mandag den 30. maj 2022

Man vil gerne hurtigt videre

"Forfatteren forsøger med selv skrivestilen at bibringe os noget af denne atmosfære af usikkerhed, opbrud, angst"

Hastigheden
Jörgen Gossilewski
Oversat fra svensk af Solveig Daugaard
225 sider
Forlaget Basilisk

Af Jes Nysten
“Hastigheden gør at man er inde i en bevægelse. Bagefter bliver man udmattet. Man lægger sig på knæ. Hedder det sætter sig på knæ? Blade og kviste klistrer sig til ansigtet. Man vågner”.

Sådan indledes Jörgen Gassilewski’s bog Hastigheden. Med titlen og disse første sætninger åbnes ikke kun bogens univers, men også selve læseoplevelsen og reaktion på bogen.

Bogens fortælling udfolder sig under folkedrabet i Rwanda i foråret 1994, hvor omkring en million mennesker døde. Det var primært tutsier, der blev dræbt af hutuer.

Når man som jeg har været tæt på to tutsi piger, der kom her til Danmark som henholdsvis 14 årig og 5 årig, og hvis familier var blevet dræbt, så bliver man jo af gode grunde særlig berørt, når dette mareridt forsøges fortalt endnu engang.

Det er derfor jeg skriver, at “hastighed” også gælder læseoplevelsen. Man vil gerne hurtigt videre og helst ikke dvæle for meget ved det, der fortælles. I modsætning til citatet i begyndelsen vil man gerne tro på, at det hele har været en drøm. Men det er det jo ikke! I dette forår 1994 blev der myrdet alle disse menneske i en konflikt, der synes ganske meningsløs og bestialsk. 

Grusomheden

Med romanen her får vi ikke lov til at lukke øjnene for denne kendsgerning. Denne opvisning af menneskelig grusomhed, der bunder i uforståelige modsætninger og fjendebilleder, får vi udfoldet gennem mødet med den 19 årige Marie-Louise. Hun er tutsi, og som barn oplever hun, hvordan hendes forældre bliver myrdet af fanatiske hutuer. 

Men at tingene ikke er så ligetil, absolut sort og hvidt, vises ved at hun flytter sammen med en mand, der er hutu. Ja, hun bliver på en og samme tid både offer for myrderierne og også aktiv deltager i dem. 

Efter myrderierne er stoppet indledes et forsoningsforsøg, og det får vi også i romanen et intenst indblik i. Grumt og realistisk. 

Gassilewski
Forfatteren forsøger med selv skrivestilen at bibringe os noget af denne atmosfære af usikkerhed, opbrud, angst. Bogen er godt nok inddelt i afsnit, men der er ingen kapitelinddelinger, hvilket netop giver denne pågående og insisterende holden-os-fast. Samtidig springes der hele tiden mellem første, anden og tredje person, som også er med til at skabe denne oplevelse af, at synsvinklen hele tiden forskyder sig, så man får en næsten kvalmende fornemmelse af, at det der sker, har man ikke rigtig mulighed for at få klarhed over. 

Som allerede nævnt har jeg selv været tæt på to piger, der kom hertil fordi deres forældre var blevet myrdet, og de selv på mirakuløs vis slap fri. Så netop bogens forsøg på at skabe ikke en distanceret og afklaret fortælling, men mere vil bibringe læseren en fornemmelse af denne atmosfære af gru og uforstand, synes jeg virkelig lykkes.

tirsdag den 24. maj 2022

Mozart, Mendelssohn, Sibelius: Nye veje ind i musikken

Francesca Dego, violin, Francesca Leonardi, klaver: Mozart: Violin Sonater (Chandos)
Doric String Quartet, med Timothy Rideout, bratsch: Mendelsohn: Strygekvintetter (Chandos)
Klaus Mäkelä, og Oslo Filharmoniske Orkester: Sibelius (Decca, 4 CD)

Af Jakob Brønnum
Fælles for de tre album, der er under anmeldelse her er, at de rummer gammel musik, men de er splintrende moderne. 

Man kan vist, uden at fornærme nogen, fastslå at anmeldelsen som meddelelse bliver vanskeligere og vanskeligere, fordi der bliver længere og længere til en fælles referenceramme for en æstetisk sammenhæng. Hvis jeg siger Mozart, Mendelssohn og Sibelius, så kan jeg ikke regne med at mange læsere forbinder tilnærmelsesvis det samme med det som jeg gør.

Og det vil endda være sådan, at nogle af dem som forbinder det samme med det som jeg på det grundlæggende plan, har helt andre opfattelser af de tre kunstnere. Det er trods alt tre forskellige klassiske komponister fra tre forskellige århundreder, med tre endog meget forskellige kunstneriske virkningshistorier.

