Tilværelsens kedsommelige lethed

A.C. Hansen: ”På behørig afstand”, 2022, Forlaget Kraka, 229 sider.

Af Egil Hvid-Olsen

Året er 1997. Thomas er 29 år og bosat i en klublejlighed i Bruxelles, hvor han arbejder med at oversætte mødereferater, artikler m.m. i EU. Han lever et så kedeligt liv, at duerne på hans altan bogstaveligt talt dejser døde om. Det giver Thomas en udfordring mere, for han skal virkelig tage sig sammen til at bære de døde kræ ned i affaldscontaineren.

Det er noget af en satsning at skrive en roman om en gennemført kedelig person. ”På behørig afstand” er tilmed A.C. Hansens debutroman. Men selvom Thomas vitterlig ikke er et menneskeligt festfyrværkeri, er bogen ikke kedelig. Den har en satirisk tone, men kræver også at blive taget alvorligt. Begge dele skyldes nok, at der tilbage i 90’erne – og sikkert både før og siden – fandtes masser af Thomasser. Jeg, der havde nogenlunde samme alder som Thomas i ’97, kan komme i tanke om en del jævnaldrende mænd, der dengang gerne ville feste og skeje ud, men ikke turde gribe de store chancer i livet, når de bød sig. Man ville ikke forpligte sig, ville ikke gå glip af sin ungdom osv. På den måde fortsatte ungdommen for en del op i midten af trediverne – og det gør den stadig for mange, mænd såvel som kvinder. Men blev livet mindre kedeligt for dem? Næppe. For livet har det med at være mest meningsfuldt, når det ikke alene leves med, men også for andre. Det har Thomas ikke sans for. Han må lære det på den hårde måde.

Det betyder ikke, at ”På behørig afstand” handler om en mand, der endelig overgiver sig til villa, vovse og Volvo. Nej, Thomas finder noget andet, der kan bryde hverdagens monotoni og give ham en mening. Han holder sig ikke længere på behørig afstand, men kaster sig ud i livet, med livet som indsats.

Sørgmuntert mandeportræt

Først skal Thomas dog gruelig meget igennem.

Han skal jævnligt konfronteres med sin mor, som kalder ham ”skat” i så godt som hver eneste sætning, og som sørger for at arrangere en masse aktiviteter, når han er på weekendbesøg, så de ikke risikerer at skulle være tavse sammen.

Han skal tackle sin italienske veninde Giulia, som ”minder om Sandra Bullock, bare i en lidt mere kortbenet og rodet italiensk udgave” og som forelsker sig i ham.

Han skal finde sig i sin ven Alex’ afsløringer af Thomas’ følelsesliv; afsløringer, som Thomas ikke har selvindsigt nok til at erkende, inden de italesættes af Alex.

Og så skal han tackle en ualmindelig kedelig hverdag, hvor han dels skal møde på arbejde for at oversætte tekster, der ikke interesserer ham, dels skal kæmpe for at holde sig væk fra sovesofaen, der om aftenen lokker med genudsendelser af komedieserier.

Thomas vil meget hellere oversætte en lille belgisk klassiker end se ”Friends” for 117. gang, men alligevel lokker TV-serien, så oversættelsesarbejdet trækker ud … og duerne falder omkuld udenfor lejligheden.

Således er ”På behørig afstand” et sørgmuntert mandeportræt skrevet af en kvindelig debutant, der ikke holder sig på behørig afstand af sin karakter, men afslører hans besynderlige, men ikke enestående uvilje mod at kaste sig ud i livet. Det er ikke hylende morsomt, men velfungerende på den stilfærdige, lidt eftertænksomme måde.

Det altomfavnende og det flygtige i livet

Thorvald Berthelsen
Sensommer remix
Forlaget Ravnerock  2022, 101 sider

Af Jakob Brønnum

Der er en særlig og ofte beundringsværdige intensitet i Thorvald Berthelsens digtsamlinger. Han har gjort kortformen til sit speciale. I den nye bog Sensommer remix forenes digtene tematisk af to passiviserende hændelser af eksistentiel art.

Dels oplevede Bertelsen at have mistet sin livsledsager efter en tids svær sygdom. Dels sad han under coronaen og var alene med præcis disse indtryk.

Han havde ikke den samme mulighed for at finde et udløb for sin sorgproces som man ville have haft hvis han kunne gå omkring frit i verden. Det giver digtene en særlig spændt kerne. Her digtet Frostånde:

Frostsprængt fundament
sangenes hårde kerne
åndedrags skyer

Når man læser digte og tekster i det hele taget, må man vælge mellem to fundamentalt modstridende måder at opfatte dem på. Den ene er at forsøge at forstå dem, sådan som forfatteren har villet udtrykke dem, og se den situation, der har skabt dem. Den anden er at læse, hvad der rent faktisk står, uafhængigt af hvad forfatteren måtte have ment eller følt ellert tænkt.

