Elverhøj-tossens trængsler

Arne Garborg: ”Haugtussa”, Hoff & Poulsen 2022, 248 sider. Oversat og kommenteret af Niels Green-Hansen.

Af Egil Hvid-Olsen.

”Haugtussa” betyder ”Elverhøj-tossen”, men denne tosse har også et rigtigt navn, nemlig Gislaug. Grunden til øgenavnet er, at Gislaug er synsk og derfor ser en masse troldtøj og djævelskab, som hun helst havde været foruden. At hun tilmed er en ung pige, der skal finde sin vej gennem livet, øger hendes udfordringer, og selvom hun har været vidne til en heksesabbat, er hun lige ved at opgive at finde sig til rette blandt mennesker og gifte sig med en elver.

”Haugtussa” blev skrevet af en af forkæmperne for nynorsk, Arne Garborg (1851-1924), og udkom i 1895 – på nynorsk/landsmål, naturligvis. I Norge er cyklussen kendt og elsket. Nu forefindes den for første gang på dansk. ”Haugtussa” er oversat og kommenteret af den danske digter Niels Green-Hansen, hvis egen produktion primært består af sang- og visetekster. Dette passer glimrende til Garborgs digte, hvoraf mange har fået melodier blandt andet komponeret af Edward Grieg.

Folketro og den svære kærlighed

Garborgs digtcyklus er ikke stramt opbygget. Der er mange ”tomme huller”, som læseren selv må fylde ud. Man formår dog alligevel ret ubesværet at følge Gislaugs genvordigheder, og har man svært ved det, kan man få god hjælp i Green-Hansens noter. Ikke alene må Gislaug slås med de overnaturlige væsner fra folketroen, der for hende er lige så virkelige som den natur, der også beskrives i digtene. Hun må også slås med kærligheden. Lykkelig er hun, da hun møder en ung mand, som ikke finder hende underlig, og som anerkender eksistensen af det, hun ser; men lykken er lunefuld, og Gislaug lader sig drage tættere og tættere på de underjordiske.

Således er ”Haugtussa” en folkelig fortælling om en forestillingsverden, der ikke lå særlig mange årtier bag Garborgs egen levetid. Der er rigeligt stof til både gys og latter i den lange cyklus, men bogen har også mindet læserne om en tid og kultur, der nok stadig har en lille plads i norsk selvforståelse.

Til heksesabbat

Bogens mest saftige del er heksesabbatafsnittet ”På Skare-Kula”. Det indledende digt har titlen ”Det vågner”. Man må uvægerligt spørge sig selv, hvad det er for et ”det”. Mange årtier inden Stephen King skrev sin gyser ”It”, havde Garborg grebet det uhyggelige ved det udefinerede. ”Det” skaber en utryghed, der snart bliver bekræftet, for alverdens troldtøj er ved at samle sig:

”Nu kommer springende troldbuk,

Svartalf og sorten dværg,

Havtrold, nøkke og voksgul gejst

Og alle, der bor i bjerg.

Med syvmileskridt er alle rejst

over fjeldet.” (s. 151).

Helt anderledes lyst og håbefuldt er det digt, der indleder afsnittet ”Høhøsten”:

”Sving leen, I karle, sving længe og støt.

Det nyslagne hø sender himmelsk og sødt

et varsel om tider, der kommer.

Der bredes en vellugt om bakke og bygd;

det virker berusende, føles så trygt:

en duft af den lyse skærsommer.” (s. 83).

Et sådant digt, hvoraf anden strofe er citeret her, har højskolesangspotentiale. Det særlige ved Garborg er, at han mestrer både det dunkle og uhyggelige og det lyse og lette. ”Haugtussa” giver adskillige eksempler på begge dele.

Gennemført udgivelse

Da visse af bogens udtryk hører den gamle, norske folketro til, har Green-Hansen forsynet bogen med en ordforklaringsliste. Han har ligeledes skrevet et kort, men informativt forord. I det hele taget er der gjort meget ud af udgivelsen, også fra forlagets side. Der er givet god plads på hver side til digtene, og bogen er i hardback-indbinding. På smudsbindet er gengivet et værk, der er malet af Arne Harborgs landsmand Edvard Munch (1863-1944). Motivet er en ung kvinde med store, skræmte øjne. Et udmærket bud på, hvordan den af syner plagede Gislaug ser ud.