Nogle vil mene, at Sibelius er i en helt anden og lavere klasse end de to andre, og visse vil mene, at det gælder Mendelssohn. Desuden er de tre album, der er landet på bordet efter en udvælgelsesproces blandt dusinvis af ugentlige klassiske udgivelser på højt niveau, meget forskellige. Det ene har kammermusik for to instrumenter, det andet for fem instrumenter og det tredje er orkestermusik

Mozarts violinsonater

Mozarts violinsonater fra slutningen af 1700-tallet er ikke blandt de allermest indspillede værker, hverken af Mozart eller blandt violinsonater, hvor Beethovens 10 værker for klaver og violin er langt mere kendte. Det er synd. Mozarts musik er altid perfekt, i de bedste fortolkninger som her, menneskeligt set tidløs og ofte kunstnerisk grænsesprængende. Den sætter normer for, hvad kvalitet i musikken er og kan være. Alene sådan en dom, som jeg netop afsagde, klinger ikke ret mange steder i den pluralistiske æstetik, vi lever under i det forhutlede forbrugersamfund, blandt andet fordi det ikke er lystimpulser, man får fra Mozarts klangverden, men klassicistisk formet skønhed.

Hvad er det da, der gør disse indspilninger af fire af kompositionerne af to italienske kunstnere så moderne? Lige præcis med værkerne for de to instrumenter, som Mozart skrev godt 30 kortere og lidt længere værker for, kan man (eller jeg) synes, at de har været indhyllet i den noget tunge, romantiserende fortolkningsform, der prægede den gode pladelyds første par årtier, der begyndte 10-15 efter Anden Verdenskrig. De berømte indspilninger, med violinister som Isaac Stern og Salvatore Accardo, er fantastisk fine, men de viser ikke, hvor skarpt og avant gardistisk Mozart tænker og hvor cool han er, ganske enkelt.

Det kan man høre på Francesca Dego og Francesca Leonardi fortolkning af violinsonaterne på Chandos, med den sene, alvorlige, storslåede Violinsonate KV454 som det centrale værk. Der er noget nyt og moderne over dem: Det er som om man står overfor et menneske, Mozart, som agerer og reagerer fuldstændigt som et moderne menneske ville gøre. Det er overraskende.

For det gør han naturligvis ikke, men de to musikere, der har spillet sammen i mange år, lader ikke en eneste over-emotionel frasering, ikke et eneste gammelborgerligt-hierarkisk taktslag, ikke en eneste melodilinje uden musikerens nysgerrighed slippe igennem. Hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg kalde albummet feministisk, fordi det gør op med en bestemt form for hierarkisk følelsesregister, der har formidlet Mozart som borgerlig i en tid, da der knapt fandtes andet end hvide, borgerlige mænd bag instrumenterne. Jeg overdriver sikkert lidt, men det er godt nok anbefalelsesværdigt, hvis man vil høre Mozart på ny.

Klangens mester

Felix Mendelssohn-Bartholdy, der levede i midten af 1800-tallet, har ikke skrevet så meget som én takt, der har samme de mangesidige dybder som samtlige Mozarts. Sådan er det bare. Hvor Mozart graver livsvisdoms frem af en harmonisk musikforståelse, der står i musikhistorien op til halsen, er Mendelssohn klangens og dynamikkens mester, som alle der har hørt Bryllupsmarchen ved. Det ligger et andet sted: Han skaber ikke store strukturer, som vi kan synke ned i og lade os belære af om livets veje og vildveje, sådan som alt Mozart har skrevet gør. Men kan han male et billede af en stormfuld efterårsdag, der bliver siddende, og han overdriver aldrig de følelsesudbrud der er. Personligt sætter jeg Mendelssohns 5. Symfoni højere end de fleste symfonier, fordi den rummer stemninger, der er uforglemmelige i en åndeløst velformet orkestral arkitektur.

Alligevel er der en fornemmelse i den produktive og højt estimerede Doric Quartets indspilning af Mendelssohns Strygekvintetter, som gør dem sammenlignelige med den forrige indspilning: Den er fuldstændigt blottet for klichéer. Aldrig har man hørt Mendelssohn så moderne. Strygekvintetten som ensemble er langt sværere at skrive for end strygekvartetten og langt, langt færre har gjort det. Hvor Mendelssohns bud i genren i almindelighed ikke får lov at stå sammen med Mozarts seks kvintetter, der er de bedste der er skrevet, eller Brahms og Dvoráks ambitiøse kompositioner for de fem stemmer fra det sene 1800-tal, endsige Schuberts mirakuløse bidrag (som enhver kender som titelmusik til Inspector Morse), så hæver Doric String Quartet dem her op i nærheden af disse forbilleder. De er fortolket med en usentimental, præcis, bevidst afsøgning af værkernes mangfoldige stemningsskift og renhjertede melodik hos den altid sympatiske Mendelssohn. Et klangligt afmålt udtryk og et tæt sammenspil. Mendelssohns kunstnerstemme har aldrig stået stærkere. 