Som læser kan jeg udmærket se, at digteren har betragtet sin egen ånde en vintermorgen, og hvilke sange, han tænker på, kommer jeg aldrig til at finde ud af. Og det frostsprængte fundament kan være et blik på noget fysisk og konkret, ude på en mur, som han med sin poetiske sensitivitet har fanget op. Når jeg trækker den forforståelse ind, at digtsamlingen handler om det forbigangne og om den tilværelse, der var, set ensomt og i bakspejlet, står der endog rigtig meget i de tre små metaforiske udsagn.

Frostens karakter

Så ser jeg en tidløs og meget stærk måde at fange et stort eksistentielt kosmos: En erkendelse af, det fundament, der har været under hans tilværelse nu har frostens karakter, det er fuldstændig stivnet. Men det har været stivnet så længe, at det også er begyndt at gå i stykker, fordi alting jo bevæger sig i tiden og med tiden. Om lidt vil hans fundament være smuldret eller opdelt i flader, der er spredt ud, der hvor han bevæger sig.

Når han tænker tilbage på tiden, så er de klange og lyde og stemmer, der var mellem de to mennesker, hvoraf han var den ene, de er også stivnet. Sangen som metafor for samklangen mellem to mennesker er meget stærk.

Og til sidst bliver åndedragets skyer, så fundamentalt dybdegående sproglig sansning af det samtidig altomfattende og flygtige i livet.

Thorvald Berthelsen

Åndedraget er det enkelte menneskes livstegn og skyerne har samme karakter som åndedrættet om vinteren, men de forbinder livet i det store perspektiv, de er alle menneskers, ikke blot den enkeltes som åndedrættet. Og som åndedrættet er de der altid, selvom de snart er væk igen.

Så meget kan der stå i et digt af Thorvald Berthelsen. Og det gør der i rigtig mange af bogens digte. Her fortæller han tabets historie med andre farver og billeder:

Snoreværk

Mellem støv og kys
bindes de røde bånd
helt uudholdeligt løst

En og anden ville sige, at billederne kan være lidt vel poppede ("kys" og "røde bånd"), men jeg er ikke enig. Det er sådan det var: Kyssene er blevet til støv. Tidligere talte man om ”støvets år”. Støvet er en udmærket metafor for kroppens optagelse i altet efter døden. Digterjeget mærker kyssene fordi erindringen er så stærk, men de er der ikke længere, og båndene mellem de to mennesker er uudholdelige – og uigenkaldeligt – brudt. Eller også er de ikke, fordi disse digteriske fastholdelser i en tid af emotionelt og fysisk fangenskab hjælper til at fæstne, ikke blot dem i erindringen, men også de øjeblikke, da de blev erindring. Og så kan de siden genbesøges.

Ligesom læseren uvægerligt vil gøre med Thorvald Berthelsens digtsamling med den prægnante titel, man langsomt forstår. 

Thorvald Berthelsen er tidligere anmeldt i Den smalle bog, bl.a. her

Ny verdenslitteratur på dansk: 49 kurdiske digtere

"Ny kurdisk lyrik" udkommer og fejres den 28. maj kl. 14 – 18 i Medborgerhuset, Taastrup Hovedgade 71 i Taastrup. Redaktørerne og digterne Alan Pary, Dara Kurdo og Thorvald Berthelsen præsenterer sammen med digterne Farhad Shakely og Fatma Savcî bogen. Der vil være kurdisk buffet og kurdisk musik på saz til lejligheden. Bogen præsenteres her af antologiens redaktør Thorvald Berthelsen

Der er ikke nogen der er mere tålmodig

og står mig nærmere end min lidelse.

Ciwan Qado

Thorvald Berthelsen (red.):
Ny kurdisk lyrik
Det poetiske bureaus forlag

"Ny kurdisk lyrik" er den anden antologi i den serie med nutidig verdenslyrik, som Det Poetiske Bureaus Forlag udgiver under redaktion af Thorvald Berthelsen. Det begyndte med Ny lyrik fra Bosnien-Hercegovina i 2018. Serien giver indblik i den nutidige kultur i områder, som vi kun kender fra mediernes krisereportager og har en tendens til at betragte som barbariske, selvom deres kultur er langt ældre end vores egen.

Antologien omfatter 49 af de væsentligste moderne digtere fra alle områder af Kurdistan i perioden 1970’erne og frem,, hvor selvstændighedsbevægelsen igen er vokset. Uanset om de har udgivet på centralkurdisk(sorani), nordkurdisk(kurmanji).en anden kurdisk dialekt, arabisk, tyrkisk, farsi eller et helt sjette sprog, idet kurdisk jo har været forbudt i adskillige kurdiske områder, og uanset deres baggrund i forskellige religioner som muhamedanisme, kristendom og Yazidisme. Antologien er flersproget – dels dansk og dels digtenes originalsprog. 

