DEN SMALLE BOG: august 2022

tirsdag den 30. august 2022

Et patetisk højdepunkt

Klassikerlæsning. John Steinbeck: ”Livsflammen”, USA 1950, Danmark 1951. Originaltitel: ”Burning Bright”.

Mange af John Steinbecks romaner blev omdannet til teaterforestillinger og/eller film, og forfatteren var selv meget optaget af de to genrer. Han skrev for eksempel filmmanuskriptet ”Viva Zapata!” mellem 1948 og 1950. Det blev filmatiseret i 1952. I forordet til ”Livsflammen” nævner Steinbeck de to korte romaner ”Mus og mænd” (1937) og ”Månen er skjult” (1942) som tekster, der i deres opbygning nærmer sig intensionerne for ”Livsflammen”, nemlig at skrive et skuespil i novelleform, således at instruktøren får lidt flere oplysninger, end der normalt gives i et manuskript. ”Mus og mænd” blev da også en stor succes, ikke kun som bog, men også som teaterstykke. Det blev ”Livsflammen” ikke! Teaterstykket blev sablet ned af kritikerne, og det samme blev den lille bog. Det skete desværre ikke uden grund.

Trekantsdrama med drøn på

Der er noget patetisk over både ”Livsflammen”s handling og replikker. Den midaldrende Joe Saul har mistet sin kone og giftet sig med den betydeligt yngre Mordeen, men da det går op for Mordeen og Joe Sauls gamle ven, Friend Ed, at Joe Saul ikke kan få børn, lader Mordeen sig mere eller mindre voldtage af sin mands arbejdspartner, Victor. Det er nemlig Joe Sauls største ønske at blive far og dermed føre slægten videre. Beklageligvis forandrer Viktors driftsbestemte lyst til at være sammen med Mordeen sig til kærlighed. Det er en kærlighed, der er dømt til at være ulykkelig, fordi Mordeen elsker sin mand. Spørgsmålet er, om Joe Saul kan fortsætte med at elske sin hustru, hvis det kommer for en dag, at han ikke er far til det barn, der vokser i hendes mave. Da ”Livsflammen” slutter, ender man på toppen af det patetiske bjerg, Steinbeck møjsommeligt har bygget op. Bogen/skuespillet er simpelthen for verdensfjernt til, at man kan kvæle et lille, meget upassende fnis.

Steinbeck mister balancen

”Livsflammen” er delt i tre akter med de samme karakterer, men stedet, de befinder sig samt deres respektive professioner, ændrer sig fra akt til akt. Den første akt finder sted ved et cirkus, den anden på en bondegård og den tredje i et skib. Dette er sikkert Steinbecks måde at markere det universelle ved problemstillingen, der kan finde sted hvor som helst, men det fungerer bare ikke særlig godt. Bogen slutter med en ekstra scene, der er føjet til akt tre. Her fødes barnet, og det, der er tænkt som så smukt, at tilskuerne og læserne gerne må knibe en tåre, falder pladask til jorden. Det er en skam, for Steinbeck havde tidligere kunnet balancere på kanten af det patetiske. Slutningen af storværket ”Vredens druer” (1939) er mesterlig, fordi den er lige ved at kamme over, men netop ikke gør det. ”Mus og mænd” bevæger sig også i retning af det patetiske, men her følger tårerne helt naturligt, uden den opfordring der ligger mellem linjerne i slutningen af ”Livsflammen”. Så kort sagt: Vil man læse en bog af John Steinbeck, er det en god idé at vælge en anden end ”Livsflammen”. Han har skrevet massevis af fantastiske værker, men her er der altså en, der af naturlige grunde ikke har fået klassikerstatus. Det patetiske højdepunkt udgør et litterært lavpunkt i Steinbecks produktion.

fredag den 19. august 2022

Umiddelbar genkendelig hverdagsrealisme, blandet med tankevækkende symbolladet krisestemning

Verena Günther
POWER
Oversat af Karen Tortzen
Forlaget Silkefyret 2022, 268 sider, 250 kr.