Nordiske skumringer

Den nu kun 26-årige finske dirigent Klaus Mäkelä udtalte for en tid siden, at han anser Sibelius 6. og 7. Symfoni for de største og bedste symfonier, der er skrevet. Nu er vi hundrede år længere fremme i tiden og taler om værker, der til trods for den moderne tids abstrakte tonalitet, langt hen ad vejen har bevaret den senromantiske fylde, skønt de er langt kortere end den senromantiske symfoni af Tjajkovskij eller Brahms. Selvfølgelig er Sibelius to sidste symfonier ikke lige så mægtige kunstværker som Beethovens mørke 5. Symfoni, Bruckners og Mahlers klangkatedraler og Sjostakovitjs store smertefulde følelseskampe med det sovjetiske regime. Men jeg forstår godt, hvad han mener.

Jeg har lyttet til Sibelius flydende, strømmende, dunkle nordiske klangeksperimenter i årtier, ikke sjældent med følelsen af, at der er noget endegyldigt sandt i deres musikalske univers. Særligt husker jeg en skumringsmørk efter middag i Uppsala, hvor jeg havde set Nordens flotteste domkirke og gik gennem byen i regnen og lyttede til begge værkerne, Sibelius 6. og 7. Symfoni. De er blevet ét med den dag for mig og forsvinder ikke igen.

Jeg overværede for tre-fire år siden, den dengang kun 22-årige Mäkelä dirigere Beethovens meget, meget krævende 3. Symfoni i Stockholm – et værk, det kræver stor modenhed at holde sammen på, fordi det er så vidtstrakt og satserne alligevel så tæt forbundne. Men det gjorde han og man var ægte imponeret.

Nu udsender han som sin pladedebut, uden at ryste på hænderne, alle Sibelius syv symfonier i et album på Decca. Også disse fortolkninger har de kvaliteter, jeg har forsøgt at indkredse i de to foregående annmeldelser: Gennemsigtige, dvs. tilsyneladende fordomsfrie, abstrakte, uforudsigelige - ikke i det store perspektiv, men i de enkelte detaljer, nede i værkernes mikroorganisme, Sibelius korte rytmiske fraser.

Kan man virkelig afgøre, om Mäkeläs fortolkning af den 7. Symfoni, med et lydhørt og bevægeligt Oslo-orkester, er mere vellykket end den første, jeg nogensinde hørte, den med Colin Davis og London Symphony Orchestra, hvor hele det 22 minutter korte værk synes at bestå af én sammenhængende bevægelse? Eller Karajans berømte indspilning af den 6. Symfoni på DG, eller min yndlingsversion af den intenst rytmiske Symfoni nr. 3 med Segerstam på Chandos? Jeg skal nok bruge noget tid endnu. Nogle har allerede afgjort sig, som her BBC’s musiktidsskrifts anmelder:

”De fleste store finske dirigenter har indspillet alle Sibelius-symfonier mindst én gang ... Hvem havde kunne forudsige, at denne seneste, med Klaus Mäkelä i spidsen for Oslofilharmonikerne, ville være den mest elektrificerende og ofte nyskabende af dem alle?”


mandag den 23. maj 2022

Forelskelsens væsen

Fjodor Dostojevskij: ”Hvide nætter”, Batzer & Co 2021, oversat af Trine Søndergaard, 111 sider.

Af Egil Hvid-Olsen

Fjodor Dostojevskij var 27 år, da han skrev den korte roman ”Hvide nætter”. Det er ikke umuligt, at hans fortæller har visse af forfatterens egne træk. Han er i hvert fald forsynet med en levende fantasi, der får ham til at danne sine helt egne hændelsesforløb, hvori de personer, han passerer forbi, agerer aktører. Selvom han kan få mange eftermiddage og aftener til at gå med at digte en lang række fortællinger for sig selv, og selvom han klart foretrækker dette fremfor sit trivielle arbejde, erkender han dog, at han er ensom. Ét er hans dagdrømme, der nærmest har udviklet sig til en hobby. Noget andet, at han umærket ved, at han udlever sit følelsesliv i en fiktiv verden. Det er ganske simpelt ikke den rene vare, hvilket han tydeligt forstår, da han møder den unge Nastenka, som han forelsker sig hovedkulds i.


Nastenka er en forældreløs pige, der bor hos sin strenge bedstemor. Den gamle kræver disciplin og hæfter barnebarnets kjole sammen med sin egen, så Nastenka ikke kan forlade sin bedstemor, uden at det bliver opdaget. Dog benytter den unge pige de sene aftener, når bedstemoderen er gået i seng, til at snige sig ud. Hun har et helt særligt ærinde, hvilke både fortælleren og læseren først får indblik i på et senere tidspunkt.