Den nyere historie har ændret de kurdiske samfund dybt. I Tyrkiet resulterede guerillakrigen mellem regeringen og Det Kurdiske Arbejderparti (PKK) i, at landsbyer blev ryddede og store slumbyer voksede op. PKK opererede efter Tyrkiets mening mest ud fra Syrien og det fik det til at lukke grænsen og afskære Syriens kurdere fra slægt og venner i Tyrkiet. Landsbysamfund er også blevet ændret og i opløst af "Det Store Anatolske Projekt" – et system af hydroelektriske dæmninger. I Irak blev landsbyer ryddet under Iran-Irak-krigen og senere i "Anfal" kampagnen mod kurderne, Golfkrigen i 1991, den mislykkede kurdiske opstand, udvandringen til bjergene, og borgerkrigskampe mellem de irakiske kurdiske partier. Iranske kurdere led under omvæltningerne i den islamiske revolution og at de blev slagmark i krigen mellem Iran og Irak. 

Forbindelserne til slægt og venner på tværs af dale og landegrænser var og er stadig centrale for den kurdiske selvfølelse og kultur, og katastrofer som disse påvirker alle aspekter af kurdisk liv, og har også store konsekvenser for både mundtlig og skriftlig litteratur og den kurdiske nationalitetsfølelse. Det har taget sin tid at få etableret en anderkendt kurdisk litteraturhistorie, der inddrog alle dele af den kurdiske litterære tradition. Her har digteren og litteraturhistorikeren Selim Temo spillet en stor rolle. Hans forankring i traditionen kan fornemmes i digtet Om natten:

Om natten lagde han sit sværd, sænkede skjoldet
folk vendte tilbage til byen for at sprede budskabet
en fugl fór op og hvæssede og sleb sit næb
steg mod stjernerne som en ny sol. 

… 

Der lyder et skrig fra fjendens hus
alle døre åbnes indefra
alle farer forvirrede rundt
alle glemmer sit navn, det gør jeg selv
Som om jeg lever i en andens drøm

Digtene bærer præg af de sidste 100 års kamp for selvstændighed, den kurdiske mundtlige tradition og den særlige kærlighedsdigtning, der sammensmelter den elskede, Kurdistan, dets natur og mennesker og frihedskampen, på grund af de drastiske straffe for at nævne Kurdistan og kurder. Gerne i et enkelt sprog som i moderne vestlig kultur kan opfattes som sentimentalt, men som i stedet i sin faktiske sammenhæng trækker på den bedste mundtlige tradition og populærkultur. 

Som det for eksempel ses i en af den unge kvindelige lyrikere Hero Kurda’s digt:

Du i mig
På det varme havs bredder
står jeg
Mine hæle kysser din kyst
Jeg løfter op i kjolen til knæene
En bølge
kaster din perle op i mig
ræk hånden frem
Du vokser i mig
Sluk lyset
Vi bliver tre

Eller som det tydeligt understreges i den iransk kurdiske digter Jalal Malekshahs digt Min elskede, men på den mundtlige traditions klangbund og til frihedskampens geværskud i bjergene, Kurdistans have:

Du er i byen, og jeg er ude på bjerget,
og hver aften bliver du
skrækslagen ved lyden af geværskud.
Det er mig der på bjerget
i Kurdistans have
plukker stolthedens blomster;
kærlighedens og frihedens sang
synger jeg for Kurdistan,
for dig min kæreste kære!

Antologien bærer også præg af kvindelige kurdiske lyrikeres tilkæmpede større selvbevidsthed og plads i det litterære landskab efter dannelsen af den selvstyrende kurdiske region i Irak i 1992. En udvikling som digteren Choman Hardi har været stærkt medvirkende til:

Magt og vold er brødre
og kvinder står alene.
Hjemland! Du er stadig
vædet I blod I mine drømme.
Sig hvordan jeg kan fixe dig?
Hvilken forbrydelse skal jeg takle?
Hviket sår skal jeg forbinde?
Fortæl hvor jeg skal begynde?
Hvad skal jeg gøre for at du ændrer dig?

Spørger hun i digtet Hjemland, hvad skal jeg gøre med dig? Hun må selv siges at være en del af svaret.

Som tidligere sagt er den nyere digtning også præget af 100 års undertrykkelse af kurderne og deres kamp for et selvstændigt Kurdistan. Lige siden Sèvres-traktaten efter Første Verdenskrig under Osmannerimperiets sammenbrud lovede dem en selvstændig kurdisk stat for umiddelbart efter at svigte dem totalt og erstatte den med Lausanne-traktaten, der lover mindretalsbeskyttelse til armeniere, grækere og jøder men ikke til kurderne der tværtimod knyttes ”uadskilleligt” til det ny Tyrkiet. I deres kamp er de gang på gang er blevet svigtet af alle alliancepartnere og magter i Mellemøsten. ” Kun bjergene er Kurdernes venner”.