Et sikkert vidnesbyrd om en spillevende haikuvirksomhed

Poetklub Århus
M gasin XXXXI – august 2022 – 21.årgang
TEMA: Dansk og jysk haiku, 68 sider
Redaktion Lars Hougaard Clausen
Idé til dette nummer: Thorvald Berthelsen

Af Merete Bandak

Poetklubbens temanummer om haiku er det nærmeste man kan komme på en jubilæumsudgivelse. En forhåndsmarkering af 60året for Hans-Jørgen Nielsens En introduktion og 150 gendigtninger af haiku tilbage i 1963 og markeringen med et års forsinkelse af 20året for Dansk Forfatterforenings Haikunetværk i 2021.

Det er et både imponerende og inspirerende temanummer. Desuden oplysende og underholdende. Jeg vidste da en del om haiku på forhånd, skulle jeg mene, men er absolut blevet meget klogere. Nogle jubilæer virker mest som milepæle for en svunden tid, en slags nekrolog, et punktum for noget der dermed lægges i graven. Dette temanummer gløder og ulmer af naturbilleder, lapidariske udtryk for liv, overraskelser og skæve betragtninger. Et sikkert vidnesbyrd om en spillevende haikuvirksomhed, både dansk og jysk, som det med et skævt smil fremgår af temaet.

Magasinets første tre artikler er foredrag afholdt på Poetklub Århus’ haiku-jubilæumsaften 17. februar 2022. Første artikel er af den lollandske haikumester og ildsjæl Thorvald Berthelsen om dansk haikuhistorie fra 1960erne og fremefter med fine eksempler på meget forskelligartede kortformer og motiver, afsluttende med et udvalg af Berthelsens egne haiku som han læste op ved haikuarrangementet.

Dickinson

Anden artikel som er af Niels Kjær, er en fin personligt vinklet fremstilling af Forfatterforeningens haikugruppes tyveårige historie og bevæger sig fra Emily Dickinson over flere af gruppens antologier, over haikubænke i Århus, over oversættelser af flere af de store japanske haikumestre til fem afsluttende haiku af Niels Kjær. 

Begge artikler udmærker sig ved at være dejligt servicerende med oplysninger som ’Den kan lånes både som fysisk bog og på e-reolen.’

Tredje artikel af Birgit Bach refererer – ligesom Niels Kjær – til indflydelsen af Kate Larsens haikudigte, en af grundlæggerne af haikugruppen. Birgit Bach forklarer om sin kombination af ord (haiku) og billeder (fotos) og viser eksempler på sin billedhaiku der på forskellige måder indirekte refererer til aktuelle samfundsforhold, fx ’samtykkeerklæring’ - et foto af to gråænders parring og denne haiku: Han og hun nikker / En samtykkeerklæring / Ænders parringsakt

Sidste indslag fra jubilæumsfejringen i Århus er de tre forfattere Ann Mari Urwald, Hugo Alrøe og Lars Hougaard Clausens lille udvalg af haiku som de læste op på aftenen. 

Episke haiku

Magasinet udmærker sig ved den ligetil, usnobbede og personligt vinklede fremstilling af den danske haikuhistorie. Det gør sig også gældende i artiklen ’Episke haiku’ af Lars Hougaard Clausen, hvor vi bliver lukket ind i den 17-årige Clausens danskundervisning way back på Midtfyns Gymnasium og ser et glimt af det formative møde med Hans-Jørgen Nielsens gendigtning af japanske haiku, dansklæreren Jørgen Hunosøe der tager orlov for at arbejde på udgivelse af Sophus Clausen-digte – og vikaren Pia Tafdrup. Den aftapning var som det siges sublim. Men det er ikke kun anekdoter. Anekdoterne viser ind i filosofiske og formmæssige overvejelser om zen og tid/epik som der gøres fint rede for. Interessant og oplysende er det også at læse om den for mig ukendte århusianske Lars Mønsters (1943-2020) haikuforfatterskab med eksempler.

Herefter kommer nogle meget grundige og oplysende anmeldelser af haikuudgivelser. Først og fremmest Ib Johansens af Thorvald Berthelsen: Dansk haiku og modernisme. Haikudigtningens litteraturhistorie i Danmark, Forlaget Ravnerock, 2021. Kort sagt: en kæmpeudgivelse hvor man ved læsningen af anmeldelsen tænker: Den må jeg have fat i, det lader til at være et hovedværk med et kolossalt litteraturhistorisk perspektiv. 

Niels Kjær bidrager med yderligere to artikler, hvoraf jeg særligt vil fremhæve den der redegør for kvindelige japanske haikumestre med eksempler. 

