Tegnet film noir

Jan Egesborg, Akekrat M. Formalynn, Pedro Lopez: ”Træpigen”, 2023, Fahrenheit, Grafic Novel.

Af Egil Hvid-Olsen

Der er ikke så lidt tegnet film noir over Egesborg, Formalynn og Lopez’ Grafic Novel ”Træpigen”. Stemningen er dyster og luften tyk i smogplagede Bangkok, hvor gangsterbander konkurrerer med hinanden uden respekt for menneskeliv. Bogens hovedperson minder umiddelbart om en traditionel privatdetektiv fra 40ernes amerikanske detektivromaner. Og dog er han en helt anden type, fordi han er præget af netop det nævnte årtis grufulde folkemord.

Henrik, som han hedder, har rødder tilbage til Holocausts ofre, og de overlevendes traumer har præget hans barndom og opvækst. Efter en mislykket tilværelse som læge og familiefar i Danmark er han endt i Thailand, hvor han ernærer sig dels som træner i Muay Thai/thaiboksning for de lokale mafiabosser, dels som privatdetektiv.

Det lyder lige lovlig konstrueret, men fungerer faktisk ganske godt som udgangspunkt for en enkel, men også voldsom historie.

Den forsvundne pige

Henrik opsøges af et dansk ægtepar, hvis datter er forsvundet. Han igangsætter eftersøgningen og vikles ind i et spind af løgne, mord og ulovlig fældning af skov. Alt, hvad han har at holde sig til, er en træbrik. Finder han de øvrige, er det tydeligt, at de danner et portræt. Han forventer, at den portrætterede kan bringe ham frem til løsningen på, hvad der er sket med den unge, danske pige.

Virkemidler fra actionfilm

Der er ikke sparet på virkemidler, der er kendt fra actionfilm. Her er både brølende motorcykler, intense slåskampe og umisforståelige trusler, men Henrik er på trods af sine evner udi Muay Thai en mere skrøbelig karakter end diverse aktionhelte. Han er forfulgt af sin slægts og egne oplevelser, og plages af dårlig samvittighed.

”Træpigen” er præget af en sikker sort streg på hvid baggrund. Derved skabes stemningsfulde scenarier, men bogens helt store kvalitet er, at den bringer klimaudfordringerne ind i privatdetektivgenren.

Noveller uden parfume

Ulrik Gräs: ”Uparfumeret”, 2015, Tiderne Skifter.

Klassikerlæsning.

Af Egil Hvid-Olsen

På forsiden danner en række uens majuskler fra en gammel sættekasse ordet ”Uparfumeret”, og det er netop, hvad Ulrik Gräs’ noveller er. Samlingen rummer 10 af slagsen, og de skildrer alle menneskers skæbnestunder, der opstår på baggrund af egnes eller andres valg. Det er lige på og hårdt – uparfumeret - men samtidig formuleret med Gräs’ særlige lyriske prosa.

Enkelte af novellerne omhandler selvmord; et tema, som Gräs senere har taget op i novellesamlingen ”Galgenfugle” fra 2020. Den indledende novelle, ”Buksevand”, belyser en af de baggrunde, der kan være for selvmord, nemlig mobning. Her er det ikke kun klassekammeraterne, men også læreren, der mobber en elev, som ikke kan følge med i diktat. Selvom han kæmper mest muligt imod, ved han, hvordan det ender:

”De vil råbe efter ham i skolegården, lige så snart det ringer ud. De vil råbe: Rul og rens! Giv ham buksevand. Så I det. Han pissede i bukserne. Send ham til rensning over kummen!” (s. 14).

Sexlivet trænger til et boost

I ”Luder for en dag” træffer fortælleren en aftale med en prostitueret i Amsterdams Red Light District. Hun og hans kone skal bytte plads i nogle timer. Det er ikke planen, at fruen skal sælge sig selv. Hun skal bare byde sig til, mens han sidder på en beværtning overfor og følger scenariet, mens han nyder et glas øl eller to.

”Jeg ønsker blot at se hende udstillet i vinduet. Hun må gerne åbne det og tale med de mænd der defilerer forbi, standser op og spørger til varen og prisen, og som jeg kender hende, skal hun nok finde en passende anledning til at afvise besøget.” (s. 57).

Noget tyder på, at parrets sexliv trænger til et boost, men spørgsmålet er, om ægtemanden vælger den rigtige måde at gøre det på. Handler parforholdet kun om sex eller også om kærlighed?

Vrangforestillinger og psykiske lidelser

Efterhånden som læsningen skrider frem, bliver novellernes hovedpersoner i højere grad præget af vrangforestillinger og psykiske lidelser. I ”Musik for en tvivler” orienterer en mand sig alene efter sine fortolkninger af Bachs 2. Brandenburgkoncert, fordi han har mistet tilliden til samfund og ordensmagt.

Samlingens afsluttende novelle, ”Besøgsvenner”, er også dens absolutte perle. Her er fortælleren, der har en bipolar lidelse, blevet forsynet med en hjelm, der kan sende elektriske impulser ind i hans hjerne. Han kan ”medicinere” sig selv med disse impulser, og på den måde opretholde en tilværelse, som han finder sig tilpas i. Dog sikrer hjelmen ikke mod en række vrangforestillinger, der ofte er af paranoid art. Gräs sætter mesterligt ord på fortællerens oplevelse af hjelmens funktioner:

”Strømmen strømmer.

Strøm er et dovent element der finder den hurtigste vej til nervebanerne gennem mit kraniums rillede bark, strømmen spiller ud, og mine hjernefelter reagerer impulsivt, trækker sig sammen membranøst og udfolder sig som en blomst på kraniebarken. De elektriske åndedrag via pulsgeneratoren sender deres brise gennem mit sinds opladede intellekt med forestillinger på synsnerven som avlende fraktaler; strålen retter operativt sit lys på et indre lærred, hvor mønstrene møder hinanden i en boogie-woogie.” (s. 115).

Det er ikke nogen munter oplevelse at læse Ulrik Gräs’ uparfumerede noveller, og dog er en del af dem præget af en skæv humor, der ikke opbløder alvoren, men forsyner den med en ny forståelseshorisont.

14 behov for sjælen

Simone Weil
Rodfæstelsen – Optakt til en erklæring om pligter over for mennesket
Forlaget Mindspace

Af Jakob Kvist
Simone Weils ”Rodfæstelsen – Optakt til en erklæring om pligter over for mennesket” er en bog med en imponerende spændvidde, som kræver tid af sin læser for at tage helheden til sig. Men man spilder ikke tiden, når man følger Weils tanker bruse frem side for side. Noget af det enestående ved ”Rodfæstelsen” er, at den rummer et helt verdensbillede. Weils kritik er ikke en stilstående kritik, som blot peger fingre ad det bestående. Det er en levende kritik, som hele tiden forskyder sit eget udgangspunkt. Det er en kritik, som formår den svære kunst både at rive ned og bygge op i en og samme bevægelse. 

Simone Weils belæsthed er mildest talt imponerende, og bogen trækker på forskellige discipliner som religionsvidenskab, filosofi, politisk tænkning og historie. Hver gang Weil kredser om en historisk periode, åbnes der op for nye måder at tænke om historien på. Weils kritik af sin egen samtid i starten af 1940’erne finder blandt andet sine begrundelser i de mange misforståelser, som den vestlige tankegang er bygget på. Romerne gøres til de store syndebukke for at fordrive den sande kristne tro ved at tømme den for åndeligt indhold. Den romerske kristendom var intet end et politisk partiprogram ifølge Weil. Samtidigt ødelagde romerne enhver form for kultur. Weils kritik går på, at når romerne havde besat et mindre kulturelt område, da ville dennes kultur efterfølgende blive glemt i historiebøgerne. Romernes ærinde var ekspansion og magtkoncentration gennem kulturel ensretning. Uden nogen som helst interesse i at opfylde nogen former for eksistentielle behov. En adfærd, som på mange måder karakteriserer vestens umenneskelige dominans af verden i dag. 

Sjælens behov

Weil starter modigt og kløgtigt ud med at formulere grunden for hendes egen tænkning. Hun gøder sin egen jord, før hun kritiserer naboens. Begrebet om forpligtelse står centralt. Weil kritiserer rettighedstankegangen, hvor man blot rager til sig under parolen: ”det er min ret!”. Universet og jorden er ikke skabt for at give mennesker rettigheder. Derimod er tilværelsen forbundet med forpligtelser, og overholdelsen af disse er med til at holde verden i gang på en levedygtig måde. Men det har vi glemt i dag. Disse forpligtelser udspringer af det, Weil kalder for sjælens behov. Mennesker eksisterer ved at hænge sammen med verden, men denne uadskillelige sammenhæng er ikke selvopretholdende. Den må mennesket selv opretholde gennem forskellige ritualer og forpligtelser. Vores måde at forvalte vores forpligtelser på har stor indflydelse på vores oplevelse af virkeligheden. Vores eksistens får fylde afhængigt af måden, vi lever op til vores forpligtelser på. Centrum for forpligtelser er medmennesket: ”Enhver er forpligtet over for andre mennesker, alene fordi de er mennesker.” Ansvaret over for det andet mennesket kommer før en hver form rationalisering. Vi kan altså ikke tænke os frem til en sand moral, men vi kan mærke den med kroppen i vores samvittighed: ”Denne forpligtelse hviler ikke på noget, men dens eksistens erfares af den genklang, den finder i hvert menneskets samvittighed”. 

