Dette er ikke en bog – der er mere på spil

"Jeg sammenligner dig med et ungt slankt skud" kan læses som en poetisk undersøgelse af kærlighed, identitet og menneskelig erfaring. Gennem et samspil mellem tekst og tegning skaber Maya Peitersen et værk, hvor grænserne mellem virkelighed og fantasi, krop og tanke, jeg og den anden konstant forskydes. Og værket er ikke en fortælling med én bestemt mening, men den er en flot invitation til at undersøge, hvordan vi ser os selv og hinanden gennem kærlighedens og fantasiens blik

Maya Peitersen:
Jeg sammenligner dig med et ungt slankt skud
96 sider, med tegninger og originalgrafik, 230 kr.
Forlaget Asterisk

Af Troels Laursen
"Jeg sammenligner dig med et ungt slankt skud" er ikke en bog, der lægger sig op ad den traditionelle roman. Der er ikke et tydeligt handlingsforløb, en hovedperson eller en klassisk konflikt. I stedet møder læseren et poetisk og kunstnerisk univers, hvor tekst og tegning arbejder sammen om at undersøge menneskelige erfaringer.

Bogen kan læses som en refleksion over kærlighed, begær, identitet og den måde, vi skaber billeder af os selv og hinanden på.

Allerede titlen peger i retning af en kærlighedserklæring. At sammenligne et menneske med "et ungt slankt skud" fremkalder forestillinger om vækst, skønhed, skrøbelighed og livskraft. Her knyttes mennesket og dets krop til naturen og antyder, at kærlighedens blik ikke blot beskriver den elskede, men også forvandler vedkommende til et poetisk billede.

Titlen kan samtidig ses som en henvisning til den antikke digter Sappho, (630–570 f.Kr. boede på den græske ø Lesbos). hvis kærlighedsdigte ofte bruger naturmetaforer til at beskrive begær og forelskelse, og det særlige ved Sappho er, at hendes digte ofte er skrevet i første person og beskriver intense følelser meget direkte.

Hvor mange andre antikke værker handler om helte, krige og guder, handler Sapphos poesi om menneskelige relationer og følelsesliv. Et af hendes mest berømte digte beskriver, hvordan forelskelse påvirker kroppen:

Han forekommer mig at være guderne lig,

den mand, der sidder overfor dig

og lytter til din blide stemme

og dit fortryllende grin.

 

Det får mit hjerte til at slå vildt i brystet.

For når jeg et øjeblik ser på dig,

kan jeg ikke længere sige et ord,

men min tunge brydes sammen.

 

En fin ild løber straks under huden,

med mine øjne ser jeg intet,

mine ører summer,

 

sveden bryder frem over mig,

jeg bæver,

jeg bliver grønnere end græs,

og jeg synes næsten, jeg er ved at dø.

(fra Fragment 31)

Her beskrives kærlighed ikke som en tanke, men som en fysisk erfaring, der mærkes i hele kroppen. Netop denne forbindelse mellem begær, sansning og kropslig erfaring har inspireret mange moderne kunstnere og forfattere.

Sapphos digte er også kendt for deres naturbilleder. Hun sammenligner ofte mennesker med blomster, frugter eller unge planter. Ligesom i Maya Peitersens titel Jeg sammenligner dig med et ungt slankt skud og således at beskrive den elskede gennem billeder fra naturen.

Begge kunstnere arbejder med poetiske billeder, kropslig erfaring, begær og kærlighed som noget, der både er smukt, foranderligt og svært at fastholde i almindeligt sprog.

”Jeg giver mig god tid nyder din utålmodige

Bedende venten jeg holder dig nede med

Min vilje alene i hvad du klagende

Betegner for mig som evigheder”.

Et centralt træk ved bogen er, at grænsen mellem virkelighed og fantasi hele tiden opløses. Teksterne bevæger sig mellem konkrete situationer, drømmeagtige billeder og indre forestillinger. Som læser bliver man derfor usikker på, hvad der faktisk sker, og hvad der foregår i bevidstheden hos det talende jeg. Denne usikkerhed er et billede på den menneskelige erfaring. Når vi elsker, drømmer eller længes, oplever vi verden gennem vores følelser. Virkeligheden bliver farvet af fantasier, håb og minder. Bogen viser dermed, hvordan mennesket aldrig møder verden helt objektivt, men altid gennem et subjektivt filter.

Kroppen spiller en vigtig rolle i værket. Følelser, tanker og begær beskrives ofte gennem kropslige billeder. Kroppen bliver ikke blot et fysisk objekt, men et sted hvor erfaringer opstår og lagres.

"Vild færd gennem rygsøjlen

Hjernen opløses og strømmer amorf

Dyb violet bag min pande jeg brydes i

 farveorgiet og svøbes i lag af blødtmørke”

 

Her kan kroppen forstås som en vej til erkendelse. Hvor traditionelle fortællinger ofte fokuserer på tanker og handlinger, viser Peitersen, hvordan kroppen også "tænker". Sanser, stemninger og fysiske reaktioner bliver måder at forstå verden på. Dermed udfordrer bogen forestillingen om, at rationalitet alene kan forklare menneskelivet. Et andet vigtigt tema er identitet. I bogen fremstår identiteten ikke som fast og stabil. Stemmer, perspektiver og roller glider ind i hinanden, og læseren får indtryk af, at mennesket hele tiden er under forandring.

