torsdag den 22. marts 2018

Sodomiens veje og afveje

Gennem en undersøgelse af Det gamle Testamentes oversættelseshistorie gør Kjeld Renato Lings op med forvanskningen af synet på seksualitet gennem fortællingen om Sodoma og Gomorra. Og så har han fundet et par eunukker, der var blevet væk


Kjeld Renato Lings: ”Kærlighed under censur. Køn og seksualitet i danske bibeloversættelser”, Vandkunsten 2017, 394 sider, 250 kr.

Af Egil Hvid-Olsen
Inden for teologien findes den akademiske disciplin ”Bibelsk eksegese”, der går ud på at tolke, oversætte og kommentere de bibelske skrifter. Den, der giver sig i kast med eksegesen, opdager til tider nye måder at forstå de gammelkendte tekster på. Disciplinen kræver imidlertid, at man også argumenterer for, hvorfor det er sandsynligt, at teksten skal forstås sådan, som man foreslår. Ofte vil ens forslag blive enten bakket op eller problematiseret af andre eksegeter i artikler eller bøger. Således udgør eksegesen én lang debat, der bliver ved med at udvikle nye fortolknings- og oversættelsesmuligheder, mens den fastholder eller forkaster ældre læsninger. Nutidens eksegeter fortsætter altså en diskussion, der tog sin begyndelse, allerede inden den skriftsamling, vi kalder Bibelen, blev samlet.

Kjeld Renato Lings’ bog ”Kærlighed under censur” udgør et led i den årtusindlange eksegetiske debat, men hvor andre ofte gennemgår et enkelt bibelsk skrift, griber Lings sagen tematisk an, idet han undersøger de steder i Bibelen, som omhandler eller har tradition for at blive fortolket som omhandlende køn og seksualitet.

Ikke sex, men sikkerhed
Lings tager særlige bibelsteder fra både Det Gamle og Det Nye Testamente under behandling.
Inden for eksegesen gælder det særlige forhold, at eksegeten ikke beviser, at en særlig læsning er den korrekte. Han påpeger derimod, at en sådan læsning er mulig, ligesom han kan sandsynliggøre, at den er mere troværdig end andre.
Således sandsynliggør Lings, at man grundet en tidlig fejllæsning og deraf følgende tolkningsmæssig uvane har forstået fortællingen, der lægger op til Sodomas og Gomorras ødelæggelse, forkert. Det fortælles, at Lot, der bor i Sodoma, byder to engle indenfor. Ingen ved, at de er engle, og at de tilmed er kommet for at udslette de to byer, fordi indbyggerne lever forkasteligt. Lot følger blot den tids skik og brug indenfor gæstevenskab. Imidlertid dukker byens mænd op og kræver de to fremmede udleveret. I den autoriserede danske bibeloversættelse fra 1992 begrunder de lokale kravet med, at ”vi vil ligge med dem” (1. Mos. 19,5b). Lings argumenterer for, at dette er en fejloversættelse, idet mændenes krav i virkeligheden handler om, at de vil undersøge, hvem de fremmede er. De er nemlig bange for, at de er spioner.
Det verbum, der oversættes med ”ligge med”, kan oversættes direkte til ”kende”, hvilket på hebræisk lige så godt kan udtrykke ønsket om at undersøge noget, som at have sex med/ligge med nogen. Lings argumenterer for, at der her er tale om den retslige forståelse af ordet. Byens mænd planlægger altså ikke en homoseksuel gruppevoldtægt, men vil blot forhøre de to fremmede. Dette kan Lot ikke acceptere, fordi de to engle allerede befinder sig i hans hus og derfor nyder godt af den beskyttelse, gæstevenskabet kræver.
I den traditionelle forståelse af fortællingen handler Lot ret forbløffende, idet han tilbyder sine to ugifte døtre til den ophidsede forsamling, der står udenfor hans hus. Mellem linjerne læser man, at han opfordrer mændene til at voldtage døtrene sønder og sammen, så gæsterne går fri. Grunden til dette forslag er, at gæstevenskabet forbyder Lot at udlevere de to fremmede. Imidlertid viser Lings, at grundteksten kan forstås sådan, at Lot giver sine to døtre i pant, så længe de to gæster er i byen. Han lader altså pigerne være i indbyggernes varetægt, så de kan straffe Lot ved at skade pigerne, såfremt gæsterne viser sig at være fjender af byen. Pigerne fungerer som garanti for, at de fremmede har rent mel i posen.
Fortællingen handler altså ikke om indbyggernes sexlyst, men om deres bekymring for byens sikkerhed.
Imidlertid har den traditionelle fortolkning medført, at homoseksualitet er blevet ildeset. Samtlige fremmødte er jo mænd, og har i sinde at kaste sig over de fremmede kønsfæller for at voldtage dem på skift. Det er bestemt ikke nogen positiv fremstilling af homofile lyster.