Umiddelbart virker det dog lidt som koketteri, da Nastenka takker ja til at møde fortælleren igen på én betingelse:

- Netop fordi jeg kender Dem, inviterer jeg Dem til at komme i morgen, sagde den unge pige leende. - Jeg kender dem allerede. Men hør efter, De må kun komme på én betingelse, først og fremmest (og vær rar at gøre som jeg beder om – De kan jo se at jeg taler oprigtigt), De må ikke forelske dem i mig … Det går ikke, jeg beder Dem. Venskab er jeg parat til, her har De min hånd … Men ingen forelskelse, jeg beder Dem! (s. 25).

Allerede på dette tidspunkt er fortælleren klar til at love alt for at forenes med Nastenka, så hun får hans ord samt fulde opmærksomhed.

Hvide nætter og en mørk morgen

De kommende nætter mødes de to igen til fortællerens udelte glæde og Nastenkas store tilfredshed. Fortællerens nætter med den unge kvinde beskrives som hvide, fordi hun lyser dem op. Men…

Mine nætter sluttede med en morgen. Det var dårligt vejr. (s. 107).

Således ender kærlighedshistorien i sin modsætning. Og dog… Fortællerens nederlag slår ikke hans kærlighed ihjel. I hvert fald ikke med det samme. Dertil elsker han Nastenka for højt. Forsætter han med at elske hende, fordi han er en drømmer og på den måde kan fastholde deres forhold i fantasien? Elsker han hende, fordi han ikke orker at erkende virkeligheden? Eller elsker han hende, fordi han ikke kan andet? 

Hvad enten svaret er det ene eller det andet, udgør ”Hvide nætter” en fin beskrivelse af den stormende kærlighed. Den, der ikke kun gør blind, men også snakkesalig, ja, nærmest pludrende. Således udgør størstedelen af bogen de to hovedpersoners dialoger, hvori mange lange monologer om den talendes følelser indgår. De to lukker sig om hinanden, sådan som nyforelskede har det med at gøre. På den måde bliver ”Hvide nætter” en skønlitterær afsøgning af forelskelsens væsen. Alene af den grund er den en fornøjelse at læse.


tirsdag den 17. maj 2022

At anmelde et menneske

"Med sin behagelige fynske snakkesalighed er Albert også lidt af en Sokrates på Nørrebro - I ved, ham der gik rundt i Athens gader og gik folk på klingen med sine evindelige spørgsmål"

Albert Hytteballe Petersen
Teaterdemokrati
Det poetiske bureaus forlag

Af Søren Kristoffersen

Kommer du på Nørrebro, bor der eller bare tager turen ud ad Nørrebrogade, har du muligvis set den apparition, jeg nu vil fortælle om: 

Et farverigt tørklæde flagrer i vinden, det er bundet løst om en hals, hvorpå et godt hoved sidder. Markante træk former et maskulint ansigt, og på det grå hår kan man forstå, vi ikke har med en helt ung fyr at gøre. Trods alderen er han dog rank og høj, en flot mand sådan objektivt set. 

Måske har du set ham stå og tale med folk på gaden eller promenere i området omkring sin lejlighed tæt ved Stefanskirken? Måske har du set ham i en kaffesalon eller på én af sine løbeture rundt på Assistens? Måske har du hørt ham læse op på Tranquebar, eller du følger måske bare hans mange humanistiske opslag på Facebook?

Manden, jeg taler om, er Albert Hytteballe Petersen. Han er forfatter, ja, men også meget andet end det. På flappen til sin nye bog får vi lidt mere at vide om dette kludetæppe af et arbejdsliv: "Albert Hytteballe Petersen er ikke en tidstypisk debattør. Han er et blandingsprodukt uden akademiske titler. Tidligere landmand, murerarbejdsmand, værftsarbejder, foredragsholder, globetrotter, poet, romanforfatter, forretningsmand, filminstruktør m.m."

Med sin behagelige fynske snakkesalighed er Albert også lidt af en Sokrates på Nørrebro - I ved, ham der gik rundt i Athens gader og gik folk på klingen med sine evindelige spørgsmål - for ligesom Sokrates (i øvrigt én af Alberts helte) er han ikke tilfreds med lidt hyggesludder for en sladder, nej, taler du med Albert, går det altid dybere end som så. Der er intet emne, der er for stort, ingen sten for lille at vende for at komme frem til noget virkelighedsnært, for det virkelighedsnære dét er netop Alberts ekspertise.   

Nu er Nørrebro jo ikke miskendt for sine skæve eksistenser, det har været et tilflugtssted for outsidere siden bydelen blev opført; fra de jyske landarbejdere, som arbejdede i fabriksindustrien, til indvandrerne senere hen, for ikke at nævne bz'ere, hjemløse og halvskøre digtere. Nørrebro påvirker sine mennesker, og menneskene påvirker Nørrebro, et udtryk for reciprocitet, et fællesskab på brosten. 

