Forelskelsens væsen

Fjodor Dostojevskij: ”Hvide nætter”, Batzer & Co 2021, oversat af Trine Søndergaard, 111 sider.

Af Egil Hvid-Olsen

Fjodor Dostojevskij var 27 år, da han skrev den korte roman ”Hvide nætter”. Det er ikke umuligt, at hans fortæller har visse af forfatterens egne træk. Han er i hvert fald forsynet med en levende fantasi, der får ham til at danne sine helt egne hændelsesforløb, hvori de personer, han passerer forbi, agerer aktører. Selvom han kan få mange eftermiddage og aftener til at gå med at digte en lang række fortællinger for sig selv, og selvom han klart foretrækker dette fremfor sit trivielle arbejde, erkender han dog, at han er ensom. Ét er hans dagdrømme, der nærmest har udviklet sig til en hobby. Noget andet, at han umærket ved, at han udlever sit følelsesliv i en fiktiv verden. Det er ganske simpelt ikke den rene vare, hvilket han tydeligt forstår, da han møder den unge Nastenka, som han forelsker sig hovedkulds i.

Nastenka er en forældreløs pige, der bor hos sin strenge bedstemor. Den gamle kræver disciplin og hæfter barnebarnets kjole sammen med sin egen, så Nastenka ikke kan forlade sin bedstemor, uden at det bliver opdaget. Dog benytter den unge pige de sene aftener, når bedstemoderen er gået i seng, til at snige sig ud. Hun har et helt særligt ærinde, hvilke både fortælleren og læseren først får indblik i på et senere tidspunkt.

Umiddelbart virker det dog lidt som koketteri, da Nastenka takker ja til at møde fortælleren igen på én betingelse:

- Netop fordi jeg kender Dem, inviterer jeg Dem til at komme i morgen, sagde den unge pige leende. - Jeg kender dem allerede. Men hør efter, De må kun komme på én betingelse, først og fremmest (og vær rar at gøre som jeg beder om – De kan jo se at jeg taler oprigtigt), De må ikke forelske dem i mig … Det går ikke, jeg beder Dem. Venskab er jeg parat til, her har De min hånd … Men ingen forelskelse, jeg beder Dem! (s. 25).

Allerede på dette tidspunkt er fortælleren klar til at love alt for at forenes med Nastenka, så hun får hans ord samt fulde opmærksomhed.

Hvide nætter og en mørk morgen

De kommende nætter mødes de to igen til fortællerens udelte glæde og Nastenkas store tilfredshed. Fortællerens nætter med den unge kvinde beskrives som hvide, fordi hun lyser dem op. Men…

Mine nætter sluttede med en morgen. Det var dårligt vejr. (s. 107).

Således ender kærlighedshistorien i sin modsætning. Og dog… Fortællerens nederlag slår ikke hans kærlighed ihjel. I hvert fald ikke med det samme. Dertil elsker han Nastenka for højt. Forsætter han med at elske hende, fordi han er en drømmer og på den måde kan fastholde deres forhold i fantasien? Elsker han hende, fordi han ikke orker at erkende virkeligheden? Eller elsker han hende, fordi han ikke kan andet? 

Hvad enten svaret er det ene eller det andet, udgør ”Hvide nætter” en fin beskrivelse af den stormende kærlighed. Den, der ikke kun gør blind, men også snakkesalig, ja, nærmest pludrende. Således udgør størstedelen af bogen de to hovedpersoners dialoger, hvori mange lange monologer om den talendes følelser indgår. De to lukker sig om hinanden, sådan som nyforelskede har det med at gøre. På den måde bliver ”Hvide nætter” en skønlitterær afsøgning af forelskelsens væsen. Alene af den grund er den en fornøjelse at læse.