Glem det, Skat! Skal vi tage hjem?

Sten Jacobsen “Hulter til bulter”
Brændpunkt
187 sider

Af Jes Nysten
Sten Jacobsens novellesamling, hans tredje, består af 17 korte noveller, mere eller mindre løst knyttet til hinanden. Både i den forstand at den afsluttende novelle ikke blot er den sidste i rækken af historier, men den samler dem ved at lade elementer fra flere af de foregående noveller indgå; og i den forstand at de drejer rundt om samme gennemgående tema. 

Sociologiske observationer

Novellerne har forskellig længde. Nogle er blot en 4-5 sider, de længste 14-15 sider. Det siger sig selv, at der ikke bliver megen plads til lange beskrivelser eller dybtgående karakteristikker. Derfor er det måske mere rigtigt at kalde stykkerne litterære “nedslag” eller bedre litterære “observationer”. 

Novellerne fremstår næsten som sociologiske observationer af de personer, som vi her møder. 

Det ligger lige for at læse dem sådan, for i første novelle møder vi den sociologistuderende Peter, der er på shoppetur med kæresten Lærke. Til hendes slet skjulte undren er han med - ikke af tvang men af simpel interesse. I en af butikkerne opstår en af livets uendeligt trivielle småskænderier, og midt i det “kom begrebet til ham Reptilian alienation eller måske endnu mere markant i sammentrukket form Reptilianation” (p 17). Han skriver det på stedet ned i sin notesbog og han forklarer os meningen “Reptilianation var den tilstand, der opstod, når mennesker med ét følte sig ude af stand til at kommunikere indbyrdes, og der billedelig talt var en uoverstigelig kløft imellem dem. Så kommer menneske, man stod overfor, til at ligne en øgle, hvis tegn mennesker jo netop ikke kan afkode” (p 18). 

Afgørende konsekvenser

Man kan læse alle novellerne i dette lys, for de er fyldt med sådanne daglige umiddelbart banale ordvekslinger, som kan have afgørende konsekvenser for de pågældende. Fordi der opstår denne kløft. Dog forestiller han sig, at der netop i sådanne situationer - så at sige på trods - kan opstå en stilhed, en eftertænksomhed, hvor en erkendelse af, at noget andet kan kan indtræde, opstår. Ja, måske en samhørighed bag de banale uenigheder. 

En mulighed som den afsluttende novelle på beskeden vis klinger ud med “De sad og så på hinanden, og der var ingen af dem, der sagde noget. Så rakte Mathilde hånden ud og klappede ham på armen. “Glem det, skat! Skal vi tage hjem?” (p 187). 

De enkelte noveller er fyldt med skæve, barokke, banale situationer og konflikter, der folder det nævnte tema ud. Jeg føler mig godt underholdt under læsningen. Jeg synes også, at den enkle men godt udtænkte sammenhæng mellem novellerne fungerer. Og forfatteren undgår at blive kynisk og udleverende, selvom han har dette “observerende” blik på personerne.

Afsøgning af litteraturens grænser med meget mere

Stig Sæterbakken: ”Det nye testamente”, oversat fra norsk af Allan Lillelund, Silkefyret 2020, 584 sider, 300 kr.

Af Egil Hvid-Olsen.

Stig Sæterbakken skrev ”Det nye testamente” i 1993. Det var hans anden roman. Sæterbakken havde debuteret som 18-årig i 1984 med en digtsamling, og ud over romaner og digte skrev han essays; en genre, som ”Det nye testamente” også bærer et vist præg af. Dermed er der en lighed mellem Sæterbakken og Karl Ove Knausgård, der i høj grad også inkorporerer essays i sine romaner. Det er dog ikke det eneste, de to norske forfattere har til fælles. Begge beskæftiger sig indgående - men på hver sin måde - med Hitler og nazismen, og begge afsøger litteraturens grænser.