Mandeliggere eller sengemænd
De danske bibeloversættelser, Lings undersøger, er, ud over den autoriserede bibeloversættelse fra 1992, ”Bibelen på hverdagsdansk” og ”Den nye aftale”, der begge bestræber sig på at gengive de bibelske tekster så lettilgængeligt som muligt for moderne mennesker. Imidlertid påviser Lings, at der lægges ikke så få, og ikke altid særlig heldige fortolkninger ind i oversættelserne.
Et eksempel, hvor alle oversættelserne tager sig visse friheder, er 1. Kor. 6,9-10, hvor der forekommer et ord, som ifølge Lings bedst oversættes med ”mandeliggere” eller ”sengemænd”. Det græske ord er nemlig sammensat af to ord, der på dansk betyder ”mandsperson” og ”seng”. Hvad der er den præcise betydning heraf står hen i det uvisse, men i de danske oversættelser gengives ordet enten med ”mænd, der ligger i med mænd”, ”homoseksuelle” eller ”homoseksualitet”. Selvom denne tolkning nok er den, der synes mest oplagt, nævner Lings en række andre muligheder. Spørgsmålet er, om det ville være bedre at stå ved det usikre ved udtrykket og gengive det med ”mandeliggere” eller ”sengemænd”. Man kunne eventuelt forsyne ordet med en fodnote, hvor det blev oplyst, at den præcise betydning ikke kendes. Ved at gengive ordet som omhandlende homoseksuelle risikerer man i hvert fald at lade teksten lægge en bestemt befolkningsgruppe for had, som man ikke er helt sikker på, at teksten rent faktisk peger på.

De forsvundne eunukker
Et andet – mindre vigtigt men dog bemærkelsesværdigt - forhold, Lings gør opmærksom på, er, at det vrimler med eunukker i Bibelen. Imidlertid er de fleste af dem forsvundet i danske bibeloversættelser, fordi de ofte blot beskrives som hofmænd. Dette giver for så vidt mening, fordi mange hoffolk var eunukker. Faktisk var der så mange eunukker blandt datidens hoffolk, at Lings nævner den mulighed, at alle hoffolk – kastrerede som ikke-kastrerede – på nogle tidspunkter og i nogle lande kan være blevet betegnet under samlebetegnelsen ”eunukker”. Alligevel er det bemærkelsesværdigt, at Faraos ”hofmand” Potifar (1. Mos. 39,1) var eunuk. Det kan til en vis grad forklare, hvorfor det var så fristende for hans hustru at søge seksuel tilfredsstillelse hos den unge, smukke Josef, der var blevet købt som slave af Potifar. Ganske vist kunne nogle eunukker, ifølge Lings, godt have et aktivt sexliv, men hvis Potifar hørte til blandt dem, der ikke kunne, bliver hustruens ønske om utroskab mere forståeligt.
At de hebræiske og græske ord for ”eunuk” ikke oversættes sådan, har ikke så alvorlige konsekvenser som den traditionelle oversættelse i Sodoma-fortællingen. Men det er alligevel bemærkelsesværdigt, hvor stor magt oversætterne har over teksten.

Fundamentalisme
Bag både den autoriserede bibeloversættelse og ”Den Nye Aftale” har der siddet en redaktion. Disse har på trods af deres indbyrdes vægtlægning og teologiske standpunkter været nødt til at nå til enighed om, hvordan teksten skulle oversættes. Der er altså blevet hugget hæle og klippet tæer. Enhver oversættelse vil bære præg af oversætterne. Det kan ikke være anderledes. Derfor kan alle ikke være fuldt ud tilfredse med det endelige resultat. Lings påpeger nogle af de steder, han mener, skulle have været oversat anderledes. At han har fokus på teksterne om køn og seksualitet gør bogen til et interessant og nødvendigt bidrag i debatten om vielse af homofile, der særligt problematiseres af den kirkelige højrefløj.
Apropos højrefløjen oplyser Lings, at begrebet ”fundamentalisme” (der indenfor den kristne kirke betegner de kristne grupperinger eller privatpersoner, der læser Bibelen som Guds direkte åbenbarede ord) ikke henviser til Bibelen som fundament. Begrebet opstod i 1895, hvor man ved en bibelkonference besluttede at disse fem punkter skulle udgøre fundamentet for den kristne tro: ”(1) Bibelens ufejlbarlighed, (2) Kristi guddommelighed og jomfrufødslen, (3) Kristi stedfortrædende lidelse og død, (4) den fysiske eller legemlige opstandelse og (5) Kristi fysiske eller legemlige genkomst til jorden.” (s. 331).