Så følger Lars Hougaard Clausens anmeldelse af Niels Kjærs nyudgivelse: Livstegn, samlede haiku, 2022. Jeg vil rose Clausens måde at tage udgangspunkt i et vigtigt citat og lade det være skruetrækken eller måske smukkere sagt prismen hvis klareste stråle han følger for at spore metoden eller essensen, og på den måde åbner han forfatterskabet og viser samtidig analyserende og fortolkende hvad vi finder. 

I sidste artikel før samlingen af danske og jyske haiku som udgør fiskens slag med halen, skriver Annemette Kure Andersen om sin minimalistiske digtning og dens inspiration i eller relation til haikugenren. 

Magasinets sidste 14 sider er helliget 19 danske haikudigtere, der hver leverer mellem et og syv haiku. Særlig interessant er den sidste side hvor man stifter bekendtskab med den dansk/jysk-palæstinensiske digter Sleiman Nazzal, der selv er redaktør for et arabisk baseret nettidsskrift ’Sederat Kalam/Blækklatter. Da han introducerede haiku for bladets læsere, tog over hundrede udfordringen op og skrev haiku i tråden – og ’ordinære digtere sprang’ ifølge Nazzal ’ud som stjerner, da de begyndte at skrive haiku.’

Selv skriver han: Skyen spørger / regnen bærer på / ny kærlighed.

Jeg har ganske enkelt ikke lyst til at nævne småting man kunne sætte fingeren på, det hører til småtingsafdelingen. Hovedsagen står lysende klar: Dansk haiku er godt tjent med dette temanummer.

Det 20. århundredes mysterier

Stravinsky (1882-1971): Symphony in C, Symphony in Three Movements, Divertimento, Greeting Prelude, Circus Polka - BBC Philharmonic, Sir Andrew Davis (Chandos)

Debussy (1862-1918): La Mer, 1st Suite for Orchestra – Les Siècles, Francois-Xavier Roth (HMM)

Schubert: Schwanengesang – Ian Bostridge, Lars Vogt (Pentatone)

Af Jakob Brønnum
Mange af de symfoniske kompositioner, der blev til i første halvdel af det 20. århundrede står i dag som rene mysterier (i mine øjne), melodiske på en moderne måde, rytmiske på en endnu mere moderne måde, med mange klanglige fornyelser i forhold til den foregående periodes store, vidunderlige, men også opsvulmede symfoniske tradition, med Mahler, Bruckner, Tjajkovskij, Brahms og Dvorak. Men alligevel umiskendeligt klassiske.

Jeg tænker bl.a. på komponister som Stravinsky og Debussy. Det ene af BBC’s fem symfoniorkestre BBC Philharmonic, dirigeret af Andrew Davis har udsendt en ualmindelig tilfredsstillende Cd med indspilninger af tre af Stravinskys centrale symfoniske værker og to mindre.

Personligt har jeg i en hel del år haft en forkærlighed for netop stramheden i værkets rytmiske anlæg og den kølige melodik i Stavinskys klassiske opbyggede Symfoni i C fra 1940. Den er komponeret til Chicago Symphony Orchestras 50 års jubilæum.

Der findes indspilninger med de vigtigste af orkesterværkerne med Stravinsky selv, udført i hans eksil i USA – og det vigtigste er jo den magiske ballet fra 1910’erne Le sacré du printemps. Af en eller anden grund er de aldrig trængt ind under huden på mig (eller jeg på dem). Jeg har aldrig helt følt, at de lever op til værkernes egen strenghed, men jeg tager formentlig fejl og ved, at jeg må prøve igen (og igen). Hvad Stravinsky angår, har Karajan og en dirigent som Colin Davis været dem, der forløser dem mest tilfredsstillende, med en form for energisk, men kølig tilbageholdenhed, der gør at værkernes farverige klangverden træder meget tydeligt frem, så nedtonet de ellers netop kan siges at være efter senromantikken, som jeg omtalte før. Værket er også efter de samme forhold temmelig kort, under en halv time, ligesom de f.eks. tidlige Beethoven Symfonier fra begyndelsen af 1800-tallet. Alle disse træk er sammenfattet i betegnelsen neoklassik om mange af de symfoniske kompositioner i 1. halvdel af det 20. århundrede.

Andrew Davis fortolkning af værkerne ligger i forlængelse af Karajan, men der er mere i det. Der er en tænksomhed i åbningen på finalesatsen i de dunkle messingblæsere, jeg ikke har hørt før. Den frenetiske rytmiske figur, som driver satsen videre efter nogle øjeblikke, er fuldstændig fri og forløst.