En vurdering af ”Det nye testamente” – som har meget lidt med Bibelens Nye Testamente at gøre – er betinget af, hvilken synsvinkel man lægger. Der er intet lettere end at sable murstensromanen ned, for den er virkelig meget løst komponeret, fordi Sæterbakken vil alt for meget til, at det kan rummes i én roman. Men samtidig er den skrevet på en måde, der fik i hvert fald mig til blot at flyde med, ikke i nydelse af sprog og fortælling - for ”Det nye testamente” er en særpræget sproglig oplevelse og indeholder handlingsdele, der bestemt ikke er behagelige - men måske netop fordi det var uklart, hvad romanen ville bringe. Selvom ”Det nye testamente” på sin vis er frustrerende at læse, er bogen altså også tilstrækkelig besynderlig til at fastholde interessen, og så er den skrevet på en måde, der, alle dens stilmæssige brud og eksperimenterende forsøg til trods, er nogenlunde let at læse.

Til fest hos kultureliten

Så vidt jeg kan se, indeholder ”Det nye testamente” tre spor. Et om Hitlers sidste dage og en dagbog, han sandsynligvis aldrig har skrevet, et andet om litteraturens (og resten af kulturens) grænser, og et tredje om seksualitetens indflydelse på, hvordan man behandler andre mennesker. Det sidste fylder mest i bogens første halvdel, hvor hovedpersonen Lukas Landberg går fra den ene seksuelle erobring til den næste. Den slags er der skrevet meget om både før og efter, så det er en smule trivielt. Men netop det seksuelle spiller en rolle både i den kunstpornofilm, som Lukas’ ven instruerer, og den roman, Lukas skriver og får enorm succes med. Sæterbakkens ironi er ætsende, da han beskriver, hvordan filmen sælges til normal pris i pornobutikker, men for en uhørt sum til kunstgallerier. Ligeledes udruller han meget indsigtsfuldt og underholdende den blandede modtagelse af Lukas’ bog i form af anmeldelser og kronikker. Her bliver det tydeligt, at en dårlig anmeldelse er bedre end ingen. Langt de fleste er ved at brække sig over romanen, der bevæger sig på et seksuelt overdrev, men netop det ekstreme får folk til at købe og måske endda læse romanen.

Morsom er også beskrivelsen af Lukas, der har plantet sig i en skindlænestol til en fest for kultureliten, der vimser omkring ham og hinanden for at overbevise sig selv og hinanden om deres egen genialitet. Kun Lukas undlader at deltage i disse løjer, for han har fået nok:

”Lynch, tænkte jeg pludseligt. Selvfølgelig: Lynch, og der gik et stød igennem mig, jeg havde allerede hørt navnet fra flere hjørner af stuen. Selvfølgelig ville jeg før eller siden blive fanget i en diskussion om Lynch, den af Gud sendte David Lynch, der gav dem alt, hvad de ville have, tænkte jeg i skindlæderstolen, kinky krimi i galskabens vulgærburleske topografi, befolket med karaktergallerier dømt til at smelte selv de tørreste frøkenhjerter (indeni er vi ens, og vi er alle sammen nemme at knække!), og aldrig har vås fået sådan status som hos Lynch, tænkte jeg i skindlænestolen, den forbrugervenlige surrealist, superproducenten af selve 80’ernes filmsprog, og hvad man ellers kunne finde på at kalde det, og til sidst denne TV-serie som kronen på værket, skræddersyet til parafrasering og citering, tænkte jeg i skindlæderstolen, snart var det ikke muligt at oplevet noget ud over det sædvanlige uden at der var tale om en David Lynch-stemning.” (s. 416). 

Metahenvisninger og sprogets opløsning

Spørgsmålet om litteraturens og kunstens grænser bliver også belyst på en anden måde, idet Sæterbakken skifter fortællerstemme undervejs og opløser litterære konventioner, alt imens han fylder sin roman med metahenvisninger til en lang række klassikere, hvor den tydeligste henvisning nok peger på James Joyse’s ”Ulysses” (hvilket minder læseren af Knausgårds forfatterskab om dennes mange essayistiske tekster i ”Min kamp” om samme værk). Til tider opløses selve sproget som i dette eksempel, der dog ikke er ført helt så langt ud som andre steder i romanen:

”Selvfølgelig er de forlået lidt over deres bevæge dunk og drevet alle de øvrige gang kom de kensomhed erdig og ufremaskin opløst ham selv et han løsn fra taget koagg indefra o dansende skrr inderst sagde du træ stod stille tilbage kroppe rundt bad og næsten genkendte til trods for murede håret sat orden ommemas mellem dans det er ikk hemme om det lignede stilede sig tilsvarer smældene […]” (s. 438).