Lings bog er en eksegetisk, teologisk og teologihistorisk guldgruppe, der både kan læses af fagfolk og andre, der interesserer sig for kristendom og den svære kunst at oversætte.
Der er ingen tvivl om, at Lings har et mål med sin bog. Han vil igangsætte en debat om, hvad der egentlig står om køn og seksualitet i Bibelen, så der vil komme fokus på usikre eller direkte fejlagtige fortolkninger, hvoraf nogle er ældgamle. Særligt udsagnene om homoseksualitet ligger forfatteren på sinde.
Dette ærinde er så seriøst og nødvendigt, at man let tilgiver Lings, at han, primært i kapitlet ”Kærlighed under censur”, fremfører nogle teser, der synes at passe lidt for godt ind i resten af bogens ærinde.
Lings’ grundige gennemgang af udvalgte bibeltekster om køn og seksualitet fortjener at blive læst og drøftet af andre eksegeter. Ligeledes fortjener den at blive læst af repræsentanter fra alle kirkelige retninger her til lands.



tirsdag den 13. marts 2018

Hvem siger mennesket er blevet hjemløst i verden?

Jakob Brønnum: Porten til den indre by (digte 2016, 332 sider, 200 kr.)
Nøjsomhedens tivoli (digte 2017, 372 sider, 200 kr.)
Det poetiske bureaus forlag

Af Marie Ladefoged
Selvom vi ofte går alene rundt fra hjerte til hjerte uden den ro, som får os til at læse en lang og god bog, så kan vi da bare gøre det alligevel, fordi de bøger paradoksalt nok kan bringe os derhen, hvor vi ikke var, og derfor aldrig fik læst de bøger, som fortæller os, at vi har et hjem her i verden, og at vi ikke er alene.

Bøger kan blive læst på mange måder, og de bedste af dem bliver også læst til ende og genlæst, hvis bølgerne går højt. Når det kommer til lyrik stiller jeg større krav til teksten end til prosa; sådan er det bare. Prosaisten må godt skrive lidt dårligt ind imellem for min skyld, men det må lyrikeren ikke; sådan er det bare. Jeg forestiller mig, at de fleste andre også stiller de her helt urimelige krav, og det er vel derfor, at lyrikken ofte bliver betragtet som den fineste og mest utilgængelige kunstart. Og for at det ikke skal være løgn, så stiller jeg også det krav, at jeg skal have lyst til at læse bogen igen, eller rettere; at læse i bogen og bladre igennem dens sider og finde yndlingsdigte i bogens dybe brønd af tekster, for at jeg skal opleve noget.

Jeg har kigget ned i den dybe brønd hos den amerikanske digter Walt Whitman og læst Leaves of Grass om og om igen, og ikke fordi jeg ville forstå dem, men nok snarere fordi jeg slet ikke ville forstå dem. Jeg har haft det på samme måde med den australske lyriker Les Murrays digte, og de er noget så sjældent som kloge digte om os mennesker fra steder, hvor folk er gode naboer og bor så langt fra hinanden, som Gud oprindeligt havde planlagt, før vi flyttede tættere på hinanden.
Whitman sejler med færgen fra Brooklyn, passer sårede fra Borgerkrigen, skriver om verdens mest legendariske præsident og transcenderer sig selv på fotografier med et stort hvidt skæg. Les Murray befinder sig et sted i Australien og skriver ud fra sin enorme krop med et enormt stort land foran sig. Alt, hvad de gør og er, er stort for mig.

Jakob Brønnum skriver stort i en tid, hvor de fleste læser korte tekster, men de store bøger holder os fast et andet sted, hvor vi om muligt kan finde vej til fordybelse og den ro, som skal til for at være i denne verden, der farer afsted med os allesammen ombord. Jamen, jeg jeg kræver noget af den verden, jeg er en del af, ligesom den kræver noget af mig. Nogle gange så har jeg også problemer og sådan. Men jeg har ikke noget problem, når jeg læser de to første bøger fra Jakob Brønnums trilogi; ”Porten til den indre by” og ”Nøjsomhedens tivoli”.