Bogens forside er et udsnit af et maleri af Ali Jola

Lige indtil i dag, hvor kurderne, efter USA's tilbagetrækning og Tyrkiets, Ruslands og Assad Syriens forskellige nye alliancer og invasion i Nordøst Syriens selvstyrende kurdiske Rojava, igen er ladt i stikken af USA og EU og deres øvrige allierede i kampen mod Islamisk Stat og for demokrati i Syrien. For ikke at tale om Danmarks enestående skammelige hjemsendelse af syriske flygtninge med den soleklart løgnagtige påstand, at det er sikkert at vende tilbage til diktatoren Assads Syrien med tyrkisk invasion, diverse militser og nyopfostrede terrorister. Den syrisk kurdiske digter Ciwan Quado fra Rojava lægger ord til den kurdiske reaktion: 

Jeg stoler ikke på nogen
stoler ikke på mig selv
Ved ikke hvordan det ender
og ved ikke hvordan man får tillid
Begge dele betyder ikke noget for mig
Både på gode og dårlige dage føler jeg
at tillid ikke vil ændre på noget
Der er ikke nogen der er mig nærmere
end min ensomhed
Der er ikke nogen der er mere tålmodig
og står mig nærmere end min lidelse.

Gymnasieskolens frie fald i floskelsamfundet

Palle Reimann: ”Ned på fuld tid”, 2022, Forlaget Kraka, 226 sider.

Af Egil Hvid-Olsen

Det er en kunst at skrive satiriske romaner, for ofte har man fokus rettet mod et bestemt problem, som man mener bør hudflettes, men netop fordi målet er så begrænset, bliver satiren ofte ensformig, så læseren ler sig gennem den første halvdel og gaber sige gennem den sidste. Sådan er det ikke med Palle Reimanns satiriske roman ”Ned på fuld tid”. Her er det ganske vist gymnasieskolen, der er i fokus, men satiren rammer endnu dybere, fordi den afslører et samfund, der er blevet så fuld af floskler, at dets indre nødvendighed ikke længere kan italesættes og udpege en fælles retning. Man er efterladt i en virkelighed, hvor folk, der uden at have noget særligt at tilbyde, tager sig selv meget alvorligt, mens de siger, at ”i dag kan vise sig at være en af de dage, der for evigt ændrer jeres liv”, og at ”hvor der er vilje, er der vej” (s. 168, 169).

Den pressede gymnasielærer

Albert har været lærer på det samme gymnasium i 25 år. Han kan lide at undervise, fordi han brænder for sine fag, men i løbet af de seneste år er han blevet pålagt at undervise flere klasser end tidligere, og at forholde sig til over 200 elever er for meget. Navnene flyder sammen, og hver gang han taler til en elev, er han knap nok klart over, om han har set ham eller hende før. At Albert og hans kolleger er pressede, har ledelsen ingen forståelse for. Rektoren Ida og vicerektoren Marie arbejder så tæt sammen, at de går under samlebetegnelsen Idamarie. Denne ledelsesduo er mestre i at afvise relevant kritik med konstateringen af, at sådan kan man ikke sige! De er eksperter i buzzwords – og så alligevel ikke.

Taxameterordningens tyranni

Til et visionsseminar med lærerkollegiet præsenterer Idamarie et slide med teksten:

”COMPUTATIONAL THINKING

• Dekomposition

• Mønstergenkendelse

• Abstraktion

• Algoritmer” (s. 56).

Lærerne spørger lidt ind til betydningen af de enkelte begreber, og en af dem ender med at konstatere, at hun ikke kan se, hvad det har med skolens værdier at gøre. Idamarie har ikke svar på rede hånd, men Marie-delen af duoen gør et slags forsøg:

”- Vi ved godt, at det er nogle svære ord, men de gav faktisk rigtig god mening, da vi fik dem præsenteret på et ledelseskursus i Fredericia for en måned siden. Men jeg kan i hvert fald sig så meget, at computati…computita…at det handler om, at vi skal være gode til at tænke computeren ind i undervisningen.” (s. 57).

Efterhånden afdækkes en virkelighed, hvor ledelsen er bedøvende ligeglad med det faglige niveau, når blot eleverne kan hjælpes gennem systemet, der konstant er truet af taxameterordningen. Idamarie går meget langt for at undgå, at eleverne ender med at måtte opgive huen. Jura har ikke den store betydning for dem. Heller ikke selvom nogle af eleverne har udvist en så konsekvent dovenskab, at den kan forveksles med livløshed. Jo flere elever, der får studenterhue på, desto flere penge fastholder skolen, og på længere sigt kan det betyde, at man etablerer et nyt ledelseslag, som Idamarie er mere end parate til at stige op til.