Det har ikke været nogen let opgave for Allan Lillelund at oversætte de til tider meget underlige tekster, så pyt med, at der ind imellem for eksempel sniger sig et norsk ord ind i den danske tekst. Alt i alt er oversættelsen af så kompliceret en roman en imponerende bedrift.

Fascination frem for frygt

Det sidste spor om Hitler og nazismen præges af den nok ganske udbredte fascination, der overdøver rædslen over de ugerninger, der blev begået som følge af ideologiens amokløb. Lukas ender ligefrem i hyggelig samtale med en tidligere naziforbryder og gør alt, hvad han kan for at forlænge samværet. Skønt Lukas i begyndelsen af romanen er kommet fysisk til skade i mødet med en forskruet ideologi, er hans interesse for Hitlers eventuelle dagbøger udtryk for en voksen drengs skattejagt, der slører de forbrydelser, som nazismen udøvede til perfektion. Dog er der på dette tidspunkt sket en forandring med den kvindeerobrende Lukas Landberg, der kan forklare hans indfaldsvinkel. Lukas er blevet ældre og betragtelig mindre viril. Måske er det derfor, han overgiver sig til undersøgelsen af et rygte, der ikke synes at have noget på sig. Med sin uformåenhed på det seksuelle plan og sin lede ved litteraturen kan han lige så godt kaste sig over et fantasiprojekt. Problemet er bare, at han mister sit sidste engagement, hvis gåden om Hitlers dagbøger løses.

Kompromisløs, eksperimenterende og ambitiøs

Forlaget Silkefyret, der har udgivet ”Det nye testamente”, plejer at lægge vægt på layout. Derfor skuffer indbindingen af Sæterbakkens bog ved første øjekast. En grå gengivelse af en side fra bogen dækkes delvist af en sort skygge. Men egentlig er det meget betegnende for bogens indhold, hvis hensigt til en vis grad fortaber sig i mørket. Dog er indholdet ikke helt så trist, som forsiden antyder. Måske har man ladet sig præge af visheden om, at Sæterbakken begik selvmord i 2012.

Forlaget beskriver på bagsiden romanen som et af Sæterbakkens ”mest kompromisløse, eksperimenterende og ambitiøse værker”. Netop de tre ord er meget betegnende for ”Det nye testamente”. Om resultatet er vellykket, er det op til hver enkelt læser at bedømme, for der gives ikke et objektivt svar, men lige så mange subjektive, som der er læsere af romanen.

Mens jagtfalken bløder ihjel på verandaen

Med sin nyeste udgivelse Ground Zero har Steffen Baunbæk skrevet den mest indsigtsfulde digtsamlinger om sin generations plads i det 21. århundrede og menneskets plads i universet, som er kommet ud af Danmark i lang tid

Steffen Baunbæk: ”Ground Zero”
Digtsamling, Forlaget Emeritus 2020
70 sider, 150 kr

Af Simon Hesselager Johansen

Steffen Baunbæk, født i 1973 i Silkeborg, er i denne anmelders optik en af de mest nyskabende og udfordrende digtere i dagens Danmark. Baunbæks kendetegn er en minimalistisk og tætpakket skrivestil, der forener meget forskellige temaer på meget lidt plads med en svært beskrivelig rytmesans som skriveteknisk superlim. 

Den kolde krigs spøgelser

Baunbæks nyeste digtsamling Ground Zero er sidste bind i en trilogi påbegyndt med 2012s Picnic i Hiroshima og fortsat med 2019s Distant Early Warning. Trilogiens røde tråd er en undersøgelse af, hvordan en opvækst under Den Kolde Krig har påvirket forfatterens nuværende verdensanskuelse langt ind i det 21. århundrede.  