For Weil styrker det sunde fællesskab åndeligheden mennesker i blandt. Men Weil har et skarpt blik for, hvordan moderne samfundsformer har en tendens til at æde sjæle frem for at give dem næring. Når samfundet er sygt, siger Weil, må man i visse tilfælde: ”lade sig inspirere af kirurgiens metoder.” Uddrivelsen af sygdommen i samfundslegemet kræver kirurgisk præcision. 

Orden

Sjælen har brug for orden. Den bliver til i et kaotisk virvar. Dens ophav er skabende dynamikker, men for at kunne orientere sig må sjælen have ordnede forhold. Hertil hører behovet frihed, så sjælen har valgmuligheder, som dog begrænses af hensynet til de andre i fællesskabet. Men den sande frihed, hvad Weil kalder for sindets frihed, lader sig ikke begrænse af ydre regler. De ydre reglers begrænsning er tværtimod med til at øge den indre frihed. Fx er forbuddet mod at spise usunde ting måske noget, som begrænser madmulighederne, men samtidigt noget som styrker frihedens indre ligevægt. Lydighed er et behov, Weil vender tilbage til flere gange. Evnen til at være lydig er med til at opfylde eksistensens længsel efter det gode. Det gode skal ikke forstås i dualistisk forstand. Det gode er derimod i alt, som eksisterer, og det gode eksisterer dermed ikke i en adskilt sfære, som kun de artige har adgang til. Det gode er det hele, den store sammenhæng i universet. Men det kræver en art kosmisk lydighed at kunne gøre sig modtagelig for en større mening. Weil går så langt som til at sige, at mennesket er sygt, hvis det ikke adlyder noget. At kunne adlyde vil sige at give slip på sine egne storhedstanker. Det er erkendelsen af, at man er afhængig af mekanismer, man kun kan gøre sig håb om at påvirke gennem lydighed. Man kan også sige, at lydighed handler om at forstå, hvilke love der udøver indflydelse på ens væren i verden. 

Simone Weil lister op i alt 14 behov for sjælen, som alle udfoldes med gennemtænkte kommentarer. Det er værd at nævne sjælens behov for sandhed, for opfyldes dette behov ikke, visner sjælene, og virkeligheden bliver til en bunke af løgne. Det fylder mennesker med mismod og får dem til at gøre de mest nederdrægtige ting ved hinanden og naturen. Vor tids senkapitalistiske samfund lever skræmmende meget op til Weils begreb om organiseret løgn. Vi har brug for sandhedselskere, fordi de vil kæmpe for et miljø, hvori sjælen kan mærke sandheden og dermed komme i berøring med noget virkeligt. Målet med sandhed er at få mennesker til at tænke i stedet for at bedøve dem. Men sandhed er en mere sammensat praksis end som så, som jeg vil vende tilbage til senere. 

Rodløsheden

Sjælen er som en plante for Weil. Den har brug for en nærende jord at slå rødder i. Dens behov er som planten, der har brug for vand og sol i bestræbelsen på at vokse sig stærk. Men på sin samtid sporede Weil hurtigt, at sjælene var uden rødder. Ingen holdepunkter. Intet at forankre sin eksistens i andet end gale magthavere og organiserede løgne. 

Sjælen har brug for at vokse i sundt miljø for at kunne være stærk nok til at modtage påvirkninger udefra. Påvirkninger udefra forklarer Weil: ”ikke som et tilskud, men som en tilskyndelse til at leve sit eget liv mere intenst”. Det er gennem sit eget miljø, at et menneske bør modtage ydre påvirkninger, og man bør først leve dem, når man selv har fordøjet dem. 

Fædrelandskærligheden

Her spiller fædrelandskærligheden en vigtig rolle for Weil. Fædrelandskærligheden er vigtigt for ethvert menneske. For den jord og det område, man er opvokset i, har været med til at forme én til den, som man er blevet. Fædrelandet har været et miljø, som har beskyttet og styrket én. Fædrelandet bør være det filter, hvor det udefrakommende trænger igennem til ens livsnerve. Derfor bør man elske sit fædreland: fordi det har gjort éns eksistens mulig. Men faren opstår, når fædrelandskærlighed slår om til patriotisme, for da lukker fædrelandskærligheden om sig selv, og man bliver dermed uimodtagelig for berøring udefra. Patriotismen bliver hurtigt til både fascisme og racisme og evner kun at genkende sit eget spejlbillede i alt, hvad den møder i verden. Alt fremmed, alt som ikke kan gøres til genstand for umiddelbar genkendelse skal slås ned og udryddes. Der er kun plads til patriotismen kunstige verdensbillede for de mennesker, som lever i patriotismen. Det er en yderst farlig tilstand at havne i, da man er for bedøvet til at kunne se verden fra andre sider end sin egen. 

Weil kommer med mange interessante historiske eksempler og drager paralleller til sin egen samtid. Hun analyserer den franske kollektive bevidsthed og viser, hvilke interessekonflikter som skabte splid i datidens Frankrig. Hun nævner blandt andet kløften mellem arbejderne og landmændene. Det er en fornøjelse at læse, hvordan Weil viser, hvor mange meningsløsheder verden består af, når man tænker dem igennem. Ting i dag behøver ikke at være meningsfulde for at blive anerkendte, vi skal blot have været vant til dem længe nok. Vestens verdensbillede er bygget på nonsens. 

Rodfæstelsen

I det sidste kapitel Rodfæstelsen fuldender Weil helheden i sin egen tænkning. Indtil da har vi hørt om de grundlæggende behov, og hvordan disse misligholdelses. Men nu skiftes der til en større metafysisk klinge. Weils helt særegne tænkning bestående af hendes egen forståelse af kristendommen, videnskaben, religionshistorie og filosofi mm. kommer til sin ret. Weil kredser om det, hun kalder for den menneskelige naturs skjulte struktur. Det kræver en særlig type handling at vække: ”de dybtliggende ressourcer, der ligger skjult i hver enkelts sjæl…”. Det sker igennem den inspiration, som går ud i musklerne og slår ud i handling. Det er med andre ord en intim og kropslig praksis, hvori man styrker sin evne til at blive berørt. Det handler om evnen til at udtrykke nuancer og registrere indviklede forbindelser. For heri befinder det gode sig, men det kræver en særlig viljeshandling at kunne høste frugterne. Derfor må man træne sig i: ”en uendeligt kostelig dyd, der forhindrer mennesket i at lyve for sig selv for at slippe for ubehag.”. 

Man skaber det bedste miljø for sandhed i ensomhed, fordi: ”En sandhed opstår kun hos et enkelt menneske. Hvordan skal det kommunikeres til andre?”. Her rammer Weil lige ned i sandhedens problem. Alt hvad der er virkeligt, foregår lige foran én. Det synes som det mest indlysende i verden. Men når man forsøger at indfange det virkelige, kommer man i problemer. Sandheden undgår enhver form for identificering. Hele tiden trækker den sig væk, når man forsøger at indsluse den i vores symbolske ordner. Det virkelige synes tættere på vores sanser, og derfor er virkeligheden noget, man kommer i berøring med. At kommunikere sandheden videre kan aldrig gøres fyldestgørende. Men vi kan træne os i at bruge sproget på særlige sanselige måder for bedre at blive ramt af de sansegnister, som vores berøring med virkeligheden kaster af sig. Weil siger direkte, at sandhedens vandringer mellem mennesker er et spørgsmål om følelser, og hertil vil jeg tilføje sanser. 

Det er tanken, som tæller

Den sande handling overskrider den strategiske nytte. Dens storhed bedømmes ud fra dens bevæggrunde. Det er tanken, som tæller. Når en handling forbinder sig med sine bevæggrunde, frembringer den en fyldig virkelighed. Samtidigt siger Weil, at den sande handling skaber nye bevæggrunde i sjælen, hvilket vil sige, at den dydige handling er med til at indstifte ny mening i verden. 

Vi går galt i byen i dag, fordi vi er drevet af en falsk opfattelse af storhed. Denne tankegang er interessant i vores samtid, hvor vi hylder eneren, iværksætteren og den individualiserede vej til toppen. Vi tror, at storhed handler om den kloge egoisme. Men det er en falsk storhed, fordi det ikke forpligter sig på andet end umenneskelig adfærd og undertrykkelse. Når vi hylder eneren i vores samtids umenneskelige konkurrence-ræs, resulterer det i, at: ”De svages ulykke bliver ikke engang genstand for opmærksomhed; men muligvis for afsky.”. Det er ens egen skyld, hvis man ikke opnår øjeblikkelig og konstant succes. 