Men Albert er på en måde Nørrebro inkarneret. Han er ikke helt outsider og ikke helt inde i varmen. Han har danset sin dans af egensindig humanisme om "det gode selskabs" varme grød i årtier med succes og det modsatte. Det er ikke nemt at være fritænker, man kommer ofte på tværs, og når andre omkring én kommer med ved bordet, ja, så kan man pænt stå udenfor og glane, varme sig ved sig selv, kigge ind og tænke sit. Albert er dog ikke en person, der har let til bitterhed, faktisk er han større end de fleste i sin tilgang til virkeligheden. Han synger sig selv som en anden Walt Whitman og lader resten være resten, være op til hver især.

Forfatteren Albert

Albert har udgivet hele 15 bøger til dato. Fra romandebuten i 1982 (Aldrig forgæves) til den seneste udgivelse, debatbogen Teaterdemokrati fra 2021. Først og fremmest er han dog poet, og igen kan vi kigge mod Nørrebro for inspiration, Alberts hovedværk, vil jeg nemlig mene, er digtsamlingen Brev til menneskesønnen fra 2015. Bogen er et langdigt i tre dele, hvoraf sidste del så passende hedder "Menneskesønnen på Nørrebrogade". Den beskriver fødslen af en "kakaofarvet dreng" på Nørrebro ved navn Mohammed, ikke en jomfrufødsel godt nok, men alligevel ikke til at tage fejl af, ikke mindst fordi Mohammeds forældre hedder Josef og Marcia, broderen Jakob og Mohammed i sig selv er lidt af et mirakel.  

Albert er en Jesus-freak. Ikke på den amerikanske måde, heldigvis, men ikke desto mindre er der en fascination af Jesus. Det gode og det onde står stærkt i hans bevidsthed. Ikke kun i Brev til menneskesønnen, ikke kun i forfatterskabet som sådan, men i hele hans væsen springer det tydeligt frem, at Albert har en svaghed for kærlighedsprofeter, for outsidere, dissidenter og mennesker på bunden. Alt bliver nivelleret i Alberts univers, tingene vendt på hovedet og de sidste stillet først. Det er en humanistisk filosofi, den tager Jesus som gidsel - ikke af ond vilje overhovedet, tværtimod, for det er den menneskevendte Jesus, Albert forguder. Den ydmyge gud, de ærlige menneskers gud. Jesus fra Thomas Evangeliet for at sige det mere koncist. 

Albert skrev om den spanske borgerkrig i sin debutbog Aldrig forgæves, og siden har hans bøger været præget af idealisme. Det er dog ikke påtaget idealisme eller medmenneskelighed, Albert giver sig af med. Jeg kan dårligt komme i tanker om en anden nulevende dansk forfatter, der på samme måde omsætter sig selv til digtning, tager sin skæbne på sig og med over i litteraturen. Hans digte er virkelighedsnære, de kredser om det store, livets store spørgsmål, samfund og eksistens. Men han gør det på en måde, hvor alle kan være med, for Albert taler til det enkelte menneskes håb.

Debattøren Albert

Individualisme og socialisme har aldrig været venner, der er en indbygget modsætning mellem de to koncepter. Den kollektivistiske tanke tåler sjældent dissidenter, mens liberalismen som ideal har det svært med fællesskabet. I sidste ende er de dog teoretiske størrelser og af denne grund nødvendigvis i opposition til livets strømninger. Noget Albert Hytteballe Petersen bestemt ikke er.

Alberts nye bog er debatbogen Teaterdemokrati (udgivet december 2021). Det er en bog, som ikke er bange for sig selv. Den taler stort om store emner, men ikke med store ord. Albert er ordblind, hvilket han aldrig lægger skjul på, og har ikke meget til overs for unødvendig intellektualisering. Bogen er noget så gammeldags som en heart to heart, et opråb til alverden, et ønske om at skrive til de "skriftløse" masser. Det er en politisk tekst helt uden politik. Eller den slags politik, der kun har øje for spaltning, som vil dele alting op i umenneskelige brøker. Selvom Albert bekender sig til venstrefløjens idealer og på flere måder tidligere har været aktiv i politik, er det ikke længere partipolitikken, som er afgørende for hans virke, tværtimod! (jf. kapitlet: "Demokrati er ikke partier", s. 80). Og det er noget af det forfriskende ved Teaterdemokrati - det er en bog, der går på tværs af almindelige politiske skel, uden blusel skærer den ind til demokratiets inderste ben og forsøger at formulere det, som ikke kan formuleres:

"Derfor handler denne lille bog ikke så meget om hvad demokrati er, men om hvad det ikke er. Den er en lille instruktionsbog i de farer, vi skal undgå, de manipulerende løgne vi skal gennemskue, når vi kæmper for vores fællesskaber, et samfund hvor vi borgere ikke bare inddrages, men igen er den styrende kraft." (s. 25).