I digtet 'Glas' (s. 22-23) kigger Baunbæk nostalgisk tilbage på dengang, han selv drømte om at ”brænde den gamle, forbandede stinkende borg ned til bunden og pløkke enhver som forsøgte at bygge en ny” mens han i nutiden betragter en jagtfalk bløde ihjel på sin egen veranda. En metafor for hans egen ungdommelige oprørstrangs langsomme død på baggrund af hans nuværende komfortable borgerlige livsstil? I det følgende digt 'Revolutionen' (s. 24-25) erklærer Baunbæk  revolutionen for aflyst mens han beskriver gader flyde med mudder, hvor han engang forventede at se blod, og tomme udsagn hvor han forventede slagord. Til gengæld observerer han at ”vi vandrer i hver vores retning og kommer til steder, vi helst vil forlade”. Hvis Michael Strunge var i live i dag, ville han måske kigge tilbage på sin anarkist-agitprop-digtsamling Skrigerne! fra 1980 på samme måde.

Baunbæk bruger en stor del af Ground Zero på at finde sig rette med den åbenbaring, at han ikke længere er på tidsåndens side. Efterhånden kommer han til den konklusion, at hvis de forandringer han selv ønsker at se i verden bliver gjort til virkelighed vil æren tilhøre mennesker meget yngre end ham selv, som han er nødt til at give faklen videre til på et eller andet tidspunkt. I 'Billeder' (s. 39-41) nævner han ”de børn som tager over fra mig”, som ”ånder pixels og bløder i bytes” men til gengæld ”vil nok aldrig bande i blæst over vildfarne hår”. Det kan være, han tænker på forfatterne Harald Toksværd (f. 1997) og Valdemar Kjærulff (f. 1995), hvis bøger Baunbæk har læst korrektur på. En interessant bekendelse, da hver ny generations kunst som regel virker uforståelig for de tidligere, da den forholder sig til nye problemstillinger og forsømmer hvad de ældre fandt vigtigt. En parallel kan drages til Asger Schnack, der næsten ene mand blandt 1968-generationens digtere forsøgte at bygge bro til 1980'ernes i form af sit samarbejde med F. P. Jac.

Fra polemik til mystik

Ground Zero er en meget anderledes læseoplevelse end alle Baunbæks tidligere digtsamlinger, af en særlig grund: Mere end før giver han sine læsere et indblik ind i sit metafysiske perspektiv på menneskets plads i kosmos. Sådanne indsigter kan fx findes på s. 10-11 under overskriften 'Plænen', som:

er blevet for lang
til at være til pynt,
danner dække
for rådyr
og harer
og arter af biller,
som muligvis ikke
er navngivet...

Baunbæk bemærker derefter:

træerne bærer på aks
ligesom dengang,
jeg bare forsvandt
ind imellem i engen,

Digtet giver talerør for en verdensanskuelse i diametral modsætning til den moderne vestlige kulturs opfattelse af mennesket som universets centrum, ved at påminde læseren om hvor lille mennesket er overfor naturen og hvor lidt vi i bogstaveligste forstand ved om vores egen baghave. 

Skrue-og-møtrik-samfundskritik fylder mindre i Ground Zero end i Baunbæks tidligere digtsamlinger, især 2017s Masselinjer som havde netop det hovedtema. Den polemik, som kan findes i Ground Zero, sigter med laser-lignende præcision på menneskets underminering af den natur som udgør dets eget livsgrundlag. Se 'Polerne' på s. 30-31, der ikke kun sørger over smeltende poler og fugle cirklende omkring uden retning - men også beskriver djævle knæle foran altre med gevær-bærende engle. Et notat om, at korruptionen også har erobret de religiøse traditioner som ellers skulle skærme os fra den profane verdens fordærv? Læg mærke til, Ground Zero starter med et citat fra den britiske okkultist Aleister Crowley – en krigserklæring imod den sjælløse moderne verden og dens metafysiske grundlag. Crowley erklærede netop, at han ikke havde til hensigt at genopbygge en tabt åndelig tradition på samme måde som Helena Blavatsky, René Guénon osv men til gengæld skabe et nyt system for en ny æra. Baunbæk er inde på et lignende spor i Ground Zeros mere åndelige digte.