Skolens bestyrelse tænker ligeledes i penge, så de kan udvide skolen med tilbygninger til formål, som ikke er relevante på et gymnasium, men som får dem til at se handlekraftige og innovative ud.

Alt imens ledelsen trækker mere og mere arbejdskraft ud af lærerne uden at ville dokumentere rimeligheden heri, lader de sig føre med af eleverne og deres forældre, når disse klager. For tænk, hvis en elev skiftede skole! Så er det meget bedre bare at føje sig efter deres ønsker. Dette tager studievejlederen til sig og bryder alle aftaler med kollegerne for at imødekomme eleverne. Man forstår, at studievejlederen mener alt godt, for hun slutter sine mails med hilsenen: 

”Knuzzer

Solvej

Studievejleder” (s. 66).

Autentiske mails

Palle Reimann giver adskillige eksempler på mailkorrespondancer, hvoraf langt størstedelen – ifølge bogens korte efterord - er autentiske, hvilket gør, at det bliver lidt sværere at le under læsningen, for det er fuldstændig uhyrligt, hvad elever og forældre kan finde på at skrive til lærerne. Et eksempel:

”Hej Albert.

Med hensyn til den novelle 2.y. skulle analysere i sidste uge, så synes jeg, den var for svær, og det har flere andre forældre givet mig ret i. Jeg synes, personerne i novellen opfører sig meget mærkeligt, og jeg kan ikke forstå, hvorfor de skal arbejde med noget, der er så gammelt. Eleverne kan ikke forholde sig til noget, der ligger så langt fra deres egen dagligdag […] Michelle vil være revisor. Hun havde i øvrigt en rigtig god lærer i folkeskolen, hvor de læste noveller, de selv havde skrevet. Måske kunne du bruge nogle af dem. Skal jeg sende dem til dig?

Mvh. Michelles mor.” (s. 18).

Og lige et til…

”Til Albert

7 i skriftlig og 7 i mundtlig – du må jo være stiv? Er du stiv Albert? Det er virkelig langt ude, at du overhovedet får lov til at give karakterer. Det er fandme gay. Du giver åbenbart karakterer ud fra hvor godt du kan lide elever. Kamilla 10/10, er hun bedre end mig? I fucking doubt it mate.

Stik dine 7-taller op i røven.

Kenneth” (s. 132).

Den totale mangel på forståelse for dannelse og lærdom, der kommer til orde i disse mails og i resten af ”Ned på fuld tid” afslører en tendens, som udfordrer det danske undervisningssystem. Naturligvis sætter Reimann sagen på spidsen. Sådan er satire. Men han sætter også fingeren på et ømt punkt.

Floskelflom

Med et fornemt fortællemæssigt kunstgreb får han desuden gjort det klart, at den manglende forståelse for lærdom og viden bliver normgivende for de af samfundets institutioner, hvis formål det er at hjælpe borgerne. Det formår disse institutioner ikke længere. Dermed svigtes borgerne i en flom af floskler fra ansatte, der kan skrive en masse titler på deres CV, men som i bund og grund er himmelråbende uvidende og ikke har noget begreb om almen dannelse.

”Ned på fuld tid” bør derfor ikke alene være udbredt morskabslæsning blandt gymnasielærere, men også pligtlæsning i gymnasieskolernes ledelseslag. Og så er den læseværdig for enhver, der på en morsom måde vil lære, hvor galt det går, når et samfund lader sig styre af strikt økonomitænkning, der sætter faglighed over styr og klynger sig til en indholdstom konsulentlingo.

Alle har en drøm at befri

Henrik Bodholdt
Tropetanker
Forlaget Brændpunkt

Af Søren Kristoffersen

Tropetanker er en digtsamling, men også en rejse. En eksotisk rejse, det må siges, men på trods af det farverige bagtæppe også meget genkendelig. 

Henrik Bodholdt er digter, forfatter og foredragsholder, men han er også noget så eksotisk som kakaobonde i Costa Rica. Hér har han en farm, og hér har han boet med sin familie i godt 23 år. Det smukke mellemamerikanske land er da også vigtigt for bogen, idet man som læser fornemmer det som en varm vind hen over siderne.

