fredag den 27. januar 2017

Det marginaliserede og mangfoldige!

Abdellah Taïa
Et sted at dø
Forlaget Arvids 2016

Af Carina Wøhlk.
Abdellah Taïas tidligere bøger, der er oversat til dansk (Englene fra Frelsens Hær og Arabisk Vemod), kredser om forfatterens egen opvækst og udviklingshistorie. I Et sted at dø forlader Taïa det selvbiografiske univers. Han træder et skridt tilbage fra sin egen historie - og står alligevel fast på flere af forfatterskabets kendte temaer: Landflygtighed, længsel, traumatisering, tabuisering, desperation og desillusion. Bogen udspiller sig hovedsageligt i trange lejligheder i Salé i Marokko og i den parisiske bydel Barbés.



LGBT-fortællinger
Persongalleriet er bredt og broget. Den mest fremtrædende figur er den marokkanske prostituerede Zahira. Hun er omdrejningspunktet for fortællingerne, der elegant væves ind i hinanden. Læseren stifter også bekendtskab med den transkønnede algierer Aziz/Zannouba, den homoseksuelle Mojtaba, der er på flugt fra regimet i Iran, den forsmåede bejler Allal og Zahiras faster, Zineb, hvis uvisse skæbne giver genklang bogen igennem. Undervejs slutter lignende stemmer sig til koret. Alle drømmer de om et bedre liv andetsteds. Alle søger de livsomvæltende møder og mirakler, men dybest set finder de bare et andet sted at dø.

Uden egentlig plot
Typisk for Taïa har bogen ikke et egentligt plot eller handlingsforløb. Alligevel er der en fremdrift i fortællingen. Den drives frem af den skiftende fortællerstemme, der enten taler i monolog eller i dialog med en anden gennemgående figur.
Taïa sætter emner som prostitution, homoseksualitet og transkønnethed ind i en arabisk kulturkontekst. Det er et modigt greb. Med sit forfatterskab sætter Taïa ord på det unævnelige og giver mund og mæle til LGBT-fortællinger, som eller ikke ville komme til orde.
Bogen er skrevet i et sprog, der på en gang er råt og poetisk. Taïa formulerer sig ofte i korte sætninger, der i staccato-agtige stød giver læseren en fornemmelse af det abrupte og usammenhængende i personernes liv.
Taïa portrætterer det marginaliserede og mangfoldige. Men når alle kulturelle, religiøse og seksuelle lag er skrællet væk, er de eksistentielle behov og bekymringer de samme. Når alt kommer til alt, er vi bare mennesker af kød og blod – med håb og higen efter noget bedre.




torsdag den 19. januar 2017

Skæbnefortællinger i hyrevognen

Zeev Sevik Perl: ”Taxafortællinger”, Psonne 2015, 80 sider, ISBN: 978-87-998592-0-

Af Egil Hvid-Olsen
En gang om året deltager jeg i en teaterfestival, hvor jeg går fra den ene forestilling til den anden. Niveauet er forbløffende højt. Det var det også, da jeg en eftermiddag gik ind i et lokale uden vinduer og sammen med det øvrige publikum blev budt velkommen af en israelskfødt mand, der ikke blot var forestillingens eneste skuespiller, men også dens manuskriptforfatter. Zeev Sevik Perl fortalte med sin charmerende accent to selvoplevede hændelser. Når han ikke spiller skuespil, kører han nemlig taxa, og på nogle af disse ture sker der noget, der er en fortælling værd. Han fortalte om dengang han kørte til Hundige Stationscenter og videre til Christiania med tre kriminelle andengenerationsindvandrere, der ændrede deres attitude og holdning til ham undervejs. Ligeledes fortalte han om, hvad der kan ske, når der pludselig sidder en gammel mand i ens taxa og beder om at blive kørt til en adresse, der viser sig at være beboet af nogle for ham vildt fremmede mennesker.
Ud over disse to fortællinger har Perl skrevet syv mere. Alle ni er udgivet i den lille bog ”Taxafortællinger”.