Debatbogen består af 40 små kapitler, de forsøger at forklare, hvad demokratiet IKKE er. Der er et forord, et efterord og to mindre bilag. Hvert kapitel bliver indledt af et citat, der på forskellig vis illustrerer Alberts pointer med udgivelsen. Citaterne er hentet fra personer, Albert sætter højt, og viser mangfoldigheden af inspirationskilder til bogen. Der er citater fra så forskellige folk som Hal Koch, Christopher Lasch, Slavoj Zizek, Ole Grünbaum, Noam Chomsky, Mahatma Gandhi, Mette Gjerskov, Yanis Varoufakis, Buddha, Edward Snowden, Susan Sontag, George Orwell og ja - Jesus. 

Ligesom bogen kredser citaterne om det, der for Albert er vigtigt, nemlig at borgerne begynder at tage deres demokratiske ansvar på sig igen. Det er ikke nok at afgive sin stemme hvert fjerde år for derefter at læne sig tilbage og føle, man har gjort sin demokratiske pligt. Nej, siger Albert, pligten stopper ikke med stemmeafgivelsen, hér begynder den først for alvor på det dybere plan. Først når det enkelte menneske ser sig selv som politiker i sit eget liv, er der tale om et demokratisk forhold til magt og repræsentation. Albert er ikke som sådan modstander af det parlamentariske system, ej heller går han ind for direkte demokrati, men i hans optik er centraliseringen gået for langt, der er for stor afstand i dag mellem politikerne og folket, de skal forestille at repræsentere. Centralisering, teknokrati, spin og manipulation er ingredienser til en cocktail, der ender med at eksplodere. Vi må tilbage til en mere organisk form for demokratisk kultur, hvor de nederste kommer først og de øverste retter ind.  

"Demokrati er for vigtigt til at overlade til politikerne." (s. 270).   

Teaterdemokrati kan siges at være en naturlig forlængelse af Alberts virke på Facebook, ja, en form for SoMe-aktivist ville det ikke være for meget at kalde ham. Det er langt fra søde kattebilleder eller selfies, han poster, derimod har hans opslag altid en social og samfundsmæssig slagside, og jeg vil vælge at se den nye bog som en naturlig forlængelse af dette. 

Men hvorfor har jeg valgt at anmelde det hele menneske og ikke blot den nye bog, sådan som man normalt ville gøre? Fordi Albert Hytteballe Petersen er en underkendt forfatter og fortjener en omtale, der går ud over det typiske, men allermest fordi det i dette særlige tilfælde er umuligt at tage forfatteren og debattøren ud af mennesket - det er to sider af samme mønt, ikke lige til at adskille. Taler du en dag med Albert, vil du sikkert forstå, hvad jeg mener. Nørrebros Sokrates fornægter ikke sin skæbne.




onsdag den 11. maj 2022

Selvmordets følger

Fjodor Dostojevskij: ”Den sagtmodige”, oversat af Ole Husted Jensen, Batzer & Co 2022, 87 sider.

Af Egil Hvid-Olsen

Det er klart, at følgerne af et selvmord er døden for den, der har taget sit eget liv, men selvmordet har også følger for de efterladte. Ofte vil familie og venner spørge sig selv, om de kunne have gjort noget for at forhindre det hændte. Selvom det bestemt ikke altid er rimeligt, vil mange påtage sig en større eller mindre del af skylden for, at den døde foretog den skæbnesvangre handling - sandsynligvis for at opbygge en eller anden form for logik eller mening i den uforståelige tragedie. I Dostojevskijs novelle fra 1876 kan man med en vis ret give ægtefællen til den afdøde en del af skylden for, at hun sprang ud fra vinduet, sådan som han da også selv gøre det. Man kan tillige sagtens blive vred over, at han ikke har behandlet hende med større finfølelse. Det mest bemærkelsesværdige, og vel også det, der løfter novellen op som et litterært mesterstykke, er, at det forbliver uklart, hvad der i sidste ende fik hustruen til at klatre op i vindueskarmen, åbne vinduet og tage skridtet ud i det fald, der førte døden med sig. Således efterlader ”Den sagtmodige” sin læser i den samme uvished som mange pårørende til mennesker, der har taget deres eget liv.

”Den sagtmodige” er tidligere blevet udgivet under titlen ”Krotkaja”, der er blevet forstået som et egennavn, men som altså betyder ”den sagtmodige”. Titlen henviser til den 16-årige pige, der må gifte sig med den betragtelig ældre detroniserede officer og nuværende pantelåner, der er novellens plagede fortæller.