Ét af de vigtigste digte i bogen er at finde på side syv (digtene har ikke titler). Selv ser jeg det som et slags titeldigt for bogen, men også mere end det, det virker samtidig som en beskrivelse af den livsrejse, Bodholdt har været på. Lad mig citere fra digtet:

”min elskede
hvad siger du til
at vi gør det

er vi ikke selv herrer
nu og her

vi er blevet skubbet af vognen
skrabet af bladet
kastet ud
sendt til en ussel udkant

denne ørken er ikke vores
sumpen er bundløs
uden næring
for andre end krybdyr og igler”

I disse første strofer kan man tydeligt mærke digteren, kan man mærke Bodholdts fine fornemmelse for sprog og nyde den måde, han strukturerer sine sætninger på. Digtene virker alt i alt lette, korte sætninger med forholdsvis korte ord, men man skal ikke lade sig snyde – efter endt læsning står du tilbage med en oplevelse af noget, der ikke lige sådan lader sig forklare. Ikke fordi, de er abstrakte eller mystifistiske på nogen måde, men som med alle gode digte er læsningen lagdelt.

Det omtalte digts sidste strofe er i særdeleshed grunden til, jeg læser det som beskrivelse af en ’livsrejse’:

”gennem storm og sol
regn og rusk
til vi omsider strander
på glohedt sand
en jord vi ikke kender
hvor vi ikke ender

vi begynder forfra”

Digtene er ofte korte, en til to sider, det nævnte er dog noget længere, det strækker sig over tre. Den subtile brug af indskudte rim i dette digt samt mange andre virker overraskende befriende, normalt ville det irritere mig. Det er ikke særlig stilrent, da vi taler om frivers, men Bodholdts intuitive tilgang får det til at fungere. Bogen er også uden tegnsætning, hvilket virker helt logisk, i kraft af at den i overvældende grad handler om befrielse eller forandring, om flugt og forsagelse. Den handler dog også om at finde hjem, enten gennem kærligheden eller dét at tage chancer her i livet.

Der er samtidig en underfundig civilisationskritik i værket:

”håb om hvad
hovedstole og halshug
krummer fra kreditter
belånte paladser og skurvogne” (s. 8)

Den fletter sig løbende sammen med bogens andre tematikker: først og fremmest kærlighed og begær, den tropiske livsstil, men især livets eksistentielle prøvelser har en fremtrædende plads. Man fornemmer en vis desperation i mange af digtene. Den er ikke altid tydelig, men den er der som en understrøm, kredser om mørke, om misbrug og selvmord:

”mens du drømmer om mio min mio
kæmper jeg mod malstrøm og misbrug

……………

jeg klynger mig til den kolde skulder
kynisme og kanyler
red mig
min søn
red mig” (s. 65) 

Håb og desperation kunne være en undertitel på bogen, de to tilstande har det med at komplementere hinanden. Dog er håbet det stærkeste i sidste ende, - livet, ungdommen, begæret, kærligheden, alle er de med til at holde desperationen på afstand. Bodholdt maler med en farverig palet, og værket, der står tilbage, skinner som en sol en skyfri morgen.   

De fleste digte er henvendt til en navnløs elsker, en kvinde, der synes at flyde ud og blive en arketype, Kvinden med stort k. Der er kærlighed og begær, et overflødighedshorn, men det går ikke altid så nemt selv i de sensuelle troper: 

”hun sagde
dine øjne er fulde af løgn
de lover for meget

hun sagde
dine fingre er tykke
af al den lykke
du har lokket ud af livet

……………………

så hvorfor stod hun så tæt
hvorfor klemte hun mig om livet
hvorfor kyssede hun min hals
trykkede sig hårdt mod min hofte

hvorfor er hun her endnu”

På en måde er bogen lidt ligesom kakao – i sin rå form bitter, men omformet til chokolade er den sød og forførende. Jeg vil anbefale værket til elskere af lyrik – alle aldre, alle tilbøjeligheder -  for alle kan i sidste ende få noget ud af det. Om ikke andet så en eksotisk indre rejse til troperne.  

Maleri og keramik i naturligt samspil

Galleri SAM: Kirsten Holm og Svend Aage Madsen, www.galleri-sam.dk, 15. april – 14. maj 2023.

Af Egil Hvid-Olsen

Opstilling af Svend Aage Madsens
og Kirsten Holms værker

I år kunne kunstmaler Svend Aage Madsen være fyldt 95 år. Dette fejres i Galleri SAM, der har til huse i Madsens gamle atelier ved Billund. Det er dog ikke kun Svend Aage Madsens malerier, akvareller, tryk og grafik, der vises, men også en rækker keramiske værker af Kirsten Holm.

Da jeg kommer ind ad døren i det midterste af de tre små rum, der tilsammen udgjorde Svend Aage Madsens atelier, er der masser af mennesker derinde. Der er inviteret til fernisering, og selvom jeg ankommer kun et kvarter efter at udstillingen er åbnet, er der allerede blevet solgt en del værker, der vil blive udskiftet af nogle andre, så nye gæster ikke går forgæves.