I Perls taxi
Fortællingerne er bygget op på nogenlunde samme måde, og dog adskiller de sig tydeligt fra hinanden. Ofte opstår der nogle dramatiske hændelser, som i dette tilfælde:
Stille og roligt lægger han sin telefon fra sig, vender sig mod mig, og med tårer i øjnene siger han til mig, at han i virkeligheden ikke har lyst til at leve længere. Derpå flår han døren op og forsvinder ud på den mørke snedækkede mark. (s. 62).
Perl selv er hovedpersonen i sine fortællinger, idet det er ham, der har oplevet det fortalte. Men han lader sine passagerer få god plads og giver deres skæbne ord. Selvom det følgende eksempel ikke er enestående, er det lige præcis den kvinde, der satte sig ind i Perls taxi og bad ham køre til Møn, samt hendes triste livsbane, man får indblik i.


Perl, som skuespiller i en Far til fire-film


Min første rigtige kæreste
”Han var min første rigtige kæreste. Vi blev gift i Stege Kirke på Møn, og vores samliv gik godt til at starte med. Indtil drukturene tog overhånd. Til sidst kunne vi kun holde hinanden ud, når vi var fulde begge to. Da han en dag blev taget med alt for høj promille i blodet, mens han kørte i sin lastbil, mistede han både sit kørekort og sit levebrød. Han besluttede sig for at stille flasken på hylden, og han har sgu ikke drukket en eneste dråbe siden. Det siger han i hvert fald”.
Her bryder hun ud i endnu en omgang dåselatter.
”Det endte med, at jeg måtte flytte fra ham. Siden boede jeg sammen med den ene alkoholiker efter den anden.
Det endte altid med, at jeg fik tæsk og flyttede ind hos det næste røvhul, som også tæskede mig. Men i alle de år forblev mig og Otto gode venner. Han har nemlig aldrig så meget som løftet en finger mod mig og har altid respekteret mig. Derfor er vi venner for livet”.
Med disse ord hiver hun Elefant nummer to op af posen og efter en slurk, som tømmer halvdelen af flasken, kigger hun alvorligt på mig og spørger, om jeg tæsker min kone.
Jeg griner, og forsikrer hende om, at jeg ikke kunne finde på det.
”Det er godt at høre. Skål!” råber hun ind i mit øre. (s. 44).

Socialrealisme som blind passager
”Taxafortællinger” er levet liv; en form for socialrealisme, der kun er bearbejdet af forfatterens hukommelse og skrivestil. Fortællingerne bevæger sig frit mellem det triste og morsomme, alt efter hvordan den enkelte tur udviklede sig i virkeligheden. At læse bogen er lidt som at være blind passager i Perls taxa. Sammen med ham møder man meget forskellige mennesketyper. Ind imellem ville man gerne have kørt lidt længere med passageren. Andre gange er man lettet over, at vedkommende endelig steg ud.
Perls fortællesamling skæmmes kun er en lidt for sjusket korrekturlæsning.


fredag den 13. januar 2017

Otto Gelsteds blonde terrorist

KLASSIKERLÆSNING: Otto Gelsteds digt Reklameskibet

Af Knud Vilby
I 2016 fik jeg sammen med Niels Skousen Gelsted-Kirk-Scherfig-prisen. Det var en ære og en stor glæde, og det fik mig blandt andet til at genlæse en del af Otto Gelsteds digtning. Det fik mig også til at reflektere over min ungdoms fascination over terror. Selv om det ikke var det udtryk, jeg brugte dengang, hverken når jeg talte højt, eller når tankerne blot kørte rundt i min teenage-hjerne.
Gelsted
Teenage-terror-tænkningen havde at gøre med det store digt "Reklameskibet" fra digtsamlingen jomfru Gloriant i 1923. Otto Gelsted var 35 år. Tiden var lige efter Første Verdenskrig.

Den marxistisk inspirerede venstreradikale Otto Gelsted dedikerer sit digt til kammeraten og (i hvert fald senere) partifællen Hans Kirk og beskriver i digtet det kommercialiserede vestlige samfund som et brølende og blinkende reklameskib og narreskib, der indeholder alt, for alle der kan betale. De elektriske projektører reklamerer i ildskrift for køb af Ford-biler.