De her bøger er faktisk opbyggelige og fortæller os, at vi ikke er alene, og at det er en stor misforståelse, det med at mennesket er alene. Det er en sandhed, som egentlig ikke burde kræve den store erkendelse, og alligevel har mange af os en del bøvl med at forstå, at vi ikke er alene. Vi er godt nok ikke symbiotisk forenet med vores mor for evigt, men vi er i verden sammen, fordi vi deler det samme hjem, og ingen er endnu blevet smidt af planeten.

LÆSEREN ER BARE SÅ TYPISK
Der er en allestedsnærværende humor og alvor i teksten på een og samme tid, af den type som får læseren til at fortsætte. Men hvad i alverden laver typer som Margaret Thatcher, Elvis og Wittgenstein egentlig sammen i den her lyriske trilogi? Deres historier og på godt og ondt misforståede liv fylder i Jakob Brønnums to bøger her og udgør en slags rød tråd, der blander sig ind i hinanden.

Hvis jeg skulle beskrive deres liv som tilstande, ville jeg sige, at deres første liv bare var det liv, de sådan ligesom levede helt almindeligt, selvom de var ret berømte og dygtige osv, men så kom de ind i den her trilogi som en slags anden tilstand, og her var de så, og det var godt, men så kommer der altså det tredje øjeblik, hvor de også er og bliver ved med at være i en evig ny tilstand fra deres eget over Brønnums udlægning til læserens forståelse. Her er jeg en rigtig typisk læser: Jeg læser bare sådan, som jeg har lyst til og gør som jeg vil ligesom Hitler og Anders And og Sokrates og hende der og ham der og alle de andre, vi møder i de to lyrikbøger.

#ÆSELØRER
Når teksten er god, kan jeg acceptere alt, selv æselører i bogen. Nej, det kan jeg alligevel ikke acceptere! Der er æseldigte, som ligefrem skryder med deres æselhed i disse bøger, som ellers står så rene foran mine ører, som kan høre, og mine øjne, der vil se, det de læser, fremstå som et værk med den enhed, som jeg har læst den ind i, og så kommer dette forstyrrende dyr ind i Nøjsomhedens Tivoli, just som der havde dannet sig en orden. Jeg bliver meget generet af disse æsler, og Brønnum skriver vitterligt digte om æsler. Altså æsler! Syv digte i alt, et i hvert afsnit.
Og jeg synes ikke, han skriver særlig pænt om dem. Det æsel får for meget opmærksomhed og betydning i min bog og læsning, og derfor må jeg læse igen.

Og anden gang kommer jeg til en ny læsning, fordi jeg er kommet ind i en ny tilstand via bogen, for det er det gode bøger kan gøre; de kan lige lirke lidt til dit syn på verden og måske tage toppen af din vinterdepression, hvis du er heldig, og så kommer sommeren med en helt tredje tilstand med sin sol og varme i de der øjeblikke med glæde og lys og måske en helt ny bog.

SKAKSPILLET
Var det egentlig ikke gode, gamle Kierkegaard, for lige at flette ham ind, som sagde noget om ikke bare at befale et andet menneske at komme hen til sig, men i stedet selv at gå hen til det andet menneske? Når læseren sidder med de her mastodonter af digtsamlinger, som Brønnum har bedrevet, tiden taget i betragtning, så er læseren ikke alene om at komme forfatterens skrift i møde, for forfatteren har gjort sig den umage også at nærme sig læseren.

Bøgerne er måske alenlange rent sidemæssigt, men de er ikke skrevet oppe i et elfenbenstårn, men derude hvor menneskene er. I et digt skriver Brønnum om et skakspil, et møde mellem to tænkende, som hver lægger en strategi for at vinde over den anden, og her sker der noget essentielt; nemlig at skakspilleren erkender, at han ikke bryder sig om at regne en anden ud og ej heller selv at blive regnet ud.

Jeg kan godt lide Jakob Brønnums digte, fordi jeg kan regne nogle af dem ud, og fordi de ikke er bange for at blive regnet ud.