Krystalliseret Baunbækisme

Skulle undertegnede vælge ét digt, som bedst repræsenterer Ground Zero bliver det nok  'Trosbekendelse' (s. 47-49) – hvor Baunbæk får kogt hele sin livsfilosofi som menneske og digter ned til et par sider. Især de første tre strofer hænger ved i denne anmelders minde.

Jeg tror,
at der findes
et mønster i alting.

Jeg tror, at det mønster er skabt
af en fjern,
men fantastisk forstand,
som alligevel er her,
helt tæt på,
i stængler og blikke

Jeg tror,
at man lever
så længe
og ofte,
man skal,
før man endelig
kan le af,
hvor simpelt
det er,
at give afkald
på al slags
form.

Og jeg tror,
at man indtil da
pisser
i vinden.

jeg tror,
det er det,
man er til
for at gøre.

Jeg tror på,
at tro
er omsonst,
når der hørmer
af mening
til sidst.

Alt, der gør Steffen Baunbæk til Steffen Baunbæk, er klarest til stede her: Indviklede overvejelser om tit uoverskuelige problemstillinger, uden hensyn til god smag eller loyalitet til nogen ideologisk fane, kogt ned til så lidt plads som overhovedet muligt; og trods alle odds har resultatet alligevel en vis elegance over sig.

Ground Zero minder denne anmelder om én anden digtsamling: Michael Strunges Verdenssøn, udgivet i 1985 under pseudonymet ”Simon Lack”. Begge samlinger adskiller sig fra digterens tidligere udgivelser i skrivestil, men krystalliserer og kondenserer samtidig hans ethos ind til den mest intense form som findes i forfatterskabet. Ligesom man skal læse Verdenssøn, hvis man kun læser én digtsamling af Strunge, så skal man læse Ground Zero hvis man kun læser én digtsamling af Baunbæk.

Det vigtige spørgsmål er så: Kan Baunbæks næste digtsamling undgå at virke som en skuffelse efter Ground Zero, på samme måde som Strunges Billedpistolen gjorde efter Verdenssøn? Tiden vil vise...

Skade volder skade

Thóra Hjörleifsdóttir: ”Magma”, oversat fra islandsk af Nanna Kalkar, Silkefyret 2020, 132 sider, 200 kr.

Af Egil Hvid-Olsen.

Det er ikke for sarte sjæle, når Thóra Hjörleifsdóttir skriver om, hvordan den unge forelskede Lilja overskrider sine grænser i forsøget på at tilfredsstille og dermed fastholde sin kæreste.

Hjörleifsdóttir har tidligere udgivet tre digtsamlinger, men ”Magma” er hendes debutroman, og selvom den til tider er ækel, er det også en af de bøger, der er drevet af sin egen nødvendighed.

Kompromis på kompromis

Liljas kæreste er flot, og så har han haft en barsk barndom, der i Liljas øjne gør ham skrøbelig. Samtidig med at hun er voldsomt tiltrukket af ham som mand, vækker han også hendes moderinstinkt. Problemet er bare, at hans skrøbelighed ikke manifesterer sig som sådan. Tværtimod har den gjort ham følelseskold. Der skal ikke stilles nogen diagnose her, men visse psykopatiske træk har han da.

Selvom kæresten ikke formår at være Lilja tro, går hun også på kompromis på det punkt. Det vigtigste for hende er, at der fortsat er plads til hende i hans liv. Den plads, han levner hende, er dog ikke tilstrækkelig. Det erkender Lilja ikke, men hendes psyke reagerer og driver hende længere og længere bort fra sig selv.

En spæd vulkan

”Magma” er betegnelsen for det smeltede klippemateriale, der vælter op i form af lava, når en vulkan er i udbrud.

Lilja udvikler sig til en lille vulkan, der netop i kapitlet ”Magma” går i udbrud:

”Jeg fik øje på et lille pop op-vindue, der stod og blinkede. Med hendes navn. Den rødhårede talte stadig med ham. Vreden rev mig ud af min døs. ’Har du stadig kontakt med den luder? Hvad fanden er der galt med dig?’” (s. 104).