Weil har sin egen måde at læse historien på. Historikerens overdrevne fokusering på kendsgerninger resulterer i, at man ikke bliver i stand til at forstå, hvordan f.eks. en græker tænkte i antikken. Med Weils ord: ”Den såkaldte historiske ånd trænger ikke gennem papiret for at finde ind til kød og blod. Den består i, at tanken underkaster sig dokumenterne.”. Historikeren kigger på historien som var den et dukketeater og går mere op i kulisserne end, hvordan det egentligt var at leve, elske og eksistere. Historikeren ser kun historien fra ydersiden og misser ikke kun dybden, men også alle de indviklede forbindelseslinjer på kryds og tværs af tiden. 

Kærligheden til gud

Weil har ikke meget til overfor den kristendom, som er på mode. Weils kristendom har et andet sigte: ”For kærligheden til Gud bor i sjælens indre, og kroppen føler de slag, som rammer kroppen; kærligheden til Gud er ingen rustning. Afgudsdyrkelsen er en rustning, der forhindrer smerten i at trænge ind i sjælen.”

Her handler kærlighed til Gud om at slå huller på den samfundsskabte virkelighed, man lever i. Det handler også om at slå huller på egoet, så man kan lade det upersonlige skinne gennem én. Bruger man religion til at holde smerte væk, da bruges den som et panser. Det gør én til en svag muskel, som hele tiden må være spændt, fordi den ellers er for svag til at være i live. Hver gang den berøres, bevirker den smerte. Og vi kan instinktivt ikke lide smerte, hvorfor vi er mere tilbøjelige til at påklæde os rustningen end at trække vejret dybt for at mærke, hvordan berøringen på vores krop faktisk løsner op og lader sandheden flyde i vores kød og blod. 

Vor tids rustning hedder robusthed og er noget, man betaler en coach for at proppe ned i halsen på én. For at kunne holde samtidens smerte ud, bedøver vi os med positiv psykologi og det absolutte tankefravær. 

Weil er pessimist men ser alligevel ansporinger til håb: ”Historien er vævet af nedrighed og grusomhed, hvor enkelte dråber af renhed glimter hist og her.”. Derfor må vi ikke give op, selvom skyerne synes at have været sorte og tunge i lang tid. 

Vi lever for enden af oplysningstidens fremskridtstro og måske vi snart kan begynde at forstå, at det hele var en stor løgn og misforståelse. Fornuften renser ikke verden for fejl. Teknikken alene kan ikke redde os, og liberalismen kommer aldrig nogensinde til at gøre noget godt for menneskeheden. Måske sådanne erkendelser begynder at sive ned i vores sjæle. Men herfra må vi være vågne overfor: ”…en blind mekanisme, som tilfældigt og ligegyldigt spytter retfærdige og uretfærdige virkninger ud, dog, efter sandsynlighedens spil, næsten altid uretfærdige virkninger.” Og Weils fortælling om mennesket er fortællingen om tabet af en indre og ydre sammenhæng, hvorfor: ”I dag kan kun en ubetinget tilslutning til et totalitært system, om det er brunt, rødt eller af anden farve er ligegyldigt, give mennesker følelsen af indre sammenhæng. Det er derfor, de udgør så stærk en fristelse for mange vildfarne sjæle.”. Liberalismen og fascismen er begge totalitære systemer, som lokker med en falsk sjælefrelse. 

Det sande arbejde

Arbejdet er et af de steder, hvor vi kan se, hvor galt det er gået. Arbejdet er gået fra at være helligt til at være et magtredskab. Weil viser, at dengang, hvor religion stadig var uadskillelig del af samfundets søjler, da spillede arbejdede en særlig livgivende rolle. Man arbejdede ikke for at kunne købe ting. Man arbejdede ikke for at undertrykke sig selv. Man arbejdede ikke for at realisere sig selv. Derimod arbejdede man snarere som en slags håndværker for væren. Man arbejdede på at træne sine handlinger til at være dydige og sin kosmiske lydighed. Man lyttede til universet, og hvad guderne formidlede til én. Ikke fordi man var overtroisk, men netop fordi man forstod religiøse ritualer som verdensfrembringende handlinger. Det handlede ikke om en sur gud, som straffede de uartige. Det handlede om, at religionen var bindeleddet mellem menneske, natur og virkelighed. Man arbejdede sig frem til mening i livet, mens man rakte ud efter sin skæbne. Og med ens skæbne kommer den forpligtelse, som rækker ud over én selv: at være jorden, livet, kosmos og sine medmennesker tro. 

Rodfæstelsen er smuk og hårdtslående bog, der gør det, som mange kritiske tænkere har svært ved i dag: den går planken ud. Weil var selv en person, som aldrig sprang over, hvor gærdet var lavest. Weil gav hendes tanker fylde i hendes levede liv. Aldrig styret af prestige eller den nemme vej, sultestrejkede hun og arbejdede på bilfabrikker for at sympatisere med sine samtidige. En bog fyldt med smukke tanker, som fortjener at blive læst af et større publikum. Varm anbefaling herfra.

Samme stemme gennem årtier

Patrizia Cavalli: Hvis du bankede på min dør. Udvalgte digte. Oversat af Kirsten Nørgaard Cesareo. Forlaget Kronstork, 2023. 

Af Bente Høegh

Patrizia Cavalli er en italiensk digter som nu for første gang kan læses på dansk.

Digtene i Hvis du bankede på min dør er plukket ud af syv forskellige samlinger, der udkom i årene 1974 til 2020. Det mærkelige er, at man ikke fornemmer spændet over de mange år; stemmen der taler, er i mine ører den samme. Den taler forelsket, længselsfuldt, vredt, voldsomt, fra vekslende faser i kærlighed, og hele tiden med en melankolsk distance, hele tiden med en bevidsthed om livet som et teater. Den taler om sig selv som et fysisk teater og som en krop på scenen, som en medvirkende i forestillingen og som én der iagttager både sig selv og den anden.

Scenen er min, dette teater er mit,
jeg er parterret, jeg er foyeren.
jeg har alle disse herligheder, det er mit alt sammen,
sådan vil jeg have det, tomt,
og lad det være tomt. Fyldt med min forsinkelse.

(fra fjerde del: Teateret er altid åbent. 1999)

Hvis du bankede på min dør nu
og tog brillerne af
og jeg tog mine som er magen til dine
af, og du så indtog min mund
uden at være bange for umage kys
og hvis du sagde til mig: ”Min elskede,
hvad er der sket?”, så ville det være
et succesfuldt stykke teater.

(fra tredje del: Mit helt eget jeg i første person ental. 1992)

Hvilket drama gemmer sig bag disse få linjer? Alene titlen Mit helt eget jeg i første person ental vækker undren: Det subjektive Mit helt eget jeg inviterer ind til de mest oprigtige betroelser, men efterfølges af den objektive grammatiske term: første person ental og påpeger spottende at det hele er en konstruktion, teater. 

Nogle digte er, trods det tilsyneladende enkle sprog, fulde af gåder. Hvem er det der sidder overfor pigen med hatten? Hvem bøjer hovedet, og hvor befinder jeg-stemmen sig?

Også jeg vil være smukkere
foran den åbne ild
på pladsen
over for pigen med hatten.
Hun bøjede hovedet lidt og troede
hun kendte mig, opdagede fejlen.

(fra første del: Mine digte vil ikke ændre verden. 1974)

Nogle digte er et knytnæveslag, bang! Her sker der noget:

Jeg takker stolen trappen lænestolen
der tog imod mig i et øjebliks svaghed
da den absolutte vished om din krop
kom ind i rummet.

(fra tredje del: Mit helt eget jeg i første person ental. 1992)

4.delen: Vidunderlige liv – tilbageskuende, funderende, hvad var det for en forestilling? Den lange sætning er som et liv, hvor begyndelsen henimod slutningen fortaber sig og udviskes:

Og skal jeg gå min vej på den måde?
Ikke at jeg forventer den færdige tegning
det man ser, når et broderi er færdigt
når man bider tråden over med tænderne
efter at have syet den fast på sig selv
så den ikke mere kan trevles op, når man rykker i den.
Men det jeg har set, er fuldstændig udvisket.
Og jeg var dårligt nok kommet i gang.

Patrizia Cavalli døde i juni 2022. Jeg var glad for at lære hendes digte at kende. Kom indimellem i tanke om oversættelsen, små detaljer som fx den indforståede brug af demonstrative pronominer: den der tykke substans, Til det der lukkede blik, men jeg kender intet til italiensk sprog og altså heller ikke til oversætterens udfordringer.

Ives - en ener i amerikansk musik

Den noble mands notesbog

Der bor en betydningsfuld mand i dette land – en komponist.

Han har fundet løsningen på problemet med at bevare sit selvværd

og stadig at lære. Han reagerer på tilsidesættelse med foragt.

Han er ikke tvunget til at tage imod ros eller ris. Han hedder Ives.