Af Jes Nysten

“Flamme står på bare fødder ved indgangen til stormagasinet….Igen og igen vender Flammes spejlbillede tilbage som et fast holdepunkt i den svingende dør. Hun står helt stille. Det tynde, blonde hår hænger i sammenklistrede totter over hendes skuldre….Menneskene slår en bue uden om Flamme, undviger hende, det ses tydeligt i ruden. Tydeligt ses også duen….Flamme følger duen med blikket, den humper lidt, en plastiksnor har viklet sig om dens ene fod….Hun venter på, at duen finder et smuthul, at den færdiggør sin meningsløse slalom, og da ventetiden synes forgæves, griber hun bagud efter sin hale, vikler den tre gange rundt om højre hånd, indtil kvistene skærer sig dybt ind i kødet, og slår halen sidelæns med stor kraft mod jorden. De sammenbundne pilekviste knalder hårdt ned mod marmorgulvet, som fører hen til stormagasinets indgang. Duen hopper opskræmt frem og tilbage, mens den basker med vingerne, og Flamme bliver ved med at slå, indtil duen tumlende flyver op….Flamme følger den med blikket og giver netop slip på sin hale, da en mand med vrede øjne støder ind i hende i forbifarten” (s 9f)

Som en kort ouverture til romanen (og prøve på stilen) står dette besynderlige øjebliksbillede af bogens kraftcenter, pigen “Flamme”; ja ikke blot hende men hele romanens både fascinerende og urovækkende atmosfære er fanget ind her. Umiddelbar genkendelig hverdagsrealisme blandet med tankevækkende symbolladet krisestemning. For hvad er det med hendes navn, spejlbilledet, duen og hendes voldsomme slag med “halen” midt i en ordinær stormagasin-scene?

Jeg må straks bekende, at denne bog er en af de mest intelligente og sprogligt potente bøger, jeg har læst i længere tid. Forfatteren er tysk, Verena Güntner, og den foreligger her i en - for mig at se - glimrende oversættelse af Karen Tortzen.

Power

I en lille anonym, trist og affolket landsby i det sydtyske forsvinder en dag hunden Power. Den tilhører en træt ældre og lettere dement kvinde, hvis mand for år tilbage også en dag pludselig forsvandt. Hun beder nu den 11 årige Flamme om at finde hunden.

Flamme hævder, at enhver opgave hun sætter sig, løser hun. Hurtigt fornemmer vi, at der er noget urovækkende ved denne pige. En for en så ung pige påfaldende alvorsfuldhed, strenghed og målrettethed grænsende til det autistiske. Der er virkelig en “flamme” i hende.

Hurtigt får Flamme samlet en gruppe af byens børn til at hjælpe i eftersøgningen i den nærliggende skov. Som ubestridt leder får hun efterhånden børnene til at opføre sig som hunde - de gør, kravler på alle fire, tilpasser sig skovens betingelser. Men gavner det eftersøgningen - eller viser det blot en farlig underkastelse under en streng leder?

Det er som om forældrene inde i byen er mere eller mindre ligeglade med børnene ude i skoven. De har nok i deres trælse hverdag.

Perspektivet vender

Men i bogens anden del vender perspektivet. Hvor begivenhederne i første del primært var set fra Flammes perspektiv og tildels den ældre demente kvindes, så møder vi nu flere af landsbyens voksne, der er forblevet i byen. Vi får et blik ind i gensidige beskyldninger, stridigheder, dumhed, opgivenhed.

Verena Günther (Foto: Martin Lengemann)

Man fornemmer en efterhånden tydelig grænse mellem byens “civiliserede” kaos og opgivenhed og skovens børns kraft og beslutsomhed.

Hvordan romanen slutter skal naturligvis ikke afsløres her! Bliver hunden fundet? Vender børnene tilbage? Ja, finder vi egentlig ud af, hvad det er der er på færde i denne konstant fængende og forvirrende fortælling, når vi har afsluttet læsningen?

Bogen er holdt i et næsten klinisk “tørt” sprog. Her fortælles uden hang til det svulstige eller højstemte. Selvom historien er både hårrejsende direkte og på sæt og vis fyldt med symbolik. Men forfatteren holder sig helt fri for at pege eller tolke.

Man kan så selv fx læse “Fluernes Herre” med ind i teksten, eller man kan læse aktuelle tendenser til magtvilje og folkelig afmagt ind. Og sådan kan man jo selv hygge sig efterfølgende.