Værkets vigtigste motiv, den lille indledningsfigur, der minder om en variation af Beethovens berømte skæbnemotiv, overtages efterhånden af træblæserne og bliver som skæbnemotivet hos Beethoven slynget rundt i satsen i mange afskygninger. Det er virtuost komponeret. Hos Andrew Davis og BBC-filharmonikerne står det så friskt og klart som nogensinde, en kilde til megen lytteglæde fremover. Det er næsten ikke til at slippe igen.

CD’en rummer også en anden af Stravinsky få symfonier, Symfoni i tre satser og hans Divertimento, højdramatiske og langt udover, hvad Mozart brugte genren til, næsten som en serenade. 

Havets bølger

De fleste kender Debussy som den, med hvem ismen fra billedkunsten, Impressionismen, stærkest forbindes i musikken. Et hjørne af impressionismens inspirationskilder var den japanske billedkunst. Dens kølige sanselighed har inspireret Debussy mere end billedkunsterne. Det er i mange tilfælde Hokusais Fuji-billeder, man ser på omslagene til indspilningerne af Debussys orkestrale hovedværk, La Mer, Havet. 

I La Mer kan man flere steder høre reminiscenser af en japansk klangverden (det er ikke til at tage fejl af, når det er der). Værket er udkommet i en særdeles vellykket fortolkning med Francois-Xavier Roth, eller FXR som han kaldes af musikerne, og det franske kammerorkester Les Siecles. Og her er man tilbage i Normandiet, hvad angår omslagsbilledet

Op mod slutningen af den første af de tre små 10 minutter lange satser, begynder havet at gøre sig hørt for alvor – bølgegangen i FXR’s tolkning er så flot udført, at det næsten er til at blive svimmel af. I ligeså høj grad som Stravinsky på Chandos er mixet og de klanglige nuancer her en ren nydelse, hvert enkelt instrument og hver enkelt orkesterstemme får en prægnans som man ikke har været vant til generelt i de traditionelle indspilninger af de to moderne klassikere indenfor kompositionsmusikken. Der er noget uforglemmeligt stort, noget mægtigt over Le Mer i denne fortolkning.

Også her er der andre værker af komponisten på CD’en, i dette tilfælde Debussys 1. orkestersuite.

En svanesang

Tenoren Ian Bostridge har afsluttet en indspilning af Schuberts tre store sang-cykler, meget passende og desværre også alt for episk, med cyklusen Schwanengesang. Schwanengesang blev samlet og udgivet efter Schuberts død, og stykkerne er bogstaveligt talt blandt hans svanesange, hvor titlen hentyder til det fænomen at svaner ifølge folkemytologien synger inden de dør. Det episke består i at det blev den uhyre sympatiske og højt anerkendte pianist og dirigent Lars Vogt, der døde som godt 50-årig af sygdom for kort tid siden.

Den skal her ikke anmeldes, men blot omtales – med den intention at mindes Lars Vogt, der netop i de seneste har havde haft en rigtig internationalt gennembrud som chefdirigent hos Royal Northern Sinfonia i Newcastles. Blandt Vogts indspilninger og koncertopførelser med alle de største orkestre, står ikke mindst Beethovens klaverkoncerter stærkt. Hvis man hører tysk og engelsk radio, var han der hele tiden et eller andet sted. Det er forbi nu.

L.A. Ring i Ribe

Kunstanmeldelse, L.A. Ring - Årstiderne, til og med d. 15. januar 2023, Ribe Kunstmuseum, Sct. Nicolaj gade 10, 6760 Ribe, ribekunstmuseum.dk

Af Egil Hvid-Olsen.

Ribe Kunstmuseum har en fortættet og fint formidlet fast udstilling fra guldalder og op til midten af 1900-tallet. Indtil den 15. januar 2023 kan man desuden se særudstillingen ”Årstiderne” med værker af L.A. Ring (1854-1933). Siden vises udstillingen på Fuglsang Kunstmuseum og Øregaard Museum.

Det kan anbefales, at man indleder besøget i museets kælder, hvor Henrik Wiwel i en 11-12 minutter lang film introducerer gæsterne til maleren, hans liv og den vinkel, der er lagt på årstidsudstillingen. 