Arnold Schönberg

Charles Ives
Complete Sets for Chamber Orchestra
Orchestra New England
James Sinclair – dirigent
Naxos Records

Af Jens Carl Sanderhoff

Charles Ives (1874-1954) er indskrevet i den moderne musikhistorie som den lidt sære, amerikanske original, en ener, der skrev svært tilgængelig musik, som eksperimenterede vildt og inderligt, men som først hen mod slutningen af livet opnåede ydre anerkendelse for sit virke, på trods af periodens forkærlighed for netop det, der var indholdet i store dele af den musik, Charles Ives skrev.

Men som man kan se af det indledende citat af Schönberg, bekymrede det ikke Ives, at han blev misforstået eller overset, for han var fri og gjorde og skrev, som det passede ham. Friheden havde han, fordi han var økonomisk uafhængig af eksisterende, kunstneriske miljøer (han var en succesfuld forretningsmand indenfor forsikringsbranchen), og han forstod, at hans musik var banebrydende og derfor også krævede noget tilvænning for publikum (og kollegaer). Han fik dog en lille kreds af yngre, især amerikanske kollegaers opbakning, og langsomt fandt hans musik vej til koncertsale overalt.

I dag er Ives vel en af de mest anerkendte modernister, og helt sikkert en af de mest anerkendte amerikanske, især fordi hans værk peger mere frem end tilbage, og hans musik opføres nu på lige fod med Debussy, Nielsen og Schönberg fx, og det er fuldt fortjent.

Pladeselskabet Naxos har i mange år gjort et kolossalt arbejde for at udbrede mindre kendt musik af både ukendte komponister fra alle tider, og mindre kendt musik af de anerkendte, og de har ligefrem gjort det i omfangsrige serier. En af disse er American Classics, og en af de seneste udgivelser i den serie er en komplet indspilning af Ives’ Sets for Chamber Orchestra. Denne lidt specielle værkform er en slags skitsebog eller dissektionsform af andre værker, især hans utallige sange, og man får indblik i det bagvedliggende, i progressioner eller fortrydelser, fordi Ives i sin alderdom gav sig tid til at genbesøge sit eget værk. Han holdt op med at skrive ny musik (nogenlunde samtidig med Sibelius i øvrigt) i tyverne; til tårevædet fortrydelse kunne han mærke, at det var slut. Alt lød forkert, som han nedtrykt fortalte sin hustru. Men tiden efter dette stop blev ikke uden musik, for Ives gik i gang med at revidere flere af sine værker, og som på den her anmeldte cd at arrangere sin musik på nye måder.

Disse Sets er nærmest så kaotisk en helhed, man kan forestille sig. Musikken spænder fra den folkemusikinspirerede til den tidligste version af hans måske mest kendte stykke The Unanswered Question, men hele tiden fornemmer man det tankesæt, der spænder så vidt, og denne nye indspilning er virkelig vellykket, for dirigenten har overblik og animerer sit orkester til at levere en fortolkning, der står stærkt og klart. Selvom enkelte satser nærmest slutter, før de begynder (de korteste er kun godt et halvt minut lange!), så dannes en helhed, og man forstår, hvorfor Ives samlede dem i disse Sets.

Hvis man ikke er fortrolig med Charles Ives, så er denne komplette indspilning af Sets et godt sted at begynde. Man får lidt af det hele, og man mærker, hvilken dybt original komponist, Ives var. Som sagt spiller orkestret op til sin standard og dirigenten styrer dem gennem alle de forskelligartede udtryk med stor kærlighed og en sikker hånd. Lyden er glasklar og velafbalanceret, så endnu engang hatten af for Naxos – formidling og kvalitet går hånd i hånd her!

Mens vi bløder...

Jan Grarup og Adam Holm: ”While We Bleed”, 2023, Book Lab, 464 sider.

Af Egil Hvid-Olsen

Umiddelbart hører ”While We Bleed” ikke til i kategorien ”Smal bog”, men den risikerer at blive det, fordi krigsfotografen Jan Grarup kort inden bogens udgivelse måtte trække nogle oplysninger tilbage. Han blev således beklikket på sin troværdighed og indrømmede, at anklagerne i hvert fald til en vis grad var korrekte. Sådan en sag gavner ikke markedsføringen af en bog, og det er en skam, for ”While We Bleed” er en på flere måder vægtig udgivelse.

Dels er det en stor og tung bog, dels tynges man som læser af dens indhold. Med anklagerne mod Grarup in mente er det et held, at bogens tekster er forfattet af historikeren og studieværten Adam Holm, der har rejst i Østukraine sammen med Grarup. Rejsen påvirkede dem begge, og det forstår man, når man ser fotografierne og læser teksterne, der til sammen bringer læseren ind i et krigshærget land, som bebos af mennesker, der ligner mange andre europæere, også danskere. Uden at vurdere, hvorvidt Grarups troværdighed har fået alvorlige ridser i lakken eller ej, vil det være en skam, hvis ”While We Bleed” kun får en begrænset læserskare, for det er en nødvendig bog om en unødvendig krig, og selvom både tekster og billeder kan afspejle en indignation og stillingtagen hos forfatter og fotograf, lyver de ikke.

Ituslåede hjem

Grarup og Holm bringer læseren ind i sønderskudte etageejendomme, hvor det, der engang var et hjem, er splittet ad. Noget befinder sig stadig indenfor de resterende tre vægge. Andet ligger i den bunke af ituslået murværk og indbo, der breder sig ud over fortov og gade nedenfor bygningen. Lufttrykket har revet tapet og puds af væggene og på et splitsekund gjort en hyggelig lejlighed til en manifestation af død og ødelæggelse.

Andre gange viser Grarups billeder bygningerne udefra. Enkelte dronebilleder dokumenterer en helt ubeskrivelig ødelæggelse af landsbyer, der ikke længere eksisterer. Kun den smule, der er tilbage af murene, markerer bygningernes grundplan. At der indtil for nylig levede mennesker dér er svært at forstå. Til gengæld forstår man, at ingen lever der længere.

Som læser bringes man ind i de overfyldte og interimistiske lighuse, hvor familiemedlemmer søger deres savnede. Man bringes ned i kældre til de fortrinsvis gamle mennesker, der har nægtet at lade sig evakuere, og som må blive i mørket langt de fleste af døgnets timer, fordi det er for farligt at gå ud.

Metrostationerne bruges som sikkerhedsrum med permanente beboere. I togvogne og på perroner har familier placeret deres ejendele indenfor få kvadratmeter, så de har et sted at høre til og samles, et ”hjem”.

Nedenfor en boligblok har et ueksploderet missil boret sig ned i græsplænen, og andre steder samles rester af missiler, raketter og granater som dokumentation for den russiske hærs massive bombardementer.

Ved fronten

Også fronten bliver besøgt. Adam Holm beskriver sine og Grarups oplevelser derude. De sætter rent faktisk livet på spil, men hvad de udsætter sig for i nogle timer, gælder dage, uger, måneder og år for soldaterne.

Holm er god til at beskrive forskellige ukrainske soldaters syn på deres fjender. Nogle anser dem for uhyrer og giver dem betegnelser som ”orker”. Andre fastholder, at de russiske soldater er almindelige mennesker, der er blevet hjernevasket af Putin og hans tilhængere. Hvad enten de ukrainske frontsoldater definerer fjenden som uhyrer eller mennesker, har de ikke andet valgt end at dræbe russerne, fordi de repræsenterer en besættelsesmagt.

Med et par virkelig væmmelige fotos dokumenterer Grarup, at døden er den store vinder ved fronten. Ligene af en flok russiske soldater ligger på en mark. Man kan se, at de har ligget der i længere tid. Når de ikke bliver begravet, skyldes det, at de russiske soldater af og til minerer deres døde kammerater. Det siger ikke så lidt om et land, hvis officerer giver den slags ordrer.

Portrætter uden filter

Et er de fotografier, der beskriver ødelæggelserne, noget andet er Grarups portrætter. Her er intet filter, men ren angst, frygt, savn, sorg og fortvivlelse. En ung kvinde, der er blevet ramt af rester fra en mortergranat, ser direkte ind i linsen med et blik, det er svært at aflæse. I hendes pande er et langstrakt sår blevet samlet af en række sting, og på næsen og den ene kind har hun dybe hudafskrabninger. Hun havde været på gaden for at modtage nødhjælp til sig selv og sine børn, da granaten slog ned.

Fotografens og forfatterens fortvivlelse

At Grarup er en vanvittig dygtig fotograf er der ingen tvivl om. Hvad angår Adam Holm skriver han sobert og informativt på en måde, hvor hans sym- og antipatier ikke tager overhånd. Bogen er således et ærligt resultat af en fortvivlelse over, at det ukrainske folk skal lide så meget, fordi Putin og hans støtter ikke kan acceptere, at landet ikke hører ind under Rusland.

Skal der siges noget negativt om ”While We Bleed” er det irriterende, at billedteksterne er samlet bagi. De kunne godt have været bragt ved siden af billederne, uden at det havde ødelagt det æstetiske udtryk.

Nok at tænke over, le af og nyde

”Tilbageblik” og ”Palle Bondrup”, Janus Vestjyllands Kunstmuseum, 4. november 2023 - 11. februar 2024.

Af Egil Hvid-Olsen.