Men afgørende er først og fremmest at give sig tid til at læse denne virkelig sprogligt og tankemæssigt potente bog.

tirsdag den 16. august 2022

Et virvar af følelser og uforudsigelige handlinger

Klassikerlæsning. Fjodor Dostojevskij: ”En grønskolling”, 1875, oversat til dansk af Ole Husted Jensen, Vangsgaard 2004, her læst i 2. reviderede udgave fra 2014, 586 sider.

Af Egil Hvid-Olsen

”En grønskolling”, der tidligere har været udgivet under titlen ”Ynglingen” (i Ejnar Thomassens oversættelse), handler om den 20-årige Arkadij Andrejevitj Dolgorukij, der er uægte barn af Andrej Petrovitj Versilov. Hans blakkede familiære status og en opvækst på en kostskole og i forskellige plejefamilier har øget den frustration og usikkerhed, der i forvejen kan fylde rigeligt i unge menneskers sind. Selvom Arkadij er sig smerteligt bevidst, at han ikke tilhører det gode selskab, har han udtænkt en ”idé”, der skal gøre ham lykkelig. Ideen kan sikre ham et ubekymret liv, og han er fuldt ud overbevist om, at han er i stand til at virkeliggøre den, når han først har gjort op med sine forældre. Han vil brænde alle broer og begynde på en frisk, uafhængig af andre. Dog er der én ting, han har glemt at tage højde for, nemlig sin ungdommelige umodenhed, der, så snart han kommer til penge, lokker ham til spillebordet, hvor han hurtigt gribes af ludomani. Ideens realisering må derfor udskydes, hvilket har den primært positive konsekvens, at han lærer sin far, mor og sine søskende at kende. Imidlertid er deres indbyrdes forhold alt andet end uproblematisk. Versilov slås med et splittet sind, der ind imellem får ham til at handle ganske uforudsigeligt. Ét er, at den unge hovedperson ikke kan forstå, hvad der foregår omkring ham (og læseren derfor også ofte er på herrens mark), noget andet, at hans far bevæger sig i så alternative virkelighedsforståelser, at han – på linje med Arkadij - mangler fodfæste i hverdagen. Dette skyldes, at handlingen finder sted i en opbrudstid, hvor de gamle dyder står for fald, socialismen er begyndt at tage form, og ingen rigtig ved, hvordan fremtiden vil forme sig. Denne uvished får et konkret udtryk i Versilovs forvirring, der gør, at han gang på gang træffer beslutninger og udfører handlinger, der sårer både ham selv og hans nærmeste. Samtidig gør han rede for en særpræget ideologi, der skal samle Europa i en fælles åndelig identitet, hvilket kun kan gøres under lederskab af det selvopofrende russiske menneske.

Samtidig med disse skildringer af forvirring, dels på mikro-, dels på makroplan, udfolder der sig flere intriger, hvor den ene bunder i faderens og sønnens fælles fascination af den smukke generalenke Katerina Nikolajevna Akhmakova. Begge mænds kærlighed til denne kvinde er urealistisk, men presser dem ikke desto mindre ud i handlinger, de siden fortryder. Den intrige, der udfolder sig omkring denne problemstilling, får en afslutning af melodramatiske dimensioner.

En vidtforgrenet dannelsesroman

Romanen fortælles af den unge Arkadij, der modnes betragteligt undervejs af de ret voldsomme erfaringer, han gør sig. Således viser Dostojevsky også i ”En grønskolling” sin fabelagtige evne til at beskrive et menneskes sind og tanker. Ja, han nøjes (som så ofte før) ikke med ét menneske, men inddrager et stort persongalleri, hvoraf læseren kommer ind under huden på en hel del.

Dostojevskij behersker den dybtgående beskrivelse af sine karakterer. Han lader dem udfolde deres tanker, der til tider får et næsten essayistisk præg; han konstruerer dialoger, hvor det talte ord afslører de talendes forskelligartethed, deres mål, usikkerhed og forvirring. Han fremstiller skurke, der pludselig kan åbenbare en ædelmodighed, og ædle karakterer, der pludselig reagerer gement, og selvom det lyder konstrueret, er det det stik modsatte: overbevisende og virkelighedsnært.