Den kommende hustru i foråret

L.A. Ring var ikke typen, der gik på kompromis. Selv de mindste detaljer står skarpt på lærredet. Ring gengiver motiver, som træder frem som en virkelighed, der blot er overført til lærredet, men virkeligheden er ikke desto mindre bearbejdet, dels fordi Ring vidste, hvordan et billede skulle bygges op, så det fangede og fastholdt beskuerens interesse, dels fordi han indarbejdede muligheden for at fortolke sine værker allegorisk. Nogle mere end andre. Således forbinder han foråret med ungdom, hvilket er særlig tydeligt i det hovedværk, der netop fik titlen ”Forår”. Her ses Rings kommende hustru, Sigrid Kähler, og dennes lillesøster i en forårshave, hvor alting gror. Bag de to kvinder, i lillesøsterens side, står nogle unge frugttræer, og foran dem, tættest på Sigrid, vokser et ældre frugttræ. Den ældste af de to søstre er nået ud over den første ungdom, som lillesøsteren stadig befinder sig i. Sigrids nærhed til frugttræet synes at forudsige hendes tredobbelte frugtsommelighed i de tre børn, hun siden fik med L.A. Ring.

Guds død i smukt sommermotiv

Et andet hovedværk er landskabsmaleriet ”Sommerdag ved Roskilde Fjord” fra 1900. Den tekst, der er lavet til udstillingen oplyser, at den tomhed, der præger billedet, kan ”forbindes med tanken om Guds død”. Ring var nemlig optaget af Det Moderne Gennembrud, hvor bl.a. de gamle trosforestillinger blev taget op til kritisk revision. Dette er helt tydeligt i Rings værk ”Efter solnedgang. Nu skrider Dagen under, og Natten vælder ud” fra 1899. I udstillingen

udgør ”Sommerdag ved Roskilde Fjord” et eksempel mere på dette. Det er naturligvis en tolkning, som snildt kan pege i den rigtige retning, men umiddelbart synes maleriets stemning ikke at lægge op til debat og religionskritik. Landskabet er tværtimod så smukt, at det kan udtrykke en lignende forundring over naturens rigdom, som den H.A. Brorson, der for øvrigt boede i Ribe i mange år, gav ord i salmen ”Op, al den ting, som Gud har gjort”. At det under alle omstændigheder er et fantastisk kunstværk understreges af, at kunstmaleren Anders Kirkegaard (1946-) godt 100 år efter, at Ring malede værket, og ca. 10 år frem var optaget af at male parafraser over netop dette værk.

Socialrealisme i efterårs- og vintermotiver

Den fine udstilling i Ribe indeholder også to andre hovedværker. I efterårsmaleriet ”I høst” fra 1885 giver Rings storebror Ole Peter skikkelse til landmanden med leen. Dette motiv har – i lighed med ”Stygt vejr” fra 1908 - et socialrealistisk sigte. I sidstnævnte står et ældre postbud og tager sig sammen til at gå ud i snefoget. Hans alder korresponderer fint med, at der er tale om et vinterbillede, for denne årstid henviser allegorisk til livets sidste del og døden.

Det er ikke mindst vinterlandskabs og -bybillederne, der fascinerer. Ring trodsede sne og kulde og sad ude i naturen med sit malergrej. Han gjorde også brug af fotografier, når han skulle kombinere et maleri, men det var alligevel ikke tilstrækkeligt for ham. Ud måtte han, og det bærer den fine udstilling tydeligt præg af i de mange værker, der for langt størstedelens vedkommende netop skildrer et udendørs motiv.

Anmeldelsen har tidligere været bragt i en kortere udgave i Kunstavisen.

Krisestemning tilsat munterhed

Hans Fallada: ”Lille mand – hvad nu?”, oversat fra tysk af Jacob Jonia, Forlaget Silkefyret 2021, 582 sider.

Af Egil Hvid-Olsen.

Jacob Jonias nyoversættelse af den komplette udgave af Hans Falladas klassiker ”Lille mand – hvad nu?” (1932) har allerede været på markedet i et års tid, og dér må den gerne forblive, for den er både vedkommende og velfortalt. Selvom romanen skildrer den økonomiske krise i begyndelsen af 1930’erne og følgerne heraf, indeholder bogen nogle ualmindelig muntre scener, der driver læsningen fremad, så de 582 sider ikke på noget tidspunkt føles lange. Falladas karaktertegninger er detaljerede uden at blive overgjorte. Ligesom Dostojevskij formår han at bygge sine personer op i kraft af deres replikker, så man hurtigt begynder at holde af dem, og så meget desto mere ønsker at følge deres færd gennem fattigdom og truende sult i en hverdag, der er præget af alles kamp mod alle.

