Et patetisk højdepunkt

Klassikerlæsning. John Steinbeck: ”Livsflammen”, USA 1950, Danmark 1951. Originaltitel: ”Burning Bright”.

Mange af John Steinbecks romaner blev omdannet til teaterforestillinger og/eller film, og forfatteren var selv meget optaget af de to genrer. Han skrev for eksempel filmmanuskriptet ”Viva Zapata!” mellem 1948 og 1950. Det blev filmatiseret i 1952. I forordet til ”Livsflammen” nævner Steinbeck de to korte romaner ”Mus og mænd” (1937) og ”Månen er skjult” (1942) som tekster, der i deres opbygning nærmer sig intensionerne for ”Livsflammen”, nemlig at skrive et skuespil i novelleform, således at instruktøren får lidt flere oplysninger, end der normalt gives i et manuskript. ”Mus og mænd” blev da også en stor succes, ikke kun som bog, men også som teaterstykke. Det blev ”Livsflammen” ikke! Teaterstykket blev sablet ned af kritikerne, og det samme blev den lille bog. Det skete desværre ikke uden grund.

Trekantsdrama med drøn på

Der er noget patetisk over både ”Livsflammen”s handling og replikker. Den midaldrende Joe Saul har mistet sin kone og giftet sig med den betydeligt yngre Mordeen, men da det går op for Mordeen og Joe Sauls gamle ven, Friend Ed, at Joe Saul ikke kan få børn, lader Mordeen sig mere eller mindre voldtage af sin mands arbejdspartner, Victor. Det er nemlig Joe Sauls største ønske at blive far og dermed føre slægten videre. Beklageligvis forandrer Viktors driftsbestemte lyst til at være sammen med Mordeen sig til kærlighed. Det er en kærlighed, der er dømt til at være ulykkelig, fordi Mordeen elsker sin mand. Spørgsmålet er, om Joe Saul kan fortsætte med at elske sin hustru, hvis det kommer for en dag, at han ikke er far til det barn, der vokser i hendes mave. Da ”Livsflammen” slutter, ender man på toppen af det patetiske bjerg, Steinbeck møjsommeligt har bygget op. Bogen/skuespillet er simpelthen for verdensfjernt til, at man kan kvæle et lille, meget upassende fnis.

Steinbeck mister balancen

”Livsflammen” er delt i tre akter med de samme karakterer, men stedet, de befinder sig samt deres respektive professioner, ændrer sig fra akt til akt. Den første akt finder sted ved et cirkus, den anden på en bondegård og den tredje i et skib. Dette er sikkert Steinbecks måde at markere det universelle ved problemstillingen, der kan finde sted hvor som helst, men det fungerer bare ikke særlig godt. Bogen slutter med en ekstra scene, der er føjet til akt tre. Her fødes barnet, og det, der er tænkt som så smukt, at tilskuerne og læserne gerne må knibe en tåre, falder pladask til jorden. Det er en skam, for Steinbeck havde tidligere kunnet balancere på kanten af det patetiske. Slutningen af storværket ”Vredens druer” (1939) er mesterlig, fordi den er lige ved at kamme over, men netop ikke gør det. ”Mus og mænd” bevæger sig også i retning af det patetiske, men her følger tårerne helt naturligt, uden den opfordring der ligger mellem linjerne i slutningen af ”Livsflammen”. Så kort sagt: Vil man læse en bog af John Steinbeck, er det en god idé at vælge en anden end ”Livsflammen”. Han har skrevet massevis af fantastiske værker, men her er der altså en, der af naturlige grunde ikke har fået klassikerstatus. Det patetiske højdepunkt udgør et litterært lavpunkt i Steinbecks produktion.