Vestjyllands Kunstmuseum introducerer et koncept, som er vældig velfungerende, nemlig otte små retrospektive udstillinger. De otte kunstnere er Jonna Pedersen, Simon Grimm, Jacob Hoff, Bjørn Poulsen, Bjarke Regn Svendsen, Anne Skole Overgaard, Marie Birkedal og Karin Lorentzen. Her er noget for enhver smag, og udstillingen holder nysgerrigheden oppe hos den besøgende fra begyndelse til ende. 

En rød Volvo i guldalderramme

Bjarke Regn Svendsen: Rød Volvo, 1973

Bjarke Regn Svendsen har ofte været vist på museet, fordi hans far var en af hovedkræfterne bag oprettelsen af stedet, og fordi kunstneren selv gennem årene har været endnu mere engageret i museet, og så naturligvis fordi han er en dygtig billedkunstner. Denne gang har man fundet nogle af Svendsens værker frem, som ikke har været vist så ofte, f.eks. nogle fine tuschtegninger, der dokumenterer den unge Bjarkes talent. Siden kastede han sig over maleriet og blev nyrealist. Et eksempel fra 1973 er ”Rød Volvo”, der gengiver det benævnte køretøj foran en rødstensvilla. Svendsen er endnu ikke helt tæt på den næsten fotografiske gengivelse, som siden prægede hans malerier i en periode, men motivet er absolut genkendeligt – ligesom motiver fra guldalderen. Alligevel opstår der en spøjs – og helt sikkert forsætlig – signalforvirring, idet den røde Volvo er blevet forsynet med en for guldalderen typisk stor, gylden ramme. 

Jacob Hoff: Af og til drømmer jeg stadig om 
ishavet (Et hjemligt terræn #2), 2019

Jacob Hoffs ”Af og til drømmer jeg stadig om ishavet (Et hjemligt terræn #2)” fra 2019 er gengivet med endnu større fotografisk nøjagtighed end den røde Volvo. En dyne uden betræk ligger som tilfældigt kastet på en seng. Det er i udgangspunktet et ganske dagligdags syn, men titlen sætter tankerne i gang, for antager dynen ikke samme form som et isbjerg? Om ikke andet kan man lægge sig under den og drømme, at man sejler på ishavet.

Et spøgelse af margretheskåle

Bjørn Poulsen: Ghost 6, 2007.

Går man videre ind i det næste rum, fornemmer man en lidt underlig skikkelse til venstre i øjenkrogen, og ganske rigtigt hænger der et spøgelse. I hvert fald har Bjørn Poulsen givet sit værk fra 2007 titlen ”Ghost 6”. Ofte forbindes spøgelser med afdøde, men ”Ghost 6” er speciel, fordi det er lavet af ituslåede, ”afdøde” margretheskåle. I et andet værk svæver der en Weber-grill i en sky. Måske en kommentar til de mangfoldige mænd, der føler sig i den syvende himmel, når blot de kan tilberede en steg i Weber-vennen.

Marie Birkedal: Den falske domptør
(efter Diego Velázques), 2012.

Fra falsk domptør til grå nuancer

Marie Birkedal udfordrer beskueren med maleriet ”Den Falske Domptør (efter Diego Velázques)” fra 2012, der i farvevalget snildt kan ligne et værk fra Velázques’ 1600-tal, men som er blottet for det figurative. Eller er det? Maleriet synes at bestå af to lag. Som om der først er malet et motiv, der ville være genkendeligt, hvis der ikke efterfølgende var malet med så ødsel en brug af malingen, at den er løbet ned ad lærredet. Dog … når man ser efter, er der virkelig intet figurativt i nogen af lagene. Der er ingen domptør. Måske er det derfor, at han er falsk?

Anne Skole Overgaard: Hus, 2015.

Så eksperimenterende er Anne Skole Overgaard ikke. Medminutiøs præcision gengiver hun blomster og træer, og dog er det ikke som at se på fotografier. I ”Kakitræ” fra 2016 synes træet med fuglene at være trukket frem fra det ubehandlede lærreds baggrund. I ”Hus” fra 2015 er hele lærredet bemalet. Umiddelbart er motivet kedeligt, men kun indtil man lægger mærke til gavlens farvespil af grå nuancer. Man får dem ovenikøbet både at se i lys og skygge. Huset er placeret i kanten af en kornmark med grønne træer omkring sig, men det er den af vejr og vind hårdt prøvede gavl, der påkalder sig opmærksomhed.

Palle Bondrup: Vestenvind, 1994.

Smukke og morsomme værker af Bondrup

Egentlig kunne ”Tilbageblik”-udstillingen sagtens fylde et museumsbesøg ud, men hvor er det godt, at man tillige har arrangeret en udstilling med værker af Palle Bondrup (1948-2021).

Bondrup kunne tegne! Både stort og småt. Både naturskildringer og mennesker. Nogle små ætsninger fremstår beskedne og er det for så vidt også, fordi de gengiver den hverdagsæstetik, vi omgives af: Træer, skure, marker. Men smukke er de!

Det samme gælder Bondrups (virkeligt) store tegninger som ”Lund og stubmark” fra 2003. ”Vestenvind” fra 1994 er måske knap så smuk, men til gengæld morsom. Et træ får blæst løvet af sig, blomster bøjes mod jorden og alskens ting og sager fra terrassen og haveskuret kommer flyvende. Selv en loftslampe er blæst løs, men lyser stadig, så trækronens tilbageblevne løv reflekterer lysets hvidhed, der bryder stormens mørke.

Palle Bondrup: Tunnel i sidevind.

Også skulpturer var en del af Bondrups kunstneriske udtryk. Her spiller humoren ligeledes ind, f.eks. i ”Tunnel i sidevind”. Selvom den er lavet af beton og metal, er den åbenbart også blevet ramt af vestenvinden, for tunnelen bøjer sig til siden.

Der er nok at tænke over, le af og nyde i Vestjyllands Kunstmuseums dobbeltudstilling.

Anmeldelsen har tidligere været bragt i en kortere udgave i Kunstavisen

Hjemløs i familien

Sissel Bergfjord: ”Fiskelykken”, 2023, Ombelico, 336 sider.

Af Egil Hvid-Olsen

Sissel Bergfjord debuterede i 2006 med romanen ”Min morfars stemme”. Den er nu udkommet på ny, men suppleret af ”Min mosters breve”, der tilsammen udgør romanen ”Fiskelykken”.

Fiskelykken er en lavmælt bog om kvinden Kajsa, der af to omgange tager til familiens hytte i Norge, hvor hun glæder sig over at være til, over omgivelserne og over moderskabet. Samtidig problematiserer bogen det at være del af en familie, som man ikke nødvendigvis føler sig hjemme i. 

Det er en nydelse at læse første del af ”Fiskelykken”, selvom der virkelig ikke sker særlig meget. Ganske diskret placeres der spor, som lægger op til en lettere dramatisk afslutning. Imens suger man Kajsas mange sanseindtryk fra den norske sommernatur i sig. Selv en banal kanotur bliver beskrevet på en måde, så det er, som om man selv har padlen i hænderne. De indtryk, der præger det at sidde i en stol ved søbredden og suge indtryk til sig, kan også deles med en læser, der sidder et helt andet sted og måske på en helt anden årstid. Her får det nære en ekstra poetisk dimension, idet det bliver beskrevet med en taknemmelig årvågenhed, der gør læseren fortrolig med det beskrevne: ”Jeg er helt alene i området nu, langt borte sejler en motorbåd. Jeg stirrer på vandets små krusninger, som lidt efter forsvinder og efterlader søens overflade fuldstændig blank. Nogle småfluer sværmer lige over overfladen, en fisk springer en gang imellem, og jeg bliver forskrækket hver gang. Jeg mærker min ensomheds dobbeltgreb som en flaksende vinge, vekslende mellem afmagt og en vidunderlig følelse af at have hele verden for mig selv.” (s. 95f.).

Sideløbende med de stille og ofte genkendelige beskrivelser af Kajsas oplevelser og følelser, flettes flere og flere oplysninger om hendes morfar ind i historien. Han var aktiv i den norske modstandsbevægelse under tyskernes besættelse af landet og måtte i en periode leve under jorden ude i den natur, som Kajsa selv befinder sig i og registrerer med stille glæde. Forskellen er bare, at Kajsa nyder sommeren i den egn, som morfaderen også måtte holde sig skjult i om vinteren. Det var ensomme og kolde vilkår, han måtte overleve i. Samtidig var han konstant bange for at blive opdaget og angivet til besættelsesmagten.