Funktionæren Johannes Pinneberg er først i tyverne, da han møder og forelsker sig i arbejderdatteren Emma Mörschel, som snart bliver gravid. Det skræmmer dog ingen af dem. Tværtimod beslutter de sig for at blive gift hurtigst muligt. Faktisk har Pinneberg kun kendt til graviditeten i ganske kort tid, inden han for første gang befinder sig hjemme hos sin tilkommende og hendes familie. Fru Mörschel kalder nedladende Pinneberg for en flipproletar, fordi funktionærer, selvom de bærer flip, ikke bliver behandlet og lønnet meget bedre end arbejderne, og tilmed er langt dårligere organiseret end arbejderklassen. Ikke desto mindre sætter Pinnebergs kommende svigermor sig ikke imod giftermålet, for hun slipper for at brødføde sin datter, når hun flytter sammen med ham. Da fru Mörschel har spurgt Pinneberg, hvad han tjener, og han har oplyst beløbet 180 mark, fortsætter dialogen:

”Det er godt,” siger kvinden, ”det er ikke for meget. Min pige skal have et simpelt liv.” Og pludselig er hun igen rasende: ”De skal ikke tro, hun får noget med sig! Vi er fattigfolk. Kun den smule kluns, hun selv har købt. Måske kan jeg også give hende noget sengetøj, lad mig tale med min mand.”

”Det behøves ikke,” siger Pinneberg.

”De har jo heller ikke for meget selv. De ligner også én, der suger på labben – med det jakkesæt dér …” (s. 30).

Mødet med hr. Mörschel går ikke bedre. Han vil straks diskutere politik og afslører sin kommende svigersøn som en mand, der ikke har vilje og styrke til at kæmpe for sin og sin stands rettigheder. Men også Emmas far accepterer, at hun bliver gift med Pinneberg, fordi han også kan se fordelen i at have en mund mindre at mætte. Således slås det fast for både Pinneberg og læseren, hvad det er for en situation, han og Emma – som Pinneberg konsekvent kalder Lamseben – kan ende i, hvis han ikke skaffer penge nok til hende, det kommende barn og sig selv. Han har allerede mistet et job som tøjekspedient og arbejder nu som bogholder i et korn- og foderstoffirma, hvilket ikke er det bedst tænkelige springbræt op ad karrierestien. Folk har rundsave på albuerne i deres kamp for de få arbejdspladser, der er til rådighed. Nogle gange er heldet med Pinneberg, andre gange ikke.

Skræmmende og muntert tidsbillede

Selvom romanens grundlæggende historie handler om den lille Pinneberg-families kamp for overlevelse, har Fallada også komponeret et på samme tid skræmmende og muntert tidsbillede. I en af de sjoveste scener er Pinneberg blevet lokket med til et møde i den lokale nudistforening. Man fornemmer, at freikörperkulturen udgjorde et både fysisk og mentalt fristed fra de mange konventioner, som den enkelte forventedes at underlægge sig, når vedkommende var på arbejde. Dog har nogle af medlemmerne i Falladas udlægning også andre motiver, der – som så meget andet på den tid – bunder i frygt for fattigdom.

I en anden bemærkelsesværdig scene – som ifølge Martin Lyngbos forord end ikke var med i den tyske førsteudgave - beskrives Pinnebergs og Lamsebens bytur i selskab med den virkelighedsfjerne og uforudsigelig Jackmann, der i modsætning til det unge par er overordentlig rig og kaster om sig med penge – dog ikke altid på en måde, der gavner andre. Her stifter man bekendtskab med prostituerede cabaretdanserinder, uden at hverken Pinneberg eller Lamseben forarges over deres levevej. Parret har derimod den dybeste forståelse for, at man ikke prostituerer sig, hvis man har andre muligheder, og det har disse danserinder ikke. Det liv, ægteparret Pinneberg lever, giver dem en forståelse for andres ulykkelige situation. Det overskud har de, selvom Pinneberg hver dag må kæmpe mod sine kolleger for at gøre de bedste handler og dermed opnå det mål af salg, der skal til, hvis han ikke vil fyres. Den kamp er han ikke særlig god til, og en scene, hvor en kendt skuespiller giver Pinneberg håb om en kolossal handel for efter lang tids præsentation af butikkens varer blot at trække sig, er direkte smertefuld læsning.