Problemet er, at der vitterlig er noget galt med kæresten. Han er en skadet sjæl, der ikke har sans for andre end sig selv. Lilja er blot en spæd vulkan, hvis udbrud ikke berør ham for alvor. Hans behov for seksuel tilfredsstillelse skubber konstant de varme følelser, han nærer til andre, til side. Denne afstumpethed erkender han ikke, og det gør Lilja heller ikke, før hun selv er tæt på at blive følelsesmæssigt skadet i så voldsom grad, at hun må træffe et grundlæggende valg for at redde, hvad reddes kan.

Mentale eliteraids

”Magma” består af en række små kapitler, nogle ned til et par linjer, andre op til et par sider. Bogen er lynhurtigt læst, men historien kiler sig grundigt fast i erindringen. Enkelte kapitler udgør effektivt kvæstende eliteraids i læserens uforberedte psyke. Det er grumt, men også godt, for Thóra Hjörleifsdottír taler ikke kun på egne vegne, men også på vegne af alle de kvinder og mænd, der med fysisk eller mental vold tyranniseres af deres partner.

Rejs dig op ved det sære udtryk, du er faldet ved

Erik Kock
Åndens natur
Poesi. Prosa. Film.
Forlaget Armé 2020

Af Carina Wøhlk 

Der er noget i luften. Allerede fra første side står det klart. Det er Ånden, der hvirvler rundt. Ånden. Med stort. Med lille. Lige i den størrelse, der skal til for at få os mennesker til at rutsje rundt i refleksioner over, hvem vi er og hvorfor vi har gang på jord. 

Med sin nyeste bog Åndens natur har forfatter, dramatiker og foredragsholder Erik Kock bundet en smuk genrebuket. Som undertitlen Poesi. Prosa. Film antyder, kommer læseren til at mærke åndens pust i både højtidelige salmer og sonetter, stram prosa og filmanuskriptform. Selve titlen indikerer en fordybelse i åndens væsen, men måske også i samspillet imellem det åndelige og det naturvidenskabelige, imellem det, der ikke umiddelbart kan fattes (om) og det håndgribelige.   

MSK?

Bogen tager sit afsæt i en fortale med den kryptiske titel: Diagnosen MSK. Allerede her er en snublesten for den knapt så belæste læser. For hvad er MSK en forkortelse for? Maskinmester Skolen i København? Eller i disse Corona-tider – måske maske? Næppe. Til sidst i bogen, under Noter og kommentarer, løfter Kock sløret: Der er tale om Kierkegaards forkortelse for ordet menneske. Sådan skriver SK om MSK. 

Men kære læser, rejs dig op ved det sære udtryk, du er faldet ved og lyt til skønheden i fortalens ord og toner, der byder sig til som bogens ouverture. Kock fremmaner lydbilledet af skabelsen, hvor ånden som bekendt svæver over vandene. Som en anden maestro løfter forfatteren dirigentstokken og fører læseren igennem et partitur, hvor først det ene, så det andet, så det tredje instrument sætter ind. Han har måske ikke absolut gehør, men alt, hvad han skriver, er båret af stor musikalitet. 

Poetisk styrke

Efter fortalens brus følger et let boblende poetisk afsnit. Digte, salmer, hymner, sonnetter og knækprosa folder ånden ud i det, der efter denne anmelders mening er bogens stærkeste del.  Især salmerne er særdeles vellykkede: ”Sig, at alting passer til sidst,/ mit punktum vil slettes engang,/ og jeg bli´r som en stjerne der danser,/til alt går under i sang…” (se s. 25). Billedet af det evige liv som et viskelæder eller en slettelak, der fjerner dødens punktum, er bevægende smukt. Fortællingen fortsætter. Døden får ikke det sidste ord.

Dernæst byder bogen på en række prosatekster under overskriften Epifanier. Epifani betyder åbenbaring, men der er ikke desto mindre noget gedulgt i valget og sammensætningen af tekster. Læseren føres fra en angiveligt transskriberet afskedsforelæsning i et selvopfundet land over en syret dagbogsoplevelse til en blanding af en tør redegørelse om kvantemekanik og selveste opstandelsesberetningen. Læseren trækker på smilebåndet, nikker eftertænksomt og sukker dybt undervejs, men den store og samlede åbenbaring udebliver. 