Så er jeg heller ikke bange for dem, også selvom jeg egentlig ikke forstår, det jeg tror, jeg forstår, som den ægte antihermeneutiker, jeg er, der ikke vil forstå, når det kommer til stykket. For mig er det digte, som rent faktisk gider at gå læseren i møde på alle mulige måder og ikke blot beder læseren om at komme hen til sig. Brønnums digte gider læseren og indleder en engageret monolog, der kan ræsonnere som en dialog hos læseren. Som her i CXVII fra Porten til den indre by,  hvor han fortæller om, hvorfor han holdt op med at spille skak:

Hvorfor holdt jeg op med at spille skak? / jeg tror det var fordi jeg ikke kunne holde ud / at blive opfattet som et system/ inde i hovedet på en mand / der sad og prøvede at finde ud af / hvordan det var at blive opfattet som et system / inde i hovedet på sådan en som mig

Men læseren prøver alligevel at finde ud af, hvordan det er at være inde i hovedet på sådan en som forfatteren. Og det har man faktisk en god chance for, fordi her sker det modsatte af systemet hos skakspillerne.

Digtene er ikke hermetiske, ekskluderende og enigmatiske, men inkluderende og inviterende. Læseren får muligheden for at komme ind og afdække systemet hos den mand, som skriver. Brønnum kan den sjældne kunst at skrive lyrik, som folk, der ikke normalt læser lyrik også kan læse, for det er en port, der åbner sig ind til et andet menneske, og det andet menneskes hjem og poesien er også vores hjem.

tirsdag den 6. marts 2018

Metafysiske jordskælv

Metafysiske digte & andre tekster
Udvalgt og gendigtet af Ib Johansen
Det poetiske bureaus forlag

Af Carina Wøhlk
”Metafysisk” betyder bogstaveligt talt ”hinsides det fysiske”. Men i denne sammenhæng skal ordet forstås litteraturhistorisk. Metafysisk poesi er nemlig betegnelsen for en særlig strømning indenfor engelsk litteratur i baroktiden. 

Nærværende udgivelse begrænser sig imidlertid ikke til 1600-talsdigtning. Det umiddelbart snævre bredes ud. Poeter fra flere lande og otte århundreder er inkluderet i samlingen, for så vidt som deres digtning læner sig op ad af den metafysiske tradition. 

Bogen er delt op i overskuelige afsnit - for respektive Middelalder, Renæssance & Barok, Førromantik, Romantik & Symbolisme, Ekspressionisme & Imagisme og endelig Modernisme.
  
Manden bag antologien
Bogens indhold er sammensat og oversat af Ib Johansen, der i mange år har arbejdet som lektor på Aarhus Universitet – først på litteraturhistorie og siden på engelsk institut.

Ib Johansen har flere udgivelser bag sig. Som læser får man meget hurtigt en fornemmelse af hans sproglige begavelse og sans for musikaliteten i det danske sprog. Ib Johansen ikke bare oversætter – han gendigter. Hans forord tjener som fortættet introduktion til udgivelsen.

Form og indhold
Hvad er så på færde i den metafysiske strømning? Oprindeligt er den opstået som en reaktion imod den elizabethanske periodes idylliserede versekunst. De metafysiske poeter anvender et grænsesprængende og subtilt sprog i forsøget på at forene det åndelige og det timelige. Som Johansen skriver i forordet, er der endvidere ofte en ”undergrund af melankoli” i digtningen (se. s. 7). 
Apropos reaktion: Som læser anno 2018 har jeg taget mig selv i at reagere flere gange undervejs. Jeg har rynket brynene over misogyne udbrud i poesien (se s. 25 – ”Drukne, skidne, gemene kvinde…”) og latrinære udgydelser (se s. 28 – ”På lokums-tønden, hvor jeg sad i går…”), Jeg har trukket på smilebåndet over finurlige forherligelser af dyr (se s. 22 – ”Philip Gråspurv” eller s. 45 – ”Katten Jeoffry!). Jeg har nikkende noteret mig de bibelske allusioner (se s. 76 – ”Gomorrha”).
Men når bogen er læst til ende, er der så noget, der efterlader et varigt indtryk?  I min optik står afsnittene Ekspressionisme & Imagisme samt Modernisme stærkest. Amerikaneren Amy Lowells digt Efterårsdis (se s. 77) åbner sig med sine to verselinjer som en oase midt i ordflommen. Og den rumænskfødte Paul Celans digte om Holocaust er rystende – små (j)ordskælv af skinbarlig virkelighed. 

Format
Bogen hører til Bureauets Lommebibliotek. Dens format er fint – lige til at stikke i lommen. Også i overført forstand har udgivelsen format. Der skal mod til at tro på en udgivelse, der næppe kan tiltrække den store læserskare.