Der er Kodak og Johnnie Walker og Tuborg. Der er sensationer, fallerede berømtheder og regenter, filmstjerner med Odol-smil, og alt fra millionærens luksus wc til fransk køkken, kubisme og kemisk madlavning, samt den sociale udstilling, der viser samfundet i længdesnit inclusive proletaren, der ædes op af lus i en skarnkasse. Det er funklende og imponerende, men også råddent og dybt depraveret.


Var det den verden, verdenskrigens sejrherrer hade kæmpet for? Og skal den overleve?
Det skal den ikke i Gelsteds digt. Reklameskibet stævner ind i den skumrende havn, og digtets slutning lyder sådan her:

"Men inde i Havnen

Sidder en mand i et Skur
Foran et bord med Urskiver og Maskiner.
Han har en shagpibe i munden
Og ser ud som en almindelig blond dansk student.
Han venter på det Øjeblik,
Da Skibet er over det rette Felt.
Så trykker han på en Knap.
Der er ingen ild fra Himlen, han venter,
nej, han selv rejser Ilden fra Afgrunden.
Og midt i den populære Shimmy:
"Ryst mig, til jeg revner"
Mens en Ildmand skræver frem på Reklameskibet
Og forkynder en ny Sandhed for Menneskeslægten:
OMA ER BEDST
lyder et brag".

Det var få år efter den russiske revolution. Der var kapitalismekritik, og der blev -om end indirekte - peget på et alternativ til Reklameskibet, der nødvendigvis måtte gå under. Anmelderne talte om, at Gelsted "gjorde det af med efterkrigstidens maskin- og fremskridtsjubel".

Jeg læste digtet i gymnasiet i 1950'erne. Nu var det efter Anden Verdenskrig, og det gav en ekstra dimension, at det var vores fantastiske klasse- og dansklærer, der introducerede digtet for os. Han hed Povl Kildemoes og havde tilbragt det sidste krigsår i en tysk koncentrationslejr, som frihedskæmper. Han vidste om nogen, hvad det ville sige at kæmpe for sit samfund. han fik i øvrigt siden tillidsposter i Det Konservative Folkeparti.

Politisk var der langt mellem Gelsted og Kildemoes. Alligevel var det ham, der fik mig og os til at se storheden i digtet. Jeg husker ikke diskussionerne, men jeg har aldrig glemt digtet, og jeg husker fascinationen af den unge blonde student i skuret. Jeg forstod tanken om, at hele lortet måtte sprænges i luften. Ved ikke om jeg sympatiserede, men jeg kunne i hvert fald godt sætte mig ind i tankegangen.

Dengang i 1923 vidste man jo godt, at kommunisterne ville omstyrte samfundet, og den russiske revolution var et vidnesbyrd om, at snakken om samfundsomstyrtning var mere end snak. Alligevel kunne digtet udgives og opnå berømmelse. Og efter endnu en ødelæggende verdenskrig kunne min konservative gymnasielærer vise os 16-17-årige digtets kvaliteter.

I disse tider, hvor ytringsfriheden indskrænkes med gode og dårlige argumenter, kan jeg ikke lade være med at tænke på, om "Reklameskibet" i virkeligheden er i strid med straffelovens § 136 stk. 2, der gør det ulovligt og strafbart at opfordre til terror. Ikke at jeg tror, man med snart 100 års forsinkelse "vil komme efter" digtet, men ville det være lovligt, hvis et digt i dag på tilsvarende vis beskriver en sorthåret arabisk udseende ung mand, der vil sprænge det vestlige forretningsdreven og kynisk kapitalistiske samfund i luften?
Dengang i 1923 vidste man jo godt, at kommunisterne ville omstyrte samfundet, og den russiske revoluition var et vidnesbyrd om, at snakken om samfundsomstyrtning var mere end snak. Alligevel kunne digtet udgives og opnå berømmelse. Og efter endnu en ødelæggende verdenskrig kunne min konservative gymnasielærer vise os 16-17-årige digtets kvaliteter.
Dengang tænkte jeg mindre over de omstændigheder. I dag, når jeg tænker tilbage, synes jeg, det var stort