Inspireret af notits

Dostojevskij blev inspireret til at skrive novellen, da han læste en notits om en kvinde, der var sprunget i døden med et ikonbillede holdt fast mod brystet. Han udgav novellen i sit litterære tidsskrift ”En forfatters dagbog”.

Lige fra begyndelsen af står det klart, at en kvinde har taget livet af sig. Det er den efterladte enkemand, der fortæller om de forudgående hændelser. Han plages af dårlig samvittighed og taler, som om han skal retfærdiggøre sig overfor en flok anklagere. Og dog er han ikke hele tiden ude på at tale sig bort fra en eventuel skyld i det skete. Tankerne er springende, præget af den frygt og sorg, der fylder ham, men man får en klar fornemmelse af, at han ikke giftede sig med pigen af kærlighed. Han gjorde det snarere, fordi ægteskabet kunne hjælpe ham til at genvinde sin tabte ære. Han benyttede oven i købet sin indsigt i hendes dårlige økonomiske situation til at fremme sine muligheder for, at et ægteskab dem imellem kunne virkeliggøres. At han derved frelste hende fra en endnu værre skæbne, tillægger han ikke værdi efter hendes død, for nu har han erkendt, at det, han kunne give hende, ikke var tilstrækkeligt til, at hun fravalgte selvmordet.

Den dræbende tavshed

Mange ting går galt ægtefællerne imellem og fortællerens forvirrede gengivelser gør det aldrig helt klart, hvad der for alvor fik betydning for, at ægteskabet blev en fiasko. Meget tyder dog på, at det var tavsheden. Selvom de muligvis begge hungrede efter fortrolighed, stod nok særligt fortællerens strenghed i vejen herfor. Meget tyder på, at han ganske enkelt ikke har haft sans for, hvilke behov et andet menneske kan have.

Efter nogen tid hører fortællerens kone om, at han engang havde handlet på en måde, man fandt kujonagtigt af en officer og derfor måtte forlade sin stilling og blive pantelåner, hvilket ikke var nogen velset beskæftigelse. Selvom de forenes i afstandtagen til en af hans tidligere officerskolleger, formår de ikke at nærme sig hinanden; måske fordi han grundet hendes unge alder ikke tager hende alvorligt.

Manglen på gensidig forståelse kan være grunden til, at den unge hustru får noget, der kan minde om en depression. Det kan da også være så enkelt, at hun begår selvmord, da hun så småt er ved at vriste sig fri af depressionen. Den sidste fase i et sådant sygdomsforløb er den farligste, fordi det er på det tidspunkt, at den deprimerede får kræfter nok til at udføre det, han eller hun måske har ønsket igennem mange måneder. Dog giver Dostojevskij ikke noget klokkeklart praj om, at dette er grunden til selvmordet, hvilket da også ville have ødelagt fortællingen. Derved ville springet mod afgrunden være blevet forklaret, men det særlige ved selvmord er jo, at det ofte efterlader de pårørende med en uvished om, hvad der var den udløsende faktor.

En usympatisk, men ærlig fortæller

”Den sagtmodige” er særlig stærk, fordi fortællerens fortvivlelse skildres på baggrund af hans hårdhed. Han er virkelig ikke nogen sympatisk person, men rammes ikke desto mindre af en selvbebrejdelse, der fremstår meget ærlig. På den måde bliver han mere menneskelig, end hvis han bare havde afvist enhver form for selvanklage.

Som læser får man aldrig vished om, i hvor høj grad hans væremåde fik hende til at begå selvmord. Faktisk synes hun at have mindst mulig grund til at gøre det på det tidspunkt, hvor hun ikke desto mindre vælger at springe i døden. Dermed får læseren – også små 150 år efter at Dostojevskij skrev novellen - en smule indsigt i den fortvivlelse og forvirring, pårørende kan efterlades i, når et familiemedlem eller en ven vælger at tage sit eget liv.


 

fredag den 6. maj 2022

Modgift til moralsk monokultur

Egil Hvid-Olsen: Klamme kys og kærlighed
28 sider, Forlaget Læselyst
Illustreret af Jette Simonsen

Af Annemette Aracama
Børnelitteraturen har i årtier haft trange kår blandt anmeldere. Det er, som om børnelitteratur er en slags “ikke-litteratur”, en adspredelse, eller underholdning, som man ikke behøver tage alvorligt. I mangen en anmeldelse har udgivelserne sjældent fået tildelt mere opmærksomhed, end hvad der kan (u)tydeliggøres på tyve linjer. Dansk litteraturhistorie har til gengæld en perlerække af endog meget dygtige – og videnskabeligt funderet - litterater, så hvorfor disse ordknappe og få anmeldelser?

Der skal ikke gives et direkte svar her, blot forsøges en anmeldelse af en – lad det være sagt med det samme – velfungerende børnebog.