Den uhensigtsmæssige kærlighedsgave

En styrke mere ved ”Lille mand – hvad nu?” er Falladas beskrivelse af det unge pars forudsætningsløse forsøg på et lære økonomisk ansvarlighed. Det er svært for ethvert ungt menneske at modstå fristelsen, når en genstand, der synes uundværlig, lokker til en uhensigtsmæssig investering. Pinneberg lader sig da også lokke til at købe et møbel, som de ikke har alvorligt brug for, og dog falder det hverken ham eller Lamseben ind at sælge eller pantsætte det senere hen, for det, der drev ham til købet, var hans kærlighed til hende. Set ud fra det perspektiv var indkøbet måske ikke så tosset endda.

Helt håbløs er Pinneberg da heller ikke. For eksempel er han ikke i tvivl om, at et medlemskab af nazistpartiet ikke er pengene værd, selvom det muligvis kunne føre visse behagelige privilegier med sig.

Advarsel mod letkøbte ideologier og virksom propaganda

”Lille mand – hvad nu?” er skrevet ud fra forfatterens indignation over den måde, nogle mennesker blev nødt til at klare sig i tredivernes Tyskland, mens andre levede i sus og dus. Et samfund, der tillader en stor ulighed, befinder sig på randen af oprør – eller i den risikozone, hvor politikere med en letkøbt ideologi og en virksom propaganda kan få overdraget alt for megen magt. Som Martin Lyngbo skriver i sit forord var det det sidste, der skete i Tyskland. Han forestiller sig, hvordan det ville være gået familien Pinneberg under 2. verdenskrig: ”De bor i Berlin. Purken er omkring tretten, når den røde hær ruller ind i byen i 1945. Han får et gevær stukket i hånden og bliver beordret til at kæmpe mod kampvogne og artilleri. Lamseben er stadig en attraktiv kvinde, som de russiske soldater muntrer sig med. Og Johannes Pinneberg er for længst forsvundet et sted østpå, må man formode. Han er ikke typen, der klarer sig gennem en verdenskrig.” (s. 9).

I en økonomisk krise som den, der præger store dele af verden lige for tiden, kan ”Lille mand – hvad nu?” udgøre en advarsel mod at stemme på magtmennesker med lette løsninger og krigerisk tale. Men bortset fra dette er Falladas roman værd at læse, fordi den ganske enkelt er fantastik godt fortalt; en klassiker, som forlaget Silkefyret nu har gjort en indsats for ikke går i glemmebogen.

Ungdomsroman med sprængfarlige emner

Bente Høegh
Jord, giv mig vinger
Forlaget Læselyst 2022

Af Carina Wøhlk
Det er ikke nemt at være ung. Kroppen forandrer sig. Hormonerne bobler. Tankerne myldrer: ”Hvem er jeg?”, ”hvad skal jeg bruge mit liv på” – eller ”hvad vil det sige at være et menneske”, som det hedder i bogen Jord, giv mig vinger (se side 59).  

Romanen er skrevet af bibliotekar og forfatter Bente Høegh, der har flere udgivelser bag sig. Jord, giv mig vinger er hendes debut som ungdomsromanforfatter; en debut, hun slipper ganske godt fra. 

Bogen er velskrevet og velkomponeret. Den er inddelt i korte kapitler – de fleste med underafsnit. Det gør bogen overskuelig og let at læse. Under overskriften for hvert kapitel er en fin illustration, begået af den purunge tegner Ida Taarsted Clausen. Unge tegninger til en ung læserskare – det giver mening.

Modsætninger mødes

Bogens hovedpersoner er Rebekka fra Færøerne og Mihai fra Rumænien. De to unge mennesker, der kommer fra vidt forskellige kulturer, mødes i København og sød musik opstår. Mihai bliver fascineret af den umiddelbare og kulørte færing – hun forelsker sig hovedkulds i den eksotiske rumæner og er ikke bange for at tage initiativet til mere end venskab.  

Rebekka og Mihai står imidlertid langt fra hinanden på flere punkter. Den ene går på bibelskole – den anden læser på universitetet. Den ene serverer hvalkød – den anden er dybt optaget af klimaforandringer og indædt modstander af grindedrab. Den ene leder efter sin mission her i livet – den anden ved, hvad han vil: ”Jeg vil afskaffe korruption og ulighed i mit land. Og beskytte naturen” (se side 46). 

Tidligt i historien dukker en mørk og mystisk fremmed op, hvis duft af timian hænger i næseborene på Mihai. Læseren fornemmer, at der bygges op til et drama – et vaskeægte trekantsdrama. 

Uden at røbe for meget: Mens Rebekka er hjemme på Færøerne på juleferie, indleder Mihai et erotisk forhold til den rebelske og rastløse Silviu, der lever fra hånden og i munden.  Det får selvfølgelig konsekvenser.  