I biografen

Endelig går tæppet for den tredje genre: Film. Læseren sætter sig til rette i biografsædet med hånden i popcornbøtten og spændt mine. Over et halvt hundrede sider udspiller sig en sær handling over flere scener og med flere medvirkende. Læseren skal ikke forvente gængs underholdning, men drejebogen animerer til billeddannelse. Og hvad er det så for et billede, der toner frem? Et scenarie, der balancerer på kanten af det absurde.         

Bogen rundes af med endnu nogle poetiske strejf af ånd. Udgang hedder afsnittet. Og hvilken sortie! Læseren sidder tilbage med et indtryk af en forfatter, der kræver noget af sin læser. Både hvad form og indhold angår. I bogen leges der ikke bare med ord og genrer, men også med typografi. Læseren skal være årvågen for at få alle spidsfindigheder med.   

Opmærksomheden vil også hurtigt rette sig imod de mange referencer til bibelen, som bogen vrimler med. Især kredses der om passionshistorien og kærlighedens højsang – 1. Korinterbrev, kapitel 13. I sidstnævnte skriver Paulus: ”Endnu ser vi i et spejl i en gåde…”. Og netop det gådefulde synes Kock at være særligt fascineret af i sin hvirvlende omgang med ånden.    

Forståelsesnøgle

Som allerede nævnt, afsluttes bogen med afsnittet Noter og kommentarer, der fungerer som en slags forståelsesnøgle til visse udtryk og passager. Uden denne nøgle i (h)ånden ville flere læsere komme til kort. Er bogen så for almindelige dødelige? For MSK som dig og mig? Ja, men det kræver en åndelig nysgerrighed og åbenhed. Bogen skal ikke nødvendigvis læses fra ende til anden. Og den tåler, ja, forlanger visse steder, at læseren vender tilbage og dykker ned i sætningerne igen. For der er noget at komme efter.

Så spænd sikkerhedsbæltet og lad dig føre med på åndens rutsjebanetur. Spring op og fald ned på det lidt for fortænkte og giv efter for det filosoferende, fabulerende og helt igennem fine. Lod dybden i ordene og lad det kilde indeni.        

Fem kilo visuel fryd

 Thyge Christian Fønss-Lundberg: ”Kluge. Catalogue Raisonné 1990-2020”, Frydenlund 2020, 560 rigt illustrerede sider, 599 kr.

Af Egil Hvid-Olsen.

Thomas Kluge er en kunstmaler, der deler vandene. Nogle elsker at hade ham, andre hader at elske ham, mens atter andre elsker at elske ham – eller snarere hans værker. Måske er det også nogle, der hader at hade ham, fordi de er låst fast i en position, de ikke længere kan stå inde for.

Der er absolut ingen tvivl om, at Kluge rent håndværksmæssigt er en eminent maler. Hans malerier ligner skarpe fotografier. Som sådan kan han beskrives som superrealist. Men samtidig er hans malerier konstruerede. Ikke at man altid lægger mærke til det, for de viser det, vi kender, men Kluge overfører ikke bare et fotografi til lærredet. Til tider er det genkendelige opstillet på en måde, vi ikke genkender. Andre gange har han gjort brug af genstande, der bærer en symbolik i sig, som kræver afkodning. Derfor foretrækker han selv at blive kaldt magisk realist.

Det er denne magiske realist, kunsthistoriker Thyge Christian Fønss-Lundberg har skrevet et pragtværk om. Forlaget Frydenlund har ikke været fedtet, hvilket nok delvis skyldes støtten fra fire fonde. Men hvorfor også være påholdende, når man har muligheden for at udgive en gennemført smuk bog med en lang række betagende gengivelser af Kluges værker? Gengivelserne har krævet tykt, glitret papir, der har gjort bogen til en fem kilo tung sag fuld af visuel fryd og interessante oplysninger.