Et psykologisk familie- og selvopgør

I romanens anden del skrues der op for dramaet. Efter mange år er Kajsa taget op til hytten igen. Denne gang har hun sin datter, Sina, med, og denne gang finder opholdet sted om vinteren. Der er stadig smukke beskrivelser af landskabet og vejret. Ind imellem beskriver Bergfjord også vinterkuldens krav om udholdenhed og påpasselighed. Mennesket er ikke så magtfuldt, at det kan tæmme naturens kræfter. At tæmme andre mennesker, er en anden sag, der ikke nødvendigvis er let, men alligevel anses for at være nødvendig af mange. I hvert fald formulerer Kajsa sine familiemedlemmers behov for at tæmme andre. Ærligt og fuld af frustration erkender hun, at hun bærer på de samme træk, som hun har allersværest ved at acceptere hos nogle familiemedlemmer. Men hvad gør man, når man opdager, at de personlighedstræk, som man altid har frygtet og afskyet hos andre, udgør en naturlig mentalitet hos en selv? Mange i Kajsas situation ville få større forståelse for dem i familien, der netop er karakteriseret af de forhadte træk, men Kajsa vil ikke give sig arv og miljø i vold. Hun vælger en anden løsning.

Kajsas erkendelse og dens følger beskriver Bergfjord som en mental udvikling i sin hovedperson; en udvikling, der følges af ydre dramatiske begivenheder. På den måde bliver ”Fiskelykken” til et ganske originalt psykologisk drama, der tilmed er skrevet med stor sproglig ro og ynde.

Tidsbundne og tidløse malerier

Bjarke Regn Svendsen: ”Album”, Esbjerg Kunstmuseum, 30. september 2023 - 25. februar 2024.

Af Egil Hvid-Olsen.

Tistrupmaleren Bjarke Regn Svendsen har været i arkiverne. Hans far tog mange familiebilleder. Hans mor tog også en del, men var ikke særlig god til det. Det er dog ikke kvaliteten, der har været afgørende for Regn Svendsens valg af, hvilke fotografier han ville arbejde med. Hvis blot de indeholdt noget, der kunne fortælle en historie eller på anden måde føre til refleksion, kunne billedet være nok så uheldigt beskåret. Nogle gange har maleren tilmed selv foretaget en beskæring, som man nok ville betegne som uheldig, hvis det var et foto, det drejede sig om. Men i kraft af at det er et maleri af et foto, stiller sagen sig anderledes.

Tag f.eks. ”Fødselsdagen” (2021). Her har Svendsen skåret i sin gengivelse af fotografiet. På den måde kommer døren i baggrunden til at se meget stor ud. Måske er det den dør, børnene før eller siden må åbne og forsvinde ind bag; døren ind til voksentilværelsen. Men indtil videre fejrer de fødselsdag for Bjarke Regn Svendsens lillesøster Elisabeth. Året er 1957 og fotografiet er sort/hvidt. Det er maleriet kun delvis. Børnene og bordet, de er bænket omkring, er holdt i grå nuancer, men den forreste stol, væggen og døren er i dæmpede farver. Svendsen trækker delvis det gamle motiv op til nutiden, hvor vi ikke kan undgå at se farver, eller også vender han delvis tilbage til det tidspunkt, hvor fotografiet blev taget, og kun blev sort/hvidt, fordi kameraet ikke kunne gengive farverne, mens alt på motivet i virkeligheden var fuld af farve. Med en sådan farveleg gør han på én måde motiverne meget nærværende og genkendelige, på en anden måde underligt fjerne. Således virker malerierne både tidsbundne og tidløse.

Alle motiverne i ”Album” er typiske for Regn Svendsen, der så godt som altid har fokuseret på det, der hører hverdagen til. Her er værker, der skildrer fastelavnsfejring, teltture, familiebesøg, eftermiddagshygge, strandture, kørsel og sygebesøg.

Et maleri, hvis motiv børn af i dag vil have svært ved at genkende, er ”Hørespil” (2020). Igen er vi tilbage i 1957, men denne gang er det Bjarkes fødselsdag, der fejres. Der er et afsnit af et hørespil i radioen, som alle gæsterne har fulgt med i. Derfor vil ingen gå glip af det, selvom de er til fest. Man fornemmer da også, at det er spændende at lytte til. Drengen til venstre må ligefrem holde sig for øjnene, skønt han intet kan se af det, han hører.

Selvom man genbesøger en svunden tid, når man iagttager malerierne, bringer de ikke for alvor sig selv op til nutiden, for mange af dem er gengivet med mere afdæmpede farver, end de var i virkeligheden. Enkelte steder har Svendsen valgt en helt anden farve, end den malede genstand har, f.eks. rødt græs i værket ”Hvalpen” (2022).

I sin ”Selfie” fra 2023 fastholder Regn Svendsen stilen fra de øvrige malerier, selvom forlægget er helt nyt. Det er et billede, der ved et uheld blev

taget, da Svendsen sad ved sit staffeli. Netop det, at det blev taget utilsigtet, gør det afslørende. Noget kønt billede er det i hvert fald ikke. Det er taget nedefra på den stirrende maler, der faktisk ser lidt bøvet ud. Men gengivelsen er ikke et nutidigt selfie, for selve ansigtet er holdt i de grå farver, der præger langt de fleste personer på de øvrige værker. Kun baggrunden har noget grønt, rødt og gult i sig. Således solidariserer Regn Svendsen sig med de andre mennesker fra udstillingen. Han og de har en fortid tilfælles, men er samtidig nærværende i hvert enkelt værk, hvad enten de stadig lever eller ej.

Anmeldelsen har tidligere været bragt i en kortere version i Kunstavisen.

Digtningens modsprog: Bruddet, den grænseløse åbning og den skabende proces

Lørdag d.4.november kl. 12.10 deltager Karsten Bjarnholt, Inge-Helene Fly og Thorvald Berthelsen i en paneldebat om Lyrikkens rolle i dag på Dansk Forfatterforenings stand C4-001 på Bogforum i Bellacentret. Debatten tager afsæt i fagbladet Forfatterens opslag med teser om poesi i Frit Rum i nr. 3 fra i år. I sommer udkom Thorvald Berthelens essaysamling Om lyrik også på Forlaget Ravnerock. I samlingen forsøger han at indkredse digtnings virkning og rolle som modsprog til det herskende sprog. Her giver han en forsmag på sit bidrag til paneldebatten.

Af Thorvald Bertheksen

Da jeg var 15 år og gik på kostskole og derefter i første g. på Kolding gymnasium begyndte den moderne europæiske lyriks fornyelse af det poetiske sprog for alvor at gå op for mig. Det var ikke Klaus Rifbjerg, der åbnede mine øjne og porer. Nej det var Uffe Harder, den mangeårige redaktør af Hvedekorn og redaktør af antologier med moderne fransk, italiensk, spansk, latinamerikansk og afrikansk lyrik, og Ivan Malinovski, hvis udgivelse af Glemmebogen med hans egne oversættelser af mange af de allerede klassiske moderne digtere ikke kan overvurderes, når det gælder det moderne nybrud i dansk digtning efter hereticanerne. Ikke mindst har deres egne digtsamlinger, Harders Positioner og Dette er ikke en drøm, Malinovskis Galgenfrist, poetomatic og Leve som var der en fremtid og et håb, betydet meget.

Lyriktidsskriftet Lyrikvännen skal også nævnes. Det blev udgivet af Folket i Bild og orienterede ikke bare om svensk og skandinavisk poesi men om verdenspoesien i næsten alle egne af jorden med jævne mellemrum – det gør de stadigt. Men i dag kan  man ikke længere kan låne det på danske biblioteker, fordi Det kgl. bibliotek i Århus er ophørt med at abonnere på det.

Også vores tyske nabos store lyriker, den sidste år afdøde hans magnus enzensberger, spillede med sine tidsskrifter (som Kursbuch) og antologien Museum der modernen Poesie en stor rolle.

Overfor det for tiden gældende, erindrer poesi om det selvfølgelige, der ikke er virkeliggjort. Francis Ponge har sagt, at hans digte er skrevet som på dagen efter den vellykkede revolution. Al virkelig digtning er ifølge hans magnus enzensberger antecipation, om det så er med tvivlens, undsigelsens og negeringens virkemåder. Ikke sådan at forstå at den taler om fremtiden; men sådan at den taler som om fremtid var mulig, som lod det sig gøre at tale frit mellem ufri, som var der ikke noget der hed fremmedgørelse og sprogløshed.

Den moderne lyrik er ifølge Uffe Harder både bruddet, den grænseløse åbning og den skabende proces. Både ’indgriben, frigørelse, realisering og aktiv eksistens… Alt er bevægelse og Liv… Stilheden er ufattelig langsom Bevægelse.’

Ifølge Ivan Malinovski er det moderne digt panisk. ’ Det benytter sig ikke af projektioner. Ud fra den erfaring at alting er samtidig til stede overalt, åbner det sig samtidig til alle sider.’ Det er oprøret og jeglikvidationen der åbner for et nyt jeg i et ubegrænset fælles rum, der til alle sider åbner en ny verden modsat kapitalismens.