Dostojevskij var midt i halvtredserne, da ”En grønskolling” udkom, og alligevel var han i stand til overbevisende at give stemme til et ungt menneskes frustrationer og umodne reaktioner. Vel er Arkadijs sprog meget modent hans alder taget i betragtning, men hans væremåde er spontan, ungdommelig og ofte ansvarsløs. Det kan være ganske frustrerende at følge hans færd fra den ene dumhed til den næste, men ”En grønskolling” er også en dannelsesroman, så Arkadij får større og større overblik over dels de intriger, han mere eller mindre bevidst deltager i, dels sit liv i al dets kompleksitet. Og dog er det nødvendigt for den unge mand hen mod slutningen at komme med denne indrømmelse til læseren: ”Jeg må nu igen foregribe begivenhederne og forklare læseren i hvert fald noget på forhånd, for denne histories logiske forløb er blevet blandet op med så mange tilfældigheder, at det ikke er til at finde rede i uden en forudgående forklaring.” (s. 514). Som læser kan man irriteres over denne indrømmelse fra Dostojevskijs side, idet han jo direkte erkender, at han har skrevet for usammenhængende. Irritationen varer dog kun, indtil man husker på, at det ikke er Dostojevskij, men Arkadij, der formulerer indrømmelsen. På den måde styrker Dostojevskij illusionen om romanens unge fiktive forfatter yderligere.

Måske ikke størst, men dog stor

Lad gå, at Arkadij uden hold i langt de fleste virkelige forløb pludselig ikke længere er indfanget i ludomaniens lænker. Dette træk kan eventuelt forklares med, at Dostojevskij, der selv var grebet af spillelidenskab, lå under for den udbredte indbildning blandt spillere, at han kunne stoppe fra den ene dag til den anden. Lad ligeledes gå, at Dostojevskij til tider lader Arkadijs selvmedlidenhed og deraf følgende bitterhed fylde rigeligt – et træk som bestemt ikke er urealistisk, men en smule trivielt. Lad tilmed gå, at Dostojevskij i ”Grønskollingen”, men eksempelvis også i ”Forbrydelse og straf”, tillader sig nogle fortælleteknisk lette løsninger som at lade personerne opsnappe vigtig information på ganske tilfældige måder, for eksempel ved at hovedpersonen befinder sig i et værelse, der støder op til et rum, hvori en vigtig samtale føres. Og lad gå, at man som læser må gennem flere hundrede sider uden at have den mindste anelse om, hvordan dette væld af følelser, fortællinger og skæbner hænger sammen. Lad gå med alt dette, for når læsningen er afsluttet, viser det sig, hvor bevidst Dostojevskij har været om bogens konstruktion og detaljer lige fra begyndelsen, og at den hænger langt bedre sammen, end man har haft fornemmelsen af.

At Dostojevskij vidste, hvad han lavede, bekræfter Eigil Steffensen i sin lille bog ”Dostojevskijs store romaner” fra 1971: ”Den brudte, disharmoniske form, Dostojevskij betjener sig af, er imidlertid ikke betinget af hverken tidsnød eller en midlertidig nedgang i Dostojevskijs kunstneriske formåen” (s. 66). Steffensen mener, at det uoverskuelige ved romanen skyldes, at dens forfatter er påvirket af sin samtid, der netop ”var en ustabil brydningstid, hvor alle værdier og normer blev taget op til revision” (s. 67). Således kunne romanen ikke blive andet end kaotisk.

Denne forklaring kan man være enig eller uenig med Steffensen i. Netop det kaotiske har medført, at mange ikke anser ”Grønskollingen” for at høre til blandt Dostojevskijs største romaner. Men en roman behøver ikke at være størst for at være stor. Det kan være ret ligegyldigt, hvor på ranglisten, ”En grønskolling” befinder sig, for den er under alle omstændigheder værd at læse.

torsdag den 11. august 2022

Galleri Den smalle bog: Fotografier af Mads Holm

Udstillingen vises i august og september. Kunstredaktør Nikolaj Callesen introducerer billederne i en samtale med Mads Holm, "Kampen for frirum"

Kampen for frirum – en samtale med kunstneren Mads Holm.