Det er dog ikke det hurtige salg, der slår mig, for når man ser værkerne, er det ganske forståeligt. Det, der slår mig, er i hvor høj grad Kirsten Holms keramik passer til Svend Aage Madsens malerier. Selvom farverne ikke er de samme, er der dog et slægtskab mellem dem, der gør, at opstillingerne næsten udgør kunstværker i sig selv.

Inspiration i naturen

Kirsten Holm: Østersspor.

Den forbundethed, der synes at være mellem keramik og maleri, skyldes ikke mindst, at begge kunstnere har fundet inspiration i naturen. Kirsten Holm mestrer en række teknikker indenfor raku- og muffelbrænding. Udgangspunktet for værkerne er oftest en genstand, som Holm har fundet ved havet. Den udgør et slags låg på den krukke, som keramikeren former. Østersskallen, muslingeskallen, det forstenede søpindsvin, eller hvad det nu er for en genstand, der er udgangspunktet, spejles i de strukturer, Holm ridser ind i krukken, så genstanden og krukken bliver til en helhed, et værk.

Der er en særlig nordatlantisk stemning over Holms værker, hvilket i høj grad også gør sig gældende for Svend Aage Madsens. Han er bl.a. kendt for sine færøske motiver, der også er repræsenteret på udstillingen. Et særlig smukt maleri gengiver en lille bygdekirke, der synes at trykke sig tæt ind mod fjeldsiden for ikke at glide ned mod afgrunden.

Svend Aage Madsen:
Bygdekirke i gyldent fjældlys

Et lille, forsigtigt klokketårn i den fjerneste gavl afslører bygningens formål. Som i mange andre af Madsens malerier er det centrale motiv omgivet af en let tåge, der delvis skjuler det bagvedliggende fjeld. Man kan næsten fornemme den fugtige kulde. Den fornemmelse savner jeg, da jeg går ud i det lune forårsvejr, som ellers har ladet vente på sig. Så stærk en sanseoplevelse kan det være at se et maleri af Svend Aage Madsen.

Artiklen har tidligere været bragt i Kunstavisen.

Den grimme (fort)ælling

Anders Vægter Nielsen har skrevet en samling fortællinger, hvor bevægelsen basker i fremmedgørelsens element

Anders Vægter Nielsen
Hvid dromedar – Fortællinger og bevægelser
158 sider, 248 kr.
Jensen & Dalgaard

Af Jens Carl Sanderhoff

Regn

Min onkel, der var værkfører, ejede en ældgammel Ford som han havde stående bag laden ved den nedlagte mødding. (s. 11)

I Anders Vægter Nielsens (AVN) seneste bog, Hvid dromedar, åbnes ballet med de ovenstående ord fra en kort skitse, et rids til noget, der langsomt over de følgende sider foldes ud. Det er ikke spor behageligt og samtidig nødvendigt, men hvorfor det er det, kommer jeg tilbage til.

Der findes vel en slags hierarki i de korte, prosaiske teksters land. Novellen, som den udfoldes moderne, har nok den gule trøje, men følges skarpt i sit hjul af kortprosaens lille, rebelske bjergged. Nede i hovedfeltet hænger de mere klassiske ’fortællingen’ sammen med ’historien’ og alle de andre kortformsvarianter og ser de moderne opkomlinge løbe med al opmærksomheden og priserne. AVN har i denne samling af forskellige årsager valgt at slå følge med især fortællingen, og det er der gode grunde til, for flere af disse korte tekster bærer præg af noget eventyrligt og mytologisk, og det er jo dét, vi i udtalt grad husker fra litteraturens klasseværelse; H.C. Andersens fortællinger især som i dansk sammenhæng fornemste og ofte af moraler og læringstunge pointer overlæssede, korte glimt af en sammenhæng, for det er jo dét, den korte form er og kan; vise noget frem som pars pro toto. Men samtidig med at bogen trækker på fortællingens lidt støvede perspektiver, eksperimenterer AVN med alle kortformer under dække af fortællingens formelle og historiske autoritet. Det er både og, det her.

Bogen er delt i to omtrent lige store dele. Første del består af 12 og anden del af 13 fortællinger og bevægelser. Fra begyndelsen slår AVN det mytologisk og infantilt hermetiske an (og i stykker) i sine raids ned i noget, der kunne være alment, men som snarere er mystiske anelser om eller af en specifik fortælling. Man fornemmer i begyndelsen af bogen en sammenhæng mellem de lettere kryptiske optegnelser, men den pindes ikke ud, forbliver et mysterium, som rugende slæbes med mod anden dels mere formative mytologier og afsluttende, i de eksplicit bagudskuende voksenfortællinger, vokser følelsen af en sammenhæng, som man ikke umiddelbart inviteres ind i eller gives en forklaring på.