Børn i førskolealderen skriver sjældent anmeldelser, til gengæld er de ofte dygtige læsere. Anmelderen satte derfor to femårige stævne, da Klamme kys og kærlighed landede på matriklen. Det skulle vise sig at give anledning til en uventet udfordring.

Bogens hovedpersoner, Ida og Sejr, synes det er klamt, når voksne kysser, det være sig hinanden, men også ungerne. Kys er simpelthen bare klamme. Idas mødre, Mia og Line, kysser hinanden hele tiden og nu skal de giftes. Sejr, hans bror Ivan og deres forældre, som sjældent kysser, er inviteret med til vielsen, noget der giver anledning til, at Sejrs far værger sig, for er det trods alt ikke lidt underligt, at to kvinder skal giftes? Den reaktion accepterer Sejrs mor ikke og familien ender med at møde op i kirken til brylluppet. Fejringen af kærligheden i kirken forløser, og på vejen hjem kysser Sejr og Ivans forældre endelig hinanden.

“-Se, de kysser! Ad! Svarer Ida og ler. Hun og Sejr kigger i en bog. Den handler om en fattig pige, der bliver forelsket i en prins.”

Sådan lægges der fra land ved bogens begyndelse. Resten er historie, som det gerne hedder, for det her kender vi alle sammen, det er et eventyr og eventyr ender altid godt. Læseren skal gerne opleve hårde tider og megen modgang, men rammen er sat, det er eventyrets, det er den poetiske leg med livets brutale vilkår, et univers hvor alle modsætninger opløses og udgangen er de godes endegyldige sejr over det onde, alt det som skiller os ad. Det er en fortælleteknisk solid åbning af teksten, for hvad er sproget – og kærligheden - andet end den forunderlige kraft, der forener alle forskelligheder. Hvilket da også må være forfatterens pointe med Klamme kys og kærlighed, for Egil Hvid-Olsen formår ubesværet, at holde denne forunderlighedens og eventyrets ramme fra først til slut.

“Præsten siger en masse, som Sejr ikke forstår. På et tidspunkt holder han en tale. Han taler om Mia og Line.//Og nu rejser Line og Mia og kysser hinanden. - Det var slet ikke så klamt hvisker Sejr til Mor...”

Den sproglige æstetik er underspillet og fortællingen renset for liturgiens og ceremoniens overflødige effekter, det er kærlighedsbudskabet der tager prisen hjem i historien. At samkønnet kirkelige vielser fortsat kan give anledning til nid og nag i den danske befolkning i almindelighed og den danske folkekirke i særdeleshed, bliver næsten absurd i fortællingens univers, her hvor tekst og billedmateriale lægger op til omsorg for alle karaktererne. Det er modigt, taget i betragtning at forfatteren også er sognepræst i Folkekirken, hvor polemikken om samkønnet ægteskab synes at ha’ opnået evigt liv.

Illustrationerne i Klamme kys og kærlighed er nænsomt udført af Jette Simonsen og går æstetisk hånd i hånd med historien. Karaktererne er let genkendelige gennem hele fortællingen, ligesom de står i et tekstnært forhold og samtidigt highlighter historiens bevægelse frem mod kærlighedsbudskabets forløsning. Farvepaletten er holdt i jord- og pastelfarver, hvilket underbygger tekstbilledets næsten ydmyge form. Tilsammen fokuserer sproget og billedfladen i Klamme kys og kærlighed på det bånd der knytter alle forskelle, mellem barn og voksen, køn og polemikker, sammen til en universel enhed.

Tilbage til anmelderens udfordring og de to femårige ...

Børn er naturlige genier, når det drejer sig om narrativitet, på intet andet tidspunkt i menneskelivet blomstrer fortællekraften så frit som i barndommen. De er, måske netop derfor, et notorisk krævende og alt andet end taknemmeligt publikum. Lakmusprøven giver gerne et svar allerede på første side. Er det kedeligt, så kasseres bogen så let som ingenting, alt imens ynglingsbogen bliver genlæst, krammet og forbrugt indtil ukendelighed, ikke at forglemme børns springende læsestrategier, der bliver nemlig gerne kommenteret lydeligt, samt stillet et utal af spørgsmål undervejs gennem bogen.

Klamme kys og kærlighed bestod testen. Den gik rent ind, så at sige, og det er ganske vist, kys er klamme! Udfordringen derimod bestod i at forklare, hvorfor det skulle være et problem, at to kvinder kysser hinanden og vil giftes? Det kan være vanskeligt at forklare baggrunden for et verdensbillede, som man ikke selv hverken forstår eller deler.

Klamme kys og kærlighed lægger sig tæt ind til en skandinavisk tradition for at indbyde barnet til refleksion og dialog, hvilket den lille, men alligevel store bog mestrer på fornemmeste vis.