Mads Holm bor i København. Det er forholdsvis nyt. De sidste 12 år, har taget ham fra den danske skole for fotokunst Fatamorgana, til anerkendte uddannelser inden for fotografi og kunst i New York, Glasgow og Haag. Mange af de år er gået med fordybelse og udvikling af hans projekt med den nuværende titel, Hrtlnd. Mads har brugt mange års research og rejser på at udvikle og udfolde projektet, der har fundet sin form i forskellige udstillingssammenhænge herhjemme og internationalt samt i forskellige bogudgivelser. Hrtlnd undersøger og blotlægger på sin vis hvorledes militarisering og normalisering af krig er indlejret i vores fælles hverdagskultur, lige fra børneopdragelse til design af byrum. Mads har på den måde iagttaget og på sin vis igennem sine fotografier fundet måder at kommentere og stille skarpt på nogle af tidens felter for kulturel konflikt. Den teknologi der eksempelvis skulle frigøre og demokratisere vore samfund, virker som kontrol af og indskrænker den selvsamme frihed. Gennem et billedsprog, der med ironi, men fremdeles surrealisme, absurditet og også ofte lige dele poesi og brutalitet, vender Mads på sin vis i sit Hrtlnd projekt, vrangen ud på uretfærdighed, ulighed, systemer af kontrol og skævvridninger af magtfordeling. Hrtlnd er ofte kirurgisk skarpe øjeblikkelige observationer af forskellige groteske hverdags selvfølgeligheder, der binder og fastholder mennesker i ufrihed og som genskaber mønstre af konflikt, vold, modstand og kamp.

Indignation har været en stor drivkræft for Mads Holm. Vrede og forurettelse, en naturlig kamp måske, imod hvad der opleves uretfærdigt, har været en væsentlig motor i Hrtlnd. ”Jeg er lidt i stilstand med mit fotografi i denne tid ”. Fortæller Mads. Og fortsætter: ”Vreden der var udgangspunktet for 10-12 år siden år siden, føler jeg ikke længere så presserende”. ”Kunsten skaber jo egentlig frirum, og det vil jeg gerne længere henimod at tage til mig ”.

Mads og jeg taler frem og tilbage, om det konfliktuelle og om indignation som en drivkræft. Om de skæringspunkter jeg som betragter oplever han har udfoldet i sin kunst. Vi taler om vrede, og vi taler om, at de frirum som kunsten kan skabe, måske som noget af det væsentligste, kan opstå på forskellig vis. At måden hvorpå vi søger efter de frirum, med kunsten som hjælpemiddel måske, ændres også med alderen. Mads’ værker, rummer for mig som betragter en rigdom i skarphed og klarsyn, det konfliktuelle fokus åbner værkerne og jeg bliver ramt, af detaljerne der foldes ud, af værkernes indbyrdes overraskende og legende associationsrækker. Måske Hrtlnd i virkeligheden taler i retning af hvordan vi kan skabe frie rum, ydre som indre, individuelt som kollektivt, f.eks. igennem den visuelle kunst? Rum der også er lette, trygge, legende, poetiske og drømmende. Rum som reelt kan opstå når vi er åbne for dem, rum som vi kan træde ind i når vi både på indre som ydre og fælles planer vælger at give dem plads, prioritering og opmærksomhed. Egentlig igennem det fortløbende arbejde det er helt fundamentalt at leve og være.

Hrtlnd, er et originalt, skarptslebent og omfattende projekt. Med Mads’ ord er det i denne tid skræmmende for ham at skulle slippe og udvikle nye projekter. Men måske det netop handler om de frirum, Mads nævner kunsten og fotografiet på forskellig vis kan være medskaber af? Dermed er det måske snarere i højere grad et spørgsmål om de rigtige måder at videreudvikle Hrtlnd, end at starte helt på ny? Hrtlnd fremstår som titlen antyder for mig som betragter i høj grad også om at søge og skabe plads til hjertets frirum, til hjerterum. Hvilke udformninger og retninger det vi foretager os i tilværelsen end tager, må det fortsatte arbejde for bibeholdelse af frirum og hjerterum kollektivt som individuelt til hver en tid være et kerneanliggende.

Her på den smalle bogs galleri, viser vi et uddrag af projektet, udvalgt af Mads selv. Man kan se meget mere om Mads Holm og Hrtland på f.eks. www.madsholm.com. Se udstillingslisten efter billederne