Ved siden af disse forholdsvis logiske (dog ikke udfoldede) snit og sammenhænge er fortællingerne også svangre med en virkelighed helt forvreden af meta- og teorikomplekser, så man snart aner, at ikke kun de specifikke fortællingers del for helhed også gælder bogen som sådan. Måske er omslaget nøglen til dette; bogen er hvid, titlen jonglerer med ordet hvid og centralt er et turkis æg placeret. Vi skal ruge noget ud af det hvide, den (h)vide verden, det sted, som skriften ejer. Og det forholder sig da også sådan, at æggetemaet allerede i anden fortælling slås an og samles op i den afsluttende tekst, Å.

Et andet tema, der på lignende måde flettes ind i den skjulte sammenhæng, er fortællinger om hunde. Også her løber der en tråd gennem det hele, der måske/måske ikke samler noget, binder de tilsyneladende statiske, ubevægelige situationer under læsningen sammen i en helhed. Det er lagt over til læseren at få øje på, og derfor opfatter jeg denne fortælleteknik som det måske mest afslørende lag.

Hvid dromedar er slet ikke Fortællinger og bevægelser, nej, det er simpelthen en slags genopfundet romanform, der som en gådefabrik fremstiller delelementer, halvfabrikata, der kan sættes sammen til noget, der ligner skitsen til en enorm og omfangsrig roman, måske lidt a là Jorge Luis Borges’ idé; korte tekster i stedet for lange romaner. Der er vel ingen grund til at skrive en roman, hvis selve idéen kan udfoldes inden for en kortere form. Det er dét, der spøger i AVNs lille bog, hvis nogen spørger mig.

Når helhedsfragmenterne er bedst, er det en knitrende fornøjelse at læse dem, men der er også dele, hvor gåden er for hård, for utilnærmelig, og det har to effekter på denne læser: Jeg bliver ukoncentreret og i vildrede, nogle gange på den fede måde, hvor pilen peger på min uformåen, men nogle gange peger pilen på AVN, som indimellem er forelsket, især i noget der for mig bliver for privat eller slapt. 

Eksperimenterne med fortællingen som udtryk er dog mest en fornøjelse at læse, for AVN skriver skarpt, smukt og på sin helt egen måde om livet, både i det store og i detaljen.

Anders Vægter Nielsen

Det, jeg savner allermest ved bogen, nu vi har med prosa at gøre, er dog en form for stillads, en rød tråd, et argument for disse sprængte helheder, og jeg var under læsningen ikke helt tilfreds med selv at skulle asfaltere, mens jeg kørte afsted. Det er, som om bogen hellere vil være noget andet, og det forstår jeg godt, for AVN har en evne til at skrive billeder frem, der på en sær måde er omfavnende og frastødende i samme hug. Hvis det fx havde været kortprosa, tror jeg, bogen ville blomstre mere vildt, og hvis det havde været noveller, kunne man måske bedre forlade teksterne, når de var læst. I stedet ledte jeg med lys og lygte efter tegn, der kunne hjælpe mig i afkodningen – det kan såmænd være godt nok, men det kræver et særligt humør, og jeg kunne således mærke stor forskel fra gang til gang på min læsning. Det er selvfølgelig også en kvalitet.

Som jeg skrev indledningsvist, fornemmer man en dobbelthed bogen igennem. Fortællingerne (og bevægelserne (og måske burde genrebetegnelsen for andet led være besværgelserne i stedet) har det med at skildre (især i de første barndoms-bevægelser) noget ubehageligt og almindeligt, som var det det samme, og dette hyggelige ubehag lægger lag på lag til fortællestemmen, så man i de sidste fortællinger slet ikke er overrasket over, hvor mærkeligt livet kan foldes ud. Det er Hvid dromedars mest vellykkede greb. Disse stemningsmættede og drømmeagtigt upræcise manifestationer, som langsomt gennem bogen bliver et voksent menneskes stemme, er efter min opfattelse den mest vellykkede del af bogen, for her boltrer AVN sig sprogligt, og disse unøjagtige rids af noget står knivskarpt indfanget. En ydmyg opfordring herfra er; skriv en hel samling et-eller-andet-tekster, som ikke partout skal føres fremad. Bliv i mosen!

Min overskrift til denne anmeldelse (l)ægger op til en fortolkning af bogen – det er klart – og jeg lyder måske, som om jeg ikke bryder mig om bogen, men det passer ikke! Det er en original bog med sprogligt overskud, og den evner at skabe de vildeste skred fra side til side. På mange måder forvandler samlingen sig under læsningen til en svane (måske en sort af slagsen), men det ubehagelige (i  fortællingerne) kan også tage sig smukt ud. Jeg vil uden tøven opfordre alle til at læse den, for måske er det bare mig, der forlanger noget af et værk, det aldrig har haft en ambition om at indfri. Så læs! 

Afgør selv, om du føler det turkisblå æg klækkes!