Biografi, værk og holdninger

Tre gange søgte Kluge ind på Kunstakademiet i København og tre gange fik han afslag. Den dag i dag er han stadig ikke for alvor anerkendt af kunsteliten; altså blandt en lang række kunsthistorikere, kunstanmeldere, museumsfolk og akademiets undervisere. Som en af landets mest benyttede og nok også bedst betalte portrætkunstnere, kan han dog tillade sig at være ligeglad. Alligevel går Kluge ofte i flæsket på kunstparnasset, hvis kunstforståelse han bestemt ikke deler. Dette skriver Fønss-Lundberg meget medrivende og vidende om. Derved kommer han til at fremstå som en slags forsvarer for Kluge og dennes værk, og selvom det er på nippet til at blive ensidigt, er der vitterlig noget at forsvare.

Forfatteren kommer godt omkring både kunstmalerens biografi, værker og holdninger. Der lægges små lunser kød ud i teksten, så læseren får appetit på at vide mere. Hvad var det, der skete i Jens-Erik Nielsens Gallerihuset? Hvorfor fik Kluge Handelskammeret på nakken? Hvordan løste han opgaven med at male et portræt af rektoren for den institution, der havde nægtet ham optagelse? Hvorfor er det ildeset at bruge fotografier som skitser? Svarene følger lidt efter lidt.

Undervejs i sin redegørelse for de oplevelser, der har præget Kluge som person og kunstmaler, fletter Fønss-Lundberg en række relevante kunsthistoriske oplysninger og interessante tolkninger af udvalgte værker ind i teksten. Det er en nydelse, at man ikke blot kan se de værker, der omtales, i mindre gengivelse på samme side, som man læser om dem, men også kan slå en langt større gengivelse op i det store billedkatalog.

Det sidste kapitel er et interview med Thomas Kluge, hvori han udfolder sit kunstsyn, der er formet af et opgør med en lang række skråsikre påstande.

På spørgsmålet om, hvad et godt kunstværk er, svarer Kluge: ”Et godt kunstværk er et kunstværk, som tager udgangspunkt i sin tid. Et godt kunstværk er et kunstværk, der tager sit publikum alvorligt og ønsker dialog, for kun gennem dialogen bliver kunstneren og publikum klogere. Et godt kunstværk skal ikke forklares, fordi det lader sig opleve og tolkes uafhængigt af kunstinstitutionen.” (s. 131).

Resonansens vigtighed

Fønss-Lundberg glæder sig over, at Kluge på nuværende tidspunkt kan løfte sig så højt over de fortrædeligheder, han har været udsat for, at han nu blot kan male sine motiver uden at tillægge dem anden betydning end den, de allerede har: ”Krage […] forestiller vitterligt en krage” (s. 108). Ironien fra nogle af de tidligere værker er væk. Nu er det What-you-see-is-what-you-get. Men man kan også argumentere for, at ironien var med til at give værkerne liv og vække beskuerens nysgerrighed. Naturligvis skal beskueren ikke ønske for kunstneren, at han render ind i endnu flere uretfærdigheder og livskriser, men hans værker skal afspejle det levede liv for at skabe resonans hos beskueren.

Resonansen vækker Kluge da også stadigvæk, men på en anden måde end tidligere. Et sted genfortæller Fønss-Lundberg en samtale, som Thomas Kluge havde med en kunde, der så et portræt, Kluge havde malet af sin hustru. ”Sådan vil jeg gerne portrætteres”, sagde kunden, hvortil maleren svarede, at det ikke kunne lade sig gøre, fordi han jo ikke var forelsket i kunden. Når man ser portrættet, forstår man, hvad han mener. I endnu højere grad end i andre fremragende portrætter, har Kluge malet ikke blot det ydre, men også det indre. Hans kærlighed til den portrætterede er blandet ind i malingen og påført lærredet med taknemmelighed og stolthed.

Lidt på samme måde har forfatter og forlag i fællesskab flettet kærlighed til kunsten ind i det pragtværk, som ”Kluge. Catalogue Raisonné 1990-2020” er. Hvor er den en fryd at læse og kigge i!