at
ville trække vores værdier ned over andre kulturer blokerer for, at vi kan gøre
os erfaringer med mennesker, som ikke ligner os selv. Vil vi videre fra vores
katastrofetid, skal vi stoppe med at spilde tiden. Vi må øve os på at gøre os
en anden erfaring af tiden og en erfaring af en anden tid. Begyndte vi kritisk
at distancere os til umenneskelige ideologier, ville vi kunne synke ned i den langsommelighed,
hvori noget nyt ser dagens lys. Det er en måde at genvinde kontrol over sine
livsbetingelser og at forbinde sig til: ”den menneskelige erfarings fælles
grund.”.
En lille kraftfuld
bog
Man skal ikke lade
sig narre af bogens beskedne størrelse. Radikal ny oplysning er en
potent bog, som sætter gang i mange tanker. Den er velskrevet og emmer af
overskud. Personligt kunne jeg godt ønske mig, at Garcés havde dykket mere ned
i, hvad en ny form for oplysning kunne bestå i. Kunne der måske skabes
forbindelser til de mere mystiske retninger som fx gnosticismen, hvor oplysning
handler om at slå hul på sociale billeder for at komme tættere på verdens
grund. Og jeg kunne også godt tænke mig, at Garcés havde adresseret magthaverne
mere direkte, for af og til fremstår Garcés magtforståelse noget abstrakt og
ukonkret.
Varm anbefaling
herfra.