Pindars 2. olympiske ode til væddeløbskøreren Theron er ofte blevet fremført som eksempel på digtekunstens krav på sandheden. Især den passage hvor Pindar priser de indsigtsfulde, som ikke plaprer støjende hid og did på alle sprog som ravne, men forstår lyd og logisk tale som Zeus' hellige fugl ørnen slår ned, præcist:

Men i Pilekoggret har jeg under Armen endnu
Mangen letbevinget Pil,
Der træffe vil i Sjælen vel dem der har indsigt,
Men for Mængden vil de trænge til en Tolk, men ikkun vis
Er jo den, der af Naturen fik i Meget Indsigt klar;
Men rasende af Snakkelyst er de,
Der med Moie fik lidt Lærdom, og som Ravnene de skriger
Mod Zeus' Ørn. Men sigt nu med Buen, du mit Hjerte!^[1]

Men det her handler ikke om hvordan den præcise filosofiske dialog aktualiserer den logiske tale. ”Ordet sendes afsted så vel hvæsset, valgt og målrettet, at det træffer lige i plet, der i sandhedens undtagelsestilstand.” Det der er på spil i Pindars billede er ikke, ”hvordan ordet træffer , men sprogets flugtbane og lyd ... For Pindar virker sandheden gennem sprogets præcision i formgivningen af lyd og alle dets andre aspekter..  Digtet rammer sin susende bane præcist mod målet, som den vished hvormed Zeus' jærtegns ørn slår ned. Jærtegnet rummer en særlig guddommelig aktualitet – det varsler hvad der kommer til at ske. Ikke det skæbnen eller guderne har bestemt., men det jærtegnet afslører for de indsigtsfulde, som giver agt på virket, energeia, og ikke bare målet.
I billedet er ravnene ikke bare en forvildet flok men også en sværm der er i stand til at holde ørne væk. Dermed fremhæves den skabende uforudsigelige uro.

Mod forvirring
Frie ord er ikke
ørnens bratte lynnedslag
men en sværm sort sol
(Thorvald Berthelsen  i digtsamlingen Sensommer Remix)

Digtning er anarkisk og det er den levende uforudsigelige uro i processen, der underminerer ethvert ideologisk eller entydigt politisk formål. Allerede Platon advarede magthaverne imod dette – selve kernen i digtning –  der truer med at unddrage sig vogternes kontrol: ”Dens politiske følger er intetsteds farligere end der, hvor manifest politisk formål slet ikke er rettesnor for det poetiske virke.”

enzensberger

hans magnus enzensberger understreger den samme grundlæggende opposition til den herskende magt i digtningen. ”I magtens øjne, der udover sig selv ikke kan anerkende noget αρχη er digtet anarkisk, utåleligt, fordi magten ikke kan bestemme over det, subversivt ved sin blotte eksistens. Så længe det bare er tilstede, fører det bevis for at regeringserklæriner og reklameskrig, manifest og transparent lyver. Dets kritiske arbejde er ikke andet end barnets i eventyret. At kejseren ikke har noget på, denne indsigt kræver intet 'engagement’. Det er nok at et eneste vers bryder bifaldets uartikulerede hyl.”

Længe følte jeg at det var for stillestående og opgivende en opgave for poesien. Og det tog mange år og adskillige essays om forskellige store og små digtsamlinger og digtere at forstå, at det er denne mangefacetterede kritiske produktive uro, som digtningen med sit modsprog river herredømmer og deres undertrykkende sprog ned med igen og igen. Og det i lige så mange udgaver som der er digtere, der skriver med deres personlige poetiske logik i sammenhæng med deres samtids fællesskabers forskellige opgør med herredømme og undertrykkelse.

Digtningens modsprog er ikke bestemt metode til at frisætte sproget. Det sker som led i den enkelte digters personlige poetiske projekt, f.eks. ved som Marianne Larsen at indbygge en boblende fantasi i det som får de enkelte ord eller sætninger til at løsrive sig og agere på tværs af vore forventninger, eller som en Benny Andersen, der stædigt insisterende udforsker konsekvenserne af at tage sproget på ordet, så vi går helt fra den stakkels snøvsen. Eller som Niels Hav, der med humoristisk ’naivitet’ udnytter vores vante sætningsopbygnings logik til at demaskere konventionerne og anarkistisk sprænge hele det sproglige forløb og historien i luften, så vi havner et helt andet sted end ventet.

Ham, der bruger syv år på at bygge et lysthus
og slutter med at smadre det i raseri.
Det er ham jeg holder med.
(Niels Hav HVEM JEG HOLDER MED i Øjeblikke af lykke)

Digtning har som modsprog også sit udspring i at ordene udgår fra kroppen, og det er det der gør digtes modsprog brugbart til at rive de undertrykkende herskende abstraktioner ned og genskabe virkelig kommunikation. Som når Marianne Larsen om læberne skriver at de ”HVER GANG DE FORMER ORDET ”EJE” gør DET DIAMETRALT MODSATTE AF ETHVERT/KYS. Og det gælder ikke kun ordene, men også tid, nærvær og kærlighed virkeliggøres på forskellig vis af kroppen.”

Dette modsprog er ikke bundet til moderne tiders klasseopdelte kamp mellem arbejderklassen, andre undertrykte samfundsklasser og den kapitalistiske overkasse.

Som jeg skriver i essayet om Karlevi stenens runekvad fra omkring år 1000, der er det første hele skjaldekvad der er mejslet ned samtidig med tilblivelsen: Også dengang skabte skjaldene modsprog til ættesamfundets herskeres undertrykkende magtsprog der cementerede herskende slægters magt og virkelighedsforvanskning bl.a. ved i hyldestdigte til dem at nyombryde kenningernes vedtagne symbolsprog og skabe ny poetisk logik og dynamik hos tilhørerne.

Digtning som modsprog er en ongoing proces, digtere og læsere må indgå i igen og igen. Fordi magthavernes undertrykkende sprog og floskler om magtens nødvendighed gendannes hele tiden. Og fordi en vigtig del af den poetiske  process’ uro består i digternes nyudmøntning af deres personlige projekt i et reelt sprogligt samspil med fællesskaber og modstand mod denne voldtægt. Digtningens modsprog er som åndedragets skift det vendepunkt, der sætter ord og udåndingen fri lige nu i et nyt fælles rum og tid.

 

---

[1]Pindars olympiske Oder, Overs. M. RoisingHerlufsholms Årskrift for skoleåret 1861-62, s. 13-14

Kunstnerens afhængighed af det gode selskab

Ribe Kunstmuseum ”Som brødre. Venskab og konflikt i guldalderen”, 30.9.2023-7.1.2024, www.ribekunstmuseum.dk

Af Egil Hvid-Olsen

Ribe Kunstmuseums guldalderudstilling ”Som brødre” trækker tråde op til nutidens kunstverden.

Udstillingens undertitel er ”Venskab og konflikt i guldalderen”, hvilket henviser til det forhold, der også er kendt i vore dage, nemlig at netværk, venskaber og alliancer er nødvendige for at opnå succes.

Constantin Hansen: Alvilde

Hvor ofte har man ikke stået foran et udstillet kunstværk og tænkt: ”Hvad i alverden er meningen med det makværk?” Ens vurdering er selvsagt subjektiv, og lige så selvsagt er det, at det samme gør sig gældende for dem, der har rost det udstillede værk. Nogle meningsdannere er mere inde i sagerne end andre, og derfor har de naturligvis også større indflydelse, og kan de overbevise kunderne, mæcenerne eller fondene om, at den og den kunstner er fabelagtig dygtig, så følger der et salg, der igen fører til berømmelse. Men netop fordi vurderingen er subjektiv, er der andre, der bliver overset og må lade sig nøje med dårlig eller ingen omtale. Sådan er det i dag, og sådan var det i guldalderen.

Kvindelige kunstnere

”Som brødre” giver eksempler på, hvordan datidens kunstverden fungerede. Det gjaldt om at holde sig på god fod med de rette, hvad enten de tilhørte pressen, akademiet eller de etablerede kunstnere. Én gruppe faldt dog næsten konsekvent igennem, nemlig kvinderne. De havde ikke adgang til akademiet, fordi man anså det for forkert, at de skulle stå overfor hel- eller halvnøgne modeller, og fordi man mente, at de havde et andet mål i livet, nemlig at passe hjem og børn. Constantin Hansens søster, Alvilde, ville gerne være kunstmaler som sin bror og sin far, men hun fik aldrig valget. Det varigste spor hun satte sig, var i Constantins portræt af hende, som han malede i 1825.

Lucie Ingemann: Thorvaldsens apoteose

Enkelte af de udstillede værker er dog malet af kvinder. Det skyldes imidlertid næppe kvaliteten, at Lucie Ingemanns ”Thorvaldsens apoteose” (1844-1868) er med i udstillingen, men at det skildrer den idoldyrkelse, som ganske få kunstnere kunne opnå. Thorvaldsen var så anerkendt, at fru Ingemann lader ham guddommeliggøre posthumt. Der er ikke alene tale om opstandelse, men om en slags verdslig helgenkåring af Thorvaldsen, der bliver budt velkommen af den Kristusfigur, han selv havde lavet til Vor Frue Kirke i København. Hvad angår maleriets tekniske udførelse er der næppe noget at kritisere, men motivet viser en fandyrkelse, der er gået amok, og som Thorvaldsen måske ikke engang selv ville være fan af.