Bogens styrke er dens vilje til at adressere sprængfarlige emner. Meget er på spil. Ikke bare klimapolitik. Der sættes også ord på kulturelle fordomme: ”De (danskere) er racister…De tror, at vi (rumænere) er kriminelle sigøjnere, der kommer for at snylte på deres velfærd” (se side 19). Og endelig trænger homofobi sig på som et tema: ”Det er afskyeligt, hun (Rebekka) bliver led og flov over at se mændene stå og kysse” (se side 50).   

Skal der peges på en svaghed, må det være den let utroværdige romance imellem Mihai og Silviu. Utroværdig, fordi forfatteren ikke tør gå helhjertet ind i sin egen historie. Da Silviu på et tidspunkt kommer til skade, bliver Mihai bekymret, ”tager sin egen jakke af og lægger den over vennen” (se side 76). Vennen? Pokker heller. Elskeren. Kæresten. Sexpartneren. Men ikke vennen, vel? 

Ikke desto mindre er Jord, giv mig vinger en charmerende bog med noget på hjerte. Den fortjener at blive læst – og jo allerhelst af unge mennesker fremfor en halvgammel anmelder, der må rode rundt i hjernekisten for at huske, hvordan det er at være ung…      

 

      

Menneskets komplicerede forhold til sig selv

 Ursula K. Le Guin
“Labyrinter”
6 sider
Forlaget Virkelig
Oversat af Karsten Sand Iversen

Af Jes Nysten

Jeg har tidligere her på siden haft den store fornøjelse at anmelde bøger af Ursula le Guin, og som disse er dette værk udgivet på forlaget Virkelig. Dette forlag er - virkelig - et helt særligt fænomen på det danske bogmarked. Hver udgivelse er en æstetisk nydelse. Al ydre blikfang og svulstigt forskræp er væk. Der er skåret helt ind til benet: enkelt, stilfuldt, fokuseret! Og så er forlaget også - virkelig - særligt på den måde, at det tør satse. Det tør være eksklusivt. Uden at ryste på hånden udgiver det sære, skæve, ja eksotiske værker, som nok ikke rammer bredt, men som virkelig er LITTERATUR. Jeg kan ikke nok anbefale at stifte bekendtskab med dette forlag. 

Le Guin (1928-2018)

Man kunne jo så begynde med det værk, der her skal anmeldes: Ursula le Guin’s “Labyrinter”. Denne udgivelse siger også noget om forlagets mod: teksten er et stykke kortprosa på 7 sider! Hvilket andet forlag ville turde udgive en sådan tekst som en særskilt udgivelse? Ja, et af de tidligere anmeldte værker af Ursula le Guin er på knap 4 sider!

Et væsen fanget i et labyrint system

I denne ultrakorte fortælling beretter et væsen, der er fanget i et sindrigt labyrint-system, om dets tanker i den sidste tid før dets død. Det holdes fanget af en kæmpe, der øjensynlig er i gang med at lave eksperimenter af forskellig karakter på fangen. 

Jeg kalder det “et væsen”, fordi det bestemt ikke er entydigt om det handler om et dyr eller et menneske, der her fortæller. Eller om fangevogteren er et menneske eller et kæmpe dyre-monster. 

Jeg har set nogle anmeldelser, hvor det helt entydigt handler om en videnskabsmand, der er i gang med voldsomme eksperimenter på et dyr. Hvilket gør teksten til en anklage mod dyreeksperimenter. 

Aldrig ligetil

Men Le Guin er aldrig entydig eller moralsk snusfornuftig. I hendes ofte mystiske til tider groteske univers er tingene aldrig ligetil. 

Der er mere på spil.  Disse to væsener - det ene, fangen og fortælleren, bliver konstant prøvet i forskellige labyrinter, men forsøger også at kommunikere med vogteren gennem dans, fagter og intelligente manøvrer. Vogteren er observerende, tager på den fangne med nænsomhed, når nye labyrinter skal prøves. Et tvetydigt uafklaret forhold. 

Her er således et kompliceret spil igang, der kan tolkes på mange måder. Mere spidsfindigt end blot som en fortælling om dyremishandling. 

Le Guin er gennem hele sit forfatterskab optaget af menneskets komplicerede forhold til sig selv, til naturen, ja til kloden. Og hele tiden med fokus på, hvad er det egentlig der definerer det at være menneske. 

Så denne ultrakorte elegante og gennemtænkte skitse kan sagtens danne udgangspunkt for diverse psykologiske, filosofiske og moralske diskussioner. 

På blot syv sider!