Dette kan ses som en kritik af moderne samfunds forventning om, at mennesker skal definere sig selv klart og entydigt. Peitersen viser i stedet identiteten som noget åbent og bevægeligt. Mennesket består af mange lag, modsætninger og muligheder, som ikke nødvendigvis kan samles til én enkel fortælling.

Kunstværker i bogen

Bogens tegninger er ikke blot illustrationer af teksten. De fungerer som selvstændige kunstneriske udsagn. Hvor sproget nogle gange bliver abstrakt eller drømmeagtigt, tilbyder billederne nye måder at forstå værket på.

Samarbejdet mellem tekst og billede understreger, at ikke alle erfaringer kan udtrykkes med ord alene. Nogle følelser og stemninger må sanses eller opleves visuelt.

Derfor bliver læsningen af bogen også en fin sanselig og æstetisk oplevelse, hvor betydningen opstår i mødet mellem forskellige kunstformer.

Og bogen undersøger på den led, hvordan vi gennem kærligheden forsøger at forstå andre mennesker, samtidig med at vi uundgåeligt projicerer vores egne ønsker og fantasier over på dem. Bogens vigtigste budskab er, at mennesket ikke kan forstås gennem faste kategorier eller enkle forklaringer.

Vi lever i et felt af følelser, billeder, drømme og relationer, hvor betydningen hele tiden er under forandring. Netop derfor bliver værket ikke en fortælling med én bestemt mening, men en invitation til at undersøge, hvordan vi ser os selv og hinanden gennem kærlighedens og fantasiens blik.

 

Faktaboks:

Maya Peitersen er en kunstner og arkitekt bosiddende i København.

Hun arbejder i mange medier, og hendes kunstværker bevæger sig i en surrealistisk sfære.

Hun er uddannet fra Det Kongelige Danske Akademi i 2004.

 

En af hendes performancer kan ses her:

https://www.youtube.com/watch?v=BdbaS4kz2io

Vanviddets vægt

Min hud er tung af krop
Anne Rye Andersson

88 sider
Alias Forlag 2026

Af Carina Wøhlk. 

Min hud er tung af krop. Det er titlen på Anne Rye Anderssons nyudgivne digtsamling. Og tyngden rammer læseren som en lægtehammer allerede i første digt: ”Jeg læner mig ind i min træthed/ og vågner med røde rande under øjnene” (se s. 6). Så er hovedtemaet slået an. Digterjegets længsel efter restitution er slående – og læseren mærker den helt ind i knoglerne.  

Digtsamlingen præsenteres af forlaget som en hybrid mellem prosa og lyrik. Prosastykkerne har en vis musikalitet, så læseren støder sig ikke på overgangen mellem poesi og prosa. 

I de hvidkitledes vold

Som titlen angiver, er der megen krop i teksterne. Og kroppen er stærkt udfordret. Intet censureres bort. Prut, hikke, dårlig ånde. Alle de kropslige uddunstninger og lyde er dybt forbundet med sindet. Det digteriske jeg kæmper med psykisk sygdom og lider, ”nu hvor vanviddet har mig” (se s. 76).

Bogen tegner et forstemmende billede af sygdommen og de medicinske bivirkninger. Digteren formår at vise, hvad det vil sige at være i de hvidkitledes vold: ”Lægerne siger/ du fejler ikke noget alvorligt/ lægerne siger/ du er et spændende tilfælde/ lægerne siger/ du må acceptere din træthed/ lægerne siger/ det har vi aldrig set før…” (se s. 34),  Det repetitive ”lægerne siger” betoner de mange tomme ord, som sundhedsvæsenet kan være leveringsdygtigt i – i mødet med patienter, som ønsker handling, lindring, bedring af livskvalitet.     

Træghed og træthed

Digteren skriver med en træghed, der tjener til at illustrere en lammende træthed. Det digteriske greb er at beskrive dagligdags gøremål ned til mindste detalje.  Alt går pinefuldt langsomt – i en sådan grad, at digterjeget ”trækker sneglespor efter mig” (se s. 12). Selv små ting virker nærmest uoverstigelige: ”En dag er et marathon opdelt i/ lur/ tøjvask/ opvask/ lur/ gåtur/ støvsugning/lur…” (se s. 22).

Mor og kæreste som psykisk syg

Midt i medicindøsen får digteren øje på sin søn, der med ét er blevet ”en tænksom ung mand med en størrelse 46 i sko" ( se s. 26). Hvordan skete det lige? Et blink med øjnene, og så er et barn ved at blive en voksen. Den erkendelse kan ramme alle forældre. Men hvordan er man mor som psykisk syg? Hvordan kan man løfte ansvar og pligter, når man dårligt kan løfte en lillefinger? 

Og hvordan er man kæreste? Den sygdomsrelaterede inerti må uvægerligt påvirke intimsfæren og seksualiteten: ”Min liderlighed hvor er den…/ jeg føler mig som et halvt menneske…/er det sådan her det føles at være aseksuel” (se s. 41).  

Lys i mørket

Den psykisk syges virkelighed fremstår tung og sort. Og så trænger der alligevel en kile af lys ind i mørket. Pludselig er noget ”tændt i mig/ et slags håb…” (se s. 55). Hvorfor? Jo, fordi ”pillerne er begyndt at virke…/M kigger på mig fra et andet sted/ Velkommen tilbage/ vi tager turen igen om et par år” (se s. 85). For en stund lettes det digteriske jeg for vanviddets vægt.   

Anne Rye Andersson, som også er billedkunstner, har selv illustreret sin dybt personlige bog. Billederne er dystre og afspejler den tyngde, som læseoplevelsen er ved at segne under.