Blandt venner

Blandt kunstnerne knyttedes der naturligvis venskaber. Nogle var varige, andre ikke. Måske blev den andens succes for meget for den, der følte sig og måske også var overset. Måske fandt man ud af, at venskabet med den anden trak en selv bort fra de vigtige honoratiores. Men så længe venskaberne holdt, inspirerede man hinanden gensidigt.

Wilhelm Bendz:
Portræt af maleren Niels Peter Holbech

I Wilhelm Bendz’ ”Portræt af maleren Niels Peter Holbech” fra ca. 1824 læner Holbech sig afslappet op ad en pult. Afstøbningen af den ranke tegnemodel til højre i billedet står i modsætning til kunstnerens holdning, såvel som til den tidligere generations historiemalerier, der dog snart skulle få en renæssance. Det tydeligt afslappede er et bevidst stilbrud, der insisterer på at skildre kendte stemninger fra hverdagen.

Ny vurdering af gamle værker

De to venner, Jørgen Roed og Frederik Sødring, drog sammen til Møns Klint i 1830, men mens Roed blev oppe på klinten og malede det smukke vue deroppefra, søgte Sødring ned på stranden under klinten, hvor han kunne lade både klint og hav indgå i en komposition, som – med inspiration fra de tyske romantikere – benyttede landskabsmaleriet til at afspejle psykologiske tilstande. Det viste sig, at Roed fandt størst forståelse blandt kunstkritikerne, mens Sødring forsvandt i glemslen.

Roeds og Sødrings partier fra Møns Klint

Udstillingens tema fører helt naturligt til en præsentation af både datidens anerkendte og dens afviste billedkunstnere. Det interessante er, at det i dag ikke nødvendigvis er de dengang anerkendte kunstneres værker, man synes er bedst.

Anmeldelsen har tidligere været bragt i Kunstavisen i en kortere version.

Store musikalske fortællere

Eric Coates: Orchestral Works, Vol. 3
John Wilsons og BBC Philharmonic
Chandos 2023

Bruckner: Symfoni nr. 4
François-Xavier Roth, Gürzenich-Orchester Köln
Myrios/HMM 2023

Af Jakob Brønnum
Klokken 15.00 den 6. juni 1946 genoptog BBC tv-tjenesten for første gang siden krigsudbruddet i 1940. Programmet rummede en Mickey Mouse-tegnefilm, en danse-recital af Margot Fonteyn, et George Bernard Shaw-skuespil (det er ham med Pygmalion, forlægget til My Fair Lady), og en koncert med Mantovani og hans Orkester. Men før det hele kom Eric Coates' splinternye tv-march, bestilt specielt til lejligheden.

Han havde haft tre uger til at skrive den. Coates ”Television March” er tre et halvt minutter lang og et ualmindeligt velformet stykke kompositionsmusik. Marchen indleder Vol. 3 af John Wilsons og BBC Philharmonics indspilning af Coates samlede orkesterværker.

Coates er en af Englands mange, mange (mange) gode komponister, vi ikke rigtig kender til, fordi vi internationalt er orienteret mod det tyske sprogområde (Beethoven, Mozart, Schubert., Brahms, Mahler) og det franske sprogområde (Ravel, Debussy) og det russiske sprogområde (Tjajkovskij, Sjostakovitj, Prokofiev, Stravinsky), før vi ser på det engelske, og da kommer man sjældent videre end Elgar og måske Britten og Delius, så Vaughan Williams, Arnold, Bax, Bridge, Holst, Rubbra, Goosens, Knussen, Gibbs, Maxwell-Davies, Parry og mange andre henslæber et liv i skandinavisk dunkelhed.

Der findes ”tunge" engelske komponister og lettere komponister, det sidste måske i højere grad, end i de det tyske og russiske område (men ikke det franske), og Coates hører til de lettere.

Men derfor er det ikke indholdsmæssigt uvæsentligt. Tag nu Television March. Det er charmerende, uden billige, orkestrale tricks, og man føler virkelig, man bliver hvirvlet ind i en fortælling, et musikalsk narrativ, hvad der trods alt må være kunstmusikkens fornemste opgave.

Et centralt værk på albummet er fantasien over Askepot-eventyret (1929), et af tre værker i Coates produktion, der er skrevet over klassiske eventyr. Værket er fuldt af eksperimenterende klangbilleder (indenfor den tonale kompositionsteknik) og velorkestrerede fortællende passager. Endnu engang opdager man, at værket undervejs oplevedes som langt mere omfattende end den tid, det tager. Og det er, som jeg nævnte, fordi det rummer en genuin, musikalsk fortællerstemme.

Et andet af den håndfuld værker af Coates, som CD’en rummer er den tre-satsede suite The Three Men (1929), hvor Coates har sat sig for at beskrive tre af familiens bekendt i musik – en kendt genre i engelsk musik, hvor Elgars Enigma-variationer fra slutningen af 1800-tallet er et uantastet mesterværk

Den midterste sats – en storbynat, med lyden af en fjern foxtrot – er næsten et musikalsk selvportræt, bemærker pladeselskabet i covernoterne: elegant, afmålt og dybt romantisk.

Coates minder i lange passager om filmmusik (og noget af det er senere brugt som filmmusik), men det har langt flere lag end den klassiske filmmusik fra tiden mellem talefilmens fremkomst og farvefilmens gennembrud. Absolut anbefalelsesværdigt til en mørk efterårsaften..

En rigtig stor Bruckners 4

Francois Xavier Roth, blandt musikere (og i denne anmeldelse) kaldet FXR, indspiller sig i disse år gennem betydningsfulde dele af det klassiske repertoire. Han har fortolket Beethoven i spændende sammenhænge med andre symfonikere fra samme tid, der er mindre kendt, og han har udforsket det tidlige modernistiske repertoire med Ravel og Mussorgsky.

Nu har han taget fat på en del af repertoiret, som jeg tidligere ikke har forbundet ham med i samme grad, nemlig det der historisk ligger mellem Beethoven og Ravel, så at sige -  de store senromantiske symfonikere. Det er naturligvis næppe nogen tilfældighed at det er Anton Bruckner, vi snakker om. Bruckner fylder 200 næste år og der er en intensiveret indspilningsfrekvens af denne spirituelle mesters ret få, men centrale værker. Gott sei dank, som det hedder - det bliver et fantastisk år. Ingen komponist står denne anmelder nærmere, end netop Bruckner

FXR begyndte i fjor med en indspilning af Bruckners 7. Symfoni med et af de orkestre han leder, det eksklusive Gürzenichorkester fra Köln. Indspilningen blev meget vel modtaget. Det er standardprocedure at nye fortolkere og begynder med enten den symfoni eller symfoni nummer 4, Bruckners to mest populære symfonier i hans levetid, og på en måde også de lettest tilgængelige, selvom andre værker gør dem positionen stridige i vor tid, særligt Symfoni nr. 6 som mange dirigenter tilsyneladende er tiltrukket af i disse år. Formentlig er den også enkleste.

Bruckners 6. er den eneste af hans ni mægtige klangkatedraler, som er skrevet i ét hug. De andre symfonier foreligger i flere posthume redaktioner udført af musikvidenskabsfolk af Bruckners egne, første og senere reviderede versioner. Det er her indspilningen af Bruckners 4. kommer ind. 

Bruckners 4. eksisterer i flere, ret forskellige versioner. Det er vanskeligt at sige om Bruckners senere bearbejdninger skyldes musikfaglige overvejelser eller usikkerhed over manglende anerkendelse. I det store og hele er de senere versioner de mest anvendte. Men hvad angår symfoni nr. 2, 3 og 4 synes der i disse år blandt dirigenterne at være en åbning mod de er mere oprindelige versioner, hvilket tyder på at man har vurderet, at det var kompositorisk ubegrundet usikkerhed, der resulterede i de omfattende revisioner. 

Den udgave af Bruckners 4., som FXR anvender her, er den tidligste færdige version fra 1874. Normalt bruger man en version fra sidste halvdel af 1880’erne (Bruckner døde i begyndelsen af 1890’erne), som sidder lige i skabet og har sin faste plads som et af de meget populære værker i det symfoniske repertoire. 

1874-versionen er naturligvis indspillet nogle gange, hvad man kan forvisse sig om ved at se på den imponerende diskografi på Det amerikanske Brucknerselskabs hjemmeside. Ingen af dem blandt dem, jeg har hørt, har den samme overbevisende indre sammenhæng på alle niveauer, som FXR’s nye indspilning har.

De største oplevelser, man har med klassiske værker, man kender meget godt og som man derfor betragter på samme måde som man ser på berømte skulpturer, man har set mange gange, er når man pludselig forstår logikken bag nogle kunstneriske sammenhænge, man aldrig før har opdaget eller spekuleret over.

Gang på gang i løbet af symfoniens godt en time, glædes man over de lyse og lette, schubertske melodiforløb og den kammermusikalske gennemsigtighed i orkesterspillet, alt sammen noget der sjældent karakteriserer de gængse indspilninger af den senere version af Bruckners 4. symfoni. Og man spørger sig selv hvorfor i alverden begyndte Bruckner at rette i det bagefter?